Breve fra Helvede/19

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 330-352

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XIX.

I Italien er Aftenen Nydelsens Tid. Men min Moder holdt ikke meget af at spadsere; saaledes gik Lili og jeg for det Meste alene. Venezia, Firenze, Napoli, — berusende Minder! Ak, forstaa mig ret, ikke nu, men medens jeg var i Verden.

Disse Aftener vare af en ubeskrivelig Skjønhed og Livsnydelse. Fred i Naturen, og, saa urolig Dagen end havde været, ogsaa Fred i Hjertet. Thi jeg gik jo med Lili ved min Side, og, selv midt i Sværmen, med hende alene. Og trindtom os var Alt saa forunderlig dejligt. Poesien kan ikke opfinde noget mere henrivende for Fantasi og Hjerte, end jeg i disse Aftentimer oplevede i Virkeligheden. Ja, fuld Virkelighed var det, skjøndt det indtil mit Livs Ende stod for mig som Drøm og Eventyr, i en Glands og Duft, som ikke tilhørte Verden. Og, lad mig kun tilføje, saaledes staaer det endnu!

Men den reneste, aandigste, og derfor ogsaa den fuldkomneste Nydelse beredte mig maaskee dog de smukke Aftener i Firenze. Først besøgte vi piazza del granduca, Midtpunktet for det offentlige Liv i Staden. Omgiven af herlige gamle Bygninger i stor og ædel Stiil, belagt med Fliser og glimrende oplyst, ligner denne Plads en prægtig Sal af uhyre Størrelse. Himmelen saa mørk, at den ligner et fast Dække, hvælver sig derover med sine utallige funklende Stjerner. Der er saa lunt og dog tillige saa· svalt, som om aldrig nogen Vind eller brændende Sol kunde finde Adgang.

Her ligefor hæver sig det gamle Palads med sit høje midalderlige Taarn, som har seet ned paa de stormende Folkeforsamlinger i den frie Republiks Tider, paa Dante, Michel Angelo og Martvren Savonarola. Udenfor samme to kolossale Statuer, den ene forestillende David, den anden Herkules. Til Siden, noget tilbage, det prægtige Vandspring med Neptun, Tritoner og Fauner, — ifølge Sognet paa det Sted, hvor Savonarola engang leed Døden paa Baalet. Nær derved Cosmus af Medicis Rytterstatue i Bronze, et Mesterværk af Giambologna. Paa modsat Side aabner sig den herlige Søjlehal fra ældgammel Tid, som bærer Navn af loggia dei lanzi, hævet nogle Trin over Pladsen. Opgangen bevogtes af to antike Løver. Her findes ved Lampelys frit udstillede nogle af de ædleste Kunstværker, Italien har at opvise: Befrieren Perseus af den store Mester Benvenuto Cellini, Judith og Holophernes, Herkules og Centauren, den navnkundige Marmorgruppe af Giambologna, som bærer Navn af Sabinerinderovet, Helten Ajas, som holder den døende Patroklos oppe i sine Arme. I Baggrunden en Række af antike Præstinder i overnaturlig Størrelse. Der er noget Magisk, noget aandeagtig levende ved disse ophøjede Billeder i den kunstige Belysning. Og et særeget lykkeligt Indtryk gjør det, at disse Kunstværker saaledes ere stillede offentlig frem, for Alle og til enhver Tid tilgængelige, anbetroede den store Mængdes naturlige Ærbødighed for det Skjønne og Herlige. — — — — — — —


— — O, hvilken Daare jeg dog er! Er jeg ikke ifærd med at levere et Slags æsthetisk Rejsebeskrivelse! Herfra Helvede! Lee ikke, min Ven! Jeg kan ikke lee med Dig.

En saadan Magt har Erindringen over mig. Jeg bliver hvert Øjeblik borte, dog borte for mig selv aldrig. Disse Minder ere mit Liv, mit Alt. De ere mig dog ikke som et Bæger, hvoraf Man beruset sig, men som et Bæger, hvoraf Man drikker Gift, en Gift, som dog ikke dræber, men kun volder usigelige Smerter.

Hav Taalmodighed! Jeg skal see til at ave min udsvævende Tanke.


Med en stille, inderlig Glæde, som Verden ikke har Navn for, ligesom baarne af en Stemning, der svævede paa Grændsen mellem Virkelighed og Trylleri, vankede vi omkring fra det Ene til det Andet, nu og da vexlende nogle bevingede Ord. Naar vi saa for Øjeblikket vare tilfredstillede, bøjede vi ind i de halvmørke Arcader, som strække sig igjennem det mægtige palozzo degli Uffizii. Her kom Samtalen, den jævne, fortrolige Samtale, atter igang. Fortryllelsen var løst; men vi vare fulde af dens Virkninger. Vi havde saa meget at sige hinanden. Ja, hvor fortrolig og inderlig! Hendes Arm hvilede i min, saa fast og trygt; der var et Udtryk af Hengivelse i hele hendes Væsen, som henrykkede mig. Jeg ikke alene opfangede den mindste Rørelse hos hende, men troede endog at fornemme hendes Hjertes Slag. Og hvor det var sødt at vejlede hende til at forstaa, hvad hun havde seet, at vække nye Følelser i dette unge, friske og saa rene Hjerte!

Naar det saa blev silde, gik vi tilbage over Domkirkepladsen. Her var stille, og ikke stærkere oplyst, end at Maaneskinnet kunde udøve sit naturlige Herredømme. Maria del fiore, det er denne Kirkes Navn. Isandhed, den fortjener det. Florents betyder: den blomstrende; men Domkirken er Blomsten, i alt Fald Hjerteblomsten, af Florents' Herlighed. Hundrede og tresindstyve Aar var den om at voxe frem af Jorden; men saa stod den ogsaa i en hidtil ukjendt Storhed og Pragt. Med sin Kuppel behersker den ikke alene den hele Stad, men den hele blomstrende Dal. Tætved hæver sig det slanke Klokketaarn, beklædt med kosteligt Billedværk, til en Højde af henved tre hundrede Fod. Ikke langt derfra det ældgamle Døbekapel med sine tre vidunderlige Broncedøre, af hvilke Michel Angelo sagde om den ene, at den fortjente at være een af Paradisets Porte. Udenfor samme en raa Steenbænk. Paa denne Bænk fandt Lili mangen Gang Hvile, naar hun var træt af den lange, nydelsesrige Vandring. Det var den samme Bænk, hvorpaa Dante saa ofte havde siddet i sine dybsindige Drømme om Paradiis og Helvede, og om Beatrice.

En Aften spurgte jeg: — Hvilket Sted synes Dig bedst om, Lili? —

— Der er dejligt, ubeskrivelig dejligt paa Piazza'en; — svarede hun: — men det er dog ligesom kun en fremmed, en hedensk Herlighed. Her derimod bliver Man igjen ret christelig tilmode, og føler sig hjemme. —

— Du befinder Dig altsaa bedst her? —

— Ja, der er en mærkelig Forskjel mellem hist og her. Jeg har her en levende Følelse af, at, saa vide Man end farer om i Verden, til Christus maa Man bestandig vende tilbage. Verden med al sin Herlighed har dog Intet at give imod hvad han giver. —

— O, gid jeg var en Christen som Du, Lili! — udbrød jeg uvilkaarlig. Og, uden at vide deraf, trykkede jeg hendes Haand, som laa indeni min, saa stærkt, at det maatte volde hende en følelig Smerte.

Hun holdt et Smertensudraab tilbage, og saae mig forundret og urolig ind i Ansigtet.

Otto, — sagde hun alvorlig: — ydmyg Dig selv! Derimod tør jeg Intet sige. Men ydmyg ikke mig ved saadan Tale! Jeg er jo kun et stakkels Barn imod Dig. —

— Ja, Lili, netop deri ligger det, at Du føler med et Barnehjerte. Er det ikke ogsaa en gammel, hellig Sandhed, at af Barnets Mund skal Sandhed høres? — Min Lili, vil Du besvare mig et Spørgsmaal? Dig vil det maaskee falde let at besvare, hvad der er og har været en Gaade for Millioner. — Hvad vil det sige, at være en Christen? —

Der opstod en Pause; Lili var tankefuld bleven staaende. Endelig opløftede hun Hovedet og sagde:

— Kjære Otto, at være en Christen, hvad skulde det vel betyde Andet end at have Christus i sig? —

Det stak mig i Hjertet. Hvor ofte havde jeg ikke fornummet, at jeg havde Djævelen i mig, eller i det Mindste en Dæmon!

— Ja, saaledes er det og ikke anderledes, — saa simpelt og dog saa stort! — vedblev Lili hen for sig selv i stille Henrykkelse: — Han er min Hu; udenfor ham veed jeg ikke af mig selv at sige. Han er mit Væsen; udaf ham tænker, føler, handler jeg. Han er mit Liv; i ham røres, lever og er jeg. — Og hun tilføjede sagte: — O, Du min Frelser, giv mig saaledes at bekjende Dig indtil mit Livs Ende! —

Tause gik vi videre med hinanden. Jeg følte mig inderlig nedtrykt, men paa samme Tid opløftet ved Siden af dette Barn. En Kvinde var hun i Skikkelse, fuld, skjøn, henrivende yndig. Men i Tanke, Idræt og Følelse var hun endnu kun et fromt, uskyldigt Barn. Og, forunderligt, saa sandselig jeg end var, saa meget jeg end saae paa Skjønheden, var det dog især Barnet i hende, der tog mig fangen og beherskede mig.

Mine egne Barndomsminder strømmede ind paa mig; mit Hjerte blev fuldt, saa ubeskrivelig fuldt. Taaren var lige ved at træde mig frem i Øjet. Een Tanke blev tilsidst eneraadende: — Hun er den Engel, som skal føre Dig tilbage til Gud. —

— Men — brød Lili efter et længere Ophold atter Tausheden: — det er egentlig Noget, som alene kan føles, ikke udtales. Mener Du ikke det Samme, Otto? —

Jeg havde ondt ved at svare hende. Hvad jeg svarede, veed jeg ikke.

Hendes Arm bævede i min; med et Ryk stode vi stille, netop under et lille, af en Lampe oplyst Mariabillede.

— Jeg maa see Dig i Ansigtet; — sagde hun: — det var mig livagtig, som om en Fremmed talte til mig. — Nej, det er dog Dig selv; Du er den Samme som altid. —

Og hun lo over sig selv, over sin taabelige Forskrækkelse, som hun sagde.

Denne Latter, der altid klang som Musik i mit Øre, løste Fortryllelsen imellem os. Alle Nag og onde Anelser forsvandt ligesom Skygger, idet Lyset fra hendes Øje og Glandsen fra hendes Aasyn faldt mig ind i Sjælen.

— Og Du er ogsaa den Samme som altid, — udbrød jeg, idet jeg drog hende tæt ind til mig: — min egen, eneste Lili, i Liv og Død min søde, fromme Veninde! —


Jeg har mødt hende igjen, — jeg har mødt Anna! — Hun sad afsides, optagen af en underlig Beskjæftigelse. Hun pillede Siv og Muslingskaller og lignende Smaadele ud af sine Klæder og sit lange, tykke Haar. Det lette Klædebon var gledet hende nedover Skuldrene. O Rædsel! Jeg var nær nok til at see et Brændemærke paa den hvide Skulder! Det var rødt som Blod, og som en Blodskyld faldt det tilbage paa min Sjæl.

Jeg kunde ligesom læse i hendes Hjerte. Skam og Nag med Fortvivlelse boede derinde. Men angaaende hendes Livshistorie var der i Hjertet Intet at læse; den var skreven i hendes nedværdigede, engang saa smukke Ansigtstræk. Og Brændemærket paa hendes Skulder sluttede Historien. Hun havde fra Begyndelsen ikke havt anden Brøde end sin varme, inderlige Kjærlighed. Til Tak for den havde jeg nedstødt hende i Fordærvelsen, uden videre at bekymre mig om hende. Hun var gaaet under, fra Elendighed til Elendighed, fra Forbrydelse til Forbrydelse, indtil hun sandt Fortvivlelsens Død og det sidste Dyb i Bølgerne. O, hvor det beed og sved i mit Indre!

Jeg betragtede hende længe og uforstyrret; jeg kunde ikke løsrive Blikket fra hendes Træk. Jeg var i Beskuelsen ligesom spændt paa Pinebænken; ja, det var værre, jeg laa ligesom paa Stejle og Hjul. Men pludselig foer det igjennem mig; jeg blev saa heed som en Brand og saa kold som et Stykke Iis. En skrækkelig Forestilling havde grebet mig. — Hvem mindede disse Træk mig om? Var det ikke en paafaldende, slaaende Lighed? Der kunde ikke være nogen Tvivl mere. Martin lignede Anna saa fuldkommen, som en Søn kan ligne sin Moder! Og, dersom der endnu behøvedes nogen Bekræftelse, havde ikke Martins Moder hørt til en elendig Gjøglertrop, og havde Man ikke fundet hendes Liig i Mosen? Og nu dertil Martins Hemmelighed, den store Hemmelighed, som skulde bringe Alt paa det Rene imellem os! O, hvorledes kunde jeg vel tvivle?

Martin var altsaa min og hendes Søn. Jeg var ikke alene bleven hende til Fordærvelse, men ogsaa mit eget Barn. Nu var det mig klart, hvorfor jeg paa slig uforklarlig Maade havde følt mig tiltrukken af Drengen, hvorfor jeg havde troet at gjenfinde mig selv i ham, hvorfor jeg havde elsket ham uagtet al hans Vanart og Trods. Hans Vanart! — Lad mig være retfærdig! Det var ikke Andet end min Vanart; han lærte jo Alting af mig. Vistnok var der en ulykkelig, for ikke at sige, ond Natur i ham; men denne onde Natur, det var jo ogsaa min Natur. Gud havde straffet mig i ham! Hedder det ikke ogsaa, at Gud straffer Forældrenes Misgjerninger paa Børnene i tredie og i fjerde Led? Det er frygteligt! Men det Frygteligste er dog dette: — ikke alene Moderen, men ogsaa Barnet, mit eget Barn!

Der gives intet Vid heri Helvede, følgelig heller intet Vanvid. Ellers maatte Vanvidet i denne gruelige Stund have grebet mig.

Jeg maatte have Vished, hvad det end skulde koste. Jeg foer frem i det daarlige Haab, at kunne overraske hende, og faa et Spørgsmaal frem, maaskee besvaret, inden hun kunde fly mig. Men ved min første Bevægelse blev hun opskræmmet, og bemærkede mig. Med Forfærdelsens Hast foer hun bort, kastede sig ind i en Stimmel af Skygger, som hun forefandt paa sin Vej, og var forsvunden for mine Øjne.

Fortabt, forvirret, forpiint blev jeg tilbage. — Hvor skal jeg gaa hen, hvor skal jeg dog skjule mig? — lød det jamrende i mit Indre. Men i Helvede gives der intet Skjul, ligesaa lidt overfor Menneskene som for Gud; der findes ikke nogen Krog, hvor Man ene med sig selv og ubevogtet kan udkæmpe sin Strid og svælge i sin Smerte.


Det er, troer jeg, endnu ikke lykkedes for mig at skrive noget Brev færdigt paa een Gang. Jeg tager Papiret for mig, skriver Lidt om hvad der især beskjæftiger mig, og lægger det saa hen til en anden Lejlighed, som undertiden lader vente længe paa sig. Jeg mener naturligviis isærdeleshed den indre Lejlighed. Dersom jeg ikke tog Lejligheden i det Mindste halv med Vold, vilde jeg aldrig heri Helvede faa Ro til at skrive. Saaledes gaaer det til, at, skjøndt jeg kalder disse mine Meddelelser Breve, er største Delen af dem, hvis de skulde sondres ordentlig efter Indholdet, i Virkeligheden kun Billetter. Jeg falder i Stumper og Stykker; det kan ikke være anderledes. Om nogen egentlig Tilværelse er der heri Helvede ikke Tale, endsige om nogen sammenhængende Tilværelse.

— — Jeg var paa mit Landsted. En Morgen kom Gartneren til mig for at tale med mig om nogle Forandringer, som skulde gjøres ved Haven. Jeg var denne skjønne Morgenstund ikke i det bedste Lune, men, som Man kalder det, noget kort for Hovedet. Da Manden, som mig syntes, havde faaet tilstrækkelig Besked, fremkom han tøvende med det Spørgsmaal: — Og saa Træet, Deres Velbaarenhed? Er det Deres Alvor, at det smukke Træ skal hugges om? —

— Ja, naturligviis. — svarede jeg kort.

Talen var om et stort Bøgetræ, som stod i Hjørnet af et mig tilhørende Vænge. Hvorledes det var kommet til at staa der ganske alene, vidste Ingen at forklare. Rigtignok var det eet af de dejligste Træer af denne Art, som Man kunde see for sine Øjne. Det bredte sig mægtig ud til alle Sider i regelmæssig Form, med en ganske overordenlig Løvfylde og det fineste, yndigste Hang. Men det stod ivejen for Udsigten, og Dommen var derfor bleven afsagt: — Fældes og slaaes i Favn! —

— Ja, naturligviis. — svarede jeg.

Men Manden blev staaende; han havde aabenbart endnu Noget paa Hjertet. Efter at have trykket sig lidt, vedblev han, halv forknyt og halv dristig:

— Men den gamle Severin vil tage sig det gruelig nær, hvis dette Træ bliver fældet. Han har saa stor Glæde deraf. —

— Hvem er den gamle Severin? —

— Det er en ældgammel Mand, som boer i Huset der ligeved. Jeg troer, han er nær de Hundrede. Han ligger næsten hele Aaret rundt. Men i den varmeste Sommertid lister han sig op og lader sig lede ud under Træet. Der har jeg seet ham hver Sommer, saa langt jeg kan huske tilbage. Derfor kaldes ogsaa Træet gamle Severins Træ, og Folk vilde vist synes meget ilde derom, hvis det blev fældet. —

Der var uheldigviis Noget i Mandens Ord og Mine, som ikke behagede mig, noget vist Pukkende, som skadede Sagen. Jeg havde ikke Æren af gamle Severins Bekjendtskab, og brød mig ikke om at gjøre det paa denne Maade. Imidlertid, — Træet vilde dog udentvivl være blevet skaanet, hvis ikke Mennesket i det afgjørende Øjeblik havde tilføjet:

— Synes saa ikke Deres Velbaarenhed, at vi skulde lade Træet blive staaende? —

Der var noget Tirrende i denne Yttring, navnlig i Ordet vi. Jeg kunde ikke finde mig i at blive slaaet sammen i Pluralis med denne Karl fra Mistbænken. Altsaa svarede jeg rask:

— Lad Træet bære Navn efter hvem det vil, det er mit, og det skal hugges om. Ingen Snak mere derom! —

Og Træet blev hugget om. Udsigten fik jeg; men den holdt ikke, hvad den havde lovet. Huset maatte ogsaa have været om; men det var i Virkeligheden gamle Severins.

Henad Sommeren indtraf pludselig gamle Severins Dødsfald. En Middagsstund fandt Man ham staaende paa Hovedet i et Vandhul udenfor Huset. Opvartersken havde neppe været en Time borte fra ham; i dette Mellemrum var Ulykken skeet.

Ja, Ulykken; derpaa lød det retslige Skjøn: af Vanvare druknet. — Manden var tre og halvfemsindstyve Aar og gik stærkt i Barndom; om et Selvmord kunde der følgelig ikke retvel blive Tale.

Men det menige Folk dømte anderledes. Der ymtedes Mangehaande, som lød ganske timelig, og sletikke var behageligt at høre. — Med Flid havde Man holdt skjult for den Gamle, at hans Træ var blevet fældet, og snakket ham fra det, saa ofte han havde yttret Lyst til at staa op. Alligevel havde han paa een eller anden Maade faaet Nys derom. Fra nu af forlangte han aldrig mere at komme op og ud i Luften. Men der var ogsaa foregaaet en stor Forandring med ham. Han var tvær, indesluttet, stille. Der var øjensynlig Noget, som løb ham rundt i Hovedet, og han var leed og kjed af Alt. Hvad det var, han grublede over, fik Man at vide, da Man hiin Middagsstund fandt ham druknet i Vandhullet. —

Denne Begivenhed gjorde et højst uhyggeligt Indtryk paa mig. Det gjorde mig ondt, og, skal jeg sige Sandheden, jeg var ikke fri for Nag. Men den til Begivenheden knyttede Historie slog jeg hen som urimelig Folkesnak. Der var jo ingen Mening i, at et Menneske paa tre og halvfemsindstyve Aar, som ingen Mangel og ingen Smerter leed, ej skulde have kunnet bie sin Tid ud, men havde taget sig selv afdage.

Alligevel — o, hvor frygtelig klart ligger det ikke nu for mig! — alligevel hang det netop saaledes sammen. Gamle Severin havde virkelig aflivet sig selv, af Fortvivlelse over Træet, som ikke var mere. Med den Øxe, der havde fældet Træet, havde jeg truffet den gamle Mand lige i Hjertet. Vistnok gik han i Barndom; det var halv Fjanteri, da han styrtede sig i Brønden. Men dette i det Mindste stod klart og fast for ham, at nu havde han ingen Glæde mere, Intet længer at leve for i Verden. Hans Hustru var død; ligesaa alle hans Venner. De af hans Børn, som levede, vare langt borte. Det var en ganske ny og fremmed Slægt, han levede iblandt. Der var Intet blevet ham tilbage — uden det gamle Træ. Rigtignok var ogsaa det meget yngre end han; han nærmede sig allerede Oldingsalderen, da det begyndte at komme i Anseelse som Træ og i Ry for sin vederkvægende Skygge. Men de havde dog henlevet en lang og lykkelig Tid med hinanden; det kunde aldrig glemmes. Og endnu stod det i sin fejreste Kraft, skjøndt saa rigt paa gamle Minder. Dette Træ var hele Oldingens Sommerglæde; til dets svale Skygge i den bede Tid frydede han sig det hele Aar rundt. Træet var ikke mere. Fra nu af var Livet ham idel Vinter. Saa vilde, saa kunde han ikke leve længer.

See, det er den sande Historie. Alt dette vidste jeg rigtignok ikke, da jeg lod Træet fælde; men jeg vidste i alt Fald Nok til at lade det blive staaende. Mit heftige, iltre Sind var i et ulykkeligt Øjeblik løbet af med mig.

Det blev mig dyrt Brænde, hvormed jeg den Vinter hedede min Ovn. Det gjør mig endnu Helvede hedt. Men gamle Severin sidder endnu, som før, i den svale Skygge.

Er det ikke faldet Dig ind? — Her er altsaa en ny Udgave af Historien om den rige og den fattige Mand. — Nu trøstes han; men Du pines! — O, gid det dog endnu blot var en Historie, til Paamindelse, Advarsel! — Taabelige Ønske! Det er den fuldeste Virkelighed!

Men dersom Du nu troer, at dette er det Hele, saa tager Du meget fejl. Jeg har i mine Dage fældet mange, mange Træer foruden dette Bøgetræ. Ikke af Ondskab — Verden havde Ret, naar den kaldte mig et godlidende Menneske — men kun af Modvillie, Kaadhed, Letsindighed. Naar der kom mig Noget ivejen, maatte det naturligviis ryddes tilside, og jeg gik min Vej, uden at tænke videre derover.

Jeg er i denne Henseende en Typus for Menneskeslægten i det Hele. Hvor meget Ondt gjøre ikke Menneskene, hvor mange Sorger og Smerter forvolde de ikke hverandre, uden egentlig at mene noget Ondt dermed, af Tankeløshed, Uagtsomhed, hvorfor der kun ligger en lille Smule Egenkjærlighed til Grund! Udentvivl har Du ofte seet en Laps gaa henad Vejen og med sin lette Stok kappe Hovedet af Blomsterne, som hans Blik falder paa. Det maa indrømmes, det er ikke af Ondskab, han gjør det; han tænker og føler overhovedet sletintet derved. Men disse stakkels Blomster, som saaledes staa ham ivejen, fryde sig dog ogsaa ved Livet, som det er dem beskjæret, og ere til Fryd for utallige Sjæle paa den samme Vej. Du tager mig det dog ikke ilde op? Du maa gjerne sige, at jeg er denne Laps. Jeg har virkelig været det. Men efter denne Indrømmelse maa det staa mig frit at erklære, at Verden er fuld af saadanne tankeløse, egenkjærlige Lapse, baade kvindelige og mandlige. De agte vistnok Glæden højt, det vil sige, egen Glæde; med Andres Glæde derimod omgaaes de paa den uagtsomste, letfærdigste Maade. Vil Du vide med eet Ord, hvori Fejlen ligger, den store Fejl? Den ligger i Mangel paa Selvfornægtelse. Denne Dyd, Grundlaget for alle andre Dyder, kan blot Een lære Sjælene, nemlig han, som fornægtede sig selv indtil Døden paa Korset.

Men Selvfornægtelse lærer den store Hob aldrig. Vee den, som ikke adskiller sig fra den store Hob! Han lader Træer og Blomster segne, hvor han kommer frem. og agter ikke derpaa. Men engang vil det komme ham altsammen tilbage i Erindringen, med frygtelig Anklage, med brændende Nag og Pine. Det er kun Smaating i Syndens Register; det er sandt. Men, hvis ikke en frelsende Haand lægger sig imellem, ville disse Smaating blive hans Fordærvelse, selv om han ellers ikke vidste af nogen Synd at sige. — O, min Ven, see Dig for, medens det er Dag! — Natten kommer!


Min Moder var tilvisse en ganske mærkelig, ja, jeg maa vel snarere sige, en udmærket Kone. Jeg troer ikke, at hun nogensinde har talt et ondt Ord til mig. Men hun havde en vis koldblodig Maade at gjøre sin Villie gjældende paa, og fik det for det Meste med mig, som hun vilde. Denne Sindets Ligevægt, denne uforstyrrelige Koldblodighed havde jeg ikke arvet efter hende. Jeg troer, at hun overhovedet aldrig i sit Liv har trukket det korteste Straa. Aldrig forløb hun sig, altid havde hun Ret, altid stod hun med Palmer i Hænderne. Der var en vis uimodstaaelig Logik, mindre i hendes Ord end i hendes Person og Væsen, som i enhver Retning afspejlede det Rigtige og Passende. Der var en Vægt i denne hende selv bevidste og almindelig anerkjendte Fuldkommenhed, som knusende faldt over Enhver, der vovede at optræde imod hende. Dette var allertydeligst i hendes Forhold til min Fader, jeg fristes til at sige: min stakkels Fader. Stundom satte han vistnok sin Villie igjennem; men, saalænge han levede, fik han vist ikke een eneste Gang Ret imod hende.

Hvad Tante angaaer, saa var det naturligt, at min Moder med en vis Ynk saae ned paa hende. Vanskelig skulde Man have fundet et mere afgjort Modstykke til min Moder. Men denne Ynk medførte dog ingenlunde nogen nedværdigende Behandling. Ogsaa med Hensyn til hende var min Moder dadelfri, og havde Intet at bebrejde sig. Overhovedet, var min Moder ikke god, ond var hun aldrig mod Nogen.

Folk troede almindelig, at der maatte ligge en ganske særegen Hemmelighed til Grund for det besynderlige Forhold, hvori min Fader og Moder levede med hinanden. Jeg troer ikke, der var nogen saadan tilstede. Men de havde vistnok taget bitterlig fejl af hinanden. De vare heelt uforenelige Størrelser, og, skulde de leve med hinanden, kunde de vist ikke have gjort det paa anden Maade, end de gjorde.


En slem Tvang var det for mig, at jeg i Reglen om Søndagen maatte spise hos min Moder. Men værre var det, at jeg nu og da maatte finde mig i, først at gaa med hende i Kirke. Det kostede Overvindelse. Ikke fordi jeg havde Noget imod Guds Ord; men der kom en Uro i mit Indre, som var mig højst piinlig; der blev rippet op i saa meget, som jeg helst ønskede for evig begravet. I det dagligdags Liv kunde jeg saa temmelig holde de alvorlige Tanker borte; men disse udvalgte Søndage var det mig umuligt. Noget, som laa skjult i mit Indres dybeste Kroge, gjorde sig med Magt gjældende, i Forbindelse med allehaande rørende Erindringer. Jeg kom til at føle, at jeg ikke var bestemt til at blive, hvad jeg var bleven. Men nu — ja, nu kunde det desværre ikke blive anderledes.

Men det Værste af Alt var det dog, at jeg engang imellem ikke kunde undslaa mig for at gaa tilalters med min Moder. Hun gik regelmæssig to Gange om Aaret, Foraar og Efteraar. Det var mig, som om jeg gik til min Død; men jeg kunde, jeg vilde ikke krænke og bedrøve hende. Saa gik jeg da, med Modbydelighed og Gru. Thi jeg var ikke nogen Gudsfornægter; ikke heller var jeg til den Grad letsindig, at jeg, som Man kalder det, kunde hæve mig over Tingen. Jeg følte tilbunds, at jeg ikke burde deeltage i den hellige Handling uden at bringe Hjertet med. Saa meget der end kunde lægges mig tillast, en Hykler var jeg i alt Fald ikke. Ærlig og oprigtig var jeg endog i mine største Udskejelser. Dog, lad mig ikke sige for meget.

Men med Jernhaand førte min Moder mig med sig. Bleg og angreben gik jeg ved hendes Side. Hun meente sagtens, at det var af from Bevægelse; nej, det var af andre, ligesaa dybe Grunde. Det saakaldte Skriftemaal voldte mig en ulidelig Pine. Jeg gjorde mig Umag for, ikke at følge med; men Aanden var ved disse Lejligheder mægtigere end Kjødet; jeg begreb Sammenhængen kun altfor vel. Hostien maatte jeg vende og vende i Munden; Tungen syntes at blive tykkere og tykkere. Uvilkaarlig maatte jeg tænke: — Vil det ogsaa lykkes Dig, at faa den ned? — Det var en sand Sjæle- og Hjerteangst. Havde jeg før været bleg, saa blev jeg nu rød. Med Vinen gik det lettere; den var dog flydende. Men det var, som om den brændte i mine Indvolde. Det varede i Almindelighed længe, inden jeg ret kom mig efter denne Dag. Jeg maatte kaste mig ind i en Hvirvel af Adspredelser og Lyster for at bedøve, og, som jeg kaldte det, komme tilrette med mig selv.

Saaledes havde jeg det dengang. Men nu, min Ven, nu føler jeg, at, selv om jeg derved kunde have frelst min Moders Liv, skulde jeg ikke være gaaet tilalters. Jeg tabte Mere, o, tusinde Gange mere ved disse Altergange, end hun vandt derved.

Een af disse sørgelige Altergange træder især stærkt frem i min Erindring. Og naar jeg spørger mig selv: — Hvorfor netop denne? — saa staaer en slank Pigeskikkelse for mig, i den første Ungdoms Glands, af en, saa at sige, aandelig, paa inderlig Maade rørende Skjønhed. Hun staaer med Hovedet en Smule bøjet; i tung Lokkefylde falder det sortglindsende Haar nedover Nakke, Bryst og Skuldre. Hendes Ansigtstræk, fine og temmelig smaa, have en højere Skjønhed, end der ligger i en regelmæssig, fuldendt Form. Naar hun slaaer det mørke Blik ivejret, har Man ikke Sands for Andet end Øjet; i dette dybe, tankefulde, fromme Blik er hele hendes Væsen givet. Nej, dog ikke det hele. Til Blikket hører Smilet, et ubeskrivelig sødt Smiil, som det er saa saare let at fremkalde hos hende. Men om det er med Øiet eller Læben, hun smiler, det veed Man ikke; det er ligesom et Lys fraoven, der falder paa og forklarer hendes Træk.

Her har Du et svagt Billede af Lili i hendes sextende Aar. Ogsaa hun vil idag gaa tilalters; ogsaa hun synes urolig i Aanden, inderlig bevæget. Hun er blegere end sædvanlig, og Barmen hæver sig under uregelmæssige Aandedrag, stundom saa dybe, saa uendelig dybe. Ja, ogsaa hun er urolig og bevæget, men af Grunde og paa en Maade, — hvor himmelvidt forskjellig fra hvad der foregaaer i mig!

Jeg havde været tidlig oppe. Jeg satte stor Priis paa mine Morgendrømme; men idag vare de flyede bort fra mig. En kold, streng Virkelighed havde strax fremstillet sig for mig. Urolig var jeg gaaet fra det Ene til det Andet, uden at Noget havde formaaet at beskjæftige mig, endog blot for Øjeblikke. Uroen voxede; med al min Villieskraft kunde jeg ikke hindre mit Hjerte i at bæve. Naar jeg saae mig i Spejlet, maatte jeg hastig vende mig bort. — Hvad var det dog for en Misdæder, som stirrede mig imøde? — Isandhed, der var ikke alene noget Fremmedt, men tillige noget Frygteligt i disse blege Træk, som jeg maatte kalde mine! Jeg var nærved at blive bange for mig selv.

Endelig var Timen nær; jeg gjorde mig færdig, og gik hen til min Moder. I Dagligstuen traf jeg Lili alene. Ogsaa hun saae angreben ud.

—Er Du ikke vel, Lili? Du seer saa bleg ud. — yttrede jeg, idet jeg tog mod hendes fremrakte Haand. Hun smilede. O, dette Smiil var engang mit Himmerige! Dog, vee mig, at jeg ikke havde andet! Nu har jeg ikke engang det!

— Jeg har det godt, rigtig godt. — svarede Lili stille.

Og hun gik ud for at sige min Moder, at jeg var kommen.

Jeg fuldt i Tanker. Den synlige Bevægelse, hvori jeg havde truffet hende, tog min Sjæl fangen. Der gaves intet mere tiltrækkende for mig end at løse de Gaader, som hendes Væsen frembød. Og i denne Stund var det dertil en lykkelig Adspredelse, at see ind i hendes Hjerte istedetfor mit eget.

Mit Blik faldt paa en lille Bog, hvori hun nylig havde læst. Her var Gaadens Løsning. Det var en saakaldt Kommunionbog.

Jeg læste, hvor den var opslaaet:

— I Nadveren indgaaer Frelseren med den troende Sjæl et Samfund saa inderligt og fuldkomment, at ingen Tunge formaaer at beskrive det. Forbilledet for denne lyksalige Forening er Forholdet mellem Brudgom og Brud. Det er langtfra at være nogen blot Lignelse. Jesus er virkelig Brudgommen, og den fromme Sjæl er Bruden. I en uendelig Kjærlighed, usigelig dyb og sød, hengive de sig til hinanden, og finde Salighedens Fylde i en fuldkommen, evig Forening. —

Nu forstod jeg, eller fik dog en Anelse om, hvad der foregik i Lili, hvad det var, som saa inderlig bevægede hende.

Hendes Sjæl var bevæget ligesom Brudens, naar det Øjeblik nærmer sig, da hun skal hengive sig til og tilhøre den valgte Brudgom. Hun har aldrig før kjendt saa sød en Følelse, hun har aldrig følt sig saa lykkelig, og dog er hendes Indre fuldt af bævende Uro. Hun længes, hun higer efter at give sig hen, og føler sig dog ligesom fristet til at fly. Hun blusser og blegner, et Bytte for Blusel og Frygt, skjøndt hun føler forvist, at, naar hun hviler ved sin Brudgoms Bryst, vil der ingen Frygt gives for hende mere.