Breve fra Helvede/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 353-377

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XX.

Jeg fandt forleden een af mine Venner, en udmærket dansk Kunstner, siddende bedrøvet, med Haanden under Kind. Han holdt et Blad i Haanden.

Det var, hvad Man i Verden kalder: et rigtig godt og elskeligt Menneske. Hvorfor han da var kommen i Helvede? — Han havde drevet Afguderi med sin Kunst. Han elskede den saa lidenskabelig, at han derover havde glemt sin Gud, Retfærdighed, Dom og det evige Liv. En paa sin Viis højhjertet Sjæl; derom vidner ogsaa den Maade, hvorpaa han gik ud af Verden. Hans Fædreland, hildet i et Væv af Løgn og Svig og Vold, var blevet tvunget til at optage den ulige Kamp med en overmægtig, Alt vovende Fjende. Med Vælde rejste sig det lille Folk, at værne om Alt, hvad der var dyrebart, den fædrene Jord, Modersmaalet, de kjære, tusindaarige Minder; ja, det gjaldt en Kamp for selve Tilværelsen. Men i vore Dage kan Tapperheden ikke udrette Underværker. Forraadt, forladt fra alle Sider, skjøndt Alverden følte sig oprørt over en saa fejg og skamløs Vold, maatte det lille Folk bukke under. Ligesom forbauset over sine Bedrifter, i hovmodig Sejersglæde oversvømmede Fjenden Landet. Min Ven Billedhuggeren var een af de Mange, som forgjæves havde offret deres Liv for den retfærdige, hellige Sag. Ved det første Opraab havde han kastet Mejslen for at gribe Riflen, og havde fundet Døden — uden at kjende til Livet.

— Hvad har Du der? Hvorfor er Du saa bedrøvet? — spurgte jeg ham.

— Jeg græmmer mig over mit arme, ulykkelige Fædreland, der ligger blødende i Støvet for sin Fjendes Fod, men ikke er segnet med Ære. Dette mit Folk, frygter jeg for, var ikke det Liv værd, som jeg offrede det. Vi have i Virkeligheden taget grusomt fejl, ikke alene af Verdens Retfærdighed og Barmhjertighed, men ogsaa grusomt fejl af os selv. Vi vare ingenlunde det kraftige, dygtige Folk, som vi indbildte os at være, et Folk, som af Friheden opammet til stor og ædel Daad, satte Fædrelandet over Alt. Jeg fortryder bitterlig, at jeg saaledes henkastede mit unge Liv. Det var kun en Indbildning, kun en Drøm. Nu er jeg skrækkelig opvaagnet. —

— Du lader Dig føre for vidt, min Ven, og forøger kun din Pine. — indvendte jeg, afbrydende ham: — De Danske ere jo virkelig bekjendte som et tappert og dygtigt Folk. —

— Ja, den danske Soldat bærer ikke Skylden. Han er tapper og trofast, haard som Jern og fast som Granit; skjøndt tagen ligefra Ploven, slet indøvet og udrustet og slet kommanderet, af Mangel paa Befalingsmænd, gjorde han sin Pligt til det Yderste. Men aldrig ere disse gode Egenskaber blevne daarligere paaskjønnede og benyttede, aldrig er en god Soldat bleven slettere ført, end det skete i denne ulykkelige Krig. En falsk Aand gik igjennem det Hele; fra oven af udbredte den sig stedse videre nedad. Længe kunde Man ikke forstaa, hvorledes saa megen Tapperhed hos Krigerne, saa store Opoffrelser fra Folkets Side kunde være frugtesløse. Nu ligger det klart fremme. Der gjorde sig i det Skjulte en mægtig Indflydelse gjældende, for hvilken alle gode Kræfter maatte ligge under. Vi havde ikke alene den overmægtige Tydskhed overfor os, men ogsaa midt iblandt os. Ubemærket havde i Tidernes Løb det fremmede Væsen sneget sig ind og ynglet i vor Rede, for engang under ulykkelige Kaar at komme frem for Lyset. Nu hæver det frækt sit Hoved, modiggjort ved Fædrelandets Ulykke, og river det godtroende, forknytte Folk med sig, ja endog ægte patriotiske Hjerter i Tusindviis. See, det er Kilden til mit Fædrelands Elendighed. Danmark var aandelig erobret, længe førend det legemlig maatte ligge under. —

— Det er rigtignok en sørgelig Historie. — yttrede jeg deeltagende.

— Ja tilvisse sørgelig, og, saa vidtløftig den end er, lader den sig sammenfatte i faa Ord: — Det lille danske Folk foer op som en Løve, men faldt ned som et Faar, ja, som det dummeste Faar. Efter Krigen gjorde den Mening sig gjældende i stedse videre Kredse, at Man ved at indrømme Fjenden Alt, hvad han forlangte, vilde have undgaaet alle Ulykker. Æren, Friheden, endog den folkelige Existents kom herved ikke i Betragtning. En kjærlingeagtig Forknyttelse og Betragtningsmaade greb mere og mere om sig. Man dømte Sagen efter Udfaldet. Udfaldet havde været saare ulykkeligt; følgelig havde Sagen været slet. Man var endog ikke langt fra at sværge paa, at Ulven sletikke havde nogen Uret, men at al Skyld var paa Faarets Side. Den ægte spidsborgerlige Egoisme, som kun har Øje for sine egne smaa Vilkaar, opløftede trindt omkring sin Røst i høje Toner, for at raabe Vee over alle dem, der havde troet at maatte vove Noget for Fædrelandets, Folkets, Frihedens Skyld. Til selve Tronen naaede disse modbydelige, aldrig før hørte Røster. —

— See her, — vedblev han, idet han rakte mig Bladet: — her have vi til fyldestgjørende Prøve en saakaldt Adresse med talrige Underskrifter. —

Jeg læste. Ja isandhed, det var til at væmmes over. — Ynkelige Klager over Kontributioner, Ægtkjørsler, Indkvartering, det aandelige Tryk. Ingen Tanke for Fædrelandet, det Heles Velfærd. Vilde Hyl imod den Regjering, som havde ført Krigen for Ære, Selvstændighed, Tilværelse, denne saa hæderlige Kamp for Alt, hvad der maatte være helligt og dyrebart. Jamrende Raab til Majestæten, at han skulde omgive sig med andre Raadgivere og skaffe Fred, Fred for enhver Priis. Om Fædrelandet blev ynkelig sønderrevet, om Hnndredetusinder af Brødre og Søstre bleve overgivne i Fjendens Vold, det maatte der ikke agtes paa, naar blot N. N. kunde faa Ro til at drive sin Ager, O. O. til at fortsætte sin Høkerhandel, P. P. til at leve af sine Renter eller sin Smule Embed. Fred, Fred! Tydsk eller Dansk, ligegyldigt, naar Man blot fik Fred! —

Hvad skulde jeg sige? Sagen var i sig selv ganske uden Trøst, og i Helvede findes desuden Intet, som ligner Trøst i mindste Maade. Men i dette Tilfælde var Trøsten given, og indfandt sig af sig selv. Da jeg i min Raadvildhed uden Tanke vendte Bladet, saae jeg, at der ogsaa paa den anden Side var Noget at læse. Det var et Digt, eet af de allerskjønneste, Udtrykket for en kraftig Aand, som elskede sit Fædreland højest i Ulykken, og lod Haabet leve.

Jeg maatte vel studse. Hvorledes var dette dejlige Digt kommet til Helvede? Kun een Forklaring var mulig. Adressen var publiceret samtidig med Digtet; de forholdt sig til hinanden som Revers til Avers. Adressen havde da, ifølge en os ukjendt aandelig Lov, taget Digtet med sig til Helvede, for ved Modsætningen at fremstille sig i sin fulde Ynkelighed.

Jeg læste det højt for ham; han var henrykt derover.

— Der seer Du, — sagde jeg da: — at Du har været uretfærdig i dit Klagemaal. Braadne Kar i alle Lande; det er en gammel Erfaring. Du har endnu et Folk, som Du tør vedkjende Dig. Afskummet svømmer jo stedse ovenpaa, og det seer altid ud til Mere, end det virkelig er. I rolige, lykkelige Tider maa det smukt holde sig paa Bunden; det gjælder ikke for en Døjt. I oprørte, ulykkelige Tider derimod kommer det frem paa Overfladen; det vil dog ogsaa gjælde Noget. Men ved Lejlighed skammer Man det af; dermed er Sagen klaret. I rene Ord: — Hvor saadanne Digte endnu kunne blive til, der har det ingen Fare, hverken med Æren eller Livet. —

Han lod sig overbevise og berolige, og nu gottede vi os, efter fattig Lejlighed, over denne lumpne Adresse. Een af mine Venner satte Melodi til den, og den gjorde i Sang en ypperlig komisk Virkning. Snart var den vidt udbredt i vor Kreds, og gjorde stormende Lykke.

Det hører nemlig til Dagens Orden heri Helvede, at, naar der kommer noget rigtig forargeligt eller ynkeligt til os fra Verden, sætte vore Komponister det i Musik, og det gaaer over til at blive en Art Folke- eller Gadeviser. Forøvrigt er det, som Du vel kan tænke Dig, ikke vore eneste Viser. Vi have en Overflødighed af liderlige Sange, som komme til os med Melodierne, fix og færdige. Men det er naturligviis kun Helvedes Pøbel, som deri finder Moro — havde jeg nær sagt — nej, som skraaler sig hæs i disse Sange.

Herved falder mig noget Andet ind af beslægtet Art. Forleden fandt jeg, ved at gribe i min Slobroklomme, et større sammenlagt Papiir. Det var en gammel Landdagstidende. Rimeligviis havde jeg i Verden stukket den til mig til et vist hemmeligt Brug, og nu var dens Gjenfærd fulgt med mig til Helvede.

Denne Tidende indeholdt en Deel af de berygtede Forhandlinger, som i sin Tid førtes paa Landdagen om at give Kirken i vort Land en ny Forfatning. Sandelig, det var en skjønne Opgave, Landdagen der havde sat sig. En Korporation, som var sammensat i reent verdslige Øjemed og af alleslags Religioner, med og uden Tro, havde paataget sig at bringe Orden i Guds Rige paa Jorden, den christne Kirke, et reent aandeligt Samfund. Blandt Talerne var der især tre, som udmærkede sig. Den ene var en afdanket Branddirektør. Det klemtede bestandig Brand for hans Øren, og han udsendte Strømme af Vand, i høje Straaler. Den anden var en Væver fra Landet. Han forefandt sin Væv overalt, hvor han kom frem i Verden, og hversomhelst Sag, hvori han fik Lov til at blande sig, bragte han paa Væven. Saa gik det ud og ind, indtil Traaden brast; nogen egentlig Ende havde aldrig Nogen seet ham komme til. Den tredie var en skimlet Literat, som ikke bekjendte sig til nogen af de hidtil notoriske Religioner. Du erindrer ham jo vist? Det var ham, der, uagtet han var blottet for al Religion, havde paataget sig at levere Anmeldelser i Aftenbladet af alle udkommende theologiske og opbhggelige Skrifter. Theologien var nu hans Orm, rigtignok een af de snurrige.

Jeg kan ikke sige Dig, hvorledes det — jeg kan ikke undgaa at bruge Udtrykket — gottede mig, paany at gjennemgaa disse Foredrag, indbyrdes saa forskjellige, og dog af samme overordentlige Virkning. Det er umuligt at afgjøre, om det er Dumheden, som har taget Frækheden paa Slæbetoug, eller det Omvendte er Tilfældet. Grundkomiske ere de alle; vi vilde lee, dersom vi kunde. Literaten, troer jeg dog, er de Andres Mester; han er i virkelig Forstand en huul Broder, som kan rumme begge de Andre. Han veed paa en Prik, hvorledes det skulde være. Efterat han har givet Præsterne en Overhaling, hvorved der ikke levnes dem Ære for to Skilling, tager han rask fat paa Kirken, og i en Snup er den færdig. Heri Helvede kan dette nu være godt nok. Men det er næsten utroligt, at Sligt kan komme frem i Verden, i en Forsamling af et Lands udvalgte Mænd. Dog, det viser jo kun, hvordan Verden i Virkeligheden er beskaffen.

Der er ingen Tvivl om, at jo disse Forhandlinger forefindes i vore Arkiver, og i sin Tid maa de have vakt en betydelig Sensation. Men Ingen erindrede dem nu mere. Her, som i Verden, fortrænger det Ene hastig det Andet. Et gunstigt Tilfælde havde nu, ligesom ganske privat, bragt dem i mine Hænder.

Jeg skulde netop i et større Selskab af gode Venner og Bekjendte. Der foredrog jeg til almindelig Underholdning disse udvalgte Taler af udvalgte Mænd. Nogle tilstedeværende Komponister paatoge sig at behandle dem melodramatisk. Endnu er det dog nok ikke blevet til Noget. Men Talerne ere allerede i en viid Kreds i Folkemunde.


Men jeg maa endnu engang komme tilbage til hiin allernyeste Røverhistorie, som paa en saa træffende Maade betegner Europas moralske Standpunkt i det nittende Aarhundrede. Den synes overhovedet heri Helvede at have givet Anledning til en heel lille Gadeviseliteratur. Lad mig paa Slump anføre nogle af disse allernyeste lystelige Viser og Historier.

Dog — da det kommer til Stykket, viser det sig, at jeg har lovet Mere, end jeg vel kan holde. Man maa tage Hensyn, endog heri Helvede, og vide at overvinde, i alt Fald indskrænke sig selv.

— — Der er nu først nogle store Bedrifter. — O herlige Hær, hvorledes kunde Du dog saaledes glemme din Fortid? Vilde Du slaaes, hvorfor udsøgte Du Dig da ikke en værdigere Fjende?

Famose Thaten! — Fjenden, den mindste og svageste, Man har kunnet finde, har maattet vige paa alle Punkter. — Det til aandelig Fuldskab forfaldne „store Fædreland” gjenlyder af Jubel. Men hele den øvrige ædru Verden veed ikke, om den skal lee eller græde. — En tyk Streg over dem!

— Dernæst er der nogle forbausende politiske Taskenspillerkunster i ægte sædelig-germanisk Aand. Hokus-Pokus, frem og tilbage! Hvidt bliver Sort og saa igjen Hvidt, alt efter Omstændighederne! — Hele Kunsten bestaaer rigtignok kun i Fripostigheden, hvormed de udføres. Imidlertid, Pengene for Entreen ere givne ud; Hvo som ikke vil klappe, maa i det Mindste æde sin Ærgrelse i sig. — Næste Forestilling, naar den politiske Horizont igjen er forplumret. — En tyk Streg ogsaa over dem!

Saa bliver tilbage at anføre:

— En stor Misère. Der er Tre, og ilde gik det dem alle. Løn som forskyldt; Falsk slaaer fin Herre paa Halsen. I drøveligt Chor synge de med hverandre: — Schleswig-Holstein ganz verschlungen. — Den Ene af dem trøster sig dog lidt; thi han har faaet Penge paa Lommen. Men de Andre? — De have kun Skade og uudslukkelig Skam.

Pludselig lyder et tordnende Kommandoord: — Halt! Schön aufgesehen! — Sangen forstummer, og de staa alle ret, ligesom efter en Snor. En dygtig Korporalstok suser dem omkring Ørerne.

Det blev Enden paa „die glorreiche Erhebung.”

— Et biskoppeligt Hyrdebrev, affattet i de frommeste og sødeste højærværdigeUdtryk, hvori det paalægges de Hundredetusinder af Sjæle, som ved fjendtlig Vold ere blevne løsrevne fra deres Folk og Fædreland, for at gaa under i en fremmed, forhadt Nationalitet, — ved Foranstaltning af en almindelig Kirkefest højtidelig at takke Gud den Almægtige for deres lykkelige Befrielse. (Humbug og Gudsbespottelse, fein, fein.)

— Fra en anden Kant — nogle extra Ministertaler, som gaa ud paa at indbilde en stor og dygtig Nation, at, uagtet Man fejgt har ladet højtidelig og hellig besvorne Forpligtelser falde, uagtet Man har forraadt sin stakkels haardt betrængte Ven, under Skin af at gjøre hans Sag til sin egen, uagtet Man grundig har prostitueret sig ved at true, skjøndt Man ikke vovede at slaa til, uagtet Man selv har taalt det ene Slag i Ansigtet efter det andet og en isandhed oprørende Haan, — dog ligefuldt kan staa med Palmer i Hænderne, og med en Indflydelse i Nationernes Raad, som er større end nogensinde. — — — —

Dette maa være Nok.

Melodierne ere ypperlige; Accompagnement af obligat Lirekasse gjør ved de fleste en god Virkning. Men Sligt maa Man høre; det kan ikke beskrives.


Har Du hørt tale om Jerichos Haver? Hvis ikke, saa har Du dog vist i det Mindste hørt tale om Lilierne paa Marken, som ikke arbejde og ikke spinde, men som dog ere dejligere klædte end Salomo i hele hans Herlighed.

Nuvel, jeg har engang med Lili seet disse Lilier voxe i Jerichos Dal. Men Lili var selv en Lilie, skjønnere end alle de andre. Paa dette Sted fortalte hun mig en Aftenstund følgende Legende. Jeg hører endnu den sagte, melodiske Røst, hvormed hun, ligesom i al Hemmelighed, plejede at fortælle sine Historier.

Hvor hun fik disse Historier fra, har jeg aldrig kunnet udgrunde. Ofte var jeg tilbøjelig til at tro, at hun havde dem ligesom ved Inspiration. Men Nok er det, jeg hørte paa dem med et Slags Andagt, og troede paa dem, — jeg havde nær sagt: som paa Evangeliet.

— Et Menneske laa paa sit Yderste. Verden svandt bort omkring ham som en Taage. Endelig var det store Spørgsmaal faldet ham paa Hjertet: — Hvor kommer Du hen, naar Du farer bort herfra? — Og med dette Spørgsmaal var en bævende Uro og Angst kommen over ham.

Han laa paa sit Yderste, i de sidste store Smerter. Men trindtom hans Leje stode ti frygtelige Skikkelser, stive, kolde, ubønhørlige; det var de ti Guds Bud. Og de opløftede deres Røst imod ham, den Ene efter den Anden, og anklagede ham heftig. Den Første sagde: — Ulykkelige, hvor mange Guder har Du ikke dyrket i Verden og dit syndige Hjerte! — Den Anden: — Hvor ofte og paa hvor mange Maader har Du ikke taget Herren din Guds Navn forfængelig! — Den Tredie: — Hvor ofte har Du ikke brudt Hviledagens Fred for Dig selv og Andre? — Den Fjerde: — Hvor ofte har Du ikke trodset Gud i dem, Du skyldte Lydighed og Ærbødighed? — Den Femte: — Hvor ofte har Du ikke krænket din Broder og traadt Barmhjertigheden under Fødder? — Og saaledes fremdeles, den Ene efter den Anden, alle Ti, og tilsammen raabte de Vee over ham.

Men den Døende vred sig i Angst og Kval paa sit Leje, og kunde slet intet svare. Han maatte vel føle, at han var ganske fortabt. Endelig fremstammede han fortvivlende: — Kan da Intet formaa Eder til at forlade mit Leje, I skrækkelige Anklagere, at jeg kan dø i Fred? —

Og de svarede ham: — Kun paa eet Vilkaar kunne og ville vi vige Pladsen. Naar vi Ti gaa bort, vil der komme Een istedet, og ham maa Du ubetinget, med Liv og Sjæl, i al Evighed tilhøre. Vil Du gaa ind paa dette Vilkaar? —

Den Elendige grundede. Ogsaa dette forekom ham frygteligt; hans Hjerte bævede ligesom i de sidste Slag. Endelig svarede han: — Nuvel, viger da bort og lader den Ene komme! Jeg vil dog heller have med Een at gjøre end med Ti. —

Neppe havde han udtalt, førend de mørke Anklagere vare forsvundne, og i deres Sted stod en lysende Skikkelse, høj og mild, Barmhjertighedens udtrykte Billede. Den Elendige heftede sit bristende Blik paa Skikkelsen. Skjøndt døende følte han ligesom et nyt Liv i sig. Pludselig randt ham hans Daab ihu og hans for længe siden glemte Børnelærdom, hvad engang hans fromme Moder havde fortalt ham som et lille Barn, om Gud, som er Kjærlighed, og om—Syndere, som kunne blive salige. I et Nu stod det klart og levende for ham, som om det aldrig havde været ude af hans Tanker. Og han kjendte Skikkelsen.

Da opklarede et saligt Smiil hans Aa—syn; han udstrakte uvilkaarlig sine Arme og udbrød med den sidste Kraft:

— Ja, Dig vil jeg med Liv og Sjæl, i al Evighed tilhøre! Herre, forbarm Dig, — annam min Aand! —

Og saa brast hans Hjerte. Han var gaaet bort i Fred.


Der var Noget af Flagermusens Natur hos Tante Betty. Om Dagen kom hun kun sjelden ud; om Aftenen derimod foretog hun sig, under Mørkets Dække, hyppige Udflugter i Staden, i Almindelighed ledsaget af en Pige. Til disse Udflugter, som til en vis Grad bare Karakteer af Hemmeligheder, havde hun en særegen, besynderlig Dragt, Forklædning kunde Man gjerne kalde det. Jeg seer hende for mig med den gamle Kyse, som blød og uformelig næsten klappede sammen om hendes Ansigt og gjorde hendes Træk ukjendelige, med det gamle uldne, langfryndsede Shawl, de solide Læder-Ankelsko og den umaadelig store Pose paa Armen. I denne Dragt, under hvilken Man ikke let skulde have tænkt sig den rige og anseete Fabrikherres Søster, gik hun med sin Pige ud paa Afteneventyr, ligesom i Tusind og een Nat Khalifen Haroun, ledsaget af den trofaste Giafar. Hvad Hensigten var med disse Udflugter, kunde ikke længe forblive mig en Gaade. Hun opsøgte de Nødlidende i deres eget Hjem, for at forvisse sig om Graden af deres Trang, deres Værdighed, og den Maade, hvorpaa de bedst stode til at hjælpe. Men det var ingenlunde altid, at disse Besøg havde et tilfredstillende Udfald. Vistnok var det langt fra hendes Tanker at opsøge Eventyr; men Eventyret ligesom hang ved hende; mangt et mærkværdigt Eventyr maatte hun bestaa paa disse sine Aftenvandringer. Stundom kom hun hjem ganske forjaget og forstyrret, og stundom ganske snydevred, som Man kalder det. Hun havde da aldeles tabt sin Tro paa Menneskeheden. Men i denne misanthropiske Stemning forblev hun ikke længe. Saasnart hun atter hørte tale om een eller anden Families Ulykke eller Trang, var hun det samme godlidende, barmhjertige Væsen som tidligere. Især lod hun sig røre af de ynkelige Opraab i Aviserne til veldædige Mennesker. Et saadant kunde hun aldrig modstaa. Hendes Indbildningskraft, ligesaa opvakt som hendes Følelse, gav sig strax til at arbejde, og tilvejebragte snart en Fylde af Ynkværdighed, for hvilken Avertissementet maatte staa langt tilbage. Og saa maatte hun igjen ud paa Aftenvandring.

Da jeg blev ældre, fik jeg undertiden Lov til at følge med hende istedetfor Pigen. Jeg erindrer saaledes en Vinteraften; det var blevet temmelig silde, inden vi kom afsted. Tante gik efter et Avertissement, som i de stærkeste Udtryk skildrede en Enkes Nød, der „havde seet bedre Dage”. En stor Vanskelighed var det altid at opspore det angivne Sted, hvor den Nødlidende var at finde. Det var naturligviis som oftest i de smaa afsidesliggende, næsten ukjendte Gader, hvor Stadens fattige Befolkning var pukket tæt sammen. Smuds, Prostitution, Slagsmaal hørte her til Livets daglige Orden. Der udfordredes rigtignok et varmt, for ikke at sige, et modigt Hjerte hos det Fruentimmer, som skulde vove sig ind i disse Regioner. Men endnu vanskeligere og værre var det dog at finde sig tilrette i disse Huse paa fire til sex Stokværk, hvori tyve, tredive mere eller mindre usle Partier boede, paa disse mørke, stinkende Trapper og Gange, og blandt disse Elendighedens Huler netop at finde den rette.

Denne Aften havde vi i Besynderlighed Uheld med os, og ikke langt var det fra, at vi havde opgivet det. Først kom vi ind i det fejle Huus. Vi stavrede op og ned, og maatte gjennemgaa en sand Skjærsild, inden vi opdagede vor Fejltagelse og slap ud igjen. Saa fandt vi da endelig det rette Huus, og begyndte igjen at banke paa Dørene for at spørge os for. Nye Prøver paa Uvillie, Arrighed, grov og letfærdig Skjemt. Men Anviisningen var sikker; ved at følge den kom vi endelig op paa Kvisten. Her standsede vi for at puste ud et Øjeblik og lytte. En forvirret Støj lød os imøde, højrøstet Tale, Latter og klingende Glas. Vare vi maaskee igjen gaaede fejl? Her kunde dog umulig den fortvivlede Enke bo, med sine Børn nedsunken i den dybeste Elendighed. Vi famlede os til Siden, bort fra Lystigheden og Larmen, og vare saa heldige at finde en Dør. Men Ingen vilde høre vor Banken. Dog jo, med en Fart blev den modsatte Dør aabnet, den, gjennem hvilken Støjen lød ud til os, og ud traadte en fejende Matrone med Lys i Haanden, en velnæret Skikkelse med blussende Kinder og funklende Øjne, en moderne Bacchantinde mellem tredive og fyrretyve Aar. Den brede Kappestrimmel var fløjen tilbage fra hendes Ansigt; Kraven omkring hendes Hals havde løst sig og hang paa den ene Side. Paa den ene Fod havde hun en Tøffel; paa den anden traadte hun i den blotte Strømpe.

Tante spurgte ganske forvirret om Enken N. N.

— Det er mig. — svarede Fruentimmeret paa den mest utvungne Maade: — Behag at træde herind! — Og hun gjorde Mine til at ville føre os over paa den anden Side af Gangen.

Men da blev min Tante nidkjær i Aanden, og fik hele sin Fatning tilbage.

— Er det Dem? sagde hun: — Nej, saa ville vi med deres Tilladelse heller træde herind. Hvad jeg har at sige Dem, kunne ogsaa Deres gode Venner have godt af at høre. —

Og hun stødte Døren op til Selskabsværelset, i hvilket der imidlertid var blevet ganske stille. Paa hendes Vink traadte Fruentimmeret ind iforvejen. Men Tante trak mig med sig, og blev staaende paa Dørtærskelen. Det var en saare gemytlig, men i samme Grad komisk Scene, der frembød sig for os. Det skottede vistnok ikke det lystige Selskab, navnlig Festgiverinden, paa Frækhed; men Betuttelsen, Forlegenheden var dog for nogle Øjeblikke bleven den herskende. Madamen havde ikke ventet Besøg saa silde; Modtagelsesapparatet var ganske i Uorden. Og der stod min Tante i Døren, en mystisk Skikkelse, udrustet med en Kraft og en Myndighed, som ellers ingenlunde vare hende egne. Saasnart den stærke blandede Duft af Bøfsteg, Tobak, Brændeviin og Punsch, som slog os imøde, tillod hende at faa Vejret, tog hun tilorde, og hun læste det ærede Selskab Texten saa syndig, som ønskes kunde. Aldrig havde jeg troet, at den kjære, fromme Tante kunde være saa hvas. Og, saasnart hun havde sagt sit sidste Ord, drejede hun sig om paa Hælen, tog mig ved Haanden, og stolprede igjen nedad Trappen.

Hvor Tante var oprørt! En saadan Misbrug af Folks Christengodhed havde hun dog aldrig drømt om. Men Sagen var alligevel ikke uden en vis Tilfredstillelse for hende. Hendes Ærgrelse var blandet med en vis inderlig Stolthed over, at hun saaledes havde faaet sagt det skammelige Pak Sandheden, og at Ingen havde vovet at gny imod hende.

Men, førend vi vare komne igjennem ret mange Gader, var hendes Blod allerede betydelig blevet afkjølet, og der indtraadte en Reaktion i hendes godmodige, ingenlunde stærke Væsen. Da begyndte hun at tale i en anden Tone: — Maaskee — sagde hun til mig: — skulde jeg dog ikke have talet dem saa haardt til. Vistnok, et skjændigt Bedrag var det; derfor gives der ingen Undskyldning. Men med Hensyn til Gildet, som vi saaledes kom busende ind i, gives der dog formildende Omstændigheder. Fattigfolk ville gjerne leve godt, naar Lejlighed gives, og heri maa Man ikke dømme dem for strengt. De have kun saa faa Glæder, de maa døje og savne saa meget; det er saa naturligt, at ogsaa de engang imellem ville vide af, hvad det er at leve og glæde sig. Saa lade de Syv være lige, og jage Fornuften paa Døren for at gjøre Gilde. Til mange Dage have de for lidt; men til een Dag, i det Mindste til nogle Timer, have de overflødig. Saa slaa de, ligesom Børn, Gjækken løs, og lade stryge. — Alt vel betænkt, var jeg maaskee dog for slem ved disse Mennesker. —

I Huusholdningen var Tante uindskrænket Herskerinde, og min Fader viste sig ikke karrig imod hende. Der var i det Mindste ligesaa mange udenfor Huset som i Huset, der af hendes Haand fik deres Føde. Der blev oftere banket paa Husets Bagdør end paa dets Fordør, skjøndt min Moder ikke modtog faa Besøg. Det var især i Mørkningen, at Tante gav Audients; saa bankede den ene Krukke paa efter den anden. For mig var det naturligviis blot Krukker; de ubekjendte og ubenævnte Personer gjaldt mig Intet. Men min Tante kjendte dem alle, til Punkt og Prikke, i det Mindste efter hendes egen Mening, og hun lod vistnok mangt et godt Raad og mangen god Formaning følge med i Kjøbet.

Jeg mindes saa tydelig en anden Aftenudflugt, som heller ikke løb af uden Eventyr. Tante gik atter efter Avisen. Vi fandt denne Gang uden stor Besvær det rette Sted, og traf Konen, den arme Kone hjemme. Saasnart hun fik Øje paa os, brast hun i Taarer. Med inderlig Medlidenhed satte Tante sig hos hende, og lod hende udøse hele sit Hjerte i hendes Barm. Og det gjorde hun tilgavns, nu og da afbrudt af en krampagtig Hulken. Denne stakkels Kones Elendighed bestod især i en slet Mand, som satte Alting til og behandlede hende ilde. Det var med en sand Veltalenhed, at hun skildrede denne sin Nød, navnlig den slette Medfart, hun maatte lide. Det ordentlig gyste i Tante, og Taarerne kom hende i Øjnene. — Arme, arme Kone! — udbrød hun hvert Øjeblik, og ved hvert saadant Udbrud fik Konen nye Kræfter til i skarpe Træk at skildre sin Ulykke. Men jeg tænkte ved mig selv, at, var Manden slet, kunde det dog vist heller ikke være nogen god Kone, der med saadan inderlig Tilfredstillelse i sin Mand skildrede det største Uhyre. Desuden var der Noget i disse forærede Hjerteudgydelser, som ikke vilde falde rigtig naturlig. Mit Hjerte kunde hun i det Mindste ikke røre.

Men Sagen tog pludselig en Vending og Udvikling, som for os begge var lige overraskende. Som Tante og Konen sade allerbedst i det, kom Manden hjem og traadte ind i Værelset. Konen standsede ligesom med et Ryk midt i sin Tales Strøm, og aftørrede hastig sine Taarer. Der opstod en underlig trykkende Stilhed. Med øjensynlig Forbauselse betragtede Manden den Scene, han fandt for sig, og mumlede uvillig Noget mellem Tænderne. Det var en simpel Arbejdsmand, som, tiltrods for Konens gruelige Skildringer, saae ret skikkelig ud.

Men Aanden kom over Tante. Hun var saa oprørt over den Behandling, den stakkels Kone havde maattet lide; hendes Hjerte brændte i hende og lagde hende flammende Ord paa Tungen. Hun rejste sig, og holdt en Straffetale til Manden af den allerdjærveste Art, idet hun foreholdt ham hans ugudelige, skammelige Levnet. En Stund hørte han forbauset til, med aaben Mund og store, runde Øjne, og lod hende uforstyrret udtale sig. Men pludselig afbrød han hende med en Trumf i Bordet, idet han raabte: — Men det er jo en Helvedes Løgn altsammen! Lad det nu være Nok, Madam! See til, at De kan pakke Dem strax paa Timen! —

Men det Mærkværdigste er endnu tilbage. Konen, som hidtil havde siddet ganske taus, foer nu op og tog sin Mands Parti, med Næverne i Siden og under en Strøm af Ukvemsord. Det fik ganske Udseende af, at Tante var kommen med en heel Pose fuld af Løgn for at sætte Splid mellem Ægtefæller, som Intet havde at klage over hinanden. Hun endte med, paa en endnu uhøfligere Maade at betyde Tante, hvor Døren var, og anbefale hende et hastigt Tilbagetog.

Og stakkels Tante tøvede ikke med at benytte Vinket. Vi tumlede med hinanden ud af Døren og ned ad Trappen, og kom ikke rigtig til os selv, førend vi vare komne et godt Stykke nedad Gaden.

Det forstaaer sig, at Tante var opbragt; men hun var dog endnu mere forvirret. — Jeg forstaaer Intet af det Hele, min Dreng. — sagde hun: — Det løber rundt i mit Hoved. Hvem var det egentlig af de To, som var Skarnet? Thi, at det ikke er mig, som de vilde have mig til at tro, det tør jeg dog nok sige. Var det ikke Manden, som drak og satte Alting overstyr, og gav Kone og Børn Prygl istedetfor Brød? Men saa er det mig ganske ubegribeligt, hvorledes jeg tilsidst fik Konen imod mig, da jeg tog hende i Forsvar mod Manden. —

— Jeg tænker, kjære Tante, at Skarnet, det var Konen. — svarede jeg: — Hun vilde vist bilde Dig Noget ind paa Mandens Bekostning, for at faa Dig til at punge ud. Men Manden kom bag paa hende, og der sad hun net i det. Saa var hun resolut nok til at tage sit Parti og falde over Dig tilligemed Manden. Ellers var det maaskee dog blevet til Alvor med de meget omtalte Prygl. —

— Gud forlade mig det! — udbrød Tante: — Mig synes, hun havde ærlig fortjent dem. —

Saasnart vi vare komne hjem, og Lampen var bleven tændt, tog Tante strax Biblen frem, og satte sig, endnu førend hun havde faaet Tøjet af, til at læse i den. Jeg lagde Mærke til, at hendes Hænder rystede, idet hun bladede i Bogen. Lampeskjæret faldt, saavidt Kysen tillod, lige paa hendes Ansigt; ogsaa det vidnede om en usædvanlig Ophidselse, og nogle besynderlige Trækninger omkring Munden gave tilkjende, hvor bevæget hun var.

Snart havde hun fundet det rette Sted, og begyndte at læse højt:

— Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: — Kommer hid, I min Faders Velsignede! Arver det Rige, som Eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt!

Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder; jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig. —

Da skulle de Retfærdige svare og sige: — Herre, naar saae vi Dig hungrig, og gave Dig Mad, eller tørstig, og gave Dig at drikke? Naar have vi seet Dig fremmed, og taget Dig ind til os, eller nøgen, og have klædt Dig? Naar have vi seet Dig syg eller i Fængsel, og ere komne til Dig? —

Og Kongen skal svare: — Sandelig, siger jeg Eder, hvad I have gjort mod een af disse mine mindste Brødre, det have I gjort imod mig! —

Da hun var kommen tilende, begyndte hun forfra igjen; saaledes læste hun Stykket tre Gange igjennem. I Begyndelsen var hendes Stemme haard og ligesom brudt; hun stødte med en vis Anstrengelse Ordene frem. Men efterhaanden fik Stemmen sin naturlige Klang tilbage, og, da hun sidste Gang læste de hellige Ord, var den blød og blid, fuld af rørende Melodi. I samme Forhold tabte Spændingen sig i hendes Træk, og det sædvanlige blide, fromme Udtryk vendte tilbage. Nej, dog ikke det sædvanlige; de vare ligesom forklarede.

— See saa! — sagde hun endelig, idet hun lukkede Bogen: — Det gjorde godt; nu er den Knude, Gud skee Lov, fordeelt. Du maa nemlig vide, min kjære Dreng, at der kan sætte sig Knuder an i Hjertet, naturligviis aandelig talt, og det er een af de værste, som det er een af de almindeligste Sygdomme heri Verden. Men i Guds Ord findes der Lægedom for alle Hjertets Sygdomme. —

Ogsaa mig gjorde Skriftordet godt; det var umuligt Andet, end at disse en uendelig Kjærligheds Ord maatte gaa mig tilhjerte. Jeg var jo Barn endnu. Jeg følte levende i denne Time, at det var Gud, som talte, og at han ogsaa talte til mig. Da Tante var kommen tilende med sin Læsning, kunde jeg de dejlige Ord fuldkommen udenad. Og jeg kan dem endnu, som Du seer; — ak, det hører med til min Pine! — Jeg vil endnu een Gang faa disse Ord at høre, og det af Kongens egen Mund; men da — o vee mig, vee! — vil jeg staa paa hans venstre Side.

Jeg var dengang Barn endnu, men dog ikke længer det fromme Barn, som min Tante fra Begyndelsen havde gjort mig til. Kjødets vilde Natur var begyndt at komme til Magt i mig; Verden og dens Lyst var begyndt at stikke mig i Øjnene og drage mig til sig. Dog endnu var mit Hjerte blødt og let at røre. Egentlig haard blev jeg aldrig, saalænge jeg levede. — Men det er forfængeligt, at tale derom. Mit Liv har været fuldt af Rørelser; men de vare ligesom en Røg, der i næste Nu har opløst sig og er borte.

Men dengang var det anderledes; Guds Rige var endnu ikke kommet langt bort fra mig. Saa ofte jeg blev aandelig rørt og bevæget, vendte det ligesom med høj Flod tilbage til mit Hjerte, og fyldte det ganske. Saaledes hiin Aften. Jeg foldede uvilkaarlig mine Hænder, og mit Hjerte sagde: — Abba, kjære Fader! —

— Jeg bryder mig ikke en Døjt om det! — vedblev Tante, idet hun tog Tøjet af: — For seer Du, Otto, jeg gik rigtignok fejl af Mennesket, som jeg vilde gjøre vel imod; men jeg traf ham, som for evig Tid har gjort vel imod mig, og min gode Idræt gik ikke tilspilde. Han stod, som Du selv nylig har hørt, bagved Kvinden, som saa skammelig bedrog mig, og sagde: — Du min Faders Velsignede! Dette har Du gjort imod mig! — Nej, Otto, der er ikke Spor af Knude i mit Hjerte. — Godnat, min egen Dreng! Nu ville vi sove. —

Denne Aften glemte jeg ikke at bede min Bøn, inden jeg faldt isøvn, ikke heller mange efterfølgende.