Breve fra Helvede/8

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 118-137

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

VIII.

Om Aftenen i Mørkningen plejede jeg gjerne at liste mig ned til Tante Betty. Saa sad hun sædvanlig hensunken i drømmeriske Betragtninger. Men hun tog mig aldrig ilde op, at jeg forstyrrede hende; dertil havde hun mig for kjær. Saa maatte hun fortælle mig Historier; dertil havde hun en ganske særegen Gave. Jeg er overbeviist om, at de fleste digtede hun, medens hun fortalte. Synderlig Mening var der vel heller ikke i dem; men noget Tiltrækkende havde de altid. Et vist højere Sving var der i dem alle, noget Fantastisk og tillige noget Hjerteligt og Inderligt, som ikke kunde Andet end tiltale den naive Følelse. Af min Tante fik jeg ogsaa den første Religionsunderviisning. At den ikke var dogmatisk, maa være indlysende; hun gik tværtimod den reent praktiske Vej. Ak, ak, disse Indtryk, saa dybe, søde og inderlige, hvorledes kunde de dog nogensinde svinde?

En Aften sade vi i Mørke sammen ved Vinduet. Himlen var klar; Stjernerne funklede med usædvanlig Glands. Et forunderlig stærkt Indtryk gjorde dette Syn paa min barnlige Sjæl. Udentvivl havde jeg mangen Gang tidligere seet Stjernerne; men, naar jeg nu gjenkalder mig Indtrykket fra hiin Time, er det mig udtrykkelig, som om jeg denne Aften for allerførste Gang saae Stjernerne paa Himlen. Jeg vilde naturligviis have at vide, hvad Stjernerne vare, og hvad der var bagved Stjernerne. Tante Betty forklarede mig da, at hisset oppe var den himmelske Faders Huus med de mange Boliger i en ubeskrivelig Herlighed. Did vilde ogsaa jeg engang komme op, naar jeg som et fromt og godt Barn havde levet herpaa Jorden.

Det fandt jeg meget smukt og frydeligt; men det stillede mig ikke tilfreds. Jeg maatte have nøjere Besked; jeg forlangte udtrykkeligt Svar paa mine Spørgsmaal. En Anden vilde udentvivl være kommen i Forlegenhed med mig; men Tante Betty havde for riig en Indbildningskraft til let at komme i Forlegenhed for et Svar eller en Forklaring. Hun fortalte da videre, at bagved Stjernerne var der en uhyre stor, over al Forestilling prægtig Sal. Der sad Gud Fader paa sin Herligheds Trone med Sønnen ved sin højre Haand. Men midt i Salen stod der et Juletræ, højere end de højeste Bjerge paa Jorden, fra Øverst til Nederst bedækket med Lys og kostelige Julegaver. Rundtom Juletræet dandsede de fromme og gode Børn, der nu vare blevne Engle og Guds egne Børn. Det var en Glæde og Jubel uden Lige! Medens Børnene dandsede rundt om Træet, sang de Lovsange til Guds Ære, og Ingen kunde forestille sig, hvor dejlig det lød. Men saa ofte de hvilede sig ud, blev der uddeelt allehaande skjønne Juleforæringer til dem. Det gik naturligviis ofte paa; men Træet blev dog lige fuldt. —

Det tilfredstillede mig. — Men Stjernerne, — spurgte jeg: — hvad er det? —

— Det skal jeg sige Dig, — svarede Tante: Rundtom i Salen er der en utallig Mængde smaa Kighuller. Det er Stjernerne. Du forstaaer mig nok; Lysglandsen fra Juletræet straaler naturligviis igjennem. Mens Englebørnene hvile, more de sig med at kige ud igjennem disse smaa Aabninger, for at holde Øje med, hvorledes Børnene hernede paa Jorden opføre sig, om de ere lydige, gode og fromme. Thi det er jo egentlig deres Brødre og Søstre; de have dem saa kjær, og længes saa inderlig efter dem. Naar Du nu seer op til Stjernerne, saa maa Du tænke Dig, at der bag hver Stjerne er en Engels Øje, som seer ned paa Dig. Derfor blinker ogsaa Stjernen, ligesom naar Nogen blinker med Øjet. Dersom Du nu ikke vil, at Engelens Øje skal komme til at græde over Dig, maa Du være kjønt artig, mit og Faders og Moders eget kjære Barn. —

Denne Forklaring gik mig saaledes tilhjerte, at jeg selv brast i Taarer og kastede mig i min kjære Tantes Favn. Det varede en Stund, inden jeg fik min sædvanlige Fatning tilbage og min sædvanlige Spørgelyst.

Men endelig havde jeg et nyt Spørgsmaal at gjøre: — Men, lille Tante, hvor komme de slemme Børn da hen? —

Her var Tante Betty virkelig nærved at komme i Forlegenhed. Jeg vil ikke sige, at hun var for klog, men hun var for øm til at tale til mig om Helvede og dets Rædsler. Hun svarede derfor blot: — De slemme Børn komme et mørkt Sted hen, langtfra Gud Fader og hans dyrebare Søn. —

Men jeg forlangte nøjere Besked, og hun var nødt til at give mig den. — Nuvel, — sagde hun da: — saa skal Du faa det at vide. — De slemme Børn sidde indespærrede i et kummerligt Bagværelse, hvor Ilden er gaaet ud, og de fryse saaledes, at Tænderne klappre i Munden paa dem. Lyset er ogsaa gaaet ud; de maa sidde i Mørket, og ere forskrækkelig bange. De græde og hyle og banke paa af alle Livsens Kræfter; men der er Ingen, Ingen, der hører dem. —

Tantes Ord gjennemrystede mig. — Jeg bliver saa bange, Tante! — sagde jeg sagte, og trykkede mig op til hende.

— See paa Stjernerne, mit Barn! — svarede hun: — Saa gaaer det over. —

Og hun tog mig kjærlig i sin Arm.

Det gik virkelig over. Stjernerne blinkede saa fortrolig og trøstelig ad mig; jeg følte mig under de kjære Engles Øjne og Varetægt.

— Jeg vilde blot saa gjerne høre dem synge! — sagde jeg lidt efter: — Lille Tante, hvordan lyder det, naar Englene synge? —

— Det skal Du strax faa at høre, min Glut.— svarede Tante, idet hun rømmede sig. Og med en lille fiin og klar Stemme begyndte hun at synge een af sine Yndlingspsalmer. Det lød dejlig i Aftenens Stilhed. Der var noget saa barnligt i disse blide, svage Toner, der gik mig tilhjerte, medens jeg holdt mine Øjne fæstede paa Stjernerne, at Illusionen virkelig indfandt sig. Det var for mørkt til at jeg kunde see Tante; men Stjernerne saae jeg, og de blinkede ad mig. Det varede kun et Øjeblik, saa havde mine Øjne taget mine Øren med sig, og der var ikke længer nogen Jord til for mig, men kun en Himmel. Det var mig livagtig, som om Tonerne kom hisset oppe fra, og en ubeskrivelig Andagt fyldte mit Indre. Uvilkaarlig foldede jeg mine Hænder, som Tante havde lært mig, og uvilkaarlig blinkede jeg med Øjnene igjen ad Stjernerne, det vil sige, ad Englene, til Tegn paa, at Forstaaelsen var gjensidig, og at jeg hørte dem.

Da Sangen hørte op, og jeg igjen kom til mig selv, følte jeg mig rigtignok ikke saa lidt fattig. Men hele Natten drømte jeg om Juletræet i Himmerige og Englenes Sang og Harmonier.

Mangen følgende Aften sade vi saaledes sammen. Tante sang, og jeg saae op til Stjernerne. Hastig faldt Melodierne i mit Øre, og uvilkaarlig stemmede jeg i med. Jeg troer, det gik Tante, det gamle Barn, ligesom det gik mig, det unge. Vi bleve borte under disse vore Englesange til Guds Ære; vi bleve revne hen af en inderlig Længsel efter det, som er bag Stjernerne.

En Aften, men det var ikke saa lidt senere, fortalte Tante mig Historien om den rige og den fattige Mand. Jeg kalder det Historien og ikke Lignelsen; thi blandt de virkelige Ting gives der intet Virkeligere end Indholdet af denne Fortælling. Det var heller ikke som Lignelse, at den hiin første Gang virkede paa mig, men som reen og skjær, simpel Historie. Og Virkningen var gribende. Vistnok undte jeg af Hjertet den fattige Mand hans Plads i Abrahams Skjød; men den rige Mand i Pine, uden en Draabe Vand til at lædske sig paa, vakte min inderligste Medlidenhed. Jeg var paa den smerteligste Maade bevæget; hulkende skjulte jeg mit Ansigt i min Tantes Skjød, og var halv ude af mig selv. — Den arme rige Mand, hvad maatte han ikke lide, og hvor haard var Man ikke imod ham! —

Stakkels Tante følte sig ganske elendig. Vistnok havde hun gjort Regning paa et dybt Indtryk, men ikke paa et Indtryk af denne Art. Ihast opbød hun Alt for at trøste og berolige mig.

— Barn, — sagde hun: — tag Dig ikke det saa nær! Sagen er endda ikke saa farlig. Jeg har grundet Formodning om, at Fader Abraham har slemt forløbet sig, idet han nægtede den rige Mand en ussel Draabe Vand. Det vil Vorherre vist ikke synes om, og, kjender jeg ham ret, vil Fader Abraham nok faa det paa sin Tallerken. Kan saa ringe en Ting husvale den rige Mand som en Vanddraabe, vil Gud sikkert ikke nægte ham den. Han, der ikke sparede sit eget Blod, skulde han være saa nøjeregnende med Vandet? Og desuden, hørte Du ikke, hvorledes den rige Mand midt i Vinen tænkte paa sine stakkels Brødre? Det vil, det kan Gud ikke glemme ham! Kjærlighed til Brødrene kan ikke Andet end røre Guds Hjerte, selv om Staklen sidder i hede Helvede. —

Saaledes trøstede hun mig. Der er ingen Tvivl om, hun havde gjerne, og det i god Tro, gjort endog ganske andre Udveje for at stille min Smerte og mine Taarer. Arme Tante Betty, hun var ikke Theolog! Der var Intet, som stod fast for hende uden Guds faderlige Barmhjertighed. Men det var hende en uformelig, holdningsløs Ting, et Væsen, der kunde flyde ud til alle Sider, liig hendes egen Barmhjertighed. — Dog, hvorfor kalder jeg hende arm? Det er jo mig, som er den Arme, beriget med en fuldkomnere Erfaring — heri Helvede!


Disse Barndomserindringer, om de end vare nok saa piinlige, jeg vilde være nødt til at fordybe mig deri. Men egentlig piinlige ere de ikke, vel smertelige, men ikke piinlige. Jeg veed ikke, om Du forstaaer denne Adskillelse. Der er nemlig noget Sødt i disse Minder, endog heri Helvede. Ligesom paa den ene Side det Smertelige herved kommer fuldere frem — ligesom det Søde i Mad eller Drikke tjener til at fremhæve Syren — saaledes bliver paa den anden Side det Piinlige til en vis Grad ophævet. Men det gjælder kun de egentlige Barndomsminder. Lader jeg Tanken ile lidt længer frem, er end Sødmen endnu at spore, formaaer den dog Intet længer mod Bitterheden, og mit Væsen er et Bytte for Pinen.

Saaledes mindes jeg levende den Skriftetale, som gik forud for min første Altergang. Den gjorde et dybt, isandhed gribende Indtryk paa mig. Hvorledes dette Indtryk i Tidens Løb, og oven i Kjøbet saa snart, ganske kunde svinde, det forstaaer jeg nu ikke. Det var een af Kirkens værdigste Tjenere, af hvem jeg modtog den sidste forberedende Religionsunderviisning. Den vilde kjødelige Natur var allerede begyndt at blive mægtig i mig; men han forstod at ave og fængsle mig. Kun et Blik, og jeg greb mig selv, kun et Ord, og jeg lyttede. I en ganske sjelden Grad havde han det i sin Magt, ikke alene at tiltale, men at røre. Hans Text til ovennævnte Skriftetale var disse Ord: — Lader Eder forlige med Gud! — Hvorledes kunde jeg dog nogensinde glemme dem? Men jeg glemte dem ganske. Nu ligesom gaa de igjen og spøge stadig i min Tanke. Uvilkaarlig maa jeg sige til mig selv: — Lader Eder forlige med Gud! — O, lader Eder dog forlige med Gud! — Ere Ordene først faldne mig ind, kan jeg ikke igjen blive dem kvit, førend en anden Erindring eller et andet Nag med Styrke paatrænger sig mig og driver dem ud.

Af denne Skriftetale husker jeg nu hvert eneste Ord, ligefra Begyndelse til Ende. Jeg husker den; men fremsige den vilde jeg ikke kunne; det gjør en stor Forskjel. Ikke heller gavner det mig det Allermindste, at jeg kan huske den; det tjener mig hverken til Oplysning eller Trøst, endsige til Fred. Forstandsmæssig begriber jeg Ordene; men jeg formaaer ikke at føre mig eet eneste af dem til Hjerte. Det er mig, som om Ordene vare hule; eller ogsaa er det mig, som er huul og tom, og ved ingen Magt mere kan fyldes. Men lige meget gjør det. Jeg veed, at det er Guds Ord, at Frelsen og Forløsningen i dem ere givne; men det gaaer mig altsammen forbi. Jeg er den rige Mand, som smægter efter den eneste Vanddraabe; men den bliver mig nægtet. Jeg anstrenger mig paa det Piinligste for at gribe blot den mindste Deel af det, som foresvæver mig, som jeg engang kjendte saa vel; al Anstrengelse er forgjæves. Ofte troer jeg at være lige ved at gribe det; men i samme Nu er det borte. Jeg formaaer Intet at holde fast. Denne frugtesløse, haabløse Kamp, som vi dog saa ofte maa forny, er een af vore største Kvaler, ja, lad mig kun sige, den allerstørste.

Efter dette vil Du forstaa, hvorledes jeg hidtil har kunnet tale om de Ting, som høre til Guds Rige, og dog være uden al Trøst og Haab, Fortvivlelsens Bytte, — om Frelseren, den Korsfæstede, om Anger, Omvendelse og Tro. Ligesom Alt i Helvede er Tomhed og Forfængelighed, saaledes er ogsaa dette. Kun efter Formen ere disse Begreber til for mig; om deres Væsen har jeg ikke nogen Forestilling. Jeg veed, at der gives en Frelser, og at det er Guds Søn; men jeg staaer i intetsomhelst Forhold til ham. Jeg kan ikke forestille mig ham; jeg veed ikke engang hans Navn. Jeg fordømmer, jeg hader mig selv, saa inderlig, som det vel er muligt; for saa vidt fortryder jeg ogsaa. Men til en frugtbar Anger kjender jeg Intet; min Anger er desværre kun en taareløs Anger. Og endelig, at tale om Tro, vistnok har jeg Tro; men det er et tomt, hjerteløst Begreb, som intetsteds hører hjemme. Djævlene tro jo ogsaa, de ere vel nødte dertil, og bæve.

— Lader Eder forlige med Gud! — Hvor dybt bevægede mig ikke engang disse Ord! Det var mig i hiin Stund, som om der ikke var Andet at leve for i Verden, end at blive forligt med Gud, og saa dø, for at komme til ham i Himmerige. Atter engang blinkede Stjernerne fortrolig til mig, og jeg havde over dem glemt den hele Verden. Hvilke fromme og høje Forsætter fattede jeg ikke i hiin Opløftelsens Time! Min første Altergang var bleven mig en Himmelgang. Men hastig bøjede jeg af, strax udenfor Kirkedøren, — og nu er jeg i Helvede!

— Lader Eder forlige med Gud! — Disse Ord gjenlyde atter og atter i mit Indre. Men det er ikke, som om, de kom fra Himmerige, men fra Helvedes Afgrund, med den bittreste, grusomste Spot: — Lader Eder forlige med Gud! — — Der gives ingen Forligelse mere!


Naar jeg ikke ellers veed, hvor jeg skal gjøre af mig selv, begiver jeg mig ud paa Stedets Promenade. Det forstaaer sig af sig selv, at vi have en saadan, og det af ganske udmærket Art. Hydepark, Champs elysées, Prater, Unter den Linden, Corso, Prado og Lange Linie kunne alle være gode nok hver for sig; men med vor Promenade kunne de ikke maale sig. Med Hensyn til Elegants er der vistnok ikke nogen Forskjel; men desto større er Forskjellen med Hensyn til Mangfoldighed, Afvexling, det brogede Skue. Hist repræsenteres nemlig kun een eneste Mode ad Gangen, her derimod paa een Gang vel tusinde Moder, nemlig Moderne fra mange Aarhundreder. Det giver et Skue saa broget, saa livligt, lad mig tilføje, saa naragtigt, at det bliver udenfor al Sammenligning. De største Modsætninger mødes her, og tjene gjensidig til at fremhæve hinanden. Daarskaben træder frem med en saa gribende Virkning, at Tilskueren ikke kan Andet end briste ud i Latter, saa elendig han end ellers monne føle sig. Fra den ene Side stoltserer Man frem indhyllet indtil Hagen, fra den anden saa godt som halvnøgen; fra den ene Side med et Omfang som en Ballon, fra den anden saa tynd som en Stage; fra den ene Side indsnøret og afstivet, fra den anden i næsten opløst Tilstand. Hist et Par fabelagtige Pludderbuxer, her et Par Beenklæder, der sidde saa stramt som en anden Hud; hist en eventyrlig Paryk eller kunstig optaarnet Toupet, her et saa godt som raget Hoved, eller en Lokkefylde, ordnet med falsk Naturlighed og Ynde. Og saaledes fremdeles i det Uendelige: Krinoliner, Fiskebeensskjørter, Pocher, Veste til Knæene, Skjøder til Hælene, kort Liv og langt Liv, Pidske i Nakken, ikke ulige Haler, alleslags Bøtter eller Kasteller under Navn af Hatte, — Pudder, Sminke, Skjønhedspletter — Hvo formaaer at opregne det altsammen? Det er et sandt Daarskabens Marked, denne Vrimmel af Mennesker, som ved de forskjelligste Moder paa latterlig Viis stræbe at gjøre hverandre Rangen for Smag stridig. I Verden faldt Naragtigheden kun i ringe Grad eller sletikke i Øjnene; thi kun een Mode regjerede ad Gangen, og den var naturligviis uden al Sammenligning fortræffelig. Men her, hvor alle Moder optræde tilsammen, i deres for en stor Deel yderlige Modsætninger, gjør den sig med slaaende Kraft gjældende. Man begriber ikke, hvorledes Menneskene nogen Tid have kunnet ugle sig saaledes ud, hitte paa saadanne Abekunster, og Man blues over Menneskenaturen. Ja, nu blues ogsaa de, disse Mode-Helte og Heltinder. Vistnok strunke de sig op og kro sig, det Bedste, de kunne, idet de med spodske, udfordrende Miner passere hverandre i deres Narredragter. Men Selvtilfredsheden og Fornøjelsen ere kun et Skin, som ligger i Klæderne; de ere i Virkeligheden alt Andet end vel tilmode. Thi de ere sig deres Ynkelighed fuldkommen vel bevidste; de vide, at, medens de spotte Andre, tjene de selv alle Andre til Spot. Men de ere nødte til at give den Rolle, de engang i deres Daarskab have paataget sig. Og denne Rolle er dem saa meget piinligere, som Forfængelighedens Dragt, de bære, uagtet al Pomp og Pynt ikke engang er istand til at skjule deres Nøgenhed. Folk see dem lige gjennem Klæderne, saa mange Lag disse end danne paa dem. Vistnok er Nøgenheden ligesom en Naturlov heri Helvede, og strækker sig til Alle; men der er en stor Forskjel imellem at være nøgen og stille sin Nøgenhed offentlig tilskue, især naar Man paa samme Tid maa see sig latterliggjort paa Grund af en overdreven Luxus i Klæder.

I Modegjække i Verden, gid I blot, om end kun idrømme, maatte faa et Glimt af dette Skuespil at see! Jeg troer, I vilde fra Grunden af blive helbredede.

Underligt nok, nej, det er da forresten ikke saa underligt, er Menneskenes Mængde af den Mening, at Alt, hvad der henhører under Begrebet: Forfængelighed, deriblandt Modedaarskaben, ikke er nogen Synd, men i det Højeste kan henregnes blandt de smaa elskværdige, i alt Fald let tilgivelige Skrøbeligheder.

Nu, lad være, at i sig selv er Forfængeligheden maaskee ingen Brøde, — jeg siger: maaskee. Men, hvorledes den end vendes og drejes, kan den ikke Andet end føre til Brøde og moralsk Elendighed. Aanden udvikler sig igjennem den i en falsk Retning, Livet kommer i et ganske forkeert Spor. Det, som Man i Virkelighed har at leve for, bliver borte som i en Taage; Tilværelsen bliver uden Sandhed og uden Frugt. Har Forfængeligheden først faaet Magten, formaaer Man ikke, selv med den bedste Villie, at stille sig noget Alvorligt for; det bliver kun Tant og Fjas. Ingen Ting har Man udrettet, naar Man endelig farer hen; men tusinde Ting har Man forsømt eller gjort ilde. Gjentage det da, Hvo som tør, at Forfængeligheden er en Sag uden Brøde og uden Fare!

Jeg seer tilbage over mit eget Liv. O, hvor klart ligger det ikke for mig, hvor klog vilde jeg ikke være, dersom jeg kunde leve det om igjen!

Det er ogsaa en i Verden almindelig udbredt Mening, at galt maatte det gaa, skulde Man komme i Helvede. Som om der hørte saa meget til! I arme Kortsynede, lad mig sige Eder, det er ubegribeligt, saa lidt der hører til for at komme i Pine, at sige, naar Man fuldender Løbet uden at have fundet sin Frelser. Uden ham kan en Sjæl ikke bære selv den mindste Vægt af Brøde uden at ligge under; med ham derimod, — ja med ham vil den selv under et Bjerg af Synd holde sig oppe og fare til Himlen. Kjender Du Frelseren? — Jeg spørger som den, der ikke kjender ham mere!

Jeg kunde have Lyst til at fortælle Dig en lille Historie, som jeg engang har hørt etsteds i Italien. Men jeg har mine Grunde til at betænke mig derpaa; der gives Ting, som Man ikke skal spøge med, allermindst i Helvede. Jeg er ogsaa kun bitterlig ilde oplagt til Spøg.

Imidlertid, Dig kunde det gavne at høre den, og mig, antager jeg, kan det ikke skade at fortælle den. Det er heller ikke Frygt, jeg føler, men kun en vis instinktmæssig Sky eller Modbydelighed, eller hvad jeg skal kalde det. Nuvel, jeg vil overvinde mig selv og lade staa til. Det er kun et Eventyr, et Slags burlesk Folkesagn; men der ligger en dyb og alvorlig Sandhed deri.

— Gud havde fra Evighed af bestemt at skabe Mennesket. Djævelen vidste ogsaa fra Begyndelsen, at Gud havde dette til Hensigt. Og Gud udførte sin Raadslutning. Han skabte Mennesket, og det kostede ham sletingen Møje at udstyre det med alle Fuldkommenheder; han skabte det simpelthen i sit Billede. Men Djævelen derimod kostede det den yderste Anstrengelse at udfinde, hvorledes han skulde fordærve denne Guds elskelige, dyrebare Skabning.

— Nu har jeg det! — sagde Lucifer til sin Oldemøder. Hun sad i en luun Krog af Helvede, og strikkede og strikkede. Hun strikkede Snarer og Rænker og Faldstrikker. Blot for sin Fornøjelse; hun kunde godt leve foruden det.

— Nu har jeg det! —— sagde Lucifer: — Jeg vil indskyde Mennesket en ond Begjærlighed, saa at han sætter sit Hjertes Iid til det Forbudte, i Ulydighed finder sin Glæde. Jeg vil gjøre ham til en Misdæder, vil jeg! —

— Godt nok, Sønnike, godt nok! — svarede Oldemoder mimrende: — Men det forslaaer ikke. Begjærligheden lader sig ave, og Gud Herren er Mand for. at gjøre det. —

— Det var som Pokkers! — sagde Djævelen: — Ja, saa faaer jeg tænke nøjere over det. — Og han foer ned i Helvedes dybeste Afgrund, som han kaldte sit Studerekammer. Der sad han tusinde Aar med Haanden under Kind, med de glødende Øjne stirrende ufravendt frem for sig. Han mærkede ikke, hvorledes Tiden gik.

— Nu har jeg det! — udbrød han, da han efter de tusinde Aars Forløb igjen kom frem af sin Hule: — Jeg vil fylde Menneskets Sjæl med Egenkjærlighed og Egenvillie. Jeg vil ganske forblinde ham, saa at han kun skal see paa sit Eget. Til en Skurk vil jeg gjøre ham, stor eller lille, efter Omstændighederne. —

— Godt nok, meget godt, Sønnike! — svarede Oldemoder. Men i det Samme tabte hun en Maske: — Aa, tag mig en Brand, som lyser rigtig godt! — See saa, nu har jeg den. — Godt nok, Sønnike; men det forslaaer ikke. Egenkjærlighed og Egenvillie kunne udryddes, og Gud Herren er Mand for at gjøre det. —

— Det er da ogsaa forbistret! — sagde Lucifer: — Saa maa jeg tage den lumpne Sag for igjen. Nu, pazienza, hvad der maa være, det maa være. — Og væk foer han atter for at skjule sig i sin Hule.

Efter tusinde Aars Forløb kom han atter frem, og fandt sin Oldemoder uforandret paa samme Sted, strikkende og i dybe Tanker. Hun var saa gammel, at tusinde Aar saa godt som ingen Forandring gjorde hos hende. Hun var blot sunken lidt mere sammen i Sædet, og Kløerne paa hendes Fingre vare blevne en ubetydelig Smule længer.

— Nu har jeg det! — sagde Djævelen kry: — Jeg vil tage Bolig i Mennesket og vende op og ned paa Alting i ham. Hans Væsen og Hu skulle blive heelt forkeerte. Løgn skal han tage for Sandhed, Last for Dyd, Vanære for Ære. Kort sagt, jeg vil gjøre ham til en Daare! —

— Det forslaaer endnu ikke, Søn. — svarede Oldemoder, idet hun med sin eneste Tand beed Traaden over, da hun just havde faaet en Rænke færdig: — Der maa mere, langt mere til. Hvad der een Gang er vendt om, kan atter vendes om; det Forkeerte kan blive ret, og Gud Herren er Mand for at gjøre det. —

— Nu er jeg snart kjed af det, — knurrede Djævelen: — Det tager paa Kræfterne, denne Studeren. Men det vilde være dumt at give sig paa Halvvejen. — Og saa var han igjen borte.

Atter forløb tusinde Aar, uden Almanak, og uden at overhovedet Nogen vidste, hvor de vare blevne af. Der er Ingenting bedre, end naar Tiden vil gaa, og med saa lidt Vrøvl, som muligt.

Da gav Djævelen atter Møde. Han saae virkelig noget anstrengt ud. Oldemoder sad paa sin vante Plads, men imod Sædvane med Hænderne i Skjødet. Det var klart, at hun havde længtes efter Sønnen. Geni eller Tosse, hun havde jo kun den samme.

— Nu har jeg det endelig! — udbrød Lucifer: — Jeg vil gjøre Forfængelighed til Menneskets anden Natur. Paa Abeviis skal han blive forelsket i sig selv, og han skal komme til at gjøre Abekunster. Jeg vil, reentud sagt, gjøre ham til en Nar. Menneske skal blive til Spot og Latter for Menneske! —

— Hoho, der traf Du det, Sønnike! — hvinede Oldemoder, idet Glæden gnistrede ud af hendes røde, rindende Øjne: — Alt det Andet var godt, ypperlig udspekuleret altsammen. Men det havde een Mangel, og den var stor; det var ikke uskyldigt nok. Saa begjærligt, forkeert, daarligt end Mennesket blev, vilde det dog stedse føle, at der var Noget galt fat; det vilde faa Mistillid til sig selv og Tingene, det vilde lære at vogte sig. Husk paa Samvittigheden! Og Man veed aldrig, hvad der kan falde Gud Herren ind i hans grundløse Kjærlighed til denne jammerlige Slægt.

Men med Forfængeligheden er det en anden Sag. O skjønne Opfindelse! Din Rolle vil blive stor i Verden! Alt, hvad didhen hører, lader saa uskyldigt, vækker sletingen Mistanke eller Uro. Hvad synes vel uskyldigere end at slaa Tiden hen, at more sig, at være glad blandt de Glade og smuk blandt de Smukke, at bære skjønne Klæder, at lægge sig efter udmærkede og yndige Manerer, at skaffe sine naturlige og erhvervede Gaver Anerkjendelse? I Forfængeligheden vil Mennesket uden al Mistro hengive sig; gjennem Forfængeligheden ville Begjærligheden, Egenvillien, Daarskaben allerbedst faa Magt over det; ad Forfængelighedens Vej vil det i al Uskyldighed gaa den lige Vej til Helvede. Det er sandt, Gud Herren kan, hvad han vil; derom tør vi jo ikke tvivle. Men jeg er heller ikke fra ifjor, og jeg for min Deel kan ikke forestille mig, hvorledes Gud skulde kunne standse den Forfængelige, som med den bedste og tryggeste Bevidsthed tosser ad Helvede til. —

Oldemoder var bleven ivrig og veltalende. Hun rystede sig i Sædet; Knoklerne raslede, saa tør var hun. Hendes Hud havde næsten alle Farver, og hang om hende i løse Rynker.

— Jeg har Ære af Dig, Sønnike! — vedblev hun: — Det er ikke mere end billigt, at ogsaa jeg bidrager Mit til den gode Sag. — Naar jeg nu skifter Ham, saa skal jeg præparere den nok saa smukt til Dig; den skal blive saa fiin og smidig og saa broget, at den maa stikke enhver Nar i Øjnene. Din Sag bliver det saa, at spille den i Hænderne paa Mennesket. Det vil ikke have nogen Vanskelighed. Med sin Abenatur vil Mennesket iføre sig hvadsomhelst, naar det blot er aparte og lidt glimrende. Saa skal Du see, Diavolino, hvilken smuk Ting der vil komme ud deraf. Man vil kalde den Mode, den vil blive anseet for den uskyldigste Ting af Verden, og — ha, ha, ha — saa er det dog hverken Meer eller Mindre end min gamle, aflagte Hud! Men netop saaledes vil den blive eet af Hovedmidlerne til at nære Forfængeligheden og lade Livet gaa op i sletingen Ting. Saa vil Narren først rigtig komme frem i Mennesket, og det i tusinde gjøglende, i det Uendelige afvexlende Skikkelser. — Men nu trænger jeg til at ørke mig lidt, at Huden kan komme godt af mig. Man bliver ganske forfat af al denne Stillesidden. —

Lucifer var henrykt. — Per baccho, — skreg han; — saa er da endelig den Sag i Orden! Nu kan Gud Herren skabe sit Menneske, naar han vil! —

Saa tog han sin Oldemoder paa Ryggen, og op og ned gik det igjennem Helvede i lystige Sæt. Det jog i Oldemoder, og hun var nærved at briste af Latter.

— Tænk paa Huden, — raabte hun: — Sønnike, tænk paa Huden! —