Breve fra Helvede/14
XIV.
Skulde Du tro det? — Saa stærkt optagen, jeg paa denne min Udflugt end var af det, jeg saae og oplevede, var jeg dog endnu stærkere optagen af mig selv. Naturligviis. Nogen virkelig Adspredelse kan der nemlig ikke være Tale om heri Helvede; endog i den vildeste Tummel lykkes det aldrig Sjælen at slippe bort fra sig selv. Og skulde Du tro det? — Det er ikke alene mine onde Gjerninger, som med Nag og Pine vende tilbage imin Erindring, men ogsaa mine gode Gjerninger. Og atter siger jeg: naturligviis. Thi ikke engang vore bedste Handlinger ere uden Lyde. Der er en Hage ved dem alle, og det er med denne skarpe Hage, de heri Helvede vende tilbage i Erindringen. Det er ligesom en Klo, hvormed de slaa ind i Hjertet.
Hør engang! Jeg er nødt til for en lille Stund igjen at tale om mig selv.
Der var en ung Mand paa mit Kontor, som jeg holdt meget af. Blandt andre Forretninger vare ham nogle mindre Incassationer anbetroede. Pludselig mærkede jeg Uraad; forskjellige smaa, men samstemmende Omstændigheder gave kun altfor god Grund til Mistanke. Jeg gav Agt, og ikke længe varede det, inden jeg kom efter, at Fyren spillede. Ved et besynderligt Træf blev der givet mig Lejlighed til at gribe ham paa fersk Gjerning, og det besluttede jeg at gjøre.
Spillehulen fandtes i en øde Udkant af een af Forstæderne. Eventyret var ikke uden Vove; men derpaa agtede jeg ikke. Min Dristighed er ikke blandt de Ting, som have givet mig Grund til Fortrydelse. Det var en sludfuld Vinteraften henimod Midnat, da jeg, formummet i en grov Overfrakke, stod udenfor det mig betegnede forfaldne, tilsyneladende ubeboede Huus. Paa et vist Tegn blev der ganske rigtig lukket op for mig. For Enden af en mørk Gang, som jeg maatte samle mig igjennem, var der atter en aflaaset Dør; da denne blev aabnet, traadte jeg ind i Spilleværelset. Her fandt jeg en talrig Forsamling af simpel, broget Art, der i en Atmosfære, ulidelig beklumret af Uddunstning og Cigarrøg, syntes at befinde sig meget vel. Der var forskjellige Spil igang. Ved eet af dem præsiderede min Udhaler; han holdt formelig Bank. I samme Nu fik jeg en Indskydelse. Det var dristigt; men jeg følte bestemt, at det maatte lykkes. Jeg traadte hen til Spillebordet og pointerede.
Strax fik han Øje paa mig. Det var en frygtelig Virkning, Synet af mig gjorde paa ham. Han blev liigbleg og vaklede paa Stolen; Kortene faldt ham ud af Hænderne. Da han atter kom lidt til sig selv, lod det et Øjeblik, som om han vilde rejse sig, enten for at fly eller falde mig tilfode. Men et strengt Blik og en Haandbevægelse fra min Side vare Nok til at holde ham tilbage. Een af de Tilstedeværende, hvem hans Forfatning var falden mest i Øjnene, bød ham et svingende fuldt Glas Portviin; han greb det begjærlig og tømte det ud til Bunden. Nu blev han ligesaa blussende rød, som han før var bleven bleg. Han vovede igjen at møde mit Blik; men koldt viste det ham tilbage. Jeg stod som en Fremmed for ham, der kun havde Eet at fordre, at Spillet skulde have sin Gang. De Øvrige forlangte det Samme. Hvad der egentlig foregik, havde Ingen nogen Anelse om. Der var altsaa ingen Naade for Synderen; han maatte holde ud i det Mindste en Stund endnu. Med skjælvende Hænder, halv sandseløs fordeelte han Kortene, tog Penge ind og gav Penge ud. Spillet gik saaledes atter sin Gang, og, mærkeligt nok, Bankøren syntes nu at skulle have et afgjort Held med sig. Men jeg ventede; jeg tvivlede ikke om, at det jo maatte komme anderledes. I Begyndelsen havde jeg kun været een Spillet blandt mange; men snart var jeg saa godt som den eneste. Da Tid var, gav jeg mig til at forcere mit Spil. Aldrig havde det vist før i denne Cirkel gjældt om saadanne Pengesummer. Spændingen var derfor ogsaa ganske overordentlig. Men størst hos Bankøren; han var ligesom spændt paa Pinebænken. Det maatte have en Ende! Endnu en Omgang, og Banken var sprængt.
Da foer den Ulykkelige op, ligesom ude af sig selv, og vilde med det Udraab: — Alt, alt er tabt! — styrte mig forbi. Men jeg greb ham i Armen. — Ikke Alt; — sagde jeg sagte: — der kan tabes Mere endnu. — Bi! Vi ville følges ad. —
Og jeg fik ham til ganske maneerlig at tage Frakke, Hat og Stok, for paa sømmelig Maade at forlade Selskabet og følge med mig. Sensationen var naturligviis stor; men det Hele gik saa sikkert og tillige lempelig for sig, at Ingen fandt Anledning eller Lejlighed til at lægge sig imellem.
Jeg tog ham altsaa med mig; med vaklende Knæ stavrede han frem ved min Side. Saalænge vi vare undervejs, mælede jeg ikke et Ord.
Men saasnart vi befandt os alene paa mit Værelse, tog jeg Bladet fra Munden, og jeg skaanede ham ikke; Jeg havde havt saa gode Tanker om ham, der havde været ham saa meget betroet, og saa skammelig havde han bedraget mig. Det maatte han undgjælde for.
Han var fuld af Ruelse, ydmyg, sønderknust; elendigere Menneske har jeg ikke seet for mig. Tilsidst bad han ikke længer om Skaansel for sig selv, men kun for sin arme Moder, hvis eneste Støtte og Glæde han var i Verden.
Men jeg lod mig længe bede og trygle. Jeg havde fast besluttet, at for godt Kjøb skulde han ikke slippe. Denne Nat maatte han ikke glemme, saalænge han levede.
Endelig tog jeg ham til Naade. Jeg vilde give ham Lejlighed til at vise sin Anger i Gjerningen og blive et nyt og bedre Menneske.
Saa var da Alting igjen godt. Nej, godt var det ikke. Da han vilde fjerne sig, bemærkede jeg, at han ravede ligesom beruset, og neppe kunde holde sig paa Benene. I denne Tilstand kunde jeg ikke lade ham gaa hjem; i alt Fald vilde jo den ulykkelige Hemmelighed strax være bleven røbet for hans Moder. Jeg ringede paa min Tjener, og lod det stakkels Menneske anvise et Soveværelse i Huset.
Næste Morgen laa han i stærk Feber og talte i Vildelse. Jeg kom strax igjen til at tænke paa hans Moder; paa hende havde han jo tænkt mere end paa sig selv. Om at flytte ham kunde der i intet Tilfælde være Tale. Hastig tog jeg min Bestemmelse. Min gamle betroede Tjener paalagde jeg at gjøre en dyb Hemmelighed af den unge Mands Ophold i Huset. Derpaa skrev jeg til hans Moder, at jeg ganske pludselig havde seet mig nødt til at sende ham paa en vigtig Forretningsrejse, der ikke taalte mindste Opsættelse. Den vilde rimeligviis vare nogle Uger. Hans Afskedshilsen skulde jeg senere personlig overbringe hende.
Saaledes hvilede hans Skjæbne, næstefter Guds, ganske i mine Hænder. Uge paa Uge forløb under en voldsom Nervefeber. Næsten al min Tid deelte jeg mellem ham og hans Moder. Jeg var virkelig Alt, hvad en Broder kunde være for den Ene og en Søn for den Anden. Navnlig da den Syge begyndte at komme sig, tog jeg mig med den ømmeste Omhu af ham. Paa den anden Side havde jeg al min Opfindsomhed nødig for at berolige hans stakkels Moder.
Saa gjenvandt han da endelig sit Helbred. Det hed sig, at han kom lige tilbage fra Rejsen, og havde været syg undervejs. Ja, han havde været paa Rejsen til de Dødes Rige; det var fra denne Rejse, han kom tilbage. Men Hemmeligheden, saavel med hans Udskejelse som med hans Sygdom, blev godt bevaret; den kom aldrig til hans Moders Kundskab. Jeg anbragte ham ved en anden Green af Forretningen, og fik aldrig mere Grund til at beklage mig over ham.
Men nu til selve Sagen! — Du vil maaskee dømme, at jeg havde al god Grund til at være tilfreds med mig selv ved denne Lejlighed, og det i dobbelt, det vil her sige, i enhver Henseende, baade med Hensyn til det Resultat, min Aand gav, og det, mit Hjerte gav. Saaledes dømte jeg i Virkeligheden ogsaa engang selv. Men her — her er det i enhver Henseende faldet mig som Skjæl fra Øjnene; Alt ligger fremme for min Betragtning i en frygtelig Nøgenhed og Klarhed.
I sig selv var det vistnok ikke noget daarligt Indfald, saaledes at gribe Fuglen ved Vingebenet, og ikke slippe den af Haanden, førend den tilgavns var tæmmet. Men, jeg nødes til at bekjende: Nerven deri var en hovmodig Selvfølelse. Min Egenkjærlighed følte sig ikke i ringe Grad tilfredstillet ved den moralske Magt, jeg udøvede over Synderen. Med et Blik alene havde jeg tvunget ham til at beholde Kortene i Haanden og fortsætte Spillet; dernæst havde jeg beredt ham et Indtryk, som var en sikker Borgen for, at han aldrig vilde tage Kortene i Haanden mere.
Og nu min Godhed mod ham, efterat jeg havde taget ham til Naade. Den var vistnok ganske smuk og priselig. Men, naar jeg skal sige Sandheden, havde den sin fornemste Kilde i en Følelse af, at jeg dog havde været for haard imod ham, mere haard, end nødvendigt. Jeg havde fundet et vist grusomt Behag i at see ham vride sig under Virkningerne af min Vrede. Og saaledes, o min Ven, hvor bliver den gode Gjerning? Det er kun dens Mangler, som nu gaa mig til Hjertet, med ulidelig Pine. Thi endog heri Helvede vil Man dog saa nødig ganske miste sig selv, Du forstaaer mig jo nok?
Nu er det mig, der vrider sig, ved Tanken om, hvad han dengang maatte lide. Det lyder som en Modsigelse, men det er dog sandt, jeg lider i dette og Mere af en inderlig Forbarmelses Kvaler.
At jeg havde været for haard imod ham, deraf bar han ogsaa Spor hele sit Liv igjennem. Al Ungdommens Lyst og Frejdighed var med Eet forsvunden; han blev aldrig den Mand, som hans Ungdom havde ladet vente. Der var ligesom Noget knækket i hans Indre. Et sky, ængsteligt Blik, som idelig vendte tilbage, bar for bestandig Vidne om hans Livs hemmelige Historie.
O disse gode Gjerninger, de have bragt Mange i Elendigheden! Thi, tvivl ikke derom, de fleste gode Gjerninger, bleve de underkastede en tilbørlig Analyse, vilde give et lignende kummerligt Facit! Jeg vil ikke sige, at der ej gives virkelig gode Gjerninger. Men, naar Alt kommer til Alt, hvad ere selv de bedste Andet end den simple Skyldighed? Hvorledes Man end vender og drejer dem, noget Overskud vil der aldrig i Evighed komme ud.
Veed Du, hvad Selvpiinsel er? Udentvivl; Du
maatte ellers kun have prøvet Lidt i Verden. Men
saa veed Du ogsaa, at der neppe gives værre Piinsel
end Selvpiinsel. Men først i Helvede bliver dette til
Fuldkommenhed klart. Det er netop ligesom Nerven i
Helvedes Pine, at vi selv ere blevne Redskaberne til vor
Piinsel.
Een af de mildeste Former for denne Selvpiinsel er Grubleriet. Og dog, hvor fortærende! Ja, fortærende er det rette Udtryk. Vi fortære os selv saa ganske, at der ikke bliver nogen sund Tanke tilbage i os. Saa ere vi naturligviis nødte til at holde op. Vi staa lige paa Grændsen af Vanvidet; men over Grændsen kunne vi naturligviis ikke komme. Hvor det svimler for Hjernen, svier for Hjertet! Vi befinde os netop i den Tilstand, hvori Man i Verden begaaer Selvmord. — Men heri Helvede driver Man det aldrig videre end til at fortære sig selv.
Var der ikke engang Noget, som hed de tre Troens Artikler? Jeg har en underlig dunkel og dog sikker Forestilling derom. Ikke sandt, det stod i Forbindelse med Treenigheden, og det var Noget af det Dyrebareste, givet Mennesker i Eje?
Jeg har grublet derover, indtil jeg saa godt som havde mistet Sands og Samling. Men nu er jeg igjen bleven klog. Hvad kunde det vel nytte mig, om jeg kom efter de tre Artikler? Troen, som giver dem Indhold og Navn, vilde jeg dog aldrig komme efter; Troen vilde dog evig kun blive mig et tomt Begreb. Ja, Begrebet har jeg; men hvor huult, forfærdelig huult! Der er en bundløs, svælgende Afgrund deri. Hvad er det, at tro? Troens Gjenstand er Guds Søn. Det veed jeg; det vide endog Djævlene. Han er Frelseren. Men hvorledes han er bleven en Frelser, og hvorledes en Sjæl faaer Deel i ham, vee mig, vee, derom har jeg ingen Anelse!
Det gaaer mig med Troen ligesom det gaaer mig med Angeren. Kunde jeg blot komme til at føle et Øjebliks sand Anger, vilde jeg med det Samme være forløst. Men, det er en Selvfølge, forgjæves piner jeg mig. Ak, jeg kan, jeg kan ikke! Undertiden synes jeg at være lige derved, jeg synes at være lige ved at faa Taarerne frem. Men det er kun Bedrag, det er forgjæves. — Blot een eneste Taare! — sukker jeg i ulidelig Kval. — Evige Barmhjertighed, — ak, hvad er en Paakaldelse uden Tro! — blot een eneste Taare!
Tiden løber. Det er naturligviis Vaas. Her
gives jo ingen Tid. Imidlertid maa der dog være
Noget, som løber; det viser den stadig tiltagende Lysning.
Det store, frygtelig skjønne Øjeblik nærmer sig, da
Paradiset i sin Glands ligesom skal opsluge Helvedes Mørke.
Dog, Du maa ikke lægge videre Vægt paa, hvad jeg
siger. Jeg taler jo her om, hvad jeg endnu sletikke
kjender. Maaskee er dette store Øjeblik frygteligt uden
at være skjønt, og maaskee er det endnu meget langt
borte.
I Verden derimod løber Tiden, som sædvanlig; det mærke vi tydelig. Fornylig indløb der en pompøs Anmeldelse af et Tedeum, som var blevet afholdt i een af Verdens Hovedstæder. Det maa have runget igjennem det nederste Helvede, jeg mener Djævlekrogen. Det maa ret have været en Festdag for de Fordømte.
Anledningen til dette Tedeum var det lykkelige Udfald af en Krig, som en mægtig Stat paa den skjændigste Maade havde paaført een af sine smaa og svage Naboer. Et sandt Røvertog; men det var lykkedes. Verden gratulerede. Men det var ikke Sejerherren Nok hermed. Sejerherren gratulerede højtidelig sig selv og sang Tedeum!
Disse Tedeums-Fester ere Noget af det Skamløseste, Verden har at opvise. Det er Mere end Hykleri; det er en bundløs Frækhed. Man skyer endog ikke en officiel Gudsbespottelse for at besmykke sin Nederdrægtighed, og tage sig pæn og anstændig ud i Verdens Øjne. Man gaaer saa vidt i sin skjændige Bestræbelse for at gjøre Skarn til Guld, at Man endog maa drage Gud ind i det, fra Himlen ned i Skarnet. Det vil Man engang bitterlig komme til at fortryde.
Een af de Indbildninger, hvori Verden saa gjerne vugger sig, og hvorom den gjerne fører løs Snak, er den høje Grad af moralsk Værdighed, den fortiden mener at have opnaaet. Det er det ynkeligste, latterligste Selvbedrag. Verden er i Sind, om ikke i Skind, ligesaa ond, raa og fejg, som den altid har været. Den er kun mere poleret. I den store Verden er der ligesaa lidt nu som før noget absolut gyldigt, noget fast bestaaende. Ære, moralsk Forpligtelse, Sandhed, Retfærdighed, Barmhjertighed, Alt sættes tilside, naar højere Hensyn, det vil sige, Fordelen kræver det. Endnu gjælder i fuld Udstrækning den Stærkeres Ret. De smaa Stater, saasom Holland, Belgien, Danmark, &c., ere et Rov for den første den bedste store Magt, som blot tør vove det. Ja, blot at vove, derpaa kommer Alting an. Lykkes Vovestykket, er Voldsgjerningen med det Samme retfærdiggjort.
Det er den virkelige Tilstand i Verden; det er den saakaldte offentlige Moral. Dersom det gik ligesaadan til i det borgerlige Samfundsliv, mellem Mand og Mand, som imellem Staterne, vilde Verden være en Røverkule, og intet skikkeligt Menneske kunde udholde at være deri.
Det maa Man rigtignok sande, at bred er den
Vej, som fører til Fordærvelse. Først fra Helvede af
seer Man ret, hvor bred den er.
Nogle ligesom dandse henad Vejen. Men alligevel tager det Tid; thi de skulle ind i saa mangen Kro og Kippe og Dandsebod undervejs. Hele deres Liv er et Spil, en Leeg, en Fest, og de spørge ikke, om det er Gud eller Djævelen, som giver Festen. De bruge alle Sandser; gives der Lejlighed, anskaffe de sig endog et Par Extrasandser. Det er imod Naturen, det er sandt; men det gjør Intet; tværtimod, Nydelsen bliver desto større. De rive saa mange Ting, som muligt, med sig ind i den Hvirvel, hvori de bevæge sig; om Tingene ere ægte eller forlorne, det er dem lige meget. De aande kun i Øjeblikket; deres Fremtid er det næste Bal, Selskab eller Gilde, den næste Komedie eller næste Mode; deres Evighed er Forventningens kedsomlige Time. De sige til sig selv: — Vi leve, vi leve! — Men Døden holder dem i sine Arme. Holbeins bekjendte Dødningedands i den gamle Stad Basel er Mere end en Fabel. De dandse, lefle, pjatte, sove og spise sig igjennem Verden. Pludselig giver det blot et lille Ryk, og — de ere i Helvede.
Og mange Andre ligesom krybe henad den brede Vej. Man skulde tro, det var besværligt; men det er det ikke. Muldvarpen i Jorden føler sig ikke mere besværet end Fuglen i Luften. Og de ere et Slags Muldvarpe. — Vi see paa det Solide. — sige de; og saa rode de sig ned i Jorden. — Vi see — sige de, og de have Ret. Det er kun en Fabel, at Muldvarpene ere fødte blinde. De have tværtimod det skarpeste Blik, endog for hver lille Gnalling, som de støde paa undervejs. Det er rigtignok ikke Gnallinger, de søge efter; tværtimod, til hele Stykker staaer deres Hu. Men de foragte Intet; ogsaa med Gnallinger tage de tiltakke af Støvets Herligheden Thi de kjende ikke andre. De see bestandig kun nedad; kun det, som findes i Muldet, er Noget værdt for dem. Hvad der er oventil, vide de ikke, og bryde sig heller ikke om at vide. Det har aldrig vakt deres Opmærksomhed, at der er en Himmel, og at den er fuld af Stjerner. Deres Liv er et endeløst Roderi. Nej, dog ikke endeløst. Naar de saaledes have rodet sig igjennem et større eller mindre Stykke af Verden, træffe de uforvarende paa et Hul; dette Hul i Tilværelsen er Døden. De plumpe igjennem, og naar de igjen komme til Bevidsthed, befinde de sig i Helvede.
Blandt de underlige Ting i Verden er det
udentvivl een af de underligste, at alle Mennesker vide, at
de skulle dø, — Intet er vissere — og dog er der kun saa
faa, som tænke paa Døden, og endnu færre, som
belave sig paa at dø. De fleste Mennesker dø ligesom ganske uforbarende. Hvorledes er det da vel muligt
Andet, end at jo de Fleste maa opvaagne i Helvedes
Pine?
Ja, de Fleste. Men ogsaa hermed har det en underlig Sammenhæng. Man træffer heri Helvede mangfoldige Mennesker, som Man aldrig havde ventet at træffe her. Agtede, hædrede, hvad endnu mere er, begrædte gik de ud af Verden; mod Himlen vendte sig de Efterladtes taarefyldte Blikke. Men de Henfarne vare ikke der; de vare i Helvede. Det lader sig dog forklare. Gud dømmer anderledes end Menneskene dømme. Saa gode og fortræffelige disse Mennesker end have været, det Vigtigste maa dog have manglet dem, det, hvorpaa det tilsidst alene kommer an, et troende Hjerte, fuldt af Gud. Maaskee have disse Mennesker vundet den hele Verden; men de have taget Skade paa deres Sjæl.
Og nu, paa modsat Side. Mangen Gang udeblive fra Helvede Mennesker, som Man længe og ganske sikkert der har ventet. Deres Værker, deres Ry er gaaet foran dem, har for længe siden ligesom anmeldt dem. Man venter dem, men forgjæves; de komme ikke. Kun een Forklaring er mulig. Saa store Misdædere, de end have været, elendige, blodige Syndere, maa de dog have fundet Naade for Gud i en frugtbringende Anger. I det yderste Øjeblik maaskee er Frelseren traadt imellem dem og Helvede, hvor de vare saa sikkert ventede, hvor deres Plads saa godt som allerede var betegnet.
I, som have elsket, som bitterlig savne Eders Hen' farne, I ville naturligviis spørge, med bævende Hjerte og grædende Taare: — Ak, kunne vi da ikke med vore inderlige Bønner gavne eller staa Eder bi? —
Jeg veed det ikke. Men beder, beder dog for os, af Eders ganske Sjæl og uden Afladelse! Det veed jeg, at en sand Kjærlighed aldrig kan være spildt, blive uden Frugt. Thi Gud er i sit Væsen jo Kjærlighed, og hans Søn er Kjærlighedens Fylde blandt Menneskene. Maaskee, maaskee ville dog Eders Bønner komme os tilgode, ikke alene nu, men i al Evighed!
Seer jeg frem, seer jeg tilbage, min Kval er lige
stor, skjøndt meget forskjellig. Seer jeg frem, samler al
min Pine sig i den gyselige Forestilling om en endeløs
Tilværelse uden Haab. Seer jeg tilbage, samler den
sig i den vilde, altid nagende Smerte over et forspildt Liv.
Ja, herfra Helvede bliver det først rigtig klart, hvad
Frugt det jordiske Liv kunde have baaret, hvilke livsalige
Frugter. O, hvor lykkelige ere ikke I, som leve, og
endnu have fri Haand til at vælge Eders Skjæbne!
— Saalænge der er Liv, er der ogsaa Haab; — der
er aldrig blevet talt sandere Ord. O, hengiver Eder
dog blot ikke i den falske, fordærvelige Indbildning, at
det er for silde! Den Løgn har alene slaaet flere Sjæle
ihjel end alle Verdens Laster tilsammen. Det er ikke
for silde! Om end Døden ventede Eder den Dag
imorgen, det er ikke for silde. Jordelivet, saa udtømt det end synes, kan endnu komme til at bære Frugt i
Fred og Glæde, og det evige Livs Herlighed kan endnu
oprinde for Eder.
Fatter blot et andet Sind! Vender om, og søger Freden, hvor den findes!
O, havde I blot en klar Forestilling om Virkeligheden, som den er, I vilde aldrig fortvivle! Saa betrængte, saa elendige, saa fortabte I end kunne føle Eder, I have dog ingen Grund til Fortvivlelse. Det er ikke paa Eders Side, at Fortvivlelsen hører hjemme, ak nej, det er her paa vor Side! Her er det virkelig for silde. — Havde I dog blot en klar Forestilling om, hvor ringe en Deel det jordiske Liv er af Eders Tilværelse i det Hele, hvor lidet af det Hele der endnu er tabt, om endog alle Eders timelige Forhaabninger ere gaaede tilgrunde! Jeg siger: alle! Men dertil er det i Virkeligheden endnu aldrig kommet med noget Menneske. Saa øde end Verden ligger for ham, der vil dog altid endnu være mangen grøn lille Plet at finde, hans Lykke groer dog endnu stedse paa mere end eet Sted i Verden, naar han blot ikke lader Haabet briste. Og Verden er ikke Alt; den er tværtimod kun en saare ringe Deel af den Dig bestemte Tilværelse. See op til Stjernerne paa Himlen! Der er flere, end Du kan tælle. Var end Verden virkelig tabt for Dig, hvad er i Virkeligheden det? — Det er dog kun een Stjerne, der er falden fra din Himmel; Du har endnu alle de andre tilbage. Fortvivl derfor ikke! Det er en Helvedes Løgn, om Nogen siger til Dig, at det er for silde. Det er ikke for silde! Du kan endnu blive lykkelig. Det er saa vist, som at Gud er til. Vend blot om og søg den, der kan frelse og bevare Dig! Det, er Dig forundt, saa silde det end er blevet, at begynde et ganske nyt Liv. Men opsæt det ikke, at betræde den lyksalige Vej, som fører fra Stjerne til Stjerne ind i Lyksalighedens Rige! O, opsæt det blot ikke! Thi i samme Øjeblik, Døden overrasker Dig paa den gamle Vej i dine Synder, styrter Himlen med alle sine Stjerner sammen, og Du befinder Dig i et evigt Mørke.
Det er ikke for silde. Thi saa meget der end maatte være tabt, det Vigtigste staaer endnu tilbage at redde, selve Livet, din udødelige Sjæl, din Fred og din Salighed!
Har Du mistet dit Mammon? — Din Sjæl er ti tusinde Gange mere værd!
Er Du uden Fremtid? — See Evigheden ligger for Dig!
Er Du bleven forraadt i Kjærligheden? — Kjærligheden vil endnu frelse Dig!
Lever Du et fornedret Liv? — Der gives en evig, fuldkommen Oprejsning!
Har Verden slaaet Haanden af Dig? — Du har endnu Himlen tilbage; forsøg det med Himlen!
Seer Du ikke længer nogen Glæde for Dig? — Du kan endnu komme til at arve den evige Salighed!
Forstaaer Du nu, hvor lidt der i Virkeligheden endnu er tabt, Meget maaskee i sig selv, men kun Lidt imod det, som endnu er til at vinde og tabe? Saa fat da Mod! Det er visselig sandt: — Saa yderlig Du end er kommen, det er endnu ikke for silde! Det er endnu ikke for silde at begynde et ganske nyt, et helligt og lykkeligt, et lyksaligt Levnet!
Jeg har seet hende! Det var, som om Døden
gjennemiisnede mig paany. Rystet indtil Hjerteroden
foer jeg tilbage for Synet og segnede under den
frygtelige Anklage. Ja, det var hende, hende, mod hvem
min Synd er saa stor, at jeg aldrig engang har prøvet
paa at undskylde mig. Føler Du, hvor meget dette har
at sige?
O, min Ven, aldrig har jeg talt derom, men længe har jeg hemmelig gruet for, at Anna, hvis Liv jeg saa letsindig, saa modvillig ødelagde, skulde møde mig heri Helvede. Hun er her, jeg har seet hende!
Jeg gik med een af mine Bekjendte. — Kjender Du Undinen? — spurgte han. Paa mit benægtende Svar vedblev han: — Der seer Du hende! —
Jeg fulgte hans Fingerpeg og saae en ungdomlig, fyldig Kvindeskikkelse i letteste Klædebon og med udslaget Haar. Klædningen klæbede ved hendes Lemmer; det var, som om den dryppede. Hun var stille beskjæftiget med at vride, snart sit Klædebon og snart sit tunge Haar. Nu saae hun ivejret; Forfærdelsen gjennembævede mig. Det var Anna!
Ja, hende var det. De samme regelmæssig skjønne Træk, den samme yppig yndige Skabning; men, skjøndt let at gjenkjende, dog en ganske anden. O, hvor forandret! Vistnok de samme Træk, men hvor vanheldede, hvor sørgelig nedværdigede! Lidenskaben, Lasten, Fortvivlelsen havde hver for sig indristet hendes Levnetsløb deri. Hun syntes mange Aar ældre, og maaskee laa der dog kun faa Aar mellem hendes Fald og hendes Død. Og hendes Død — jeg kunde ikke tvivle derom — var bleven Fortvivlelsens Død i Bølgerne.
Jeg gruede og bævede som en Misdæder ved det pludselige Syn af Skafottet. Det var mit Værk, denne nedværdigede, fortabte, — engang saa smukke og ædle Skabning! Jeg var ligesom sønderknust, jeg laa ligesom paa Stejle og Hjul under det frygtelige Ansvar.
Der sad hun, vexelviis vridende sine Klæder og sit lange Haar; til en Forandring vred hun ogsaa nu og da sine Hænder. Men jeg vred mig ogsaa, under de grusomme Bid af min Samvittighed.
Saa sad hun en Stund ganske stille og lod Suk følge paa Suk. O, hvilke Sukke! Den fulde Barm hævede sig og sank, som om den skulde sprænges.
Først tænkte jeg paa at fly; det var mig, som om et Ord fra hendes Mund maatte kunne dræbe mig. Men jeg veed ikke, hvilken Raptus der greb mig; pludselig styrtede jeg frem for at træffe sammen med hende.
Da først blev hun mig vaer. Hun foer ivejret, betragtede mig med et Blik, fuldt af Forfærdelse og Afsky, og flyede.
Det var mig umuligt at naa hende; ved Tankens Magt alene holdt hun sig bestandig i den samme Afstand fra mig. Tilsidst blev hun borte for mig i en Skare af Nyankomne, som holdt deres bedrøvelige Indtog i Helvede.
Da vendte jeg tilbage, ligesom pidsket af Furier.