Breve fra Helvede/13
XIII.
Jeg erindrer ikke, om jeg har fortalt Dig, at det i Grunden er ligegyldigt, hvilket Sprog Man taler heri Pinen. Alle Sprog forstaaes lige godt og mellem hverandre. Men den egentlige Sammenhæng hermed er nok den, at deri Virkeligheden intet Sprog gives, følgelig heller ingen Tale. Lyden, som vi mene at give fra os, er rimeligviis kun en indbildt Ting, ligesom alt Andet, og vi forstaa hinanden paa en vis umiddelbar Maade, som det ikke staaer i min Magt nærmere at forklare. Kun det veed jeg: denne Maade er saa sikker, at Man heri Helvede aldrig, som ofte Tilfældet var i Verden, kan tage fejl af hinandens Mening.
Menneskenaturen bliver sig dog stedse og overalt
liig. Ogsaa i Helvede kan en Sjæl trænge til
Eensomhed. Ofte er det mig en sand Lise, at komme ud af
Sværmen, og fare hen gjennem vide, øde Strækninger
i denne gyselige Verden. Naar jeg saa finder mig ganske,
ganske ene, er det mig, som om jeg aandede friere. Jeg standser og lader mig synke hen, for uforstyrret at
kunne optage det med de Minder, som strømme ind paa
mig, eller gjøre nye frugtesløse Forsøg paa at komme
tilrette med mig selv. Behøver jeg at tilføje, at jeg
ikke ustraffet saaledes nyder mig selv? Jo fuldere vor
Aand bliver sig bevidst, naturligviis, desto større Pine.
Men det hører til de sjeldne Ting at finde en fuldkommen Eensomhed, endog paa de øde Steder. Snart lister sig En, snart en Anden bag paa mig, og jeg er nødt til at lade mine Tanker adspredes. Dette paatvungne Selskab, saa haardt det end ofte stiller min Taalmodighed paa Prøve, er dog mangen Gang ikke uden Interesse, for saa vidt nemlig, som der kan være Tale om Interesse heri Helvedes Pine.
Saaledes sad jeg nylig og plagede mig med en tydsk Professor i Historien. Lad mig, for ikke at træde Nogen for nær, i Forbigaaende bemærke, at de tydske Professorer kunne være højst agtværdige Mennesker, meget lærde, meget humane og elskelige. Men der gives naturligviis Undtagelser. Denne Professor var een af dem, der af Historien for godt Kjøb kunne faa alt Muligt ud, hvad deres egen eller Folkets eller en højstæret Fyrstes Lidenskaber og Lyster maatte finde ønskeligt. Stikker det en Partikel af et Folk at rive sig løs for at danne en souveræn Stat for sig, saa forstaa de i en Hast af skimlede og mugne Papirer at udfinde en Statsret, i bedste Form, som autoriserer Oprøret. Faaer en heel eller halv eller blot en Duodez-Fyrste Lyst til et Stykke Land, er det dem en smal Sag at bevise Allerhøjstsammes utvivlsomme Arveret til Landet. Der er Intet umuligt for deres dybe Lærdom, naar Lysten driver, Guldet lokker. Sort gjøre de i en Haandevending til Hvidt, og Hvidt til Sort, — og saa til Hvidt igjen, om forlanges. Dette Sidste er deres allerstørste Kunst. Naar det Resultat, som de ved dybe Granskninger have udfundet og slaaet fast som den ubetingede, urokkelige Sandhed, ved et Puds af Skjæbnen ikke længer viser sig hensigtsvarende, saa gjøre de, uden i mindste Maade at føle sig generede, Tingen om igjen, og komme til et stik modsat Resultat, der nu er ligesaa sikkert og urokkeligt, som nylig det foregaaende var. Det vilde være et Tegn paa sædelig Fordærvelse, at yttre Tvivl derom.
Det er saadanne Folk, der have givet Anledning til hiint mærkelige Ordsprog: — Løgn er ogsaa en Videnskab. — sagde Fanden, da han gav sig til at studere ved Kiels Universitet. —
Vi sad da og snakkede sammen paa det eensomme Sted. Jeg var naturligviis den, der maatte tage mod Underviisning, og lod mig, tilsyneladende i al Troskyldighed, proppe fuld af allehaande Løgne, navnlig om tydsk Humanitet og Moralitet, hvis Lige ikke fandtes paa Jorden. Da blev pludselig min Opmærksomhed vakt ved to store Skikkelser, som traadte frem af Taagemørket og nærmede sig os langsomt, dog ikke for at standse, men gaa os tæt forbi. De gik broderlig fortrolig, Arm i Arm, men udgjorde et højst ulige Par. Skikkelsen, der gik paa højre Side, kjendte jeg øjeblikkelig, endog paa Afstand, skjøndt jeg kun havde seet den een eneste Gang før. Det var Kain. Den anden Skikkelse derimod, mægtig i sig selv, skjøndt lille i Sammenligning med Kains, kjendte jeg ikke. Det var en Mand, klædt i kostbar midalderlig Dragt; i Forhold til Kains mere end halve Nøgenhed syntes han overlæsset med Klæder. Over den ridderlige Dragt bar han en Hermelinskappe. Omkring Halsen, ned paa Brystet, hang en svær Guldkjæde med Medaillon. Paa Støvlerne med de løst nedfaldende Skafter glimrede gyldne Sporer. Baretten, hvormed hans Hoved var bedækket, fremviste en gylden Ring med Takker liig en Krone. Ved hans Lænd hang et mægtigt Sværd. Skjøndt stor og prægtig, manglede hans Person dog ganske Værdighed. Det faldt ham øjensynlig besværlig at gaa, og det Urolige og Uregelmæssige ved Kains Gang gjorde ham det endnu vanskeligere at holde Skridt med sin Fælle. Isandhed, noget mere ulige Par kunde der ikke tænkes. Dog fandtes der ogsaa Liigheder imellem dem, og det mærkelige Liigheder. De havde det samme sky, skulende Blik. Og begge havde deres Brændemærke. Da de gik os tæt forbi, saae jeg, idet Kains Staldbroder lettede Baretten, hvorledes Ringen havde efterladt en blodig Rand trindtom Hovedet, som om den havde været gloende.
Jeg kunde ikke undertrykke en Gysen, da de gik os forbi. Da de vare noget fjernede, hviskede Professoren til mig:
— Saae De den spidse Egepæl, som han har igjennem sig? —
Jeg havde ikke seet den.
— Men det har han. — vedblev Professoren: — Han gjør sig imidlertid altid Umag for at skjule den med en Flig af sin Kaabe. Pælen er ogsaa Aarsag i, at han gaaer saa daarlig. —
— Hvem var det? — spurgte jeg.
— Det var Kain og Abel. —
Dette Svar forvirrede mig. Det løb rundt for mig, og jeg formaaede en Stund ikke at hitte Rede i mine Tanker. Abel var jo Kains uskyldige, ihjelslagne Broder. Abel kunde umulig være i Helvedes Pine, og endnu mindre kunde Kain og Abel i Helvede udgjøre et Par.
Endelig fik jeg min Tankegang saa vidt i Orden, at jeg kunde spørge: — Hvilken Abel? —
— Abel, Konge i Danmark, — lød Svaret: — død Anno 1252, den 29de Juni. —
Nu klarede det op for mig. Dog, om denne Abel vidste jeg kun ufuldkommen Besked. Men den tydske Professor vidste desto bedre, og holdt ikke sin Viisdom tilbage. Han fortalte, at denne Abel havde været een af Danmarks ypperste Konger, een af de store Aander, som ere Aarhundreder forud for deres Tid, men som netop derfor blive miskjendte og ilde dømte. Saaledes Kong Abel af de dorske og dumme Danske. Han var nemlig den første danske Konge, for hvem det var gaaet op, at kun ved tydsk Kultur og Gunst gryede der en Fremtid for Danmark, i et saavel politisk som moralsk Afhængighedsforhold til det store, mægtige Tydskland. Men det vilde eller kunde de stupide Danske ikke indsee. De hadede ham til Døden; der var ingen Beskyldning saa ond, at de jo fremførte den mod ham. Saaledes maatte han tilsidst bukke under. Han faldt som een af de første og ypperste Martyrer for en hellig Sag: Germaniens verdenshistoriske Kald til at danne og forædle alle Jordens Folkeslag.
— En Martyr, og nu i Helvede, og i Helvede Kains Fælle? — vovede jeg at indvende.
Professoren blev mig Svaret skyldig. Thi imidlertid var en tredie Person kommen til, og han rev uden Omstændigheder Ordet til sig.
Det var en underlig forsoren Skikkelse, der ligesom var sammensat af to uensartede Stykker. Som det hedder i Sagnet om Havfruen, smuk var han at see til foroven, men hæslig forneden. Tog Man Overkroppen for sig, var han ridderlig klædt, i saakaldet halv Rustning, en Pantserskjorte af det fineste Væv over en kunstig udsyet Læderkøllert, en let Hjelm med et gyldent Smykke, der lignede en Krone. Men hertil svarede sletikke Nederkroppen; den bestod ligesom af idel Støvler, og det et Par af de groveste og plumpeste, omtrent af hiin Art, som Fiskerne bruge, med bløde, velsmurte Skafter, som lade sig trække heelt op over Benene.
Men uden at lade sig anfægte af nogen Kritik, sad han der for os ganske som en Mand, der beherskede Situationen, støttende sine Hænder og sin Hage paa Heftet af det vægtige Sværd. Under de buskede Øjenbryn lyttede et Blik, som Man havde ondt ved at udholde, og, da han tog Ordet, talte han som En, der ingen Modsigelse taaler. Om hans skjæggede Mund spillede et modvilligt, for ikke at sige, ondt Smiil, hvorved Man ikke kunde Andet end blive uhyggelig tilmode.
— Men det er jo en forbandet Løgn fra Begyndelse til Ende, Alt, hvad I der fortæller! — udbrød Ridderen i barsk og skjærende Tone.
— Hvad — Løgn? — Hvilken Uhøviskhed! — stammede Professoren forvirret: — Hvem er I, om jeg tør spørge? —
— Jeg er Kong Abel. — svarede den Fremmede: — Er der saa Mere, I vil vide? —
Det var der ikke. Professoren var kommen ganske fra Concepterne, tog en flygtig Afsked med mig, og luskede stille og spagfærdig af.
— Saaledes skulle de have det, de Karle! — udbrød nu Ridderen skoggerleende: — Kun med deres egne Vaaben kan Man slaa dem. Det Eneste, der bider paa dem, er Løgn for Løgn og en Frækhed uden Grændse. —
— I er altsaa ikke Kong Abel? — spurgte jeg.
— Nej, ligesaa lidt, som I selv er det. Hvem jeg forresten er, kommer sletikke Sagen ved. Nok er det, ogsaa jeg er een af Kains Fæller, og af de Fredløse, som det hedder i Visen:
Og skal jeg ud af Landet rømme,
Og ligge paa Vandet hiint kolde — —
Den Fremmede afbrød sig selv og lod Haanden glide over Panden, som om han vilde forjage onde Tanker, og vedblev derpaa:
— Men vil I have Kong Abels sande Historie at vide, saa kan jeg vel fortælle Eder den, skjøndt jeg ikke holder synderlig af at rode op i gamle Historier — —
Her brød han pludselig af, og henvendte sig til Nogen, der syntes at staa bagved mig:
— — See mig til den Grinebider! Han synes ogsaa at være inde i Historien. Aahøj! Hvem er Du? —
Jeg saae mig om. Der var kommet flere Personer til. Blandt disse var en fiirskaaren ung Mand med et aabent, opvakt, noget udfordrende Ansigt, klædt i en gammel Vaabenfrakke, hvis ene Ærme hang og dinglede, og med den danske Kokarde paa Huen. Det var ham, Ridderen havde tiltalt med Benævnelsen: Grinebider.
— Hr. Søgreve eller Søkonge, eller hvad I er,— thi med saadanne Støvler gaaer da ingen Konge paa Landjorden, — svarede den Tiltalte med et Griin: — jeg er kun en stakkels Frivillig af den saakaldte Ryes Brigade, en født Slesviger, og kun altfor vel inde i Kong Abels Historie. Jeg kommer lige fra Slien og Danevirke. —
— Lige fra Slien og Danevirke! — gjentog Ridderen: — Ja, saa maa Du nok vide Besked. Saa fortæl da! Men, hører Du, Karl, ingen slesvig-holsteenske Løgne! —
— Nuvel, — begyndte Soldaten: — der var engang en Konge, som hed Valdemar. Under ham stod Danmark paa sin Vældes højeste Spidse, og fra hans Tid er det, uagtet mangt et falsk Skin af Magt og Glands, stadig gaaet tilbage med dette ældgamle Rige. Valdemar var indtil nu den sidste store og lykkelige Konge i Danmark. —
— Karl, det er Meget sagt! — brummede Ridderen.
— Fra umindelige Tider havde Tydskland været Danmarks bittre Fjende. — vedblev Soldaten, uden at lade sig forstyrre: — Det var et meget ulige Parti; men de Danske havde indtil da hævdet deres ældgamle Sydgrændse, og skulde længe hævde den endnu. Men under Kong Valdemar fik de Danske Overmagten, og gik med Sejer vide ud over deres Grændse. Da Tydskerne, uagtet alle Forbund, med Magt Intet kunde udrette mod den Vældige og Sejerrige, forsøgte de det med List og Forræderi. Og heri havde de Heldet med sig. I Slaget ved Bornhøved blev Kong Valdemars Magt for bestandig knækket. Slaget ved Bornhøved udgjør overhovedet det ulykkelige Vendepunkt i Danmarks Historie. Nedad, bestandig nedad, lige indtil vore Tider. Dog, Kong Valdemar var ikke mindre stor i Freden end i Krigen. Før havde han heddet Sejerherren, nu kom han til at hedde Lovgiveren. Danmark oplevede endnu lykkelige Dage under hans Regjering. Før sin Død skiftede han mellem sine Sønner — —
— Hans Sønner! — udbrød Ridderen bevæget: — Ja, der have vi Danmarks Ulykke! Den fromme, elskelige Dronning Dagmars Søn, atter en Valdemar, maatte dø. Hans Æt vilde have bragt Velsignelse over Danmark. Men den onde, forhadte Berengarias Sønner levede alle. De og deres Æt ere blevne Danmarks Fordærvelse. —
—— Det er sandt, hvad I siger, ædle Herre. — bemærkede Soldaten, og vedblev derpaa:
— Af disse sine Sønner lod Valdemar den Ældste, Erik, hylde til Konge; de to Andre fik store Lehn under Kronen; Abel, den Anden i Alder, fik Sønderjylland. Og saa gik den gamle Drot til sine Fædre, overtydet om, at han paa bedste Maade havde sikkret Danmarks Lykke.
Men den blev kun tynd. Strax opstod der Splid imellem Brødrene. Abel vilde ikke tage sit Hertugdømme til Lehn af Erik Kongen, men stræbte, ved Forbund med tydske Fyrster, at befæste sig i den frie Besiddelse af samme. Mellem hans Lehnspligter var den første den, at værge Grændsen imod de overmodige og overmægtige Tydskere. Men lige tværtimod drog han dem over Grændsen ind til sig, og lagde saaledes Grunden til Sønderjyllands Fortydskelse. Og, hvad der næsten var værre, han aabnede tydsk Aand og Sæd og Tænkemaade fri Adgang, ikke alene til Sønderjylland, men ogsaa, da han senere blev Konge, til hele Danmark. Det skulde i en følgende Tid komme til at gjøre Udslaget. Tydskheden inde i Landet skulde engang med de bare Hænder blive en farligere Fjende, end Tydskerne udenfor med Bagladegeværer og riflede Kanoner. Hvo har ikke hørt tale om Fantasistaten Schleswig-Holstein? Til den lagde Hertug Abel den faste, skjøndt usynlige Grund. Eet Hjerte med Holstenerne, saae den slesvigske Hertug i den danske Konge kun sin fødte Fjende.
Saa skete det en skjøn Sommer i August, at Abel indbød sin Broder Erik til sig i Byen Slesvig. Uden Mistanke, med et sandt Brodersind, mødte den fromme Erik, skjøndt advaret i et Drømmesyn. Men Abel havde Hjertet fuldt af Had, af Edder og Forgift. Pludselig brød det frem; Han lod sin Gjæst, Broder og Konge lægge i Lænker og overgive i Bøddelhænder. Ja, i Bøddelhænder — hvad behøver jeg at sige mere? Den fromme Kong Erik blev ynkelig myrdet, slagtet, ligesom et Lam, og hans Liig blev kastet i Floden Slien.
Nu var Danmarks Trone ledig. Efterat Hertug Abel med fire og tyve Riddere havde gjort Eed paa, at han var uskyldig i sin Broders Død, blev han — af de dumme Danske — antagen til Konge.
Men Kong Erik havde døende sagt: — Dersom Abel ikke omvender sig, vil han komme til at dø en skammeligere Død end jeg. — Og saaledes skete det. To Aar senere blev den mægtige Konge af Danmark med Spee og Spot slaaet paa Flugt af Frisernes lille Bondefolk, og maatte paa Flugten segne under en Bondes plumpe Øxe. Længe laa hans Liig ubegravet, et Aadsel, priisgivet de vilde Dyr og Fugle. Endelig blev det bisat i Slesvigs Domkirke. Men Kong Eriks onde Broder havde ingen Ro i Graven; han gik igjen, og forfærdede den hele Stad; da lode Munkene atter hans Liig tage op og føre udenfor Staden. Midt i den tykkeste Skov grove de det ned, og dreve en Pæl tværs igjennem det, for at holde det fast i Underverdenen, hvor — — —
Her taug Fortælleren pludselig stille. Da jeg saae ivejret, fik jeg atter Øje paa Kain og hans Fælle, som nærmede sig fra modsat Side.
Alles Blikke vare henvendte paa det frygtelige Par. Ubevægelige og i en aandeløs Taushed lode vi dem gaa forbi. Det lod til, at de tilsammen havde faaet en Skræk i Livet. Med vilde Miner saae Kain sig idelig tilbage, og Abel gik med det blottede Sværd i Haanden. Just som de kom os forbi, standsede han pludselig, og vendte sit forstyrrede Aasyn lige imod os.
— Kain og Abel! — fremstammede jeg uvilkaarlig.
— Ha! — udbrød Ridderen, idet han foer op; og skjælvende paa alle Lemmer stod den Kjække: — Men det ligner jo — — er — er det ikke Erik? —
— Hvad mener I, ædle Herre? — spurgte Soldaten studsende: — Som I veed, var det jo Kong Erik, som blev myrdet, og — — —
— Ja, ja — — Erik — Erik Glipping! — stønnede Ridderen, og tvang sig atter til Ro: — Det var — det var kun en taabelig Indbildning. —
— Javist, kun en Indbildning. — bekræftede en svær Person i Kredsen, øjensynlig en tydsk Landseknægt: — Det er hverken Erik eller Abel. Paa min Ære, det er ingen Anden end Johan af Schwaben! —
— Kains Staldbroder, som Talen er om, har aldrig navngivet sig hverken som den Ene eller den Anden. — bemærkede en gammelagtig Mandsling med en lærd og vigtig Mine: — Det er notorisk. —
— Der gives altsaa ogsaa navnløse Personer i Helvede? — spurgte jeg.
— Hvorfor ikke? — lød Svaret: — Anonymiteten er hellig, og maa respekteres saavel i Helvede som i Verden. —
— Nok, nok! — afbrød Ridderen os utaalmodig og spodsk, idet han hørte op med at bide i Knappen paa sit Sværdhefte: — Lad os faa Slutningen paa Abels Historie, inden vort Selskab bliver altfor blandet! —
Soldaten tog da igjen tilorde:
— Skjøndt jordfæstet med en dygtig Egepæl igjennem sig og under mægtige Besværgelser, fandt Kong Abel dog ikke Ro i Graven. Han maatte gaa igjen. I kortere og længere Mellemrum, fra det ene Aarhundrede til det andet, lige indtil vor Tid, tog det igjen paa med Spøgeriet, og det argere og frygteligere, end Man nogensinde havde kjendt. Der gives kun faa Mennesker imellem Slien og Ejderen, som ikke vide at fortælle derom. Have de ikke selv oplevet Noget, saa have deres Fædre oplevet desto mere. Det er især ved Sliens Bredder, ude paa den vilde Hede, og paa den gamle Grændsevold Danevirke, at Utydsket færdes. Dog, ogsaa i beboede Egne, gjennem Landsby og Flække huserer det jævnlig. Hvad den vilde Jagt er i Tydskland, det er Kong Abels vilde Færd i Sønderjylland. —
— Det er rigtigt. — bemærkede en skummel Munk, der saae ud som en udbrudt Galejslave: — I ubestemte Mellemrum vender han i den Ondes Tjeneste tilbage til Verden. Men det kan han ikke, saalænge Pælen sidder ham i Livet. Saa seer han til at overliste snart den Ene, snart den Anden, for at faa ham til at trække Pælen ud. Men den, som gjør det, faaer kun en sølle Løn for sin Villighed. — Retro, appage, Satanas! — For nogen Tid siden havde han faaet fat i mig; men jeg vogtede mig vel for at være ham til Tjeneste paa saadanne Vilkaar. Dog, afsted kom han, efter hvad jeg hørte, alligevel. Hvem der denne Gang blev Asenet, veed jeg ikke. —
— For ikke længe siden stod jeg ved Danevirke med Fædrelandets gamle Fjender overfor mig. — vedblev Soldaten: —— Det var sidste Gang, der skulde kæmpes for Landets ældgamle Grændse, eller rettere, den skulde tilsidst uden Sværdslag opgives. Det var en frygtelig Tid. Ikke alene Kong Abel, men alle onde Aander syntes at være slupne løs dernede. I Virkeligheden er største Delen af de politiske Ulykker, som siden Abels Tid ere komne over Danmark, udgaaede fra den fortydskede Deel af Sønderjylland. Brodermordet synes at have efterladt en blivende Forbandelse. Abels Aand spøger i Befolkningen med de frækkeste Rænker, som Løgn og Forræderi kunne opfinde, med brodermorderiske Idrætter. Nu nylig synes Abel endelig igjen at have triumferet, ikraft af Tydskhed og Djævelskab. Forræderiet og Brodermordet synes atter fuldkommen at være lykkedes. Danmark ligger nede, ligesom engang den fromme Kong Erik, blødende, døende, med Haanden opløftet, ligesom for at tage Himlen til Vidne. Men — Enden er ikke endda! — Kong Abel, husk paa Hjulmandens Øxe! —
Hvorledes Kong Abel i kortere og længere Mellemrum huserer i den sydlige Deel af Sønderjylland, derom veed især den menige Mand Meget at fortælle. Fiskerne, som ved Nattetid passe deres Dont paa Slien, høre med Forfærdelse de underligste Lyd fra Landet. Det er, som om et uhyggeligt Væsen af overnaturlig Art idet Skjulte fulgte med Baadene langsmed Bredden. Nu et Hyl, nu en Rallen, allehaande gyselige Støn og Veeraab betegne dets Vej. Undertiden viser Spøgeriet sig, oftest som en sort Skygge, der i uhyrlig Skikkelse og Længde strækker sig ud over Vandet, uden dog nogensinde at naa et klart blaaligt Lys, der stille glider bort foran den henover Bølgerne. Det forstaaer sig af sig selv, at Fiskerne aldrig sejle efter dette Lys, og vel vogte sig for at komme ind i den sorte Skygge.
Ved Mysunde, det smalleste Sted paa Slien, ligger en mægtig Steen ude i Vandet, som ved sædvanlig Vandstand netop holder sig over Bølgerne. Denne Steen betegner nøjagtig det Sted, hvor Kong Eriks Liig blev styrtet i Floden. Paa denne Steen have Fiskerne mangen Gang seet en mørk, uformelig Skikkelse sidde sammenkrøben, lydløst ragende med en spids Pæl i Vandet. Det er let at forstaa, at aldrig Nogen har vovet at forstyrre den stille Fisker.
Vandreren, som ved Nattetid gaaer over Heden, oplevet stundom ikke mindre forunderlige Ting. Idet han skrider frem under een af disse mægtige Kæmpehøje, der overalt, men især i Hedeegnene, karakterisere Sønderjylland som Landet med de mange og store ældgamle Minder, — idet Vandreren skrider hen under een af disse Kæmpe-Gravhøje, ruller en Steen ned og bringer ham til at snuble. Han seer ivejret, og øjner oppe paa Højen en mørk Skikkelse, siddende med Haanden under Kind. Den vilde ikke være til at see, hvis den ikke i sit dybe Mørke tegnede sig af paa den forholdsviis lyse Himmel. Ingen Bevægelse forraader et levende Væsen; et frygteligt Liv forraader derimod et Par Øjne, der ere saa klare som gloende, gnistrende Kul. Vee den arme Vandrer, hvis han standser, tvivlraadig eller forfærdet bliver staaende blot et Øjeblik! Han vil aldrig mere komme til at gaa over Heden. Men Kong Abel bliver siddende paa Højen indtil Morgenhanegal, og udgrunder onde, giftige Planer, som han, skjøndt selv død, ved Djævelens Kunst forstaaer at skjænke Liv i deres Hjerter, som i Tusindviis slumre omkring ham.
Men Abel er en urolig Aand. Endnu oftere seer Man ham fare over Heden paa en fnysende Ganger. Han selv er sort, Hesten skinnende hvid; et Kobbel sorte Hunde følger ham efter. Det er, som om hvidlige Flammer brøde frem af Gangerens Næseboer og under dens Hove. Man paastaaer ogsaa, at Man længe efter tydelig kan forfølge Gjenfærdets Vej over Heden. Hvert Sted, hvor Gangeren har sat sin Hop, findes Lyngen afsveden og forkullet. Naar Kong Abel da paa sin Vej kommer til en eenlig Gaard, standser han hyppig, ikke for at lade sin Ganger puste ud, men for selv at puste ud, af sit onde Hjertes overstrømmende Fylde. Om han blot finder nok saa lille en Aabning, han behøver ikke Mere. Han puster ind derigjennem med en Magt, saa at Vinduer og Døre springe op igjennem Huset. Næste Morgen seer Alting ud som sædvanlig. Men Huset er ikke længer det samme. Kong Abels Aand og Iid er forbleven derinde. Endog Folk af reent dansk Blod og med dansk Tunge føle, ikraft af Abels Aand, med et tydsk Hjerte, forglemmende Fader, Moder, Tradition, Fædreland og Ære, — Alt, hvad der ellers plejer at være Mennesket dyrebart.
— — Saa farer Kong Abel videre, over Stok og Steen, til nye Bedrifter. I een Nat har han Ærinde vel hundrede Steder. Paa de forskjellige Strøg har han visse, bestemte Gjennemgange. Der er saaledes mere end een Gaard, hvor Man aldrig tør lukke Portene; thi Spøgeriet maa have fri Fart derigjennem. Ere Portene tilfældigviis lukkede, blive de voldsomt sprængte, og Folkene ere glade, naar der ikke skeer anden Ulykke.
Det er dog ikke blot gjennem de øde og eensomme Egne, at Kong Abel saaledes færdes ved Nattetid. Der gives neppe nogen By, som han ikke ved Lejlighed er kommen igjennem Paa sin vilde Jagt. Naar han da nærmer sig, tude alle Byens Hunde i ynkelige, uheldvarslende Toner; Kvæget brøler og river sig løs i Staldene. Da veed Bonden, hvad der er paafærde, slaaer Kors for sig under Dynen og kryber dybere ned i Fjerene. Og det slaaer neppe fejl, at Man jo den næste Morgen hører tale om een eller anden Ulykke i Byen. —
Fortælleren taug. Stille sade vi en Stund hos hverandre. Ikke maa Du dog forestille Dig, at det var ifølge hiin uhyggelige Følelse, som Du saa ofte har havt i Verden, naar der en Aftenstund blev Tale om Spøgeri. Den Følelse kjende vi her sletikke til. Forklaringen ligger nær: vi ere jo igrunden alle Spøgelser. I alt Fald er Helvedes Pine, hvori vi befinde os, ti tusinde Gange værre end Alverdens Spøgeri. Nej, det, som havde grebet os saa dybt, var Erindringen, den levende Erindring om Verden og Livet.
Det var Soldaten, der igjen brød Stilheden, idet han sagde:
— En saadan elendig Ende tog det med den store Kong Valdemars tre Sønner. Erik blev ynkelig myrdet, ifølge Historiens og Sognets overeensstemmende Vidnesbyrd, paa sin egen Broders Foranstaltning. Abel fandt en skammelig og elendig Død paa Flugten under en Bondes hævnende Øxe. Christofer blev, ifølge Sagnet, forgiven i en Hostie. Og alt dette gik for sig i Løbet af ni Aar. —
— Hvorfor tager Du ikke Christofers Søn og Efterfølger med? — lod en ny Stemme sig høre iblandt os: — Blev ikke ogsaa Erik Glipping ynkelig myrdet? —
Jeg saae ivejret. Den Fremmede kjendte jeg ikke. Men da jeg saae mig om efter Ridderen, var han forsvunden.