Breve fra Helvede/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 261-276

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XV.

Jeg kommer fra Posthuset. Først nylig har jeg erfaret, at der ogsaa gives et Posthuus i Helvede. Nej, Intet, Intet fattes, — uden Alt, hvad et Væsen behøver for at leve og haabe.

Jeg var altsaa paa Posthuset, for at eftersee, om der ingen Breve henlaa til mig. Jeg følte mig dreven dertil. Med dette Posthuus har det nemlig en ganske egen Sammenhæng. Hvo har ikke hørt tale om de saakaldte Urias- og Judasbreve? Nogle mene, at Opfindelsen stammer, i Østen fra Kong David, i Vesten fra Kong Fenge. Men den er meget, meget ældre; den gaaer udentvivl tilbage til selve Djævelen. Fortiden er Kunsten udbredt over den hele Verden; ja, Mange udøve den uden nogensinde at have hørt tale derom, ligesom ifølge reen Naturdrift.

Nuvel, alle disse Urias- og Judasbreve fare lige til Helvede, og Vedkommende betale deres Salighed i Postpenge. Der henligge de poste restante, indtil den kommer, — ikke den, til hvem de ere adresserede, men den, som har skrevet dem. Det er haardt at gaa paa, at tage ved disse Breve; de ligesom brænde Fingrene. Men det er dog Intet mod Branden i Hjertet. Thi Brevene ville fordøjes; de ulykkelige Brevskrivere ere nødte til ligesom at æde deres eget giftige Skam.

Men der var ingen Breve til mig. En Judas har jeg altsaa dog ikke været i Verden. Det var mig virkelig et Øjeblik, som om jeg havde en Følelse af Glæde og Fred i mit Indre. Men det var naturligviis kun en Indbildning.


Disse Judasbreve lede mig ind paa en anden nærliggende Betragtning. Der gives overhovedet intet Alvorligere i Verden end det, at skrive sit Navn under; men der er kun faa Ting, som Verdens Børn letsindigere gaa til end dette. Men vee dem, disse Letsindige! Hver falsk Underskrift, hvert Navn, som Vedkommende fornægter, farer lige til Helvede, og drager med uimodstaaelig Magt, ja uimodstaaelig, — thi alene Gud kan bryde Forbindelsen — indtil selve Underskriveren følger efter Navnet, og befinder sig i Helvedes Pine.

Jeg har seet en Konge sidde med et Dokument for sig, — i Aarhundreder har han siddet saaledes. — Paa Dokumentet har han engang i en ulykkelig Time skrevet sit Navn under, hvilket Navn, veed han ikke; thi han erindrer det ikke længer, og paa Pergamentet er det ikke til at læse. En Blodplet har bredt sig ud derover. Han grunder og grunder i sit Hjertes Angst og Vee; Dødssveden staaer ham paa Panden. Men Navnet er og bliver borte; det er ikke til at udfinde. Det er hans uafbrudte Kval heri Helvede. O, havde han dog blot ikke skrevet dette Pergament under!

Jeg har seet, — dog, det vilde blive for vidtløftigt at berette Alt, hvad jeg af denne Art har seet. Det er især den saakaldte højere Politik, som fylder Helvede med saadanne falske Navne og tilsvarende elendige Personer. Den kalder sig den højere, ifølge Verdens sædvanlige Skik, at give netop de usleste Ting de mest højtravende Navne. Den kaldes den højere Politik, netop fordi den er Noget af det Nedrigste, som findes i Verden.

Forleden kom en saakaldt Traktat til Helvede. Der var en stor Rift i den; vi vidste strax, hvad det havde at betyde. Sammenhængen med denne Traktat er følgende.

Der gaves en lille Stat, saa lille, at den alene kunde bestaa med allernaadigste Tilladelse, det vil sige, den havde ligesom en Friplads i Staternes Samfund. Man havde været saa velvillig at erklære, at den var nødvendig for den europæiske Ligevægt. Det vil med andre Ord sige, at enhver af de mægtige Naboer nok havde Lyst til den; men den Ene undte ikke den Anden den, og saaledes forblev den urørt. Den var altsaa et Slags europæisk Tabu. For at gjøre dette vitterligt for Alverden, og faa det slaaet fast een Gang for alle, havde sex af de omliggende store Magter i den treenige Guds Navn indbyrdes oprettet og højtidelig underskrevet en Traktat, hvorved den lille Stats Existents var sikkret, — naturligviis til evige Tider.

Og der henrandt tolv Aar. Da tilbød der sig ganske uventet en god Lejlighed for to af disse mægtige Naboer til at blande sig i det lille Lands Anliggender, og for godt Kjøb faa deres Kage melet. Traktaten var vistnok herved slemt ivejen; men det havde, under et vilkaarligt Paaskud, dog kun Lidt at betyde. Man sagde sig simpelthen løs fra Traktaten. Det kunde synes voveligt; men det var det i Grunden sletikke. Den raa Magt er i Virkeligheden altid sikker paa at imponere, især naar den teer sig rigtig frækt og træder alle Hensyn under Fødder. De øvrige Stormagter knurrede rigtignok, og fandt, at det dog var altfor skammeligt; een af dem gav endog knubbede Ord. Men derved blev det ogsaa. Den Ene efter den Anden lod forstaa, at han ikke var mere forpligtet til at haandhæve Traktaten end enhver af de Andre, og saaledes snege de sig efterhaanden alle ganske stille bort fra den. Da det kom til Stykket, stak de tilhobe ganske fredelig Piben ind, og lode Traktaten gaa fløjten.

Saaledes var da den lille Stat priisgiven den Stærkes vilkaarlige Vold. Alverden raabte Vee over en saadan Skjændighed. Men. Ingen rørte saa meget som en lille Finger for Retfærdighedens og Barmhjertighedens Skyld. Ja, ikke engang til et kraftigt Ord var der Raad. I rette Tid vilde blot et alvorligt Ord have været tilstrækkeligt til at forebygge Udaaden. Men Europa kjendte under de givne Omstændigheder ikke nogen finere Politik end den, at tie og forholde sig ganske ftille.

Saa faldt da de Store over den Lille, tre mod Een, stødte i Æselstrompeten over de let vundne Sejre, og vidste ikke, paa hvilket Been de vilde staa af Sejersstolthed. Og da de havde den Lille rigtig imellem deres Knæ, slagtede de ham i Ro og Mag, og lagde de fedeste og bedste Stykker tilside, for siden at enes derom, som de bedst kunde.

Det er nu en Prøve af den saakaldte højere Politik, og af den offentlige Moral i det nittende Aarhundrede. Men Historien er ikke hermed tilende. Sønderlemmet og blødende, for lille og svag til herefter at kunne bestaa for sig selv, saae det ulykkelige Offer sig om for at finde en Tilflugt, et Tilhold. Mod Nord boede beslægtede Folkestammer; naturligviis henvendte det først sine Tanker paa dem. Men da tordnede een af de andre Traktatmagter det imøde: — Vover ikke derpaa! Det ville vi ikke taale! —

I sin Fortvivlelse vendte det sig dernæst med en Tanke mod Syd. Forraadt og forladt af alle dem, der havde kaldt sig dets Venner, mærk vel, det var i Fortvivlelse, spurgte det sig selv, om det dog ikke var bedre, med det Hele at stille sig til Fjendens Tjeneste end at lade sig søndersplitte. En Fjende veed Man dog i det Mindste, hvad er. Men førend Tanken blev til Iid, lød fra den anden Side en ligesaa mægtig Røst: — Vover det ikke! Under ingen Omstændigheder ville vi taale det! —

Sandelig, det var haarde Betingelser. Forraadt af sine Venner, knust og lemlæstet af sine Fjender turde det ikke engang med de blødende Rester søge Tilflugt, hvor det bedst kunde. Det syntes overhovedet sletikke at maatte existere, hverken paa den ene eller den anden Maade. Det var ligesom et Menneske, af hvilket Man hugger Arme og Been, og som Man derpaa oven i Kjøbet forbyder, med de blødende Stumper at søge Lægen, eller opsøge sig en Vraa, hvor det kan lægge sig hen og dø.

Det er eet Exempel af mange paa den saakaldte højere Politik. Men Enden er ikke endda.

Traktaten foer naturligviis strax til Helvede, ikke i den treenige Guds, men i Djævelens Navn, med alle sine Underskrifter. Og ligesom Abels Blod raabte fra Jorden imod Himlen, saaledes raabe disse Underskrifter fra Helvede imod Jorden. Hvert Navn vil have sin Person. Og Underskrifterne drage, hemmelig, men mægtig, ja uimodstaaelig. De ere ligesom Skypomper over Havet; de ville mættes. — I, som saaledes have sat Eders Navne i Pant i Helvede, gruer dog for Eder selv! Kommer dog til Besindelse! Der er kun en kort Vej mellem Jorden og Helvede. Med mindre I møde den forbarmende Gud undervejs, ville I vist komme der!

Der har kun været to Mennesker i Verden, som have kunnet lære mig Taalmodighed: min Moder og Lili. Men Lilis Magt over mig var, uagtet sin bly og blide Art, dog uden Sammenligning den stærkeste. Det var den kolde Pligt, som igjennem min Moder virkede paa mig, igjennem Lili var det en ubeskrivelig hjertevarmende Godhed og Ømhed. I Følelsen af min store fysiske Kraft var jeg heftig og bydende; jeg havde en afgjort Tilbøjelighed til at bryde enhver Modstand, overvinde alle Hindringer. Endog lige overfor det reent umulige oprørtes jeg inderlig og knyttede uvilkaarlig Haanden. Paa vor Samrejse i Udlandet kom dette mit ubændige Væsen isærdeleshed for Dagen; men det var ogsaa netop paa vor Rejse, at Lili efterhaanden fik en saa fuldkommen Magt over mig. Jeg gik i hendes Skole uden at vide deraf, — underligt nok, maa jeg tilføje, at hun vidste det ligesaa lidt — og blandt de gode, kostelige Ting, jeg lærte eller begyndte at lære, var ogsaa Taalmodighed.

Hvor levende staaer det ikke for mig! — Paa vor Rejse vare vi komne til Luzern, og skulde over St. Gotthard til Italien. Men jeg havde foresat mig, at Lili ret tilfulde skulde nyde denne Overgang over Alperne. Efter min Mening gives der nemlig intet Dejligere i Verden end denne bratte Overgang fra det barske Norden til det milde hesperiske Syden. Ved at gaa over St. Gotthard, Splügen eller Simplon har Man Fylden af hele Italiens Herlighed samlet i en Vandring fra Morgen til Aften.

O taabelige Erindring! Hvorfor kan jeg ikke Andet end forny den ved alle min Aands Midler? Jo større Nydelse engang, desto større Pine nu.

Vi vare altsaa i Luzern. Men Vejret var i højeste Grad ugunstigt; vi maatte tøve der i hele otte Dage. Det var en streng Prøve for mig. Hver Morgen gik Lili og jeg ud paa den lange Bro, Hofbrücke kaldet, som fører over Reußfloden, for at see ud efter Vejret. Neppe halvtredsindstyve Skridt kunde vi see fremfor os over Søen. Alt var indhyllet i Rusk og Taage; ikke een eneste Bjergtop lod sig skimte, endog kun som en Aabenbaring, øjebliksviis. Der var fra Dag til Dag ingen Udsigt til bedre Vejr. Jeg fnyste inderlig af Ærgrelse. Aldrig vil jeg kunne glemme disse Morgenture, saa harmelige og dog saa søde. Der gik vi og ventede, om det maaskee dog ikke vilde klare op. Lili førte mig frem og tilbage ad den fjorten hundrede Fod lange Bro, liig et vildt Dyr i Lænker. I hendes Nærværelse vilde jeg gjerne beherske mig. Men jeg kunde ikke Andet end bide Tænderne sammen og nu og da sætte Hælene dygtig haardt i Broens Planker. Det kom saaledes uvilkaarlig. Men paa letteste Maade styrede den sextenaarige Pige det vilde Væsen i mig. Kun et svagt Tryk af hendes bløde Arm, og jeg betvang enhver Yttring af Utaalmodighed. Sagen var, jeg kunde gjerne have kastet mig ned paa Broens vaade, smudsige Planker og tilbedt hende.

Hvor opfindsom, hvor fuld af Aand var hun ikke i at adsprede og underholde mig, medens vi saaledes gik frem og tilbage ad den underlige ældgamle, bedækkede Bro! Imellem Tagsparrerne var der anbragt Felter, og i disse fandtes en uendelig Række ældgamle Malerier af den naiveste, trohjertigste Komposition og Udførelse. Hun standsede med mig snart foran eet, snart foran et andet, og førte ved sin Tale Billederne saa levende frem for mig, at jeg ikke kunde Andet end lade mig fængsle og komme til at smile. Ofte maatte jeg endog bryde ud i hjertelig Latter.

Naar vi saa igjen havde ventet forgjæves, og hun havde givet mig mit gode Lune tilbage, vendte vi hjem til Hotellet, hvor min Moder ventede os med Frokosten.

Endelig en Morgenstund klarede det op. Det blev os en sand Festdag. Vi vare komne tidligere ud end sædvanlig, og stode paa Broen. Da lettede Skydækket sig; Søen begyndte at udbrede sig; de dejlige Kyster kom trindtom tilsyne. Snart pippede ogsaa en enkelt Bjergspids frem. Vi kunde ikke løsrive os; vi stode ligesom fortryllede, indtil hele Forvandlingen var gaaet for sig. Endelig var det straalende, ubeskrivelig storartede Panorama fuldstændigt. Den hele Søkyst laa i stor Rundbue for os; over den hævede sig Bjerge paa Bjerge, og bagest og højest Centralalperne med den evige Snee, Altsammen i en Forgrundsramme, der dannedes af Rigibjerget og Pilatus —: Dödi, Klariderne, Uri-Rothstock, Hohenbristen, Titlis, — Hvo kan huske dem alle! Det ene Bjerg efter det andet traadte frem i blændende Majestæt og Herlighed. Jeg havde nær omfavnet Lili af Glæde; men jeg tabte Intet ved at undlade at gjøre det. Thi Lili var ligesaa betagen som jeg; uvilkaarlig lagde hun sin Arm om min Skulder. Jeg troede at kunne høre hendes Hjerte banke. Dog, det var maaskee mit eget.

Saa vare vi da den næste Dag rigtig tidlig paafærde, fore over Søen, og droge med jublende Hjerter opad St. Gotthard. Søfolkene havde yttret den Formening, at Vejret endnu ikke var til at stole paa; men vi stolede paa vor gode Lykke, og lode Alt gaa op i Dagens Nydelse. Vi gik og kjørte vexelviis. Lili havde ingen Ro paa sig; saasnart hun havde hvilet sig lidt, var hun atter i Bevægelse. Stedse herligere udfoldede Bjergnaturen sig. Den første Alperose havde nær kostet mig Livet; den var naturligviis til Lili. Hvilken Dag! En saadan Dag er et heelt Liv. Ligesom Solen gik ned, droge vi gjennem Urnerlochs vilde, mørke Hule, ind i den blide, i sin simple Skjønhed og ophøjede Ro ligesom forklarede Urserndal, og toge Herberg i den lille By Andermatt.

Men den følgende Dag — hvilken sørgelig Forandring! Om Natten var der skeet Omslag i Vejret; der var faldet Snee paa Toppen af Bjerget; endnu blæste det med en Sneestorm.

Stor var min Utaalmodighed over denne nye Standsning. Dagen gik, den næste Dag med; Vejret vilde ikke stilles. Jeg gjorde møjsomlige, farefulde Udflugter til alle Sider. Det voldte Lili Bekymring, og hun bad mig blive hjemme. Det gjorde jeg naturligviis. Og stor var min Løn. Hvad der ikke vilde være lykkedes for noget andet Menneske i Verden, lykkedes for hende: hun fik Tiden til at gaa for mig, hvad Mere er, gav mig ubevidst en ny og fuldstændigere Lection i Taalmodighed. Jeg kunde med Grund sige: jeg blev taalmodig som et Lam; men jeg holder ikke af Sammenligningen. Hun førte mig omkring fra det ene Huus til det andet i den lille Landsby. Hun gik ind overalt, som om hun allerede længe havde været fortrolig med Beboerne, og Folk modtoge hende i Virkeligheden ogsaa som en god gammel Bekjendt. Dette frimodige, tillidsfulde Væsen forstode disse naive Bjergbeboere saa fuldkommen vel. De aabnede for hende overalt; de satte hende ind i hele deres Huusliv og Huusholdning. Unægtelig var denne simple Alpeøkonomi, saa forskjellig fra Alt, hvad vi kjendte, i sig selv ganske tiltrækkende; men, sandt at sige, saae jeg ude og inde kun lidet Andet end Lili. Og Hvo kunde vel vende Øjnene bort fra hende? Hun var ligesom en Solstraale i disse mørke Hytter, ubeskrivelig yndig, og dog i endnu langt højere Grad velgjørende. Det var mig grangivelig, og jeg er vis paa, at Folkene modtoge et lignende Indtryk, som om hun helligede Alt, hvormed hun kom i Berørelse. O, Lili, jeg seer Dig for mig! Noget mere reent og skjært og duftende end det mig dyrebare Væsen gaves der aldrig i Verden!

Men jeg kommer bort fra min Fortælling. — Ogsaa i forskjellige smaa Værksteder og Udstillingslokaler førte hun mig ind, hvor vi forefandt allehaande nydelige Ting, forarbejdede i Træ, botaniske og mineralogiske Samlinger &c. Dristig bankede hun paa overalt, og overalt syntes hun at komme lige tilpas. Det gik ligesom ved et Trylleri. En almindelig Iagttager vilde maaskee have sagt: — Ja, en saadan Magt har Ungdom og Skjønhed. — Men i Virkeligheden stode langt højere Midler til Lilis Raadighed ved denne Fortryllelse. Gud alene kjender dem tilfulde.

Dette Ophold blev, hvad Ingen i Begyndelsen let skulde have tænkt, virkelig frugtbringende for os. Da vi forlode dette øde, men dog saa yndige Sted, som er hævet adskillige tusinde Fod over den almindelige flade Verden, toge vi en smuk lille Alpeidyl med os derfra.

Stundom kom dog Mismodet over mig igjen. En Aften spurgte jeg Lili: — Hvorledes kan Du dog være saa taalmodig og fornøjet paa dette øde og fattige Sted, standset midt i en lykkelig Fart til dejlige, velsignede Egne? —

— O, Otto, det har jeg let ved at være. — svarede hun stille: — Vistnok er her øde og fattigt, og Meget savnes. Men jeg veed, at hisset bag Bjerget ligger et Paradiis og venter paa mig. Kun nogle Dage og Timer, saa er jeg der.

— Det er et sandt Billede af Livet, er det ikke, Otto? Denne Verden maa vel ofte forekomme os at være et øde og fattigt Sted, fuldt af Savn. Men dog kunne vi være kraftige og glade. Thi vi vide, at hiinsides Bjerget, som vi have for os, ligger et Elysium, der venter paa os som vort rette Fædreland, hvor der er beredt os Sted i en Faders Huus, ved en Broders Hjerte, hvor Man længes inderlig efter os. Der er kun et Bjerg mellem os og disse lyksalige Egne; det er Korsfæstelsens Bjerg. Derover gaaer Vejen, saa ere vi hjemme, saa ere vi lykkelige. —


Et Par Dage senere udhvilede vi os i en henrivende Villa, som laa paa en i Lago maggiore vidt fremspringende Pynt. Lili sad hos mig i den luftige Søjlehal, mod hvis Grundvold Bølgerne sagte skvulpede, og hvorfra vi havde en Udsigt af ubeskrivelig Skjønhed, ud over Søen til de i samme ligesom flydende Øer, og de forklarede Kyster hiinsides, hvorover Bjergene hævede sig, den ene Række over den anden, ligesom forsvindende fra Verden. De højeste og fjerneste Bjergtoppe og Komme vare ligesom glindsende hvide Skyer, der vare i Begreb med at svømme bort eller opløse sig under den azurblaa Himmel.

Nylig havde vi været midt i Vinteren; nu havde, vi den lifligste Sommer. Lili sad med Skjødet fuldt af Roser og Myrther, som hun havde plukket. Hun sad i Tanker og ligesom legede med dem, idet hun samlede og igjen lod dem falde, flettede dem i hinanden og igjen opløste dem. Hun ligesom kun badede sine smukke Hænder i disse friske Roser og Myrther. Min Sjæl ligesom brændte i mig. Det var jo Blomster til en Brudekrands, hun saa eftertænksom legede med! Jeg havde ondt ved ikke at gribe disse smukke Hænder og bedække dem med mine Kys. Dog — det havde ingen Fare. Det var, som om der altid var en Engel mellem mig og hende.

— Hvad tænker Du paa, — Lili? — spurgte jeg med bævende Røst.

— Jeg tænker paa den fattige, mørke Urserndal hiinsides Bjerget. — svarede hun med blid Ro; og mit Hjerte begyndte strax at slaa roligere Slag: — Og idet jeg tænker paa den, bliver Alting her omkring mig endnu dejligere, ja henrykkende dejligt. Idet jeg føler det nærværende Øjebliks Herlighed, velsignet jeg den Time, jeg tilbragte hiinsides Bjerget i Mørke, Savn og Længsel.

— Troer Du ikke, kjære Otto, at vi engang, naar vi ere hisset hos Gud, med en lignende lykkelig Følelse ville tænke tilbage paa de mørke, savnfulde Dage, vi tilbragte heri Verden? Jeg er vis derpaa. Vi ville komme til at velsigne dem, saafremt vi taalmodig holdt dem ud og bevarede Haabet. Thi først ved Mindet om dem vil Lyksaligheden faa sin rette unævnelige Fylde. —

Hvad var det for en hellig, tillige smertelig Følelse, som ved disse Lilis Ord gik igjennem mig? Det var ikke alene Nag, men ogsaa en inderlig Fortrydelse. Vilde jeg nogensinde komme til, fra et højere Sted med Glæde at see tilbage over det Liv, jeg havde ført paa Jorden? O, hvilket Liv! Det maatte, ja det maatte blive anderledes!

Behøver jeg at forklare Dig, hvad jeg nu føler ved disse Erindringer, med hvilke Følelser jeg seer tilbage over mit Jordeliv?

Men jeg kom heller aldrig over Bjerget, som Lili talte om, Korsfæstelsens Bjerg. Bjerget kom tværtimod over mig, og under dets Vægt ligger jeg, knust, tilintetgjort heri Helvede.


En Rejse i Italien, især for en ridderlig Herre, som jeg var, er en sand Taalmodighedsprøve. Toldbetjentene, Lastdragerne, Gjæstgiverne, Tiggerne, alt det Pak, som strømmer sammen ved Landevejen for som Bremser at falde over den Rejsende, det gjennem Alt gaaende Snyderi og Optrækkeri, — hele dette lumpne Væsen var naturligviis Mere, end jeg, selv med den bedste Villie, kunde udholde. Jeg var saare tilbøjelig til at prygle mig gjennem Italien; jeg følte ogsaa, at jeg var Mand for at gjøre det. Men det var just ikke nogen smuk Maade at berejse det skjønne Land Italien paa, endsige at bryde Landsen for sit Hjertes skjønne, udvalgte Dame. Men hun gav mig heller ikke Frihed dertil. Efterat jeg blot een Gang havde forskrækket hende ved en voldsom Scene, som jeg angrede bittert, underlagde jeg mig hende ganske og lod hende raade. Jeg blev saa tam og lydig som i Eventyret Løven under Feens hvide Haand. Hun behøvede herefter kun at lægge Haanden paa min Arm, at see paa mig, at nævne mig ved Navn, for at dæmpe endog det stærkeste Oprør i min Natur. Og paa modsat Side, hvor godt forstod hun sig ikke selv paa at omgaaes disse usle Mennesker! Jeg høstede kun Forbandelser, hvor jeg kom frem, hun overalt Velsignelser. Vejen igjennem Verden var i det Hele paa forunderlig Maade banet for hende. Men hun banede Vej tillige for mig. Jeg følte, hvorledes jeg hver Dag, jeg levede med hende, blev et bedre Menneske. Dog, maaskee var det kun en Indbildning. Thi et andet Menneske blev jeg i Virkeligheden ikke.