Breve fra Helvede/21

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 378-399

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XXI.

Der har været sande Sønderknuselsens Øjeblikke i mit Liv. Jeg vil ikke sige: mange, og med Aarene bleve de stedse sjeldnere. Jeg har følt, ikke alene den dybeste Nedslagenhed, men den inderligste Hjerteangst; der laa en Vægt paa min Sjæl, saa tung, at jeg neppe formaaede at aande. Det var den levende Følelse af mit Livs Forfængelighed, Brøde og Usselhed; det var den levende Bevidsthed om, at jeg foer ilde, at jeg stilede mod Fordærvelsen. — Vend om! — lød det med stærke Røster trindtomkring fra: — O, vend om! — Og i mit Indres Dyb gav det rungende Gjenlyd: — Ja, vend om, hvis det ikke er for silde! —

Og det var ikke for silde. Nej, endnu den allersidste Gang havde det været Tid endnu. Af dette Oprør i min Sjæl, havde det havt sin naturlige Gang, af denne Kamp i mine Indvolde, var den bleven stridt tilende, vilde der være fremgaaet et nyt og bedre Væsen. Men dertil kom det aldrig. Brat blev Udviklingen for det Meste afbrudt. Som jeg sad der i min dybeste Vee og Elendighed, kom een eller anden lystig Ting farende ind til mig, afbrød det nye Livs Traad, og rev mig med sig i nye Hvirvler, hvori jeg hastig igjen forglemte mig selv.

Ja, jeg har erfaret det, baade hos Andre og mig selv, at i nogle Menneskers Liv er det grangivelig, som om en ond, skadefro Magt drev sit Spil, lad mig kun reentud sige, sit frie Spil. Det skulde aldrig slaa fejl, netop som de havde fattet deres bedste Forsætter, befandt sig i den heldigste Stemning for det Godes Indvirkning, foer den Onde skinbarlig i dem, og de faldt igjen, dybere end nogensinde.

Og saa vil Man endda nægte, at der gives en Djævel!

Ja, Djævelen, — lad os ikke omgaa Tingen; det nytter ikke — det er ham, der er Tale om. Der gives virkelig en Djævel, og Dæmonernes Tal er Legio.

Men Gud da, den stærke, barmhjertige Gud, forholder han sig da rolig ved dette sule Spil, som drives i Verden og Menneskehjertet? Hvorledes kan det stemme med hans barmhjertige faderlige Forsyn, saaledes at overlade Sjælene i Dæmonernes Vold, og det netop i saadanne Øjeblikke?

Ak, det er jo ham, der ved sine gode Engle har vakt denne Uro og Pine, dette dybe Røre i Sjælen! Det er ham, som har lagt denne Vægt paa Hjertet og faaet det til at sukke, grue og bæve! Det er ham, som har bragt os til sørgelig Bevidsthed om os selv, og givet os en lykkelig Anelse om, at det endnu kunde blive anderledes, om vi blot selv vilde!

Men vi vilde ikke. Det er Sandheden. Hvad Gud i saadanne Øjeblikke gav og virkede i os, det var den store Deel. Kun en ringe Deel formaaede Djævelen. Men af Gud lade vi os ikke tage tilfange, saa stor en Kjærlighed, saa rige Velsignelser han end stræbte at hilde os i. Men, saasnart Djævelen blot fløjtede, vare vi rede til at fare afsted, følge og tjene ham!

Er det da noget Under, at vi nu ere i Helvedes Pine?


Jeg har endnu Noget at sige i denne Anledning. Men kan jeg sige det? Vil det ikke blive til idel Fortvivlelsens Skrig?

Den Forestilling gjorde sig i sin Tid hyppig gjældende hos mig, at Lili var mit Livs Engel, at Gud i sin Barmhjertighed havde sendt hende for at føre mig tilbage fra Fordærvelsens Bane. Denne Forestilling havde noget usigelig rørende for mig, og jeg lod det ikke mangle paa fromme Forsætter. Men Rørelsen kom aldrig til Gjennembrud; det blev aldrig til Alvor med min Omvendelse. Jeg vilde nok give Lili, men ikke Gud mit Hjerte.

Saa blev altsaa Lilis Mission forfængelig, og der var ingen Redning for mig.

Nu heri Helvede er jeg kommen til den Overbeviisning, at, havde jeg taget mod Guds Naade og var bleven et nyt Menneske, — vilde Lili have levet, levet med mig og gjort mig lykkelig! Er det ikke frygteligt?

Endnu i den allersidste Tid, da Dødsanelsen begyndte at gjennemiisne hende, ja mig og hende, vilde det ikke have været for silde; derom er jeg inderlig forvisset. Var jeg endnu dengang gaaet i mig selv, som en arm Synder givende Gud Æren, vilde Lili have levet. Døden vilde være vegen bort imellem os som en Natteskygge, efter at have gjort sin Gjerning, at skræmme Synderen op af hans Dvale. Gud selv vilde have lagt Lili frisk og varm i mine Arme, og et nyt, lyksaligt Liv vilde have ligget for mig.

Hun vilde have levet. Men det var altsammen forgjæves; Skorpen om mit Hjerte vilde ved intet Kjærlighedsmiddel briste. Hvad kunde hun da Andet end dø? Hun maatte jo dø; det var en moralsk Nødvendighed. Thi et Liv med mig vilde være blevet hende en Nedværdigelse, en afskyelig Profanation. I Verden vare alle Veje hende spærrede; hvor hun end vendte sig hen, maatte hun falde i mine Arme. Kun ad een Vej kunde hun fly og frelse sin rene Sjæl; det var Vejen udaf Verden, til Himmerige. Saa maatte hun vel dø. Og jeg er tvungen til at sige: — Vel hende, at hun gjorde det! —

Men det er med Fortvivlelsens Mod, at jeg siger det. Jeg kunde sønderrive mig selv, uden at faa det Had slukket, hvoraf jeg brænder til mig selv. — Saa lykkelig kunde jeg være bleven! — Seer Du vel, jeg har mere end tusinde Tanker; men havde jeg end kun denne ene, vilde den indeslutte Helvedes Pine for mig. Forstaaer Du nu, hvad Helvede er? — Saa lykkelig kunde jeg være bleven, — først lykkelig, saa evig lyksalig! — O vee, vee, er ogsaa dette — dette til at udholde? — —!


Jeg har været paa et Bal, og det var eet af de store. Kavaleer har jeg, som Du veed, altid været; men egentlig Balkavaleer var jeg kun en ganske kort Tid. Man vilde sige, at jeg følte mig for svær, at jeg var for athletisk til at kunne tage mig godt ud i Dandsen. Lige meget! Nok er det, i min første Ungdom elskede jeg Dandsen lidenskabelig. Jeg kjendte ikke noget mere henrykkende, end at feje henover Gulvet i Takten af en brusende Musik, med en dejlig ung Kvinde i mine Arme, saa ganske à moi, at det forekom mig, som om jeg kunde gjøre med hende, hvad jeg vilde. Du vil udentvivl kalde det frivolt? — Nuvel, saadan var jeg, og de Fleste af mine Jævnlige vare som jeg. I smægtende Hengivelse, i vellystig Selvforglemmelse hang hun i mine Arme, sig kun halv bevidst, og kun i sandselig Samklang med mig. Vi havde de samme vellystige Fornemmelser, vore Pulse bankede imod hinanden, i det samme Slag; vi havde ligesom kun eet Aandedrag, og det gik glødende frem og tilbage imellem os. Tilvisse, det er en farlig Tilstand for et Par unge Hjerter; det er en Sandseruus saa god som nogen. Thi, Man sige forøvrigt om Dandsen, hvad Man vil, i Principet beroer dog Tillokkelsen og Fornøjelsen, navnlig ved Nutidens vilde Dands, kun paa den frie, ligesom sammensmeltende Tilnærmelse mellem Kjønnene.

Og efterhaanden, som Dandsen skrider frem, bliver Tilnærmelsen stedse friere. Manden lægger stedse dristigere sin Arm om Kvindens Liv og trykker hende stedse fastere op til sig; han river hende bestandig vildere med sig gjennem Dandsens Hvirvler, ligesom for at lade hende føle, hvor ganske hun er i hans Magt. Mere og mere opløst under Indflydelsen af Musikens, Varmens, Anspændelsens dæmoniske Magter, hænger hun som et sandt Rov i hans Arme. Visselig, naar Vellysten ved slige Lejligheder ikke fordrer positive Offre, saa ligger det ikke i Sagens naturlige Vilkaar.

Det vil udentvivl ikke let falde Nogen ind, at beskylde mig for Snerperi. Men, vist er det, havde jeg havt en Søster, vilde jeg ikke have kunnet udholde at see hende saaledes blive kastet fra den ene fremmede Mands Arme i den andens en heel Nat igjennem. Og havde jeg seet Lili reven saaledes bort i en Mands Favn gjennem Dandsens vellystige Hvirvler, jeg troer, jeg havde slaaet den Mand i Gulvet.

To Ting erindrer jeg, at jeg i min modne Alder havde at indvende mod Dandsen, som den nu almindelig drives. Jeg var nemlig dog altid et Stykke af en Æsthetiker. Først dette, at Folk dandse gjennem ti, femten, ja tyve Aar af deres Liv. Nogle faa Aar kunde være passende. Saa vilde Dandsen komme til at ligne Sommerfuglens yndige Flagren, efterat den er kommen ud af Hylsteret. Lad de Unge dandse, — det vil da sige: anstændige Dandse! For dem er Dandsen en smuk og naturlig Ting, ja, ogsaa en uskyldig. Thi Sandselighedens Væsen er endnu ikke blevet sig bevidst; det slumrer endnu under Idealets gjennemsigtige Dække. — Og dernæst dette, at Folk tømme Dandsens Lyst lige indtil Bærmen. Lad Dandsen høre op, medens Livsaanderne endnu ere friske! Sommerfuglen maa ikke miste Støvet paa sine Vinger. Ikke heller maa Dandsen blive til Lidenskab. Den vil da ikke undlade at vække andre Lidenskaber. En heel Nats Dands er mere end en Sviir. See blot paa disse blege, afjaskede, forrevne og tilstøvede Kvindeskikkelser, — hvilket ynkeligt, sørgeligt Skue! Hvor smukke, hvor friske og yndige vare de ikke, da Ballet begyndte! Kan en Fader taale at see sin Datter, en Broder sin Søster, en Mand sin Elskede i en saadan Tilstand af Nedværdigelse?

Det var et stort og prægtigt Bal. Selskabet var rigtignok noget blandet og broget; men ogsaa det havde sin store Interesse. Oplysningen var glimrende, efter Helvedes fattige Lejlighed. Jeg siger: fattige; thi endog tusinde Lys gjøre det ikke den mindste Smule lysere. Flammen er blot et Skin; ikke en Straale udgaaer derfra. Orkestret var fuldt besat; men det var dog kun en stille Musik. Alt heri Helvede er jo Indbildning, følgelig ogsaa Musiken. Man troer at høre, og saa dandser Man. Det var for det Meste Strauß'iske Valtse, Man spillede. Men da jeg tilfældigviis kom til at see Musikanterne i Papirerne, sandt jeg til min Forbauselse, at de istedetfor Dandsekomponisten Strauß' Noder havde Theologen Strauß' Skrifter liggende opslaaede for sig.

Dametoiletterne vare straalende. Mindst et Par Aarhundreders Moder vare repræsenterede. Ved denne Forskjellighed i Dragter kom Ballet paafaldende til at ligne en Maskerade. Men paa den anden Side kunde Intet mindre ligne en Maskerade. Hele Stadsen og Pragten var nemlig gjennemsigtig. Man saae, uagtet alt Paahæng, overalt det rene, nøgne Menneske for sig. Det var tillokkende nok; der var dejlige Skikkelser i Mængde. Men lad os ikke tale derom! Heri Helvede har jo Tillokkelsen mistet hele sin Nerve.

Man vilde have mig til at dandse; men jeg var dog klog nok til ikke at gjøre mig til Nar paa mine gamle Dage. Jeg deeltog kun i en Polonaise, og det var unægtelig Noget af det Interessanteste, jeg har oplevet, saavel i Verden som i Helvede.

Vi spadserede den store Sal rundt, og skiftede a tempo Damer, saaledes, at vi fik Lejlighed til at præsentere os for og vexle nogle Ord med alle tilstedeværende Skjønheder. Det gav en højst mærkelig Afvexling, ja, uden Lige. Til Lettelse for Orienteringen og den selskabelige Omgængelse er det heri Helvede Vedtægt, at Man ved alle større Forsamlinger bærer sit Dødsaar paa Brystet, enten i Form af en elegant Brystsløjfe eller en ordenlignende Decoration. Dette var os ved nærværende Lejlighed til stor Fordeel.

Jeg kan ikke nægte mig den Tilfredstillelse, at føre nogle af disse Damer frem for Dig. Da jeg Ingen anfører ved Navn, mener jeg at kunne gjøre det uden Brud paa Discretionen. Hvad siger Du? — Det vil blive et ganske smukt Album.

1) — 1789 — Tydsk. Berygtet Giftblanderske. Hun forgav i Løbet af nogle faa Aar: sin Svigermoder, sin Mand, sine Brødre, kort sagt, paa faa Undtagelser nær, en heel Familie, ikke for Fordeels Skyld, ikke heller af Had, overhovedet ikke dreven af nogensomhelst Lidenskab, men i al Gemytlighed, blot for Fornøjelsens Skyld. Et kvindeligt Uhyre, som udentvivl staaer ene i Historien, ligesom hun staaer udenfor al menneskelig Erfaring. Fiin og nydelig bærer hun en næsten barnlig Uskyldighed tilskue; en, om jeg saa maa sige, Fløjels Blødhed udmærker hele hendes Væsen. Hun er yndig, indtagende, „anschmiegend” ligesom Katten. Det er umuligt at komme hendes unaturlige Væsens Gaade nærmere end ved at sige, at hun maa være kommen til Verden som en Kat i menneskelig Skikkelse. — Det foer igjennem mig, da hun lagde sin fine, bløde Arm i min og trykkede sig blidt op til mig. Kun et Blik vexlede vi; det fulde Lys fra hendes grønlige Øjne faldt for et Øjeblik paa mig. Jeg vidste, hvor falsk og grusom hun var, og dog lod jeg mig fortrylle. Det var ikke alene Rædsel, som bragte mit Hjerte til at bæve, og, skal jeg tilstaa det, det var kun nødig, at jeg slap hendes Arm, for at gaa videre!

2) — 1693 — Provençalerinde. Formælet med een af Hoffets Embedsmænd, blev en Tidlang anseet for det smukkeste Fruentimmer ved Ludvig den Fjortendes Hos. Og hun var Dyden selv, indtil en vis beregnelig Grad. Hun havde nemlig aldrig kjendt nogen anden Kjærlighed end den til Guldet. Det var en officiel Hemmelighed; at tredive tusinde Livres var Taxten for den smukkeste Kvindes Dyd. For denne Priis var den, med Skam at sige, Enhver tilfals. Derfor havde Man ved Hoffet givet hende Øgenavnet: Danae.

3) — 1816 — Polakinde. Moderne Heltinde, førte Eskvadron under Kosciuszko. Meget smuk, fuldendt baade i Skabning og Træk; men hendes store Tiltrækningskraft laa dog i det Moralske. — Endnu aldrig betvungen! — Endnu aldrig havde hun kjendt anden Kjærlighed end den til Fædrelandet. Og hendes Væsen gav denne Paastand Medhold; thi hun var kjæk og haardfør som en Mand, skjøndt fiin og blød og yndig som en Kvinde. — Endnu aldrig betvungen! — Ved stadig at fastholde denne Kjendsgjerning gjorde hun sin Lykke i Verden. Og hun gjorde mange Gange sin Lykke. Thi kjæk var hun virkelig; hun laa aldrig under, saa haardt end Skjæbnen gik hende imod, men svang sig bestandig igjen ivejret. Og Intet bed paa hende; endnu i sit otte og tredivte Aar var hun ungdomlig og meget smuk. — Aldrig betvungen! — Ved denne Kjendsgjerning gjorde hun sidste Gang sin Lykke, idet hun i Aaret 1811 med fyrstelig Pragt drog ind i Mehemed Alis Harem.

4) — 1644 — Irlænderinde. Een af den ulykkelige Karl den Førstes Elskerinder. Jeg kjendte hende igjen fra v. Dyks mesterlige Portræt, som jeg havde seet i London. Noget Flottere har Verden aldrig seet end denne Dame. Man kunde fristes til at kalde hende: Idealet af en Flane.

5) — 1635 — Tydsk. Yppig, smægtende, blændende, især ved sit store, fulde Blik og sin hvide Hud. Forræderske, selv forraadt. Efterladt i Bologna i stor Nød og Elendighed, en moderne Ariadne, maatte hun ved Almisser søge sit Ophold, for ikke at hjemfalde til noget Værre.

Det var ogsaa en slem Tid for den berømte Maler Guido Reni. Spil var blevet ham Mere end hans Kunst. Han brugte bestandig flere Penge; men hans Maleriet havde mistet deres Trylleri, og Pengene kom stedse sparsommere ind. Han var nærved at fortære sig selv i Grublerier over, hvori det egentlig laa, hvad det var, han som Kunstner havde tabt, og hvorledes han skulde vinde det tilbage. Hvad han tabte i Penge, gjorde han ingen Beregning over. Men, medens han grublede, spillede han stedse mere rasende, og forødte baade Kræfter og Penge.

En Dag havde han tabt Alt, hvad han ejede, og Mere til. Da han forlod Spillehuset, stod der en ung Kvinde udenfor med bønlig udstrakt Haand. En Forbandelse svævede ham paa Læberne, men kom ikke til Udbrud; thi et saadant bønligt Udtryk havde han endnu aldrig iagttaget. Ligesom forstenet blev han staaende foran den unge Kvinde, der, uden at tale, var saa veltalende ved sit smægtende, himmelvendte Blik. Det var noget Nyt, eller kunde i alt Fald godt gjælde derfor; det var en overjordisk Dejlighed. Øjeblikkelig begreb han hvilken Guldgrube der aabnede sig for ham i dette Blik alene. Han havde fundet det længe søgte Motiv til et nyt Opsving i sin Kunst, et Middel til paany at fortrylle den overfladiske Verden.

Saa lod han for det Første Spil være Spil, og gav sig med en Iver, som i det Mindste lignede Begejstring, igjen til at male. Den unge tydske Kvinde tjente ham stadig til Model, og vedblev at tjene ham, endog efterat hendes Hud havde mistet sin Glands og Kjødet sin Yppighed. Thi Blikket blev dog tilbage, dette underfulde, velsignede Blik. Først malede han efter sin nye Model en døende Lucretia, saa en døende Cleopatra, saa en døende Virginia, endelig en levende Gudsmoder, og ved dette sidste Emne blev han saa længe staaende. Hans Billeder gjorde en stormende Lykke, og Man forlangte stedse Mere af samme Art. Derfor maatte han bestandig male flygtigere; men Blikket var der, og Man følte sig tilfreds. Dette Blik blev verdensberømt, og fandt utallige Efterlignere; men Guido Reni var Opfinderen deraf, og forblev Mesteren. Hvem han skyldte Opfindelsen, glemte han heller aldrig. Letsindig kunde Guido være; men utaknemlig var han ikke. Saalænge hun levede, blev la Tedesca hans Veninde, og han deelte Alt med hende. Men da hun døde, var ogsaa Alt forbi for ham. Stedfe slettere bleve hans Maleriet; Blikket var ligesom brustet; Hudfarven var grønlighvid, usund, liigagtig. Og stedse uheldigere spillede han, indtil han, i enhver Forstand udtømt, sank i Graven.

6) — 1731 — Andalusierinde, halv maurisk Blod, en flammende Skjønhed, uden Lige i Dandsen. Hun syntes at være behersket af en Monomani; kun een Tanke lod til at beskjæftige hende, endog paa dette Sted og midt under Dandsen. Da jeg henvendte en Bemærkning til hende angaaende Ballets Pragt og Pomp, svarede hun, med et Blik, som gik mig lige til Sjælen: — Jeg kunde have været saa lykkelig! — Og saa var hun borte.

7) — 1810 — Englænderinde. Berømt Clairvoyante, gik i Paris under Navnet: la belle blonde. Chevalier Melville, een af dem, der mod en Subskription af hundrede Louisdorer havde faaet den dyriske Magnetismes Hemmelighed at vide af selve Mesmer, var den heldige Opdager og lykkelige Fremstiller af la belle blonde's underfulde Naturgaver. Om Dagen tilhørte den smukke Englænderinde hele den noble Pariserverden, om Aftenen en elegant Kreds af Udvalgte, som kunde og vilde betale en Entree af fyrgetyve Francs, om Natten, efter Sigende, kun den lykkelige Chevalier. Men, var la belle blonde klartseende, saa var Chevalieren det ikke. Thi en Morgenstund var hans Engel borte med Kassen. Man sagde i Paris med vittigt Lune, at det udentvivl var, som det skulde være. Somnambulen var tilsidst bleven ganske henrykket. Det var Ekstasens højeste Grad: — Hun var bleven aldeles borte. —

8) — 1651 — Svensk Bondepige fra Dalarne. Hendes sjeldne Skjønhed ophøjede hende gjennem flere eventyrlige Grader i fyrstelig Stand; men hun var ikke denne Ophøjelse værd. — Har Du seet Kong Gustavs Snigmorder? — spurgte hun mig hviskende. — — Der staaer han! — Jeg saae; men hvad jeg saae, dermed maa jeg tie.

9) — 1810 — En isandhed kongelig Skjønhed, Datter af Ludvig den Femtende, hans allersidste Elskovsfrugt. Thi Moderen, en ung borgerlig Pige, med Vold udreven af sin Families Skjød, skjænkede Ludvig Kopperne til Tak for hans kongelige Kjærlighed. Han døde af hendes Kopper, hun af hans Kjærlighed. En Datter kom dog levende til Verden, for at forplante Besmittelsen.

10) — 1848 — Hvor jeg blev overrasket! Hjemme i min Spisestue hang et fortræffeligt Maleri af en bekjendt Kunstner. Det var et Knæstykke i naturlig Størrelse, og forestillede en romersk Tiggerpige, i sine maleriske Pjalter henrivende dejlig. Hun gaaer igjen paa en utallig Mængde Billeder fra Tidsrummet imellem 1835 og 1842. Thi, at hun blev Model, forstaaer sig af sig selv. Hun var af ægte romersk Blod, født i Trastevere, og en sand Typus for romersk Skjønhed. Ansigt, Skabning, Væsen og Holdning, Alt var lige beundringsværdigt hos hende. Og disse Pjalter — der var et sandt Trylleri ved dem. Vore Modedamer i deres fulde, elegante Pynt, hvor flaue, ja, hvor tossede toge de sig ikke ud overfor hende i hendes Pjalter! Var det Modsætningen mellem dem og hendes Skjønhed, eller var det blot den Maade, hvorpaa hun bar dem, og, stedse afvexlende, forstod at drapere sig med dem, — Nok er det, der kunde ikke gives noget mere malerisk og henrivende. Men hun elskede ogsaa disse sine Pjalter; hun var ordentlig stolt af dem, og vilde ikke have byttet dem bort mod de prægtigste Klæder. Thi paa hendes Pjalter, følte hun, beroede ikke alene det Trylleri, hun udøvede, men ogsaa hendes Uafhængighed og Frihed. Hendes Navn var Paolina; men blandt Roms Fremmede var hun almindelig bekjendt under Navnet: la reina dei mendicanti, Tiggerdronningen, eller simpelthen: — la reina. — Her saae jeg Originalen til mit Billede, — jeg saae la reina for mig!

En Aften kom i een af Roms Smaagader en ung Kvinde flyvende efter mig, hængte sig skjælvende fast ved min Arm og bad mig beskytte hende. Og jeg beskyttede hende. Det var la reina. Da Faren var lykkelig bekæmpet, fulgte jeg hende hjem; i en næsten om Fortrolighed fulgtes vi ad gjennem de mørke Gader. Men jeg var ikke ædelmodig nok til ej at prøve paa at benytte mig af min fordeelagtige Stilling. Da først lærte jeg la reina at kjende. Hun afviste mig med et Alvor, tillige med en Godhed, som ikke vare til at modstaa. Med en Frimodighed, som Man kun finder i Italien, forklarede hun mig dernæst sin Stilling, og gjorde mig i Virkeligheden til sin Fortrolige. Nu var hun lykkelig, meget lykkelig. Mange syntes godt om hende, Ingen turde foragte hende, og hun var fri som Fuglen i Luften. Dersom hun lod sig forlokke, vilde Alt være tabt; hun vilde kun være en Pjalt mellem Pjalter. Men disse Pjalter, saalænge hun kunde bære dem med Ære, vilde hun ikke bortbytte mod Fløjl, Guld og Hermelin. Hun betroede mig, dog uden at nævne Personer, hvilke store, fristende Tilbud der vare blevne gjorte hende. Men hun havde, sia benito Iddio, sletikke følt sig fristet. Kort at sige, det var ved denne Lejlighed mig, der blev besejret. Et Kys, ikke tog jeg, men det gav hun mig, af et fuldt Hjerte, med Ømhed, men uden Lidenskab, og vi skiltes. Da jeg ikke kunde have hende paa anden Maade, lod jeg hende male.

Men nogle Aar senere forsvandt pludselig la reina. Alle Fristelser havde hun kunnet modstaa, den ædle, stolte Tiggerske; kun Eet havde hun ikke taget med i Beregningen; det var selve Kjærligheden. Den havde tilsidst fældet hende. Hun elskede og hengav sig. En Himmel syntes at aabne sig for hende; men dog vare hendes lykkelige Dage forbi. I sine Pjalter havde hun været en Dronning; i Silke og Fløjl blev hun kun en Slavinde. Og havde hun endda blot ikke maattet prøve noget Værre. Men det maatte hun. Forraadt og atter forraadt blev hun vild og frygtelig. En Dæmon var vaagnet i hende; endikke den raa Forbrydelse veg hun tilbage for. Hun vilde have baade Hævn og Erstatning. Endnu stedse var hun et Vidunder af Dejlighed, ikke yndig længer, men majestætisk. Med et koldt, skjøndt glødende Hjerte svang hun sig ivejret, indtil det tilsidst lykkedes hende at forstyrre Hovedet paa en vellystig gammel Fyrste. Kun et Øjeblik stod hun i sin fuldeste Glands, liig et Meteor paa Himlen, dog længe nok til at faa sig hævnet. Med et Knald endte hendes glimrende Løbebane, med Knald og Fald. Hun faldt for aldrig at hæve sig mere.

— Nu hvilede atter hendes Arm i min. O, hvilket Svælg mellem nu og dengang, hiin sildige Aftenstund, da vi saa fortrolig vandrede med hinanden gjennem Roms Gader! I hendes Dragt, skjøndt den ikke bestod af Pjalter, sporede jeg endnu tydelig den fantastiske Maneer fra de gamle lykkelige Dage. Uvilkaarlig kom jeg til at sukke: — Kun i Uskyld er Lykke! — Jeg kjendte hende strax igjen; dog, ak, hvor forandret! Men med hvilke Øjne betragtede hun ikke mig, da jeg bøjede mig over mod hende og hviskede:

La reina! Sta sempre in ricordanza!

Med næsten ængstelig Hast svarede hun, for et Øieblik oplivet og forskjønnet, men tillige gjennembævet af Erindringens fulde Smerte: — O state zitto, zitto! Nell'inferno tutt'e finito! La gioja, l'incuranza, l'amor' e la speranza!


Du maa ikke tro, at jeg fik alle disse Oplysninger eller endog blot en Deel af dem under Polonaisen; dertil vare Møderne altfor korte og flygtige. Naar Man havde hilst paa hinanden, eller Præsentationen var forbi, var der endnu blot Tid til at vexle et Par mere eller mindre heldige Ord; saa maatte Man atter skilles.

Men mange af disse Baldamer kjendte jeg iforvejen, ikke alene dem selv, men deres Historie. Heri Helvede kan Intet skjules, og Krønikerne udbrede sig med en forbavsende Hast. Om nogle enkelte af de mig interesserende Damer har jeg senere med Lethed forskaffet mig al ønskelig Underretning.

Saaledes vil Du kunne forstaa, hvorledes jeg, da det faldt mig ind, ved nogle iflæng anførte Exempler at give Dig en Forestilling om det Pikante i denne saakaldte Polonaises Afvexlinger, kom til at staa Fare for at fortabe mig. Stoffet er nemlig saa rigt, at et Udvalg bliver saare vanskeligt; saaledes kommer Man let til at fortælle Mere, end nødvendigt er og Man egentlig havde isinde. Men nu Nok herom! Selv det længste Bal maa have en Ende.

Da jeg var i Begreb med at forlade Ballet, henvendte en Person, der saae mig ud til at være en rigtig „Bruder Liederlich”, sig til mig med den paatrængende Yttring: — De seer mig ud til at forstaa Dem paa de Dele. Men har De nogensinde bivaanet det store Bal? — Das ist ganz 'was anders. Ich sag' Ihnen, ganz famos! — Og han smækkede med Tungen.

Jeg vidste ikke, hvad Personen meente med det store Bal; men ham havde jeg i alt Fald ikke Lyst til at spørge derom. Det varede dog ikke længe, inden jeg fandt Lejlighed til at faa min Nysgjerrighed ret grundig tilfredstillet.

Henimod den Tid, da Dødsmørket bryder ind, kommer der en sand Raptus over Folk heri Helvede. Alle Kræfter anspændes til Nydelsen af den korte Tid, som endnu er tilovers. At denne vilde Idræt er forfængelig ligesom alt Andet, og kun volder Pine, er naturligviis en Selvfølge. Spil, Sviir, Løsagtighed, alskens ublu og naragtige Forlystelser tage rasende Tilløb; der gives kun eet Maal, at pirre, beruse og bedøve Sandserne. Og dertil gives der i Indbildningen tusinde Midler. Alt er i denne Tid tilladt; Intet er saa vildt og galt og skjændigt, at det jo finder Anklang og Undskyldning. Pakket i enhver Forstand regjerer, og den, som driver Udskejelsen videst, staaer i den største Anseelse. I en saadan Tid, kan Du vel tænke Dig, har det honette Selskab ondt ved at bjerge sig. Hermed er dog ingenlunde sagt, at de Honette staa udenfor Bevægelsen. Nej, Alle uden Undtagelse hvirvles med ind deri; derom aflægger netop det saakaldte store Bal Vidnesbyrd. Men Forskjellen er den, at de Honette, hvorledes det end gaaer, dog gjerne ønske at bevare Anstanden. Men det er næsten umuligt.

Dog, hvad behøver jeg vidtløftigere at forklare mig!

I have jo i Verden noget ganske tilsvarende, i den Tid nemlig, da ikke alene Gjækken, men alle Djævle blive slaaede løs, jeg mener Tiden før den lange Faste, Karnevalstiden. Dødsmørket, det er vor lange Faste. Men vi have hverken Skjærtorsdag eller Langfredag. Det have I, og berede Eder saa smukt og passende til at fejre dem. Med eet Ord, Lystigheden hos os er simpelthen kun en storartet Karrikatur af Eders Karneval.

Lystigheden ender med det store Bal. I broget Blanding tage alle Klasser Deel deri. Vistnok stræber Man at afcirkle sig; men det lykkes kun ufuldkommen. Thi vel har hvert større Sted sit eget Bal; men Ballet gaaer igjennem hele Helvede, og det er et uendeligt Mylr frem og tilbage.

Hvor de gentile Folk formaa at give Tonen an, aabnes Ballet meget ærbart. Damerne ere i deres eleganteste Pynt, og Herrerne ere fine Kavalerer. Tugtig og pænt begynder Dandsen efter den stille, mildt brusende Musik. Men lidt efter lidt blive Omdrejningerne hastigere; Man snoer sig, Man flyver, Man hvirvler omkring. Øinene blive stive i Hovedet og glasagtig stirrende; de halvaabne Munde synes at udaande Flammer af Lidenskab. Hvis et levende Menneske var tilstede, vilde han kalde det uhyggeligt, denne vilde Dands til den stille Musik; men snart vilde han komme til at kalde det rædsomt. Stedse fastere omklamre de Dandsende hinanden, trykke sig op til hinanden, Barm imod Barm, Ansigt til Ansigt. Paa den ene Side vellystig Hensmægten, paa den anden Side brutal Lyst. (Har Du været i Paris under Karnevalet?)

Og imidlertid falder Mørket paa, stedse hastigere, ligesom i de varme Lande, hvor Solen tilsidst, ikke daler, men ligesom falder ned. Saa hastig svinder heri Helvede den sidste Lysning.

Men derpaa agte de Dandsende ikke. Stedse vildere bliver Hvirvelen. Dog maa Man ikke tro, at det er en sød, nej, det er en kvalfuld Vellyst. De dandse, som om de bleve pidskede dertil. Lysten er der; men Beruselsen fattes.

Efterhaanden have Damerne mistet Alt, hvad der var fiint og yndigt; der er kun nogle forjadskede Kvindemennesker tilbage, med hule Øine, blege Kinder, visne Læber, halv opløst Haar, janket Paaklædning. Og Herrerne, — ja, om dem kan der ikke siges Andet, end at de see ud som rene Bæster.

Det er vel, at Mørket falder saa hastig paa for at dække denne afskyelige Scene. I disse sammenslyngede Skikkelser er det ikke længer muligt at skjelne mellem Mand og Kvinde. Det er ikke længer dem, der hvirvle; Hvirvlen har grebet dem; de vide ikke mere af sig selv at sige. Stedse hastigere; stedse afsindigere sno de sig rundt, indtil de hvirvle ind i Mulmet. Saa er Alting ude.