Breve fra Helvede/18

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 312-329

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XVIII.

Mit sidste Brev endte med en kort Omtale af Theatret heri Helvede. Det har bragt mig Eders Theatervæsen i Erindring. Dermed gaaer det nok kun maadelig, — stadig tilbage, stadig tilbage!

Men er det sandt, at I ere begyndte med at opføre Skuespil i Kirkerne og at holde Gudstjeneste i Theatrene? Utroligt er det ikke. Forkeert er Verden, og vil bestandig blive det mere. Saa meget har jeg hørt for vist, at Brugen af Theaterkikkerter er bleven ganske almindelig i Kirkerne, — at Man abonnerer i Kirken ganske som i Theatret, hvis Man vil have Plads, er allerede en gammel, meget gammel Historie — at Man ved visse højtidelige Lejligheder klattrer op overalt, hvor Man blot kan komme til, ganske som i en Beridercircus, endog op paa Prædikestolen og paa Gravmonumenterne, ikke at tale om, op paa Ryggen af hverandre, Altsammen for at komme til at see; om at komme til at høre, hvad det ifølge gammel eenfoldig Opfattelse mest gjælder om i Kirken, bryder Man sig ikke en Smule. Altsaa kun et Skuespil søge I paa det hellige Sted. Det er ikke nogen heldig Retning, Eders Fromhed har taget. I bestorme Himlen, en moderne Slægt af Titaner; men det er kun en Theaterhimmel.

Men, apropos, Man klapper og piber dog vel ikke?

Paa den anden Side synes Sagen ikke mindre trolig. Allerede i min Tid var det Religiøse med pæne smaa Trin begyndt at betræde Brædderne. Jeg kjender mere end eet Stykke, hvis Idee er religiøs, hvis Pomp for en stor Deel er kirkelig. Og jeg kjender flere, som ere af reen bibelsk Natur. Det forstaaer sig, Emnet til disse sidste er taget af det gamle Testament. Men fra det gamle til det nye Testament er, som bekjendt, kun et Skridt, og dertil et Skridt, som Man ikke vel kan undgaa at gjøre, med mindre Man da er Jøde. Det skulde derfor ikke undre mig at erfare, at Man har opført Stykker, hvori Herren og hans tolv Apostle figurere. Johannis Aabenbaring maatte kunne give et ganske overordentligt Stof til storartede Scener og Tableauer. I den katholske Kirke er Man jo for længe siden kommen til den yderste Grændse af, hvad der i denne Retning lader sig yde, idet Man i største dramatiske Stiil opfører hele Lidelseshistorien. Noget Lignende skal efter Sigende finde Sted i den saakaldte Jødestad heri Helvede. Men der er det rigtignok en ganske anden Sag; det gaaer ikke for sig hverken til Lyst eller Opbyggelse. Men for Øjeblikket Nok herom!

Hvis det skulde falde Dig ind at offentliggjøre nærværende Breve, — og, skjøndt de just ikke ere skrevne i dette Øjemed, skal der fra min Side Intet være tilhinder derfor — vil deres Autenthi naturligviis blive stærkt anfægtet, og Man vil blandt Andet spørge: — selv om Breve lode sig skrive i Helvede, hvorledes skulde de da komme fra Helvede til Verden? —

Hvor underlige Folk dog kunne være! Der gives neppe een Eneste, som ikke har hørt tale om Spøgelser; der gives Utallige, som tro, at Spøgelser ere til. Nuvel, dersom der er Spøgelser, skulde der da ikke ogsaa kunne gives Spøgelsebreve? Og hvad ligger nærmere end den Antagelse, at de fredløse Sjæle, som vende tilbage til Jorden, velvillig paatage sig at besørge dem?

Saaledes forholder det sig i Virkeligheden ogsaa; alle Breve herfra afgaa med Lejlighed. Og, Du maa tro mig, deres Tal er større, end Man skulde tænke. Saa mange Breve, Du nu har modtaget fra mig, saa mange forskjellige Spøgelser har der været i dit Huus. Dog, bliv ikke forskrækket! Det er ikke Enhver, jeg betroer mine Breve; det er kun udvalgte anstændige Spøgelser; var ikke den naturlige Sky, vilde Du maaskee endog finde flere af dem i høj Grad interessante. Desuden maa de udtrykkelig forpligte sig til, i ingen Henseende at forurolige Dig, men stille og skjult røgte deres Ærinde. Det er ingenlunde alle Gjenfærd, som ere ildesindede, lunefulde og modvillige; der gives højst agtværdige Spøgelser, som Man gjerne kunde betro den hele Verden.

Nu veed Du altsaa, at, saa ofte Du om Morgenen finder et nyt Brev fra mig, har Du om Natten havt Spøgelsebesøg. Og Du vil stadig erfare, at det Intet har at betyde. Fandt Du ikke for kort Tid siden et Brev under Pulten? Jeg skal sige Dig, hvorledes det hermed hænger sammen. Da Du om Aftenen lagde Pennen fra Dig, var Du, udentvivl uden at tænke derover, kommen til at lægge den ikors med Blyanten. Ved pludselig at faa dette Tegn for Øje blev mit Sendebud saa konsterneret, at det tabte Brevet i Spyttebakken, og flyede. Mens jeg husker det, de overkomplette Haner i din Gaard saae jeg gjerne, Du afskaffede. Ikke sandt, den Villighed kan Du jo sagtens gjøre os? I de Dødeliges Øren kan Hanegal maaskee lyde ret oplivende; paa os Udødelige derimod gjør det et skjærende, ildevarslende Indtryk. Det varsler om Morgenstunden, som dog maaskee endnu er langt borte, og om den yderste Dag og Opstandelsen, som ganske vist vil komme, om den end bier nok saa længe.

Undskyld den slette Skrift! Det er da ogsaa nogle forbistrede Penne, Man sender os, mere end halv opslidte i Uretfærdighedens og Skribleriets Tjeneste. Og Papiret vil slaa igjennem. Jeg havde ikke andet ved Haanden end nogle gamle falske Dokumenter, lad see, fra Aaret 853. Ved nøjere Eftersyn troer jeg virkelig, at det er en Samling af Isidors Decretaler. Dem maa jeg med stor Forsigtighed skille ad, eller rettere flaa, i fine Hinder, saa fine som Maaneskin i Verden. Og Blækket, ak, min Ven, hvad vilde Du sige, om jeg fortalte Dig, at det var mit Hjerteblod? Det er desværre sort nok, men, som Du seer, tykt og grumset.

Jeg behøver vel ikke at paaminde Dig om, at mine Breve ikke kunne taale at gjemmes? De ere kun et Skin af Nattedunst, som hastig opløser sig i Dagslyset og Virkeligheden, og forsvinder. Du maa derfor altid læse dem strax, og, hvis Du ønsker at bevare deres Indhold, kopiere dem.

Dette Brev, jeg nu skriver paa, tænker jeg at faa afsted med en ganske mærkværdig Mand, som jeg regner blandt mine interessante Bekjendtskaber. Han ligger netop for en Udflugt op til Verden. Det er een af Karl den Dristiges Paladiner, som fandt Døden for et Schweizerspyd ved Murten. Stiv og strunk træder han op i sin fulde Rustning; endikke Sporerne fattes, som ej ville klirre længer, og Hjelmbusken, som ingen Luftning mere vil bringe til at vaje. Han holder Veziret stadig nedslaaet; endskjøndt jeg allerede har havt mangen god Passiar med ham, har jeg dog endnu ikke opnaaet at faa hans Ansigt at see. Han skammer sig, saavidt jeg kan forstaa. Aldrig har han kunnet glemme, at han, den berømte ridderlige Helt, Sejerherren i saa mangen en Dyst, har maattet segne for en elendig Bondes Haand.

I sin højridderlige Værdighed indlader han sig kun sjelden med Nogen. I sin Rustning hendrager han i mere end klosterlig Eensomhed sin mørke, eensformige Tilværelse. Det var ganske tilfældig, at jeg kom i nærmere Berørelse med ham. Jeg kom engang paa offentligt Sted med gammel tilvant Beundring til at omtale den herlige Viin fra Beaune, og yttrede, at jeg havde drukket den paa Stedet. Da de Andre havde forladt mig, befandt jeg mig ene med den Pantsrede.

— De har været i Burgund? — spurgte han med huul Stemme.

— Ja, ridderlige Herre. —

— Og i Beaune, nær Dijon? —

Atter bejaede jeg.

— Côte d'or, dejlige, uforglemmelige Land! — mumlede han i Veziret, hen for sig selv, og gik bort med bøjet Hoved og korslagte Arme.

Dermed endte vort første Møde. Men vi mødtes oftere; efterhaanden syntes han at vænne sig til mig. Han fortalte mig vidt og bredt om Karl den Dristiges prægtige Hof, stridbare, herlige Hære, om den Fremtid, som det stolte Burgund havde for sig, om Slag og Turneringer, hvorfra han selv havde hjembragt saa mange Trofæer. Aldrig talte han om Granson og Murten. Jeg paa min Side maatte fortælle om det forrige Hertugdømme Burgunds nuværende Stilling og Kaar, om Kajserdømmet Frankrigs Magt og Vaabenbedrifter, om de nyere Opfindelser i Krigskunsten, og den Maade, hvorpaa Slagene nu for Tiden bleve afgjorte. Med idelig Studsen hørte han paa mig.

Men hans fulde Interesse og Tillid lykkedes det mig dog først at vække, da jeg, paa nærmere Foranledning fra hans Side, kom ind paa Kapitlet om mit Ophold i Sevennerne, og de fra samme udløbende yndige Høje, som bære det betegnende Navn af Côte d'or. Ved Beskrivelsen af disse Egne og hvad jeg der havde oplevet, kunde jeg ikke noksom gaa i det Smaa og Enkelte. Han lod Spørgsmaal følge paa Spørgsmaal; men der lod til at være eet Spørgsmaal, som bestandig svævede ham paa Læberne, men som han ikke trøstede sig til at komme frem med. Endelig naaede jeg paa min Bjergvandring i Erindringen Slottet Roux. Da jeg nævnte dette Navn, ligesom foer det igjennem ham; derefter blev han ganske stille, og lyttede med aandeløs Opmærksomhed til min Fortælling.

Om Slottet Roux var der Meget at sige. Og da jeg mærkede, i hvor høj Grad det vakte hans Deeltagelse, undlod jeg ikke at fortælle baade Løft og Fast. Det er et ældgammelt Bjergslot, i den nyeste Tid restaureret efter den oprindelige fantastiske Plan. Det bliver nemlig, hvad der kun sjelden er Tilfældet ved disse gamle Borge, ikke alene holdt i Ære af sin Besidder, men ogsaa beboet af ham en længere Tid om Aaret. Familien er meget gammel; men det oprindelige Navn Roux har maattet vige for et andet, ikke ubekjendt i Frankrigs Annaler.

Det gamle Slot, mærkeligt i og for sig, er desuden rigt paa Mærkværdigheder. Jeg førte min Tilhører overalt omkring med mig indenfor de ærværdige Mure, gjennem de labyrinthiske Gange, op og ned ad de halsbrækkende Snegletrapper, fra Taarnenes Tinder, hvorfra Man overseer hele det velsignede, dejlige Land, ned i de frygtelige Kjælderhvælvinger, indhugne i selve Klippen, hvor aldrig nogen Lysstraale trænger ned, gjennem Gemakker og Haller, fra Rustkammeret til Riddersalen, kort sagt, overalt omkring. Kun eet Sted kunde jeg ikke føre ham ind, nemlig i det saakaldte røde Gemak. Thi det havde jeg ikke selv faaet at see. Det var aflaaset, og blev, som Man sagde mig, aldrig betraadt af nogen menneskelig Fod. Der var engang for mange hundrede Aar siden foregaaet noget Rædsomt derinde. Hvad det var, fik jeg ikke at vide. Overhovedet syntes Huushovmesteren, som førte mig omkring, meget forbeholden med Hensyn til Borgens og Familiens hemmelige Historie. Vistnok fortalte han mig en Deel Sagn, som knyttede sig til Borgen og dens Omegn; men intet af dem havde synderlig at betyde. Hvad der gjorde mig det gamle Slot uforglemmeligt, blev fortalt mig nede i en lille Landsbykro, hvor jeg tilbragte et Par Nætter.

Om det tillukkede Gemak vidste Man dog intet Bestemt at fortælle mig. Men der knytter sig et andet Sagn til Slottet og Familien, som maa henregnes til de saare mærkværdige. Det angaaer den saakaldte kolde Haand. Der fortcelles nemlig, at, saa ofte som i Tidernes Løb Familiens Stamherre har været i Begreb med at foretage sig Noget, som vilde blive Slægten enten til Skade eller Skam, har han i det afgjørende Øjeblik fornummet Trykket af den kolde Haand. I det Samme, han udstrakte Haanden enten til Velkomst eller for at gribe Sværdet eller Pennen, lagde sig en iiskold Haand ovenpaa hans; dog ikke altid just paa Haanden, undertiden ogsaa paa hans Kind, Hals eller Hoved. Igjennem Aarhundreder lige indtil den nyeste Tid har saaledes den kolde Haand regjeret i Familien. Den sidste Gang, den lod sig fornemme, var i den nylig afdøde Stamherres Tid, da denne nemlig i en ung Alder første Gang tænkte paa at formæle sig. Da han i højtidelig Forsamling i Slottets Riddersal traadte frem for at gribe Pennen og underskrive Ægteskabskontrakten, lagde sig den kolde Haand med Vægt paa hans udstrakte Højre. Forfærdet, bleg som et Liig lod han Pennen falde. Ægteskabet gik overstyr; hverken Bønner eller Trusler kunde formaa Brudgommen til at fuldbyrde Akten. Det blev en stor Skandale, og gav Anledning til hundrede Rygter, foruden det store Rygte om den frygtelige kolde Haand, som var almindelig bekjendt iforvejen.

Jeg endte min Fortælling med den Bemærkning, at af saadanne Familiesagn kunde Man tro saa lidt og saa meget, som Man vilde. Det var vanskeligt at have nogen begrundet Mening derom.

Men heri var den Pantsrede ikke enig med mig; han rystede paa Hovedet og sagde med huul Stemme:

— Det er Sandhed, Menneske, Ord til andet. — Jeg er Greven af Roux, den Sidste af dette Navn! Jeg er den kolde Haand! —

Uvilkaarlig foer jeg tilbage; saa indgroede ere de Instinkter, vi tage med os fra Verden. Her frygter naturligviis Ingen for Spøgelser; her ere alle Hænder kolde.

Greven af Roux sukkede, eller rettere stønnede dybt. — Hør mig! — sagde han: — Jeg vil fortælle Dig min Historie! —


— Hvorfor jeg egentlig er kommen i Helvedes Pine, er aldrig blevet mig klart; det skulde da være, at jeg, hvis Sligt er tænkeligt, har været altfor from i Verden. Jeg var nemlig Præsteskabet med Sjæl og Hjerte hengiven, og tog alle dets Bud tilfølge.

I de med Côte d'or udløbende Dale af Sevennerne havde der gjennem Aarhundreder udbredt sig en Koloni af indvandrede Provençaler. Det var stille, dygtige og skikkelige Mennesker, i materiel Henseende en sand Velsignelse for Grevskabet. Men, fulde af kjættersk Aand, dannede de et for sig afsluttet religiøst Samfund. Det var en Rest af Albigenser, som var bleven sprængt herhen; de vare indvandrede under Navn af Træskofolk eller Fattige fra Lyon. I lang Tid havde de holdt deres fra Kirken afvigende Meninger omhyggelig skjulte; de havde været tilfredse med blot at finde et Tilflugtsted og Hjem. Men efterhaanden som de kom til Kræfter og bredte sig ud, lode de deres Kjætterier mere og mere træde frem for Lyset. De holdt, til Exempel, paa, at Skriften i Modersmaalet skulde være tilgængelig for Hvermand, at Man ikke behøvede at tro Andet, end hvad Skriften lærte, og hvad der var i Overeensstemmelse med den apostoliske Kirke. Det var en farlig Lære, og den Tid maatte nødvendigviis komme, da Gejstligheden opbød hele sin Magt for at undertrykke og udrydde den. Denne kritiske Tid indtraf i min Levealder. Som Kirkens lydige Søn lukkede jeg mine Øjne for den Ødelæggelse, jeg beredte mig selv, idet jeg uden Skaansel udjog disse Kjættere af mine Enemærker. Det var et Albigenser-Korstog i det Smaa. En Trediedeel af mit Grevskab, hidtil den mest blomstrende, laa fra nu af øde. Sandelig, intet Mindre kunde holde mig ved godt Lune end den Forvisning, at jeg ved denne Opoffrelse havde erhvervet mig en sikker Plads i Himmerige. Og derom forsikkrede mig da ogsaa alle Præsterne, fra den Største til den Mindste.

Men alligevel var jeg senere nærved at fortryde det. Kirken, for hvilken jeg havde gjort saa meget, vilde i Virkeligheden Intet gjøre for mig. Tværtimod lagde den alle optænkelige Hindringer ivejen for mit Ægteskab med den skjønne Cyrilla af Breville, som jeg havde gjort til mit Hjertes Udkaarne. Som Paaskud anførte Man, at jeg var langtude beslægtet med hende. Hvad maatte jeg ikke gjennemgaa af Vanskeligheder og Ydmygelser! Jeg bad, jeg truede, jeg øste Penge ud. Min højædle Fyrste tog sig endog kraftig af min Sag. Som Pilgrim maatte jeg gaa til Rom. Endelig, efter to Aars Kamp og Gjenvordighed, kunde jeg føre min Brud til Alteret.

Isandhed, havde jeg kunnet kalde Træskofolket tilbage, jeg troer, jeg havde gjort det! Men det hørte til de umulige Ting.

Saa blev Cyrilla da min Hustru, mit Hjerte dobbelt dyrebar, fordi hun havde kostet mig saa meget, og saa trolig holdt ud med mig. Jeg havde nemlig havt en Medbejler, og det tilsyneladende en farlig, i Greven af Tournailles. Med ham havde Intet hindret hende i at indtræde i Forbindelse; men hun havde foretrukket at vente og vente længe for at holde sit Løfte til mig. Jeg var i fem, sex Aar meget lykkelig; det var den skjønneste Tid af mit Liv. Vi bleve velsignede med to Børn, en Dreng og en Pige. Der var Intet, som fattedes i min Lykke. Da kaldte Hertug Karl sine tro Vasaller til Vaaben. Med et kjækt, skjøndt blødende Hjerte løsrev jeg mig og adlød Kaldet.

Den ulykkelige Krigs Historie kjender Du jo. Over Lothringen vandt vi en let Sejr; saa gik vi mod Schweizerne. Granson, Murten, forsmædelige Ihukommelse! Jeg forstaaer endnu ikke, hvorledes det egentlig gik til; der maa have været Helvedes Kunster med i Spillet. Ved Murten faldt jeg, foer hen i stor Vaande, og oplod mine Øjne heri Pinen.

Jeg, som saa vist havde stolet paa at komme i Himmerige, — hensmidt i en Krog af Helvede, ved en Bondes plumpe Næve! Den Skam, den Harme kunde aldrig forvindes. Og min yndige Hustru, mine smaa Børn! Til Skam og Harme kom en fortærende Længsel. Jeg havde ingen Ro paa mig; jeg maatte, saa dyrt det end skulde staa mig, tilbage til Verden.

Saaledes begyndte jeg at gaa igjen. Evig uforglemmelig er mig den første Nattevandring, jeg foretog paa Jorden. Det var velbekjendte, fortrolige Egne, gjennem hvilke jeg nærmede mig mit fordums Hjem; alligevel følte jeg mig saa fremmed, saa ængstelig tilmode. Jeg havde en Følelse liig den, som Misdæderen maa have, naar han ved Nattetid færdes paa sine forbryderiske Veje. Den mindste Lyd bragte mig til at fare sammen, om det saa end kun var et vissent Blad, som fra Træet faldt til Jorden. Jeg kunde have gjort Pinen kort, og med en Fart, i et Nu have været hjemme; men det var mig ligesom en Trang at sejgpine mig selv ved langsomt at snige mig fra Sted til Sted, og tømme de engang saa søde, nu saa bittre Erindringers Kalk Draabe for Draabe. Endelig traadte jeg bævende frem af Lunden. Borgen laa i det klare Maaneskin for mig. Jeg svævede frem i Skyggerne; Lyset var ikke længer for mig, ikke engang Lyset paa anden Haand. O, hvilken Forandring var der dog ikke foregaaet med mig! Jeg var jo dog endnu den Samme; men jeg kjendte ikke længer mig selv. Jeg kunde i denne Stund have grædt bitterlig. Mens jeg levede, kom der aldrig nogen Taare i mine Øjne; dengang kunde jeg have grædt. Nu efter Døden vilde jeg saa gjerne græde; men nu kunde jeg ikke. Jeg kunde blot gyse og skjælve. Jeg var saa uhyggelig tilmode, som om jeg var bange for Spøgelser; men det var mig selv, der var Spøgelset, og jeg havde sletintet at frygte. Og hvilken Velkomst! Taarnfløjene hvinede, saa det skar mig i Hjertet; Hundene hylede; Kreaturerne bleve urolige i Staldene. Var det ikke min Yndlingshest, som saaledes stampede!

Som en Tyv sneg jeg mig ind i Borgen og gled igjennem Gangene, fra Værelse til Værelse. Hvor dog Alt var tomt, uhyggeligt og øde! Først maatte jeg see mine Børn. Jeg fandt dem i Uskyldighedens søde Slummer, friske, livsvarme, aandende Sundhed og Kraft. Oppasserinden laa i dyb, snorkende Søvn. Hvilken Smerte kan der dog ikke ligge i Kjærligheden! Aldrig havde jeg følt det som nu. Mit Indre brændte af en Ømhed, som var ganske, ja ganske spildt. Der laa de for mig, mit eget Blod; men de vare ikke mine længer. Jeg havde sletingen Deel i dem. Jeg turde ikke tage dem i mine Arme, trykke dem til mit Bryst; de vilde jo være omkomne af Rædsel. Jeg kunde blot sukke og vende mig bort for hastig at forsvinde. Her var jo Himmerige; men jeg, Faderen til disse Børn, var i Helvede!

Saa gik jeg da videre, den Vej, jeg saa ofte var gaaet, til mit Sovekammer med Brudesengen. Det er det Værelse, som er aflaaset, og aldrig betrædes af Nogen. Jeg tøvede, overvældet af ukjendte Følelser, inden jeg overskred Dortærskelen. Jeg skulde gjensee hende, hende!

Jeg saae hende igjen, — hvilende i en Mands Arme; og denne Mand var min forrige Medbejler, Greven af Tournailles. I første Øjeblik var jeg som lammet ved dette vanhellige Syn. Dejlig som altid laa hun, med halv blottet Barm, i hans Arme. Unævnelige Kval! Jeg, jeg, hvem hun havde svoret en evig Troskab, var ikke alene glemt, men forraadt. Hvor falsk var ikke denne smukke Barm! — Ulykkelige, har Du glemt dine Eder, eller mener Du maaskee saaledes at hædre mit Minde? —

I afmægtigt Raseri knyttede jeg Hænderne og bed de klapprende Tænder sammen. Hvad kunde jeg gjøre? Jeg vilde dog i det Mindste vække hende. Jeg udstrakte min Arm, videre og videre, over hele Sengens Længde, og lagde min Haand paa hendes nøgne Skulder. Hun foer ivejret ved den iiskolde Berørelse; hun saae mig, — jeg maa have været frygtelig at see — udstødte et hvinende Skrig, og faldt i Afmagt.

Min Harme kjendte ingen Grændser. Fra den samme Time forfulgte jeg hende, hvor hun gik og stod; naar hun allermindst ventede det, maatte hun føle min kolde Haand. Men for Øjne fik hun mig aldrig mere. Desto rædsommere, troer jeg, var hende min Nærværelse. Det var især om Natten, at jeg vogtede paa hende; aldrig fik hun nogen Nat mere Ro til at hvile i hans Arme. Min kolde Haand laa imellem dem. De bleve Dag for Dag blegere og tæredes hen; tilsidst kunde de ikke udholde det længer, men bleve enige om at skilles. Hun gik i Kloster. Fra denne Tid maatte jeg lade hende i Fred. I Klosteret fødte hun en Søn; han blev Stamfader til den nye Slægt paa Borgen Roux.

Mine egne Børn døde. Det var den sidste store Smerte, jeg hentede mig oppe i Verden. Men den ligesom vendte mit Sind; jeg følte et Slags Ruelse. Maaskee havde jeg dog været for haard imod hende. En død Mand er ingen Mand, og har Intet mere at fordre. Hun derimod var en ung, endnu livsvarm Kvinde; Naturen og Verden havde endnu Alt at fordre af hende. Jeg underkastede mig da et Slags Bod, idet jeg for mig selv aflagde det ubrødelige Løfte, at ville vaage over Cyrillas Søn af det nye Ægteskab, og over hans Slægt gjennem alle Tider. Derfra skriver sig den kolde Haand paa Borgen Roux. Jeg har' en ufejlbar Følelse af, naar Nogen af Familien er i Begreb med at gjøre et uheldigt Skridt, fatte en ulykkelig Beslutning. Saa har jeg ingen Ro længer heri Helvede, men maa tilbage til Jorden. Og i det afgjørende Øjeblik lægger jeg mig imellem. Paa faa Undtagelser nær har enhver af Stamholderne i denne Slægt, Mand eller Kvinde, fornummet den kolde Haand een eller flere Gange, og saaledes vil det vedblive, indtil Slægten ikke er mere.

Netop nu føler jeg mig igjen manet i mit Indre; om lidt maa jeg igjen tilbage til Verden. Hvad der foregaaer, veed jeg ikke; men jeg kjender min Tid, og den kolde Haand vil aldrig forfejle sin Gjerning. —

Saaledes endte Greven af Roux, og hensank i en mørk og dyb Taushed for snart derefter at forlade mig.

Men jeg vil møde ham igjen, og jeg haaber, han skal blive Overbringer af nærværende Brev. Men Du, min Ven, behøver ikke at ræddes for den kolde Haand.

Du spørger naturligviis ikke, men Du kunde spørge: — Kommer Du ej engang selv? Hvorfor komme Andre, men Du ikke? — Jeg veed næsten ikke, hvad jeg skal svare herpaa. Vistnok, det føler jeg, kunde det ogsaa med mig komme dertil, at jeg i flygtigt Besøg vendte tilbage til Verden. Det beroer paa en vis indre Nødvendighed. Var den forhaanden, maatte jeg naturligviis ogsaa afsted. Men det vilde ikke være for det Bedste; det vilde være et Tillæg til min Pine, og jeg gruer derfor. Jeg veed det ikke, men jeg har en Formodning derom, at Djævelen herved har sin Finger med i Spillet. Gud blander sig ganske vist ikke deri. Har Man imidlertid, saa at sige, faaet Permission fra Helvede, ligger hele Verden En aaben. Men det vil igrunden kun sige: — Man har fundet et Pinested Nr. 2. — Det er en gruelig Tanke, ikke sandt? Den bringer al Dødens Angst tilbage i mit Indre. Nej, nej, jeg haaber at blive indskrænket til at faa min Pines Fylde paa naturlig Maade heri Helvede!

Siig nu, om Du tør, at Man ikke kan haabe i Helvede!