Breve fra Helvede/10

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 166-187

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

X.

Hvilken forfærdelig Stilhed hersker der ikke i Helvede, imellem disse Tusinder, Millioner, Millioners Millioner! Jeg tænkte, det var kun i Begyndelsen, at denne Stilhed trykkede mig saa haardt; men jeg vænner mig aldrig dertil. Hvilken Overgang fra den larmfulde, lystige Verden! Saa vildt end Livet rører sig iblandt os, der høres ingen Lyd. Vistnok er der ligesom en Lyd forbunden med Menneskenes spæde Tale; men den høres kun af de Øren, for hvilke den er bestemt. Rimeligviis er det ogsaa kun en Indbildning; Man fatter paa umiddelbar Maade Ordene, og forestiller sig Lyden.

Helvede er fuldt af Tumultuanter. Kan Du forestille Dig, hvorledes de ere stedte og stemte? Forvirring kunne de vel afstedkomme, og den er tilvisse stor iblandt os; men, saa meget de end anstrenge sig, kunne de ikke frembringe den ringeste Larm. Og uden den mangler dem det Bedste. Trængte de nogensinde til Bedøvelse, saa er det nu; men Bedøvelse er ikke til at finde. De blive selv kun elendige Offre for den Forvirring, som de frembringe.

Idag har det for første Gang sneet. Det tyder dog ikke paa Vinter; hos os hersker uforanderlig den dybeste Grad af Kulde i Forbindelse med den højeste Grad af Hede. Det sneede med ganske smaa luftige Kammerraader, Justits- og Statsraader, Hofjunkere, Kammerherrer, Excellencer &c. &c., med ganske smaa Riddere, Kommandører, Storkors af forskjellige Ordener. Et Numer af den ....ske Tidende, som kort efter indløb, gav fyldestgjørende Oplysning. Der havde i et af Smaarigerne i Verden i Anledning af en Formæling fundet en kolossal Titel- og Ordensuddeling Sted. Smaarigerne pleje gjerne i dette Stykke at være allergalest. Man skulde dog i det Mindste betænke, at et heelt Folk af Riddere og Raader i alt Fald vilde være den naragtigste Ting af Verden. Men derefter stiler Man øjensynlig; Mange have allerede bragt det dertil, at det ikke er nogen Ære, at være betitlet eller dekoreret, men en Skam, ikke at være det. Os heri Helvede kan det være lige meget; vi holde sagtens den Smule Sneefog ud. Det maa snee nok saa stærkt, Sneefnugene opløse sig, ligesom i Tøvejr, strax i Intet, og efterlade kun en vis fiin, skidenagtig Lugt.

Det maa dog siges til Trøst for de arme Rangspersoner, at det ikke er alle Titler og Ordener, som saaledes fare til Helvede. Nogle af dem finde, skjøndt det Hele er Forfængelighed, dog i Verden deres rette blivende Sted.

Apropos, det samme Numer af ....ske Tidende indeholdt en ganske mærkelig Afhandling om „Frihed paa det allerbredeste Grundlag”. Den er, fra det givne Standpunkt, ypperlig skreven, og det frembyder en ganske besynderlig Interesse at læse mellem Linierne. Forfatteren er fortiden underneden, men vilde gjerne være ovenpaa; det er derfor, han vil have „alle hemmende Baand løste.” Hvis han engang selv kom til Magten, vilde han blive een af de værste Absolutister, for ikke at sige Tyranner, som Verden har kjendt. Atter en Ulv i Faareklæder! Men forgjæves raaber jeg: vogter, o vogter Eder! — Verden vil jo bedrages.


Eftersom Lyset tager til, bliver mit Hjerte mere og mere uroligt; det er med bævende Forventning, at jeg seer den Stund imøde, da Herligheden hiinsides Afgrunden skal aabenbares for mine Øjne. Jeg higer og jeg gruer. Jeg føler forud, at det ikke vil være til at udholde, at det vil blive til at fortvivle over. Paradiset, seet fra Pinen, maa nødvendigviis blive en forfærdelig Ting. Det vil komme til at gaa mig igjennem Sjælen som med et Sværd paa kryds og tværs. Men alligevel kan jeg ikke Andet end længes, længes og sige: — Stød til! Her er mit arme, fortabte Hjerte! —

Var der ikke engang Noget, som hed Fadervor? Der var; jeg kan ikke tvivle derom, og det indeholdt en Velsignelse uden Maal og Grændse. Jeg kvæler, knuger, martrer mig selv for at komme paa det; det forekommer mig, som om det laa mig lige paa Læberne, som om jeg kun behøvede at sige: — Fader vor, — saa maatte det Øvrige følge efter. Men jeg siger det den ene Gang efter den anden, de tyve, de hundrede Gange, og bliver staaende derved; der følger Intet, Intetsomhelst efter. Saa prøver jeg med at vende Ordene om, og begynder: — Vor Fader —; men det er ligesaa forfængeligt. Vistnok veed jeg, hvem denne Fader er. Men han er ikke længer min Fader, og hører mig ikke mere. Det er derfor ej saa underligt, at jeg ikke kan faa de velsignede Ord frem. Men min Sjæl kan dog ikke lade være at arbejde derpaa, og vaande sig under den frugtesløse Anstrengelse.


Det er endda godt, at Man heri Helvede saa temmelig kan vælge sit Selskab. Jeg veed ikke, hvorledes det vilde være til at udholde, dersom vi skulde leve sammen med alt Rakket, jeg mener, ude i den vilde Sværm af Tyve, Røvere og Mordere, Forrædere, Meenedere, Liderlige, gemene Bedragere og deslige. Du maa ikke forarges over, at jeg siger: Rakket. Verdens Fordomme, Vaner og løse Talemaader hænge endnu fast ved os, og vi kunne, selv med den bedste Villie, ikke komme ud derover. I Virkeligheden ere vi Rak og Pak alle tilhobe; det veed jeg retvel. Der er ingen anden Forskjel mellem os og Mængden end den mere udviklede Bevidsthed, ligesom en Skygge af den højere Dannelse, vi havde i Verden. Imidlertid, for Indbildningen gjør dette endda ikke saa lidet, og, havde Indbildningen allerede i Verden Meget at sige, saa siger den heri Helvede Alt. Vore Misgjerninger kunne være fuldt saa store som Mængdens; men de ere ikke nær saa plumpe; for en stor Deel ere de endog ganske tækkelige. Derfor tale vi nu, som tidligere, om Rakket, og vælge vort Selskab saa godt, vi kunne. Rakket, det er, som sagt, Tyve, Røvere, Mordere, alleslags gemene Kjæltringer; men blandt os findes kun Forførere, Vellystninger, Gjerrige, Hovmodige, alskens fine Bedragere, det vil sige, lutter anstændige Folk. Lige søger naturligviis Lige. Det Menneskelige ved os heri Helvede repræsenteres fortrinsviis ved Sympathien. Denne Aandens Drift er endog langt mere levende hos os end nogensinde. Overhovedet er Følelseslivet, som Du let vil kunne forstaa, heri Helvede det raadende, ak, desto værre! Vi afslutte os altsaa indbyrdes; vi bestræbe os for at holde Alt ude, som ikke passer i vor Kreds. Saa vanskeligt dette end ofte falder os, ere vi dog i denne Henseende meget nøjeregnende, kræsne er maaskee det rette egentlige Udtryk. Vi banlyse ikke alene det Simple og Gemene, men ogsaa det »Hæslige og ligefrem anstødelige, uden al Personsanseelse. Sandsen er meget fiin heri Helvede, at sige Sandheden, indtil Piinlighed fiin. Det maa jo altsammen saa være.

Saaledes kom der for længere Tid siden en dejlig ung Kvinde hertil. Lidt raa og rask paa det, men i sine Blottelser kun saa meget mere tillokkende. Hendes Historie er fortalt i faa Ord. Hun havde forladt sin gamle halvblinde Moder for at følge sin Elsker, en forfløjen Berider, gjennem Verden. Hun døer pludselig, midt i Lidenskabens Ruus; følgelig opslaaer hun sine Øjne i Pine. Hun gløder, bæver, gyser ligesom vi Andre, og Længselen martrer hende. Hendes Længsel er naturligviis deelt mellem Moderen, som hun aldrig mere vil faa at see, og Elskeren, som hun venter med fortærende Attraa. Dog, hun elsker ham jo! Tør hun da vente, at han skal komme? Hun kan ikke Andet end nære denne grusomme Forventning. Deri er hele, ja, hele hendes Haab! Og han maa desuden komme; de have jo svoret hinanden en evig Troskab! — Men længe maa hun vente. Imidlertid er han, den Herlige, hende aldrig ude af Øje og Hu; han er Helten i alle hendes Drømme. Hun seer ham naturligviis for sig, som hun saae ham sidst, i hele Ungdommens Fylde, Skjønhed og Kraft, i glimrende Dragt, paa den brusende Ganger, tiljublet af Mængden. — Endelig kommer han da, men — ved Krykke og Stok, med rindende Øjne og skjælvende Knæ. Al Lidenskab og Lyst er for længe siden uddød hos ham. Hvilket Gjensyn, hvilket Møde! Hun gyser tilbage for dette Vrængebillede af ham, den Dyrebare, den Uforlignelige. Men hun kan dog ikke Andet end forfølge ham med sine Kjærtegn. Forgjæves værger han sig derimod, forgjæves flyer han for hende; hun hænger over ham, hvor han gaaer og stedes. Kort at sige, det blev saa modbydeligt, dette Forhold, at det ikke var til at udholde. Den unge Kvinde havde hidtil været een af Vore; men vi maatte nødvendigviis skille os af med hende. Det stod heller ikke længe paa, inden Parret maatte fortrække.

Overhovedet, eet af de største Onder, hvoraf Verden lider, og som allermest tjener til at fylde Helvede, — Hvo skulde vel tro det? — er en altfor stor Kjærlighed. Det forstaaer sig, ægte er denne Kjærlighed ikke; den har ikke sin Forudsætning i en højere, i den evige Kjærlighed. Det kommer saa meget an paa, baade hvad Man elsker, og hvorledes Man elsker.

For ikke længe siden kom en anden Kvinde til Helvede, ikke ganske ung længer, men henrivende endnu, een af hine blaaøjede og lyshaarede, smægtende Skjønheder, som alene det følelsesfulde Germanien formaaer at frembringe. Grunden til, at hun foer til Helvede? — Ja, der gaves ingen anden Grund end hendes altfor store Kjærlighed til hendes Mand. Det var rørende at høre, hvorledes hun havde offret ham alle Ting. Og han — fortjente ikke denne Kjærlighed. Hendes Brøde var, at hun havde offret ham for meget, ja altfor meget, ikke alene sig selv og hele Verden, men Gud tillige. Hun havde sat sin Mand i Guds Sted, og han var bleven hende en Afgud til Fordærvelse. Saa stor hendes Kjærlighed end var, det var dog kun et falsk Væsen; saa smukt og rørende den end tog sig ud, i Principet var det dog kun en stærk egoistisk Tilbøjelighed.

I Helvede fortæres hun af Længsel efter Manden. Hun har i sit Liv kun kjendt een Følelse; derfor kjender hun nu, foruden det uundgaaelige Nag, kun een Pine. Endelig kommer Manden, den store Slyngel, — men med Hjertet fuldt af en anden Lidenskab.

Er hun ikke haardt straffet? Selv i Helvede vækker hun Beklagelse. Ogsaa dette Forhold gjør et i høj Grad knælende Indtryk. Men det saakaldte gode Selskab i Helvede vilde ikke være til, dersom det tog andre Hensyn end Anstanden. I dette Punkt ere vi ubønhørlige. Du forstaaer mig nok, det er naturligviis kun et Skin af Anstand, det gjælder om.

Saaledes at kunne vælge sit Selskab, vil Du sagtens kalde en stor Fordeel. Det er det virkelig ogsaa; men, ak, min Ven, der er Intet heri Helvede, som jo finder sin Udgang i Elendighed. Ogsaa dette Valg er yderst piinligt; thi vi føle retvel, at det i Grunden er ganske forfængeligt. Det er kun en Form, hvori vi forgjæves bestræbe os for at indlægge Væsen.

Nylig talte jeg om Nagene; de ere utallige. Men de udgjøre kun Halvdelen af vor Marter; den anden Halvdeel er Begjærlighederne, som nu ere mere fortærende end nogensinde, eftersom de, uden Kjød og uden Verden, sletingen Tilfredstillelse kunne finde. Skulde Du tro det, jeg sukker endnu efter hiin Tøs, — dejlig var hun rigtignok — som jeg engang tog op fra Trapperne, og som lønnede mig saa slet, idet hun foretrak Drengen for Manden, og blev Martins Kone, eller Frille? Jeg er fuld af en Brynde, hvis Lige jeg aldrig før har følt. Og saaledes er det i alle Henseender. Jeg vansmægter efter Morskab, Vellevnet, Kjødets Pleje overhovedet, forfængelig Ære, ja endog efter den usle Mad og Drikke. Jeg har ingen Bug længer, og dog vansmægter jeg efter at faa den fyldt.

Alt er Pine og bestandig Pine. Der er kun eet Moment i vor Tilværelse, du alle Nag, alle Begjærligheder, overhovedet Alt, hvad der er i os, alle de tusinde Smerter komme til Hvile. (O, tro nu blot ikke, at vi nogensinde ere uden Marter!) De sædvanlige Smerter træde vistnok ud af Kraft; men en ubeskrivelig Angst kommer istedet; Alt ligesom opløses indeni os i en ubeskrivelig Gru. — Der gaaer nemlig nu og da en frygtelig Rædsel gjennem Helvede, en Art panisk Skræk, hvis Lige Verden aldrig har fornummet. Alting standser, stivner, forstummer, for at skjælve og bæve. Der foregaaer noget rædsomt uhyggeligt. Man seer det ikke; men Man føler det. Og Alle vide, hvad det er. Det er Satan, der ligesom holder Revue over Sjælene i Helvede. Endnu har han ikke Magt over een eneste Sjæl; thi Dommen er endnu ikke falden. Men han kan vente. Han glæder sig ved Tilgangen; Afgangen er engang sikker nok. Han er som Hyrden, der vel kan glæde sig ved at betragte Hjorden, skjøndt Slagtetiden endnu ikke er forhaanden. Han veed saagodt som Nogen, at engang vil der komme til at staa en Hjord uden Tal paa den venstre Side af Almagtens Trone, og at denne Hjord, de Fleste af de Mange, er hans i al Evighed.

Man seer Intet; men Man føler og gruer. Hjorden fornemmer umiddelbart Ulvens Nærhed. Dog, stundom seer Man ogsaa, naar nemlig Rædselen indtræffer i hiin frygtelige Nats Mørke, som vi kalde Dødsnatten. Hvad Man seer, det veed jeg ikke; jeg har endnu ikke erfaret det. Og friste Nogen til at tale derom, det vilde være mere end daarligt.


Jeg var i min Ungdomstid mangen Gang paaveje til at blive et christeligt, godt og skikkeligt Menneske. Men det opløste sig hver Gang i Intet. Erindringen derom har noget usigelig kvalfuldt, men tillige noget usigelig rørende for mig. Det var for det Meste Lili, som var Redskabet for denne Guds Naade, der saa ulykkelig og skammelig gik tilspilde. Ligefra den første Tid, da jeg kastede mine Øjne paa hende, fik hun en vis hemmelig, uforklarlig Magt over mig. Siig nu blot ikke strax, at det var min onde Lyst og Begjærlighed, der saaledes bragte mig under hendes Indflydelse! Nej, det var noget Bedre; det var endog en hellig Magt. Alle Børn, troer jeg, have Noget deraf; men Lili havde denne Magts Fylde.

Om Vinteren plejede vi efter Bordet at sidde en Stund stille hen uden at tænde Lys; Kaminilden maatte lyse for os. Min Moder fik sig i Almindelighed et lille Blund; jeg og Lili overgave os til vore vaagne Drømme. Men hvor vidt forskjellige vare ikke de Regioner, hvori vi bevægede os! Halve Timer kunde jeg sidde og betragte Lili, som havde Plads overfor mig paa en lav Tabouret, i det fulde Skjær af Kaminilden. Jeg sad i Mørket, og kunde ikke iagttages; det gjorde min Nydelse saa meget fuldkomnere. Hun sad for det Meste med Hænderne sammenføjede omkring Knæet; det var hendes Yndlingsstilling i de alvorlige, spekulative Timer. Hvor smuk var hun ikke, især i denne Belysning! Lidt bleg, men desto ædlere. Skjæret fra Kaminen brød sig i hendes store, mørke Øjne. Det var en vidunderlig Glands; det forekom mig ofte, at Verden ikke havde dens Lige. De fine Træk vare ligesom forklarede. Nu og da viste et dybere Aandedrag eller Suk, hvor levende hun var beskjæftiget. Jeg ligesom fortærede hende med mine Blikke. Hvis der havde været noget Sandt i Magnetismens og Sympathiens mystiske Lærdomme, maatte hun have mærket det. Dog, Hvo veed? Stundom blev hun virkelig urolig under mit Blik, ligesom vred sig under en ubevidst mægtig Indflydelse. Det staaer saa levende for mig. I saadanne Øjeblikke følte jeg mig fristet til at styrte frem og rive hende til mit Bryst. Men jeg gjorde det ikke; ved at skræmme hende vilde jeg have fordærvet al min Glæde.

Men undertiden sad Lili hos mig, og vi tilbragte Hviletimen i sagte, fortrolig Underholdning. — Hvorledes? — udbryder Du: — Hvad Underholdning kunde der vel finde Sted mellem Dig og hende? — Ja, nok maa Du spørge. Men i Virkeligheden var det ogsaa kun hende, som underholdt mig.

En Aften spurgte jeg hende, hvad hun tænkte paa, naar hun sad saaledes og saae ind i Kaminilden.

— Hvad jeg tænker paa? — gjentog hun med sin søde Røst: — Ja, det er vel ikke Andet, end at jeg tænker. Men det er mig livagtig, som om jeg fløj langt, langt bort, til fremmede Lande, over de store Have, ja, til andre Verdener, højt over Skyerne. Jeg bliver paa min Flugt undertiden endog borte for mig selv. Jeg flyver til Louisiana, det dejlige Land, hvor Alt er anderledes end her, meget rigere, større og skjønnere, og hvor Man ikke kjender nogen sørgelig Vinter. Ved den store Strøm ligger der et Huus med Søjlehal og Veranda, overskygget af Pinier og Plataner. Der blev jeg født; der var mit Hjem, medens jeg var ganske lille. Jeg gaaer igjennem de høje, herlige Værelser; Huset er tomt; mine stakkels Forældre finder jeg ikke der. Jeg iler gjennem Haven, gjennem Lunden, over Markerne, men finder intet blivende Sted. Og ingen Sjæl vil kjendes ved mig. Sorte Mennesker krydse nu og da min Sti, og jeg standser for at spørge. Men alle ryste de sørgmodig paa Hovedet ad mig, og ile mig forbi.

Saa vender jeg mig bedrøvet bort fra dette skjønne, men saa øde Sted og flyver igjen tilbage over Havet. Uden at trættes farer jeg fra Land til Land, seer mange underlige Ting og vexler i Forbigaaende Ord med mange mærkelige og elskelige Mennesker. Men Noget savner jeg overalt. Saa hæver jeg mig højere og højere i brusende Flugt, over Skyerne, ja over Maanen og Stjernerne; jeg veed ikke længer af mig selv at sige. Men pludselig befinder jeg mig i den dejligste Have. Jeg tænkte, at der ikke gaves noget Herligere end Louisiana, mit Fødested; men her er endnu meget, meget herligere. Thi det er Paradiset, Guds egen Have. Der finder jeg endelig mine Forældre; jeg vidste jo nok, at jeg maatte træffe dem engang. Og her kan jeg finde Ro; der er Intet mere at længes efter. Fader og Moder fortælle mig, hvor lyksalige de ere, og hvor højt de elske mig.

Men naar saa Tjeneren træder ind med Lysene, det gjør ordentlig saa ondt. Det er, som om jeg pludselig styrtede ned og faldt haardt til Jorden. Jeg seer mig forvildet omkring, og maa befinde mig paa, hvor jeg er. Jeg føler mig saa mat og fattig. Alt, Alt omkring mig er saa kjedeligt og sørgeligt. Forstaaer Du det, Otto? —

Ja, jeg forstod hende nok. Det var ret nogle tossede Drømme. Hun havde sletikke godt af disse Aftentimer. Men jeg talte naturligviis ikke derom.

En anden Aften, som vi sade sammen, spurgte hun mig pludselig: — Otto, hvad hører der til at være lykkelig? —

Spørgsmaalet overraskede mig i betydelig Grad; men jeg fattede mig hastig, og svare de temmelig prosaisk: — Dertil hører et fromt Hjerte, et godt Helbred, et godt Hjem, hvor Intet fattes, endelig et Udvalg af Fornøjelser, og nogle gode Mennesker, som elske En. —

— Det har jeg altsammen, og Mere til. Er jeg saa lykkelig? —

— Ja, er Du ikke, kjære Lili? — spurgte jeg forundret.

— Jeg veed ikke. — svarede hun eftertænksom: — Der fattes Noget, kunde jeg blot udsige det. — Jeg er ikke til Gavn og Glæde for Nogen i Verden. —

— Hvorledes kan Du dog tale saaledes? Er Du ikke til Glæde baade for Moder og mig? Og til Gavn, ogsaa det er Du. Til hvad Gavn skal iøvrigt en lille Pige, som Du endnu er, kunne være i Verden? Hun skal kun beflitte sig paa at voxe og lære Noget og blive from og god, for engang i Tiden at blive skikket til at gjøre Gavn og opfylde sin Bestemmelse. Men, som jeg sagde, er Du ikke til stor Glæde for mig og min Moder? —

— I trænge ikke til mig. Men der er saamange, som trænge. —

— Ogsaa vi trænge, Lili. Til Kjærlighed trænger Man bestandig. —

Lili rystede stille paa Hovedet.

— Hvad kan jeg være for Dig og hende, Otto? — Hun er din Moder, og Du er hendes Søn. Men hvad er jeg? I Virkeligheden hører jeg Eder sletikke til. I fandt mig, og toge mig op; det er det Hele. —

— Hvad Du er? Først og fremmest er Du min lille søde Veninde, som jeg ikke vilde miste, om Man gav mig et Kongerige istedet. Er Du ikke? —

— Veninde, ja, hvad er det? — yttrede hun efter en Pause hen for sig selv, ligesom drømmende.

— En Veninde, det skal jeg sige Dig. Det er et lille ømt og kjærligt Væsen, som har givet En ikke alene sit Hjerte, men sit Liv, som Intet heller vil end bære alle Ens Sorger, som kan bringe En til at smile, naar Man er bedrøvet, og til andre Tider næsten bringe En til at græde af Glæde. En Veninde, en rigtig Veninde er den største Skat, som findes paa Jorden. —

Lili saae forbauset paa mig. — Jeg forstaaer Dig ikke. — sagde hun.

— Det gjør heller ikke Noget. Engang vil Du nok komme til at forstaa det. Men strax spørger jeg Dig, vil Du være min lille søde Veninde? —

Hun betænkte sig. Endelig opløftede hun sit smukke lille Hoved, saae mig alvorlig ind i Øjnene og sagde frimodig:

— Ja, jeg vil være din Veninde; saa er jeg dog Noget. —

— Ja, Mere, end Du selv veed af, Lili. — svarede jeg.

Fra denne Tid var der ligesom en sød lille Hemmelighed imellem os. Tidt og ofte, naar jeg gik hende forbi eller skiltes fra hende, hviskede jeg: — Min Veninde! —

Og hun smilede til mig, — o, hvilket engleligt I Smiil! — idet hun sagte svarede: — Min Ven! —


Hvor det var sødt, saaledes at sidde med hende i Aftenstunden, stryge hendes silkebløde Haar, lege med hendes Lokker, holde hendes lille fine Haand indeni sin! — Men — skal jeg tilstaae det? — jeg følte et Slags Skinsyge, naar hun, hvad ofte skete, faldt hen i sine egne Drømme, hvori jeg rimeligviis ikke spillede nogen Rolle.

En Aften — det er forunderligt, med hvilken Tydelighed jeg husker Alt, hvert eneste Ord, ja, hvert et Blik — en Aften spurgte jeg hende: — Har Du mig ogsaa rigtig kjær? —

Netop det samme Spørgsmaal, som Elskende holde saa meget af at gjøre hinanden.

— Om jeg har, Otto! Hvorledes kunde det være Andet? Jeg har hverken Fader eller Moder; der er Ingen, der bekymrer sig om mig i den hele Verden uden Dig og Tante. Skulde jeg da ikke elske Eder af mit ganske Hjerte? —

— Det veed jeg, Lili. Men kunde Du dog ikke faa mig endnu mere kjær, end Du har mig? —

— Maaskee. — svarede Lili eftertænksom.

Hun var kun 11—12 Aar; i den Alder plejer Man endnu at lade Munden løbe. Det kunde Lili til sine Tider ogsaa, paa rigtig barnlig Maade. Men i Samtale adskilte hun sig i væsentlig Grad fra andre Børn. Hun var ikke alene eftertænksom, men, Man kunde gjerne sige, dybsindig i sine Svar. Hendes Ord fik derved en besynderlig Vægt, og der var en Trofasthed i dem, som gik dybt og inderlig tilhjerte.

— Maaskee. — svarede Lili, og faldt i Tanker.

— Hvad skal jeg da gjøre, forat Du kan faa mig endnu mere kjær? —

— Seer Du, Otto, jeg har hverken Fader eller Moder; men Guds Ord lærer mig, at jeg har mange, ja, utallige Brødre og Søstre. Jeg har dem; men jeg kjender dem ikke, og de kjende ikke mig. Jeg er kun et Barn, hvem Ingenting er betroet, og som kun kommer saa lidt om i Verden. Men Du, Otto, Du har Evne og Magt, og Du kommer vidt omkring. Vil Du da love mig Eet? Saa ofte Du derude finder nogle af mine stakkels Brødre og Søstre, hvem det gaaer ilde, saa tag Dig af dem og gjør vel imod dem, for Guds og for min Skyld! Eller vil Du være rigtig god og kjær, saa søg dem op, og, saa ofte Du kan, tag mig med Dig, at vi kunne besøge dem sammen, tale kjærlig til dem, og hjælpe og trøste dem, saa godt, vi formaa. Derpaa har jeg tænkt længe; men jeg vidste ikke før nu, hvorledes jeg skulde komme frem med det. Vil Du love mig det? Løver Du mig det, saa skal Du være min kjæreste Ven paa Jorden. —

Taarerne vare komne mig i Øjnene. Nu var Turen til mig at lade indtræde en Pause.

— Dersom jeg gjør, hvad Du beder mig om, Lili, vil Du altsaa holde meget, meget mere af mig? —

Otto, jeg kan ikke sige Dig, hvor meget. —

— Saa skal jeg ogsaa gjøre det; jeg lover Dig det hellig. Men saa maa Du ogsaa være rigtig glad, min fromme lille Søster, og ikke tænke saa meget paa sørgelige Ting. See engang paa mig, og viis mig, hvor fornøjet Du kan see ud! —

Og hun saae paa mig, og smilede med en saa overjordisk Glæde, som om jeg havde givet hende hele Verden og Himmerige til.

Mærker Du ikke tydelig, at jeg var paaveje til at blive et godt Menneske, eller, kort at sige, et Menneske, i Omgangen med dette Barn? Skjøndt det var en forfængelig, lad mig kun reentud sige, ublu Iid, som fra Begyndelsen havde knyttet mig til hende, saa stor er det Godes og Helliges Magt i Verden, endog i et stakkels svagt Barn, at jeg var i Begreb med at bøje mig under dets velsignede Indflydelse.

Jeg saae mig virkelig om efter Lilis arme Brødre og Søstre; det laa fra denne Stund min Tanke nær, at øve Barmhjertighed. Jeg behøvede ikke derved at gjøre Vold paa Naturen; af Naturen, det tør jeg vel sige, var jeg godlidende og velvillig. Jeg ikke alene gjorde vel, hvor jeg kunde, paa Lilis Bud, men fandt virkelig endog en vis Fornøjelse i at gjøre vel.

Naar vi saa i Aftenstunden igjen sade fortrolig sammen, fortalte jeg hende, hvad Godt det var lykkedes mig at udrette for den Ene og den Anden. Jeg skildrede de stakkels Menneskers Trang, den Maade, hvorpaa den var bleven afhjulpen, deres Glæde, deres Taknemlighed. Hvor straalede da ikke hendes Aasyn! Ikke saa sjelden lod jeg hende følge med til Elendighedens Boliger, og fandt min Fornøjelse i, ved saadanne Lejligheder ganske at stille mig til hendes Raadighed. Det var forunderligt, saa godt hun vidste at træffe det Rette.

Men — behøver jeg at tilstaa det? — jeg blev i Virkeligheden ikke et bedre Menneske. Aanden var vel kommen i Bevægelse, og havde taget et Stykke af Hjertet med sig; men Kjødet var altfor stærkt, det var kun en forbigaaende Rørelse. Verden havde mig for godt i sin Magt. Hvad Lili havde bragt frem hos mig, blev nærmest kun en Leeg med fromme Idrætter, og intet Mere.

Da vi skiltes ad og jeg rejste udenlands, vedblev jeg lejlighedsviis at antage mig de Ulykkelige for Lilis Skyld. Men det var kun et Slags Afgudsdyrkelse med en dyrebar Erindring, Erindringen om hende, det søde lille Væsen, som engang skulde blive min, ja, allerede var det. Uden dette, hvorledes skulde jeg ellers ogsaa have faaet Noget at give de Breve Indhold med, som jeg fra Udlandet skrev til hende? Jeg vidste jo, at jeg ved Intet bedre kunde holde hendes Sjæl fængslet. Jeg bedrog hende, maaskee ogsaa mig selv; men Gud kunde jeg ikke bedrage.


En Dag kom jeg og traf Lili grædende. Stille sad hun med Hænderne foldede i Skjødet; langsomt rullede den ene store Taare nedad Kinden efter den anden. Foran hende laa Bibelen opslagen.

— Men, kjæreste Lili, hvad fejler Dig dog? — udbrød jeg: — Hvorfor er Du saa bedrøvet? —

Hun hævede Blikket; det straalede gjennem Taarer. Hun tørrede dem hastig af og svarede: — Jeg er ikke bedrøvet, kjære Otto. —

— Men Du græder jo! —

— Det er ikke af Sorg, men af Glæde. — svarede hun, idet hun pegede med Fingeren i den opslagne Bibel: — See, hvad jeg har fundet! —

Jeg bøjede mig over Bogen og læste i Psalmen:

— Min Fader og min Moder have forladt mig; men Herren vil tage imod mig. —


Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde sige; det var med en blandet Følelse, jeg i dette Øjeblik betragtede hende. Jeg følte mig bevæget; — hvorledes kunde det vel være Andet? Men paa modsat Side syntes jeg ligesaa lidt om denne frie Læsning i Bibelen, som om, at hun bestandig savnede sine Forældre, da hun jo dog havde mig og min Moder. Men hverken om det Ene eller det Andet ansaae jeg det for raadeligt at udtale mig.

Jeg lod det derfor bero ved at sige: — Ja, det er et dejligt Ord, og det er ligesom skrevet for Dig, Lili. — Men græde maa Du ikke, nej, ikke engang af Glæde. Vær nu munter igjen! Om et Kvarteers Tid kommer jeg tilbage; saa ville vi gaa ud med hinanden. —

Og da jeg kom igjen, var hun kvik og munter paa sin sædvanlige stille Maade , hvorigjennem Aand og Hjerte vexelviis glimtede og sprudlede frem.

Men disse Ord: — Men Gud vil tage imod mig! — stode fra denne Dag indgravede i hendes Hjerte; derpaa lagde hun ikke eller kunde ikke lægge Skjul. Ogsaa mig gave disse Ord Noget at tænke paa; men det blev ved en Tanke, og den var snart ikke mere.

Saadanne Stemninger som de oven antydede vare ikke gavnlige for hende, og jeg gjorde mig naturligviis Umag for at udrive hende deraf. Men Naturen forstod bedst at hjælpe sig selv. Hun voxede sig efterhaanden ud af disse altfor bløde Stemninger, og blev baade kjækkere og friere. Nu begriber jeg fuldkommen, hvorledes det havde sig med hende. Hun var simpelthen et tankefuldt, varm- og blødhjertet Barn , hvis Følelse og Fantasi, levende og pirrelige af Naturen, i en tidlig forladt Stilling og i Eensomheden havde fundet for riig en Næring. Og hun var Kreolinde, ikke alene uden Forældre, men uden Fædreland, en Blomst i fremmed Jordbund, hvori den maatte trives saa godt, den kunde!