Breve fra Helvede/32

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Jump to navigation Jump to search

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 553-569

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

XXXII.

Langt ude, ved et umaadeligt Øde adskilt, om jeg saa maa sige, fra Kontinentet i Helvede, ligger den uhyre Jødestad. Den indeslutter en Tilværelse for sig. I et uophørligt Kredsløb gjentager sig her den jødiske Historie fra Katastrofen paa Golgatha indtil Stadens Forstyrrelse. Med Forstyrrelsen er Historien hvergang ude; Alt gaaer under i Dødsmørket. Naar Mørket er udrundet, begynder Historien forfra igjen.

Hvo som træder ind i Staden med den nye Lysdæmring, finder Jødefolket betaget af Rædsel over den nys forøvede gruelige Daad. Overalt og uophørlig gjenlyde hine Ord i dets Øre: — hans Blod komme over os og vore Børn. — Alle som Een føle, at noget Frygteligt er foregaaet og at noget Frygteligt forestaaer. Hele Jerusalem bæver. Men de Bedre iblandt dem, der vare med at sætte den store Handling paa Golgatha i Scene, spørge sig selv med Tænders Gnidsel: — var han dog ikke Guds Søn? — og slaa sig for deres Bryst og sønderrive deres Klæder.

Endog Ypperstepræsterne og de Skriftkloge, disse steenhaarde Naturer, ere synlig medtagne af det, de have oplevet. Men de have en god aandelig Støtte i den Overbeviisning, at Graven er vel forvaret. Aarle den store Sabbatsmorgen gaa de derud, med Caiphas i Spidsen. De gaa med blege Kinder, blodsprængte Øjne, sammenbidte Tænder; men Satan gjør dem stærke. Fra Golgatha skue de tre Kors ned paa dem; men ikke een Eneste af dem hæver Blikket. Med Tilsidesættelse af den vante Værdighed løfte de deres lange Klæder og ile hastig forbi, for at komme til Graven.

Først her drage de igjen friere Aande. Ja, et Smil oplyser endog de skumle Ansigter. Alt er, som det skal være. Vagten er paa sin Post, Seglet er urørt; en uhyre Steen lukker for Graven.

Det er den store Sabbat. Men aldrig er denne Fest bleven fejret med saa liden Glæde i Jerusalem. Folket kan ikke komme til sig selv igjen. Alle ønske kun Festen vel overstaaet. Deres Tanker ere borte fra de hellige Handlinger; de bestræbe sig for at læse i hverandres ængstelige, forstyrrede Miner. Brødet er suurt og vil ikke glide; Paaskelammets Blod størkner, førend det kan blive strøget paa Dørstolperne. Dødsengelen gaaer ikke forbi, han er midt iblandt dem; de fornemme tydelig, hvorledes han sniger sig igjennem deres Hjerter.

Men med næste Gru kommer der nyt Liv i de halvdøde Masser. Ligesom et Lyn fra en tordensvanger Himmel forplanter sig det Rygte, at den Korsfæstede er opstanden. Som en Dødsdom falder dette Budskab om Livet paa Jødefolkets Hjerter. Men er det ogsaa sandt? Det bliver atter og atter bekræftet; der kan ikke længer tvivles derom. Først seent falder Man paa at undersøge Graven. Graven er tom; Vagten er borte.

Pilatus er een af de Første, som faaer Underretning om det Forfærdelige. Piint af en ond Samvittighed har han ventet det Værste, og det Værste er indtruffet. Det er Sandhed, at der er en Gud til, som oprejser den Retfærdige, endog af Graven, og nedstyrter den Uretfærdige dybt i Helvede. Han farer sammen ved hver en usædvanlig Lyd; han venter hvert Øjeblik at see Hævneren træde ind ad Døren. Han begiver sig til sin Hustru, den svage, elendige Mand. Han finder hende opløst i Taarer. — O, min Drøm, min Drøm! — raaber hun ham hændervridende imøde: — O, havde Du dog blot ikke befattet Dig med denne Retfærdige! —

Men Ypperstepræsterne og de Skriftkloge ere snarraadige, som alle forhærdede Skurke. I Hast sætte de den Løgn i Omløb, at simpelthen Nazaræerens Liig er blevet stjaalet af hans Disciple, som derefter have udspredt det Rygte, at han er opstanden. Derpaa begive de sig op til Pilatus for at klage over Vagtmandskabets Efterladenhed. Med Glæde lader den forknytte Landshøvding Løgnen gjælde, og finder en besynderlig Lettelse ved at lade den ulykkelige Vagt kaste i det piinligste Fængsel.

Dog, det første Rygte ikke alene vedligeholder sig, men trænger igjennem. Det bliver atter og atter bekræftet, at Menneskens Søn er opstanden, og er bleven seet af Mangfoldige. Da veed det høje Raad ikke Bedre at gjøre, end at udstede det strengeste Forbud imod, at der bliver talt om den Korsfæstede, som er opstanden fra de Døde.

Men lidt efter lidt, skjøndt seent, tabe disse stærke, rystende Indtryk sig, og Livet kommer tilbage i sin gamle Gænge. Mængden samler sig, liig forskrækkede og forvildede Faar, igjen under sine gamle Ledere, og disse forsømme ikke, med faderlig Omhu at lægge Selvretfærdighedens Plaster paa alle dens Vunder. Hykleriet blomstrer frodig frem paa alle Livets Stier, og bærer overflødige Frugter til Døden. Fra de kalkede Grave udbreder Raadenheden sig videre og videre omkring; snart er der ikke mere nogen sund Plet paa det jødiske Folks Legeme. Det ligner et Aadsel, og Ørnene ere ikke langt borte.

Pilatus er traadt af. Efter ham er der kommet nye Landshøvdinger, mindre svage end han. Og Folket faaer det at føle. Den ene Haan og Grusomhed overgaaer den anden i lang Række. Det er ikke længer til at udholde. Oprøret bryder frem i høje Flammer. Men med det Samme alle de onde Lidenskaber. Den værste Fjende har Jerusalem indenfor sine Mure, en ulægelig Tvedragt. Partierne rase mod hinanden paa den vildeste, umenneskeligste Maade. Der er ingen Afskyelighed, ingen Rædsel som jo bliver prøvet. Endelig slaaer Jerusalems sidste Time. Fjenden bryder ind, fnysende af Hævntørst, med knusende Vælde. Der er en Ende paa Trængslen og Nøden; men det er en forfærdelig Ende. Det er en Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som aldrig har været seet, og aldrig vil blive seet indtil Verdens Ende.

I Dødsmørket gaaer Alting under. Saa er Historien ude, men kun for at begynde forfra igjen med den næste Lysdæmring.


Det var allerede langt henne i Tiden, da jeg betraadte Staden. Slutningskatastrofen nærmede sig med stærke Skridt. Det indre Fjendskab var allerede vidt udviklet; der herskede en fuldstændig Adsplittelse i alle Forhold. Kun Hykleriet og Hadet til den fælles udvortes Fjende holdt endnu de adsplittede Dele sammen. Bedrag, Forræderi, Utugt, endog af skjændigste Art, falsk Vidnesbyrd, Mord, Trolddom borte til Livets almindelige Sædvaner. Men efter Skinnet var det endnu Davids herlige, hellige Stad. Zions Borg hævede sig over Staden ligesaa stolt som nogensinde, og fra Moriah Bjerg straalede Templet med en Glands uden Lige. Fromheden stillede sig i lange Klæder tilskue paa alle Gader og Torve, og et uhyre Antal Mennesker strømmede uophørlig frem og tilbage fra Templet. Paa mangfoldige iøjnefaldende Maader gav overhovedet det hellige Væsen sig tilkjende. Blandt de fromme Deviser, som saaledes i Mængde tjente til Smykke for Huusdørene, lagde jeg især Mærke til een, som atter og idelig gjentog sig, og som jeg maatte ansee for meget betegnende: — Gudsfrygt er en stor Vinding. — To Ting lagde i Virkeligheden Israels Folk sig efter: Gudsfrygt og Vinding. Gudsfrygten dog kun paa Skrømt; den var kun et Formvæsen uden Aand og Mening. Vindingen derimod for ramme Alvor, ved alle Snillets og Bedrageriets Midler.

Det var med et bævende Hjerte, at jeg som en Fremmed sneg mig igjennem de vrimlende Gader. Jeg var i Jerusalem, — hvor forskjelligt fra det, jeg havde kjendt i Verden, og dog det samme! Det var Jerusalem, næsten uforandret fra den Tid, da Frelseren havde vandret derigjennem. Frelseren, — han stod for min Tanke, hvor jeg paa disse Steder kom frem. Endog Lili var for en Stund glemt over ham. Her i Jerusalem maatte der dog gives Mennesker, som vidste at tale om Herren. Men allerførst vilde jeg vandre Lidelsesvejen, med et andet Hjerte end eengang, fra Gabbatha til Golgatha, og jeg trængte til en Vejviser. Jeg henvendte mig til den Første den Bedste, efter ham til en Anden, efter ham til Mangfoldige, men blev af dem alle kort afviist. Nogle gjorde sig endog vrede og truede ad mig, idet jeg spurgte dem om via dolorosa. Formodentlig have de antaget, at jeg var en Romer og talte Latin. I Begyndelsen troede jeg, at det blot var Uvillie mod den Fremmede; men snart maatte jeg mærke, at der ikke fandtes een Eneste, som kjendte Noget til Jomfru Marias Søn fra Nazareth. Han var glemt, aldeles glemt. Andre Profeter vare traadte i hans Sted, falske Profeter.

Saa maatte jeg da hjælpe mig selv, og orientere mig saa godt, jeg kunde. Først gik jeg til Golgatha.

Jeg stod paa Golgathas Høj, hensunken i mig selv. Jeg søgte i mit Inderste efter Noget, ak, som ikke var til at finde. Det gik mig som altid. Førend jeg begyndte at søge, forekom det mig, at det maatte ligge lige fremme; men, saasnart jeg gav mig til at søge, var det ganske borte.

Jeg troede mig ene, men var det ikke. Da jeg saae tilsiden, fandt jeg et Menneske staaende paa Højens Top med vidt udbredte Arme. En underlig Skikkelse og en ligesaa underlig Stilling. Da jeg traadte nærmere, hørte jeg, at hans Mund strømmede over af Velsignelser.

— Hvem er det, Du saaledes velsigner? — spurgte jeg.

Mennesket studsede, og saae forvildet paa mig. Det var øjensynligt, at .han af al Magt anstrengte sig for at samle sine Tanker, men ikke formaaede det. Med ynkelige Miner svarede han slæbende: — Jeg veed det ikke. —

Men nu vidste jeg, Hvem han var. Jeg havde hørt tale om ham. Det var den onde Røver, som engang havde spottet Frelseren paa Korset. Nu velsigner han, ligesom han engang spottede, men veed ikke, Hvem han velsigner.

Dog, til andre Tider er det klart for ham, og han svarer: — Guds Søn. — Men han svæver da i den mærkelige Indbildning, at han er den gode Røver, til hvem Frelseren sagde paa Korset: — Idag skal Du være med mig i Paradiis. — Han betragter det som en ulykkelig Fejltagelse, at han er kommen i Helvedes Pine. — I Paradiis, paastaaer han, er hans rette Plads. — Hvor meget klogere var dog ikke jeg, skjøndt ikke mindre elendig!

Derefter gav jeg mig til at opsøge Kedrons Bæk. Uden stor Vanskelighed fandt jeg den. Ja, ved at tage Alting i Betragtning, lykkedes det mig endog, paa det Nøjagtigste at udfinde den Plet, hvor jeg havde dvælet med Lili nærved den høje Bro. Der lod jeg Hvile falde paa mig, ak nej, det var ikke nogen Hvile, kun en Stilstand!

Der sad jeg hensunken, men mærkede Intet til den Tilfredstillelse, jeg havde ventet mig. Mindet om Lili var ikke blevet mere levende, fyldigere, lifligere; tværtimod havde jeg vundet et dybere Savns Bitterhed. Overhovedet maatte jeg tilstaa for mig selv, at denne Valfart til Jødestaden kun var en Skuffelse mellem de Tusinder af andre. Jerusalem var blot en Grav, hvorpaa Aanderne spøgede med grueligt Alvor i Bogstavens og Fordømmelsens Tjeneste. Aandelig udmarvet, gudforladt, fuldt af Had til Menneskene og sig selv, var Jerusalem efter sin Besøgelsestid kun et Folkeaadsel, hvori Ormene allerede vrimlede. En bundløs Fordærvelse og Forstyrrelse stirrede mig med stive Blikke overalt imøde. Hvorledes skulde der vel her være Noget at finde, som, endog blot i Forbigaaende, kunde tjene til min Fred? Jeg havde kun faaet min Deel af Jerusalems Forstyrrelse. Jeg Daare, hvorledes havde jeg kunnet vente Andet? Men vi blive aldrig klogere, ligesaa lidt heri Helvede som tidligere i Verden.

Da jeg ganske fortabt sneg mig tilbage igjennem Staden, blev en levende Uro og Tummel mig paafaldende. — Det var den nye Landshøvding, den næstsidste i Rækken, som holdt sit glimrende Indtog.


Alleryderst ude ligger Sodomiternes Stad. Den lader sig ikke besøge, ikke engang omtale. Nærmere findes Mahomedanernes vidt udstrakte Stad. Optil denne har der i den senere Tid klinet sig, ligesom en Svalerede til Muren, en anden By. Det er Mormonstaden. Den var kun lille og ringe i Begyndelsen, men udvikler sig med forbausende Hast. I stedse større Mængde strømme Mormonerne til; de lægge ligesom blot Vejen omad Saltsøen til Helvede.

Mahomed og Josef Smith ere nære Aandsfrænder; Man kunde kalde dem et Par Brødre, hvis der dog ikke fandt en væsentlig Forskjel Sted imellem dem. Det er de to største Løgnere, Verden har frembragt, og i den groveste Sandselighed ikke alene satte de deres Velvære, men søgte deres Himmerig. Men Mahomed var i Sammenligning med Josef Smith dog Ærligheden selv. Han stillede nemlig Kjødslysten uden Skjul frem for Alles Øjne; Josef Smith derimod tildækkede den hyklerisk med et Slør af Aandelighed.

Begge have de nu mistet Bedrageriets Glorie. Mens de vare i Verden, troede Hundredetusinder paa dem; men selv vare de sig retvel bevidste, at det var Løgn og Vrøvl altsammen. Nu derimod er der ikke een Eneste, som troer paa dem; men selv ere de overbeviste om, at det er den rene Sandhed, en guddomlig Viisdom, de forkynde. Det er deres store Kval og Pine. De maa nu æde deres eget Skarn, og Man spotter dem grusomt, medens de æde.

I Mahomeds Stad er efter Sigende Paradiset begyndt. Men der sindes ingen kjølige Lunde, ingen rislende Kilder, ingen Nattergale, ingen kostelige Frugter. Af Houris er der Overflødighed, dejlige, fulde af Vellyst, og stedse Jomfruer. Men det er netop den brændende Kval, at de, uagtet al Begjærligheds Brynde, stedse forblive Jomfruer.

I Mormonstaden er det tusindaarige Rige begyndt. Utugt er Tilværelsens Karakteermærke. Ligesom paa Jorden i Utøj, forgaaer Man her i utugtige Idrætter. De vrimle frem, krible og krable, og foraarsage en uophørlig Kløe og Svie. Iblandt de sidste Dages Hellige falde Andagt og Utugt sammen. Der bliver i Mormonstaden blot holdt gynæologiske Prædikener. Josef Smith er deri Mesteren.

De ere begge udmærkede Gynæologer. Og de vise sig aldrig uden et stort Følge af udvalgte Kvindemennesker. De ere grangivelig som Haner, der spanke frem i Hønsenes Flok. Ja, ydermere som Kamphaner. Thi man hidser dem som Kamphaner paa hinanden; der finder hyppig Tvekampe Sted imellem dem, hvori hele Folkets Mængde fra begge Sider tager levende Deel. De bruge naturligviis ikke Næverne imod hinanden, men Tungerne. Det gjælder nemlig om, Hvo af dem, der kan opdiske de største Løgne. Mahomedanerne, som udgjøre det store Fleertal, paastaa rigtignok, at deres Profet er Mesteren; i Virkeligheden er han dog langt fra at kunne hamle op med Josef Smith. Men, forunderligt, selv blive de sig ikke Løgnens Magt bevidst; de ere overbeviste om, at de tale den rene Sandhed. Det giver navnlig Mahomed et ubeskrivelig eenfoldigt Udseende. Han ligner paa en Prik — Kameeldriveren fra Mekka.

Til disse Steder kom jeg ikke; jeg havde foresat mig, med det Samme at besøge den mærkværdigste af alle Stæder i Helvede, den saakaldte Politikernes Stad, ogsaa kaldet Uretfærdighedens Stad, og hine Byer laa langt ude af Vejen. Jeg var desuden fuldkommen tilfredstillet ved det, jeg i Forbigaaende havde faaet at vide om dem. Hanefægtninger, især mellem blinde Haver, have aldrig hørt til mine Passioner.

Undervejs kom der mig et underligt Optog imøde. Det var et Vogntøj af den mærkeligste Art, midt i en Hob Mennesker med røde Huer, som under vilde Hyl deels trak og deels skjøde Maskinen frem. Højt over deres Hoveder ligesom tronede paa Stilladset en Mand i eleganteste Pariserdragt fra Slutningen af forrige Aarhundrede. Det pyntelig opsatte, let puddrede Haar, det hvide Halstørklæde med nedhængende broderede Flige, den kostbart udsyede Fløjels-Kjole, de kniplingsbesatte Manchetter, som faldt ud over de kvindagtig spinkle og hvide Hænder, de Silke-Beenklæder og Strømper og de sløjfe- og spændebesatte Sko, — hele dette nitide Væsen gav Forestillingen om noget saare fiint og reent og kjælent. Og dog var denne Mand een af Verdens første Slagtere, ja, i alleregentligste Forstand. Maskinen, hvorpaa han ligesom i Triumf blev ført frem, var en transportabel Guillotine.

Kjender Du ham saa?

Denne fine Mand tørster endnu stedse efter Blod; men i hele Helvede er der ikke een eneste Blodsdraabe. Han seer bestandig efter Folks Halse, og troer at gjøre Folk en Kompliment ved at sige: — De har en overmaade smuk Hals, min Herre, — min Frue, Frøken! — Efterfulgt af sine Bødler og Beundrere trænger han sig frem overalt, hvor han forefinder Folk i større Mængde, som om der var Noget for ham der at gjøre. Men med Løjer og Latter bliver han trængt tilside, som et Menneske, der har en fix Idee, men med al sin Galskab er ganske uskadelig. Nu er han sletikke frygtelig mere, og han føler sig derover meget, meget ulykkelig. Dog har han endnu sit Anhang, svorne Venner, som ere enige med ham i, at det er en ussel Tingenes Tilstand, og som nu og da, naar han har fundet en god Plads for sin Guillotine, vise ham den Villighed at række Halsene frem og lade Hovederne kappe af sig. Det foregaaer naturligviis ikke uden Pine, men ganske uden Fare, ligesom engang i Verden paa Asthlens eller Prices Theater. Men det er ogsaa kun til ringe Tilfredstillelse; thi der flyder ikke en Draabe Blod, ikke een eneste.


Det var en lang Fart, jeg havde givet mig ud paa. Jeg kom undervejs til en Stad, som lignede et uhyre Gravmæle. Mark og taus hævede den sig fra den uendelig udstrakte og øde Flade. Intet Vindue, intet Glughul vidnede om Liv i det Indre; ingen Lyd hørtes, ingen Sjæl gik ud eller ind ad dens Porte. Jeg foer rundt omkring een Gang, to, flere Gange, uden at møde noget levende Væsen. Endelig traf jeg dog en forvildet Sjæl, som kunde oplyse mig om, at det var· Inqvisitionens Stad. Ved den erfoer jeg tillige, at for ikke længe siden var en fordum stormægtig Konge af Spanien dragen derind med stor Pomp og stort Følge.

Skulde jeg eller skulde jeg ikke? — Hvor Hs. katholske Majestæt kunde gaa ind, kunde jeg vel ogsaa. — Altsaa, jeg maatte derind.

Men paa Porten, jeg kom til, fandt jeg en Plakat opslaaet. Dens Indhold bragte mig, og det med god Grund, til at studse. Den lød, som følger:

— Stor Autodafee, hvorved det allernaadigst behager Hs. katholske Majestæt, den hellige Inqvisitions glorværdige Protector, at lade sig levende brænde, efter forudgaaende allernaadigste Torturprøve in extenso. Henved 600 andre Kjættere ville ved denne Lejlighed allerunderdanigst gjøre Hs. Majestæt deres Opvartning paa Baalet, og med Allerhøjstsamme pro forma fare til Helvede. —

Det var en overraskende Meddelelse. Isandhed, han var kommen tidsnok, den arme Konge af Spanien; og det var en mærkelig Festlighed i Anledning af det Besøg, hvormed han beærede Staden.

Skulde eller skulde jeg ikke? — Jeg vaklede, dog kun kort. Det blev mig indlysende, at selv det Værste derinde vilde være til at udholde, og at det i alt Fald kun vilde være en Overgang. Og paa den anden Side, kan jeg ikke nægte, havde Indbydelsen paa Plakaten noget dæmonisk tillokkende for mig. — Jo, jeg maatte derind!

Det var den anden hellige Stad, jeg besøgte. Paa en vis Maade staa disse to Stæder Side om Side. Hvad nemlig Forstyrrelsens By er i Jødedommen, noget Lignende er Inqvisitionens By i Christendommen.

En Gysen gaaer igjennem En fra Isse til Fod, saasnart Man er kommen indenfor Stadens Mure. Porten falder af sig selv til igjen, med en sagte hvinende Lyd, som ligner et ildevarslende, forræderisk Signal. Selv den tryggeste Bevidsthed kommer til at vakle. Skummel og øde aabner Staden sine snevre, krumme Gader; den er ligesom uddød. De høje, mørke Huse have kun enkelte med Gitter forsynede Vinduer ud til Gaden. Det er, som om Rædselen boede derinde. Kun enkelte kutteklædte Skikkelser snige sig frem med Hætter over Hovederne, hvori et Par Huller til Øjnene, liig Dødninger, som komme lige fra Gravene. Nu og da drage Processioner igjennem Gaderne, enten sørgelige Bodsprocessioner, som fremstille de afskyeligste Billeder af Selvpiinsel, eller endnu sørgeligere Takkeprocessioner, hvori de Fordømte med Pomp føres til det offentlige Pinested eller til Baalet. Det Eneste, som bringer noget Liv i Staden, er de hyppige Autodafeer.

Staden er kun beboet af Mennesker, som engang have virket i den saakaldte hellige Inqvisitions Tjeneste. Dog er Adgangen ikke Andre formeent. Men kun faa Dumdristige have vovet sig derind. Jeg var een af disse.

Inqvisitionens By er ligesom en Grav, der bevarer en frygtelig Hemmelighed. Og saaledes forholder det sig virkelig ogsaa. Den frygtelige Hemmelighed er den, — Hvem den ukjendte Inqvisitionsret nu vil lade gribe, og underkaste ny Forsøg i den Kunst at martre. Ingen er sikker, endikke de, som i det hemmelige Samfund indtage de anseeligste Stillinger, som ere blevne Mønstere paa Nidkjærhed i den sataniserede Christendoms Tjeneste. Ja, endikke selve den hemmelige Rets Medlemmer ere sikkre. Den, som nylig har dømt Andre til de grusomste Piinsler, bliver maaskee den Næste til at prøve dem. Hemmelig og hastig opspores de Elendige i deres Skjulesteder, og stilles for Retten. De opfordres til at gjøre Rede for deres Tro. Det kunne de naturligviis ikke; thi det kan Ingen heri Helvede. Saa ere de med det Samme fordømte. Men værdt at mærke er det, at, gjøre Rede for deres Tro, det kunne ligesaa lidt de, som tilspørge de Ulykkelige og fælde Dommen over dem.

Saa begynde Piinslerne. Alt, hvad den hellige Inqvisition gjennem Tiderne af den Art har opfundet, findes her samlet, og Alt bliver vexelviis prøvet. Vistnok er det Aander; men — o, forfærdelige Ting — i Indbildningen lide de alle de Kvaler, som i Verden vare forbundne med disse Piinsler! Engang rasede de mod Menneskene i det Hele; nu rase de mod hverandre indbyrdes. Tilsidst kommer sædvanligviis Baalet. Skjøndt Flammerne ikke brænde, og skjøndt, hvis de brændte, de Elendige ikke vilde være istand til at føle dem, saa lide de dog i Aanden, i Indbildningen alle en Flammedøds Kvaler.

Saaledes gaaer Alting op i Gru og bævende Angst. Man lever ikke i denne Stad; Man alene gruer og bæver. Angsten snørede ogsaa mit Hjerte sammen. Forgjæves foreholdt jeg mig selv, at jeg maatte være ganske sikker, eftersom jeg aldrig havde staaet i nogensomhelst Forbindelse med dette aandelige Politi- og Bøddelvæsen i Verden. Men det hjalp ikke; jeg maatte gjøre den yderste Vold paa mig selv for at bringe mig til at blive.

Hvor frygtelig var ikke denne Stilhed! Og dog var Staden ifærd med at udvikle sit allerfyldigste Liv. Alting tydede paa, at den store Autodafees Time var nær. Formummede Skikkelser mylrede frem af alle Husene; jeg behøvede kun at følge Strømmen for at naa Festens Skueplads. Men, da Forestillingen om Hs. katholske Majestæt og de sex hundrede andre Kjættere paa Baalet levende paatrængte sig min Sjæl, kom der en kvælende Angst over mig, som jeg ikke længer formaaede at bekæmpe. Jeg lod Fest være Fest og foer tilbage, som om Døden i den hellige Hermandads Skikkelse sad mig paa Nakken. Lykkelig, lad mig tilføje, imod al Forventning, slap jeg ud af Staden. Den kolde Sved stod paa min Pande, Knæene vaklede under mig; jeg sank ligesom bedøvet sammen, saasnart jeg befandt mig udenfor den frygtelige Stads Mure.