Breve fra Helvede/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 98-117

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

VII.

Lyset tager langsomt til, jo længer fra Mørket, desto langsommere. Den højeste Styrke, det naaer, er dog kun en klar Dæmring; saa er Paradiisglandsen forhaanden. Men endnu skal denne være langt borte. Tiden gaaer, som den kan, under Sorg og Savn og Kval. Du maa ikke tro, at, fordi jeg formaaer at adsprede Dig, jeg ogsaa er istand til at adsprede mig selv. Ak, det er et Skin, som alt Andet heri Helvede! Tiden gaaer, javist gaaer den; men det giver ingen Lise. I Verden var det dog altid en Trøst, at Tiden vilde faa Ende. Men her —— det er det Forfærdelige — her faaer den aldrig Ende!


Iblandt de Smaating, jeg i Verden satte extra Priis paa, var ogsaa den, som eenlig Herre at skaffe mig Adgang til de mindre Damesammenkomster, som Man kaldte Kaffe- og Theeselskaber. Sladderen, som der gik for sig i hele sin Frihed og Fylde, havde noget ualmindelig tiltrækkende for mig. Det forstaaer sig, at jeg ved slige Lejligheder gjorde mig saa uskyldig, som jeg formaaede, for ikke at fordærve Spillet for mig selv og Andre.

Denne Interesse har jeg beholdt, og gaaer endnu stadig efter den. At det her er en piinlig Interesse, følger af sig selv; i Helvede er jo Alt forbundet med Pine. Ogsaa her florere Thee- og Kaffeselskaberne, inclusive Sladderen. Naar Man i Verden vilde betegne noget rigtig tyndt og slapt, kaldte Man det Theevand. Men det tyndeste Theevand i Verden er dog altid en stærk Drik mod den Thee og Kaffe, Man ved disse Selskaber faaer iskjænket. Men Sladderen har Intet tabt ved at gjøre den store Overfart; tværtimod, alle Tungebaand, selv de strammeste, ere her blevne løste. Som Man betegnende siger i Verden: Ævret er ganske opgivet. Der er Intet saa ondt, saa skammeligt, saa hemmeligt, at det jo bliver draget frem blandt disse Sladdersøstre, naar de ret ere komne i Hede. De vise sig ligesom inspirerede; den Ene overbyder den Anden i giftigt Opspind og Skandale. Men herved er der den store kritiske Mærkelighed, at, naar den gode Dame er kommen allerbedst igang med at bagtale Andre, slaaer det pludselig om for hende, og hun begynder uvilkaarlig at tale ondt om sig selv. Forgjæves strider hun imod; hun er nødtvungen til at røbe sit eget Livs Hemmeligheder, endog de skjulteste og skjændigste. Med inderlig Skadefryd gotte da de kjære Søstre sig over hende; de blinke til hverandre, bide sig i Læberne, ere af Glæde nærved at gaa fra Samlingen. Men kun til et vist Punkt holder denne Glæde ud, indtil nemlig Turen kommer til dem at fortælle; de give da, meget imod deres Villie, Vedkommende den bedst mulige Revanche.

Jeg kommer ligefra et saadant Kaffeselskab, og føler mig oplagt til at anføre et Par karakteristiske Exempler.

Hun havde meget smukke Træk, den Dame, som havde Ordet, skjøndt hun ikke var ganske ung længer. En mindre fiin Sands vilde udentvivl have kaldt hende en Skjønhed. Livserfaringen kan give et meget smukt Udtryk baade hos Mænd og Kvinder; men hos Mange, navnlig Kvinder, efterlader den kun et vist Udtryk af Frækhed, som ingenlunde er smukt. Dette Udtryk havde Fortællerinden.

— Igrunden, kjære Veninder, — tog hun med en affekteret Skjønhedsmine tilorde: — burde Man sletikke tale om sin Næste. Saavidt jeg veed, gives der endog et Bud, som ligefrem forbyder det. Men, siden I spørge mig om dette underlige Par, som nys gik forbi, ikke uligt en Buldog parret med en Hejre, saa vil jeg i Korthed fortælle, hvad jeg veed om det. Manden var een af de lidenskabeligste, for ikke at sige største L'hombrespillere i Verden. Endog paa Dødslejet maatte han have sit Parti. Han døde midt i en L'hombre. — Pas! — sagde han, og drog sit sidste Suk. Om Bêterne bleve opgjorte, veed jeg ikke. Men det veed jeg, at hans efterladte Hustru i den Grad var ømt bevæget i sin Smerte, at hun gav sin Stuepige en dygtig En paa Øret, fordi hun ikke gik hende stille nok. Onde Tunger vilde rigtignok sige, det skete af Frygt for, at den kjære Mand igjen skulde vaagne. Men derfor var der ialtfald ingen Fare; Manden var og blev død, og blev begraven. Paa hans Gravsteen blev der sat denne simple, men udtryksfulde Indskrift:

J. J. P...
KORT VAR HANS LIV.

Jeg har endnu hans Begravelsesdag i levende Erindring. Vi opholdt os paa vort Landsted, et Par Miil fra Staden. — Lille Antonius, — sagde jeg Aftenen iforvejen til min Mand: — Du bliver dog vist nødt til at følge stakkels P… til Jorden. — Brummende indrømmede han, at han vist blev nødt dertil. Saa var det altsaa bestemt, at han næste Morgen skulde tage ind til Staden, og det gjorde han. Men nu vidste jeg bestemt, at, naar min Mand tog ind til Byen, kom han aldrig igjen før næste Morgen. Det var en lille Udskejelse, hvori hans Klub var Skyld, og som jeg aldrig tog ham ilde op. Mændene ere nu engang ikke som de skulde være. Nuvel, den kjære Mand maatte ved denne Lejlighed tage et lille Brev med for mig, og hellig forpligte sig til at aflevere det strax efter Ankomsten. Jeg havde nemlig en Ven, som ikke var min Mands Ven. Det var den allerførste af det Slags. Min kjødelige Fætter var det; men min Mand kunde ikke lide, at han besøgte os. Det var en stor, meget stor Fejl af ham. Fætteren fik Lyst, og jeg fik Lyst, og saa kunde Intet hindre os i at møde hinanden, saa ofte der gaves Lejlighed. Om det just hører til en Fætters Pligter, veed jeg ikke saa nøje; men han havde paataget sig at lære mig den Kunst: at elske. Saa forsømt var jeg, at jeg endnu i mit nittende Aar ikke engang ret vidste, hvad Kjærlighed var. Min Mand havde ikke været istand til at lære mig det; dertil var han for gammel og for klodset. Med min Fætter var det en anden Sag. Men iøvrigt, jeg siger: paa Ære, var vort Forhold det uskyldigste af Verden; vi vare endnu ikke komne synderlig ud over Begyndelsesgrundene.

Min Mand rejste altsaa med Brevet, til Veninden, som i Virkeligheden var en Ven. Mig syntes, det var saa pikant, at netop han var Overbringer af Brevet. Nok er det, min Mand tilbragte sin Aften i Klubben, og jeg — jeg var heller ikke ene.

Næste Morgen kom min Mand tilbage og fandt Huset paa den sædvanlige Ende. — Er der Ingenting passeret herhjemme? — spurgte han ifølge gammel Vane.

Jeg kunde neppe bare mig for at lee, da jeg svarede: — Nej, lille Mand; der har den hele Dag ikke været et Menneske. —


Helvede er naturligviis fuldt af Skjøger, baade med og uden Skjøgenavn. De første sværme om i Udkanterne af de koloniserede Steder og drive der deres gamle vante Væsen. De sidste derimod indtage deres Plads i Samfundet for at underholde Skandalen, en Ting af yderste Vigtighed i Helvede. Jeg mener, ikke alene ved at give deres gamle Skandalhistorier tilbedste, saaledes som nylig er viist, men ved uophørlig at foranledige nye Skandaler, af den forskjelligste, mere eller mindre opsigtvækkende Art. Hvo mindes ikke Historien om Mars og Venus i Vulkans Net? Den Historie foregaaer her, saa at sige, hver eneste Dag. Men Skammen, som disse Kvinder ikke agtede i Verden, den er nu bleven deres uafladelige Pine. Thi Ærbarhed og Respektabilitet ere nu blevne Formaalet for alle deres frugtesløse Bestræbelser. Frugtesløse; thi de ere et værgeløst Bytte for Prostitutionen under dens talløse, ubestemmelige Skikkelser.

Jeg har ikke isinde at moralisere — i Helvede vilde det kun passe overmaade slet —; men jeg kan dog ikke Andet end gjøre Dig opmærksom paa den væsentlige Forskjel, der er imellem disse to Slags Skjøger. Den falder ingenlunde ud til Fordeel for dem, der i Verden undgik Skjøgenavnet og den dertil knyttede Vanære. Hine Andre gjorde for det Meste Nøden og Elendigheden til det, de vare; de bleve Offre for en haard og grusom Nødvendighed. Disse derimod fulgte kun deres Lyst, en mere eller mindre skjændig Lyst. I deres Kaar var der i Almindelighed Intet, som drev dem i Retning af Fornedrelse og Fald; tværtimod opfordrede Alt dem til at holde sig selv i Ære. Det er ogsaa den naturlige Grund til, at Skjøgerne uden Navn heri Helvede uden Sammenligning ere under værre Kaar end hine Andre. For deres Vedkommende bliver det nemlig ikke ved en Prostitution i Mørket; den ligger overalt klart for Dagen.


Ovenstaaende Fortælling gjorde stor Lykke i Kaffeselskabet; der blev hvisket og tisket med spidse Tunger, og den onde Glæde lyste ud af Alles Øjne. Men selve Fortællerinden følte sig saare ilde tilpas; saasnart hun var tilende med sin Historie, blev hun sig fuldt bevidst, at hun havde givet sig selv til Priis. Hun var nærved at forgaa af Blusel og Arrighed.

For dog at sige Noget og udfylde den opstaaede uhyggelige Pause, spurgte hun sin Naboerske: — Har De været i Napoli, min Bedste? Kjender De Fyrstinde Z....? —

— Jo, jeg har den Ære; — lød det snerpede Svar: — jeg tør antage, at jeg kjender hende bedre end de Fleste. Da jeg i Aarene 18.. med min Mand opholdt mig i Napoli, var der ingen bedre Bolig at faa end Hovedetagen i Palazzo Z..... Disse italienske Fyrstefamilier ere nemlig for største Delen komne saaledes tilbage, at de ikke engang have Raad til at bebo de dem af deres Forfædre efterladte Paladser. Fyrsten boede ovenpaa, og boede paa en vis Maade tilleje hos os. Under disse Omstændigheder havde jeg den allerbedste Lejlighed til at blive indviet i den højfyrstelige Families Økonomi og Levemaade. Hvilken forgyldt Elendighed! I det Ydre var Anstanden bevaret saa godt, som muligt. Værelserne, at sige de, Man fik at see, bare, ligesom det gammeldags Møblement, endnu Spor af fordums Glands; Man havde imidlertid hist og her været nødt til at slikke paa Herligheden, og det gjorde en meget uheldig Virkning. Forværelset og Vestibulen vare fulde af Lakajer, som foruden Livreet, de havde paa, intetsomhelst Godt nøde af Herskabet, hverken Kost eller Løn. De levede udelukkende af, hvad de kunde afpresse de Fremmede, som besøgte Fyrsten, i buono mano, det betyder: Drikkepenge. I Gaarden fandtes en med det fyrstelige Vaaben og Forgyldning og Kvaster prangende Ekvipage med et Par gamle Blodsheste, som endnu knejsede nok saa stolt. Man kjørte aldrig ud uden at have to eller tre af de livreeklædte Dagdrivere hængende bagpaa Vognen.

Det var det Ydre. Men nu det Indre, mine kjære Veninder, en mere indskrænket Huusholdning, en mere lurvet Levemaade kan ikke tænkes. Til det egentlige Huusliv havde kun to fortrolige Tyender Adgang, en gammel Tjener og en gammel Kammerjomfru, begge isærdeleshed helligede Fyrstindens Tjeneste. Det skulde være en Hemmelighed for Alverden, men blev det ikke for mig. Den gamle Tjener var Huushovmester i et ganske tomt Huus; den gamle Kammerjomfru var Kokkepige i et Huus, hvori der ikke gaves Andet at koge end Kaffe og Chokolade. Naar Maaltidets Time var forhaanden, bleve Dørene lukkede. Den betroede Tjener listede sig ad Bagtrappen ud i Byen, og kom snart igjen tilbage, efterfulgt af en Opvarter fra det nærmeste Trattori, som i en Dækkekurv bragte en tarvelig Anretning af Spiser. Nogle Foglietter Landviin og nogle Frugter fuldstændiggjorde Familiemaaltidet, som blev indtaget uden mange Ceremonier. At spise og drikke blev i dette Huus ikke anseet for en Nydelse, men for et Slags nødvendigt Onde. Dørene bleve derpaa atter aabnede; Familien blev igjen synlig, enten hjemme eller i Theatret. Var det een af de dertil bestemte Aftener, tog Man imod Fremmede. Fyrstinden og hendes Datter prunkede paany i een af de to Dragter, hvoraf deres Garderobe bestod. Disse Selskaber vare kun lidet kostbare, da der kun blev opvartet med Iis og Limonade. Konversationen, som var Hovedsagen, bragte Gjæsterne med sig.

Fyrsten beklædte nok eet eller andet ærefuldt, men slet lønnet Statsembede, og var en Mand af Indflydelse. Man sagde forvist om ham, at han lod sig bestikke igjennem sin Kammertjener, og endikke foragtede mindre Summer. Kammertjeneren tog imod Pengene, og deelte med sin Herre efter et bestemt vedtaget Forhold. Det var naturligviis en meget ulige Deling, Lovens og Shakalens. — — — —

Her skulde Fortællerinden have hørt op — hun følte det selv —; men hun kunde ikke. Veninderne vexlede Blikke og hemmelige Tegn. Efter et Øjebliks Ubestemthed vedblev den interessante Dame ifølge uimodstaaelig Drift:

— At det virkelig forholdt sig saaledes, skulde jeg snart ved egen Erfaring blive overbeviist om.

En Dag gik jeg med min Gemal igjennem nogle Smaagader og kom forbi et Fængsel. Jeg var saa uheldig at komme til at see ivejret; bag Gitteret viste sig flere skrækkelige Skikkelser, som deels paa skamløs Maade gjorde sig lystig over de Forbigaaende, deels ynkelig tiggede om Almisse. Det var et modbydeligt Syn; men det skulde blive mig mere end modbydeligt. Blandt disse Elendige var der een, som jeg kjendte, og som kjendte mig; det var tydeligt af det frække, hoverende Blik, hvormed han mødte mit. Jeg foer sammen, som truffen i Hjertet; Benene nægtede mig deres Tjeneste. Det var kun med Anstrengelse, at min Gemal fik mig slæbt forbi det forfærdelige Sted.

Allerede den følgende Dag blev der mig hemmelig tilstillet en smudsig Lap Papiir med følgende Ord:

— Jeg er fængslet paa Mistanke om Røveri. — Carcere delle grotte. — Frels mig; ellers er Du fortabt! —

Der behøvedes ingen Underskrift. Jeg vidste, at det var Francesco Patelli, Koureren fra fordums Dage. Jeg havde antaget ham for død eller langt, langt borte.

Ti Aar iforvejen havde jeg første Gang været i Napoli, ikke som en fornem og riig Gentlemans Gemalinde, men som Kammerpige hos denne Gentlemans aristokratiske Moder. Fransk Kammerpige af den udvalgte Art har imidlertid Noget at sige. Jeg var som Kammerpige Guld værd, og som Skjønhed gjorde jeg alle Ladies tilskamme.

Fader og Sou lagde begge an paa mig. Penge og kostbare Foræringer ligesom regnede ned i mit Skjød. Dog, jeg var for klog til at lade mig fange. Men det morede mig kostelig at ophidse deres Lidenskab. Forholdet hørte til de allerinteressanteste. Fader og Søn som Medbejlere, med Hjertet fuldt af Skinsyge overbydende hinanden i enhver Forstand. Den Gamle var nærved at blive tosset af Elskov, den Unge var ikke langtfra at blive rasende; med dem begge kunde jeg gjøre Alt, hvad jeg vilde.

Men hvad skulde jeg gjøre med dem? Dette Spil maatte have en Ende. Den Gamle kunde jeg ikke bruge til Noget; den Unge, det var et Spørgsmaal. Jeg kunde let faa ham til at bortføre og ægte mig. Men den Gamle havde det i sin Magt at gjøre Sønnen saa godt som arveløs. Skulde der komme Noget ud af Tingen, maatte dette forebygges. Jeg gjorde derom fornøden Aftale med Familiens Koureer, bemeldte Francesco Patelli, hvem jeg allerede for længe siden havde læst Skurken ud af Øjnene.

Jeg lod mig bortføre. Papa og Koureren satte efter os. Men det hedder medrette: festina lente! Ved et uforudseeligt Tilfælde kom den gamle Herre paa denne halsbrækkende Rejse afdage. Paa Koureren faldt der blot en Skygge af Mistanke, som ikke havde videre Følger. Da han kort efter paa betegnet Sted traf sammen med mig for at modtage Løn for god Tjeneste, var jeg den unge Herres Gemalinde og Medarving til den hele Herlighed.

Men nu — . .! Det var forfærdelige Ord: — Frels mig; ellers er Du fortabt! — Der maatte Noget voves, og det hastig.

Jeg udbad mig en Samtale med Fyrsten. Den galante Mand lod ikke vente paa sig. I dristig Forudsætning af, at Rygtet talte Sandhed, gik jeg, naturligviis med al mulig Fiinhed og Forsigtighed, lige til Sagen, og bad ham om at virke til, at et stakkels Menneske, som tidligere havde staaet i Familiens Tjeneste, Francesco Patelli, blev løsladt af det Fangenskab, hvori han sukkede paa en ganske løs Mistanke om Landevejsrøveri. Fyrsten vilde derved faa en ny, om end kun ganske simpel Lejlighed til at vise, at Menneskeligheden i ham besad een af sine ædleste Forkæmpere.

Fyrsten var lutter Smiil og Komplimenter. Var han een af Menneskelighedens Forkæmpere, — saaledes yttrede han sig: — viste det sig nu, at jeg var en anden. Han lovede mig at tage Sagen under Overvejelse. Men, da han havde saa meget at huske paa, vilde jeg gjøre bedst i at tale med hans Kammertjener, forat denne kunde erindre ham derom.

Det gjorde jeg da naturligviis. Og for at styrke Kammertjenerens Hukommelse, trykkede jeg ham et Par tunge Guldruller i Haanden. Han forsikkrede smidskende, at hans Hukommelse var saa tro som Guld, og at Fyrsten, den bedste Herre af Verden, saa godt som levede af at tjene sine gode Venner.

Et Par Dage senere havde Fyrsten den Fornøjelse at kunne meddele mig, at den stakkels Francesco Patelli var løsladt af Fængslet.

Men jeg havde for bestandig faaet Nok af Napoli. —

Hermed endte Historien. Er det ikke sandt, hvad jeg sagde, at der kommer underlige Ting for Dagen heri Helvede? — Det Samme tænkte Man i Kaffeselskabet. Det var længe siden, Man havde tilbragt saa behagelige Timer med hverandre.


Erindringerne strømme uafladelig ind paa mig. Hvad der gjennem hele mit Liv aldrig randt mig ihu, efterat det var skeet, staaer pludselig her lyslevende for mig, i saa friske Træk, som om jeg kun havde sovet en Nat derpaa. I mine Barndomserindringer spiller Tante Betty en Hovedrolle. Naar jeg kommer til at tænke paa, hver meget hun var for mig, medens jeg var lille, er det livagtig, som om Taarer skulde komme mig i Øjnene. Men de komme naturligviis ikke. Dog var det ikke mig, som isærdeleshed nød Frugten af hendes Selvfornægtelse. Det var min Fader, og for hans Skyld min Moder. Og den udstrakte sig til Alle, til Enhver af dem, hun levede sammen med. Hun gjorde sig efter Omstændighederne til Alles Tjenerinde, endog de Ringestes. Hun sad mangen Gang oppe om Natten, forat de stakkels Tjenestepiger kunde gaa tilsengs; det var ogsaa hende, som vækkede dem om Morgenen, forat de kunde nyde den søde Søvn saa længe, som muligt. Hun piinte sig de lange Vinteraftener med at indøve deres klodsede Fingre i allehaande nette og nyttige Haandarbejder; hun holdt Mønstring over deres Garderober, skar til for dem, gav dem Vink og Anviisninger, forat de maatte komme til at see ordentlige og pæne ud, de stakkels fattige Piger. Det var ikke langtfra, at hun havde indladt sig paa at lære Kudsken at skrive. Der lagde min Fader sig imellem, og een af Kontoristerne i overtog dette Hverv.

Skjøndt hun var en Stakkel af Helbred, troede hun sig istand til at udholde enhver Anstrengelse, bære enhver Byrde. Det Eneste, der kunde gjøre hende vred, var, naar Man vilde have, at hun skulde tage noget Hensyn til sig selv. Det forekom hende at være det Urimeligste af Verden. — Jeg…! — sagde hun med en Mine, som om hun kastede sig selv hen i den fjerneste Krog: — Skulde jeg......! — Alt var godt nok til hende. Og hun havde en ganske forunderlig Magt i Kjærligheden til at beherske sig selv. Naar min Moder havde krænket hende, og hun i Eenrum havde grædt sine modige Taarer, traadte hun kort efter frem for hende med det samme milde Ansigt som altid, uden Spor af Sorg og Ærgrelse. Naar hun var allermest lidende og nedtrykt, og hun kom ind til min Fader, havde hun dog for det Meste et snurrigt Indfald paa Læberne, een eller anden frisk Spøg, hvormed hun kunde udrive ham af hans sørgmodige Betragtninger. Vistnok blev hun heri understøttet af sit sangvinske Temperament. Men det var Mere end en Naturkraft, som herved lagde sig for Dagen; det var Aanden, som var stærk i hende. Kjærligheden var ligesom blevet et Instinkt hos hende. Saa sær og holdningsløs hun var, saa underlige hendes Indfald kunde være, og hendes Veje besynderlige, Kjærligheden gjorde dog stedse, at hun traf det Rette. Christelig frommere Menneske kunde ikke gives, end hun var. Men hendes Opdragelse havde i høj Grad været forsømt; hun vidste kun Lidet. Man kunde have spurgt hende om de simpleste Ting, hendes Tro og hendes Haab angaaende, hun vilde rimeligviis have røbet den allerstørste Uvidenhed. Men ikke desto mindre var hun vist en Christen som Faa. Manglerne vare store; det brøstede paa alle Led. Men Kjærligheden fyldte overalt ud, og bragte Alting i Orden.

Hun havde efter eget Valg sit Værelse nedenunder, beliggende mellem min Faders Lejlighed og Huusholdningslokalet. Hun sagde selv, at det var det eneste Værelse i hele Huset, hun kunde bruge. At hun maatte holde Øje med Kjøkkenet, det var indlysende. Men ligesaa nødvendigt forekom det hende, at holde Øje med min Fader. Hun var ikke langtfra at indbilde sig, at han nødvendigviis maatte komme Noget til, naar han udenfor Kontoret slap hende afsigte, blot vovede at gaa i nogle Skridt paa egen Haand. Det var een af de Indbildninger, hvori Ømheden finder saa sær og dyb Tilfredstillelse.

Værelset var ganske simpelt, men af en overordentlig Pyntelighed. Ligesaa var Ordenen uovertræffelig; hver Ting havde sin bestemte Plads, og kunde umulig findes noget andet Sted. Ejendomlig for Værelsets Udsmykkelse var den Mængde større og mindre Gjenstande af forskjelligste Art, der trindt omkring ligesom vare udstillede; Møblementet frembød saa mange Flader, som muligt, og alle vare de dertil tagne i Beslag. Ogsaa heri aabenbarede sig min Tantes underlige Smag og Lune. Ikke alene var det en i høj Grad broget og konfus Sammenstilling af Gjenstande, Natur- og Kunstprodukter imellem hverandre; men der var ogsaa Ting udstillet, som tilsyneladende ikke vare værd at tage op paa en Gade. Men min Tante vidste nok, hvad hun gjorde. Disse saaledes udstillede store og smaa Ting vare ligesaa mange Erindringer; ved at gaa deres Række igjennem kunde Man forfølge min stakkels Tantes Livshistorie fra Begyndelse til Ende. Herom fik jeg allerede tidlig en dunkel Anelse; og det var ikke alene med en dyb Interesse, men ogsaa med en vis Ærefrygt, at jeg betragtede disse underlige og underlig sammenblandede Gjenstande. Med dem til Udgangspunkt vankede der mangen god eller i det Mindste mærkelig Historie. Det var derfor ikke saa underligt, at de i og for sig satte min barnlige Fantasi i Bevægelse, at jeg ved Betragtningen snart af denne, snart af hiin Gjenstand kom til at tænke paa, hvilken underlig Historie der vel knyttede sig dertil, og mangen Gang under Betragtningen hensank i vaagne Drømme.

Tante Betty gik yderst simpelt klædt, og foragtede i det daglige Liv al Mode. Men noget Reenligere og Nettere kunde ikke tænkes end denne hendes simple Dragt. Men hun havde Midler til at gaa ganske anderledes klædt, og hun lod En det ogsaa stundom vide: — Det er ikke for det, — sagde hun: — jeg kunde gaa klædt som den prægtigste og mest moderne Dame, naar jeg blot vilde. — Og hun talte Sandhed. Hun kunde nok lide, nu og da at modtage en smuk Foræring, ikke just for Gavens, men for den Opmærksomheds Skyld, som Gaven udviste. Det var saa naturligt, at hun gjerne vilde holdes i Ære af dem, for hvem hun opoffrede sig. Saa fik hun da, snart af min Fader, snart af min Moder, allehaande smukke Sager til Foræring, især udvalgte og moderne Klædningsstoffer. Med inderlig Taknemlighed og Tilfredstillelse tog hun derimod, lod dem forarbejde, og gjemte dem saa hen. Hun havde et sandt Oplag af kostbare Kjoler, Shawler og Kaaber; men kun ringe var den Nytte, hun tog deraf. Efterhaanden gik de igjen af Moden uden at være brugte. At Stofferne ikke tillige bleve fordærvede, derfor sørgede hun. Undertiden, naar jeg kom ned til hende, fandt der en Udstilling Sted af anden Art. Alle Stole og Borde vare tilligemed Sengen fulde af Kjoler, Shawler, Kaaber, Peltsværk, Hatte &c. Sagerne trængte til at udluftes. Med lykkelig Mine gik hun saa omkring imellem dem, prøvede flygtig Eet og Andet, lod hiint eller dette smukke Stof gaa igjennem Fingrene, fandt her en Fold at udglatte, hist nogle Støvgran at bortpuste, fortabt i en vis stille Henrykkelse. Hun var øjensynlig langt borte fra Alt, hvad der kaldes Virkelighed. Stundom fandt jeg hende gaaende omkring mellem sine Herligheder med en elegant Hat paa Hovedet, med et Shawl eller en Pellerine omkring Skuldrene, en udmærket Pynt, som stak besynderlig af mod hendes tarvelige Huusdragt. Men der var ligesom en Trolddom ved disse Gjenstande; hun var aabenbart ikke sig selv mere. Det var ikke længer den stakkels Tante Betty, som var bleven borte for den skjønne Verden i et mørkt, tilrøget Kjøkken med tilhørende upoetiske Rum, som, istedetfor at modtage Hylding og Offre og finde en unævnelig Lykke, havde gjort sig selv til et Offer for Andres Lykke, kun kjendt og til Tarvelighed paaskjønnet af disse Faa. — Men naar Solen sank, blev det altsammen pakket ned igjen, og Tante Betty var atter den Gamle.

Men undertiden, een eller to Gange om Aaret, gik hun dristig et Skridt videre. Da iførte hun sig for nogle Timer een af sine prægtigste Dragter, fuldstændig fra Top til Taa, og lod sig beundre af min Fader og Tjenestefolkene. For min Moder viste hun sig kun ugjerne; thi saa exemplarisk denne end var i sin Opførsel, kunde hun ikke skjule et fiint ironisk Smiil ved denne Tante Bettys usædvanlige Optræden. Hun var ikke naiv eller ikke godmodig nok til at gaa ind paa denne extraordinære Forestilling. Ja, en Forestilling kunde det vel kaldes, uagtet Tante Betty var det naturligste Menneske af Verden. Forvandlingen var fuldstændig. Hun var virkelig en Dame, og det af ganske udmærket Art. Men, endskjøndt hun bar Tidens Dragt, tilhørte hun dog ingenlunde Tiden. Hun tilhørte aabenbart en længst forsvunden Tidsalder, ganske anderledes ridderlig og poetisk end vor. Nærmest var hendes Væsen vel at kalde gammelspansk; saa høj var hendes Holdning, saa nobelt hendes Smiil, saa ceremoniel hendes Forbøjning. Don Carlos af Spanien vilde ganske vist i hende have seet een af sin Tids mest udmærkede Damer. Var Himlen paa en saadan sjelden Dag fuldkommen uden Skyer, kunde det vel endog falde hende ind at gjøre en kort Udflugt i Staden, altsaa vise sig offentlig. Hun undlod ved saadan Lejlighed aldrig at gjøre en vis Opsigt, der skrev sig baade fra hendes Dragt og hendes Væsen, der begge i høj Grad vare afstikkende. Men hun syntes ingenlunde ilde om denne Opsigt. Hvilket bedre Vidnesbyrd kan der anføres for, at hun ikke var sig selv længer? Det var ligesom en Raptus, en kort Ruus. Naar hun fra denne Udflugt igjen kom hjem, var Rusen ovre. Hele Dame-Herligheden blev pukket ned igjen, og længe varede det, inden den atter kom tilsyne. Hun var i Almindelighed tilfreds med at vide, at hun havde smukke og kostbare Klæder, en Dame værdige. Den gode Bevidsthed var hende nok, i denne som i andre Henseender.

Tante Betty havde ogsaa i sit Værelse en smuk lille Samling af Bøger, forsvarlig og prægtig indbundne. Naar hun hørte tale om en udmærket god Bog, kjøbte hun den uden videre. Men hun læste den ikke; dertil meente hun ikke at have Tid. — Naar jeg bliver gammel, — sagde hun: — vil jeg have Noget at more mig med; saa vil jeg læse dem allesammen. — Tante Betty havde blandt sine mange Egenheder den, ikke at kunne læse uden at læse højt; kun det, hun hørte, meente hun at kunne forstaa. Heraf fremgaaer det, at hun overhovedet ikke var stærk i Læsning. Stakkels Tante! Naar hun var bleven gammel, vilde hun begynde at læse! — Forudsat naturligviis, at hun til den Tid ikke ganske havde glemt at læse!