Breve fra Helvede/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Jump to navigation Jump to search

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 570-579

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

XXXIII.

Naar Man i Verden vil anføre noget Uhyre, Umaadeligt under Rubriken: Bygningsværker, plejer Man at nævne Pyramiderne, Babylons eller Ninives Ruiner, den kaukasiske eller kinesiske Muur. Jeg har Intet seet af alt dette, men tør dog nok paastaa, at det altsammen er for Intet at regne mod den Bygningsmasse, som den saakaldte Politikernes Stad frembyder. Og dog er det for største Delen kun een eneste Dags Værk, det vil sige, en Helvedes Dag, regnet fra det ene Dødsmørke til det andet. Jeg kalder det nu en Dag; men kald det, om Du vil, en Maaned eller et Aar; det gjør lige meget. Staden, for at blive ved Benævnelsen, der ikke ganske stemmer med det almindelige Begreb, da der her kun er Tale om een umaadelig Bygning, een sammenhængende, uformelig og urimelig Masse, — Staden er bestandig under Bygning, og bliver aldrig færdig. Fra det ene Mørke til det andet opnaaer den hele sin uhyre Masse, og styrter saa igjen sammen, i Umuligheden af at kunne bære sig selv. Ved næste Dagskjær begynder Byggeriet saa forfra igjen. Dog, ikke ganske forfra; thi Substructionerne ere givne, i sig selv et Kæmpeværk, som overgaaer al menneskelig Forestilling. Hvorfra disse stamme, veed Man ikke saa nøje; Man mener, fra selve Djævelen. Vist er det, denne Grundvold er sikker, giver ikke en Haarsbrede efter. I alle Retninger er den gjennembrudt og gjennemkrydset af Huler og Galerier, som tjene Arbejdsfolkene til Vaaning. Jeg veed intet Bedre at sammenligne disse Huler med end de vel bekjendte Katakomber.

Paa dette Fundament bliver Staden opført. Samtlige Statsmænd i Helvede have her faaet Bygherretjeneste. Af Arbejdsfolk er der en mylrende Overflødighed; i Millionviis strømme de sammen fra hele Helvede, og bringe Materialet med sig. Jeg kommer herved til at tænke, ikke længer paa Katakomberne, hvori jeg nys meente at have fundet en saa træffende Lignelse, men paa en Bikube. Det er et lignende Instinkt som Biernes, der samler disse talløse Sjæle i en fælles Bestræbelse, og sætter dem i travleste Virksomhed.

De bringe Materialet med sig. Hvor ofte har Du ikke i Verden hørt disse og lignende Talemaader: — Der ligger mig en Steen paa Hjertet — der faldt mig en Steen fra Hjertet. —? O, min Ven, disse Talemaader ere farlige Ting, saa uskyldige de end kunne lade! I Verden er det kun en Talemaade med disse Steen; men heri Helvede er det fuld Sandhed og Virkelighed. Hver Svig, Uretfærdighed, Ubarmhjertighed, hvori Du gjorde Dig skyldig, er her bleven til en Steen paa dit Hjerte. Ingen er fri for disse Steen paa Hjertet, — o, hvor de tynge! Men der er naturligviis Forskjel, og det endog meget stor. Mange have Steen saa tunge og Oplag saa store, at Man maa forfærdes derover. En saadan Vægt paa eet Hjerte, — det er en knusende Forestilling. Men, forstaa mig nu ret, her ved Opførelsen af Uretfærdighedens Stad er der Lejlighed til at blive af med alle disse Steen. Utallige Sjæle tilbringe hele deres Liv, om jeg maa bruge dette Udtryk, ved dette Byggeri, med at læsse Steen af Hjertet og faa dem anbragte i Muren. Og der gives ikke een eneste Sjæl, som jo i det Mindste har forsøgt at blive af med endeel af disse Hjertesteen. En fortvivlet, frugtesløs Idræt! Dog det maa først erfares. Men Millioner ere saa steenbeladte og saa pinefulde under Trykket, at ingensomhelst Erfaring bider paa dem. Instinktet er det Alt overvejende.

Hoved- og Hjørnesteen levere selve Bygmestrene, det vil sige Statsmændene. Det er overhovedet forbausende, hvilke Steen disse Mennesker kunne vælte sig af Hjertet. En fabelagtig Størrelse! Man faaer derved først en Forestilling om, hvor store Forræderier, Uretfærdigheder, Skjændigheder de have begaaet i Verden. I Virkeligheden har Verden ingen større Skjændigheder at opvise. Der er heller Ingen, der har saa stort et Ansvar som Statsmændene, selv ikke Kongerne. Thi Man kan være Fyrste uden at være egentlig Statsmand, og Man fødes til at være Fyrste; men Man kan ikke være Statsmand uden at paatage sig en god Deel af Fyrstens Ansvar, og Statsmand bliver Man kun ved sit eget frie Valg. De vidste, hvad de gik ind til, og have ingen Undskyldning. Millioners Velfærd holdt disse Mennesker i deres Hænder; de raadede for Lykke og Ulykke, for Liv og Død, ikke alene hjemme, men ude. Hvorledes brugte de denne store og udstrakte Magt? Isandhed, underlige Mennesker, disse Statsmænd! De synes at tro, at Alt er dem tilladt i den Stats Interesse, eller endog blot i det Dynasties Interesse, som de tjene, eller — nu slipper endog Fodfæstet — blot i den abstracte Politiks Tjeneste. De øve Politik kun for Experimentets eller for Spillets Skyld. De tro sig ophøjede over alle moralske Love, og ligesom forudsætte, at Gud engang vil dømme dem særskilt efter en anden Lov, et Slags Opportunitetslov. Uretfærdighed, Svig, Forræderi og Vold ansee de ligefrem for Pligter enten mod sig selv eller mod Samfundet, og de agte ikke Blodet og Veeraabet af Tusinder under Udførelsen af disse formeentlige Pligter. — Underlige Mennesker! gjentager jeg. Og en underlig Verden, som hylder dem, tiljubler dem Bifald! — Heri Helvede er det blevet klart, at de største Misgjerninger i Verden begaaes i den saakaldte højere Politiks Tjeneste, og at de største Misdædere findes blandt denne Politiks bestjernede Udøvere.

Hvilke Steenmasser dog disse Politikere kunne vælte af sig! De førsømme heller ikke nogen Lejlighed til at gjøre det. Men deres egentlige Gjerning er Bygmesterens, er at lede Arbejdet af disse Millioner Hænder, som i hvert Nu levere Millioner Steen.

Men det har sin store Vanskelighed. Der er nemlig Tusinder af Bygmestere, som bygge Hver paa sin Maade og efter sin Plan. Ikke To kunne blive enige, ikke engang de, som bygge lige ved Siden af hinanden. Men nogle ere adskilte ti eller tyve Miil i lige Retning. Stadens Omfang — erindre Dig, at det er een Bygning — vilde herefter være at anslaa til henved halvtredsindstyve Miil. Men Du maa ingen Vægt lægge paa denne Angivelse; det kan gjerne være saare vidt fejlet. Paa hver lille Deel af denne uhyre Omkreds er der en Politiker eller Bygmester, og han bygger raskvæk fra Haanden, uden at bryde sig hverken om Naboen tilhøjre eller tilvenstre, endsige om sine fjernere Kolleger. Under disse Omstændigheder, det giver Fornuften, har det sin store Vanskelighed, for ikke strax at tale om Umuligheden, at faa Staten færdig. Jeg siger Staten med velberaad Hu, og ikke Staden. Thi ikke alene en Stad vil Man bygge, men begrunde en Stat, en Mønsterstat naturligviis, en Univerfalstat. Det er det Første. Naar Staten er færdig, vil Man vælge en Konge; det er det Andet. Saavidt er der en fuldkommen Enighed. Det er derfor, Man seer denne Mængde af Konger uden Land vanke omkring i Omegnen af Uretfærdighedens Stad. Man har Brug for en Konge; de ere naturligviis alle Prætendenter til Kronen. Men med den har det lange Udsigter og tillige meget tvivlsomme. Thi kun Een kan bestige den. Men de leve i Haabet, og holde sig i Nærheden, idet de stramme sig op saagodt, som muligt, for at gjøre en anseelig Figur og drage Opmærksomheden paa sig. Dette forhindrer dem dog ikke i, saa ofte, som de tro sig upaaagtede, at afkaste den ene Steen efter den anden paa Murene, som de passere. Det er nogle af de allerstørste, der gives. Alene deres fordums Ministre kunne levere dem ligesaa store og større.

Hvor stor Vanskeligheden ved dette Bygningsarbejde er, det indsee ogsaa Statsmændene fuldkommen vel. Noter i Mængde krydse hverandre paa hele den vide Omkreds, vexelviis af et indsmigrende, overbevisende, truende Indhold. De egentlige Diplomater bestille ikke Andet end at skrive Noter. Talrige Gesandtskaber gaa desuden frem og tilbage, afsendte i den snilde Hensigt, paa een eller anden Maade at overliste, om muligt, forraade Modparten. Men det lykkes aldrig; Gesandtskaberne ere ligesaa forfængelige som Noterne. Saa griber man endelig til det sidste Middel, at afholde en Kongres, for at komme overeens og bringe Sagen paa det Rene. I selve Staden gives der ikke nogen neutral Plet. Man bliver da enig om at mødes paa en lille Mudderø, som ligger ude i den sorte Flod, der slynger sig hen lige under Stadens Mure. For at komme derover gives der imidlertid intet andet Middel end det, at svømme. Man skulde tro, det maatte være de højvelbaarne Statsmænd og dito fine Diplomater drøjt at gaa paa, at kaste sig ud i dette slimede, stinkende Vand, liigt størknet Blod. Men det agte de sletikke; tværtimod, det er netop deres Element. Du erindrer jo nok, at den sorte Flod har sit Tilløb af Alverdens Uretfærdighed, Løgn og Svig. Lystig boltre de sig deri; det er en sand Forfriskning for dem. I og for sig sky de intet, intetsomhelst Offer i Statens Tjeneste; men, som sagt, dette er dem en reen Fornøjelse, for saavidt nemlig, som der kan være Tale om Fornøjelse i Helvede. De ere endog heelt overgivne, disse ædle, ellers saa adstadige Herrer, og kunne ikke dye sig fra at fare løs paa hverandre og give hverandre dygtige Dukkerter, saakaldte Tredækkere. I den sorte Flod fejrer mangen Statsmand sine skjønneste, lykkeligste Triumfer. Det er et højst forunderligt Skue, at see dem saaledes tumle sig om imellem hverandre, liig kaade Marsviin. Undertiden forvikles de ligesom i Knuder, saa at Man blot seer en forvirret Hob af Arme, Been og Hoveder. Men Dukkerterne, det er derom, det gjælder.

Saa stiger Man da iland, og i samme Øjeblik har Man atter paataget sig sit ærbare, statelige Væsen; Man er igjen den fine, forbeholdne Verdensmand, saa stiv som en Stage og med et Øje paa hver Finger. Det er ganske umuligt at see paa dem, hvem der har faaet Dukkerterne, og hvem der har givet dem. Og Kongressen tager sin Begyndelse. Med hvilken Smidighed, Fiinhed og Snedighed giver Man sig ikke ikast med hverandre! Derom bliver Man let enig, at der maa være en Plan, dersom Statsværket skal lykkes, at hvis Man vedbliver at bygge paa den hidtidige forrykte, usammenhængende Maade, vil Bygningen ikke kunne bære sig selv, men paa et vist Punkt af Urimelighed igjen styrte sammen. Men det er ogsaa det Eneste, hvorom Enighed lader sig opnaa. Man har sat sig i en Kreds for at optage Forhandlingerne. Talrige Forslag fremkomme, men blive forkastede saa godt som uden Discussion. Den gjensidige Skinsyge gjør enhver Forstaaelse umulig. Endelig bliver der dog gjort et Forslag, som gaaer igjennem: Enhver skal give sit Træk til Planen. Man venter sig Meget af dette universelle Produkt. Men Resultatet er ligesaa sørgeligt som latterligt. Da Man afdækker den færdige Plan, viser den sig at være det forrykteste Krimskrams. Det Ene er tegnet i det Andet, og gjør al Fornuft tilskamme. Men sin individuelle Ret vil Ingen opgive, og saaledes kan det ikke blive til Andet end Vrøvl. Vrøvlet flyder ud i Atmosfæren, og Kongressen arbejder i en sand Pestluft. Forgjæves bliver der holdt de bevægeligste Taler om det Smukke og Exemplariske i en simpel og ærlig Politik, — om den infernalske Ligevægt, uden hvilken de største Omvæltninger og den største Forvirring ere at befrygte, — om den Allerhelvedes Nødvendighed, som Ingen ustraffet vil kunne modstaa, — om Humanitet og den moralske Idees Fordring, som i vore Dage skulde gjøre ethvert brutalt Overgreb umuligt, — om det høje Trin af Dannelse, som Helvede fortiden har opnaaet, og som synes at maatte frembyde usvigelige Garantier for en heldig Løsning af Spørgsmaalet, — om Principer, som Man maa blive tro indtil Døden, nej, dog blot indtil videre, — om hellige Rettigheder, som Man aldrig ustraffet krænker, og som gjøre endog store Offre til Pligt, &c. &c. Kort at sige, i intet Kammer, intet Parlament i Verden bliver der sat saa store Talegaver og Snakkemidler i Bevægelse som paa denne Kongres i Helvede. Men det er forgjæves altsammen. Enhver bliver ved Sit, og der er tilsidst ikke Andet for end at erklære Kongressen for sluttet.

Men, førend Man skilles ad, bevidner Man hverandre den Taknemlighed, hvoraf Man føler sig gjennemtrængt, for al den Imødekommenhed, den Bistand, de rige Midler til Oplysning, Man har forefundet i den højtærede Forsamling. Man strømmer over af gjensidige Komplimenter for den dybe Indsigt, den Skarpsindighed, der er bleven udviklet, for det Mesterskab, hvormed Forhandlingerne ere blevne ledede — til en saa lykkelig Ende.

Saa skilles Man ad i al Venskabelighed. Men dette er dog ikke tilhinder for, at Man jo paa Tilbagevejen giver hverandre saa mange og saa gode Dukkerter, som muligt. Jo dybere i Mudderet, desto større Triumf, desto større Ære.

Saa tager Man ufortrødent fat paa Byggeriet igjen, uagtet Man er inderlig overbeviist om det Meningsløse deri. Og Tiden gaaer. Paradiisglandsen er for længe siden forbi; Lyset tager kjendelig af. Men Man bygger og bygger, og bestandig lettere bliver Man om Hjertet. Det er naturligt; Stenene gaa efterhaanden med. Staden hæver sig i umaadelige, uformelige Masser og fornuftstridige, fabelagtige Proportioner. Jo højere Man bygger, desto tydeligere kommer Urimeligheden frem. En Tid kan det gaa; men i Længden kan det umulig holde sammen. Paa et vist Punkt maa det briste, og dette Punkt falder nær sammen med det atter indtrædende fuldkomne Mørke. Man seer sig lige ved Enden. Man har allerede flettet Krandsen af de skjønneste diplomatiske Aktstykker, — da det Hele igjen pludselig styrter sammen. Braget lyder over og gjennemryster hele Helvede. Alle Stenene i den uhyre Bygning falde igjen tilbage paa de respektive Hjerter; Helvede gjenlyder af fortvivlede Ak og Vee. Kun det uhyre Fundament bliver tilbage, og paa denne sørgelige Levning sidde Kongerne, nedtrykte under deres Krones Vægt og Kongedømmets Ulykker, — dobbelt elendige sidde de der, ligesom Marius engang paa Karthagos Ruiner. Og det er Nat. Det er blevet ganske stille i Helvede. Men vide lyde Kongernes Sukke.