Breve fra Helvede/27

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 476-490

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XXVII.

Naar jeg nu i Erindringen paany gjennemvandrer det hellige Land, skeer det ganske med en Pilgrims Følelser, som paa hvert Sted med sønderknust Hjerte mindes Frelseren, men intet Sted finder sine Synders Forladelse. Da jeg foretog denne Vandring i Virkeligheden, blev Freden mig tilbuden paa hvert et Sted og hver en Time; men mit Væsen var optaget af sine egne forfængelige Tanker, og agtede ikke tilbørlig derpaa. Een af Guds Hellige gik ved min Side, og havde en næsten uindskrænket Magt over mig. Hendes Tro, hendes Fromhed aandede mig uophørlig ind i Sjælen; utallige Gange følte jeg mig greben, rørt, inderlig opløftet; mere end een Gang var mit syndige Hjerte nærved at opgive sig selv og Alt for Frelserens Fødder, hendes Frelser, som ogsaa kunde blive min Frelser. Men i det afgjørende Øjeblik skjød den ængstede Egenvillie frem i mig liig en Flamme fra Helvede; jeg var blændet paany, og saae ikke Frelseren mere. Jeg saa kun en dejlig ung Kvinde ved min Side, til hvem alle mine Forhaabninger knyttede sig, der saa godt som allerede var min, men om hvem jeg nu skulde kæmpe den haardeste Kamp af alle, den med Døden.

Galilæa, dejlige Land! Jeg kjender intet mere henrivende end Modsætningen imellem det vilde, mørke og øde Judæa og det blide, lyse og frugtbare Galilæa. Og i Galilæa kjender jeg intet herligere Sted end Thabors Bjerg. Jeg seer det for mine Øjne. Det hæver sig frit og ene lige op af Sletten i aflang Kegleskikkelse, med bratte Sider mod alle Himmelhjørner. Lige indtil Toppen er det beklædt med Skov og Krat; altid grønne Ege og Pinier kappes med hinanden i Herlighed. Og hele Bjerget er ligesom besaaet med aromatiske Planter; der er en Friskhed i Naturen, som jeg intetsteds i Verden saaledes har følt. Kun fra Sydsiden er Bjerget tilgængeligt; i yndige Bugter, som bestandig føre nye henrivende Landskaber for Øje, slynger Vejen sig frem og tilbage opad Bjergsiden. I mærkelig Grad bliver Luften stedse friskere, renere, mere balsamisk; Man aander ligesom i en ganske ny Tilværelse efter at have forladt den hede, forbrændte Slette. Det er en lang, men kostelig Vei, meget længer, men tillige langt dejligere, end Man havde forestillet sig. Og naar Man saa endelig har naaet Bjergets Top, finder Man til sin Overraskelse en Slette for sig, som tilfulde er en halv Miil i Omkreds. Saa stort og saa høit er Bjerget. Denne Slette er smykket med det skjønneste Græstæppe og med Grupper af de herligste Træer, og Luften, Man indaander, er paa det Nærmeste den samme, som Man finder paa Højalpernes Forbjerge. Gjennem en forfalden Bueport mod Vest holder Man sit Indtog paa Sletten. Men det er kun een af de utallige Levninger fra tidligere, ældgamle Tider. Ruiner af Mure og Taarne, af Grotter og Cisterner i viid Cirkel udvise tydelig, at her engang har været en befæstet Lejr, om ikke en Stad. I Virkeligheden maatte det her være ligesaa sikkert som dejligt at bygge og bo; lifligere Sted gives der neppe i den vide Verden. Det var sletikke underligt, at Petrus her fandt det godt at være, og vilde bygge blivende Boliger. Thabor er ifølge Sagnet Forklarelsens Bjerg.

Det hældede imod Aften, da vi kom til Bjerget. Vi vare først heni Marts Maaned; men Dagen havde været brændende heed. Hvilken Vederkvægelse, da vi droge opad Bjerget, mellem de svale, duftrige Skygger! Vi følte os ligesom i Paradiset. Dog, hvad Lili angaaer, hun havde Paradiset i sig overalt, hvor hun gik.

Kort før Solnedgang naaede vi Toppen. Intet Indtryk kan lignes ved det, vi modtoge, da vi pludselig traadte ud paa den frie Højslette, fri i sig selv, og med fri Udsigt til alle Sider vidt og bredt. Vi forstummede under den mægtige Virkning. Hele Galilæa, ja, største Delen af det hellige Land laa udbredt under vore Øjne.

Jeg lod mit Blik vende tilbage til Lili; allerede længe havde jeg været vant til at modtage mine bedste Indtryk gjennem hende. Den nedgaaende Sol kastede et varmt Skjær over hendes fine Træk; de vare ligesom forklarede i stille Henrykkelse. Der var en Skjønhed deri, som var større, end Jorden formaaer at give. Aldrig havde jeg følt det saa stærkt og levende som i denne Time. Al denne Verdens Dejlighed, maaskee uden Lige, som laa udbredt rundt omkring mig, var dog Intet mod den, som aabenbarede sig for mig i hendes dyrebare Aasyn.

O, min Ven, forarges ikke paa mig, at jeg saaledes dvæler ved alt dette! Det er daarligt, det er sandt; men det er naturligt, og jeg kan ikke Andet. Det hører med til min Pine, i Mindet at gjenkalde mig mit Livs lykkelige Øjeblikke.

Mod Nord saae vi vide ud over Galilæas Høje til Libanons og Antilibanons mægtige Snetoppe og Egnen omkring Damascus. Lige under vore Fødder laa i Nord, Vest og Syd de smaa Byer: Kana, Nazareth og Nain, med de hellige, hjerterørende Minder. Imod Vest havde vi for os Esdrelons rige, yndige Slette, Karmels Bjerg, og det vide Hav, hvori Solen netop gik ned. Den lille Flod Kison slyngede sig som et Sølvbaand igjennem Dalen, og ledede Blikket ud til det i Havet fremspringende hellige Forbjerg. Imod Øst falder Blikket strax paa den skjønne Genezareth Sø, som glimter i Aftensolen. Den lille By Tiberias ligger ved dens Bred, nu naturligviis i Ruiner; Kapernaum er ikke langt borte. Hiinsides udstrækker sig vide den Ørken, hvori Herren bespiste de mange Tusinder. Imod Syd standser Blikket først ved det isolerede Bjerg Hermon, dernæst ved Samarias Bjerge; men det lader sig ikke fængsle. Det strejfer ud lige indtil Egnen omkring Jericho og de fyrretyve Dages Bjerg, hvor Guds Søn fastede og blev fristet af Satan; ja, endog selve Jerusalem skal lade sig skimte i heldige Øjeblikke. Det gaaer over Jordans Flod, til Bethabara, hvor Johannes døbte; det vexler Blink med det døde Hav, for at naa Bjerget Nebo i Moabs Land, hvor Moses døde, og fortaber sig i Arabiens grændseløse Ørken. Isandhed, ved et saadant Skue, herligt over alt menneskeligt Maal, er det ikke vanskeligt at tro paa Thabor som Forklarelsens Bjerg!

Med en forunderlig Tydelighed og Bestemthed staaer det Hele for mig. Jeg kunde Deel for Deel give det en Skintilværelse, naar jeg vilde.

Solen sank, nej, den ligesom faldt i Havet, luerød, og Mørket begyndte strax at indfinde sig. Men vore Folk havde imidlertid ikke været ledige. Et luunt Sted var blevet opsøgt, og der stod allerede Teltet opslaaet for Lili og min Moder. Vi havde nemlig forudbestemt at overnatte paa Bjerget. Dyrene vare blevne afsadlede og slupne løs med hildede Forbeen, Baalet var blevet tændt af duftende Cedergrene, de simple Anstalter til Aftensmaaltidet vare blevne gjorte. Alt var i travl Virksomhed, Alt undtagen Tyrkerne, vor oprindelige Bedækning, som i sløv, velbehagelig Ro saae til, medens de røge deres første Aftenpibe. Denne Syssel ved Solnedgang, hvor meget Yndigt og Velgjørende har den ikke stedse havt for mig, det være sig i Vest eller Øst, Syd eller Nord! Men denne Aften paa Bjerget i Galilæa, — det var een af de sidste fuldkommen lykkelige Aftener, jeg oplevede i Verden. Ja, maaskee var det den allersidste.

Da Mørket ganske var faldet paa, — ved at tale om Mørke kommer jeg til at tænke paa de Myriader af Stjerner, som funklede over os, ikke som hjemme, paa en blaa anskuelig Himmelhvælving, men frem af et dybt, uudgrundeligt Mørke, hvorved deres Glands vel ti Gange bliver fordoblet — da Mørket ganske var faldet paa, tændte vi flere Baal og satte de fornødne Vagter ud. Det var ikke blot for en Forms Skyld; intetsteds er Man paa Rejsen i det hellige Land sikker for Beduinerne. Men her var det ikke vanskeligt at sikkre sig. Vi vare ligesom i en Fæstning; Bjerget var vort.

Lampen var tændt inde i Teltet; derinde tilbragte vi den sidste Aftentime hyggelig og fortrolig med hverandre. Lili oplæste for os Beretningen om Frelserens Forklarelse paa Bjerget. Der var Intet saa vel istand til at stille Uroen i mit Indre, som hendes søde Stemme; Røsten i og for sig var i alvorligere Øjeblikke Nok til at vække Andagt hos mig. Men det var kun ligesom et forbigaaende frisk Vindpust i Dagens lummerhede Atmosfære. Snart laa min Sjæl atter nede, som en Sommerfugl, der basker med Vingerne i Støvet. Saaledes ogsaa i denne Time.

— Du befinder Dig vel, Lili? — spurgte jeg, da hun gav mig sin Haand til Godnat.

— Usigelig vel. — svarede hun med et lykkeligt Smiil: — Jeg føler mig saaledes heroppe, som om jeg aldrig kunde bestemme mig til igjen at stige ned. —

Jeg kunde paa Trykket af hendes Haand, som ikke vilde give slip, og af hendes Blik, som endnu hang ved mit, tydelig mærke, at hun endnu havde Noget at sige mig. Jeg bøjede mit Øre ned til hende, og hun tilhviskede mig:

— Glem ikke at bede, inden Du slumrer ind! Her bad Frelseren ogsaa for Dig! —

Atter en frisk Luftning; Sommerfuglen hævede sig paany. Med et rørt Hjerte forlod jeg hende.

Min Soveplads var foran Teltets Indgang. Jeg hyllede mig ind i min Burnus og lagde mit Hoved til Hvile. Dog ikke for strax at sove; jeg maatte jo først bede. Men bede ret af Hjertet, det havde jeg ikke formaaet, siden jeg var et Barn. I den senere Tid havde jeg vel ofte forsøgt derpaa; men altid havde jeg maattet føle, at Noget manglede, ak, ikke blot Noget, men det Vigtigste, det, hvorfra Bønnen skal gaa ud og tage Flugt mod det Høje. Idet jeg nu denne Aften tog mig for at samle mine Tanker til Bønnen, adspredtes de tværtimod til alle Sider, og min Sjæl blev igjen fuld af Uro og Pine. Jeg kunde ikke bede; det var forgjæves, at jeg stred derfor. Og sove kunde jeg ikke heller; thi først maatte jeg jo have bedet. Det var ganske stille inde i Teltet; men udenfor var der ingen Fred at finde. Jeg stirrede op mod Himlen; Stjernerne syntes at være mig saa nær, at jeg kunde gribe dem med Hænderne. Jeg ligesom følte mig knuget af Himlens Hvælving, og Firmamentets Uendelighed næsten forfærdede mig. Nattens mangfoldige underlige Lyde satte ogsaa min Fantasi og mit Blod i Bevægelse. Snart var det et Vildsviin, som med Larm brød gjennem Krattet, snart det fjerne Hyl af en Shakal nede paa Sletten; snart var det een af Beduinerne eller Tyrkerne, som vred sig isøvne og snakkede over sig i underlige Toner.

Det var Midnat. Mit Uhr slog af sig selv i Lommen, som det forekom mig, saa højt som nogen Kirkeklokke. Utaalmodig vendte jeg mig igjen paa Lejet og fæstede mit Blik paa Gløderne af et hendøende Baal. Medens jeg stille laa saaledes, var det livagtig, som om Lilis Stemme igjen lød i mit Øre; hun læste op for mig om Frelserens Forklarelse paa Bjerget. Jeg saae Frelseren for mig mellem Moses og Elias, i guddomlig Herlighed. Da faldt mine Øjne til. Jeg havde bedet, uden at vide deraf; den frigjorte Sjæl havde holdt Bøn paa egen Haand, uafhængig af Kjødets Væsen og Villie. Jeg slumrede ind og sov sødt indtil Dagbrækningen.

Morgenrøden brød frem over Astaroths Høje hiinsides Tiberias Sø, da jeg nærmede mig den nordlige Skrænt. Ved et gammelt Muurværk standsede jeg, og var snart hensunken i Forventningen af, hvad der vilde komme. Pludselig mærkede jeg, at Nogen var ganske nær ved mig. Det var Lili, som ubemærket var fulgt efter mig, og nu stille lagde sin Arm i min. Tause stode vi saaledes forenede; det var mig ligesom en hellig Time. Jeg troer, jeg lagde min Arm om hendes Liv. Jeg troer, siger jeg; thi, gjorde jeg det, skete det paa uvilkaarlig Maade.

Solen gik op i al sin Pragt; dens første Straaler brøde sig i vore Blikke og bragte Karmels Toppe og Aase til at gløde. Det var især i Vesten, at Morgenens Herlighed udfoldede sig. Her udbredte sig det vide Hav, og hver lille Bølge gav sit Glimt, idet den nye Dag sejerrig brød frem.

Otto, her er godt at være. — sagde Lili sagte, og havde i samme Nu glemt, at hun havde talt. Jeg drog stiltiende min Burnus tættere om hende; en kold Vind trak hen over Bjerget.

Endnu var Daldybet skjult af Dunst og Taage. Men snart kom der Bevægelse i det luftige Dække; det hævede, udvidede sig. Gjennem en Rift lod pludselig en Kuppel og nogle hvide Mure sig tilsyne i Dybet. Lidt efter lidt udvidedes Aabningen, og snart laa en heel lille Stad fremme for vore Blikke, ligesom en Aabenbarelse fra en anden Verden.

Nazareth! — udbrød Lili med Overraskelsens Glæde: — Ydmyge, yndige Nazareth! — Her ere Verdens Ender samlede: Nazareth og Thabor. Født i Støvet under de ringeste Kaar, var han dog Guds Søn, Arving til hele Guds Magt og Herlighed. —

Hun sagde blot han, og jeg spurgte ikke: Hvem? Det var nemlig ikke til at tage fejl af. Hun havde kun een eneste fast og stadig Tanke i Verden. Der hører Meget til at leve; derfor var ingen af Livets ædlere Interesser hende fremmed. Men selve Livet, Livet i hende, — det var han, han den Eneste.

Et sidste Blik, og vi vendte os for at gaa tilbage.

— Her blev han forklaret. — tog Lili igjen tilorde, idet hun standsede og med et langt Blik saae sig omkring: — Det var dog ikke, fordi han allerede havde fuldendt Løbet og fuldkommet sin himmelske Faders Gjerning. Det Tungeste var endnu tilbage, den dybeste Fornedrelse, den bittreste Lidelse: Gethsemane, Gabbatha, Golgatha. Men her paa Bjerget forudgreb han for nogle Øjeblikke den evige, fuldkomne Herlighed, som ventede ham hos Faderen, og gik styrket videre. — — Otto, er det ikke ogsaa saaledes med os heri Verden, med alle dem, der ved ham ere blevne Guds Børn? Vi have endnu en kortere eller længere Prøvelsens Vej for os; men for Øjeblikket kunne vi forudgribe det evige Liv, den fuldkomne Frihed og Glæde. Uden dette vilde for mange Sjæle Tilværelsen vel heller ikke være til at udholde. — Min Sjæl jubler i mig! I hvert Aandedrag har jeg Livets Fylde. Ære være ham! — Nogle saadanne Øjeblikke ere ogsaa blevne os forundte herpaa Bjerget! —

Var det Lili, som talte? Det var ikke første Gang, jeg maatte studse over den Fylde og Frihed, hvormed hun udtalte sig. Det var forbavsende, saa hastig hendes Væsen i den sidste Tid var skredet frem til Modenhed. Men det var ængsteligt tillige; det var udtrykkelig, som om hun skyndte sig at blive færdig med denne Verden.

— Veed Du vel, Otto, — vedblev hun, idet hun tog min Arm for at gaa: — jeg har en Følelse, som om jeg aldrig mere kunde finde mig tilrette nede paa Jordens Flade. Det er en saare lykkelig Følelse; men der er tillige noget usigelig piinligt deri. Jeg siger ikke, at jeg vilde give Aar af mit Liv, men jeg vilde give Meget, Meget for at kunne forlænge vort Ophold herpaa Bjerget. Een eller et Par Dage, — hvad siger Du dertil, Otto, kjære Otto? —

— Troer Du, at det vilde gjøre Dig saa godt, Lili? — spurgte jeg vemodig.

— Ganske vist; jeg føler mig allerede meget bedre. Jeg aander saa let, og mit Hjerte er saa frit og roligt. —

— Nu, saa tal med Moder derom! Jeg vil, hvad Du vil, min egen Lili. —

Imidlertid var det blevet levende paa Bjerget. I Lejren herskede en travl, skjøndt stille Bevægelse. Nye Baal vare blevne tændte. Nogle syslede med Kaffen, Andre bagte paa hede Stene Fladbrød af Hvede, Byg eller Majs; Nogle vandede og afgnede Hestene, Andre pudsede deres Vaaben. Tyrkerne alene bestilte Ingenting. Efter endt Morgenandagt havde de faaet deres første Pibe tændt, og lode sig som fødte Herrer opvarte. Men ogsaa i videre Omkreds rørte sig det nye Liv. Nær og fjern spredte Hjorder af muntre Gjeder sig over Bjergets Flade. Det var en livlig, ynderig Morgenscene.

Min Moder havde Intet at indvende mod Lilis Ønske. Det var overhovedet en beundringsværdig — skal jeg kalde det Selvfornægtelse eller blot Føjelighed, min Moder i den senere Tid havde udviist. Jeg troer, det Sidste. Et Liv saaledes udenfor alle Former og Regler kunde ganske vist ikke behage hende. Men hun var for klog til ikke at indsee, hvor meget der stod paa Spil, og at hun indtil videre maatte lade det gaa, som det bedst kunde. Lili var ikke mindre i hendes Tanker end i mine. Men aldrig saae jeg nogensinde paa hende med det skarpe Blik, hvormed hun saa ofte betragtede hende.

Vi bleve altsaa, og fortrøde det ikke. Det frie Lejrliv, paa det herligste Sted, ligesom hævet over Verden, med Udsigt over et heelt Land, og Landet var det hellige Land, med den reneste Luft, med en Natur saa riig, frisk og duftende som i Edens Have, med en Hvile saa fuldkommen, som jeg ingensinde før havde kjendt den, — var en sand Velsignelse for os alle. Lili kjendte Intet til Hjertebanken og Ængstelser; hendes Kind beholdt med ringe Afvexling den samme fine Rødme. Hendes Puls — hvor ofte laa hendes søde Haand ikke indeni min? — tog ikke disse rasende Tilløb, for derefter næsten ganske at staa stille, men slog jævnt, blidt og rolig. Jeg var ikke langt fra at tro paa det hellige Bjergs undergjørende Magt; jeg var nærved at opgive alle mine sørgelige Anelser. Jeg blev oprømt som i gamle Dage, og bidrog ærlig min Deel til disse Dages Glæde.

Lidt opad Formiddagen kom der flere Tog af Pilgrimme, blandede Hobe af næsten alle Nationer. Fattige, Syge, Elendige udgjorde Bagtroppen. Vor Lejrplads laa noget afsides fra den egentlige Helligdom; saaledes undgik vi heldigviis Sværmen. Det var et mere end ynkværdigt Syn; men Lili flyede det ikke. Tværtimod brændte Hjertet i hende; hun maatte yde Hjælp og Trøst overalt, hvor hun formaaede, og jeg maatte heri staa hende bi. Og riig var den Hjælp og Trøst, hun bragte, deels i Penge, Føde- og Lægemidler, deels i medynksfulde Ord og Miner. Hvilket Kjærlighedsliv i hendes mørke, tindrende Øjne! Hvor hun var dejlig i sin halv østerlandske Dragt, medens hun stille hjælpsom færdedes mellem de Ulykkelige, som alle saa godt kunde forstaa hende, uagtet hendes Sprog var dem ganske fremmedt! Der var raa Naturer deriblandt; men hellig var hendes Gjerning, og hellig var hun selv endog for de Elendigste. Det var en betegnende Omstændighed, at Linned til Forbindinger var den mest søgte Artikel paa dette Barmhjertighedens Marked; det var endog kostbarere end Guld. Men uheldigviis gik denne Artikel ogsaa allerførst op. Da Lili tilsidst endog lagde Haand paa sin Turban, maatte jeg lægge Haand paa hende. Et Nik og et skalkagtigt Smiil gave mig tilkjende, at hun igjen var kommen til Besindelse. Det blev min Lod ved Almisseuddelingen.

Henad Aften fik jeg Besøg af den Stammehøvding, som havde gjort sig ansvarlig for vor Sikkerhed fra Nazareth til Samarias Bjerge. Han havde jaget paa Bjerget, og kom nu med et stateligt Følge for at komplimentere mig, og gjøre mig en Foræring af et Vildsviin, han havde fældet. Det forstaaer sig, at det kostede mig en smuk Foræring til Gjengjæld, foruden dem, han allerede havde faaet. Men den store Ære og Artighed, han viste mig, var vel dette Offer værd. Værre var det, at han berøvede mig de kostelige Aftentimer, som jeg havde tænkt at tilbringe i idyllisk Ro alene med Lili og min Moder. Nu maatte jeg efter bedste Evne gjøre Anstalt til et Gjæstebud, hvorved Vildsvinet kun udgjorde den mindste Deel, og slide Tiden i en ikke meget levende, men desto mere blomstrende og komplimentøs Samtale med Høvdingen, ved Hjælp af Tolken, som paa den kjedeligste Maade afhaspede Underholdningens Traad til begge Sider. Een Trøst havde jeg dog; det syntes at more Lili, som under Slør i nogen Afstand bivaanede den hele Forestilling. Maaltidet var den bedste Deel; det gav større Frihed, og jeg troer, jeg viste mig som en ypperlig Vært. Emiren, syntes højlig tilfredstillet, da han endelig tog Afsked, for, med en Hensynsfuldhed, hvorfor jeg var ham Tak skyldig, at søge Natteleje lavere nede paa Bjerget, og overlade mig Højsletten, der var saa god som nogen Fæstning. — —

— — Dog, min Ven, lad mig brat bryde af! Jeg mærker, at jeg igjen er paaveje til at fortabe mig. Der er sletingen sund Sands i at gjøre slige Meddelelser herfra Helvede. Fortsættelsen kan Du, om Du vil, søge hos Chateaubriand eller Lamartine. Hvad mig angaaer, jeg er en Daare, endog efter Døden.