Breve fra Helvede/31

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Jump to navigation Jump to search

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 536-552

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

XXXI.

Mine Breve ere blevne sjeldnere. Frygter Du ikke for, at de ganske skulle ophøre? Ofte føler jeg mig vistnok manet til at skrive; men jeg skyer den ikke ubetydelige Anstrengelse, som er forbunden med at samle mig dertil. Og selv efterat jeg er kommen til at skrive, har jeg Meget at overvinde. Mangen Gang føler jeg mig endog fristet til at bryde af midt i en Periode; et saadant og saa pludseligt et Lede falder der over mig.

Jeg kommer herved til at tænke paa Tante Bettys Breve. Og vel er det, at jeg kom til at tænke derpaa; ellers vilde maaskee dog, uagtet mit gode Forsæt, nærværende Brev være gaaet istykker for mig lige i Begyndelsen. Thi, jeg kan ikke nægte, det er med Overvindelse, jeg for Øjeblikket holder fast paa Pennen, og med kvalmende Ulyst, jeg seer Blækket flyde. Men Tanken om Tante Betty har altid noget besynderlig oplivende for mig.

Det var altsaa om Tante Bettys Breve, jeg vilde tale. Som hun var selv, saadanne vare hendes Breve: nidkjære, excentriske, fulde af Indfald, — uregelmæssige og afbrudte i Tankegangen. Kort at sige, hendes Breve vare flammende og flyvende. Bedre veed jeg ikke at udtrykke mig.

Hun skrev aldrig Andet end fortrolige Breve. Nogen Frihed kunde hun derfor med Grund gjøre Fordring paa; men hun tog sig rigtignok store Friheder. Den største var dog deri, at hun ikke saa sjelden brød af midt i sin Tankegang, og uden Videre gik over til noget ganske andet. Hun var sig ikke bevidst, at hun gjorde det; det faldt saaledes med Nødvendighed. Emnerne strømmede nemlig saa stærkt ind paa hendes levende, ivrige Aand, at hun ikke kunde overkomme at faa dem overantvordede til Papiret. Hendes Tanke var altid et godt Stykke forud for hendes Pen. Hun skrev, om jeg saa maa sige, bestandig anticiperende. Heraf fulgte naturligviis, at Ingen med Nytte kunde læse hendes Breve, uden dem, der kjendte hende meget nøje, og vare istand til at forfølge hendes Tankegang, naar den blot saa nogenlunde var antydet.

Men ofte vilde intet Kjendskab og ingen Gjætning slaa til, og saa opstod der undertiden de snurrigste Fejltagelser. Jeg har netop een af disse paa rede Haand.

En Dag opsøgte hun mig ganske alarmeret med et Brev i Haanden.

— Hun maa have faaet en Skrue løs, den gode Mariane P....! — udbrød hun betagen: — Her skal Du høre; hun har rigtignok lavet noget Godt sammen til mig! — Jeg arme syndige Menneske, hvad skal jeg dog gjøre? —

Jeg søgte at berolige hende lidt, og fik hende til at forklare sig nærmere.

— Der var i Kjøbstaden R… en stakkels Kone med tre smaa Børn, som vi understøttede. Manden var i Tugthuset. For nogen Tid siden blev jeg af min gamle Veninde underrettet om, at Manden var kommen hjem, men kun for at modtage sin Kones sidste Suk. Der stod Manden med de tre hjælpeløse Børn, selv hjælpeløs. Der maatte hastig gjøres Noget, og noget Ordenligt.

— Jeg svarede strax tilbage og sendte foreløbig nogle Penge, idet jeg bad hende, uden Ophold at sende mig baade Mandens og Børnenes Signalement, eller hvad det hedder. Du forstaaer mig nok; hun skulde opgive mig deres Kjøn, Alder, Størrelsemaal, Færdigheder o. s. v. —

— Vilde Du ogsaa have Mandens Kjøn at vide, lille Tante? — spurgte jeg med en Skjelm bag Øret.

— Ingen Narrestreger, Otto! Sagen er for alvorlig: Gud hjælpe mig arme Kvindemenneske! Der sender hun mig uden Videre Manden og alle Børnene paa Halsen! De staa nede i Kjøkkenet og vente paa, at jeg skal forsørge dem. Manden ogsaa, den store dorske Krop, stinkende af Skraatobak! Jo, jeg sidder net i det! —

— Du skulde da aldrig, lille Tante, have skrevet, at hun strax skulde sende Dig baade Manden og Børnene, og glemt at tilføje det Øvrige? — spurgte jeg.

— Hvor kan Du dog spørge saa tosset? Du veed jo selv, hvor tydelig og bestemt jeg udtrykker mig. Det staaer saa klart for mig, hvad jeg har at sige, og i samme Nu staaer det paa Papiret. Ethvert Barn maa kunne forstaa mine Breve. Eenfoldige Mariane! Du er da ikke saa gammel, at Du allerede kan gaa i Barndom! Og selv om Du gik i Barndom, maatte Du have kunnet forstaa min Mening. Tænk Dig, Otto, hun sender mig hele Klatten otte Miil ind fra Landet! Det mangler kun, at de ogsaa skulde have havt et Læs Skramleri og Pjalter med sig! —

Nede i Folkestuen havde virkelig Manden og Børnene slaaet sig tilro ved Mad og Drikke, og ansaae aabenbart deres Rejse for tilendebragt. Manden, som var kommen lige ud af Tugthuset, syntes i sin sløve Ro ikke at være den mindst tillidsfulde. Tante Betty var i en frygtelig Forlegenhed og Vaande. Hun vred sine Hænder og løb op og ned fra Etage til Etage, uden at vide, hvad hun vilde eller skulde. Men hendes Tanke kom ikke ud af Folkestuen.

Knuden fandt imidlertid, tildeels ved min Faders kraftige Bistand, den heldigste Løsning. Denne Misforstaaelse blev en sand Lykke baade for Manden og Børnene. De bleve, med nogen Ulejlighed, alle paa bedste Maade forsørgede.

Det er en Selvfølge, at Lysterne og Begjærlighederne heri Helvede, hvor de, afklædte Kjødet og manglende Stoffet, slet ingen Tilfredstillelse kunne finde, maa blive til en brændende Pine. Men førend Du erfarer, hvorledes de blive satte ibrand, kan Du ingen Forestilling gjøre Dig derom. Derfor er naturligviis Indbildningskraften Mester. Allerede i Verden kan Indbildningskraften blive en farlig, frygtelig Ting. Ved Ophidselse og Øvelse kan den tilsidst naa en saadan Udvikling, at den tager Magten fra Forstanden. Men først heri Helvede udfolder den hele sin vilde, ubændige Natur. Den bliver et sandt Uhyre, som paa det Grusomste udpiner, ligesom udmarver Væsnet. Dens Lune gaaer, som Du vel kan begribe, i mange forskjellige Retninger: Bordets, Drikkelagets Glæder, dejlige Kvinder &c. &c., i en Sum: alle Slags naturlige og unaturlige Vellyster. Man rives hen; Man udmaler sig det stedse videre; Man kommer dybere og dybere ind i det. Indbildningskraften kjender ingen Grændse. Den arbejder i Hovedet ligesom et Slags aandelig Dampmaskine, og i Hjertet fornemmer Man Virkningen deraf. Lysterne og Lidenskaberne opflammes, gløde, ligesom gnistre; Man bliver som rasende af Begjær og veed ikke at styre sig — —. — Ak, der er Intet, Intet at mætte den paa.

Vistnok er Intet lettere end at give Gjenstanden for sin Begjær en vis Existents. Man behøver kun at lade Villien træde til Forestillingen, saa har Man, hvad Man ønsker. Det vil sige, Man har det livagtig for sig: det dækkede Bord, de fulde Flasker, Overdaadighedens Bolig, kort sagt, hvadsomhelst i hele Tingenes Verden. Hvad smukke Kvinder angaaer, saa er der fuldtop af dem i Helvede. Men alt dette er endnu værre end Intet. Det tjener kun til Pinens Fylde. Lad mig tie derom! Det maa være dig tydeligt nok. Og er det Dig ikke, nu, saa veed jeg ikke Bedre at sige end: gaa hen og læs Kong Ixions Historie! Ligesom han savne vi Skyen istedetfor Juno. Den Historie er ligesom møntet paa Tilstanden i Helvede. Ogsaa Hjulet, hvorpaa han omhvirvles, er en træffende Betegnelse af den Maade, hvorpaa Indbildningskraften omtumler os og bliver os en Helvedes Pine.

Maaskee spørger Du nu: — har Du heri tillige skildret dine egne Piinsler? — Ja naturligviis. — svarer jeg. Men vent ikke nogen nærmere Forklaring. Har jeg ikke engang sagt Dig, at jeg var et Menneske med stærke kjødelige Drifter og voldsomme Lidenskaber? Troer Du maaskee, at det Ene eller det Andet er blevet ringere heri Helvede?

Ogsaa jeg svælger i en forgangen Tids Vellyster, at sige, ligesom Kong Tantalus i Fablen; ogsaa jeg fortærer nu og da mig selv i rasende, fortvivlet Begjær. Er der nogen Forskjel mellem mig og Andre, saa er det den, at jeg inderlig skammer mig over mig selv. Hvorledes kan dog den, som har elsket Lili, ja, som er bleven elsket af hende, bukke under for saa grove Tillokkelser?

Dog, der er ogsaa en anden Forskjel mellem mig og Andre. Jeg kjender en Frelse ud af dette Helvede i Helvede, og Indbildningskraften, min Tyran, maa selv befordre den. Saasnart Lilis rene, nu isandhed forklarede Billede træder frem for min Sjæl, synke Lyster og Begjærligheder afmægtige tilbage i deres Dyb; den vanhellige Brand i mit Indre slukkes, og jeg kan atter føle menneskelig.


— Jeg er saa træt. — sagde Lili sagte. Strax standsede jeg Æslet, som bar hende. Med mere end en Moders Ømhed mod hendes syge Barn løftede jeg hende ned, og beredte hende et Sæde, hvorpaa hun kunde udhvile sig. Vi vare standsede ved Broen, som fører over Kedron.

— Jeg er saa træt. — O hvilken sørgelig, smertefuld Historie indeholdt ikke disse faa Ord! Jeg havde forhærdet mit Hjerte mod Sandheden, i den faste Beslutning, ikke at tro paa en sørgelig Udgang af denne Historie om en bestandig tiltagende Træthed i en Alder af sytten Aar. Men i mit inderste Væsen var Historien alligevel godt kjendt, og blev uophørlig dragen frem paany med stedse sørgeligere Anelser. — Det vil rimeligviis ende med en Blodstyrtning. — havde en engelsk Læge sagt til mig i Jaffa: — Vogt hende blot for alslags Anstrengelse, men især for allehaande heftige Sindsbevægelser! —

Og jeg havde vogtet hende. Hvor blidt og stille havde vi ikke foretaget vor Pilgrimsvandring igjennem det hellige Land! Hun vandrede ligesom i en magisk Kreds, indenfor hvilken intet Frygteligt og Farligt, overhovedet intet Foruroligende turde vise sig. Tyrker og Beduiner maatte i samme Grad offre hende deres ridderlige Tjeneste. O, det var herlige, uforglemmelige Dage!

Overalt fandt hun trøstelige, opløftende Minder om ham, Frelseren, hvem hun ganske havde givet sit Hjerte. Og overalt talte han til hende gjennem de hellige Skrifter. Han ligesom vandrede med hende fra Sted til Sted. Og hun følte sig saa lykkelig. Engang sagde hun: — det er, som om jeg allerede var i Himmerige. — Sol gik op og Sol gik ned for hende ligesom i en lyksalig Drøm. Hun havde ondt ved at tro, at det var virkeligt, hvad hun oplevede. Der gaves ingen Tid for hende længer, ingen Dage og Timer, kun Øieblikke, undrevne Evigheden.

Og alligevel skulde det tilsidst komme saaledes, pludselig som et Tordenslag fra en skyfri Himmel. Det var ikke dræbende; men det vilde udentvivl blive det, naar det kom igjen. Og det vilde rimeligviis komme igjen.

Nu havde hun atter samlet lidt Kræfter. Men hvor længe vilde de holde ud? Hun selv bekymrede sig ikke; men jeg gik ligesom med hendes Liv mellem Hænderne. Hun var som en knækket Lilie. Vel dufter den endnu, og udbreder bønlig sine Sølvmors Blade mod Himlen. Men den vil aldrig hæve sit Hoved mere. — Lili er træt. — Det er hele Historien. — Blomsten vil visne, og dens Stav blandes med Jorden. — —

Vi havde lejret os ved Kedron. Dette Øjeblik, denne Scene staaer endnu med en forunderlig Tydelighed for min Sjæl. Jeg troer, at jeg kunde anvise hver Steen dens Plads, angive hver Revne i de os omgivende Fjelde.

Vi befandt os tætved den højtbuede Bro, som fører over Bækken. Bagved os hævede sig Morija Bjerg. Engang bar det Salomons og Herodes' Tempel. Nu bærer det Omars knejsende Moskee. Tilhøjre aabnede sig en fri Udsigt gjennem Josaphats Dal. Jeg kalder det en Dal; men rettere lod det sig kalde en Kløft. Thi den er dyb og snever, paa nogle Steder neppe hundrede Alen bred. Dalsiden tilhøjre er gjennembrudt af utallige ældgamle Gravhuler, udarbejdede i det faste Fjeld. Her findes Kongernes og Profeternes Grave. Paa Forargelsens Bjerg tilvenstre i Baggrunden ligesom hænger nedad Skraaningen en elendig lille jødisk Landsby.

Foran os bugtede Kedron sig med sit dybt indskaarne, steenfulde Leje, fortiden uden een eneste Vanddraabe. Hiinsides hævede sig med blid Skraaning Oliebjerget med Gethsemane Have. En lille Gruppe af ældgamle Olietræer betegnede os Stedet. Den dalende Sol kastede mellem dybe, stærke Skygger hist og her et blændende Lys ind over den ene Side af Dalen. Krat paa Oliebjergets Top udgjød Lyset sig med en mild Virkning, som Øjet formaaede at udholde.

Hvor vi havde lejret os, var en fuldkommen Skygge. En sval, endnu kun lidet mærkelig Luftning var begyndt at stryge henover Bjergsiden. Lili sad hensunken og fordybet i sig selv, med slapt nedhængende Arme og foldede Hænder. Hun var jo træt, maaskee træt indtil Døden. Øjet var nedslaaet, næsten lukket, og hun var meget bleg. Uvilkaarlig og imod min Villie maatte jeg sammenligne hende med et dejligt Lidelsens Billede paa et Gravmæle. Men dog var det ikke saa meget Blegheden, der ængstede mig, som en ellers hyppig og pludselig tilbagevendende stærk Rødme. Det var som en Ild, der pludselig gik hen over hendes Aasyn, og efterlod det ligesaa blegt som tidligere.

Tilhøjre, noget afsides, laa Æslet og dets Driver, begge blundende. — Lykkelige Mennesker! — tænkte jeg uvilkaarlig, eller: — Lykkelige Æsler! — Tilvenstre, noget længer borte, sad den tyrkiske Soldat, som vi havde med os til Sikkerhed, bevæbnet indtil Tænderne, i dorsk, ligegyldig Ro, rygende af sin lange Pibe.

Den herskende Stilhed blev mig snart utaalelig. Jeg brød den, idet jeg sagte henvendte det Spørgsmaal til Lili: — Lili, hvad tænker Du paa? —

— Jeg tænker paa mine Synder. — lød det blide Svar.

— Paa dine Synder! — gjentog jeg, men holdt inde, da jeg blev mig bevidst at være i Begreb med at sige Noget, som vilde gjøre Lili ondt: — Mit fromme Barn, de kunne da hverken være store eller mange. —

— Siig ikke det, Otto! — Vi synde alle uden Afladelse, endog uvilkaarlig, uden at vide Noget deraf. Vi selv kjende derfor kun faa af vore Synder; men Gud kjender dem alle, og alle ere de store for ham. —

— Men hvorledes kommer Du just nu til attænke paa dine Synder? —

Lili ligesom studsede. Der hørte fra hendes Side saa saare lidt til at gjøre mig opmærksom, faa mig til at gaa i mig selv. Jeg lod mit Blik svæve omkring. Ja, vistnok maatte jeg skamme mig over mig selv. Hvilket Sted i den vide Verden egnede sig vel som dette til at kalde En Synderne i Minde? —

— Kjære Otto, — svarede Lili bevæget: — jeg blev mig netop nu en ny Synd bevidst. Endog paa dette Sted kan Man ikke holde den syndige Idræt borte. Der opstod pludselig det brændende Ønske i mig, at jeg dog maatte leve en Tid endnu; men jeg glemte at ledsage det med hine Frelserens Ord: — ikke min, men din Villie skee! — I alle Ting, hvad det saa end er, maa vi jo overgive os i Guds Faderhænder. Ellers kunne vi ikke være hans Børn. —

En usigelig bitter Følelse af Harme og Smerte tilsammen gik igjennem mit egenvillige Indre. Uvilkaarlig gled mit Blik til Siden, hvor Muselmanden sad, og jeg tænkte: — det er ligesom talt ud af Tyrkens Hjerte. — Men snart vandt dog Smerten Overhaand, den rene, dybe Smerte, og jeg svarede:

Lili, tvivl ikke derom, Du vil leve! Forjag dog disse sørgelige Tanker! O Lili, min Søster, mit Barn, husk dog paa, hvor højt Du er elsket! —

— Det veed jeg, Otto. — svarede Lili med et Smiil saa sødt, som om hun aldrig havde kjendt til Smerte: — Højt elsket paa Jorden, men endnu højere i Himlen. —

Stilheden var i Begreb med at vinde sit Herredømme tilbage. Men jeg kunde, vilde ikke taale det, og vedblev derfor efter et Ophold:

— Du maa ikke finde nogen Synd i hiint Ønske, kjæreste Lili. Tværtimod, lad det fremgaa ret varmt og frit, og Du vil faa det opfyldt, Du vil leve. Hvis der er nogen Egenvillie deri, saa hører den til de ganske naturlige Ting, som Gud selv har nedlagt i Hjertet. Min egen Lili, gjør Dig ikke selv Uret! Der har aldrig været noget mindre egenvilligt og egenkjærligt Væsen, end Du er, til i Verden. —

— Ja, saaledes dømmer Kjærligheden. — svarede Lili, idet hun med en ubeskrivelig Inderlighed lod sit Blik falde i mit: — Men for saa vidt har Du Ret: var mit Ønske end fuldt af Egenvillie, egenkjærligt var det dog i samme Grad ikke. Thi jeg tænkte derved ikke alene paa mig selv, men ogsaa paa Andre. Otto, begriber Du ikke nok, det var især for din Skyld, jeg ønskede at maatte leve. Du vilde savne mig fremfor Alle, ikke sandt, min eneste, min dyrebare Ven? —

Hvis jeg havde været alene med hende, vilde jeg i dette Øjeblik tilbedende være sunken ned for hendes Fødder. — Jeg stammede, maaskee hørte hun det ikke engang: — Jeg maatte dø uden Dig! —

Atter blev der Stilhed; men denne Gang var den mig ikke piinlig. Mit Hjerte var fuldt af søde, i det Højeste kun halv smertelige Rørelser. Ogsaa jeg havde, i det Mindste for et Øjeblik, seet Himlen aaben over mig.

Lilis Ansigt var igjen blevet meget alvorligt. Der foregik øjensynlig en Kamp i hendes Indre. Men selv Kampen i hende var fuld af Blide og Fromhed. Hvad hun kæmpede for, var udentvivl dette, at kunne sige med fuld og fri Hengivelse: — ikke min, men din Villie skee! — Men var der en Strid, syntes den for Øjeblikket at skulle blive uafgjort. Thi pludselig rejste hun sig, idet hun sagde med bævende Læber: — Ak, et Menneske er vel nødt til at tænke paa sine Synder, naar det føler Trykket af de Lænker, som holde det tilbage fra Gud! Det er syndigt at hænge saa stærkt ved Verden. — Kom, min Ven! Jeg er nu stærk igjen; lad os drage videre! —

Jeg trykkede blidt hendes Haand i min, inden jeg slap den, og svarede, ikke uden Bebrejdelse — o, hvorledes kunde jeg dog nænne det! —

— Verden, Lili, er det ikke dem, Du elsker i Verden? Er da din Kjærlighed en Synd? Umuligt! Men dog taler Du, som om dit Hjerte var fuldt af Synder, der piinte og ængstede Dig. —

Lili lod sit fulde Blik falde paa mig; der var en Glands deri, som jeg nu maa kalde overjordisk. Dengang havde jeg intet Navn derfor. Hendes Træk vare ligesom forklarede, da hun med Liv gav til Svar:

— Ja, mit Hjerte er fuldt af Synder! Gud veed det. — Men ængste mig, nej, Otto, nej, det gjøre de ikke! — Hun pegede ned i Bækkens Leje, og vedblev: — See, det er Kedrons Flod! Kan Du tælle Sandskornene i dens Leje, store og smaae? Saa mange og flere ere Verdens, ere Folkets Synder. Men Guds Søn skred engang hen over Kedron, ængstet indtil Døden, henover dem alle, og de vare fra samme Stund ikke mere. Deriblandt vare ogsaa mine Synder; deres Sted findes ikke, de ængste mig ikke mere! —


Vi droge altsaa videre, over Kedrons Bæk, opad Oliebjerget til Gethsemane Have. Vi dvælede under de samme Olietræer, hvorunder Frelseren engang havde stridt den sidste Strid i Bønnen, med Dødsangstens Sved paa sin Pande, der som Blodsdraaber faldt til Jorden.

Lili bad som han, en inderlig, brændende Bøn, men uden Angst og Pine. Ogsaa for mig bad hun; det veed jeg vist. Og Bønnens Frugt var en fuldkommen Fred. Da hun havde endt, stod det tydelig skrevet paa hendes rene Pande: — Ja, Fader, din Villie skee! —

Men jeg vidste ikke af nogen Bøn at sige; tværtimod var jeg nærved at forbande den formeentlige Svaghed hos mig, som havde været Skyld i, at vi vare komne til det hellige Land. Jeg ønskede mig tusinde Mile bort med hende, som var mig kjærere end hele, Verden, idet jeg bildte mig ind, at hjemme vilde Livet have smilet os imøde. Her grinede overalt Døden.

Vi vendte den kortere Vej tilbage igjennem Stephansporten, idet vi fulgte den saakaldte Smertensvej, via dolorosa, igjennem Staden. Fra Station til Station: — Ruinerne af Pilatus' Huus — det Sted, hvor Maria mødte sin guddomlige Søn under Korsets Byrde, og afmægtig segnede til Jorden — det Sted, hvor Frelseren vendte sig om imod de grædende Kvinder og sagde: „I Jerusalems Døttre, græder ikke over mig, men over Eder selv og Eders Børn!” — det Sted, hvor den fromme Veronika traadte til med Dugen og tørrede Sved og Blod af Frelserens Aasyn; men hun tog hans uudslettelige Billede med sig i Dugen. — Her bøjede vi af; Vejen gaaer videre til Golgatha Bjerg.

Denne Vej kaldes Smertens Vej. — Ogsaa for mig blev det en Smertens Vej. Men det var ikke paa ham, jeg tænkte, der engang vandrede den, som Offerlammet til Alteret, under Syndens Forbandelse; det var paa mig selv. Derfor fandt jeg paa den hele lange Vej heller ikke et Gran af Trøst. Og derfor, ja derfor pines jeg nu, istedetfor at blive trøstet!


Er det ikke underligt, at det endnu aldrig er faldet mig ind at besøge den saakaldte Jødestad, eet af Helvedes Undere, om jeg saa maa sige? Vistnok bærer den ikke Navn af Jerusalem; men det maa dog udentvivl være den samme, som under dette Navn var til i Verden. Jeg kan i det Mindste ikke tænke mig nogen Jødestad uden i Liighed med Jerusalem.

Der er pludselig kommet en brændende Lyst over mig — Længsel tør jeg ikke kalde det — efter at valfarte til Jerusalems Stad. Vistnok har jeg der næsten ikke oplevet Andet end Smerter; men jeg oplevede dem med hende. Det staaer i min Magt, paany at betræde de Steder, jeg engang betraadte med Lili. Jeg kan igjen vandre gjennem Josaphats snevre Dal, og raste ved den høje Bro, som fører over Kedrons Bæk, med Oliebjerget for mig hiinsides. Jeg kan igjen forfølge Smertens Vej fra Gabbatha til Golgatha, og, om jeg vil, undervejs lægge mig for den rige Mands Dør som en anden Lazarus.

Og dog, hvis det er Jerusalem, er det maaskee et ganske andet, end jeg lærte at kjende, et Jerusalem i Ruiner. Der maa være stor Forskjel mellem Jerusalem før Forstyrrelsen og Jerusalem efter Forstyrrelsen. Men lige meget! Forandringen maatte være saare stor, hvis jeg ikke skulde gjenfinde de Steder, paa hvilke jeg engang dvælede med Lili.

Jeg har ingen Ro paa mig. Lyset er rigtignok stærkt i Aftagende; men jeg maa afsted. Det er kun en Indbildning, som driver mig; jeg veed det vel. Men der ligger dog ligesom et Slags Tilfredstillelse i at give efter for Driften.

Dog, førend jeg farer affted, vil jeg ikke forsømme, ved Forespørgsel at gjøre mig foreløbig bekjendt med Jødestaden. Saa afsides, den ligger, og saa udelukkende, den end er, maa der dog vist gives Folk, som vide almindelig Besked derom.