Breve fra Helvede/28

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 491-507

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XXVIII.

Allehaande Eventyr høre her til de almindelig forekommende Ting. Men, ligesom alt Andet i Helvede, ere de uden Saft og Kraft. Man anstrenger sig forgjæves for at bringe Noget ud deraf, at sige for sig selv. Endog de efter Formen mest pirrende Eventyr efterlade kun en ubeskrivelig Flauhed og Lede.

Forleden kastede paa et eensomt Sted en ung Kvinde sig bævende i mine Arme. Det var dog ikke af Attraa til mig, men af Frygt for en Anden. Hun blev forfulgt, og den hendes Kjøn ejendomlige Ængstelighed havde overvældet hende, den lille Taabe. Paa den ene Side havde hun sletikke behøvet at frygte, og paa den anden kunde jeg ikke være hende til nogensomhelst Nytte. Men Sligt hører til de sædvanlige Ting heri Helvede; vi bevæge os for størstedelen endnu i de fra Verden medbragte Forestillinger. Ja, vi kunne ofte endikke med den bedste Villie komme ud deraf. Saaledes var det da ganske naturligt, at det fine kvindelige Væsen, som jeg holdt i mine Arme, havde faaet en alvorlig Forskrækkelse, og søgt Tilflugt hos min respektable Personlighed.

Da hun igjen var kommen lidt til sig selv, spurgte jeg venlig, Hvo der havde forfulgt hende.

Hun slog sit dueblide Blik ivejret, og det lod næsten til, at hun var paaveje til at faa en ny Forskrækkelse, saa spæd og bly var hun. Imidlertid svarede hun dog:

— Han forfølger mig altid. Jeg veed ikke hans Navn; men det er ham, der altid spørger om Beatrice. Han troede, at jeg var Beatrice. —

Jeg vidste strax, hvem hun meente. Det er een af Helvedes, om jeg saa maa sige, offentlige Personligheder. Betegnelsen er skjæv, ligesom overhovedet alle Begreber, hvilke vi have bragt med os fra Verden, her ere skjæve. Thi i Helvede ere alle Personer offentlige, uden at een Eneste er det i den Betydning, som med Ordet forbindes i Verden. Offentlig, det vil her kun sige, at Man kjender ham paa alle Strøg af Helvede, peger Fingre ad ham, vrænger ad ham: — hvor er Beatrice, har Nogen seet Beatrice? — Disse Spørgsmaal fører han nemlig overalt og uafladelig i Munden; det er al hans Tanke og Begjær, det er hans fixe Idee: — hvor er Beatrice? — Han er overbeviist om, at hun maa være i Helvede; — thi — siger han: — — dog, lad mig tie med disse Afskyeligheder! Og han søger hende med en Begjærlighed saa indtændt og glubende, at jeg, endog her, aldrig har kjendt dens Mage. Men endnu søger han hende forgjæves. Fandt han hende, antager jeg for vist, at endog Helvede vilde føle sig oprørt over, hvad der da vilde gaa for sig. Iøvrigt er han een af de modbydeligste Personer, jeg har lært at kjende, og det vil sige Meget heri Helvede. Han seer ud som et sandt Complex af alle Verdens Laster, udbrændt lige indtil Hjerteroden, uden anden Sjæl end den vilde Lidenskabs Brynde, som aldrig lader ham Ro. Og saa de afskyelige Saar, som han bærer tilskue! Af hvert enkelt gaber En den visse Død gruelig imøde. Det følger af sig selv, at saadan, som han er, hører han til Udskuddet heri Helvede. Det var altsaa ikke saa underligt, at den puur unge, blufærdige Kvinde havde ladet sig forfærde af ham. Blot eet eneste af disse i en ureen Ild glødende Blikke maatte være Nok til at jage selve Uskyldigheden i et Musehul. I Mangel af Musehul havde den her søgt sin Tilflugt i mine Arme.

— Du er altsaa ikke Beatrice? — spurgte jeg. — Nej, — svarede hun med et mildt Blik: — jeg er Emily. —

Videre kom vi ikke dengang i vort Bekjendtskab; men det var tydelig at mærke, at Intet vilde være tilhinder for en Fortsættelse.

Da jeg forlod hende, kunde jeg ikke Andet end anstille nogle særegne Betragtninger. — Hvorledes var et Væsen som denne Emily kommet i Helvedes Pine? Hun var den skjønne, naive Kvindeligheds udtrykte Billede. I Skjønheden ligger der vistnok ingen Sikkerhed; det er tværtimod for en stor Deel de allersmukkeste Folk, som fare til Helvede. Men desto større Betryggelse skulde der synes at ligge i Naiviteten. Dette bly og frygtsomme Væsen kunde umulig være Forstillelse; overhovedet udtrykte hendes Person i alle Henseender den rene, skjære Natur. Hun var fiin og yndig, ikke alene af Skabning og Ansigtstræk, men i alle sine Lader. Det var, som om Sjælen i al Uskyldighed straalede overalt igjennem.

Og hun var saa ung, endnu næsten barnlig ung. Maaskee havde hun naaet sit nittende, tyvende Aar; men Man fristedes til at antage hende for yngre. I Verden har den barnlige Uskyldighed et stort Navn paa sig, og det med god Grund. Med hvor god Grund, det viser sig allerbedst heri Helvede. Paa egentlig Barndom er her nemlig en fuldkommen Mangel. Især hos Kvinden kan denne barnlige Uskyldighed vedligeholde sig meget længe, trods Kjødets og Verdens Anfægtelser. Emily lod til at have været een af disse Udvalgte og Lykkelige. Hun syntes lige udgaaet af Barndommens Alder, reen og skjær, uden saa meget som et Stænk af Verden. Men hvorledes var hun da kommen i Helvede? Det blev alene forklarligt ved hiin frygtelige Theori, at Mennesket er ondt af Naturen, at indvortesfra udvikler sig den onde Drift, om end Væsnet i sig selv er nok saa ædelt og skjønt, og holdes nok saa frit af den onde Verden.

Ikke længe efter traf jeg hende igjen. Hun bemærkede mig ikke, og jeg havde god Lejlighed til at iagttage hende. Hun sad afsides, paa stille, men levende Maade beskjæftiget med sig selv, og frembød et ligesaa tiltrækkende som mærkeligt Skue. Hendes Dragt var nonneagtig simpel og ganske hvid; i tugtige Folder sluttede den sig om den lette, slanke Skikkelse. Hvidt i Hvidt, fra Isse til Fod, uden saa meget som en Skygge af Farve; det gjorde en sælsom, paafaldende Virkning i det fremherskende Mørke. I hendes ubeskrivelig blide Træk manglede kun Eet til en fuldkommen Skjønhed, nemlig Freden; den havde hun ikke, og kunde selvfølgelig ikke have. Med de fine Hænder syslede hun i Skjødet; det varede lidt, inden jeg blev klog paa, hvad hun egentlig foretog sig. Det var et Halsbaand af Perler, hvormed hun var beskjæftiget. Hun talte Perlerne, først frem, saa tilbage, og standsede hver Gang i Midten. Saa lod hun Halsbaandet falde tilbage i Skjødet, og vred fortvivlende sine Hænder. Smerte og Angst vare levende udtrykte i hendes skjønne Aasyn. Jeg troede endog at see Taarer i hendes store, smægtende Øjne; men det var naturligviis kun en Indbildning.

Jeg gav mig tilkjende, og satte mig hos hende.

— Er Du den hvide Dame? — spurgte jeg.

Endnu førend jeg havde udtalt Ordene, faldt mig ind, hvor taabeligt mit Spørgsmaal var. Der gives jo saa mange hvide Damer, i Tydskland alene en halv Snees Stykker.

— Jeg veed ikke, hvad Du mener. — svarede hun: — Jeg er Emily Fleming. —

Fleming & Sparkman, Glasgow, Trentbury Square. — busede jeg ud. Det var Firmaet paa et ældgammelt, vidt og bredt bekjendt Handelshuus.

Dybt sukkende nikkede hun med Hovedet.

Hvad meente hun? Skulde hun høre til Firma'et?

Medens jeg tænkte derover, havde hun bundet Perlebaandet om Halsen. Hun sad fortabt i sig selv, med foldede Hænder. Jeg siger: foldede. Herved maa jeg i Forbigaaende bemærke, at rigtig folde sine Hænder kan Ingen heri Helvede. Hvad Nytte skulde det ogsaa være til?

Hun leed øjensynlig meget.

— Stakkels Barn! — sagde jeg: — Du synes at være meget ulykkelig. —

— Ja, det er jeg. — svarede hun: —— Jeg har lidt et Tab, som jeg aldrig vil forvinde. —

— Hvad har Du da tabt, arme Emily? —

— Ak, en Perle! — svarede hun hændervridende.

Kun en Perle! Isandhed, det var Lidt at komme i Helvede for. Og dog, der gives jo uvurdeerlig kostbare Perler. Saavidt jeg mindes, var der endog engang en Kjøbmand, som solgte Alt, hvad han ejede, for at kunne kjøbe en saadan fuldkommen Perle, han forefandt paa sin Vej.

— Maaskee kan Perlen endnu findes. — yttrede jeg godmodig. Det var kun en Floskel, som jeg selv var meget langt fra at fæste Liid til.

— Troer Du? — spurgte hun oplivet: — Men jeg har allerede søgt saa længe. —

Der foresvævede mig Noget, saasom at den, der søger, ganske vist skal finde. Men da det ikke vilde falde mig ret paa Tungen, opgav jeg det, og indskrænkede mig til at sige: — Har Du søgt længe, saa er Du maaskee saa meget nærmere ved at finde. —

Med disse heldige Ord fandt jeg Vejen til hendes Hjerte, og vi bleve ret fortrolige med hinanden. Ved et senere Møde ikke længe efter fortalte hun mig sin Historie. Det var øjensynligt, at det kostede hende Overvindelse; men hun understøttedes kraftig af den os alle iboende mægtige Drift til at lette Hjertet. Heri Helvede kommer Alt for en Dag.

— Du nævnte Handelshuset Fleming & Sparkman. — saaledes begyndte hun: — Maaskee har Du kjendt dets nuværende Chef. Min Historie gaaer meget, meget længer tilbage. Lad see, det var hans Bedstefaders Bedstefaders Bedstefader. Ja, netop syv Slægtled tilbage. Ak, hvor det er længe siden!

Sexten Aar gammel blev jeg Robert Flemings Hustru. Som en lykkelig Brud førte han mig ind i sit ældgamle, prægtige Huus. Paa Bryllupsdagen forærede han mig et kostbart Perlehalsbaand, i og for sig en heel Formue. Førend han bandt det om min Hals, gjennemgik han med besynderligt Alvor Perleraden for mig, og gav mig en Forklaring, som jeg endnu husker Ord til andet. — Denne store blaa Perle i Midten — sagde han: — det er egentlig ikke nogen Perle, men en Ædelsteen — betyder din ægteskabelige Tro. Denne blodrøde Perle tilhøjre betyder din Kjærlighed. Denne gjennemsigtig hvide Perle tilvenstre betyder din Uskyldighed. De mindre Perler tilhøjre og tilvenstre betegne de øvrige ægteskabelige Dyder. Hver Perle er en Dyd, og de ere mange, seer Du. Endelig Baandet, som holder Perlerne sammen, er den kvindelige Tugt og Ære. —

Saaledes talte han, og bandt Baandet om min Hals. Dengang gjorde hans Ord intet videre Indtryk paa mig; alle mine Tanker gik op i Glæden over det kostbare Smukke. Men senere er jeg kommen til at tænke desto mere over disse hans Ord. — See her er Halsbaandet! Perlerne ere der alle undtagen een, den i Midten. Men denne ene, som savnes, er bleven min Fordærvelse.

Elskede jeg ham? Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal svare herpaa. Maaskee elskede jeg ham ikke, som jeg kunde have elsket en Anden. Men saa meget veed jeg for sikkert, at jeg de første Aar af mit Ægteskab var en lykkelig Kone, lykkelig ved min Mand, lykkelig ved to smukke Børn, som vare Frugten af vor Forbindelse.

Da kom der en Ven af min Mand i Huset, en falsk Ven, ligesaa falsk som smuk. Jeg veed ikke, hvorledes det gik til; men han bedaarede mig ganske. Elskede jeg maaskee ham? Jeg tør ikke udtrykkelig sige det. Jeg var min Mand ganske anderledes hengiven end ham, af Hjertet hengiven. Men min Mand havde aldrig været istand til at vække den berusende Følelse hos mig, som han vakte. Jeg havde en vis underlig Fornemmelse af Vellyst ved hans Tilnærmelse; det ligesom svimlede for mig. Hvad var det, Vanvid eller Fortryllelse? Dog nej, det laa snarere i Blodet, i mine Aarer, end i Hoved og Hjerte. Det lignede mest en Gift. Men, var det en Gift, saa var den uendelig sød. Forgjæves stred jeg mod Virkningen deraf. Nej, jeg stred egentlig ikke; thi vel vidste jeg, at det, jeg fornam, var af det Onde; men jeg hverken vilde eller kunde undertrykke det, jeg Elendige.

En Dag, da vi vare ene sammen i den store Sal, forglemte han sig i den Grad, at han omslyngede mig med sine Arme. Egentlig Modstand gjorde jeg ikke. Jeg kunde ikke; det var mig, som om jeg skulde daane. Imidlertid maa jeg dog uvilkaarlig have gjort en Anstrengelse, og under denne brast Perlebaandet omkring min Hals, og Perlerne rullede til alle Sider hen over Gulvet. I samme Nu var jeg atter ved mig selv. Ogsaa han var pludselig bleven ædru. Som om en usynlig Haand var os imellem, fore vi fra hinanden.

Ja, vi vare begge komne til Besindelse, den mest nykterne Besindelse. Jeg bød ham fjerne sig, og han adlød. Saa gav jeg mig til at opsøge Perlerne. Jeg fandt dem alle undtagen een, den blaa, min Ægteskabstro. Med hvilken Angst ledte jeg ikke, den Dag og mange Dage! Men den var ikke til at finde. I længere Tid holdt jeg Sagen skjult for min Mand. Ingen af Tyendet fik Lov til at betræde det ulykkelige Værelse. Og jeg ledte og ledte, under bestandig voxende Kval. Men det var forgjæves; endelig maatte jeg opgive det. Perlen var ligesom ved Hexeri forsvunden. Og endelig maatte min Mand opdage Tabet. Det var et frygteligt Øjeblik! Han sagde kun Lidt, men tænkte desto mere. Fra denne Dag hvilede der en mørk Skygge over hans Ansigt, som prædikede strengere, end Ord kunde have gjort det: — Tugt og Ære ere brudte, din Tro er borte! Hvad kan Du vel være mig efter dette? —

Hos den falske Ven syntes ogsaa Samvittigheden med Styrke at være vaagnet, og han holdt sig fra hiin Stund i sømmelig Afstand fra mig. Hvad han følte, veed jeg ikke; men i mit Inderste var der tændt en Brand, som ikke mere lod sig udslukke. Synden havde undfanget i mit Hjerte; den onde Begjærlighed vilde ikke vige. Forgjæves stred jeg imod. Mit Blik var nødt til at følge ham, min Hu til at beskjæftige sig med ham. Endog i mine Drømme beherskede han mig. Jeg kunde ikke faa ud af mine Tanker hiint Øieblik, da mit Fald havde været saa truende nært. — Skjøndt jeg inderlig gyste derved, var det dog min Lyst, at omgaaes denne Forestilling, og den onde Attraa fandt deri bestandig ny Næring. Jeg følte mig redningsløs i den Ondes Garn. Og dog — dog havde mit Hjerte været reent, indtil jeg lærte ham at kjende; det Onde havde ikke alene været mig fremmedt, men havde ligget langt fra mine Tanker. O, hvor brat kan ikke Uskyldigheden svinde! Mit Væsen var besmittet. Kun Een havde kunnet rense mig, han, der ikke vilde fordømme den utugtige Kvinde. Men ham søgte jeg ikke, bedaarer, som jeg var, af en Anden.

Jeg blev syg; men den onde Lyst forlod mig ikke. Det var tværtimod den Feber, som brændte i mine Aarer. I Vildelse maa jeg have røbet min Mand Alt. Jeg døde. Min sidste Forestilling i Verden var hiint Vellystens og Syndens Øjeblik i Salen. Jeg foer hen; da jeg atter oplod mine Øjne, var jeg i Helvedes Pine. Det kunde jo ikke være anderledes. — —

Efter et længere Ophold vedblev Emily sin Fortælling: — Har Du prøvet, hvad det er, at gaa igjen? Nu, saa veed Du heller ikke, hvilken kvalfuld Nødvendighed vi heri ere underkastede. Jeg havde ikke Ro paa mig. Jeg maatte tilbage — tilbage for at søge om den tabte Perle. Og nu har jeg søgt vel allerede et Par hundrede Aar; den var — den er ikke til at finde!

Hvad jeg følte, da jeg som en fredløs Aand igjen besøgte mit gamle Hjem, det er ikke til at skildre. Men blandt disse mine Følelser var en underlig bævende Banghed den fremherskende. Jeg skjalv som den, der gaaer paa forbudne Veje. Uhygge førte jeg med mig, hvor jeg kom frem; men uhyggelig var jeg selv tilmode.

Ikke en Krog i det store gamle Huus lod jeg uransaget. Oppe og nede, i Gange og Værelser, paa Loft og i Kjælder, overalt søgte jeg min tabte Perle. Og Forfærdelse udbredte jeg overalt; men al den Forfærdelse, jeg udbredte, vendte tilbage imod mig selv og fyldte mit eget Hjerte. Enhver, som har levet i dette Huus, veed at tale om Fruen med Lampen; at møde mig er det Samme som Dødens Rædsel. Kun een og anden gammel Tjener, som er bleven graa i Husets Tjeneste, holder Stand imod mig. Han har seet mig saa ofte, er bleven saa vant til min Færd, at han med en stille Bøn gaaer mig dristig forbi. Vi gaa hver i sin Dont gjennem de stille Gange, kun med den Forskjel, at han er paa de rette, jeg derimod paa de urette Veje. Det gjør mit stakkels bævende Hjerte saa godt, at møde en saadan gammel Bekjendt i det for mig saa øde Huus; det har dog ligesom en Smag eller Duft af Hjemlighed. Jeg har seet ham i alle Aldere sysle gjennem Huset. Nu er hans Tid snart ude; hans Haar er hvidt, hans Gang er vaklende. Men jo ældre, desto frejdigere, for ikke at sige fortroligere, kommer han mig imøde. Han alene er ikke bange for mig. Og han har heller ingen Grund til at være det. Jeg kan ligesaa lidt gjøre ham Noget, som han kan gjøre mig. Jeg søger blot min Perle.

— O Du min Perle, hvor skal jeg finde Dig? — Det er min herskende Tanke.

Jeg pusler i Herskabets Sovekammer; det var engang ogsaa mit. Der stod Brudesengen, der stod mine Børns Vugge, — der var ogsaa mit Dødsleje. Jeg finder smertelige Minder i hver en Krog, men ingen Perle.

Jeg gaaer igjennem Salen. Det var her, jeg i et ulyksaligt Øjeblik blev borte for mig selv, blev borte og gik tabt. Her forsvandt Perlen. Her søger jeg ivrigst, med en Angst, som ikke er til at beskrive. Men Perlen kunde være kommen andetsteds hen; Nogen kunde have fundet den. Jeg søger derfor overalt gjennem hele Huset. Alle Gjemmer blive ransagede, fra Fruens Juveelskriin til Tjenestepigens Syæske. Det er især paa Fruentimmerne, jeg har kastet min Mistanke.

Jeg svæver gjennem de lange Korridorer. Der frygter man mest for at møde mig. Iblandt disse findes der een, som i Aarhundreder er bleven benyttet til Portrætgaleri. Her findes min Mands Billede, hans, der saa skjændig blev forurettet. Jeg tør ikke slaa Øjet op til det. Alligevel fængsles jeg hele Timer foran det til samme Plet. Jeg tænker: — Mon der dog ikke skulde findes et Træk i hans Ansigt, som tyder paa Tilgivelse og Forsoning? — Det findes naturligviis ikke; jeg veed det, skjøndt jeg ikke formaaer at hæve Blikket.

I dette Galeri er jeg ganske hjemfalden til min Skam og Fortvivlelse. Her findes ogsaa mit eget Billede. Jeg er fremstillet i Brudedragt. Man kaldte mig engang smuk, ja, meget smuk. Jeg kan ikke Andet end finde mig selv afskyelig. Og en forfærdelig Følelse kommer over mig, saa ofte jeg mere end flygtig dvæler ved dette mit Billede. Det er mig ganske, som om Billedet var mig selv, og jeg derimod den tomme Efterligning.

Her findes ogsaa mine Børns Billeder. Mit Hjerte svulmer imod dem i en brændende Iid; de have jo engang hvilet ved mit Bryst. Men, ak, de ville ikke kjendes ved mig; de ville sletikke vide af nogen Moder, nogen Kjærlighed at sige. Med gyselig Kulde og fremmede Blikke betragte de mig. Som et Udskud maa jeg bøje mig under disse Blikke, og forsvinde.

Jeg har i lang Række seet den ene Slægt afløse den anden i dette ærværdige Huus. De hørte mig alle til; men jeg var ikke alene en Fremmed, men en Skræk for dem alle.

Det gamle Huus er vidt og bredt berygtet, ligesaa berygtet, som det er anseet. Hvermand veed, at det spøger derinde. Familien har ogsaa flere Gange tænkt paa at flytte ud, men bestandig igjen opgivet det som noget Umuligt. Det gamle Handelsfirma er saa nøje sammenvoxet med det gamle Huus, at det ikke taaler nogen Adskillelse. I et nyt Huus, forudseer Man, vilde det gaa tilgrunde. Saa holder Man da ud, og jeg vanker om, som den eneste svage Aand imellem mange stærke.

Forøvrigt veed Man fuldkommen vel, hvorledes det hænger sammen med Spøgeriet; Man kjender til Punkt og Prikke min Historie. Som en Tradition hvisker den i alle Kroge af det ældgamle, mørke Huus. Man veed, at jeg er Slægtens Stamfrue, og hvad der voldte min Ulykke. Under Trykket af denne tusindtungede Tradition har Slægten udviklet sig saa kold og stiv, at ikke let noget Baand, endsige Perlebaand, vil komme til at briste for Nogen af denne Familie mere.

Det ulyksalige Perlehalsbaand er endnu i Familiens Besiddelse. Men den smukkeste og dyreste Perle mangler. I dens Sted har Man hængt et Kors af Juveler. Det betyder Troen, siger Man. Men det er i alt Fald ikke den Tro, jeg tabte.

Perlesmykket gaaer i Arv fra den ene Huusfrue til den anden. Og enhver af dem faaer mig at see, om ikke før, saa i een af de sidste Nætter, hun har at leve i Verden. Saa træder jeg frem for hendes Leje og spørger: — hvor er Perlen? —

I de første Led af Slægten blev Man mig Svaret skyldig. Over den stumme Forfærdelse, jeg vakte, selv forfærdet, veg jeg bævende tilbage og flyede. Men senere har Man fundet paa at lægge den Døendes Haand paa en Bibel. Og nu lyder stadig Svaret med eller uden Ord: — Den er funden! Her er Perlen! — Det er ikke min Perle; men Du forstaaer mig, Ven, derimod lader sig Intet sige. O, vee mig! Havde jeg fundet denne skjulte Perle, hvorpaa den Døendes Haand hviler saa trygt, vilde Tabet af hiin anden ganske have været forvundet. Men uden Perle var og er og bliver jeg i Kval og Pine. —

Saaledes talte hun. Jeg saae ind i det skjønne Aasyn, som endog under Indtrykket af en saa stærk Bevægelse havde bevaret sit henrivende særegne Præg af en barnlig Uskyldighed og Fromhed. Jeg tænkte ved mig selv, men udtalte det ikke, at, hvis nogen Anden end hun selv havde fortalt mig denne Historie om en ureen Begjærlighed i et saa reent Kar, vilde jeg ikke have troet den.

Men hvad er Begjærlighed? Dens første Begyndelse er kun en Tanke eller Forestilling, der ligesom tilfældig støder an mod Hjertet. Hvorfra den kommer, veed Ingen; den er ligesom den drivende Sky. Ved Sammenstødet farer en elektrisk Gnist ud; der er nemlig ondt saavel i Hjertet som i Tanken. Og Gnisten fænger; der gaaer en flammende Ild igjennem dit Væsen. Dine Nerver dirre; dit Blod syder ivejret. Nerverne ville sagtens igjen komme i Ligevægt; men den brændende Uro, Du har i Blodet, sætter sig maaskee aldrig. Sandheden er, at, om Du end havde Spande af Blod i dig, saa er een eneste Giftdraabe Nok til at forgifte det heelt igjennem. Det er ikke længer en Tanke, en Forestilling; det er et Væsen, et fremmedt, vildt, ubændigt Væsen, som er kommet tillive i Dig. Den onde Begjærlighed har faaet Magt over Dig, saa uskyldig Du end monne være eller synes at have været iforvejen. Og hvor vidt denne vil bringe Dig, det veed ingen Sjæl i den vide Verden.

Derfor vogt dine Tanker, saafremt Du vil gaa fri af Helvedes Pine! Vogt Dig for Syndens Begyndelse! Den synes saa lille og svag, men er dog saa stærk og farlig. Mener Giften, den søde Gift allerede trængt Dig til Hjertet, saa gives der kun een eneste Modgift. Det er den bittre, luttrende Anger. Hvor henter Du den? Jeg kan ikke sige Dig det.