Breve fra Helvede/12

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 205-221

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XII.

Paa denne Udflugt saae jeg første Gang en Konge heri Helvede. Et ynkeligt Skue. Jeg troer neppe, der kan gives nogen skarpere Modsætning mellem hist og her, før og nu.

Den elendigste Stilling heri Pinen indtage ganske vist Fyrsterne, Konger, Kajsere &c. &c. I Helvede gjælder nemlig ingensomhelst borgerlig Samfundsorden. Intet holder Sjælene sammen uden den selskabelige Drift og den fra Verden medbragte Vane. Alting er her ganske løst blandet mellem hinanden, i en slet Uendelighed. Man kjender hverken til Begrændsning eller Form. Der gives ingen Riger, ingen Forfatninger, ingen Forordninger, overhovedet ingensomhelst Styrelse. Heraf bliver det da let at begribe, hvor fuldkommen Fyrsterne her maa være tilovers. Vistnok giver deres Rang dem Ret til indtage en fremragende Stilling, i alt Fald i det dannede Selskab. Thi for Rangen bøjer Man sig, her ligesom i Verden, ganske uvilkaarlig. Men de ere altfor nedtrykte og ynkelige af Væsen til at gjøre denne Ret gjældende; sky og fortabte holde de sig i Almindelighed tilbage. De ere at sammenligne med Helgenbilleder, som Forgyldningen er gaaet af, og som ere blevne smidte ud i Skuret, hvor Mørke og Smuds regjere. Deres Storhed var kun af konventionel Natur; det vil sige: Forgyldningen var ikke engang ægte. Og nu er den borte; der er ikke Spor af Glands og Maje-stæt tilbage. Heri Helvede have de ikke noget Rige at experimentere med, noget Folk at tyrannisere, Finantser at rutte med; de leve og aande kun i den bedrøvelige Erindring om en svunden Magt og Herlighed. Af deres tidligere saa talrige og straalende Følge er der kun blevet enkelte Hofsnoge tilbage, hvilke indgroet Vane, ikke Taknemlighed endnu knytter til dem. Jeg sagde: altfor nedtrykte; ja, det er saa sandt, at det endog kan tages i bogstavelig Forstand. Thi de ere nærved at synke sammen under Kronens Vægt, som de bære. Hvad en saadan Krone vel kan veje? — Besvar mig først et andet Spørgsmaal: — Hvor stort et Ansvar har ikke en Fyrste i Verden? — Tunge ere disse Kroner, mere end centnertunge. Sædvanligviis lade de høje Personer sig holde under Armene af et Par af deres Drabanter, og liste sig saaledes kummerlig omkring. Behøver jeg at tilføje: — et jammerligt Optog! —?

Værst farne ere de Potentater, som Man i Verden har hædret med Tilnavnet: den Store. Ak, hvor smaa, hvor ynkværdig smaa ere de ikke blevne heri Pinen! Til deres Kroners Tyngde har dette ulykkelige Tilnavn føjet en uhyre Extravægt, som bringer dem ganske til at synke sammen. Kun med vaklende Knæ og ved dobbelt Understøttelse formaa de at slæbe sig frem, under dybe Sukke.

Virkelig store Fyrster findes naturligviis ikke her. Disse Andre kaldte Verden store, enten fordi de vare grumme Menneskeslagtere, der med Lyst offrede mange tusinde Menneskers Blod og tyve Gange saa mange Menneskers Velfærd, eller fordi de udmærkede sig ved en underfundig, skjændig Politik, som nedbrød al Moral og spottede al Menneskelighed. Andre bleve kaldte store aldeles uden Grund. Omstændighederne vare dem gunstige, og de bleve godt betjente. I sig selv vare de nogle store Stympere. Men disse vare i Almindelighed de allergaleste, og lode sig vise guddomlig Ære. Saa maatte de vel fare til Helvede.

O, hvor meget bedre havde ikke alle disse Konger gjort i at stræbe efter Navnet: den meget elskede, istedetfor Navnet: den Store! Kjærligheden vilde have skjult deres Synders Mangfoldighed. Nu sukke og vaande de sig forgjæves. Pinestedets Haabløshed kan ikke udtrykkes fuldstændigere, end naar jeg siger: — Her er det endogsaa ude med Kjærligheden!

Aldrig har jeg hørt saadanne Sukke som hos disse Fyrster, Konger og Kajsere. Sjelden hører Man dem tale; de sukke kun. Sukket udtrykker Alt, hvad de have at sige. I hvert Suk skulde Man tro, de maatte udaande Livet. Det er da let at begribe, at de i denne Tilstand kun i saare ringe Grad ere presentable. Derfor holde de sig ogsaa for det Meste sky og forknytte tilbage. Det er kun sjeldent, at Man møder nogen af dem paa Alfarevej. Thi de kunne der ikke begaa sig. Ligesom Høgen af Smaafuglenes Mængde, saaledes blive de forfulgte af alle dem, hvis Velfærd de i Verden have lagt øde. De ere udsatte for Hak paa Hak, og ved Flugten kunne de ikke frelse sig. Derfor opholde de sig mest paa øde Steder, navnlig i Omegnen af Uretfærdighedens Stad. Det er ganske naturligt. Her aabnes dem den eneste Udsigt til et Konge- eller Herredømme, som findes i hele Helvede.


Til Kongernes Slægt høre Prætendenterne, men ere naturligviis Kongernes bittreste Fjender. Noget mere udhungret, forgræmmet, tillige rovbegjærligt end disse Prætendenter kan der ikke tænkes. De ere nærmest at sammenligne med forsultne Ulve, som enkeltviis luske om, fulde af Forestillingen om en rigtig feed Bede. Men de fede Beder ere sjeldne, endog i den bedste Deel af Verden.

De ulykkelige Konger, saa elendige i sig selv, og oven i Kjøbet efterstræbte! Denne Angst, hvori de bestandig svæve, er nærved at være det Værste af det altsammen. Pludselig lyder det frygtelige Raab: — en Prætendent, en Prætendent! — og Hofslænget trænger sig uvilkaarlig sammen om sin Herre og Konge. Nu begynder en Kamp, ligesaa latterlig som frygtelig. Forstaa mig vel, i Helvede er egentlig Intet latterligt; det er ynkeligt Alt tilhobe. I glubende Afmagt styrter Prætendenten ind i Kredsen for at rive den arme Konge Kronen af Hovedet. Selv kan Staklen ikke værge sig; dertil er han altfor elendig og betynget. Men hans Drabanter lade ham ikke istikken; det er jo ligesom for deres egen Tilværelse, de kæmpe. De fægte tappert, omtrent som Haren med Forpoterne. Prætendenten bliver med Skam slaaet tilbage; han maa luske af uden Krone.

Heraf vil Du indsee, at, gives der i Helvede noget endnu ynkeligere end Kongerne, saa maa det være Prætendenterne.

Og hvor godt kunde ikke mange af disse Elendige have havt det i Verden, hvilken lykkelig, misundelsesværdig Tilværelse kunde de ikke have ført! Lykken havde fra Fødselen af velsignet dem fremfor Millioner. De havde, hvad der i privat Forstand kaldes Rigdom; de havde høj Rang, vare blandt de Anseete og Ærede. Men med et saadant udmærket Privatliv vare de ikke tilfredse. De fik Ærgjerrighedens Delirium, de maatte have en Krone. Og for at faa den styrtede de sig hovedkulds ind i et Liv, hvori de maatte tabe al Agtelse for sig selv, sætte hele deres Lykke og Fred til. De maatte indlade sig paa de nedrigste Rænker, træde i fortroligt Forhold til de gemeneste Personer; de maatte endelig tage Tusinders Blod paa deres Samvittighed.

De førte naturligviis deres saakaldte gode Ret stadig i Munden; de stræbte at indbilde sig selv og Andre, at det var i Retfærdighedens Tjeneste, de offrede sig selv og Alt. Men denne deres saakaldte gode Ret var maaskee kun et Opspind af en forræderisk Indbildningskraft, et Opkog af gamle skamløse Løgne, med en tilstrækkelig Tilsætning af nye. Og i alt Fald vilde det have været bedre for dem, om de med Uret havde faaet en salig Ende, end at de med Ret skulde indgaa til Helvedes Pine.


Jeg talte om Menneskeslagtere. Man behøver dog ikke at være Konge eller Kajser for at blive Menneskeslagter; nogle af de største Slagtere, Verden har kjendt, vare kun Statholdere, Guvernører, Feltherrer o. s. v.

Heri Helvede— fortsætte de deres blodige Færd; jeg tænker navnlig paa de sidste. I Verden var Kamp og Mandefald deres Lyst og Glæde. Med Glæden er det naturligviis forbi; men Lysten er bleven. Anhang kunne disse navnkundige Hærførere ikke savne. De have overflødigt Tilløb af alle dem, hvis Iid i Verden var Krig og Blodsudgydelse, i stik Modsætning til den Fred og Kjærlighed, Gud har ladet forkynde over Jorden. Ikke at regne det herreløse Pak, som løber sammen, hvor blot et Menneske hæver sig frem over Hoben, eller blot en Trompet eller Tromme lyder. Paa de udstrakte øde Steder udfolde Hærene sig, Hundredetusinder imod Hundredetusinder. Saa leveres der Slag; med højt hævede Bannere, skjøndt med klapprende Tænder, rykke de imod hinanden. Forfængelige Spil! Kanonerne give Røg, men intet Knald. De mandhaftige Rækker storme frem. Man skulde tro, det maatte give et forfærdeligt Brag; men det gaaer, med stor Flauhed, ganske stille af. Thi i Virkeligheden skeer der intet Sammenstød. Istedetfor at kaste Fjenden løber Man lige igjennem ham. Det er ubeskrivelig flaut. Ingen Afgjørelse, ingen Sejr er mulig; ja, det hører endog til Umulighederne at vinde blot en ringe Fordeel over hinanden. Ikke desto mindre begynder, efter det nødvendige Pusterum, det samme Spil forfra igjen. Forfængeligheders Forfængelighed! Det maa være fortærende! Begriber Du? Det er ikke Hjerteblod, der flyder i disse Slag; det er Aanden, som uden Ende forbløder sig.

Jeg kom til at tænke paa Einheriarne i Valhalla. Men det var en dum Tanke; der er ingen Sammenligning mellem disse og hine. Heltene i Valhalla færdes i Kraft og Glorie; det er ikke alene et virkeligt, men et fuldendt Liv, de leve, uden alle Savn. Derimod Heltene heri Helvede — de ere baade til at lee og til at græde over, disse Helte med de klapprende Tænder, de magtesløse Slag, den uendelige, frugtesløse Møje. — Men der er Ingen, som hverken leer eller græder over dem!

Jeg kom nylig over en saadan Slagmark. To berømte Feltherrer stode overfor hinanden, to af de største Menneskeslagtere, Historien har at opvise. Skjøndt det samme Riges Tjenere til forskjellige Tider, ere de dog for store Generaler til at Helvede kan rumme dem begge. Derfor ligge de i en uophørlig Strid med hinanden og levere det ene store Slag efter det andet. Men, som det gik denne Gang, vil det vedblive at gaa indtil Dommedag. Slaget var uafgjørende. Den ene af Feltherrerne red mig lige forbi, da han kom tilbage fra Kampen, kjendelig paa den lange Fjer i Hatten, og den lille vilde Skimmelhingst, han red. Tæt ved mig holdt han an, og jeg troede at høre ham mumle gjennem de sammenbidte Tænder: — Jeg vil lade ham og hele hans Sippschaft brænde! —

Jeg forestiller mig, at paa samme Tid den anden Feltherre har mumlet i Skjæget:

— Jeg vil lade ham hænge! —


I disse Udørkener — det er et tosset Udtryk at bruge i en Tilværelse, hvor Alt er Ørken; men forgjæves har jeg anstrengt mig for at finde et bedre — i disse Udørkener støder man hyppig paa Kolonier af en vis stor Nation, som jeg ikke udtrykkelig vil nævne. Jeg vil Ingen blamere; og dette Folkefærd synes desuden ved Siden af sine store Skrøbeligheder at besidde en heel Deel saare agtværdige Egenskaber. Jeg har aldrig kunnet blive klog paa disse mærkelige Mennesker. De allerstørste Modsætninger synes forenede i deres Karakteer. Med Vindighed og Fusentasteri forbinde de den dybeste Grundighed, med Føleri, med Hovmod og Pral et jævnt, hjerteligt Væsen, med Løgn og Svig en exemplarisk Redelighed og Trofasthed, med fejg og lav Undertrykkelse et tappert, ridderligt Væsen. Efter denne Beskrivelse, antager jeg, maa Du nødvendigviis kjende dem.

Men hvorledes det nu end forholder sig med disse Modsætninger, saa meget er vist, at disse Mennesker have en mærkværdig Gave til at gjøre sig forhadte, hvor de komme hen. Thi overalt ville de føre det store Ord, give Tonen an, være de raadende. De tro nemlig fuldt og fast om sig selv, at de som et Slags udvalgt Folk have faaet den Mission at kultivere alle andre Folkefærd i Verden, at lære dem, hvad der er Sandhed og Ret, Dannelse og gode Sæder. Heri Helvede ere de ganske de Samme, som de vare i Verden; overalt rage de uklar, vække Splid, gjøre sig ilde lidte. Men her brister Taalmodigheden endnu snarere end i Verden; Man kaster dem fra sig, driver dem ud, og de maa fortrække. Derfra hidrøre disse mange Kolonier; et saa ufordrageligt Folk er for største Delen nødt til at bo for sig selv. Hertil kommer en det ejendomlig Drift til at vandre ud og kolonisere. Det falder mig herved ind, hvorledes det vel egentlig hænger sammen med disse øde Strækninger i Helvede. Det er mindre rimeligt, at omtalte Folk har udvalgt sig disse øde Strækninger til at stifte Kolonier, end at de øde Strækninger netop ere fremkomne ved Kolonierne. Thi Ingen holder af at have disse Folk til Naboer.

En specielt paafaldende Omstændighed ved denne Nation er den Mængde literære Personligheder, den afgiver til Helvede. Vel vidste jeg, at det var et meget skrivende Folkefærd; der gives kun faa Dannede, som ikke have forsøgt sig i een eller anden Green af Literaturen. Men, fordi Man skriver, behøver Man dog just ikke at skrive sig ind i Helvede. Imidlertid, det lader sig forklare. Hos den ene store Deel er Forfatterskabet et Slags literært Dagdriveri eller Lefleri, hvorunder Sandsen for Livets Alvor lidt efter lidt maa gaa tilgrunde. Som en Døgenigt lever Man, som en Døgenigt døer Man; saa er Man naturligviis i Helvedes Pine. For en anden stor Deel derimod er Forfatterskabet et Haandværk, der ikke alene drives i Fordelens, men ofte ogsaa i Nederdrægtighedens Tjeneste, i Løgnens, Hadets, Skumleriets &c. &c. Naturligviis, samme endelige Resultat.

Iblandt disse Literater indtage Journalisterne ubetinget den forreste Plads.

Vistnok er det Noget, som er fælles for alle Landes Avisskrivere, at de ere noget løse paa Traaden, ikke tage det saa nøje med en Løgn engang imellem. Men jeg troer, kun i eet Land findes der en Presse, som har givet Prøver paa et systematisk gjennemført Løgnevæsen. Og til sine Tider har den derved udrettet store, mærkelige Ting. Den har kraftig understøttet falske Prætendenter, stiftet Oprør, ja endog banet Vejen for Erobringer. Det gik herved naturligviis især ud over de Smaa og Svage; Løgnen er jo altid fejg. Hvorledes Enighed lader sig opnaa i saadanne Idrætter og mellem saa mange, er vistnok ikke let at forstaa. Dog, det lader sig uden stor Vanskelighed forklare. I dette Land er nemlig altid en stor Deel af Journalisterne tilfals, enten for Smiger eller for Penge. De Underkjøbte slutte sig sammen, de Øvrige rives efterhaanden med; det er saa flaut og tillige farligt at staa alene. Hertil kommer en anden Ejendomlighed ved denne store Nation. Nu og da er den underkastet en formelig Raptus. Nu sværmer den for „Folke-Eenheden, skjøndt den ikke alene i Realiteten, men i alle sine Idrætter fremviser et Billede af den jammerligste Søndersplittelse, nu for Friheden, skjøndt den slavisk beundrer og bøjer sig i Støvet for Alt, hvad der blot er lidt i Højheden, nu for en Flaade, skjøndt den er en Fastlandsnation, og kun paa een Side har en ufuldkommen Adgang til Havet. Nu vil den i Djævels Skind og Been have Krig og udføre een eller anden endnu aldrig seet Bedrift, og udsøger sig i dette Øjemed den allersvageste blandt sine Naboer, hvem den da beærer med Prædikat af Arvefjende. Kort sagt, naar en saadan Raptus kommer over Nationen, falder Enigheden ganske af sig selv. Som med een Mund lyve de alle, og fordreje Alt paa den frækkeste Maade. Tusinde Penne sætte sig i Bevægelse for ad Løgnens Vej at fremme det store Foretagende. Ikke alene lader Man Fantasien raade, men forvansker med kold og klar Bevidsthed de foreliggende Kjendsgjerninger. Ligger der uheldigviis ingen for, desto bedre; saa kan Man ganske faa dem efter sin Smag; Man opfinder nogle. Tendentsen — Ideen kalde de det selv — Tendentsen er dem Alt; den bringe de uden Betænkning de største Offre af Sandhed og Ære. Frækheden er ved disse Mennesker bleven en Magt i Verden. Blot Løgn paa Løgn, saa gaaer det. Vistnok blive ikke alle disse Løgne strax troede; men Noget hænger dog altid ved. Og, ved idelig at gjentages, gaaer tilsidst endog den værste Løgn glatvæk i Folk. Den bliver til en Kjendsgjerning, og paa den bygges saa videre.

Det er næsten utroligt, hvilken Udholdenhed disse Mennesker kunne vise i denne deres Tendents-Løgnevirksomhed. Man har Exempler paa, at de have løjet udholdende i 15, 20 til 25 Aar itræk, for at sætte Et eller Andet igjennem, som foresvævede dem i Skyerne. Og see, Systemet sejrede! De reve tilsidst ikke alene deres Landsmænd, men en stor Deel af den øvrige Verden med sig. De satte igjennem, hvad de vilde, eller vare i det Mindste ganske nær derved. Over de fatale Omstændigheder kan jo ingen Dødelig raade. Jeg er ikke inde i Systemet, kan derfor ikke sige, hvor mange Gange en Løgn behøver at gjentages for at blive til en Kjendsgjerning; men vist er det, den bliver en Kjendsgjerning efter at være gjentagen et vist Antal Gange.

Nu maa det vist tilfulde være Dig klart, hvorfor der af denne Nation er en saa uforholdsmæssig Deel Literater i Helvede. Nogle have ad literær Vej leflet, Andre have løjet sig ind i Helvede. Iblandt de Sidste ere naturligviis de systematiske Løgnere især at mærke. Værst farne ere dog Journalisterne, hvem et saa stort og ansvarsfuldt Kald i Verden var betroet. Det var af Løgn, de i Verden bleve fede; her blive de ligesom dryppede i deres eget Fedt.

Tilhobe lide vi, som Du veed, heri Helvede af en brændende Tørst; efter en Draabe Vand vansmægte vi alle. Men det kunde ikke let falde os ind, at prøve paa at slukke vor Tørst i den sorte Flods slimede og stinkende Vædske. Alligevel gives der dem, der i Smug prøve derpaa. Ogsaa i Helvede findes der Folk, som give sig af med at pimpe. Ogsaa her hører Man ofte Folk dutte hinanden paa: — Du har bestemt drukket — af Floden. — Thi skjules kan det i Virkeligheden ikke. Det forræderiske Løgnestof slaaer igjen ud over den hele Krop; det bolner frem og siver overalt igjennem for at vende tilbage til Floden. Kun den forsvindende aliquote Løgnedeel, som tilhører Vedkommende selv, bliver tilbage for at afgive Motivet til en ny brændende Tørst. Saa lister Man sig igjen ned til Floden og faaer sig en ny Dosis. Saaledes paa en Maade destillerer Man efterhaanden hele den sorte Flod igjennem sig. Store Mathematikere have udregnet, at dertil vil en almindelig Dranker efter jordisk Tidsmaal behøve 7213 Aar, 93 Dage, 11 Timer, 39 Minuter. Endnu har nok Ingen fuldendt dette Cursus.

Noget væmmeligere Syn end een af disse pimpende Journalister kan Man ikke tænke sig. Og dog er dette endda ikke det Værste. Men derom lad mig tie! Der gives Ting, om hvilke der sletikke lader sig tale.


At der gives Tiggere heri Helvede, forstaaer sig af sig selv. Men nylig stødte jeg paa nogle af de mærkeligste Tiggere, jeg i mit Liv har kjendt, eller rettere, de stødte paa mig, og jeg var nær aldrig bleven af med dem. Det vilde være Dig umuligt at gjætte, hvad deres Trygleri gik ud paa. Paa intet Mindre end — min Daab! Paa den ynkværdigste Maade bade de mig om, dog at lade dem faa min Daab; det kunde jeg jo sagtens, da jeg nu sletingen Brug havde for den. — Jo ærgerligere jeg blev, desto ydmygere, men ogsaa desto mere paatrængende blev deres Begjæring, og de lode sig paa ingen Maade afvise. At jeg dog tilsidst kom af med dem, skyldte jeg alene den heldige Omstændighed, at et mere lovende Bytte faldt dem i Hænderne.

Disse Tiggere, de elendigste, jeg har seet, — det er tvivlsomt, om Du vil kunne tro mig — ere Missionærer! Jeg veed ikke, om Du har hørt, paa hvilken forretningsmæssig Maade den hellige Mission hist og her drives i Verden. Det er en formelig Jagt paa Hedninger, endog Parforcejagt, navnlig paa de Smaa, som kun have korte Been og ikke kunne værge sig. Ved dette Missionsvæsen er Lærdommen kun en Biting; det er en altfor møjsomlig Vej, den anviser. Daaben er Alt; det gjælder kun om at finde Lejlighed til at øse Vand over saa mange Hoveder, som muligt. Saa mange Hoveder, saa mange Personer blive indførte i Registret som omvendte til Christendommen. Og fra Registrene gaaer deres Tal over i Missionstidenderne for at opfylde den christne Verden med Forbauselse og Jubel. Det forstaaer sig af sig selv, at det for største Delen er Børn, der saaledes blive christnede. De voxe naturligviis tilhobe op, uden herefter at have ringeste Mindelse af den dem saaledes meddeelte Christendom.

Nu heri Helvede maa disse Missionærer vandre utrættelig om for paa den kummerligste Maade at aftrygle Folk deres Daab. De tigge derom paa en saa hjertebrækkende Maade, som om det var Livet om at gjøre. I Virkeligheden er det dem nu tusinde Gange mere om at gjøre, at faa en Daab udslettet, end det engang var dem, at faa een indført. Deres Registre have de i dette Øjemed selvfølgelig endnu stedse ved Haanden. Men kun ringe er det Held, de have med sig. Nogle blive ærgerlige og uartige, idet de tro, at Man vil skose dem; Andre lee og more sig, som om det var de rene Løjer; atter Andre drive blodig Spot med deres paa en saa mærkelig Maade omvendte Fromhedsiver. Nok er det, saa strygende det gik i Verden med deres Gjerning, saa slæbende gaaer det her. De maa netop den samme Vej tilbage, som de engang ere komne. Men Vejen er uden Maal og Ende.


— Alle gode Gange ere tre. — saaledes sagde vi i Verden. Men det var tidt en Allerhelvedes Løgn. Det er derfor ikke saa underligt, at nu ogsaa her denne Trehed mangen Gang gjør os Hovedet kruset. Saaledes veed jeg retvel, at Gud er en treenig Gud; men at faa de tre Personer samlede under Eet, det overgaaer mine Kræfter. Forstaaer Du? Treenigheden gaaer bestandig ligesom istykker for mig. Længer end til de to Personer kommer jeg aldrig; idet jeg vil nævne den tredie, vee, saa er han borte. Forgjæves bryder jeg mig; det er mig, som om mit Hoved og Hjerte skulde briste. Men borte bliver han. Snart er det Gud Søn, snart Gud den Helligaand, der fattes mig, og snart — ja, nu er jeg lige nær — — — nej, det er forgjæves — det er fortvivlende!

Der er ogsaa en anden Trehed, som giver mig Meget at bestille. Ogsaa den gaaer istykker for mig, men ikke altid: — Tro, Haab og Kjærlighed. — Seer Du? Men hvad er Tro og hvad er Haab? Jeg kjender hverken det Ene eller det Andet mere. Hvad derimod Kjærlighed er, det veed jeg endnu, til min dybe Kval, — dog nej, jeg veed kun, hvad den kunde have været!

O, gid I dog vilde lade Eder advare, I som endnu vandre i Lyset og Haabet! Kjærligheden er ikke en Leeg, en leflende Spøg; den er Livets dybeste Alvor. Var jeg i Verden ret kommen til at forstaa, hvad Kjærlighed er, da vilde heller ikke Troen og Haabet have svigtet mig.

O, lader Eder dog advare! Mit Hjerte brænder mod Eder! Vel er det mest af Pine, men dog tillige af Kjærlighed. Mod Dig, min stumme Ven, som ikke med eet eneste Ord har svaret mig paa alle mine Breve. Mod Dig, min Moder, skjøndt mine dybeste Sukke bestandig gik dit Øre forbi. Mod Dig, Martin, skjøndt Du er bleven Midlet til een af mine stadige Piinsler. — Hvad vilde Du mig? Hvad havde Du at sige? — Mod Eder alle, alle! Selv fra Helvede kalder jeg Eder mine Brødre og Søstre!