Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 1
Indledning.
§ 1. Statsrettens Begreb og Inddeling.
Medens Privatretten nærmest omhandler de enkelte Individer og disses indbyrdes Retsforhold, og medens Folkeretten gaaer ud paa at fremstille de enkelte Staters indbyrdes Retsforhold, altsaa Statens Retsforhold udadtil, er det Statsrettens Opgave at behandle Statens Retsforhold indadtil og navnlig til de Individer, som ere dens Herredømme undergivne. Statsretten kan derfor defineres som Læren om Statsmagtens Organisation og dens Forhold til de underordnede Individer. Det angivne Begreb er imidlertid saa vidt, at der under samme indbefattes en Mængde temmelig uensartede Retsforhold, og man pleier derfor at begrændse det, ved fra samme at udelukke saadanne Materier, som dels paa Grund af deres beydelige Omfang, dels og navnlig paa Grund af de særegne Principer, som gjøre sig gjældende ved deres Anordning, egne sig til en særskilt Fremstilling, hvilket navnlig gjælder om Kriminalretten og Processen.
Statsretten inddeles i den positive, der fremstiller Forholdene i en vis given Stat, og den almindelige, der gaaer ud paa at vise, hvorledes Staten og dens Forhold til Undersaatterne efter almindelige Retsgrundsætninger bør være organiseret.[1])
Fra et andet Synspunkt skjelner man mellem Statsforfatningsretten og Statsforvaltningsretten. Statsforfatningsretten har den Opgave at fremstille Statens Forfatning. Herved har man nu vel undertiden forstaaet Indbegrebet af de Regler, som indeholdes i en eller flere, paa en særegen Maade med Forandring beskyttede, Forfatningslove, s. Stang Norges grundlovsbestemte Ret § 1, jfr. Ørsteds Haandbog 1. B. S. 125—30; men da Begrebets Omfang og endog dets Tilværelse herefter kommer til at afhænge af den Omstændighed, om den paagjældende Stat har en saadan Forfatningslov, og af dennes større eller mindre Udførlighed, gjør man uden Tvivl rettere i at opfatte Ordet Forfatning som betegnede de faste, blivende Grundregler for Statsmagtens Ordning og Forhold til Individerne, s. nedenfor § 26. Statsforfatningsretten kommer herefter til at omhandle Organisationen af den høieste Statsmagt og dennes Forhold til de den underordnede Individer, saaledes at hertil henregnes, ikke blot de menneskelige Individer, men ogsaa de religieuse og kommunale Samfund. Et Andet er, at der efter Omstændighederne kan være Anledning til at fremstille de to sidstnævnte Materier paa andre Steder i Systemet i Forbindelse med de nærbeslægtede Materier om Kirkesamfundets og Kommunens indre Organisation og Forhold til Medlemmerne, hvilke Gjenstande utvivlsomt ligge udenfor Statsforfatningsretten. Statsforvaltningsrettens Opgave er navnlig at fremstille Statens Virksomhed for de forskjellige Statsformaal, samt i Forbindelse hermed Organisationen af de underordnede Organer, gjennem hvilke den høieste Statsmagt udøver denne sin Virksomhed.
Det er her vor Opgave at fremstille den positive, danske Statsforfatningsret, hvorved forstaaes Læren om de i det danske Monarki stedfindende Forfatningsforhold. Disse have indtil den seneste Tid, paa Grund af de forskjellige Bestanddele, hvoraf Monarkiet var sammensat, og enkelte af disse Deles Forhold til Tydskland, havt en meget forviklet Karakter, men ere nu ved Grundloven 28. Juli 1866 bragte til en simpel og klar Ordning. Forinden vi imidlertid gaae over til at fremstille den nugjældende danske Forfatningsret, skulle vi forudskikke en kort historisk Oversigt over Forfatningsforholdenes Udvikling fra 1660 indtil Nutiden. Vi skulle herved væsentlig indskrænke os til Kongeriget Danmarks Forfatningsforhold, og kun berøre de tidligere med samme forbundne Hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborgs Forfatningsforhold, forsaavidt dette er nødvendigt til Forstaaelse af Kongerigets.
- ↑ Om en anden Betydning af almindelig Statsret s. Bluntschli Allgemeines Staatsrecht 1852. S. 5—6.