Breve fra Helvede/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 293-311

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XVII.

Jeg kommer tilbage til mit Barndomsliv. Det var Aftenen før min Tantes Fødselsdag. Min Gave havde allerede længe været beredt; med en urolig Sjæl rugede jeg over den, paa Barneviis deelt imellem to modsatte Tilskyndelser. Det skulde naturligviis være en Hemmelighed, hvad jeg havde at give hende; men paa den anden Side vilde jeg dog saa gjerne lade hende ane, hvilken Overraskelse, der forestod hende. Et Bytte for disse uforenelige Tendentser listede jeg mig endelig ned til hende.

Hun var ikke i Værelset. Det var fortrædeligt; jeg maatte altsaa vente. Til Tidsfordriv lod jeg mine Øjne løbe rundt i Værelset; Alt var paa sin vante Plads, og der var slet intet at bemærke. Jeg maatte hjertelig gabe. Men hvad var det? En dejlig Sommerfugl paa Ruden! Pludselig kom der Liv i mig. Jeg glemte alle de fromme Formaninger, jeg havde modtaget, at lade de smaa uskyldige Dyr i Fred, og begyndte en hidsig Jagt. Ikke længe stod det paa, inden jeg holdt Sommerfuglen mellem mine Fingre. Den baskede vildt med den frie Vinge; men det hjalp den ikke. Jeg holdt fast og undersøgte den paa det Nøjagtigste. Pludselig hørte jeg Fodtrin; det var min Tante. Betuttet lukkede jeg Haanden sammen om den, og blev ganske heed i Hovedet.

Med sædvanlig Livlighed traadte min Tante ind, og gav sig strax af med mig. Men jeg var meget ilde tilmode og stod som en Klods foran hende; der lod sig ikke bringe nogen Samtale igang. Saa tog hun, som sædvanlig, naar hun vilde muntre mig, sin Tilflugt til en Historie. Jeg holdt meget af Historier, og Tante Betty fortalte dem saa godt. For en strengere Kritik end min vilde de udentvivl have været uden videre stor Betydning; hun digtede nemlig de fleste af dem, medens hun fortalte. Men deraf fremgik netop den store Egenskab hos hende, at hun var uudtømlig. Og saa løs og svag, hendes Historie end var, manglede den aldrig en passende Slutning, en Moral, som sjelden forfejlede at gjøre Indtryk paa mig. Moralen i denne Aftens Historie var den, — at Gud seer alle Ting.

Det greb mig mægtig; uvilkaarlig foer jeg med den lukkede Haand om paa Ryggen. Mit Hjerte gav sig til at banke med høje Slag; jeg befandt mig meget ilde.

— Seer Du, min kjære Dreng, — vedblev hun: — Gud sidder paa sin himmelhøje Trone, en Engel paa hver Side, og hver af dem har sin Tavle. Gud seer alle Ting, og vil Intet glemme. Engelen paa hans højre Side optegner alt det Gode, som Mennesket efter fattig Lejlighed udøver heri Verden, og han smiler dertil saa ubeskrivelig sødt; Engelen paa hans venstre Side derimod optegner alt det Onde, og Taarerne rende ham nedad Kinderne, saa at Skriften paa Tavlen udslettes, og uophørlig igjen maa friskes op. Naar saa den yderste Dag kommer, og Menneskene for Guds Aasyn skulle aflægge Regnskab for deres Levnet, da vil Gud raabe med Tordenrøst: — Frem med Tavlerne! — Saa vil det komme an paa, hvorledes Regnskabet staaer. Have vi gjort mere Ondt end Godt, uden at have angret og faaet Syndernes Forladelse, — saa Gud naade os! Vi ville blive evig ulyksalige! —

Denne Ende paa Historien gjorde et frygteligt Indtryk paa mig. Jeg knugede Haanden saa fast, saa fast sammen; det var, som om jeg havde en Glød indeni den. Det var min onde Samvittighed, som brændte. Sommerfuglen maatte for længe siden være død; alligevel forekom det mig, som om den endnu slog med Vingerne, og var paaveje til at vriste Haanden op paa mig. — Gud saae alle Ting, og engang skulde vi svare til det altsammen. — Det var ikke længer til at udholde. Jeg brast i voldsom Graad, og rakte, uden at kunne sige Noget, Haanden frem med den døde Sommerfugl.

Tante forstod strax det Hele. Hun drog mig tæt ind til sig og tiltalte mig først med mildt revsende Ord. Derpaa gav hun mig Udsigt til, at Gud vilde forlade mig min Synd, eftersom jeg angrede og begræd den. Men længe varede det, inden hun fik min Hulken standset. Jeg var saa bange og saa inderlig bedrøvet over mig selv. Men aldrig har jeg kjendt noget Trøsteligere i Verden end Ømheden i Tante Bettys Væsen. Saa lod hun mig folde mine Hænder, forat jeg skulde bede Gud om Tilgivelse. Hun sagde mig for, og jeg gjentog hendes Ord. Jeg var dybt bevæget; der har aldrig været holdt en sandere Andagt.

Men Tante var ikke færdig endnu. Det var en ny Historie, og Historien maatte have sin passende Slutning, sin Moral. Hun trykkede mig til sin Barm, og foreholdt mig ganske sagte, at saaledes skulde jeg gjøre hele mit Liv igjennem. Saasnart jeg følte med mig selv, at jeg havde gjort noget Ondt, skulde jeg strax af et angrende Hjerte bede Gud om Forladelse, og hellig love ham, aldrig at gjøre det mere. Saa vilde den kjære Gud lade Naade gaa for Ret; og jeg behøvede ikke at være bange for den sorte Tavle.

Endelig begrove vi med stille Veemod den døde Sommerfugl i en Urtepotte. Graven beklædte vi smukt med Rosenblade; ligesaa tildækkede vi dermed den lille fine Krop, saa at den sletikke kom i Berørelse med det sorte, smudsige Muld.


Med lettet Hjerte gik jeg fra Tante. Men jeg havde en urolig Nat, fuld af vilde Drømme. Atter og atter lode de forfærdelige Ord i mit Øre: — Frem med Tavlerne! — Naar jeg da foer ivejret, befandt jeg mig i Mørke. Hidtil havde jeg aldrig vidst, hvad det var, at være bange i Mørke; fra nu af vidste jeg det.

Tidlig den næste Morgen gik jeg med min Gave ned i Tantes Værelse. Døren var imod Sædvane lukket, men blev strax aabnet, da jeg havde givet mig tilkjende. Men ubehagelig overrasket blev jeg staaende indenfor Døren, da jeg fandt den kjære Tante Betty stille grædende. Foran sig havde hun i en Række udbredt en heel Deel Smaating af den forskjelligste, underligste Art. Hun vinkede mig hid til sig, og favnede og kyssede mig taus. Jeg var saa overrasket og bekymret, at jeg ganske glemte den kostbare Gave, som jeg holdt i Haanden. Først faldt mig ind, om Tante maaskee ogsaa var kommen til at klemme en Sommerfugl ihjel. Men snart fik min Tanke en anden Retning. — Tante, — udbrød jeg: — sagde Du ikke iaftes, at Gud seer alle Ting? Seer han da ogsaa, at Du græder? — —

Tante Betty saae studsende ivejret. Pludselig var det, som om Solen gik op over hendes milde Træk.

— Javist gjør han, min søde Dreng, — svarede hun, idet hun med heftig Ømhed trykkede mig i sine Arme: — og jeg er en stor Tosse, at jeg saaledes kunde glemme det og være bedrøvet. Han ikke alene seer, men tæller mine Taarer. —

Og hun tørrede hastig sine Øjne, og viste mig et smilende Ansigt. — Kan Du see, min Dreng, — vedblev hun: — hvorledes Gud i en Snup har aftørret dem alle? Han aander kun paa Øjet, og de ere borte. —

— Men hvorfor græd Du, lille Tante? —

— Det forstaaer Du ikke, mit Barn. Jeg er idag en gammel Pige paa fyrretyve Aar. Men det er alligevel taabeligt at græde. Lad mig kun blive en gammel Jomfru, paa 60 — 80, ja 100 Aar! Jeg brvder mig ikke en Døjt derom, naar det saaledes er den kjære Guds Villie. Men kom nu og sæt Dig hos mig! Jeg har en lille Historie at fortælle Dig. —

Jeg satte mig tæt ved hende; hun slog Armen om mit Liv, og begyndte:

— Det er længe siden, lille Otto, men der var engang en ung og smuk Pige, dog ligesaa taabelig som smuk; thi hun troede, at Verden var saa ubeskrivelig dejlig, og at al den Lykke og Herlighed, som var i Verden, ventede paa hende. Der var deri just ikke noget Ondt, min Dreng; men det var en ligesaa fordærvelig som falsk Indbildning. Thi den pure Indbildning var det, at Verden var saa smuk. Dog smuk var hun; det er baade vist og sandt. Men naar Man sagde hende, at hun var det, bøjede hun Hovedet og slog Øjnene ned; det var, som om hun skulde synke i Jorden.

Og der var En, der sagde hende det uophørlig. O, hvor han selv var smuk,— smuk, stærk og kjæk! Det var i Krigens Tid. Han var Kaperkapitajn, Man sagde, ret en Vovehals.

Og hun fik ham kjær, stedse kjærere. Veed Du, hvad et Bal er, min Lille, det vil sige, et rigtig fejende Bal? Det er en underlig Ting, halv Engleglæde, halv Djævelskab; Man bliver borte ligesom i en Hvirvel mellem Himmel og Helvede. Nok er det, da de skulde skilles, bad han hende saa bønlig om hendes ene Handske. Jeg troer, hun kunde i dette Øjeblik Intet have nægtet ham. Han fik den. Her seer Du den anden; det er kun den rene Sandhed, jeg fortæller. —

Og hun viste mig Nr. 1 af de i Række fremlagte underlige Smaating. Det var en gammel Alluns Handske.

— Men den unge Piges Familie sagde, at han var en Eventyrer og Udhaler, som en ærbar Pige slet intet kunde have med at gjøre. Det var tungt for hende at høre. Men han havde ligesom taget hendes Sjæl; hun holdt inderlig af ham, og saa bleve de da endelig forlovede. Her seer Du Ringen; den bar han engang paa sin højre Haand.

Nu var hun lykkelig. Der var kun een Stemme i Verden, som havde Adgang til hendes Hjerte, og det var hans. Kan vel være, at han havde mange og store Fejl; men det havde Intet at betyde for hende; hun holdt af ham, netop som han var. Havde han end været et Udskud iblandt Menneskene, jeg troer, hun vilde alligevel have holdt fast ved ham. Naar Man engang har bortgivet sit Hjerte — — men det forstaaer Du Dig ikke paa. — Han foer ud, og kom hjem igjen. Det var et herligt Skib, han førte. Vikingen hed det; her seer Du det. Den ene Prise bragte han ind efter den anden. Det kastede svære Penge af sig. Men Man paastod, at han Intet beholdt tilbage, at han var en vidtløftig Herre, som i Spil satte Alting overstyr. Her seer Du Skibet. —

Og Tante viste mig et lille nydeligt Billede, som forestillede en Skonnert for fulde Sejl i en høj Sø.

— Ofte var han længe, meget længe borte. Men vi skreve hinanden til, saa godt, det lod sig gjøre. O, hvilke Breve! Hun hengav sin hele Sjæl deri. Og han — her seer Du de Breve, han tilskrev den unge Pige. —

Hun viste mig en lille Pakke gulnede Breve, omhyggelig omvundne med et falmet Silkebaand.

— Saa hørte hun tilsidst ikke længe fra ham. Hvad leed hun ikke i denne sørgelige Tid! Endelig kom der dog Brev. Han laa syg, meget syg, i en Søstad i fremmed Land. Vinteren nærmede sig; men hun lod sig ikke holde tilbage. Med en Pige rejste hun den lange Vej over Land, og gjenfandt ham i stor Elendighed. Han havde duelleret. Det veed Du ikke, hvad er, behøver heller ikke at vide. Men det er virkelig passeret; her seer Du Kuglen.

Hun plejede ham, og han kom sig; hun friede ham ud og betalte hans Gjæld. Det var Intet, slet intet. Fald af Anger, som et nyt Menneske vendte han tilbage med hende. Den Forklaring, han gav, tilfredstillede endog hendes Familie. Han vilde ikke fare tilkapers længer. Det blev bestemt, at han skulde føre et stort Handelsskib, som hendes Broder ejede, og hun skulde følge med ham som hans Hustru.

Kun een Gang endnu maatte de skilles for saa aldrig at skilles mere. Han maatte besøge sin Familie og ordne sine Sager.

En Tid gik; Bryllupsdagen stundede til. Lykkelige Dag, der skulde krone alle hendes Forhaabninger, erstatte hende alle hendes Smerter! Brudedragten laa rede. Her seer Du Brudekrandsen. Kjender Du Myrthen? Den taaler kun at røres ved een Gang om Aaret, og hvert Aar falde et Par Blade af. Men den holder nok ud, saalænge der er Øjne til at see paa den med.

Saa kom der Brev. Paa sidste Station fra Staden var han vendt om, for aldrig at vende tilbage mere, Her er det ulyksalige Brev, plettet af hendes Taarer. Hvad kostede det hende ikke at besvare det!

Var han ond? Nej, blot letsindig. Han havde hildet sig i et Væv af letsindige Forpligtelser, hvoraf han ikke kunde rede sig ud, som kun lod sig sønderrive. Hans Onkel, hvis Arving han var bestemt til at blive, havde en Datter. Gud velsigne hende! Han havde bortgivet sin Tro til to Sider; Mændene kunne gjøre Sligt, og gjøre det ikke saa sjelden. Men kun til een Side kunde han holde den. Han opfyldte sin Pligt imod hende, der maaskee havde lidt mest ved ham, og som — — men derpaa er det ikke værdt at tænke. Nok er det, han skal være bleven et stadigt og skikkeligt Menneske, og har, det haaber jeg vist, faaet Forladelse for sine Ungdomssynder.

Men hun, som gjerne havde hengivet Alt for ham, blev aldrig stadig mere, og med Skjønhed, Lykke, Fremtidsforhaabninger, med det altsammen var det forbi. Hun blev efterhaanden gammel og grim, og levede kun for den Smule Nytte, hun kunde gjøre andre Mennesker. Thi, skjøndt Verden er ond, nej, Menneskene ere det ikke; men mange af dem ere ulykkelige, og kunne vel trænge til, at Man hjælper lidt paa dem, de Stakler. Med eet Ord, Lille, Gud blev hendes Trøst. —

Saaledes endte Tante sin Historie, og gav sig til, med forsigtig Haand igjen at pakke sine Sager sammen.

Da hun var færdig dermed, sagde hun: — See saa, nu er det forbi! — Nu ville vi tænke paa Maden. —

Jeg forstod naturligviis ikke et Ord deraf, behøvede det ikke heller. Den gamle Pige havde trængt til at lette sit Hjerte for et menneskeligt Væsen; men sin Hemmelighed vilde hun ikke give slip paa.

Nu erindrer jeg hvert eneste Ord, og forstaaer det altsammen, baade Fortællingen og hvad hun følte i denne Time, hvor tungt hendes Hjerte maa have været paa denne hendes fyrretyvende Fødselsdag, siden hun lettede det for mig, det lille, uforstandige Barn.

Om Middagen ved Bordet var Tante Betty næsten overstadig lystig. Hun holdt Bordtaler, hvorover Alle kom til at lee. Og hun var fuld af snurrige Indfald hele Dagen.

Men hine Ord: — Gud seer alle Ting — vendte ofte tilbage i min Erindring, endog i en modnere Alder. Det var dog mere det Forfærdelige end det Trøstelige deri, som havde gjort Indtryk paa mig. Saa forskjellig var jeg fra min gode, fromme Tante. Men snart kom den Tid, da det stod i min Magt at slaa hine frygtelig manende Ord hen ivejret. Og snart kom den Tid, da jeg krammede den ene Sommerfugl ihjel efter den anden uden at føle synderligt Samvittighedsnag derover.


Det er vistnok undertiden skeet, at Du tog det overtvært og offrede en heel eller en halv Dag til Gjennemsynet, Sorteringen og Tilintetgjørelsen af gamle Breve og Papirer. Da lukkede Du din Dør af for at have det rigtig uforstyrret; Du gjorde Dig det mageligt, tændte din Cigar, og gav Dig ifærd med Arbejdet.

Det var ikke noget svært Arbejde; men alligevel maa Du indrømme, at Du blev heed i Hovedet, at Du blot efter nogle Timers Forløb følte Dig i besynderlig Grad anstrengt og medtagen. Hvad var det, som saaledes ophidsede Dig, gjorde Dig urolig i Aanden og tog paa Kræfterne? Det var ikke Arbejdet; det var for Intet at regne. Nej, det var Erindringerne, som i hastig Følge strømmede ind paa Dig. Og dog var maaskee største Delen af dem behagelige, ja, mere end behagelige, glæderige og dyrebare.

Efter dette vil Du kunne gjøre Dig en svag Forestilling om, hvad vi i een Henseende maa lide heri Helvede. Erindringerne strømme ind paa os, og de allerfleste af dem ere sørgelige, ja mere, de ere onde. De komme uden al Foranledning, ganske af sig selv, og uden mindste Indskrænkning. Det er ikke nogle Erindringer, hist og herfra, der tilfældigviis blive opfriskede; det er efterhaanden alle Erindringer fra hele Livet, som med Nødvendighed paatrænge sig. De gode Minder kunne vi herved lade ude af Betragtning, skjøndt ogsaa de kunne volde Sorg, Savn og Pine. Men nu de onde Minder, deres Tal er Legio, og hvert af dem har sit Krav paa Retfærdighed. Der er ingen Brøde saa lille og ringe i hele vort udslagne Liv, at den jo kommer frem og rejfer sin Anklage. Thi Retfærdighed er Tilværelsens Grundlov; det bliver først rigtig klart heri Helvede. Og herved maa Du ikke alene tænke paa de onde eller ubesindige Gjerninger; hvert ondt eller letsindigt Ord, vi have talet, ja hver Tanke har den samme frygtelige Ret over os. Ligesom parthiske Ryttere i tre Slagordener sværme de onde Erindringer omkring os, hugge vexelviis ind eller afskyde deres giftige Pile, og drage sig igjen tilbage for at give hverandre Plads. Ak, desto værre, Lignelsen halter! Nogle af disse onde Erindringer aflade aldrig, efter det første Indhug, men forblive ligesom Eet med det blødende Hjerte.

Begriber Du denne Lidelses Art og Udstrækning? Begriber Du, i hvilken Grad vi maa føle os medtagne ved disse Erindringers Mængde og Styrke? Og der gives ingen Hvile, ingen Lindring. Thi vistnok er Lidelsen ikke altid lige stor; men Du indseer vel, at om Lindring kan der sletikke være Tale heri Helvede.

O, disse Minder, disse Nag, — jeg fristes idelig til at sige, at de ikke ere til at udholde; men vi udholde dem dog! Og forfærdeligst er det, naar de ofte pludselig bryde frem ligesom af et Baghold og støde En Dolken i Hjertet. Hvad der har været glemt i tyve, tredive Aar og langt mere, staaer pludselig lyslevende for En, ligesom opstaaet fra de Døde. Ja, det er livagtig, som om Gravene aabnede sig; det kommer altsammen frem, fra det Største til det Mindste, hvad vi i Livet paa den ene eller anden Maade have forbrudt.

O, min Ven, indprænt Dig selv, og alle dem, Du elsker, dog dette: — Det nytter, ak, det nytter ikke at glemme!


Men jeg maa dog ikke ganske komme bort fra det ordentlige og maneerlige Samfundsliv, vi forsøge paa at leve heri Helvede. Det kan rive ud endog for den bedst indøvede, og for mig vilde det uophørlig rive ud, hvis jeg, ikke gjorde Vold paa mit urolige, udsvævende Væsen.

Een af de store, herskende Tendentser i Verden er den, at fordrive Tiden, og Man har dertil opfundet de ti tusinde, de utroligste Midler. Hvad der herved er mest fremtrædende, Ugudeligheden eller Taabeligheden, er ikke godt at sige. Der gives kun faa Ord, som saa træffende betegne Verdens Forkeerthed som det Ord: Tidsfordriv. Tiden er det Samme som Livet; Man vil leve, og saa fordriver Man Tiden; ja, netop derfor gjør Man det. Det er Tiden, som igjennem Fryd og Smerte efterhaanden bringer Tilværelsens Fylde frem baade inde og ude, og, saa fuld af Begjær Man end er, saa vil Man dog fordrive den. Man vil fordrive Tiden; det kalder Man at leve; og bag Tiden staaer Døden, som kun venter paa, at Tiden skal faa Ende. Tidsfordriv bliver saaledes et paa fjantet Maade i det Uendelige attenteret Selvmord. Man fordriver Tiden, som om det var et frygteligt Uhyre, Livet og Glæden fjendsk; men Uhyret kommer først frem, naar Tiden ikke er mere.

Alle Golcondas Skatte kunne ikke opveje Indholdet af en Dag, ja endikke af en Time. Hver Time ligesom drypper af Velsignelse. Hvad maa da ikke selve Tiden være værd, i fuld og fri Udstrækning? Dens Jævnværd findes kun i Himlene, hvor den Kjærlighed troner, som skabte den.

Heri Helvede ere vi komne ud af alle Taager, ogsaa den, som i Verden kaldes Tidsfordriv. Den nøgne Sandhed og Virkelighed ligger til alle Sider for os. I Tiden blev al Livets Fylde, og al den Velsignelse, Kjærligheden formaaer at optænke, os af faderlig Haand tilbuden. Men vi bare os ad ligesom I, og vendte op og ned paa Forstanden; vi fordreve Tiden og vidste ikke, hvad vi gjorde. Nu er den borte, ganske borte, og har taget alt Haab med sig. Ogsaa vi ere borte, ganske borte, fortabte helvedvidt udenfor Tilværelsen, og ville aldrig, aldrig mere komme tilstede.

I Verden var Theatret eet af Hovedmidlerne til Tidsfordriv. Ogsaa her have vi vort Theater, skjøndt der ingen Tid er at fordrive længer. Det er kun gammel Vane, som gjør os det til Fornødenhed. Ogsaa her maa Kvinderne have Noget at sværme for, Mændene Noget at blive beundringsgale over, Kvinder og Mænd tilsammen Noget at snakke om og konversere. Vejret afgiver her ingen Gjenstand; desto mere maa Theatret holde for.

Theatret her er i en ejendomlig storartet Stiil, hvortil Verden, selv ikke Verden i Verden, jeg mener Paris, kan opvise Magen. Repertoiret, for saa vidt som det beroer paa Digtning, er rigtignok temmelig tarveligt. Det er kun sjelden, at et Theaterstykke i Verden er gemeent nok til at fare til Helvede; det Letsindige, Flaue og Tomme er det herskende, og det kan naturligviis ikke give stort Udbytte. Men vi have vor egen selvstændige Maade til at forsyne Scenen med Stykker, og Man vil uden Tvivl indrømme, at Theatereffekten i Verden kun er Vand mod den heri Helvede. Naar undtages hine enkelte fra Verden overleverede Stykker, som der kan reflekteres paa, bestaaer vort Repertoire af lutter virkelige Begivenheder. Og ikke alene dette; ogsaa Skuespillerne ere de til Begivenhederne henhørende virkelige Personer. De gjentage blot paa Scenen, hvad de have forøvet i Verden. Det er altsaa ikke en Illusion, det her gjælder om; der bydes idealiter en fuldstændig Virkelighed. Hvad der foregaaer, er virkelig skeet, og netop ved disse Personer.

Der gives Theaterdirektører i Mængde. Allerede i Verden var det en højst fortrædelig Stilling, et endeløst Bryderi, — hvor ofte er den ikke bleven kaldt et sandt Helvede! Men først her saa Theaterdirektørerne det sande Helvede at føle. De maa med Anspændelse af alle deres Kræfter kappes med hverandre for at bringe noget ret interessant, spændende, rystende eller rørende paa Scenen. Ja, underligt nok, ogsaa her vil Man røres, men kan desværre ikke blive rørt. Først maa de gaa paa Jagt efter en Begivenhed (alias et Drama). Dernæst maa de opstøve de til Dramaet henhørende Personer, som ofte ere splittede ad over hele Helvede. Naar de antræffes, maa de uden Videre lyde Ordre og give deres Rolle. Men det gjælder om at finde og samle dem.

Et Exempel vil bedst kunne oplyse Sagen. Nylig blev der opført et Stykke, betitlet Juveelsmykket. Det er en med djævelsk Sindrighed anlagt ForførelsesMord- og Tyverihistorie. En smuk og god, men eenfoldig Kvinde bliver forført; men Forførelsen er kun Midlet, ikke Øjemedet. Øjemedet er simpelthen et Juveelran, og til Opnaaelsen heraf blive endvidere to gruelige Mord nødvendige. Det er et rigtigt Kraftstykke, dog i en ganske anden Betydning, end der forbindes med dette Ord i Verden. Thi der er sletintet Opspind deri; det er i alle sine Dele, lige indtil de mindste, den rene Virkelighed. Jeg erindrer endnu ganske tydelig, at jeg i sin Tid læste denne frygtelige Kriminalhistorie i Bladene; den gjorde en uhyre Opsigt. Det er de samme Personer, som her udføre Rollerne, det vil sige, alle Skurkene. De dydige Personer staa naturligviis for største Delen udenfor Theaterdirektørernes Raadighed.

Man indseer let det uhyre Fortrin. Vi have virkelige Mordere, virkelige Bedragere, Kjæltringer og Niddinger, virkelige Forførere &c., og det er virkelig gaaet saaledes til, som Scenen udviser. De virkelige Personer udføre deres Roller, nødtvungne og under utænkelige Kvaler, men med en fuldendt Sandhed. Til at besætte de dydige Personers Roller benytter Man, i Mangel af Bedre, udlærte Hyklere, som der aldrig er Mangel paa, og som med Fornøjelse benytte Lejligheden til at udøve deres Talenter. Ogsaa disse Roller blive givne til en sjelden Grad af Fuldkommenhed.

Det er en Selvfølge, at der i disse Stykker ikke kundgjør sig nogen moralsk Verdensorden; den ere vi her komne langt ud over. Det er langtfra altid, at det Gode triumferer; men paa den anden Side er det heller ikke altid det Onde. Det gaaer, som det bedst kan træffe, eller rettere, som det engang er indtruffet.

Imidlertid, — atter maa jeg sige: underligt nok — gjøre under lige Betingelser de Stykker en uden Sammenligning større Virkning, i hvilke Retfærdigheden sejrer, idet det Onde med Spot og Spee maa ligge under.

Sceneriet — om Dekorationer kan der her ikke være Tale — er uovertræffeligt. Vistnok bliver der herved kun Tale om en Illusion; men Illusionen er fuldkommen. Det staaer i vor Magt at reproducere hvilkesomhelst Steder og Egne, vel kun som Skygger, men af en skaffende Liighed. Livagtig træde de frem i al deres Sandhed og Virkelighed. Disse Billeder gjøre derfor undertiden en ubeskrivelig Virkning. Mangen Sjæl kommer ved Synet af de velkjendte Steder ganske ud af sig selv og teer sig som rasende, af Længsel, Savn og Smerte.

Overhovedet er det indlysende, hvilket gribende Indtryk disse Forestillinger maa gjøre. Men der er ingensomhelst Tilfredstillelse deri; tværtimod er Piinagtigheden stor og lige stor for Tilskuerne og de Spillende. Men der er en ubønhørlig Lov i dette som i alt Andet. Det er ikke længer Frihedens Lov, som i Verden; det er Nødvendighedens Lov. Vi maa; det er eet Ord for mange, og dermed har al Discussion Ende.