Breve fra Helvede/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 138-165

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

IX.

Du vil maaskee undre Dig, naar Du hører mig tale om Literaturen i Helvede. Nogle faa oplysende Bemærkninger ville imidlertid være Nok til at hæve denne din Forundring. Tingen er nemlig simpelthen den, at, ligesom overhovedet alt specifisk Ondt, saaledes farer af skrevne og trykte Sager i Verden alt det til Helvede, som er moralsk slet eller anmassende dumt. Først komme Skrifterne, dernæst for en stor Deel Skribenterne. Heraf vil Du indsee, at Literaturen i Helvede ingenlunde kan kaldes fattig, skjøndt den unægtelig, ifølge det Givne, er temmelig eensidig.

Den skjønne Literatur er meget fyldig repræsenteret ved en Mængde smudsige Romaner. Alle civiliserede Lande og Folkefærd have hertil leveret Bidrag, dog efter en meget forskjellig Maalestok. Nogle udmærke sig ved Bidragets Størrelse, andre ved Bidragets Art. Med Hensyn til det Sidste skjelne vi mellem to Hovedretninger — Skoler kan Man vel just ikke kalde det —: det Pikante og det Saftige. Hver Retning har sine udmærkede Repræsentanter. Jeg nævner Ingen. Men det vil udentvivl hos de endnu levende frembringe en glædelig Overraskelse, naar de erfare, hvilken udbredt Anerkjendelse deres Talent har vundet, at de ikke alene skrive for Verden, men tillige for Helvede. Honoraret maa de for dette sidste Steds Vedkommende rigtignok gjøre Afkald paa, — i det Mindste for det Første, indtil de personlig indfinde sig. Saa vil dette, saavel som saa meget Andet, finde sig af sig selv.

Om disse Skjønskrifter er der her, ligesom i Verden, stor Rift. Der gives dem, der, saa at sige, ikke leve af Andet. Men den Sjæl er endnu ikke funden, hvem de have tjent til Opbyggelse. I Verden var den ringe; men her er den endnu meget, meget ringere. Det er en Selvfølge. I Verden lode dog de ophidsede Lyster og Begjærligheder sig paa en vis Maade tilfredstille; men her gives der ingen Tilfredstillelse. I dette, som i alt Andet, gaaer det kun ud paa Pine.

Paa theologiske Værker have vi heller ikke Mangel, navnlig kritiske, dogmatiske og homiletiske. Ogsaa i Casuistiken ere vi særdeles godt forsynede; men den danner jo ligesom en Videnskab for sig selv. Den gamle Tid er i Hovedsagen repræsenteret ved et uhyre Repertorium af Præsteløgne, efterhaanden bragte i System, af allehaande fanatiske Opspind og frie Fantasier over Religionens givne Thema. Blomstringsperioden i den nyere Tid falder omtrent sammen med Voltaire og Encyclopædisterne, men faaer et nyt Opsving med Kant og hans Efterfølgere. Den franske Revolution, med theologisk Blik betragtet herfra Helvede, er hverken Mere eller Mindre end en ny Messiasfødsel, men hvor forskjellig fra hiin første i Bethlehem! Forøvrigt have alle Tider leveret spredte Bidrag. I den nyeste Tid have især nogle kritisk-historiske Værker, under Titel: .... af Nazareths Liv, vakt megen Opsigt. — Ja, see kun paa det tomme Rum i Linien! Et Navn skulde der staa; men jeg kan ligesaa lidt nedskrive som udtale det. Haanden gaaer hen over Papiret; men Navnet undslipper mig. — — I alle disse Skrifter er han, hvem jeg ikke længer kan nævne, alene fremstillet for paany at blive korsfæstet. — Du vil heraf kunne danne Dig et tydeligt Begreb om den theologiske Literatur heri Helvede. Den afgiver et ypperligt Apparat for hver den, som vil studere sig en komplet Vantro til. Men — selv i Helvede kan Man komme paa gale Veje, selv i Helvede kan Man frygte noget Værre. Theolog var jeg aldrig, og jeg bliver det heller ikke heri Pinen.

Det forstaaer sig af sig selv, at vi desuden have en Mængde Skrifter af Kjættere, baade brændte og ubrændte, af opblæste, forskruede, halv forrykte Sværmere, af allehaande falske Profeter, som paa forskjellig Maade have lagt an paa at gjøre Kapital af Religionen. Som Nyheder vække disse Skrifter gjerne et Slags fjantet Opmærksomhed. Men det varer sjelden længer, end til Manden selv kommer. Saa opløser Sagen sig i Almindelighed paa en saare bedrøvelig, eller, om Man vil, paa en, for Helvedes Forhold, saare lystig Maade, og den nye Theologi og Lyksalighedslære bliver indskrænket til en bestemt Krog i Helvede, hvor dens Tilhængere friste en Tilværelse, som naturligviis er saare langt fra den i Verden tagne høje Bestemmelse.

Med filosofiske Skrifter ere vi mindre vel forsynede. I det Hele ere Filosoferne at ansee for ganske uskyldige Mennesker. Enten ere de virkelig vise, altsaa tillige gode og fromme, eller ogsaa ere de forfaldne til en Art stille, fuldkommen harmløst Vanvid. Kun for saa vidt som det aandelige Hovmod trænger dominerende igjennem, see vi her Noget til deres Skrifter. Saaledes have vi ikke ganske faa ret interessante Forsøg paa, fra en Stue, otte Alen i Kvadrat, ikke alene at udmaale hele Verden, men den hele Existents, at bringe hele Tilværelsen i System, Løft og Fast, Timeligt og Evigt, og med en Priis Tobak og et Fingerknips at løse Livets Gaade.

Kun i Forbigaaende og ligesom i Parenthes berører jeg det juridiske Fag. Hvis jeg sletikke omtalte det, kunde det see ud som Foragt, og med Juristerne vil jeg, selv ikke heri Helvede, have Noget udestaaende. Sagen er simpelthen den, at, saa stor min Ærbødighed end er for Lovkyndigheden, saa mangler jeg dog ganske den tilsvarende Sands. Corpus juris er for min Bevidsthed som et uredt Nøgle Garn af uhyre Dimensioner.

I lange, støvede Ruder staa Rabulisternes Værker. Hvad egentlig Rabulisterne ere, det er aldrig blevet rigtig klart for mig. Jeg forestiller mig, at Rabulisterne omtrent ere det Samme i Jura'en som Encyclopædisterne i Theologien. Lovtrækkerarbejderne nævner jeg kun for at sige, at de findes baade af en Fiinhed og en Plumphed, som virkelig ere forbausende, hvilken af begge mest, er umuligt at sige. Det forstaaer sig af sig selv, at der indtræffer det ene Læs af skammelige Processer efter det andet; deres Akter ophobe sig ligesom til Bjerge. Man maa højlig undre sig over, hvor Verden har faaet Øjne nok fra til at arbejde sig derigjennem. De udgjøre her ligesom en stor Mødding; men den Ager sindes ikke, som den er bestemt til at gjøde. I Verden satte den hele sin Kraft til. Der gives neppe et Sogn i Verden, uden at det jo har sin Blodager.

I Kritikens Fag have vi fuldtop af alleslags skammelige Recensioner, Produkter af Uvidenhed, Nid, letsindig Skadefryd eller den rene Ondskab. Det er en bekjendt Ting, at Recensenterne ere et ganske besynderligt Folkefærd, ved hvilket der kun er lidet Menneskeligt, for saa vidt nemlig, som Intet ligger deres Natur fjernere end Humaniteten. Nogle paastaa, at Man nødvendigviis maa være Misanthrop forat afgive en god Recensent. Det er dog vist for meget sagt. Andre komme udentvivl Sandheden nærmere, idet de fastholde, at der hører en god Portion Cynisme til; thi bidske og gridske og nidske ere Recensenterne rigtignok i høj Grad. Medens jeg levede i Verden, dannede jeg mig min egen Mening om dette Folk, jeg skal dog ingenlunde paastaa, den absolut rette. Jeg mener endnu, at Man overhovedet kan dele Recensenterne i to Hovedklasser. Den ene Deel bestaaer af dem, som have Competence til at recensere, men mangle Lysten, som ikke gide gjøre det. Fra deres Haand er det kun sjeldent, at Man seer Noget, heri Helvede naturligviis aldrig. Den anden Deel bestaaer af dem, som mangle al Competence, men som dog, i Djævels Skind og Been, ville recensere. Disse oversvømme Verden med deres kritiske Produkter, og beherske sædvanligviis, med Vold og Svig, den offentlige Mening. Ogsaa Helvede er fuld deraf.

Denne sidste Klasse kan igjen deles i to Underklasser: Recensenter af Faget og Recensenter nærmest af Lysthaveri. Den første Underklasse bestaaer for største Delen af Folk, som selv have forsøgt sig i Literaturen, men gjort ynkelig Fiasco; de føle sig derfor nu paa det Stærkeste opfordrede til at drage saa mange, som muligt, med sig ned i Skarnet og Elendigheden, og forsømme ingen Lejlighed, foragte intet Middel til at løse deres Opgave. Den betegnende Talemaade: „at rakke ned” skal som et Slags Kunstudtryk fra dem have sin Oprindelse. Kritiken er bleven disse Menneskers Haandværk; men det er et suurt og bittert Brød, de æde. De leve og aande kun for at finde Fejl, og, hvor saadanne ikke ere til at see, for at hitte paa Fejl; hele Livsprocessen i dem gaaer op i at sanke Galde. Disse Recensenter ere de skrappeste. Jeg har engang hørt sige, at der ikke skal gives glubskere Rottekat end en Rotte, som engang har smagt Rottekjød. Hvis det er sandt, lader det sig træffende anvende paa disse Recensenter. De have nemlig engang faaet Smag paa Forfatterskabet, og nære derfor det glubskeste Had til de stakkels Forfattere. Jeg har en Mistanke om, at i sin Tid Cerberus ikke var Andet end en Recensent efter Døden, som havde skrevet eller gjøet i tre Blade.

Vi have her en god Deel af disse Recensenter af Faget. Man undviger dem ligesom gale Hunde; thi de ere saa bidske som nogensinde, og udgjøre een af Helvedes værste Plager. Ikke saa sjelden røbe de tydelige Kjendetegn, ikke paa Vandskræk, men paa Blækskræk. Nogle Steder har Man derfor vedtaget at lægge dem Mundkurve paa.

Den anden Underafdeling bestaaer af unge Mennesker, ikke uden Vid og Talent, men forskrækkelig grønne; de ere nemlig nylig undslupne Skoletvangen. De behøve noget Aparte til at kjøle deres unge Mod paa; saa give de sig til at recensere i eet eller andet Blad eller Tidsskrift. De mene egentlig ikke noget Ondt dermed; det er kun saadant et ypperligt Middel til at antyde, at Man er bleven Karl for sin Hat, til at forglemme, at Man endnu ifjor blev regnet blandt de Umyndige. Det er næsten med Guddomsfølelse, at Man svinger sig op i Højsædet, naturligviis indhyllet i en Sky, og afsiger sine uomstødelige Kjendelser. Jeg gjentager det, de mene egentlig ikke noget Ondt dermed, disse friske Fyre; det er dem sjelden i nogen synderlig Grad om selve Sagen at gjøre. Det gjælder dem kun om at skrive morsomt, at komme til at sige nogle Vittigheder, at faa Lejlighed til at stille sig selv frem i olympisk Glorie. Hvorledes det gaaer den arme Forfatter, om han er levende eller død, derom bekymre de sig i Almindelighed ikke; han er kun et Trin under deres Fod til at bestige ubestemmelige, luftige Højder.

Det ligger nær at antage, at de onde Recensenter heri Helvede maa gaa i Klasse med Manddrabere, nemlig Manddrabere i aandelig Forstand; hine første gjøre sig skyldige i forsætligt, disse andre i uforsætligt Drab. Men det forholder sig anderledes. De onde Recensenter staa her i Rang, rettere, i Linie med de uretfærdige Dommere.

Disse Necensioner gjøre os det paa en vis Maade muligt at følge med Literaturen oppe i Verden. Saasnart en saadan Kritik indløber, vide vi strax, at der er udkommet en god, eller i alt Fald uskyldig Bog i Verden. Det forstaaer sig af sig selv, at vi herved kun faa et Vrængebillede, kun lære Vrangsiden at kjende af hvad der udkommer. Men dertil ere vi vante; det gaaer jo saaledes igjennem det Hele.

Vi have heller ikke Mangel paa Dagblade, navnlig politiske. Det er især saadanne, ved hvilke der kun er lagt an paa Pengefortjenesten, eller som have solgt sig for at tjene een eller anden lumpen Partiinteresse, som overhovedet for Fordelens Skyld ikke tage i Betænkning at vildlede den offentlige Mening, eller snakke den efter Munden, saa forkeert den end monne være. Saa ofte der overhovedet i hvilketsomhelst Blad forekommer en skammelig Artikel, farer den strax til Helvede, saa net udklippet, som om det kunde være skeet ved en Censors Sax. Parlaments-, Landdags-, Rigsraadstidenderne maa naturligviis ogsaa levere rundelige Bidrag af denne Art. Du kan tro, vi faa mangen en god Tale at læse baade af Ministre og Deputerede, snart anmassende Sludder, som basker En om Ørerne, snart Løgn fra først til sidst, kunstmæssig sammenvævet og glittet, saa at Man skulde tro, det var et eneste reelt Stykke, ret et Stykke til at slide paa. Vi ere altsaa, som Du vel indseer, endog paa en vis forkeert Maade satte istand til at følge med Tidsbegivenhederne i Verden. Det gjør et ganske underligt Indtryk, naar Man snart seer een, snart en anden af sine gode gamle Bekjendte træde op for at slaa et braskende Slag, og saa igjen forsvinde, som om han aldrig havde været til. Jeg kommer uvilkaarlig til at tænke paa en latterlig Skik, jeg har forefundet i Holland og andre Lande, den nemlig, Fastelavnsmandag „at slaa Katten af Tønden.”

Men alt dette kjender Du jo ligesaa godt som jeg. Hvad Du derimod ikke kjender saa godt som vi heri Helvede, det er den Mængde af Depecher, Noter, Circulærer, confidentielle Meddelelser, som i Politikens Tjeneste udvexles mellem Kabinetterne i Verden, for største Delen i falske, underfundige Hensigter, — disse i de forbindtligste og dog saa yderst forsigtige, saa tvetydige Udtryk affattede Aktstykker, som bestandig tale i Sandhedens, Retfærdighedens og Menneskelighedens Navn, og dog ikke agte hverken Sandhed, Retfærdighed eller Menneskelighed for saa meget som kun en suur Sild, saasnart blot Fordelen eller een eller anden ond Lidenskab kommer med i Spillet.

Af disse politiske Udgydelser kommer den største Deel aldrig til Verdens Kundskab; den farer lige til Helvede, os kun til ringe Opbyggelse. Vistnok faa vi derved mangen mærkelig Oplysning; men den fylder os kun med afmægtig Forbittrelse. Jeg har altid havt en Anelse derom, men nu er jeg ganske vis derpaa, at det falskeste, grusomste, ugudeligste Væsen i Verden er den saakaldte højere Politik.

Af denne Oversigt vil det nu være blevet Dig klart, at det ingenlunde skorter os paa Læsning heri Helvede; men ligesaa klart maa det være blevet Dig, at der i alt dette uhumske, giftige Tøjeri ikke er nogensomhelst Næring og Vederkvægelse at finde. Ikke engang til forbigaaende Underholdning kan det tjene os. Jo mere vi læse, desto elendigere føle vi os, desto flere blive de onde Erindringer. Men vi kunne ikke Andet end søge Adspredelse; vi ere ligesom nødte dertil, skjøndt vi retvel vide, at den intetsteds mere er at finde.


Det faldt mig sjelden eller aldrig ind, medens jeg var i Verden, at jeg havde Noget at takke for. Helbred, Velstand, gode Dage, &c., jeg nød det altsammen som Noget, der fulgte af sig selv. Dersom jeg overhovedet, anstillede nogen Betragtning derover, var det den, at det altsammen dog i Grunden kun havde Lidt at betyde. Thi aldrig var jeg tilfreds, ligesaa lidt med Livet og Verden, som med mig selv. Nu indseer jeg og føler, hvilken Velsignelse fra det Høje der laa i alle disse Ting, større end menneskelig Tunge formaaer at udtale, og saa meget større, som den var ganske ufortjent. Naar jeg nu seer tilbage, — og det er jeg uafladelig nødt til; thi fremad er der Intet at see uden Eet, og det er forfærdeligt: Dom og Fortabelse — saa maa jeg bekjende, at de Velgjerninger, som falde blot paa een eneste Dag af Menneskets Liv, ikke ere til at tælle. Saa rigt er Livet. Vistnok er der ogsaa megen Elendighed i Verden; jeg har selv været med at raabe Ak og Vee over den. Men sandt er det, at Alverdens Elendighed skrumper ind til et Intet imod den Elendighed, jeg nu senere har lært at kjende. Herfra Helvede betragtet, har selv det elendigste Menneske i Verden uendelig meget at takke for. Et Menneskes Liv, hvordan det end er, burde gaa op i Taknemlighed. Om det end af alle Verdens Goder ikke har beholdt Andet tilbage end Luft og Lys og et Stykke Brød, det har dog usigelig meget at være glad over. Nu erkjender jeg det, nu, da det er for silde. Heri Helvede er der Intet, ak, sletintet at være taknemlig for. Men I, som endnu leve, for Eder er det endnu Tid at komme til Sandheds Erkjendelse. O, lægger Eder dog disse mine Ord paa Hjerte, som ere fulde af Pine, og ikke uden Kjærlighed!

Du mærker nok, hvorledes jeg uophørlig pines af onde Erindringer. Men i hvilken Udstrækning, derom kan Du ikke gjøre Dig nogen Forestilling. Mine positive Misgjerninger —, det er en Selvfølge, at de martre mig; de ligge mig som Stene paa Hjertet, som gloende Stene. Paa dem tænker jeg herved ikke. Men overhovedet enhver af mine Handlinger, hvorved jeg blot i ringeste Grad har forseet mig, paatrænger sig min Hukommelse: hver lille Usandhed, Falskhed, Uret, Ubarmhjertighed, hvert lille Bedrag, hvert lille Brud paa Tro og Love, og saaledes fremdeles i det Uendelige. Ligesom med Knive og Naale anfalde disse mine Gjerninger mig, skjære og stikke mig i mit Inderste. De forekom mig engang saa ubetydelige, at jeg neppe agtede paa dem, men strax overgav dem til Forglemmelse. Men de havde deres Betydning, og nu gjøre de den uden Naade gjældende. De vare ganske forsvundne, de vare sletikke mere til; Aar paa Aar højnede deres Grave. Men der var et skjult, uforgængeligt Liv i dem, og nu vende de efterhaanden alle tilbage. De træde, den ene efter den anden, pludselig frem for mig i saa friske, levende Træk, at det farer igjennem mig. Jeg kommer dem ihu med en Nøjagtighed, som er over al Forestilling piinlig, og jeg er værgeløs i deres Magt. Vistnok er det ikke Livet om at gjøre; men, Stik paa Stik og aldrig Fred, det er allerede en grusom Tilskikkelse.

Idet jeg nu, til en fuldkommen Forstaaelse, tænker paa at give Dig et Exempel, mylre de frem i Hundredeviis. Jeg vil tage det første det bedste. — I den seneste Tid er jeg uophørlig bleven forfulgt af en lille pjaltet Drengs ynkelige Blik. Hvor jeg seer hen, staaer, eller rettere, ligger han for mig, og seer paa mig med et Par mørke Øjne, fulde af Klage. Sammenhængen hermed er simpelthen følgende: En Aften, da jeg gik ud af Byen, løb en lille Dreng foran mig og tryglede mig om at kjøbe Noget af ham. Men jeg havde ikke Brug for hans Kram, og afviste ham den ene Gang efter den anden. Dog Drengen lod sig ikke afvise, men vedblev at løbe mig ivejen. Da blev jeg tilsidst utaalmodig, tog ham ved Armen og kastede ham lempelig tilside. Hermed meente jeg ikke noget Ondt, skjøndt jeg maa tilstaa, at god var min Iid i dette Øjeblik just heller ikke. Jeg kunde udentvivl have skilt mig af med Drengen paa en blidere og bedre Maade; men, reentud sagt, jeg var bleven ærgerlig, og vilde ikke forulejliges. Imidlertid maa jeg dog have været for voldsom i min Ærgrelse; thi Drengen faldt om i Skarnet, og gav sig til at klynke sagte, enten han nu havde stødt sig lidt, eller han var kommen tilskade med sine Pakkenilleker. Da jeg vendte mig om, mødte jeg hiint ynkelige Blik af et Par sorte Øjne, fuldt af Smerte og Anklage. Jeg kunde endnu med Lethed have gjort min Forseelse god igjen. Men det faldt mig sletikke ind; dertil var jeg for optagen af mig selv. Jeg slog det hen og gik hastig videre.

Vilde vel Nogen i Verden falde paa at kalde dette en egentlig ond Gjerning? Nej, jeg er overbeviist derom. Men heri Helvede er Følelsen finere. Derfor vender hiin lille Dreng efter saa lang Tids Forløb tilbage i min Erindring for at bidrage sin Deel til min Pine. Vistnok er det kun en uendelig lille Deel af min Pine i det Hele; men nærværende Kjendsgjerning er ogsaa kun een iblandt Hundreder, af en Mængde uden Tal, som bestandig strømmer ind paa mig.

Og det er ikke alene mine onde Gjerninger, selv de mindste, der saaledes vende tilbage for at gaa irette med mig, — ogsaa hvert af de onde Ord, som jeg i Verden lod udgaa, kommer grumt igjen og lader mig undgjælde. Som giftige Pile udsendte jeg dem engang; som giftige Pile vende de tilbage og hefte sig dybt i mit Hjerte. O, vejer dog Eders Ord, I, som endnu have en levende Røst! Det er ikke til at beregne, hvor meget Ondt eet eneste blot ubesindigt Ord kan udrette i Verden. Og, ville I ikke skaane Andre, o, saa skaaner dog Eder selv! Det sidste Maal for alle onde Ord bliver dog Eders eget Hjerte!

Allehaande Samtaler, for længe siden glemte, erindrer jeg nu til en fortvivlet Fuldkommenhed. Jeg mindes, hvorledes hvert eneste Ord faldt; jeg seer hver en Mine, som ledsagede Ordene. Jeg vil ikke; men jeg er nødt dertil. Og de onde Ord af min Mund, som nu ikke længer kunne saare Andre, saare nu mig selv, og frembringe ulægelige Vunder.

Og ikke alene hver ond Gjerning og hvert ondt Ord, men ogsaa hver ond Tanke og Idræt vender tilbage med Stik paa Stik i mit Inderste, og lader mig aldrig have Fred. I Verden hørte jeg saa ofte sige, at Intet gaaer tabt i Naturen. Ak, heller intet, ikke det. Mindste gaaer tabt i Aandens Verden!

Men det er ikke alene det Onde, jeg har øvet, ogsaa det Gode, jeg i mit Levnet har undladt, træder efterhaanden frem for min Sjæl med frygtelig Irettesættelse. De ere ikke til at tælle, disse mine Fjender og Anklagere! Baade hvad der har været og ikke har været, antager Skikkelse og rejser sig imod mig. De ere Nok til at befolke en heel Verden omkring mig, disse gyselige Skikkelser, og jeg staaer ene og fortabt i denne grufulde, vrimlende Verden! Det Gode, jeg har forsømt at gjøre, ak, det er næsten værre, end det Onde, jeg har gjort! Thi Fristelsen til det Onde var ofte saare stor; det vilde have kostet svære Anstrengelser og Offre at staa den imod. Men at gjøre! Godt, og det i det Ubegrændsede, vilde kun have kostet Lidet eller Intet. Nu ligger det saa klart for mig; det er overhovedet forunderligt, saa klart et Overblik Man herfra Helvede faaer over Verden og Menneskelivet. Der gives sletingen Undskyldning for et Menneske, som ikke gjør vel; ere Midlerne og Evnerne end nok saa indskrænkede, Lejligheden dertil er uafladelig og i rigeste Maal tilstede. Det kommer blot an paa, at Man har Hjerte dertil; i Hjertet ligger hele Kraften og Velsignelsen. Ved en besynderlig Foranstaltning af ham, hvis Væsen er Kjærlighed, er der i denne Henseende kun ringe Forskjel mellem Riig og Fattig, Mægtig og Ringe. O, agter dog derpaa, I mine Brødre og Søstre, som endnu see Lyset! Agter dog derpaa, at I ikke engang skulle blive Offre for en bitter Fortrydelse, jeg kan ikke sige Eder, hvor bitter! Lader ej nogen Lejlighed til at gjøre vel gaa Eder forbi! Det er Sandhed, I ville snart erfare det, det er i Almindelighed saa let og koster saa lidt. De Lejligheder, som I lade gaa ubenyttede forbi, ville engang vende tilbage for at staa med Anklage for Eders Sjæl i al Evighed.

Det er ikke til de egentlig haarde Hjerter, at jeg taler; dem kan alene Gud røre. Men der gives bløde Hjerter, som kun trænge til en Lysstraale, til et varmt Aandepust for at aabne sig. Min Ulykke i Verden var ingenlunde den, at jeg havde et haardt Hjerte; jeg lod mig tværtimod under almindelige Omstændigheder let bevæge til at vise Barmhjertighed. Min Ulykke var simpelthen den, at jeg var altfor optagen af mig selv. Enten saae jeg ikke, hvad der angik Andre, eller saae det saa flygtig, at det strax igjen var glemt. Ak, vidste jeg dog blot, at I vilde føre Eder min Erfaring tilnytte, hvilken Lindring vilde det ikke være mig i min Pine! Men jeg veed det ikke. Og, saa gjerne jeg end vilde tro det, er jeg dog nødt til at tvivle derom. Thi Tvivlen, den gyselige Tvivl, er een af Hovedfactorerne i Helvedes Pine.

Atter føler jeg Trang til at anføre et Exempel, som ligger mig lige forhaanden. Der er en forunderlig Kraft i et levende Exempel. Ja isandhed, levende er det, endskjøndt det kommer fra de Dødes Rige.

Et Par Huse fra min Vaaning boede der i Kjælderen en fattig Familie. Naar jeg gik forbi, faldt mit Blik ofte uvilkaarlig gjennem Vinduet ned i Kjælderdybet; det var en skaldet Isse i sagte Bevægelse frem og tilbage, som drog min Opmærksomhed hen paa sig. Længe varede det, inden jeg fra dette Standpunkt fik Ansigtet at see. Det var Familiefaderen, som i udholdende Flid fra Morgen til Aften sad bøjet over sit Arbejd. Dog var det øjensynlig ikke alene Pligten, men ogsaa Interessen, der fængslede ham. Han havde et lille, men afgjort plastisk Talent, og arbejdede i Træ for en stor Legetøjsfabrik i Byen. Især udmærkede han sig, underligt nok, i Frembringelsen af allehaande vilde, glubende Dyr. Jeg siger: underligt nok; thi han selv var alt Andet end glubende; efter Udtrykket at dømme, kunde der ikke gives frommere, sagtmodigere og taalmodigere Væsen end hans. Arbejdet gik rask fra Haanden for ham; i Vindueskarmen over ham saae jeg den ene Løve, Uld, Hyæne marschere op efter den anden. Det var dog især i Ulve, at han havde sin Styrke, selv et uskyldigt Lam. Ikke desto mindre havde han ondt ved at ernære sin Familie, der allerede var stor, og næsten aarlig blev forøget. Men det var dog, saavidt det paa Afstand lod sig mærke, en saare lykkelig Familie. Konen vadskede for Folk, solgte Pindebrænde og varme Kartofler, kort at sige, var om sig paa mange forskjellige Maader. Saaledes hjalp de trolig hinanden, og sloge sig med Nød igjennem.

Men der kom en Ulykkestid. Legetøjsfabriken gik fallit. Jeg saae ikke mere den skaldede Isse skinne frem fra Kjælderdybet; der var mørkt dernede som i Graven. Hvor var den bleven af? Jeg gjorde mig selv dette Spørgsmaal een Gang, og saa ikke mere, hverken mig selv eller Andre.

Men en Dag, da jeg gik mig en Tuur udenfor Staden, blev min Hukommelse opfrisket. Jeg saae ikke alene igjen min Skaldepande for mig, men hele Personen. Den mere end halvgamle, skrøbelige Mand, som hidtil kun havde udøvet det allerletteste Arbejde, havde, dreven af Nøden, paataget sig eet af de allersværeste, det at stryge Muursteen. Jeg traf ham arbejdende i et Teglværk, saa at Knæene rystede under ham, og Sveden haglede ham nedover Panden.

Det gjorde mig ondt for Manden; det var øjensynligt, at han vilde arbejde sig ihjel. Han var i ligesaa stor Dødsfare, som om alle de Tigre, Ulve og Hyæner, han i sit Liv havde forfærdiget, vare blevne levende, og alle havde vendt sig imod ham. Hertil knyttede sig endnu noget inderlig rørende. Det traf sig, at jeg et Par Gange blev Vidne til en Familiescene. Konen bragte sin Mand Mad, og havde alle Børnene med sig, eet paa Armen, nogle ved Forklædet, de øvrige efter sig. Jeg saae, med hvilken smertefuld Ømhed hun tørrede sin Mands Pande, hvorledes Børnene klyngede sig op til ham, og paa den anden Side, hvor taknemlig han var for al denne Omhu og Kjærlighed, hvor stærk han gjorde sig for sin arme Kones og sine Barns Skyld.

Jeg følte mig virkelig bevæget. Da jeg gik hjem, tænkte jeg ved mig selv, at jeg maatte gjøre Noget for denne arme Familie. Det vilde udentvivl ikke falde mig vanskeligt. Jeg kunde skaffe Manden en Plads som Portner, Opsynsmand eller Lignende; min Stilling frembød saa mange Lejligheder af denne Art. Det var altsaa afgjort; Manden maatte hjælpes, og det snart. Men en Forretningsrejse kom imellem. Da jeg kom tilbage derfra, var Sagen glemt. Og da den atter randt mig ihu, var det for silde. Den arme Familie — ja, hvad Andet? — var gaaet tilgrunde.


Men det er endnu meget værre. Enten det nu kun er en Indbildning, som hører med til Helvedes Gjøglerier, eller det virkelig er en Art Clairvoyance, som er Helvedes Indvaanere egen, — ikke sjelden forekommer det mig livagtig, som om jeg kan forfølge det Onde, jeg er Skyld i, paa dets Vej gjennem Verden, hvorledes det i sine Virkninger forplanter sig fra Menneske til Menneske, ofte uden at kjende Grændse. Jeg vil ikke forfølge det, men jeg er nødt dertil, fra Stadie til Stadie, indtil det løber sammen i Eet for mig, og jeg Intet sandser mere.

Og forfærdelige ere disse Virkninger, forfærdelig er den Ulykke, som en ond eller kun ubesindig Gjerning, ja blot et ubesindigt Ord formaaer at anrette i Verden. I og for sig kunne disse Ting være fordærvelige nok. Men Ulykken vilde dog forholdsviis kun være ringe, dersom de udtømte sig i eet Slag og vare døde og magtesløse med det Samme. Men det ere de ikke altid. Ofte have de en sand dæmonisk Evne til at forplante sig; det er først i deres Følger, at de blive ret fordærvelige. Ulykke følger paa Ulykke i det Ubestemmelige. Det er ikke den onde Ting i og for sig, men det er dens Konsekventser, som lægge Verden øde.

Jeg kommer herved til at tænke paa Forargelserne. O, hvilken frygtelig Magt i Verden, frygteligere, end Nogen i det Timelige formaaer at forestille sig! Det er med god Grund, at der er blevet raabt Vee over dem, fra hvem Forargelserne komme. De ere værre end Pestbefængte og Spedalske. Især om Forargelserne gjælder det, at de have en infernalsk Magt til at forplante sig. Enden paa deres Virkninger findes ikke. Den Ulykke, som slette Mennesker i og for sig anrette i Verden, er for Intet at regne imod den Ulykke, som de anrette ved det forargelige Exempel. De lade det onde Væsen udgaa, og have ingen Magt over det mere. Det gaaer nu paa egen Haand, og kjender ingen Grændser. Det er mægtigt i sine Konsekventser, endog længe efter at Personerne ere døde og borte. Og bestandig større bliver Ansvaret. Det er forfærdeligt!

Det falder svært at udtale, men jeg frygter for, at det især er deri, Dæmonen i mit Indre har havt sin Styrke. I alle Retninger ere Forargelser udgaaede fra mig, og, uden at tænke derpaa, er jeg bleven Tusinder til Fordærvelse. Nu staaer det klart for mig; det Ene rinder mig ihu efter det Andet i det Uendelige, med grusomste Nag. Og herved gjælder det især: jeg troer i Aanden at kunne forfølge det Onde, som engang udgik fra mig, paa dets Vej gjennem Verden, i dets Konsekventser af Ulykke uden Ende.

Forstaaer Du mig? Du vil forstaa mig fuldkommen, naar jeg blot giver et Par Smaaerindringer tilbedste.

En Aften kom jeg tilfældigviis ind i en Kreds af lystige unge Mennesker. Der var Gilde i een eller anden Privatanledning. Man trængte ind paa mig for at faa mig til at blive og hædre Gildet ved min Nærværelse. Den udmærkede Rolle, Man her i al Oprigtighed tilbød mig at spille, behagede mig ikke ilde, og jeg blev altsaa. Forstaaer sig af sig selv, at jeg under disse Omstændigheder følte mig forpligtet til for største Delen at bestride den selskabelige Underholdning. Det var mig denne Aften en let Sag; jeg var vittig og morsom, og stedse mere oprømt blev Stemningen. Der blev naturligviis udbragt en Mængde Skaaler, og holdt endeel Taler, som de kunde falde. Endelig rejste ogsaa jeg mig for at give en Skaal og Tale tilbedste. Jeg vidste, at jeg var en Autoritet for disse unge Mennesker, at jeg kunde faa dem til at tro og gjøre Alt, hvad jeg vilde. Jeg optraadte derfor som den, der øste af sin rige Erfarings Væld. — Vov det blot! — Det var Emnet for min Tale. Jeg hentydede til, hvor meget jeg havde opnaaet i Verden, hvor rigt mit Liv havde været paa Nydelser. Det var næsten altsammen Frugten af: blot at vove. I dette lille Ord var en Skat af Livsviisdom, større end alle Salomons Skatte. Derfor havde jeg ved denne Lejlighed ikke noget Bedre at sige mine unge Venner, for hvem Verden nys havde aabnet sig, noget Større og Bedre end dette: — Vov, vov det blot, vov at være lykkelig! —

Med stor Enthusiasme blev denne min Tale modtagen. Vinen var stærk; men min Tale var endnu stærkere; Man var ligesom beruset af mine Ord. Hos Nogle fordunstede Rusen vistnok snart igjen, men hos Tre eller Fire i det Mindste slog det falske Princip an, og de gik ud i Verden for at udøve en Livsviisdom, hvoraf i det Mindste de tre Fjerdedele vare Løgn. Det kunde kun føre til Fordærvelse, og det ikke alene for dem, men for utallige Andre. Thi det falske Livsprincip, der tog sig saa stort og straalende ud, forplantede sig videre og videre fra Sjæl til Sjæl. Ak, det forplanter sig endnu, og jeg øjner ikke Enden!

En anden Erindring, een af de mest brændende! — Jeg havde engang besøgt en god Ven paa Landet, og stod paa Springet til at rejse. Vognen holdt for Døren, og jeg var i Begreb med at stige op, da jeg saae, at jeg havde glemt Noget paa mit Værelse. Hastig ilede jeg tilbage. Jeg traf Pigen allerede ifærd med at rydde op. Hun var ung og sjelden smuk, neppe atten Aar. Hvad skal jeg sige? Lysten kom pludselig over mig; jeg tog hende i mine Arme og kyssede hende. Men tugtig rev hun sig løs, og stammede blodrød: — Herre, jeg er en fattig, men ærlig Pige. —

— Fattig, mit Barn, er Du fattig? — svarede jeg: — Med en Skjønhed som din har Man en umaadelig Kapital. Du kunde kjøbe endog en Millionærs Hjerte! —

Saaledes talte jeg i Øjeblikkets Letsindighed; thi jeg meente i det Højeste kun for en ringe Deel, hvad jeg sagde. Det var een af hine flotte Talemaader, hvorpaa jeg, navnlig i en vis Alder, havde saa stor Overflødighed.

Den arme Pige stod blussende for mig. Jeg vedblev i samme Aand og Tone:

— Og nu, min lille Skjønhed, skal Du til Tak for den gyldne Lære, hvormed jeg har beriget Dig, af egen fri Villie give mig et Afskedskys endnu. Vi see sagtens hinanden aldrig mere. —

Hun stred imod. Men ogsaa jeg var ung og smuk, og jeg forstod tilgavns den smukke Kunst at lokke. Kort at sige, Enden blev, at hun lod sig favne, og gav mig et hjerteligt Kys endnu. Pigen var ganske i min Magt; det følte jeg i dette Øjeblik. Men Øjeblikket var ikke mit; Postillonen tudede utaalmodig i sit Horn. Jeg maatte rive mig løs. Men ligesom til Beviis for, at hendes Skjønhed var en rentebærende Kapital, trykkede jeg hende en Dukat i Haanden.

I alt dette saae jeg dengang ikke noget Ondt; den store Part i Verden vil vist heller ikke see noget egentligt Ondt deri. Men i Virkeligheden var det et frygteligt Onde, jeg i denne min Letsindighed havde sendt Verden paa Halsen. Ikke alene havde jeg gydt Gift i den unge Piges Blod, men ogsaa i hendes Hjerte. Ikke alene var hendes Uskyldighed borte, men Fordærvelsen havde grundig slaaet Rod i hendes Væsen. Jeg forfølger og seer nu i Aanden, hvad der videre skete. Hun var forlovet med en skikkelig Haandværker. Hos ham kunde hun ikke faa sin Kapital efter Ønske forrentet; følgelig slog hun kort efter op med ham. Det blev en Ulykke for ham, som han havde ondt ved at forvinde. Ene gik hun videre for at gjøre sin Skjønhedskapital indbringende. Hun spændte sine Snarer paa kryds og tværs; men, saa klogt hun end meente at bære sig ad, endte hun dog med, selv at blive fangen. Hun blev en snedig Forførers Bytte. Dog, derved leed Principet i sig selv ingen Skade; tværtimod, nu kom det først til at aagre og florere. Som Courtisane fortsatte hun sin Livsbane, og snart gaves der ikke nogen mere udlært og farlig. Hun blev til Fordærvelse for den ene Daare efter den anden, og Kapitalen bar umaadelige Renter. Der var en Tid, da hun ligesom væltede sig i Guld; saaledes ynglede min første Dukat. Men riig blev hun dog ikke; det svandt, som det kom, i afsindig Ødselhed. Inden hun vidste deraf, var ogsaa selve Kapitalen sat overstyr. Hun kæmpede endnu en Stund, under de laveste Kaar, for at holde sig oppe. Men hendes Skjæbne var beseglet; hun endte i den dybeste Elendighed. Men ikke nok hermed. Den Gift, som havde besmittet hendes Blod, gik af sig selv over i de fleste Menneskers Aarer, med hvilke hun kom i Berørelse. Og selve det onde Princip, som hun skyldte mig, overførte hun med Flid i andre Kvinders Hjerter, og fra Hjerte til Hjerte forplantede det sig videre og videre, o vee, vee, i det Uendelige: — Skjønhed er Kapital! Gjør den frugtbringende, gjør den frugtbringende! — —

Saaledes gik det hende, med hvem jeg dog kun havde havt saa lidt at gjøre, at jeg ikke engang lærte hendes Navn at kjende. Hvorledes maa det da være gaaet med saa mange Andre? Hvorledes er det gaaet Anna, imod hvem min Skyld var hundrede Gange større? Underligt nok, i at forfølge hendes Skjæbne vil Aanden ikke staa mig bi. Eller er Sandheden maaskee den, at jeg ikke vover det? Det er rimeligst, at den ligger midt imellem. Hvis hun engang viste sig for mig og drog mig efter sig, o, det vilde være frygteligt!

Det er en forfærdelig Magt, som ligger i Forargelserne. Derfor have især de et stort Ansvar, som leve i en Kreds af unge Mennesker, og paa denne eller hiin Maade gjælde dem som Autoritet. Og derfor gives der i Helvede navnlig slette Børneopdragere i Mængde: Forældre, Lærere, Hovmestere &c. Først komme de selv til Helvede; det kan naturligviis ikke være Andet. Saa komme for en stor Deel de stakkels Børn, som de have været til Fordærvelse, efter dem deres Børn igjen, og saaledes fremdeles; Slægt paa Slægt give de efterhaanden Møde, med bitter, skrækkelig Anklage. Jeg selv er blandt disse elendige Menneskers Tal, saa jeg har god Grund og Ret til at tale derom. Jeg veed, hvad jeg har at vente mig. Det er navnlig Martin, jeg tænker paa. Arme Dreng, han blev ligesom opfostret ved Forargelser! Jeg kan sige, men desværre kun i ond Betydning: hvad han blev, det gjorde jeg ham til. Mig blev han opad Dage. Men endnu ligger Livet for ham; han kan blive meget endnu. Hvad vil han, efter det Givne, blive til, og hans Børn efter ham? I Verden havde jeg ingen Familie; ak, heri Helvede vil jeg maaskee faa en stor! Dog, lad mig sige: Gud raader! For Martin og hans gives der jo dog endnu en Frelser!

Hvor jeg dog holdt af- ham i al hans Uvornhed! Maaskee var det den pure Egenkjærlighed; jeg elskede ham maaskee blot, fordi jeg i ham fandt mit Gjenbillede. Men lige meget; der var dog Hjerte og Nerve i denne Kjærlighed! Men en underlig Kjærlighed var det rigtignok. Paa det Sidste blev den blandet med det ene Nag efter det andet. Jeg kunde ikke Andet end fatte Nag til ham, da jeg saae, hvorledes han blev smukkere, elskværdigere, mere indtagende end jeg selv, hvorledes han efterhaanden blev min heldige Medbejler i alle Ting. Men disse Nag vare saa langt fra at forringe, at de tværtimod paa underlig dyb Maade forøgede Inderligheden af den Følelse, jeg nærede for ham. Eet af disse Indtryk er især levende hos mig. Da han voxede til, var det især hans legemlige Uddannelse, jeg lod mig være magtpaaliggende. Aanden overlod jeg til Andre, og gjorde ikke mange Spørgsmaal; selv tog jeg hans Legeme for mig og øvede ham med Iver og Udholdenhed i alleslags gymnastiske og ridderlige Kunster. Jeg var en Mester i de fleste. Jeg lærte ham at fægte, skyde, ride, at boxes og brydes. Han var usædvanlig stor og stærk, og af en sjelden symmetrisk og fuldkommen Legemsbygning. Endnu før det tyvende Aar var Athleten i ham saa vidt udviklet, at han vilde have vakt Beundring i Rom eller Grækenland. Vi brødes næsten daglig med hinanden, og næsten daglig mærkede jeg, hvorledes han tog til i Kræfter. Snart kom der en Tid, da jeg maatte føle, at jeg kun med Nød og neppe kunde tage det op med ham. Men det var kun en kort Overgang. En Dag — jeg kommer endnu i Bevægelse ved at tænke derpaa — berøvede han mig tre Gange Fodfæstet, knugede mig i sine Arme, ligesom den unge Herkules Løven, og kastede mig med Magt til Jorden. Og fra denne Dag blev han min Mester. Det havde været til at forudsee, at det snart maatte komme saaledes. Ikke alene, at mine Kræfter med Alderen toge af, men hans Kræfter toge hastig til. Ikke desto mindre krænkede og ærgrede det mig dybt, og jeg kunde ikke tilgive ham det. Men, Hvo kan forklare det, paa samme Tid var jeg dog inderlig stolt af ham, fuld af lidenskabelig øm Beundring!

Dette Nag, jeg saaledes uretfærdig bar til ham, skulde dog desværre blive ligesom retfærdiggjort, da han tilsidst stak mig ud hos det unge Fruentimmer, jeg tilsidst havde kastet mine Øjne paa. Det var Mere, end min Kjærlighed til ham kunde fordrage.

Vil han komme? Jeg tør neppe tvivle derom. Han hører mig til, og jeg er i Helvede. Da vil jeg faa hiint brændende Spørgsmaal besvaret, hvormed jeg gik udaf Verden, og som heri Helvede uafladelig svier mig for Hjertet. Men tør jeg ønske at faa det besvaret? Ofte kommer der en skrækkelig Anelse over mig, som om Svaret maatte indeholde noget Forfærdeligt. Men lad være, — skulde jeg end derved ligesom i een Dosis indtage al Helvedes Pine, — jeg vil og maa have det Spørgsmaal besvaret: — Hvad havde han at aabenbare mig? —