Breve fra Helvede/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 277-292

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XVI.

— Deres Orm døer ikke, deres Ild udslukkes ikke. — Kan Du see, jeg husker endnu Noget af min christelige Børnelærdom? — Det er frygtelige Ord; men hvor frygtelige de ere i deres simple Sandhed, det bliver En først rigtig klart heri Helvede. Ormen, det er naturligviis Naget, som i de onde Minder bestandig finder Næring; Ilden, det er naturligviis de kjødelige Lyster, for hvilke ingensomhelst Næring mere er at finde.

Om den nagende Orm har jeg paa disse Blade ofte fundet Lejlighed til at tale; om den uudslukkelige Ild derimod har jeg kun talt Lidet. Spørger Du, hvorfor, da maa Du nøjes med følgende Forklaring. — Om Kjødets Lyster heri Helvede lader sig overhovedet ikke vel tale; det er altfor modbydeligt, for ikke at sige, unaturligt. Det Mindste er, at Man inderlig væmmes ved sig selv. Man føler sig tilintetgjort disse Lyster og Lidenskaber, som ere saa aldeles magtesløse, der ligesom ere ganske afklædte, ikke indtil Skindet, ikke heller indtil Benene, men lige indtil Hjerteroden. Du vil udentvivl forstaa mig, naar jeg simpelthen siger: Kjødelige Lyster uden Kjød, det maa naturligviis blive en Helvedes Pine. En Ild er det, en uudslukkelig Ild. Uudslukkelig netop, fordi den er uden Stof. Var den afhængig af Stoffet, maatte den engang udslukkes; thi intet Stof er jo evigt.

Hvad skal jeg sige mere uden at komme selve Tingen for nær? Vi have heri Helvede intet Legeme; men det er os livagtig, som om vi endnu havde et. Det er det Forfærdelige. Dette Legeme, som sletikke er til mere, fordrer en uophørlig Pleje af os og en uophørlig Pirring, nu af denne, nu af hiin Art. Det vil svælge i sine vante Nydelser og Vellyster. Det kræver ind, som tidligere, uden at slaa det Mindste af, og det er til den arme, fortabte Sjæl, at dette Krav gjøres, et Krav, som den i ingensomhelst Henseende eller Grad formaaer at tilfredstille. Men der bliver ingen Vægring tagen for gyldig. I Verden var det Legemet, der brændte i Begjærligheds Brynde. Men her er Legemet ikke mere; det er lovlig undskyldt. — Her maa følgelig Sjælen brænde.


Gamle Folk sige — ja, det forstaaer sig af sig selv, at vi heri Helvede have meget gamle Folk. Tusinde — to — tretusinde Aar efter jordisk Kalender ere ikke nogen overordentlig høj Alder. Der gives Folk, som have levet under Sardanapel, Cyrus, Alexander; der gives dem, der have levet sammen med Sokrates, Cicero, Horats, Seneca &c. Ja, maaskee ere nogle af disse Personer selv tilstede. Jeg har gjort mig til Regel, Ingen at stille blot. Der gives dem, der kunne fortælle om Ninives Fald, Trojas Erobring, Jerusalems Forstyrrelse, der have kiget Stjerner med Chaldæerne, vogtet Hjorder sammen med Abraham, været med ved Opførelsen af Pyramiderne. Ja, der gives dem, der endog ere ældre end Syndfloden. Her, indseer Du vel, kan Man altsaa rigtig studere Historie, lige fra Kilderne. Men her er desværre Alting unyttigt og uden Interesse; Man studerer altsaa ikke. Hvad mig selv angaaer, er der kun een Samtidighed, som tiltrækker og beskjæftiger mig: Jeg føler en inderlig Begjær efter at træffe Nogen, som har levet sammen med Guds Søn, Frelseren. Men det er bestandig frugtesløst. Vistnok gives der Folk nok, og de have Meget at fortælle; men alle fortælle de, at jeg saa maa sige, udenom ham. Eller det er kun en falsk Messias, der kommer frem: Oprøreren, Folkeforføreren, Misdæderen. Der er i alle disse ofte brede Fortællinger ikke et Gran af højere Sandhed, og det er derefter, min Sjæl vansmægter. Er det ikke fortvivlende?

Men jeg kom ganske bort fra hvad jeg egentlig vilde omtale. — Gamle Folk sige, at det er paafaldende, som Atmosfæren, navnlig i den sidste Tid, har fortættet sig heri Helvede. Vi have ingen Kvalmemaaler; men det skal i intet Tilfælde være for meget sagt, at Kvalmen i Løbet af omtrent et Aarhundrede er tagen til med halvtredsindstyve Procent. Det er en sørgelig Udsigt, skal det saaledes blive ved at stige. Denne Følelse af Vammelhed, som aldrig aflader, er os en ubeskrivelig Kval. Det er os bestandig, som om vi skulde kaste op. Men det er naturligviis kun en Følelse; thi skulde det være Mere, maatte vi kaste os selv op, og det er jo Nonsens.

At Vrøvlet bestandig tog til, det mærkede jeg vistnok allerede i Verden. Kloge Folk, som jeg talte med derom, angave som Grund, at Folk bleve mere og mere oplyste. Ikke sandt, en ganske mærkelig Forklaring? Men at Vrøvlet tog til i den Grad, derom havde jeg rigtignok ikke nogen Forestilling. Bestandig i Tiltagende, — det er ogsaa kun en sørgelig Udsigt for Verden. Vistnok, uden Vrøvl kan Verden ikke bestaa; til en vis ubestemmelig Grad finder Verden ogsaa Behag i Vrøvlet; mangfoldige Menneskers Liv gaaer jo op i lutter Vrøvl. Men det maa dog tilsidst blive for meget. Det truer med en ny Syndflod; Verden synes engang aandelig at skulle gaa under i Vrøvlet. Man behøver kun at gaa tilbage til sine Bedsteforældres Tid; hvor simpelt var ikke sammenlignelsesviis Livet dengang? Man sagde ligefrem sin Mening, blev forstaaet, og dermed Punktum. Men fra det ene Aarti til det andet bliver det bestandig kunstigere og mere indviklet. Snørliv og Registre trænge sig ind overalt for at modalisere Vrøvlet. Større og større bliver Tiden i allehaande Opfindelser, men størst dog i Opfindelsen af de utænkeligste Omsvøb. Sprogene beriges i det Uendelige med nye Ord og Talemaader, Veltalenhedens Blomster, i Vrøvlets Interesse. Fraser og Former, det er blevet to af Livets regjerende Magter. Aanden krymper sig mere og mere sammen, forknet og forknyt; thi Mindre og Mindre faaer den at sige; det er Vrøvlet, som dominerer, og ikke Geniet. Vistnok har Vrøvlet tilbudt Geniet at tage det i sin Tjeneste. Men det vilde dog være altfor galt, mod alle Fornuftens Love. Derfor siger Aanden: — nej, heller dø! —

Ogsaa en anden Iagttagelse har Man i den senere Tid gjort heri Helvede, ikke mindre paafaldende: Antallet af Kvinder, som komme i Helvedes Pine, forøges paa mærkelig Maade, og er, som Vrøvlet, stadig i Tiltagende. Med Vrøvlet staaer dette Fænomen dog ikke i Forbindelse. Tidligere — Man behøver kun at gaa et halvt Aarhundrede tilbage i Tiden — var Antallet af Mænd i Helvede ikke saa lidt større end Antallet af Kvinder. Nu staa Kjønnene næsten lige; men, vel at mærke, Kvinderne ere allerede begyndte at overfløje Mændene.

Alting har sin Grund, og Grunden til dette Fænomen kan for hver den, som blot med aabne Øjne har vandret gjennem Verden, ikke vel være tvivlsom. Den ligger i den moderne Opdragelse. Dannelse, det er Tidens Løsen. Men hvori bestaaer i Almindelighed.denne Dannelse, som Man er saa forhippet paa at faa Kvinderne meddeelt? Er det Aandens og Hjertets Dannelse, der menes? Gjør Man dem fortrolige med Naturen og Historien, forat det Evige maa gaa op for dem liig en Sol, og bryde sine Tusinder af Straaler i deres Indre? Gjør Man dem bekjendte med hvad der er stort, skjønt og ædelt i Tilværelsen, forat de maa blive sig menneskelig og kvindelig bevidste? Lærer Man dem fremfor Alt Sandhed og Kjærlighed, og at føle sig i Gud, deres Skaber, Frelser og Herre?

Nej, derpaa tænker Man ikke. Ved Dannelse forstaaer Man, at lade dem stave og stavre sig gjennem to, tre fremmede Sprog, som de kun sjelden lære til nogen Nytte. Til Dannelse hører videre, at de kunne klimpre paa eet eller andet Instrument og opføre en mere eller mindre sønderrivende Musik. Til Dannelse hører fremdeles, at de kunne pluddre med om Alt, selv om de slet intet vide, og vise sig mere eller mindre emanciperede, som det hedder. Til Dannelse hører endelig, at de kunne klæde og føre sig efter Moden. Enhver Fald i deres Kjole er en Ting af Vigtighed; men Folderne i deres Hjerte bekymrer Man sig ikke om.

Kort sagt, Alt er lagt an paa Pjat, Skin og Forfængelighed, paa et Skin, som dog ikke engang er istand til at daare. Man behandler Pigerne som Dukker, og ikke som Mennesker; hvad Man kalder Opdragelse, Dannelse, er fra først til sidst kun Dukkevæsen. Arme, arme Kvinder! Det er næsten en værre Mishandling, end I maatte lide endog i de raaeste Tider. Dengang gik Man ud fra, at I ingen Sjæl havde. Det kunde Man længe nok sige; I havde dog en Sjæl. Men nu har Man taget Sjælen fra Eder; det er meget, meget værre! Sandelig, det er sletikke til at undre sig over, at Kvinderne, saaledes fra Barndommen af forfængeliggjorte, i bestandig større Mængde fare til Helvede.

I vore Forældres Tid var det endnu ganske anderledes. Da bleve Kvinderne simpelthen opdragne til deres huuslige Pligter; deres øvrige Dannelse indskrænkede sig for det Meste til at forstaa Katechismus. Det var dog Noget, og ikke saa lidt endda. Kvinderne havde dengang dog en Bevidsthed og en Bestemmelse. Af et fromt eenfoldigt Hjerte følte de sig i Gud, og fandt deres Glæde og Stolthed i at opfylde et indskrænket Livs Pligter. Men nu — hvad er Pligt? Een af de klareste Forestillinger, Nutidskvinden har derom, er den, at det er noget meget kjedeligt. Og hvad er at leve? — Det er at pjatte, fjase, klimpre, pynte sig gjennem Verden, faa sig en Mand, nogle søde smaa Børn, som først silde blive store, at gjøre Huus, at blive fejret, at være uforlignelig, om muligt, indtil det Sidste, og saa — Eet mangler endnu; men det lader Man ude af Agt — saa opvaagne i Helvedes Pine!

Isandhed, kjære Mennesker, det er nogle Helvedes Dannelsesanstalter, I have i Verden. Med de mandlige er det galt; men med de kvindelige er det hundrede Gange værre.


Forleden drev jeg om i Nærheden af Helvedes Porte. Lad Dig ikke lede vild af Navnet! Det er naturligviis ikke de ægte Helvedes Porte, som byde Gud og al hans Naade Trods. De findes meget dybere, og tilhøre et langt frygteligere Rige end de Dødes Rige. Jeg mener herved naturligviis kun den befæstede Indgang til Pinestedet.

Jeg kalder det den befæstede Indgang; thi, endskjøndt Portene staa vidt aabne, og der ingen Skildvagter findes, er det aldrig lykkedes Nogen, ifølge vilkaarlig Hu at slippe ud derigjennem. Nødtvungen, det bliver en anden Sag; men det er da ikke for det Bedste. Jeg veed ikke bestemt, om jeg egentlig prøvede derpaa; men vist er det, hver Gang jeg kom til en vis usynlig Grændselinie, fornam jeg i mig et myndigt: — Hertil og ikke videre! — og maatte vige tilbage.

Ud kommer Ingen, at sige, uden Gjenfærdsprivilegium; det betyder det Samme som: med Tvangspas. Ind derimod kan der komme saa mange, som der vil. Jeg erindrer ikke længer bestemt, hvorledes Man regner i Verden. — Er det hver Minut, nej, det maa vel være hver Sekund, at en Sjæl farer heden? Nuvel, den største Deel drager ind ad disse Haabløshedens Porte. Vil Man see Helvede i hele dets nøgne Elendighed, maa Man her give Møde. Hiinsides Portene er der et uigjennemtrængeligt Taagemørke. Af dette Mørke træde uophørlig nye Skikkelser af Fortabte frem. Nej, de mylre frem, skareviis, enkeltviis, i det Uendelige. Alle ere de nøgne; der er ingen anden Forskjel imellem dem end den, som Kjøn og Alder betinge. Tiggeren og den højbaarne, mægtige Herre ere ikke til at kjende fra hinanden; de ere lige bare, nykterne og ynkelige. Ja, Ynkeligheden er her det fælles Adamsmærke, og forgjæves vilde jeg forsøge paa at gjøre dens Grad begribelig. Den er lige fuldkommen udtrykt i de Elendiges Miner, Holdning, og den Maade, hvorpaa de komme frem. Helvedesvejen er let og magelig i Begyndelsen; men den bliver saare besværlig tilsidst. De Fleste krybe frem, i halv sandseløs, bævende Angst, og vide ikke, hvorledes de ere stedte.

Det var unægtelig, som Man vilde sige i Verden, et mageløst Skue. I, som i Verden ikke kunne faa Nok af det Pikante og Gruelige, I vilde vist føle Eder tilfredstillede her. Jeg for min Deel formaaede ikke længe at udholde det. Alting er nemlig heri Helvede mageløst, desto værre, og pikant i alleregentligste Forstand. Alting farer med Stik til Hjertet; men der er ikke to af vore utallige Smerter, som ligne hinanden. Ved denne Lejlighed var det mig, som om Alting vilde vende sig indeni mig. Du vil maaskee sige: — Det var kun Selvkjærlighedens Smerte og Pine. — Dog, min Ven, maaskee ikke ganske; nej, jeg troer det vist, ikke ganske. Der var Noget i denne Smerte af en bedre Natur. Jeg kunde have grædt over mig selv og Andre.

Alligevel, saa underligt det kan synes, havde jeg ondt ved at komme bort fra Stedet. Det var kun ved at bryde overtvært med mig selv, at jeg rev mig løs for at vige tilside, og i Eensomhed fordøje de nye Bitterheder, som ved denne Leilighed vare komne frem i mig.

Men det blev mig ikke forundt; snart mærkede jeg, at jeg paa dette eensomme Sted dog ikke var alene. Dybe Sukke og en sagte jamrende Klage løde i min Nærhed. I Helvede er Sligt saa sædvanligt, at Man i Almindelighed ikke agter derpaa. Men her var jeg ude af Sværmen, og det var en enkelt klynkende Røst, jeg hørte. Jeg gik da nogle Skridt efter Lyden, og fandt snart en elendig sammensunken Skikkelse, Fortvivlelsens og Fortabelsens udtrykte Billede. Det var en Olding, men i sin dybe Fornedrelse uden ringeste Ærværdighed. At han var nogen, udviste, at han først nylig havde holdt sit Indtog i Helvede; at han, ligesom paa tre Haar, bar en Krone paa Hovedet, tilkjendegav, at jeg havde en Konge for mig. Dersom jeg havde været oplagt til at lee, maatte jeg have leet ad denne til Siden dejsende Krone, der, i komisk Modsætning til sin oprindelige Bestemmelse, nu kun var et Symbol paa den Forstyrrelse, hvoraf Staklen var betagen.

Saasnart han fik Øje paa mig, krøb han mig imøde, omfavnede mine Knæ og klyngede sig fast til mig, idet han med skjælvende Rast udbrød:

— Er Du et Menneske, — er Du et godt, medlidende Menneske? — O, forbarm Dig og forlad mig ikke! — Hvor er jeg? — O, jeg forgaaer af Angst og Pine! —

Hans Elendighed var saa stor, at jeg virkelig ligesom ynkedes over ham. Jeg nænnede derfor ikke ligefrem at sige ham, hvor han var, men omskrev Navnet Helvede saa godt, jeg formaaede.

Han faldt et Øjeblik hen i Tanker, og brød derpaa igjen ud i Jammerklage.

— O, jeg Elendige! Træd mig under Fødder, spyt mig i Skjæget, om Du vil! Jeg fortjener det ikke bedre. Hør engang! Jeg vil bekjende hele min Daarskab og Usselhed for Dig. — Du seer vel, at jeg er en Konge. I vidt fremrykket Alder kom jeg paa Tronen og modtog et mægtigt og blomstrende Rige. Men det var mig ikke Nok. En Orm nagede i mit Indre. Jeg kunde ikke finde mig tilfreds med simpelthen at gjøre mit Folk lykkeligt; jeg vansmægtede efter at opnaa krigerisk Berømmelse, ligesom de ypperste af mine Forfædre. I forfængelig Hu havde jeg strax antaget Kaisernavnet. Det store Navn gjorde store Fordringer. — Jeg maatte lægge een eller anden Konge for mine Fødder.

Jeg var allerede en Olding; det hastede altsaa. Indtil da betyngede Intet min Samvittighed. I Fred og salig Fortrøstning, under tusinde Velsignelser kunde jeg have lukket mine Øjne. Men jeg var Daare nok til at see bort fra alt dette. Krig maatte jeg have. Med mine store og mægtige Naboer vovede jeg ikke at binde an. Men dybt inde mellem Bjergene boede et lille, fattigt Hyrdefolk, — Hedninger var det — hvis Konge neppe naaede mig til Knæene; ham udsaae jeg til min Fjende. Jeg var fast bestemt paa, under ingen Betingelse at unde ham Fred. Jeg dyngede Uret paa Uret, Svig paa Svig og Bold paa Vold; saaledes fik jeg ham endelig til at kæmpe Fortvivlelsens Kamp. I denne Kamp maatte Tusinder bløde; men jeg vandt naturligviis en let Sejr. Hør nu videre, hvor vidt jeg drev Forfængeligheden! Det var en storartet Løgn det Hele, det var fra først til sidst kun et frækt Opspind, og i alt Fald kunde der i en saadan Strid ikke være nogen Ære at vinde. Men alligevel bildte jeg mig selv ind, — det faldt svært, men det lykkedes mig virkelig — at jeg var i min Ret og kun opfyldte min Pligt mod Fædrelandet, at det var en højhjertet, ædel Bedrift, jeg udførte, en sand Heltegjerning, hvorfor jeg maatte høste en evig Berømmelse.

Men det blev dyre Laurbær, skjøndt jeg havde lagt an paa at vinde dem for godt Kjøb. Mig selv kunde jeg til en vis Grad bedaare, men Verden ikke. Alverden foragtede mig i Hjertet, endog de, der skrydende lovpriste mig. I Virkeligheden havde jeg saaledes kun ringe Glæde af min erhvervede Navnkundighed. Men meget værre skulde det blive.

Dog, endnu kunde jeg være sluppen derfra. Jeg kjendte Gud som den barmhjertige Herre. Var jeg kommen til angerfuld Erkjendelse af min Daarskab og Brøde, vilde der vist ogsaa have været Forladelse at finde for denne Skyld. Men jeg forhærdede mig imod Sandheden, og vedblev indtil mit Livs Ende at holde fast ved den Indbildning, at jeg var en Helt for Ære og Ret, hvis Navn med Glorie maatte naa til de fjerneste Slægter.

I denne Indbildning foer jeg heden, — ikke til Himmerige, hvor der allerede var beredt den fromme Olding Sted, — vee mig, nej, ikke til Himmerige! Lige paa det Sidste fristede Satan mig, og jeg foer til Helvede! — Ja, siig det kun ligefrem, kjære Fremmede, vi ere med hinanden i Helvedes Pine! — O, hvor jeg hader og foragter mig selv! Daare, Usling, som jeg var, — vee mig, vee! —

Og han vedblev at jamre sig.

Jeg kunde ikke Andet end give ham Ret. Han havde virkelig baaret sig ad, ikke alene som en stor Taabe, men, reentud sagt, ogsaa som en stor Slyngel. Men heri Pinen ere vi jo Slyngler alle, i uendelig stort Assortiment. Jeg forlod ham derfor ikke, førend jeg havde hjulpet ham lidt tilrette med sig selv.

Nu spørger Du naturligviis: — Hvad var det for en Konge? Hvilket var hans Navn, hans Land? — Javist, Nyfigenheden spiller en stor Rolle i Verden. Men naar jeg nu hertil svarer: — Det var en Konge af Abyssinien, — saa er Du rimeligviis lige klog. Thi Du er kun slet inde i de abyssinske Kongers Række, og har neppe engang hørt den sidst afdøde Konge i dette Rige nævne. Maaskee veed Du ikke engang, at Kongen af Abyssinien er en Christen.

Imidlertid, med den Besked maa Du lade Dig nøje. — Ganske nylig traf jeg ham igjen, Kongen af Abyssinien. Han havde da faaet Klæder paa, ligesom andre ordentlige Folk heri Helvede. Kronen sad lige paa hans Hoved, og der var begyndt at danne sig en Hofstat omkring ham. Han var øjensynlig godt paa Gled med at finde sig tilrette paa Stedet; men forbedrede kunde hans Vilkaar dog just ikke siges at være. Thi en Skare af Mennesker, Egne og Fremmede, som ved hans Brøde vare hjemfaldne Døden midt i deres Synder, forfulgte ham, hvor han gik og stod, under vilde, skjærende Forbandelser. Han var ligesom et jaget Dyr, og kunde ikke komme hastig nok afsted; thi han skjælvede af Angst, og Kronen tyngede ham til Jorden.

Saa hastig og saa fuldkommen omskiftes Tilværelsens Kaar, naar Man ikke nøje seer sig for, hvor Man træder, og hvad Man gjør. Man synker i Graven, og Graven er et bundløst Dyb for alle dem, som Guds Naade ikke holder oppe; først i Helvede er der Bund at finde.

Denne Konge var gaaet bort midt i sin Sejersruus; nu er Rusen ganske ovre. I Helvede hersker der en fuldkommen Nykternhed. Ogsaa han havde aspireret til Navnet: den Store. O, hvor jammerlig lille er han dog ikke nu, hvor lille gjør han sig ikke for at undvige sine Forfølgere! Maaskee vil det nu og da lykkes ham; men sig selv vil han aldrig kunne undvige. Og den Foragt, han føler for sig selv, er for sig alene større Marter end alle deres, som han saa letsindig og saa hovedkulds sendte i Døden.

Hvor rigt paa Nydelse er dog ikke, ret betragtet, det jordiske Liv! Her fra Helvede seer Man det med en frygtelig Klarhed. Og mit Liv, nu maa jeg tilstaa det, har været blandt de rigest begavede. Hvor mange lykkelige, jeg kunde fristes til at sige, lyksalige Øjeblikke har jeg ikke oplevet!

Ikke saa sjelden lyder en Klokke i mit Øre. Det ringer og ringer; til mit Inderste trænger den vibrerende Lyd. Det er Aftenklokken, som jeg saa ofte med søde Fornemmelser hørte i Verden. Ved den første Lyd udfolder sig strax en landlig Scene for mit indre Blik, med hele det Trylleri, som alene Erindringen kan give Tingene. Enten er det hjemme, imellem rige Kornmarker, ved Skov og Sø, eller ude, imellem høje Bjerge, som forklarede hæve deres Toppe i Aftenglandsen. Solen er lige gaaet ned; men den har efterladt en Glød, som stedse flammer højere ivejret i Purpur og Guld. Det er efterhaanden blevet stille; Alnaturen synker dybere og dybere hen i en hellig Fred. At det er en hellig Fred, det tilkjendegiver Aftenklokken, som lyder fra Landsbykirken. Dagværket er endt; Alt bereder sig til Hvile. De, som i Kjærlighed høre sammen, ville snart være samlede. I Hytten sanker Moderen sine Børn omkring sig, og med hverandre vente de Huusfaderen. Naar saa han er kommen, tillukkes Døren; al Livets Møje, Strid og Splid lades ude. Maaskee bliver en lille Sorg indenfor; men den hjemfalder Kjærligheden. Den tjener til Næring for Kjærligheden; Kjærligheden skal jo ogsaa leve.

O, var jeg dog blot den stakkels Tjenestekarl, som vender tilbage fra Ageren med de trætte Heste, eller den pjaltede Dreng, som slentrer frem bagefter Kvæget!

Men Aftenklokken siger: — Det er for silde! — Ja, ja, det er for silde!

Mine Ønsker, hvad ere de Andet end den Strikke, hvori den Fortvivlende hænger sig!