Breve fra Helvede/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 45-58

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

IV.

Det var just ikke under lykkelige Forhold, at jeg blev opfostret i Verden. Mine Forældre udgjorde et meget ulige og kun meget ufuldkommen forbundet Par. Folk havde Grund til den Bemærkning, at Ingen let skulde kunne sige, hvorledes de overhovedet vare blevne et Par. Min Fader var en jævn, simpel Mand, af et stille, tilbageholdent og fordringsløst Væsen; skjøndt Chef for et anseet Handels- og Fabriksfirma, var han, for den overfladiske Betragtning, dog kun en temmelig ubetydelig Person. Men der var et Udtryk i hans klare, rolige Blik, en Vægt i hans faa og simple Ord, som, især ved et nærmere Bekjendtskab, maatte overbevise Enhver om, at Man dog ikke havde med en ganske almindelig Mand at bestille.

Min Moder, for mig Hovedpersonen, saa langt jeg kan huske tilbage, var, naar jeg skal udtrykke det i eet Ord, en Dame, og det af den mest fuldkomne Art. Hun var meget smuk og meget nobel, og bevarede sin Skjønhed forunderlig længe. Maaskee kom det deraf, at hendes Liv var forskaanet for store Lidenskaber. Der gaves dem, der kaldte hende kold, apathisk. Kan være, der var noget sandt deri; men meget vilde Man have fejlet, hvis Man tillige havde troet hende uden Villie og Energi. Skjøndt hendes Villie aldrig gjorde sig gjældende paa nogen stødende Maade, troer jeg, at den ingensinde er bleven bøjet. Hvo skulde vel have bøjet den, naar jeg ikke formaaede det, hendes eneste, elskede Barn? Og ligesaa fast og bestemt, min Moder var, ligesaa klog var hun tilvisse.

Hun var almindelig beundret; at hun var elsket, tør jeg ikke sige. Maaskee elskede hun heller ikke Nogen ret af Hjertet undtagen mig. Elskede jeg min Moder? Skal jeg svare derpaa som paa et Samvittighedsspørgsmaal, maa jeg sige: — ogsaa jeg beundrede hende mere, end jeg elskede hende. Og hun fortjente denne Beundring. Saa meget jeg har seet af Verden, aldrig saae jeg nogen Kvinde, som i saa fuldkommen Grad udfyldte Begrebet af en Dame. Forstaa mig vel, jeg mener: paa et lavere Standpunkt i Samfundet. Hun var ligesom et Fuldkommenhedens Billede: fuldkommen smuk, fuldkommen i Væsen, Holdning og Manerer, fuldkommen i Klædedragt, fuldkommen i alle Verdens Skikke, fuldkommen i sine Pligters Opfyldelse, fuldkommen i sin Vandel, fuldkommen i christelig Gudsfrygt og Fromhed. I alle Ting var hun mønsterværdig, uden Plet og Dadel. Aldrig gav hun Anstød, aldrig sagde, gjorde, tilstedte hun noget Urigtigt.

For at bruge et Udtryk, der engang faldt ganske træffende, — min Moder var fuldkommen indtil den mindste Fold i hendes Kjole. Og dette Væsen bevarede hun indtil en meget høj Alder; endog selve Skjønheden vilde. kun nødig svigte hende.

Naar jeg nu seer tilbage, er mit Blik paa hende, ligesom paa Alt, klarere end nogensinde. Det er nu ikke længer skjult for mig, at Verden gjaldt hende saare meget. Verden var ligesom hendes Model; det var nærmest i Overeensstemmelse med Verden, at hun havde udviklet og uddannet sig til en saadan Fuldkommenhed. Hermed vil jeg ikke sige, at hun manglede Sands for det Højere, navnlig for Religionen. Tværtimod var denne Sands i høj Grad udviklet. Jeg tør vel sige, at kun faa Mennesker have holdt Guds Bud saa fast for Øje som hun. Præsterne ærede hun; Kirken var hende ligesom et andet Hjem; aldrig gik Nogen fra hende uden paa een eller anden Maade at være tilfredstillet. At jeg saa maa udtrykke mig, Pligt og Anstand gik Haand i Haand ved hendes Side gjennem hele Livet.

Vort store Huus havde ligesom to Afdelinger; i den ene var min Moder hjemme, i den anden min Fader. Der var saaledes ligesom to Huusholdninger, at ligne ved to Cirkler, der netop kun berøre hinanden. Jeg, Husets Barn, stod ikke midt imellem, men tilhørte den højere Cirkel, som min Moders forkjælede Dreng. Med min Fader havde jeg kun lidt at bestille. Jeg skyede dette stille, alvorlige Væsen hos ham, dette rolige, prøvende Blik. Han gav sig ogsaa i det Hele kun lidt af med mig, skjøndt jeg ikke kan tvivle om, at han jo havde mig inderlig kjær.

I min Moders Cirkel gik det fiint til; hun førte et selskabeligt Liv. Men min Fader deeltog kun sjelden i denne Selskabelighed, og, naar han gjorde det, lad mig kun tilstaa det, var det, som om jeg dumme Dreng maatte skamme mig ved ham. Han var saa simpel, og holdt sig, skjøndt Herren i Huset, saa meget tilbage. Næsten hele sin Tid tilbragte han i Kontoret og de didhørende Smaaværelser, for saa vidt som han ikke var beskjæftiget i Fabriken eller i Lagerhusene.

Et mærkeligt Modstykke til min Moder udgjorde min Tante, min Faders Søster. Det var en gammelagtig Pige af et besynderlig excentrisk Væsen. Det syntes sammensat af idel Uregelmæssigheder, Skrøbeligheder og Særheder. Hun var uberegnelig i alle Henseender undtagen i een, og gik i alle Retninger over Linien. Hun var overspændt, havde Luner, gav sig uophørlig blot. Hun var ikke Dame; men vel kunde det falde hende ind, stundom ogsaa at give Damen. Det var imidlertid kun en Rolle, et Slags Forestilling, hvorfra hun snart kom tilbage. Med alt dette var hun i en sjelden Grad naturlig; Hjertet laa hende bestandig paa Læberne. Hendes Naivetet hørte til de næsten utrolige Ting. Hendes Tale faldt for det Meste i det Snurrige, og hun var, som hun selv sagde, den Eneste, der kunde muntre min stille, alvorlige Fader. Og dette Kald røgtede hun trolig. Tante Betty var meget langt fra Fuldkommenhed; i Verdens Øjne, for hvilke hun iøvrigt kun sjelden lod sig see, var hun, mildest talt, et komisk Særsyn. Hun havde kun een eneste Fuldkommenhed; det var et Hjerte, overstrømmende af Kjærlighed, beredt til enhver Opoffrelse, et Hjerte, hvis Natur og Glæde det var at fornægte sig selv og bidrage til Andres Lykke. Paa sig selv tænkte hun aldrig. Og dette hendes Hjerte var fuldt af en Tro saa dyb og levende og eenfoldig, som noget Barn kan have den. Vistnok gik det ogsaa med hendes christelige Liv op og ned; ifølge hendes Natur kunde det ikke være Andet. Men hendes Hjerte fandtes altid paa den rette bestemte Plads. Og Gud var i hendes Hjerte. Vistnok kom hun ofte ligesom i Vilderede med sine Pligter og løb Surr i Budene; men altid stod det store Bud klart for hende, som er Fylden af alle Bud og alle Pligter: — Elsker Gud, elsker hverandre!

Fra min Fader havde hun været uadskillelig fra Ungdommen af. Nu bestyrede hun hans Huus; det var et stort Huus og ligesom to Huusholdninger. Naar det falder mig ind at sammenligne hende med Askepot i Huset, saa passer det vistnok ikke; men alligevel er der noget Sandt deri. Thi vel var hun i Huusvæsnet den uindskrænket regjerende; men hun havde i denne sin Stilling gjort sig til en Tjenerinde for Alle. Hun havde paataget sig al Ulejligheden, al Bekymringen; hun ligesom sled sig op i Huset. Men netop dette vilde hun. Traadte Man hende i denne Henseende ivejen, blev hun stædig, saa blød og mild og føjelig hun end var. Min Moder Damen rørte sig ikke til Noget; Alt var overladt til Tante, endog hele Omsorgen for mig og Fader. Hun tog sig af Huset og tog sig af Alt. Økonomien, Arbejdet, Bekymringen var den mindste Deel af hendes Byrder; hun følte sig ogsaa kaldet til at bære alle Familiens Sorger, Smerter, Gjenvordigheder. Hun tog Stod af for Alle og til alle Sider, ja, lod sig endog villig gjøre til Syndebuk for Andres Urimeligheder og Forseelser. I alt dette saae hun simpelthen kun sin Bestemmelse i Verden. Det var hende, som gik frem og tilbage mellem Fader og Moder, den Klogeste af os alle i sin store Eenfoldighed. I Virkeligheden udgjorde hun den væsentligste Forbindelse mellem Ægtefællerne. Men det var dog øjensynlig min Fader, hvem hun i Principet havde offret sig; ved ham hang hun med en Ømhed, mere rørende, end Ord kunne udtale. Hvorledes forstod hun ikke at hygge om ham i det uhyggelige Hjem, at afdøde Ærgrelserne, som ikke vare faa, at oplive og trøste ham, og med en Spøg, som ofte kom fra et kummerfuldt Hjerte, at tildække den ulægelige Splid, som fandtes mellem ham og hans Hustru, ak, ja ogsaa hans Barn!

Og hvorledes tog hun sig ikke af mig, den ejegode Tante! Min Moder forkjælede mig, fordærvede, tør jeg ikke sige; thi hun var i Eet og Alt en klog Kone. Min Tante kom jeg til at skylde, at jeg, uagtet al Forkjælelse, blev et godt og fromt lille Barn. Paa hendes Knæ fik jeg min første Religionsunderviisning, og den slog an, som intet Godt senere. Der er noget uendelig sødt i Erindringen om denne Tid, uagtet al Helvedes Bitterhed. Med hvilken Kjærlighedens Magt hun drog mig til sig, det fremgaaer tydelig nok deraf, at jeg sneg mig bort fra min Moders prægtige Værelser, hvor jeg var Herren, for at tilbringe min Tid som et fattigt Barn hos min Tante, enten i Kjøkkenet eller det lille Kammer, som hun kaldte sit eget. Det var den lykkeligste Tid, jeg levede i Verden.

Saaledes fik jeg en virkelig from Opdragelse. Det var dog ikke min Moder, jeg kom til at skylde den, uagtet ogsaa hun paa sin Viis var from. Men dette Væsen blev ikke gammelt hos mig. Jeg voxede til med stærke sandselige Drifter, og jeg fik tidlig Smag paa Verden. Tante Betty døde; hun havde formelig slidt sig op; Kjærligheden er ofte en kostbar Ting. Det gjorde et stærkt, men ikke varigt Indtryk paa mig. Jeg var dengang allerede paa Kontoret og inde i Forretningen. Min Moder havde i sit stille Sind bestemt mig for den militære eller, om muligt, diplomatiske Løbebane. Jeg var smuk efter hende, riig efter min Fader, og dertil ogsaa i andre Henseender vel begavet. Hun var stolt af mig, og vilde have Ære af mig i Verden. Men, endskjøndt jeg næsten ganske var bleven overladt til min Moder, i denne Henseende var min Fader afgjort imod hende og fast bestemt; jeg maatte træde i hans Spor og uddanne mig til en adstadig Forretningsmand. Livet, meente han, vilde frembyde Fristelser nok for mig endda.

Og deri havde han Ret. Jeg havde den Gave at kunne indtage alle Mennesker for mig, en farlig Gave, især for Mennesker af en saa kjødelig Natur som min. Ikke alene fandt jeg Verdens Favn aaben; men den drog mig til sig, ligesom Nymferne Hylas. Jeg var fordærvet, inden Dunene paa min Hage havde begyndt at kruse sig. Jeg havde slette Venner i Mængde; men endnu farligere end mine Venner bleve dog mine Veninder mig. Sagen hævnede imidlertid sig selv: fra Forført blev jeg snart Forfører.

Siden jeg var kommen under min Faders Værgemaal, tog denne sig i enhver Forstand alvorlig af mig; det manglede heller ikke paa Formaninger, Irettesættelser, Indskrænkninger. Men det hjalp Intet; jeg skyede og bedrog ham. Af langt større Indflydelse paa mig var min Moder. Paa den ene Side lod hun mig føle, at hun var tilbøjelig til at undskylde og see igjennem Fingre med mig; paa den anden Side vidste hun at gjøre Hensynet til Klogskab og Anstand saa kraftig gjældende, at jeg lovede at forbedre mig. Og jeg forbedrede mig virkelig, at sige, i den givne Forstand. Jeg indskrænkede mine Udskejelser, og vogtede mig for at give Anstød og Forargelse. Dette Maadehold faldt mig i Begyndelsen svært nok; thi jeg svulmede af brutal Kraft og Begjær. Men, havde jeg stærke Lidenskaber, saa havde jeg ogsaa en stærk Villie til at tøjle dem med, og min Moders Klogskab inspirerede mig til at ville.

Da jeg var nogle og tyve Aar gammel, døde min Fader; han havde ikke ladet see et Smiil, siden Tante Betty døde; der var Ingen i Verden, som kunde muntre ham mere. Min Moder drog sig tilbage, og formaaede nu ganske, som hun kaldte det, at afcirkle sig. Jeg blev i en ung Alder optagen som Deeltager i Firmaet under min Farbroders Ledelse. Kort efter faldt jeg i en haard Sygdom.

Her kommer jeg til eet af de mørkeste Afsnit i mit Liv. Det er vel kun et lille Parti, flygtig henkastet, ligesom en Blyantskizze paa en Lystvandring; men det indeholder Kilden til eet af de bittreste Nag, hvoraf jeg lider. Blev jeg end i alle andre Henseender tvættet reen, denne mørke Plet vilde blive tilbage.

Da jeg atter kom mig af Sygdommen, var jeg ubeskrivelig svag. Det var i Forsommeren; Lægen sagde, at jeg maatte paa Landet. Men ligesaa svag, jeg var, ligesaa vranten, lunefuld og vægelsindet var jeg bleven. Jeg vidste i Grunden ikke, om jeg gad eller ikke gad. Paa vort Landsted havde jeg ikke Lyst til at tage ud; Eensomhed og Stilhed vare i alt Fald en Hovedbetingelse, og de fandtes ikke der. Tilfældigviis gjorde et Lune Udslaget. Forrige Sommer havde vi gjort en Udflugt til Søkysten. Fra denne Tuur fremstillede sig for min Erindring et lille, venligt Huus, liggende dybt inde i Skoven, saa eensomt og stille, som om Freden selv der havde taget Bolig, i svale, men ikke kolde Skygger, omranket af Roser, Efeu og Kaprifolium. Det var et Skovfogedhuus, ikke meget langt fra Staden, — hvori jeg havde holdt en halv Times Rast. Skulde jeg paa Landet, vilde jeg bo i dette Huus; kun der vilde jeg kunne komme mig.

Efter endeel Vanskeligheder blev Sagen bragt istand, og jeg tog derud. Den gamle Skovfoged boede der alene med en Datter, som netop var bleven voxen. Anna, lidet drømte jeg om, at dette Navn engang skulde faa en saa forfærdelig Klang i mine Øren!

Jeg kom godt til Kræfter. Men, unægtelig, saa dejligt Stedet end var, saa blev det mig dog i Længden noget kjedeligt. Af Kjedsomhed gav jeg mig til at gjøre Cour til Anna. Hun var kun lidt Mere end en Bondepige; men fuld af Ynde var hun i sit frie, naturlige Væsen. Der var en forunderlig Samklang mellem hende og Omgivelserne; hun var ligesaa frisk og fri og duftende som Skoven. Netop denne fuldkommen frie, næsten vilde, men ikke raa Natur havde noget besynderlig tiltrækkende for mig. Den meste Tid vare vi ene med hinanden. Faderen ansaae hende endnu kun for et Barn, — hun var knap sytten Aar — og hun var given mig til Opvartning.

Men Anna ligesom rystede alle de skjønne Ting af sig, hvormed jeg beærede hende; hun var let tilfods og let til Latter; i Spøg slog hun Alting hen og lod sig ikke fange. Net og væver, fuld af Godhed og Ynde, syslede hun om mig, men tog sig vel iagt for at komme mig for nær. Det var ikke, fordi hun frygtede nogen Fare; om denne havde hun vist neppe nogen Anelse. Men ligesom enhver fri Natur skyede hun instinktmæssig Baand og Snarer; var jeg paa min Viis ubændig, saa var hun det ogsaa paa sin Viis. Og hendes Tanker vare langt borte fra Alt, hvad der kan kaldes Kjærlighed. Hun var tilfreds i sig selv, glædede sig over Alt, nød sit Liv ligesom Fuglen paa Kvist, som Sommerfuglen mellem Blomsterne. Aldrig har jeg kjendt saa frit og lykkeligt et Sind, saa kjækt et Væsen som hendes; Intet syntes at kunne kue hende. Hun sang i højen Sky, enten det var Solskin eller Regn; hun ligesom dandsede gjennem Verden.

Men jeg sagde i dæmonisk Hu ved mig selv: — Bi Du kun, min Lille! Jeg vil dog see, om Du ikke skulde lade Dig tæmme. — Jeg elskede hende ikke; dertil adskilte vor Stand os altfor vidt fra hinanden. Men jeg blev ægget; efterhaanden fik hun noget ubeskrivelig tillokkende for mig.

Og det lykkedes mig endelig at gjøre hende tam, efter utallige Kunster. Det lykkedes mig saa fuldstændig, at hun ikke var til at gjenkjende. Hun sank hen som en brudt Skovblomst eller som en Fugl med knækket Vinge. Sangen og Latteren vare forstummede; det var ude med det frie, kjække Væsen. Stille og sorgmodig, med nedslaaet Blik, listede hun sig omkring. Men med en Ømhed uden Lige, med en Hengivenhed uden Grændse hang hun fra denne Stund af ved mig, ved mig, hendes modvillige Fordærver. Hun følte ganske rigtig, skjøndt paa sin egen Maade, at jeg havde taget hendes Liv. Hun elskede mig, fortabt, som hun var; det var i mig, hun i enhver Betydning var fortabt.

Da greb Angeren, ja allerede da greb Angeren med skarpe Kløer om mit Hjerte. Men det var tillige umuligt Andet, end at jeg jo maatte føle mig inderlig rørt over en saadan Kjærlighed, en saa fuldkommen Hengivelse. Thi ganske fordærvet var jeg dog ikke. Og havde hun været yndig før, saa var hun det ikke mindre nu. Ikke til at gjenkjende, det er sandt; men ogsaa Omslaget havde sit Trylleri. For saa fri og kjæk som den, hvis Nakke aldrig havde prøvet noget Aag; nu betvungen og ydmyg, som den, der dog kyssede sine Lænker.

Jeg elskede hende igjen, eller troede i det Mindste at gjøre det. Og for Alvor gav jeg mig til at tænke paa at ægte hende. — —


Men det skulde komme anderledes. Min kloge, hensynsfulde Moder fik Nys om Sagen og tog sig for at bringe mig til Fornuft. Paa en Maade, som ikke egnede sig til at opirre mig, men ikke desto mindre var meget virksom, foreholdt hun mig Daarskaben i det Skridt, jeg agtede at gjøre. Der var ingen Spot i hendes Tale; men alligevel følte jeg Sagen latterliggjort. Hun traadte ikke ivejen for min Plan, men lærte mig efterhaanden at betragte den med andre Øjne. Dersom jeg virkelig havde elsket Anna, vilde jeg maaskee have kunnet staa imod. Men det faldt som Skjæl fra mine Øjne: jeg elskede hende ikke, jeg havde kun Medlidenhed med hende.

Til denne Sag kom min Moder i kort Tid ofte tilbage. Lidt efter lidt gav hun tillige min Opmærksomhed, for ikke at sige: Begjær, en anden Retning. Hun havde taget en lille Pige i Huset, et Barn uden Fader og Moder, langtude beslægtet med hende, født i Amerika. Hun kunde vel nu være ni, ti Aar gammel; jeg havde indtil da sletikke lagt Mærke til hende. De flygtig givne Hentydninger til Barnets opblomstrende sjeldne Skjønhed bleve bestandig hyppigere og tydeligere. Jeg kunde umulig Andet end faa Øjnene op for den. Endelig gav hun mig reentud at forstaa, at om syv til otte Aar vilde Lili være een af de dejligste Kvinder og eet af de rigeste Partier, en Gjenstand for hundrede lidenskabelige Attraaer. Dersom jeg vilde slaa Anna afsinde og henvende min Hu til Lili, vilde hun ikke alene begunstige min Hensigt, men ogsaa bevare hende for mig. Naar Lili blev voxen, vilde det netop være passende Tid for mig til at gifte mig, og jeg kunde søge Verden rundt uden at finde en Brud som hende. — Det var altsammen sandt. Min Indbildningskraft kom i Bevægelse; jeg beskjæftigede mig fra denne Tid meget med den lille forældreløse, meget lovende Kreolinde.

Lili var unægtelig et meget smukt Barn; jeg saae i Aanden forud, hvad hun vilde blive, og min Begjærlighed blev vakt. Hun selv, Barnet, kunde vistnok ikke nære den; men jeg ligesom nød hende forud. Inden jeg selv vidste Noget deraf, var jeg vunden for min Moders Plan. Der var noget ganske særeget pirrende i dette ejendomlige Forhold. At vogte Lili som min Egen, uden at hun havde nogen Anelse om, at hun var det, at see hende udvikle Ynde paa Ynde i al Uskyldighed, altsammen for mig, at danne hende efter mit Tykke, sammenhobe Skat paa Skat i hendes Væsen, indtil Nydelsens Tid var kommen, — kald det unaturligt, om Du vil; men det var henrykkende for en Natur som min. Du forstaaer mig nok, Egoismen er et Uhyre, som opsluger Alt omkring sig uden at blive mæt og uden at blive federe. Men jeg var Mere end Egoist; der var en Begjærlighedens Dæmon i mig, og Dæmoner, saa naturlige de end kunne være, finde altid deres største Vellyst i at handle mod Naturen.

Jeg gav min Moder frie Hænder til, som hun udtrykte sig, at bringe det i sømmelig Orden med Anna, og fra denne Tid saae jeg hende, ifølge givet Løfte, ikke mere. Ikke sandt, det var et stort Offer? Nu føler jeg det ogsaa!