Breve fra Helvede/5

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Jump to navigation Jump to search

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 59-77

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

V.

Jeg begynder at føle mig hjemme. — Hjemme! Saa sødt og dejlig dette Ord lød paa Jorden, i Helvede har det en frygtelig, skjærende Klang. Men Helvede bliver Helvede, enten vi bruge Ordet hjemme eller ikke, og vi blive i Helvede. Sagen er altsaa den: vi ere nødte til at føle os hjemme, ligesom vi ere nødte til at være, som vi kunne.

Denne uafviselige Trang til i det Tømme at eftergjøre, hvad vi gjorde i Verden, til at frembringe og efterjage et Skin af Tilværelse med en virkelig Begjærlighed i Hjertet, det er, saa at sige, vort daglige Pinens Brød heri Helvede. Ja, Begjærligheden er fuld Virkelighed, Begjærligheden er den samme som altid; men Sandserne i Kjødet ere afdøde. Det er det, som gjør Begjærligheden saa indtændt, at den brænder som en flammende Glød. Ikke ilde er vor Tilstand skildret i Mytherne om Tantalus og Sisyphus. I Helvede er Intet uden Begjærligheden alene, og Alt er forfængeligt og frugtesløst. Først her gjælder hiint Viisdomsord i fuldkommen Forstand: — Forfængeligheders Forfængelighed! — Her er Alting kun Indbildning, og dog, hvilket frygteligt Alvor!

Jeg har altsaa gjenoptaget mit tidligere Levnet, ikke af Lyst, men af Tvang, med en inderlig Kval og Modbydelighed. Imidlertid har jeg dog truffet det ganske heldig med den Kreds, i hvilken jeg foreløbig har nedladt mig. Jeg har fornyet mange gamle og stiftet mange nye Bekjendtskaber, som i Verden ikke vilde have været uden Interesse. Du skulde højlig undre Dig, hvis jeg begik den Indiskretion at vedføje Navne. Ikke alene mangfoldige saakaldte skikkelige Mennesker findes i Helvede; men de udgjøre endog Befolkningens Kjærne, ganske ligesom i Verden. Du kan ikke tage fejl af dem. Jeg mener dem, der kun tænke paa at passe deres Ting og æde deres Brød i Fred, og villig indrømme alle Andre det Samme, uden Sands for det, som er over Verden, for det højere Kald, som gjør Alle til een Faders Børn, een Familie. See Dig blot om! De vrimle omkring Dig, men agte kun lidet paa Dig. De gaa ganske op, enten i deres Embed og Bestilling, deres Bedrift og Forretninger, eller i deres Familieliv, Huusholdning og daglige Syssel, Mænd og Kvinder imellem hverandre. Derom have kun faa Mennesker nogen Anelse, at idet daglige Livs Tummerum, i Huus- og Familielivets Vrøvl, er der spændt to af de allerfarligste Snarer for dem. Nogle Mennesker slide sig igjennem Verden, andre døse derigjennem, atter andre vrøvle sig derigjennem; det kalde de at leve. Og saa er det pludselig forbi med dem; de lukke deres Øjne for igjen at opslaa dem i Pinen.

O, havde jeg blot eet eneste Aar af mit Jordeliv tilbage! Jeg tænker derved ikke alene paa mig selv. Det kunde dog maaskee lykkes mig at udrive nogle af disse skikkelige Huus- og Familiefædre, som ikke see ud over Kontorpulten, Spisebordet og Himmelsengen, og nogle af disse skikkelige, exemplariske Huus- og Familiemødre, som ikke see ud over Madgryden, Vadskeballen og Vuggen, fra den visse Fordærvelse. Jeg siger: nogle; thi det veed jeg vel, at i de fleste Huse vilde Man lukke baade Døre og Hjerter for mig.

Hvad angaaer Menneskehedens saakaldte Velgjørere, saa finder den store Mærkelighed Sted, at nogle af dem — jeg siger nogle — virkelig paa en Maade have gjort vel imod Tusinder, og kun gjort ilde imod sig selv. Men Verdens Lovpriisning, af hvad Art den end er, — vil Du være klog og forvare din Sjæl, — vogt Dig for at lægge Vægt paa den! Ligesom en Pakke uden Værdi med Iilposten befordrer den Dig lige i Fordærvelsen.

Men lad mig huske, hvor jeg er! I Verden har jeg Intet mere at gjøre. Disse Mange, som jeg ovenfor har betegnet, komme i Helvedes Pine uden at have gjort sig skyldige i nogen Misgjerning. I Verden vil Man sige, om ikke for Andet, saa for den smukke Talemaades Skyld: det er himmelraabende! De følte sig saa trygge, fordi de vare sig bevidste, ikke at have begaaet nogen Forbrydelse; i denne Bevidsthed fandt de Retfærdighedens Fylde. Og alligevel ere de farne til Helvede. Disse Mange komme ogsaa, i det Mindste for en stor Deel, til Helvede uden herskende Begjærlighed. Atter raaber det mod Himlen. Men lige elendige blive de. Pinen for denne Art Verdensmennesker er den, at de her Intet have at tage vare, ingen Forretninger, ingen Syssel, hvori de kunne hengive sig og blive borte. Have de end ingen Begjærlighed, saa have de en Vane. Og hedder det ikke: — Gammel Vane bider bedst —? Det vil her sige: Vanen bider i det Mindste ligesaa godt som Begjærligheden. Vist er det, at, dersom Kjedsomhed og Lede kunde dræbe Folk, og Man heri Pinen kunde dø, saa vilde de fleste af Helvedes Indvaanere omkomme af Kjedsomhed, og Helvede vilde blive øde.


Efter med Skjønsomhed at have ladet mig presentere, lever jeg meget selskabelig. Du studser maaskee ved Ordet presentere? Uden Grund, siger jeg Dig. Skulde vi ikke ogsaa her kjende til Levemaade og god Skik? Det er ikke nogen Kunst at fare til Helvede; men at blive presentabel i Helvede, det hører der endda Noget til. Ganske ligesom i Verden, kun med den Forskjel, at der kommer det an paa, hvad Man er, her, hvad Man har været. I Verden var jeg den smukke og behagelige, fine og elegante Mand, med store Midler. Her er jeg ikke denne Mand længer; men jeg giver Manden. Du maa dog herved ikke tænke paa nogen Kunst; det er den rene Natur, renere end noget Tvangs- og Tugthuus i Verden vilde kunne levere den.

Jeg har i Begyndelsen formelig været overhængt med Visiter og Indbydelser. Det Nye er her, ligesom i Verden, meget søgt. Om jeg blot havde bragt een eller anden taabelig, men gentil Mode med mig fra Verden, vilde jeg have været inderlig velkommen. Men jeg har, uden at rose mig selv, bragt noget Mere, en heel fashionabel Tilværelse af den flotteste Art. Skal jeg fortælle Dig Noget om et overdaadigt og lystigt Herreselskab, jeg nylig bivaanede? Man havde viist mig den Ære at indbyde mig iblandt nogle af de største Fraadsere og Drankere, som Verden har kjendt. Isandhed, en ufortjent Ære! Jeg har aldrig været hverken det Ene eller det Andet, men har tværtimod i alt mit Lysthaveri hyldet hiin smukke Viisdomsregel: est modus in rebus. Med en næsten exempelløs Overdaadighed var der ved denne Lejlighed bragt Alt tilveje, hvad der kunde friste Bug og Gane. Og lystig gik det til; at dømme efter de Vittigheder og morsomme Indfald, den ublu Skjemt, som kryddrede Drikkelaget. Fristelsen, ja tilvisse, den var i fuldt Maal tilstede. Men Nydelsen, forskaan mig, lad mig om den tie stille! Der var intet Virkeligt ved dette Gilde uden den ophidsede Begjærlighed; Gjæsterne havde intet Andet at fortære uden sig selv. En ubeskrivelig Følelse af Intethed var vor Mad og Drikke; i hver Bid, hvert Glas, vi førte til Munden, følte vi os inderlig tilintetgjorte. Og Vittighederne og de morsomme Indfald, det var lutter gamle, forslidte, i det Uendelige opkogte Sager, som snarere vare til at væmmes ved end til at more sig over. Det Menneske findes ikke i Helvede, som kan komme frem med et friskt og rigtig morsomt Indfald. Men imidlertid, æde og drikke maatte vi, saa godt, vi kunde, og dertil lee og juble. Vi maatte, forstaaer Du? Saa har Du ogsaa et Begreb om, hvad det er, at komme til Gilde i Helvede.

Eller skal jeg gaa videre, og skildre Dig eet af vore Orgier? Jeg siger: vore; men det er kun modstræbende og undtagelsesviis, at jeg indlader mig paa noget Saadant som et Orgie. Det er mere end hæsligt, og Du veed, at jeg holder paa Anstanden. Men netop derfor vil jeg heller ikke befatte mig med nogen Skildring. Kun saa meget lad mig sige, at Tilstedeværelsen af Kvinder ingenlunde gjør Nydelsen større ved disse Helvedes Gilder, ikke Nydelsen, men vel Pinen. Disse tomme Kys, disse magtesløse Omfavnelser, denne Brynde, som aldeles maa gaa op i sig selv — — dog, lad mig heller derom tie ganske stille!

Der er en anden Betragtning, som med Magt gjør sig gjældende hos mig. Medens jeg sad ved hiint prægtige Taffel, hvor Intet manglede, hvad Overdaadigheden kunde opfinde, kom jeg til at tænke paa Bonden, den arme, elendige Bonde, som i Verden maa æde sit Brød i sit Ansigts Sved. Dette usle Brød, hvormed han tilfredstiller sin Hunger, dette jammerlige Tyndtøl, hvormed han slukker sin Tørst, — hvilket Herremaaltid holder han dog ikke i Sammenligning med os! Alene dette, at have noget Virkeligt at bide i, at lade noget Virkeligt skylle igjennem Halsen, hvad det saa end er, — hvilken Vellyst!

Er det ikke den uforlignelige Helt Achilles, som i Skyggernes Rige bedrøvelig udtaler, at han heller vilde være den elendigste Daglejer paa Jorden end en Konge og Helt uden Lige i Underverdenen —? Det er kun Hedningeviisdom; men hvor fuldkommen er den dog ikke! Ak, hvor sandt, hvor sandt! Jeg for min Deel vilde heller henslæbe min Tid i Verden under de ynkeligste Kaar, undertrykt og betrængt paa enhver Maade, fuld af Bekymring, Savn og Møje, ja endog ligesom med Livet i Hænderne, — tusinde Gange heller vilde jeg dette, end indtage den anseeligste Stilling, give den mest respektable Rolle heri Helvede. Iblandt de utallige Daarer, som Verden opelsker, gives der dog ingen større end dem, der tage Livet af sig selv, idet de forudsætte, at værre, end de have det, kunne de i alt Fald ikke faa det. Jo tilvisse, hvad de end i Verden maa lide, de kunne faa det meget, meget værre. De ville længes tilbage efter deres gamle Kaar; som om de havde været de allerlykkeligste. Bød Man dem endog ti Gange ringere og værre, med Henrykkelse vilde de tage derimod. Den, der kunde byde dem det, vilde de kalde deres Frelser og evig velsigne.

Men det er kun Enkelte, som drive Daarskaben i denne Retning saa vidt, at de aflive sig selv. De Fleste, og deres Tal er uden Ende, lade det bero ved Suk og Klage, ved sure og bedrøvelige Miner, kort og godt, ved egenmægtig at forkorte deres Liv. Men det vilde endda have mindre at sige, at de gjorde deres Liv kortere, naar det derved kun blev saa meget bedre. Men tværtimod, den Rest af Liv, som bliver dem tilbage, fordærve og forspilde de ved en gjennemgaaende Utilfredshed. De ere utilfredse med sig selv, med Menneskene, med den hele Verden, med Luften, som de indaande, med Jorden, som de træde paa, med Lyset, som deres Øje opfanger. O, det kan snart blive mørkt nok omkring dem! Og hvorfor ere de utilfredse? Fordi deres Helbred lader Eet og Andet tilbage at ønske, eller fordi Verden nu og da gaaer dem imod, eller fordi deres Stilling i Livet kun ufuldkommen stemmer med deres Natur og Attraa, eller fordi Andre have bedre Kaar end de, eller fordi Livets Strid er bleven dem haardere end de Fleste, eller, skulle vi gaa højt, fordi deres Liv paa en Maade kan kaldes forfejlet, fordi de have lidt Skibbrud med deres lykkeligste og dyrebareste Forhaabninger.

Jeg siger ikke, at det altsammen er Intet; tværtimod, Jordelivet bereder de Fleste en haard, Mange en meget haard Stand. Men jeg siger: — kunde I see Sagen an herfra Helvede, alle I, som i Utilfredshed lægge Eders Liv øde; saa vilde I finde, at der af Jordelivet, saa betinget af Sorg og Savn og Trængsel det end monne være, dog bestandig vil kunne udbringes et Slags lykkelig Tilværelse. Det kommer saa meget an paa, hvorledes Man tager Tingen. Dersom I, istedetfor at holde Elendigheden, stor eller lille, ude fra Eder og see Eder blinde og forstyrrede derpaa, toge den ind til Eder og med Kraft bearbejdede den til et naturligt Moment i Eders Tilværelse, hvor ganske anderledes vilde da ikke Eders Kaar blive! Mangen Ulykke er kun indbildt; ved en fornuftig Behandling vilde den ganske svinde. Og mangen virkelig Ulykke vilde kunne afgive Motivet til en bedre Livsretning, og med det Samme Grundlaget for en bedre Lykke. Kunde I see Sagen an herfra Helvede, vilde det blive Eder indlysende, at et Menneske, et dygtigt naturligviis, kan bære meget, saare meget, kan forsone sig med mange Vanheld, Savn og Veer, og, uagtet Alt, være lykkelig. I vilde finde, at hver Dag, endog af et saadant Liv, som I nu føre, Eder selv og Verden til Byrde, i sig selv er en kostbar og kostelig Ting, en sand Himlens Gave, hvorfor Man ikke kan være noksom taknemlig. I vilde forstaa, hvorfor jeg nu med vansmægtende Sjæl ønsker mig i Eders Sted, og vilde prise mig lyksalig endog ved at gaa ind under dens Kaar, som iblandt Eder er den Allerelendigste. — Men det er for silde, at nu alt dette ligger saa klart for mig, — jeg siger: for mig er det for silde!


At Man plager sig her ligesom i Verden med store, fine og stive Selskaber, det er en Selvfølge; det saakaldte Salonliv optager en ikke ringe Deel af vor Tilværelse. Men, var denne Selskabelighed i højere Stiil en tom og drævende Ting allerede i Verden, saa maa Du kunne forestille Dig, hvad den er her, hvor Tomheden og Døden ere givne iforvejen. Naar jeg nu tænker tilbage, kan jeg ikke begribe, hvorledes jeg i Verden kunde bringe hiin konventionelle Uskik: at gaa i Selskab, saa mange og store Offre. Det er livagtig, som om en ond, skadefro Aand derved havde sin Haand med i Spillet. Tyve til halvtredsindstyve Mennesker, som for største Delen kunde have det godt og rart hjemme, helst Mennesker, som ikke kjende hverandre og ikke passe sammen, trækker Aanden ved Haarene frem og spærrer dem med hverandre inde i en Række af vel oplyste Værelser. Det er saa et Selskab. Aanden har maaskee deraf sine dyre Løjer; men dens arme Offre ere nærved, at forgaa af Lede og Kjedsomhed. Naar Aanden har moret sig nok, saa er Trolddommen løst. Selskabet skilles ad; Lysene slukkes. Man kommer igjen til sig selv efter den unaturlige Tvang. Vært og Værtinde sige af Hjertet: — Gud skee Lov, at det er overstaaet! — og Gjæsterne sige ligesaa inderlig: — Gud skee Lov, at vi igjen ere hjemme! —

Jeg sagde, at jeg ikke kunde begribe, hvorledes jeg i Verden havde kunnet bringe den formelle Selskabelighed saa mange og store Offre. Men her er det en anden Sag; hvad jeg her gjør, er jeg nødt til at gjøre. Her er en større, frygteligere Tvang, end nogen skadefro Aand kunde lægge paa os.

Altsaa, Man gaaer i Selskab, her ligesom i Verden. Her som der er Opgaven den: at lade sig see, at give en Rolle, større eller mindre, og forresten kjede sig med Anstand. Her som der er det Pligt at vise et behageligt Væsen og sige behagelige Ting. Men der er dog en stor og væsentlig Forskjel, og ved den bliver Man sat i en ligesaa piinlig som besynderlig Stilling. Her i Helvede seer Man nemlig hverandre ikke alene gjennem Klæderne, men lige ind til Sjælen. Naar Man derfor med glad og smilende Mine siger: — Hvor jeg er glad ved at see Dem! Hvilket Held, at jeg skulde træffe Dem her! — og Man paa samme Tid tænker: — Skulle vi nu trækkes med hende igjen, den gamle Hegle! — saa staaer Man der en net En, uagtet al sin Anstand og gode Tone. Thi Vedkommende er ligesaa vel inde i Ens Tankegang som i Ens Tale. Men Man lægger sig heri Helvede efterhaanden en vis nonchalant Frækhed til, uden hvilken al Omgang vilde være utaalelig. I det Øjeblik, jeg taler, er Fordelen unægtelig paa den gamle Hegles Side; men, saasnart hun giver sig til at tale, er Fordelen paa min. Thi jeg seer ligesaa klart i hendes Indre, som hun i mit. Det gaaer altsaa lige op.

Men en yderst piinlig Omstændighed er og bliver det dog. Især er den forbistret tilhinder ved alt Courmageri. Det vilde høre til Umulighederne at forføre nogen Kvinde heri Helvede, om end hendes Dyd var nok saa skrøbelig. Alle Helvedes smukke Ord vilde ikke bedaare hende. For saa vidt udgjøre vi heri Helvede et meget dydigt Samfund. Overhovedet er det forbundet med stor Vanskelighed at faa Komplimenter og Smigrerier til at slaa an heri Helvede. Hjertet er vor Forræder, i en ganske anden og langt videre Forstand, end det var det i Verden.

Derom kan, idet Hele taget, Ingen gjøre sig noget Begreb, hvor meget der her kommer for en Dag, og hvor meget Overraskende. Verden er et sandt Drømmenes og Indbildningernes Land, seet herfra Helvede. Men derfor er den ikke mindre skjøn og ønskelig. Saa urimeligt det end lyder, — her, hvor der ingen Virkelighed mere gives, først her træder Virkeligheden frem, nøgen og usminket. Enten det er Venner eller Fjender, der mødes, de komme hastig til Forklaring med hinanden, og disse Forklaringer ere sjelden af glædelig Art. Ikke heller kunne de forblive skjulte, men tjene snart i en viid Kreds til behagelig Underholdning. Vil Du have et Par Exempler? Følgende ere de allernyeste af disse tildeels skandaløse Smaakrøniker:

A.. var bleven skudt i en Duel, hvorpaa han havde indladt sig for at hævne en Fornærmelse, som var bleven tilføjet hans tilbedte unge Gemalinde. Nylig blev han overrasket ved at møde sin Modstander; ogsaa han var gaaet al Kjødets Gang, og faren til Helvede. Forbittret foer han ind paa ham. Men hans Modstander tog det ganske koldblodig og sagde: — Taabelige Menneske, vil Du nu igjen forivre Dig, og det for Ingenting? Slaa det hen, lad os være Venner! —

— For Ingenting! — fnyste A..: — Var det Ingenting, at Du først fornærmede min Hustru, og derpaa tog mit Liv, da jeg traadte frem for at forsvare hende? —

— Jeg kommer nok til at sige Dig Sandheden. — svarede hans Modpart: — Du staaer endnu stedse paa den gale Side af Tingen. Sagen er simpelthen den: Jeg havde været din Gemalindes Elsker, men vilde ikke være det længer. Det var Fornærmelsen; saa hidsede hun Dig paa mig. — Jeg siger igjen: Lad os nu slaa det hen og være Venner! —

Om de bleve Venner, veed jeg ikke; men det veed jeg, at A.. ved denne Meddelelse fik koldt Vand i Blodet.


To Venner og Slægtninge sade i fortrolig Samtale. Det var Tydskere. — Egentlig var jeg født til Digter. — sagde den Ene: — Jeg skrev Romaner, og mine første Arbejder gjorde en stormende Lykke. —

— Ja, det veed jeg bedre end nogen Anden; — svarede hans Fætter: — Det var jo mig, der skrev Anmeldelserne, i saa mange Blade og Tidsskrifter, jeg kunde overkomme. Det var mig, som bragte Dig i Skuddet, kjæreste Fætter. Sligt lader sig gjøre i vort kjære Fædreland, naar Man blot har en Smule Forbindelser, og blot saa megen Vid, at Man kan undgaa at blive kjedelig i sine Inserater. —

— Hvorledes, det var Dig? Du vil have mig tilbedste. Det maatte Man rigtignok kalde en overordentlig Anstrengelse. —

— Det var det ogsaa; — svarede Fætteren; — Anstrengelsen stod i nøje Forhold til den Kjærlighed, jeg havde til Dig. Have vi ikke fra Smaa af været ligesom Brødre? —

Fætteren Nr. 1 blev tankefuld. Efter en længere Pause vedblev han:

— Vist er det, jeg nød en ikke almindelig Gunst. Jeg var virkelig kommen i Skuddet, og saae en stor Fremtid for mig. Men pludselig skete der et Omslag, som jeg aldrig har kunnet forklare mig. Med Eet blev Kritiken mig saa hadsk, at jeg ingen Forlægger kunde finde mere, og efter nogle frugtesløse, fortvivlede Forsøg ganske maatte stikke Piben ind. —

— Det kan jeg ogsaa forklare Dig, og det paa det Fuldstændigste. Det var mig, som rev Dig ned i Bladene og ikke levnede Dig Ære for en Penning. Jeg gjorde Dig til Gjenstand for en formelig Forfølgelse. Ved det mindste Gny, Du gav fra Dig, lod jeg Klapset falde; saa maatte Du vel tilsidst tie stille. —

— Hvorledes, det var Dig? —

— Javist var det. Men det skete naturligviis til dit Bedste. Din dyrebare Moder, som ogsaa havde været en Moder for mig, besvor mig paa sit Yderste, at jeg dog maatte gjøre Alt for at faa Dig standset paa den Fordærvelsens Bane, Du havde betraadt. Digtertalent havde Du ikke, derimod et afgjort Talent for Smørhandelen, som nu iflere Generationer havde været Familiens Kald og gode Udkomme. — Jeg indsaae det selv; det var kun Vind med din literære Berømmelse. Jeg havde vel kunnet puste Blæren op; men i Længden holde den fuld formaaede jeg ikke. Ved Alt, hvad Du skrev, slap Du Vinden ud imellem Linierne. Vist er det, Du gik den rene Fordærvelse imøde. Da sadlede jeg pludselig om. I Poesiens og Smørhandelens og din egen Interesse opbød jeg hele mit Pund af Vid og Lune for at slaa Dig til Jorden, saa ofte Du paa Tryk lod Dig tilsyne. Mine Bestræbelser bleve kronede med et fuldstændigt Held. Familien fik Ære af Dig; Du blev en respektabel Smørhandler, Borger og Patriot. —

— Og er nu i Helvede! — foer den mislykkede Poet heftig op: — Vilde jeg ogsaa være kommen i Helvede, hvis ikke Digtervejen paa en saa skammelig Maade var bleven mig afspærret? —

— Det er rigtignok et Spørgsmaal. — svarede Fætteren spagfærdig: — Men derom er jeg i alt Fald overbeviist, at Poesien i og for sig ligesaa lidt vilde have givet Dig Adkomst til Paradiset, som Smørret er Skyld i, at Du nu er i Helvedes Pine. Men kom nu! Ere vi ikke ligesom Brødre? Jeg meente det jo paa det Bedste. Hvad jeg gjorde, vilde jeg ikke have gjort for nogen Anden end Dig. —

Men den poetiske Smørhandler vendte sig vrippen bort. Hvad han havde erfaret, var Mere, end han i Øjeblikket kunde fordøje.


— Ej, skal jeg træffe Dig her, min allerbedste, min eneste Ven! — udbrød en tyk lille Mand, idet han kastede sig i Armene paa en anseelig Sprade, som kom ham imøde: — Det glæder, det bedrøver mig inderlig at see Dig. Du var den Eneste, som blev mig tro i min Ulykke. Da jeg Intet mere havde, forlode alle mine Venner mig. Kun Du gjorde en Undtagelse. Alt havde jeg mistet; men Du forlod mig ikke! —

— Ikke Alt, lille Ven! — lød det milde Svar: — Nu gjør Du ogsaa for meget af det. Ikke Alt; — Du havde jo endnu din Kone tilbage. —


To Munke sade fordybede i stille, alvorlig Underholdning med hinanden.

— Men siig mig nu, kjære Broder, — yttrede den Ene: — hvorledes gik det egentlig til, at Du kom i Kloster? —

— Ganske simpelt; det var min egen store Daarskab. Jeg blev dødelig forelsket i Lisella Neri, vort Byesbarn, som Du sagtens ogsaa har kjendt. Hun kaldtes Skjønheden, og var et godt Parti. Da jeg ikke kunde faa hende, selv et mindre godt Parti, blev jeg leed og kjed af Livet og gik i Kloster. Og jeg fortrød det alle mine Dage. Det er min simple Historie. — Men hvad bevægede Dig til at gaa i Kloster? —

— Mig gik det paa heelt modsat Maade, — lød Svaret: — Jeg anholdt om Lisella og blev antagen, og blev den ulykkeligste Ægtemand under Solen. Lisella var den lunefuldeste og arrigste Skabning i Verden, og hun elskede mig ikke. Aldrig havde jeg Fred. Saa greb jeg tilsidst den eneste Udvej, hun lod mig see aaben, den, at overlade hende Alt, hvad jeg ejede, paa en Nødskilling nær, og gaa i Kloster. Og jeg fortrød det aldrig. Blev mit Hjerte stundom utilfreds, behøvede jeg kun at tænke paa Lisella; saa fik jeg Fred. —

Den første Munk sad efter denne Meddelelse længe hensunken i dybe Tanker. Endelig sagde han: — Heraf kan jeg ikke faa Andet ud, end at Ingen kan undgaa sin Skjæbne. Saavidt jeg kan see, vilde jeg være kommen i Kloster, hvorledes det end var gaaet mig. Men Du, Broder, blev den Lykkeligste af os To, ikke ved Lisella, den smukke Djævelinde, men ved den bittre Erfaring, hvormed hun berigede Dig. —


Men Nok heraf! Jeg veed i Grunden ikke, hvorledes jeg gider fortælle Sligt. Medens jeg fortæller disse lystige Historier, troer Du maaskee, at Noget hører i op at svie, at jeg er uden Pine? Saa tager Du højligen fejl. Lystigheden heri Helvede er tværtimod stedse forbunden med den mest skjærende Smerte.

Martin, stakkels Martin, hvorledes er det dog gaaet Dig? — Igrunden har han dog lidt stor Uret. Slet opdragen, slet behandlet, som han var, var han ganske mit Værk.

Hun var meget smuk, denne lille Pige, omtrent paa hans Alder. Paa en Trappe gjorde jeg hendes første Bekjendtskab; hun laa og skurede. Men saa lav denne hendes Bestilling end var, frembød hun for Kjenderblikket et højst tillokkende Skue. Jeg tvivler om, at hun kunde have viist sig under fordeelagtigere Vilkaar. Anstrengelsen, hvorved hendes unge Blod og unge Lemmer bleve satte i Bevægelse, det halv opløste i hendes Væsen og Paaklædning, i det Hele Situationens Frihed, Alt var til hendes Fordeel. Jeg fandt Lejlighed til at tage mig af hende. Jeg rev hende ud af den fornedrende Stilling, hvortil hun ingenlunde syntes skabt, og fik hende anbragt i en passende Familie, hvor hun kunde blive opklædt og uddannet. Saa naiv hun end var, syntes hun dog ret godt at forstaa, at jeg ikke gjorde alt dette for Intet. Men hun var mig endnu meget for raa. Jeg havde lært at vente.

Ved hvilket Tilfælde han og hun fik hinanden at see, veed jeg ikke; men dette første Blik synes at have været afgjørende. Som ved en elektrisk Gnist var Flammen i samme Nu tændt i begge Hjerter, og hastig kom de til Forstaaelse med hinanden.

Med en aaben Bekjendelse traadte Martin frem for mig. Jeg burde have paaskjønnet den; men det gjorde jeg ikke. Inderlig forbittret haanede jeg ham paa det Grusomste. Da forlod han mig for i Vrede at gaa sin egen Vej. Ligesaa bestemt, som jeg vilde have været, betænkte han sig intet Øieblik paa, hvad han havde at gjøre. Han bortførte Pigen ligefor min Næse.

Hun var ikke til at finde. Men han skjulte sig ikke; med Trods traadte han mig igjen under Øjne. Da sparkede jeg ham ud af Huset, og, som jeg meente, ud af mit Hjerte. Men jeg skuffede mig selv: — ikke ud af mit Hjerte.

Hvad havde han at meddele mig, „som maatte hæve enhver Tvist mellem ham og mig”? Angik denne Meddelelse ham eller hende? — „En højere Magt havde dømt os imellem!” — Det er til at blive vanvittig over, disse Gaader!

Mange Gaader, men kun eet Spørgsmaal. Dette Spørgsmaal brænder mig paa Sjælen og volder mig en ulidelig Marter. Det kunde komme dertil, at jeg for dette Spørgsmaals Skyld vendte tilbage til Jorden, blev en Gjenganger, trods al Modbydelighed. Men vilde jeg faa det besvaret?