Breve fra Helvede/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 400-414

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XXII.

Du har udentvivl erfaret, hvilken Magt Duften af een eller anden Blomst har til at fremkalde Erindringer, navnlig søde, lykkelige Erindringer, og iligemaade til at vække de slumrende Lidenskaber og Lyster. I Verden kan dette Sidste være en sød Pine; men heri Helvede, — ja, her bliver det et sandt Helvede.

Du maa dog ikke heraf slutte, at der gives Blomster i Helvede. Der gives overhovedet intet, slet intet. Endog de visne Blomster tilhøre udelukkende Jorden. O, I Daarer! Behøves der vel Andet end blot dette til at overbevise Eder om, at Jorden, uagtet al sin Nød og alle sine Sorger og Smerter, dog er et velsignet og saare lykkeligt Sted, — Andet end dette, at den er bedækket med Blomster? Det er Overmaalet af Guds faderlige Godhed, som flyder over til alle Sider og frembringer Blomsterne. De ere ingen Nytte til, disse Milliarder af Blomster; men de fremgaa med Nødvendighed af den evige Kjærligheds Væsen. De ere ligesom Perlerne paa den himmelske Velsignelses Bæger.

Blomster forneden og Stjerner foroven! O, hvor lifligt og lykkeligt, saaledes at kunne vandre mellem Blomster og Stjerner! Men I gaa efter Næsen uden at agte hverken paa Blomsterne forneden eller Stjernerne foroven, fortabte, som I ere, i Eders lille taabelige Jeg med dets tusinde indbildte Bekymringer og Plager. O, I Daarer, Daarer, Daarer!

Nej, der gives ingen Blomster i Helvede. Men det hører med til vore Kvaler, nu og da at have Duften af dem. Det er, som Du vel begriber, kun Indbildning; men desto kraftigere er Duften og desto større Virkningen. Det er ikke alene Situationer og Stemninger, som derved blive fremtryllede, men ogsaa lyslevende Personer, hele Fylden af Liv og Lykke i et vist givet Øjeblik. Kan Du fatte, hvad det vil sige: hele Fylden af Liv og Lykke, fremtryllet paa et Sted, hvor der kun gives Død og grændseløs Elendighed?

— — Snart er det en lidenskabelig Nellike. Den dufter fra en ung Piges Barm med mørkladen Hud og mørke, funklende Øjne. Endelig er det lykkedes mig at blive et Øjeblik alene med hende. Hun kæmper, idet jeg knæler for hende, en haard Kamp mellem Vrede og Kjærlighed.

Snart er det en vellystig bedøvende Jasmin. I det tætte Lysthuus havde jeg og den slanke, lyshaarede Pige i den hede Middagstime fundet et Asyl. Jeg havde saa meget at sige hende; men jeg glemte det altsammen over Udtrykket i hendes smægtende blaa Øjne, i den os ombølgende Duft af Jasminer.

Snart er det en mildt berusende Kaprifolium. — Vi vare paa en Aftenvandring gjennem Lunden. Næste Dag skulde vi skilles, jeg og den yndige unge Kone med de melankolske brune Øjne og det melankolske Smiil, — lænket til en sand Klods af Mand. Hun kaldte mig sin Ven og skjænkede mig en Kaprifoliumsblomst. Men jeg kunde ikke afholde mig fra, ved denne Lejlighed at give hende et ømmere Navn. — —

Disse Minder, jo sødere, jo mere henrivende de ere, desto grusommere sønderslide de Sjælen. De ophidse Lidenskaberne og Begjærlighederne til en Grad, at Man maa blive rasende. De brænde gjennem Marv og Been, uagtet Kjødet ikke er mere, og der gives intet, intet Middel til at slukke.

Det er altid stærkt duftende Blomster, hvis Virkning jeg saaledes sporer. De mildere duftende, saasom Viol og Reseda, fornemmer jeg aldrig. Dog jo, der gives een, een eneste Undtagelse. Vel er den heller ikke uden Pine; men dog velsigner jeg den. I den allersidste Tid har jeg oftere svoret den fine Duft af en Rose. Jeg kjender denne Rose; jeg seer den tydelig for mig. Ligesom kun en Aande af Rødt er udgydt over dens fine Blade; kun lige i Hjertet er der et lille Blus. Ihast skulde Man tro, at det var en hvid Rose; men jeg veed det bedre, det er en rød. Lili gav mig engang denne Rose, det vil da sige, jeg bad hende derom; ellers vilde det vist neppe være faldet hende ind at give mig den. Vi stode en Formiddag med hinanden i St. Marcuskirken i Venedig, foran Madonnas Alter med det mærkelige byzantinske Maleri. Vi vare et Øjeblik alene; en stakkels Krøbling var nylig humpet bort fra os under tusinde Velsignelser. En hellig Følelse havde listet sig ind i mit Hjerte, hellig maaskee netop, fordi Krøblingen havde kaldt Lili: — la sua sposa. — Lili havde ikke hørt eller ikke forstaaet det. Hun stod med en Rose i Haanden, det udtrykte Billede af hende selv.

— Giv mig denne Rose, Lili! — bad jeg. Hun rakte mig den uden Betænkning.

— Nej, først maa Du kysse den. — sagde jeg.

Hun kyssede Rosen, og rakte mig den med sit ubeskrivelige henrivende Smiil.

Naturligviis kyssede ogsaa jeg Rosen. Lili rødmede let derover, skjøndt hun ganske vist i sin Uskyldighed ikke forstod, hvad det egentlig havde at sige.

Det er denne Rose, der i den senere Tid oftere dufter mig imøde. Hvad har det at betyde? Skulde der maaskee dog være en vis oversandselig Forbindelse mulig mellem de salige Sjæle og dem i Pinen, liig en forbibølgende Duft? O, lykkelige Tanke! Kunde jeg dog blot holde den fast! — Ak, den er allerede borte!

Det store Øjeblik nærmer sig, da Glandsen vil bryde sejrende frem fra Paradiset; ja, det maa være ganske nært. Da skal jeg see hende igjen. Lad det blive til min Kval, lige meget! Jeg skal see hende igjen! Det vil være frygteligt, atter at synke tilbage i Mørket; men hendes Billede kan dog Ingen tage fra mig. Endog heri Helvedes Pine straaler det for mig. — Kan jeg være ganske forladt af Gud i dette ubrødelige Samfund med een af hans Hellige? Jeg veed, at hun tænker paa mig, ligesom jeg paa hende. Ja, hvad Mere er, jeg veed, at hun elsker mig, om end kun med en Søsters Kjærlighed. O, hvad skal jeg sige? — Kan Gud være Fader, under saadanne Kaar: Søsteren i Himmerige, Broderen i Helvede, evig fortabt! — ?


Du erindrer jo nok, at jeg nylig omtalte en Traktat, som var gaaet al Kjødets Gang og faren til Helvede. Affattet i den treenige Guds Navn og „for evige Tider”, havde den neppe varet i tolv Aar, det vil sige, kun indtil een af de Mægtige, som havde besvoret den, fandt gunstig Lejlighed til at træde den under Fødder. Kort at sige, det blev den gamle Historie om Processen mellem Ulven og Lammet. Uhindret af de øvrige Traktatmagter, som, imponerede af det Frække i Daaden, knurrende trak sig tilbage, uskadt Æren naturligviis, havde den Stærke i en Hast bragt den Lille og Svage under sig, og gjort med ham, hvad han vilde, selvfølgelig Alt dog ganske uinteresseret, kun i Rettens Medfør og for den kjære Freds Skyld. Ulven forstaaer nok at belægge sine Ord. Nuvel, den elendige Lille maatte holde Fred, og tage imod Vilkaarene, som de bødes ham. Resultatet af denne Fred var naturligviis en ny Traktat, paany affattet i den treenige Guds Navn, — tænk Dig, hvilken Gudsbespottelse! — og paany med en Gyldighed for evige Tider, — tænk Dig, hvilken Skamløshed! — Men, endnu galere skulde det dog blive. Den første Artikel i Traktaten bestemmer, at der for Fremtiden bestandig skal være ikke alene Fred, men Venskab imellem Deres Majestæter og respective Folk. Tænk Dig, efterat den Stærke har udplyndret den Svage indtil Skjorten, og faaet Alt, hvad han vilde, tilbyder han ham sit Venskab, og Staklen er nødt til at udrække Haanden! Det er en Frækhed, som overskrider det Menneskelige og gaaer langt ind i det Djævelske. Du maa da ogsaa let kunne begribe, at en Traktat som denne, endog uden at være sønderreven, maatte fare lige til Helvede. Den kom da ogsaa, endnu førend Blækket var blevet tørt. Men, hvad Du maaskee mindre let begriber, hildet, som Du er, i Verdens Vrøvl og Fordomme, er, at denne Traktat selv i Helhede har vakt Opsigt og er kommen i Folkemunde. Jeg har i en vis Kreds, siden den kom, næsten ikke hørt tale om Andet.

Denne Indledning var nødvendig til den rette Forstaaelse af Efterfølgende:

Jeg var nylig i Kirke. Det var ikke den første Gang; men jeg har ligesom skammet mig ved at tale derom. Jeg blev i Virkeligheden ogsaa helst derfra; men heri Helvede maa Man gjøre Meget, som Man ikke har Lyst til at gjøre, af indre tvingende Drift. Behøver jeg at tilføje, at Man føler sig saare elendig ved saaledes at gaa i Tøjet og under Pidsken?

Ja, vi have et Kirkevæsen. Der er overhovedet Intet, som mangler heri Helvede. Vi have Alt, som det er, og det er, som om vi Intet havde. Om nogen almindelig Kirke, begriber Du vel, kan der ikke være Tale; jeg sagde jo ogsaa kun: et Kirkevæsen. Jeg kunde ligesaa godt have sagt: Kirkeuvæsen; det kommer ganske ud paa Eet. Ligesaa lidt kan der naturligviis være Tale om nogen Menighed eller, nogen Bekjendelse, eller noget Væsentligt og Virkeligt overhovedet. Alt er hermed sagt: vi gaa i Kirke. Men, Gud forbarme sig, hvilken Kirkegang!

Der er omtrent ligesaa mange Kirker, som der er Præster i Helvede. Og Præsternes Mængde er ikke ringe. Alle vantro og utro Præster, alle de, som for Levebrødets, Fordelens Skyld have forgrebet sig paa Evangeliet, som kun have været Lejesvende i at vogte Guds Hjord, ere her forsamlede. Nu fortæres de af Nidkjærhed for Evangeliet — men Evangeliet er for stedse borte, — af Kjærlighed til Hjorden men der gives ingen Hjord mere. De opføre Kirke ved Kirke, og prædike Dag ud og Dag ind. Hvis det lykkedes dem, blot at faa eet eneste Guds Ord frem, vilde baade de selv og deres Tilhørere være forløste. Men det lykkes dem ikke, vil aldrig lykkes dem. Alligevel ere de, ifølge en vis indre ubønhørlig Tvang, nødte til uden Ende at forsøge sig paany, uophørlig at lede efter den Perle, som de engang traadte i Skarnet.

Og Folk heri Helvede ere ligesom gale efter det Guds Ord, som de engang foragtede. Helvede er fuldt af Christne, — ja, det lyder underlig, men er dog saa — nemlig af alle dem, hvem Christendommen i Verden kun var et Navn, en Vane, en Vedtægt eller endog blot et Skalkeskjul, af alle dem, der, uagtet de tidlig og silde hørte Frelsens Budskab, dog aldrig gjorde Alvor af at tilegne sig Frelsen i et nyt og bedre Levnet, af alle dem, der enten kun leflede med det Hellige, eller skammelig faldt fra, naar Prøvelsens Tid var forhaanden. Nu fortæres de af en sand Ulvehunger efter Guds Ord; og, fik de blot eet eneste Ord at høre, vilde de være udløste af Pinen. Men det ville de aldrig faa at høre. Og det vide de godt; de Fleste have en lang Erfaring for sig. Men alligevel kunne de ikke Andet end uophørlig paany at storme sammen til det Sted, som de kalde Kirke, og høre, hvad de Mennesker have at sige, som de kalde Præster.

Saaledes ere Kirkerne altid pakfulde. Men det er dog aldrig vanskeligt at faa Plads; thi en Aand, en Skygge kan indskrænke sig i det Uendelige. Derfor behøver Man heller ikke her, som i Verden, at abonnere paa Pladser i Kirken, ligesom i Theatret, hvor Pungen ganske naturlig gjør Udslaget. Det er en Fordeel, Helvede har fremfor Verden. Men der er rigtignok Ingen, som det falder ind, deraf at rose sig.

Jeg var forleden i et større, meget livligt Selskab. Det var der, at jeg for Kuriositetens Skyld gav hine glimrende Foredrag tilbedste, som blandt mange andre vare blevne holdte paa vor Landdag i Kirkeforfatningssagen. De gjorde en rivende Lykke hos Selskabet, og gik derfra ud i videre Kredse. Vist er det, at et bedre Stof til komisk Deklamation har der ikke længe været i Helvede.

Blandt Gjæsterne var en Pastor R.... Jeg havde nær udtalt Navnet; men Du veed, det er imod mine Principer. Det var en god gammel Bekjendt af mig. Han var i sin Tid en meget yndet Følelsesprædikant, af en ganske overordentlig Svada, og ikke lidt forfængelig af denne Gave. Forøvrigt var han een af de Præster, som Verden kalder liberale, og i enhver Forstand tager sig til Indtægt undtagen den rene aandelige. Da vi skiltes, sagde han til mig: — Kom dog engang hen og hør mig! Min Kirke ligger paa Hjørnet af Kjødets Lyst og Skrøbeligheden, — bliv ikke altfor forbauset over disse Gadenavne — med Hovedfaçade ud til den første. Ethvert Barn kan vise Dig Vejen. Jeg har netop en i mine Tanker ypperlig Prædiken paa Stabelen. —

Han sagde: Barn —; lad Dig ikke vildlede deraf! Af Børn, ret egentlige Børn, gives der ingen i Helvede. Men siger Man ikke allerede i Verden: store Børn — gamle Børn —? Gives der ikke Mennesker i Mængde, som opnaa en høj Alder uden at blive voxne? — Nuvel, af saadanne gamle Børn tosser der flere, end tælles kan, omkring heri Helvede.

Saa gik jeg da hen for at høre min gamle, engang velærværdige Ven, paa Hjørnet af Kjødets Lyst og Skrøbeligheden. Ligesaa godt ham som en Anden. Der kom dog Intet ud deraf uden Aandsfortærelse.

Jeg kom noget silde. Messen før Prædikenen var allerede forbi; Kirkesangen var igjen i fuld Gang. Men, Gud forbarme sig, hvilken Sang! Istedetfor Lovsange løde de liderligste Viser, jeg i mine Dage har hørt, og kun af Menneskehedens Udskud. Men største Delen af disse til Gudstjeneste forsamlede Mennesker hørte ikke alene til den bedre, saakaldte respektable, men ogsaa til den dannede, saakaldte fine Klasse. Gamle Mænd, hvis hvide Haar skulde have indgydt Ærefrygt, unge Fruentimmer, som Man skulde have troet, vare den pure Uskyldighed, toge ligesom henrykte Deel i denne skamløse Chorsang. Fader og Moder førte an for deres Børn, Manden for sin Hustru eller Elskede, uden al Blusel. Ak, neppe havde jeg indtaget min Plads blandt Mængden, førend jeg ikke var det Mindste bedre end de Andre! Ifølge en uimodstaaelig Magt i mit Indre stemmede jeg i med i den djævelske Hymne. Min Iid gik i en hellig Retning; til at lovsynge stod min Hu. Men til at bespotte blev jeg nødt, saasnart jeg aabnede Munden, hvor meget jeg end krympede mig derved. Det liderlige Væsen ligesom kildrede mig i mit Inderste, indtil jeg lod mig henrykte som de Andre.

Endelig var Sangen forbi; Præsten stod paa Prædikestolen med en hellig Mine. Men kun et Øjeblik stod han saaledes; saa begyndte han at gjøre de frygteligste og latterligste Grimacer. Det varede en god Stund, inden han saa vidt blev Herre over sine balstyrige Træk, at han kunde begynde:

— Mine andægtige Tilhørere.......

Det var ganske vist hans Hensigt at prædike sig selv og Forsamlingen til Opbyggelse. Men videre kom han ikke i Retning af Opbyggeligheden. Thi det forfærdeligste Vaas strømmede nu frem over hans Læber. Forgjæves holdt han inde og tog sig sammen; han geraadede kun fra det ene Uføre af Vrøvl i det andet. Ved en overordentlig Anstrengelse lykkedes det ham dog endelig at bryde af, og der opstod en Pause. Saa begyndte han igjen, med en stor Force af kunstlet Værdighed:

— Mine andægtige Tilhørere.......

Og blidelig fremgik — tænk Dig min Overraskelse — Væverens Tale i Kirkeforfatningssagen, med en ubeskrivelig komisk Virkning. Han vævede saa grangivelig, som om Man saae Tøjet for sig. Hvis han havde lagt an paa det Latterlige, kunde han umulig have gjort det bedre. Men Intet var fjernere fra hans Tanke, og det var netop Fylden af det Komiske. Ganske betuttet stræbte han blot at komme ud af denne strøm, som op og ned, ud og ind, førte ham bort med sig. Og han havde endelig Heldet med sig. — Han tager et nyt Tilløb, med megen Salvelse, og lover store Ting. Men, o vee! Inden han selv veed deraf, er han dybt inde i Branddirektørens Tale ved samme Lejlighed.

Dersom det havde været et Kunststykke, vilde det have været uforligneligt. Thi Deklamationens Art var en ganske ny, og Overgangen var ganske brat. Men uden mindste Kunst slog det fuldkommen til. Med Væveriet var det forbi; nu sprøjtede Taleren. I høje, stødvise Straaler udgjød Vandet sig og rislede ned over Sjælene. Men det var ikke dets Egenskab at slukke. Tværtimod var Virkningen en uudslukkelig Latter, hvori Ingen, selv med den bedste Villie, kunde afholde sig fra at deeltage.

Men det stormende Bifald havde sletikke noget Opmuntrende for Taleren. Det var lige stik det Modsatte; han vred sig ynkelig. Endnu en Gang greb han sig med Magt sammen for dog engang selv at komme tilorde. Det kneb; men det syntes at skulle lykkes. Da han efter en kort Standsning begyndte igjen, var det virkelig ham selv, der talte. Men, o Skjæbne — i næste Nu var han slaaet over i Literatens hule, abrupte Fraseologi! Det var livagtig, som om han knækkede tomme Nødder, — der var ikke saa meget som en Orm i dem — og kastede Skallerne fra sig ud over Folks Hoveder. Der var kun een Tanke i hans Tale, og den var ikke hans, men Tilhørernes: — Hvor er Kjærnen, hvor er Kjærnen? — Fra Øjeblik til Øjeblik hævede sig hans Foredrag. Fra Hasselnødder steg han til Valdnødder og fra Valdnødder til Kokusnødder; — knak, knak, tomme vare de alle! I denne svimlende Højde af Tomhed blev han borte; Ingen formaaede at følge ham længer. Tilsidst blev han saa umaneerlig huul i sin Tale, at det værkede endog i de tommeste Hoveder og Hjerter, og at Kirkehvælvingerne, som ikke formaaede at udvide sig, sloge store Revner.

Da blev Latteren saa overvældende, Spektaklet saa forrykt, at Prædikanten maatte holde op, enten han saa vilde og kunde eller ikke. Med et konvulsivisk Ryk sled han sig ud af Literatens moralske Favnetag, og listede sig slukøret ned af Prædikestolen.

For at forebygge enhver Misforstaaelse med Hensyn til den nys beskrevne Støj og Lystighed, lad mig i Forbigaaende bemærke Følgende:

Har Du hørt, hvorledes Tarmene kunne skrige i et levende Menneske? Nuvel, saadan var Støjen. Og har Du hørt et Menneske skjære Tænder eller lee isøvne under Indflydelsen af Tarmevrid? Nuvel, saadan var Lystigheden og Latteren.

Saasnart Præsten var vel nede af Stolen, intonerede Degnen med sprukken Solostemme. Længe svirrede han ud og ind, som om han ikke vidste, hvor han vilde hen; endelig faldt han med hele sin Kraft ind i en bekjendt liderlig Soldatervise. Med gruelig Andagt blev Visen i fuldt Chor afsungen.

Saa kom Slutningsmessen. Præsten begyndte:

— I den treenige Guds Navn! —

Det lod sig høre; det var en meget from Begyndelse. Af min fulde Sjæl lyttede jeg efter.

I det Samme forsøgte Degnen, idet han gjorde sig saa lille, som han formaaede, at slippe om forbi Præsten. Men, idet han behændig vilde smutte forbi, greb Præsten ham med stærk Haand i Nakken, kastede ham ned under sig, flaaede i en Hast Kjole, Vest og Skjorte af ham, — det saae ganske ud, som om han flaaede Huden med — og vedblev derpaa, holdende den arme Degn med Jernhaand under sig, som om intet Videre var passeret:

— Første Artikel. —

— Der skal for Fremtiden være Fred og Venskab mellem Præst og Degn og deres respective Huse og Familier. —

— Anden Artikel. —

— — — — — — — — — — — —

Saaledes vedblev han at messe Artikel efter Artikel, og ved hver ny Artikel gav han Degnen et dygtigt Tryk i Nakken, forat han ikke skulde være i Uvished angaaende sin Stilling. Dette ufrivillige Nik skulde tillige betyde hans hjertelige Samtykke. I Forsamlingen gjorde sig meget forskjellige Opfattelser gjældende. Nogle lo og raabte: — Bravo! Forbandet godt gjort! — Men Mængden udtrykte knurrende og hylende sin Misbilligelse. Dog var der ikke een eneste Sjæl, som rørte sig af Pletten.

Præsten fortsatte sin ugudelige Messe. Hvor mange Artikler der var, skal jeg ikke kunne sige. Thi jeg havde snart faaet Mere end Nok. Med et Hjerte, saa tungt, saa tungt, sneg jeg mig ud af Kirken.

Ja tungt; det var intet Under. Det er Haabet, som gjør Hjertet let. Eftersom Haabet svinder, bliver Hjertet tungere og tungere, og, naar alt Haab er ude, er Hjertet ikke til at bære. At sige, for et levende Menneske. — Vi Døde, ak, med os er det en anden Sag!