Breve fra Helvede/11

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 188-204

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XI.

— Morskab! — det er eet af de staaende Løsener i Verden. Dog, heri er der endnu ikke noget Ondt. En Daare eller Vantrivning den, som vilde lade Glædens Kilde sprudle forgjæves. Men kun at tænke paa Morskab, i en Tilværelse, der er saa alvorlig og gjør saa store Fordringer, hvori der er saa meget at udrette, der er saa fuld af Trang og Nød, det er ubetinget af det Onde. Og dertil synes Verden at være kommen. — — Hvormed skal jeg more mig? — det Spørgsmaal gaaer hver Dag Verden rundt ligesom i tusinde og atter tusinde Ringe. At bede om det daglige Brød, det kan Verden vel glemme; men paa sin Viis at bede om Morskab, det glemmer Verden aldrig. — Morskab fremfor Alt! — det er Verdens Morgen- og Aftenbøn. Man vil more sig, om Man endikke har Brød i Huset, om Man end mangler Skjorten paa Kroppen, ja, selv om Fader eller Moder ligger paa Baare. Man vil more sig, om end Tidsvilkaarene ere nok saa sørgelige og trykkende, ja selv under de største Ulykker: Misvæxt, Smitsot, Kreditens Ruin, borgerlig Undertrykkelse, Fædrelandets Nød og Fordærvelse. Ja, Man har gjort den Iagttagelse, at netop under saadanne Kriser have, navnlig i de store Byer, Forlystelsesstederne havt det største Tilløb.

Det har ikke altid været saaledes; endnu for halvtredsindstyve Aar siden var det ganske anderledes. Dengang var endnu Arbejdet det raadende, det, Man egentlig levede for. Vistnok vilde Man ogsaa dengang more sig; det er naturligt, og følger af sig selv. Men Man var tilfreds med en maadeholden Adspredelse, som Arbejdets Løn. Nu derimod er selve Morskaben bleven Livets Formaal og Bestemmelse.

Det er kun halvtredsindstyve Aar siden! Med en forfærdelig Hast og Styrke er Trangen til Morskab tagen til. Det er en frygtelig moralsk Sygdom, der er kommen over Verden, en Sygdom fuld af vilde Fantasier; den staaer allerede paa Grændsen af Vanvidet. Det varsler ilde. Da Lege og Skuespil bleve en Hoved- og Livssag i Grækenland og Rom, var Folket sin Undergang nær, og det samme Fænomen vil overalt lade sig gjenfinde. Hvad skal Enden blive? Hvad Enden vil blive i Verden, det veed jeg ikke. Men heri Helvede er der ogsaa en Ende, og den er sikker. Denne letsindige, forfængelige Sværm, som alene gaaer efter Morskaben, har kun Eet tilbage, naar Morskaben slipper i Verden, det er Helvedes Pine.

Dog, lad mig ikke vildlede Dig! Hvis der nogetsteds er sørget for Morskaben, da er det her, men naturligviis i forkeert Forstand. Hvad der i Verden var Synd, maa heri Helvede naturligviis blive til Pine. Saa store end Forlystelsesanstalterne ere i Verden, det er dog Intet imod hvad der findes heri Helvede. Ogsaa vi have vort Tivoli. Du kan ogsaa gjerne give det et andet Navn; det er ligegyldigt. Thi ligesom Stedet indbefatter al daarlig Lyst, saaledes indbefatter det alle de dertil knyttede taabelige Navne. Naar Aviserne i Verden med Pral melde, at Tivoli eller Valhalla eller Alhambra eller Elysium har været besøgt af 10 til 12 til 15,000 Mennesker, — hvad er vel det at regne? — I vort Valhalla strømmer Man ind i Hundredetusinder, ja i Millioner. Det forstaaer sig af sig selv, at alle Verdens Gjøglerier, Naragtigheder, Øjenforblændelser og Hundekunster her findes samlede; hvad Mere er, alle onde Lyster og Lidenskaber ere her slupne løs ligesom vilde Dyr indenfor Burets Stænger. Og lystig gaaer det til, vildt, galt, fortvivlende lystig. Man veed ikke, om Man staaer paa Hovedet eller Benene, om Man er sig selv eller en Anden, om Man er levende eller død. Man rives med, Man tumles omkring, Man bliver borte. Det er en forfærdelig Lystighed. Og dog er den ganske, ganske stille.

Naar Man saa kommer ud derfra, er Man saa fortumlet, saa udtømt og mat, som om Man havde laxeret uafbrudt i fjorten Dage; Man er saa leed og kjed af sig selv og alle Ting, saa aandelig medtagen og nedbrudt, som om Man havde lidt alle Kjedsomheds Kvaler i Aar og Dag. Men ikke desto mindre maa Man til sin Tid derind igjen, enten Man vil eller ikke, og paany lade alle sine Sandser udspile og anspænde, fortumle og forvirre, uden en Skygge af Nydelse og Tilfredstillelse. Vort Tivoli heri Helvede er, som Du nok forstaaer, kun et Slags Tugthuus, beregnet paa at drive Morskaben ud, tilligemed Lysten, Letsindigheden, Kaadheden. Og det lykkes tilfulde. Hvor sukke ikke de engang saa arbejdssky Sjæle nu efter en Smule Arbejde! De vilde betragte selv det nedrigste, skammeligste Arbejde, endog Slavearbejde, som den største Velsignelse. Men — Natten er kommen, da Ingen længer kan arbejde.


Jeg maa heri Helvede gjøre mig selv mange Spørgsmaal, deriblandt dette: — Har Du overhovedet nogensinde elsket? — Jeg er kommen til det sørgelige Resultat, at jeg aldrig har vidst, hvad Kjærlighed er. Min Barndom kan herved ikke komme i Betragtning; Barndommens Følelser ere ligesaa ubestemmelige, som de ere inderlige. Altsaa gjælder det kun min modne Alder. Her maa der nu først ligesom slaaes en Streg over Alt, hvad der kun var Begjærlighed og Brynde, dernæst over Alt, hvad der kun var reen Egenkjærlighed. Saa bliver der kun saare lidt tilbage. I det Højeste kan der blive Tale om Kjærligheden til min Moder, Lili og Martin.

Min Moder — unægtelig elskede jeg hende; jeg elsker hende jo endnu. Af min ganske Sjæl maatte jeg beundre hende. Ikke uden Grund saae jeg op til hende som en Undtagelse fra Menneskenes Mængde, som et Mønster for sit Kjøn, et sandt Fuldkommenhedens Billed. Aldrig gjorde hun, hvad Uret var; intet Ord undslap hende, som hun havde Grund til at fortryde. Ingen kunde beskylde hende for nogen Pligtforsømmelse, endikke for noget Brud paa Anstanden. From og god havde hun stedse og overalt baade Guds og Menneskenes Lov for Øjne.

Ja, jeg elskede hende. Men, ganske oprigtig talt, der var noget vist Kjøligt i denne Kjærlighed, en vis Mangel paa Aand og Flamme. Det var ikke alene Egenkjærligheden, dette maatte tilskrives, Egenkjærligheden, som ogsaa i dette Forhold var Principet i min Hengivelse. Udentvivl havde det fornemlig sin Grund i den Tvang, hun udøvede over mig, fra tidlig til sildig Alder. Og denne Tvang udøvede hun netop ikraft af sin Fuldkommenhed. Pligt, Ret, Anstand, som hun altid uden Sky kunde paaberaabe, sig, vare ligesaa mange Pæle i mit Kjød, hvorved hun fængslede mig til hvilkensomhelst Plet, hun vilde. Vistnok var det kun en moralsk Magt og for saavidt berettiget; men ligefuldt havde den noget Kvælende, for ej at sige, Dræbende ved sig. Det vilde have været bedre, om hun i det Hele kun simpelthen havde beraabt sig paa Kjærligheden. Men hendes Kjærlighed til mig, frygter jeg for, saa stor den end var, havde samme Fejl som min: der var noget Kjøligt, noget Sivende ved den; jeg formaaer ikke at udtrykke det anderledes. Og, naar Alt kommer til Alt, vover jeg ikke at see klart i hendes Væsen, som i alt Andet. Hun var jo min Moder. Men der er vist neppe nogen Tvivl om, at jo Selvkjærligheden ogsaa var Grundkraften i hendes Hengivelse. Jeg har i denne Henseende kun altfor god Ret til at slutte fra mig selv.

Saa min Kjærlighed til Lili. Nej, det var dog hverken reen Brynde eller reen Egenkjærlighed. Nej langt, jeg siger, langt fra! Der var virkelig Hjerte i denne min Kjærlighed. Jeg kunde have givet mit Legeme hen at brændes for hende. Det viser da tydelig, at det ikke var blot Kjødet, som betingede mit Forhold til hende. Og i Virkeligheden hengav jeg Meget, saare meget for hende. Jeg ikke alene beherskede, men ogsaa fornægtede mig selv for hendes Skyld. Det maa vistnok indrømmes, jeg gjorde det med Udsigten til Løn for Øje, en desto fuldkomnere Løn. Jeg var ligesom Manden, hvis Tænder løbe i Vand efter Frugten, men som tvinger sig til at lade den blive paa Stilken, indtil den er fuldkommen moden. Men dog, isandhed, jeg tør vel tale om min Kjærlighed til Lili. Det var ved Aanden, hun holdt mig fast og beherskede mig. Hun kunde have gjort mig til, hvad det skulde være, til et godt og fromt Menneske. Det var ikke hendes Skyld, at jeg ikke blev det. Thi noget Væsentligt manglede i min Kjærlighed til hende. Der var Flamme nok; men Lyset, ak, Lyset manglede!

Endelig Martin — ogsaa ham elskede jeg. Der var i det Mindste en Kvart sand Godhed i denne Tilbøjelighed; de øvrige tre Dele, tilstaaer jeg, vare Selvkjærlighed. Jeg elskede ham især, fordi det var lykkedes mig at gjøre ham til mit udtrykte Billede, fordi han voxede frem mig op ad Dage. Jeg elskede ham som min egen Skabning, over hvilken jeg havde en ubetinget Ret. Derfor trykkede jeg ham det ene Øjeblik til mit Bryst, og traadte ham det andet Øjeblik under Fødder. Lad mig ikke tale Mere herom! Jeg maa skamme mig ved denne Kjærlighed. Ak, kunde jeg blot slippe med at skamme mig!

Hvad fattedes der mig, hvorfor kunde jeg ikke elske ligesom andre Mennesker, med en sand Kjærlighed? Det er nu ikke længer skjult for mig.

Guds Kjærlighed var endnu ikke gaaet op for mig, Guds i Tidens Fylde aabenbarede Kjærlighed. I Aand og Sandhed kan Man kun elske med Guds Kjærlighed. Den sande Kjærlighed er stedse guddommelig; i Gud har den sin Kilde, i Gud sit Maal. Kun i Gud bliver Kjærligheden istand til at fornægte sig selv, at tro, lide og haabe, og holde ud indtil Døden.


Der gaaer et Sagn gjennem de Dødes Rige om Guds Søn, som engang prædikede i Helvede, og udløste Fanger, idet han opfyldte Afgrundsdybet mellem Pinen og Paradiset. Da blev der lyst i Helvede; dog de Fleste sank forhærdede tilbage i Mørket.

Der opstod en brændende Attraa i mig efter at komme til at tale med Nogen, som havde hørt Guds Søn prædike. Det var en Taabelighed; jeg gaaer villig til Bekjendelse. Heri Pinen maa enhver Iid, den være god eller ond, falde ud til Forfængelighed. Det ere vi os retvel bevidste; men Erfaringen gjør os ikke klogere. Vi begynde stedse forfra at pønse og begjære, at undfange Idrætter og tage Tilløb til deres Virkeliggjørelse.

Jeg fandt Folk nok, som havde hørt den guddomlige Prædiken, men naturligviis kun fortabte. Fortabte Folk ere ingen Folk. Hvis de blot havde beholdt eet eneste Ord af Frelserens Prædiken, vilde de jo ikke være i Pinen. Absurditeten er indlysende. Vistnok fik jeg denne og hiin til at tale. Men det blev et Miskmask af Vaas og Gudsbespottelse. Det var fortvivlende. Saa maatte jeg vel tilsidst tage Fornuften fangen, og lade min brændende Attraa fare.

Men Nok er det, jeg vovede mig ud paa en videre Udflugt gjennem Helvede. Jeg siger: vovede. Thi der hører i Begyndelsen virkelig Mod til at kaste sig saaledes ud i Sværmen. Denne Ormegaardsvrimmel, jeg veed ikke at finde noget bedre Udtryk, er isandhed frygtelig, selv for den, som Intet har at frygte og Intet at tabe.

Du maa heller ikke vente nogen gjennemgaaende Beskrivelse af hvad jeg saae og oplevede; det vilde føre mig altfor vidt. Hvad kunde det ogsaa interessere Dig, at blive ført gjennem disse mylrende Skarer af broget sammenblandet Pak, af Tyve, Mordere, Bedragere og Løgnere, Gniere, Ødelande, Fraadsere og Drankere, Meenedere, Falsknere, og de Mange, som have bandet sig ned i Helvede, af slette Børn og slette Forældre, og onde Ægtefæller, som heri Pinen ikke kunne blive hinanden kvit, Hoerkarle, Hoerkvinder og alleslags Forbrydere imod Naturen, Hyklere, falske Vidner, Forførere og Forrædere — — — Men stop! — Det er dog et altfor naragtigt Skue. Hvad er dog det for løjerlige Fyre? Livagtig Kalkuner under menneskelig Skikkelse! — Det er Hovmodige. De høre til Udskudet i Helvede, skjøndt de bestandig findes i Sværmen. Enhver gjør sig en Fornøjelse af at sparke dem ud.

Og disse elendige Kvinder, med de paa een Gang vilde og smægtende Blikke, med de dybe, savnfulde Sukke, hvad minde de mig om? De minde mig levende om Hanen, som har mistet sine Kyllinger. Forgjæves klukker hun og spreder Vingerne. Borte er borte. — Det er onde Mødre, som fortæres af Længsel efter deres arme forsømte, mishandlede Børn.

Men hvad er det for underlige Personer, af et ligesom opløst Væsen? Med Hjerter, smeltende bløde af Medlidenhed, gaa de omkring i Hoben og tilbyde deres Hjælp og Deeltagelse. Med flæbende Lader gnide de sig op ad Alle, og hænge fast, hvor de blot kunne. — Det er Ubarmhjertige. Engang vare deres Hjerter altfor haarde; nu ere de altfor bløde. Med Haan viser Man allevegne disse klæbrige Personer fra sig. Nu er der Ingen mere, som trænger til dem.

— — Nu, det forstaaer sig, enkelte Skikkelser og enkelte Scener ville, ligesom af sig selv, fremgaa under min Pen. Dermed maa Du være fornøjet.


Jeg maatte over den sorte Flod. Men da jeg kom til Vadestedet, fandt jeg en Sø eller Sump for mig istedetfor en Flod. Strømmen var pludselig gaaet over sine Bredder, og afsatte vidt og bredt sit raadne, slimede Dynd. Der var en Stank, saa Man var nærved at kvæles. Aarsagen til denne voldsomme Oversvømmelse kom snart til almindelig Kundskab. Vi modtoge nemlig et Numer af en bekjendt Missionstidende, hvori Christendommens rivende Fremgang i China, Japan og Bagindien blev udbasunet over Verden. En saadan eneste dygtig Løgn er Nok til at faa Floden til at stige og gaa over sine Bredder. Misforstaa mig ikke! Jeg har Intet at sige mod den virkelige Mission, som ydmyg af Hjertet og i al Stilhed udretter sin Gjerning. Men der gives en anden eftergjort, som Verden har taget i sin Haand. Det er den, som benytter sig af Basuner. Verden er og bliver kun en Charletan.

Der var en Masse af Mennesker forsamlet ved Vadestedet. Nogle vilde sagtens over ligesom jeg, og havde bestemt sig til at vente, indtil Vandet sank. Men de Fleste vare løbne sammen for Mudderets Skyld. Du har jo nok hørt Gadedrengene i Verden skrige: — Det er Mudder! — Det Samme sige vi heri Helvede. Det Interessante fremfor Alt. I Verden behøves der ikke Mere til at forsamle Folk, end en Rendesteen, som flyder over. Hvad siger Du da om en Flod, og dertil den sorte Flod? Rynk ikke Næse ad Stanken! Det var netop Stanken, der havde forsamlet alle disse Mennesker.

Da jeg for min Deel ikke gad vente, ikke heller deelte den herskende Smag for det Interessante, foer jeg videre, op langsmed Flodbredden. Det var i Grunden ligegyldigt, om jeg gik over nu eller senere. Højere oppe havde Floden et dybere Leje, og der fandtes kun enkelte Spor af Oversvømmelse. Paa denne Strækning vare begge Bredderne temmelig tæt besatte med Villaer i enhver optænkelig Stiil. Overalt i Helvede høre fabelagtige Bygninger til Tingenes Orden. Det er saa let at give sin Indbildningskraft Tøjlen, og heri Pinen er det jo i Virkeligheden det Eneste, vi kunne gjøre. Vi forestille os Noget, lad det være saa galt, det være vil, saa er det øjeblikkelig til. Imidlertid gaaer det dog ikke af uden Veer; thi det er ikke til at sige, i hvilken Grad denne Arbejden med Indbildningskraften udpiner, udmarver Sjælen. Men disse Land- og Lyststeder ved den sorte Flod troer jeg dog, ere de eventyrligste, jeg endnu har seet. Jeg kom til at tænke paa Brenta-Floden, dog uden al Sammenligning, maa jeg udtrykkelig tilføje. Skulle disse Villaer ved den slimede, stinkende Flod heri Helvede være en Efterligning af dem ved Brenta, maa jeg sige, at Efterligningen hører til de meget slette. Bygningerne, Haverne, Statuerne &c., Alt lader sig fremtrylle; men Beliggenheden ved Floden synes i alt Fald Intet at kunne bidrage til Yndigheden.

Jeg kom igjennem en Deel større og mindre Byer. Mærkeligt nok, ligesom Floderne i Verden udover ogsaa den sorte Flod en vis afgjort Tiltrækningskraft. Dens Bredder høre uden Tvivl til de stærkest befolkede Dele af Helvede. Dog gives der ogsaa lange øde Strækninger. Maaskee er det kun en Indbildning; men her forekom Ødet mig gyseligere end noget andet Sted. Og dog — Hvo kan blive klog paa en Menneskesjæl? — dog dvælede jeg her meget længer, end jeg behøvede.

Saaledes sad jeg engang, hensunken i min Elendighed, paa en lav Brint over Floden. Tæt under mine Fødder henrullede den dorsk sine uhumske, halv størknede Bølger. De Gamles Sagn om Lethefloden randt mig ihu. Ak, kun et Sagn! Der gives ingen Forglemmelse efter Døden. Var der en Letheflod, hvoraf der lod sig drikke Glemsel, da vilde der ikke være noget Pinested i Helvede. Thi den værste Pine ligger i Bevidstheden, i Erindringen. I Verden var der en Selvforglemmelse, i det Mindste en deelviis eller øjeblikkelig. Her er der ingen!

Jeg troede at høre Nogen stønne. Da jeg stod op, fik jeg et mærkeligt Syn for Øje. Det var en Mand af en statelig Skikkelse; men Situationen, hvori han befandt sig, var ingenlunde statelig. Han sad paa Huk nede ved Vandet og toede sine Hænder. De vare ganske blodige; men saa ivrig han end tvættede dem, lige røde forbleve de. Saasnart han hævede dem op af Vandet, dryppede Blodet af dem. Det var gyseligt.

Han vidste godt, at jeg stod bagved ham; thi pludselig vendte han sig om, og gjorde mig uden videre Indledning det Spørgsmaal: — Hvad er Sandhed? —

Jeg studsede, og blev ham for en Stund Svaret skyldig. Slige underlige Spørgsmaal lade sig i alt Fald ikke besvare ganske uden Forberedelse. Med et Udtryk af Utaalmodighed i Miner og Stemme spurgte han atter: — Hvad er Sandhed? —

Da svarede jeg ham: — Det er Sandhed, at det her er for silde at spørge om, hvad Sandhed er. —

Men Svaret syntes ikke at tilfredstille ham. Han rystede paa Hovedet og vendte sig igjen bort fra mig. Og atter gav han sig til med Iver at toe sine blodige Hænder.

Forgjæves prøvede jeg paa at komme i en ordentlig Samtale med ham. Jeg kunde ikke tvivle om, at jeg jo her havde een af de Elendige for mig, som engang havde staaet Ansigt til Ansigt med Guds Søn, talt med ham, havt hans Liv i deres Hænder. Jeg brændte af Begjærlighed efter at faa ham til at tale. Men spildt var al min Møje.

Saa forlod jeg ham endelig. Hvem var det? For at komme til Vished om, hvem han var, havde jeg ikke behøvet at see hen til Talaren med Purpurbræmmen og Ringen paa hans Finger. Det var Pontius Pilatus, romersk Ridder, engang Landshøvding i Judæa.

Naar han ikke har at gjøre i Jødestaden, er han altid til at finde ved Floden, siddende paa Hul, ifærd med at toe sine Hænder. Saa ofte Nogen gaaer forbi, plejer han da at vende sig om for at spørge: — Hvad er Sandhed? — Enhver er nødt til at give ham et Svar paa dette Spørgsmaal. Men han ryster paa Hovedet; Ingen kan sige ham det. Thi det er ham ikke om Sandheder at gjøre, men om selve Sandheden, den absolute Sandhed. Og den kjendes ikke heri Pinen. Fatter Du den skjærende Modsigelse? — Pilatus spørger om Sandheden, medens han tvætter sine Hænder i Løgnens Sliim og Mudder!

Jeg gik over Floden, og foer videre gjennem øde Egne. Naar jeg siger: øde, mener jeg dermed ubeboede, men ikke ubefærdede. Der er intet Sted i Helvede ubefærdet, saa øde og vildt og gyseligt det end monne være. Der gives Aander, som netop med Forkjærlighed opsøge disse Steder.

Her er den vilde Jæger, ikke alene den, som Folkesagnet skildrer, men mangfoldige andre. Utallige ere de, som paa forskjellig Maade jage igjennem hele deres Liv, efter et ynkeligt Stykke Kjød, eller det, som er endnu mindre værdt, efter et Fantom, en Indbildning, eller ogsaa uden at have Noget at jage efter, blot for den lystige Farts Skyld. Inden de see sig for, styrte de i en Grav, og ere saa i Helvedes Pine.

Her snige ogsaa de sig om, som nære allehaande skumle, menneskefjendske Idrætter, eller have begaaet Forbrydelser, mod hvilke alt Menneskevæsen, ondt eller godt, oprører sig. Eensomheden er dem en Nødvendighed. Var der et særskilt Sted udenfor Helvede, om end nok saa rædsomt, Mange af dem vilde fly derhen; i den Grad sky de menneskeligt Selskab.

Een af disse Skikkelser glemmer Man aldrig, efter blot at have seet den een eneste Gang. Det er en stor og mægtig Mandsskikkelse, halvnøgen, kun til yderste Nødtørft klædt i vilde Dyrs Hud. Et tykt, filtret Haar busker sig om hans Hoved og hænger ham tildeels ned i Øjnene. Blikket er vildt og sky, skummelt og skulende. I Panden har han et grueligt Brændemærke. Han fører en mægtig Kølle i Haanden, dog ikke til Forsvar; thi han er bestandig paa Flugt. Han svæver i en uophørlig Angst for, at Nogen skal slaa ham ihjel. Enhver, som møder denne frygtelige Skikkelse, maa grue og hæve; ikke desto mindre flyer han endog for det skrøbeligste, ynkeligste Væsen. Bestandig paa Flugt og bestandig alene. Det hører til de største Sjeldenheder at see ham sammen med noget andet Væsen. Intetsteds og overalt; landflygtig paa Jorden, landflygtig selv i Helvede. Det er Kain.

Jeg skyndte mig afsted, og han skyndte sig ikke mindre; saaledes vare vi hinanden snart ude af Sigte. Her havde jeg altsaa truffet et Menneske, som uden al Tvivl var endnu elendigere end jeg selv. En Morder, en Brodermorder, en Fredløs blandt de Fredløse var jeg dog ikke. Men jeg hengav mig ej i den egenkjærlige Trøst, som fandtes i denne Betragtning. Dertil var mig min Gravtavle — ulykkelig Ihukommelse! — i altfor frisk Erindring. Der gives intet Bedre til at spæge Egenkjærligheden end en saadan Gravtavle. Men, det har jeg jo glemt at fortælle Dig. I den første Stad, jeg kom til ved Floden, ligesom snublede jeg over min egen Gravtale. Jeg faldt nemlig i Hænderne paa en Visekjærling, — fordum Primadonna og Improvisatrice — som ikke lod mig have Ro, førend jeg havde gjort mig bekjendt med nogle af hendes „splinternye Viser”. Om hun kjendte mig, veed jeg ikke. Blandt Viserne fandt jeg da — jeg tumlede tilbage, som om jeg havde faaet et Slag for Panden — en Vise med følgende Titel:

Splinterny og bedrøvelig Vise

om Hr. Otto N., primus inter pares,
som havde betalt (bedste Liigvogn og bedste Præst)
for at komme i Paradiset,
men kom i Pinen.

Motto: (Hans Velærværdigheds egne Ord) — Vi sees igjen!

Min Gravtale — heri Helvede — og i Viseform!… Jeg bed Tænderne sammen og gav mig til at læse.

Først indeholdt Talen en flot Lovpriisning af mine Dyder, deriblandt endeel, som jeg notorisk aldrig havde besiddet, og en tilsvarende Vurdering af det Tab, Samfundet havde lidt ved min Død. Det vamlede for mig, jeg var nærved at faa ondt. Derpaa gik Talen over til at skildre den salige Tilstand, hvortil jeg nu var indgaaet, at høste Lønnen for mine Gjerninger, den Glæde, Fred og Herlighed, som var bleven min evige Arvelod. Hvilken skjærende, blodig Ironi! Den flængede i mine Indvolde som med hundrede Knive. Det var Mere, end jeg kunde udholde. Jeg smed det Tøjeri fra mig, og foer tænderskjærende bort. Længe varede det, inden jeg forvandt denne Helvedes Dosis af Bitterhed. Men aldrig vil jeg forvinde Indtrykket af, hvad det var for en elendig Stakkel, som Hs. Højærværdighed Hr. N. N. engang holdt en saadan skrydende Gravtale over. — O, Du fromme Nar eller Hykler, hvad Du monne være! Som om et Menneske blot behøvede at dø for at blive salig! — Men dog — dog vil jeg ikke gjentage det Haab og Ønske, som Du yttrede: — Du vidste ikke, hvad Du sagde: — Vi sees igjen! —