Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 107

by Carl Georg Holck

§ 107. Om Rigsdagens Varighed.

1. Den ordentlige Rigsdag har ifølge Grl. § 19 en selvstændig, af Regeringens Vilkaarlighed uafhængig Ret til at være samlet i to Maaneder, hvorimod dens længere Samværen er afhængig af Kongens Samtykke. Den nævnte Ret tilkommer ikke blot den af Kongen sammenkaldte, ordentlige Rigsdag, til hvilken Ordene i Grl. § 19 nærmest sigte, men ogsaa den, som i Henhold til Grl. § 41 er sammentraadt uden Indkaldelse.

Det er tvivlsomt, om der ved Ordet »Samtykke« i Grl. § 19 kun sigtes til det udtrykkelige Samtykke, eller om det skal antages tillige at indbefatte det stiltiende Samtykke. Efter sin naturlige Betydning synes Ordet »Samtykke« at maatte omfatte ogsaa det stiltiende Samtykke, hvor ikke Sammenhængen viser det Modsatte, og et stiltiende Samtykke til Rigsdagens forlængede Samværen kan meget vel fremgaae af Regeringens Handlemaade, saasom naar den kort før de to Maaneders Udløb forelægger nye Lovforslag. Grundloven pleier nu vel ved Samtykke kun at forstaae det udtrykkelige Samtykke, s. Grl. §§ 4, 10, 18, 21, 24, 26, 57, 69, men ligesom de anførte Bestemmelser ere mindre afgiørende, fordi Sammenhængen tilstrækkelig viser, at der kun kan være sigtet til det udtrykkelige Samtykke, saaledes frembyder Grundloven ogsaa Exempel paa en mere omfattende Betydning af Ordet, s. Grl. s 62, smh. med Forretningsordenerne, for Folkethinget § 23, for Landsthinget § 27, efter hvilke Afstemning kun finder Sted, naar det forlanges. Ifølge Forfl. 1855 § 31 og Grl. 1863 § 27 var Reglen ogsaa givet paa den Maade, at Kongen efter to Maaneders Forløb kunde slutte Rigsraadets Møder, hvorimod Forsamlingen fortsatte sine Forhandlinger, saa længe en saadan udtrykkelig Slutning ikke fandt Sted, og den Omstændighed, at denne Affattelse ikke er valgt i den nugældende Grundlov, kan paa Grund af den særegne Maade, hvorpaa denne slutter sig til Grl. 1849, ikke i nogen væsentlig Grad svække det fra de nævnte Bestemmelser hentede Argument. Det synes derfor naturligst at antage, at Grl. § 19 under Ordet »Samtykke« ogsaa indbefatter det stiltiende, og under denne Forudsætning synes endog Regeringens blotte Passivitet lige over for Rigsdagens fortsatte Samværen at indeholde et saadant, s. Forfl. 1855 § 31, Grl. 1863 § 27. Rigsdagen maa derfor uden Tvivl være berettiget og forpligtet til at fortsætte sine Forhandlinger, saa længe indtil den sluttes af Kongen. Hvad Praxis angaaer, meddelte Regeringen i Rigsdagens første Sessioner stadig et udtrykkeligt Samtykke til, at Rigsdagen forblev samlet ud over de i Grundloven bestemte to Maaneder, s. Departementstidende 1850. 526, 1851. 1044, 1852. 987, 1853. 1006, men i de senere Aar har en saadan Tilkjendegivelse i Reglen ikke fundet Sted, s. som Undtagelse Folkethingstidende 12. Session 3101.

Efter det Anførte kan Kongen ikke retsgyldig slutte Rigsdagens Virksomhed inden de to Maaneders Udløb, hvorimod der efter denne Tid ikke paahviler ham nogen særegen Indskrænkning i denne Henseende, ikke engang, naar Finantslovens Behandling ikke er tilendebragt, s. ovenfor 105. Derimod kan Rigsdagens Ret til at være samlet i to Maaneder afficeres ved Kongens Benyttelse af Retten til at opløse Rigsdagen eller udsætte dens Møder, s. Grl. §§ 21, 22, idet denne Ret i Mangel af positiv Indskrænkning ogsaa maa kunne benyttes i de to første Maaneder af Rigsdagens Samlingstid, men i saa Fald vil Rigsdagen, naar den paany træder sammen, kunne gøre Krav paa den resterende Tid. Ogsaa den her omhandlede Regel i Grl. § 19 kan forandres ved sædvanlig Lov, men en saadan Forandring kan, ligesom den ovenfor § 106 Nr. 1 berørte, kun strække sig til en Forandring af Tidsbestemmelsen, ikke til at ophæve Rigsdagens Ret til uafhængig af Regeringens Vilkaarlighed at være samlet en vis Tid.

Den overordentlige Rigsdag har ingen selvstændig Ret til at være samlet en vis Tid, idet dens Varighed beroer paa Kongens Bestemmelse, s. Grl. § 20. Skulde en overordentlig Rigsdag være samlet umiddelbart før den ordentlige Rigsdags Sammentræden, maa den uden Videre betragtes som sluttet, naar den ordentlige Rigsdag træder sammen.

2. Medens Rigsdagens Slutning ikke som saadan har nogen Indflydelse paa Medlemmernes Funktionstid, bevirker den derimod, at alle Rigsdagens Arbeider standse. Forsaavidt der er Tale om en ordentlig Rigsdag, bevirker dens Slutning fremdeles, at der ikke mere i det paagjældende Aar kan sammentræde nogen ordentlig Rigsdag, s. ovenfor § 106 Nr. 1, hvorimod der vel kan indkaldes overordentlige Rigsdagssamlinger.

Tvivlsommere kunde det være, om der ikke mellem de forskjellige Rigsdagssamlinger maatte antages at være en retlig Kontinuitet, saaledes at den paafølgende Samling umiddelbart kunde bygge videre paa de i den foregaaende Samling tilveiebragte Arbeider, idet den optog disse paa det Punkt, hvorpaa de i den foregaaende Samling vare standsede. Vi skulle her kun betragte Spørgsmaalet, forsaavidt angaaer Forholdet mellem den sluttede Rigdagssamling og den derefter følgende Samling, hvorimod det nedenfor vil blive undersøgt, om en saadan Kontinuitet finder Sted i Tilfælde af Rigsdagens Udsættelse eller Opløsning.

For i Tilfælde af Rigsdagens Slutning at statuere en retlig Kontinuitet mellem denne og den følgende Rigsdag kunde navnlig paaberaabes det praktiske Hensyn, at forskjellige Sager vilde kunne fremmes hurtigere, naar man kunde fortsætte deres Behandling paa det Punkt, hvor den standsede i den foregaaende Samling, end naar man maa begynde helt forfra, selv om Sagen var sin Tilendebringelse nær. Denne Betragtning er dog ikke tilstrækkelig til at støtte Antagelsen af en retlig Kontinuitet mellem de forskjellige Rigsdagssamlinger; men saavel paa Grund af Forholdets Natur, som ifølge Grundlovens Forskrifter maa en saadan Kontinuitet forkastes, ikke blot i det Tilfælde, hvor der i Mellemtiden mellem Sessionerne er foregaaet nye almindelige Valg, men ogsaa, hvor ingen saadan Fornyelse har fundet Sted. I Grundlovens Bestemmelser om Rigsdagens Sessioner, navnlig i dens tredie og femte Afsnit, behandles ikke det ene Aars Session som en Fortsættelse af samme Rigsdags Virksomhed i en anden Session, men hvert Aars Rigsdag betragtes i Almindelighed som bestaaende og afsluttet for sig, s. f. Ex. Grl. §§ 19, 25, 41, 48 mfl. Fremdeles vilde det, selv om ingen Personalforandring er foregaaet i Mellemtiden mellem Sessionerne, stride mod Forholdets Natur at paalægge nogen Del af den lovgivende Magt det Baand, at en ikke tilendebragt Sag skulde eller kunde optages og fortsættes paa en følgende Rigsdag i den Skikkelse og paa det Standpunkt, hvori den forelaa ved den tidligere Sessions Slutning, uagtet Forholdene, eller i alt Fald Anskuelserne om disse, i Mellemtiden kunne have forandret sig betydelig. Det Anførte gjælder endog i de Tilfælde, hvor Behandlingen af en Sag, f. Ex. et Lovforslag, er bleven tilendebragt i det ene Thing, men ikke i det andet, idet Sagen selv i dette Tilfælde maa begynde forfra i næste Samling. Det stedfundne Arbeide kan heller ikke siges at være spildt, da den foregaaede Behandling vil afgive et vigtigt Materiale, naar Sagen paany kommer for, s. en Udvalgsbetænkning i Landsthingstidende 1. Session Sp. 3934—36.

Det kan ikke betragtes som nogen virkelig Undtagelse fra den opstillede Hovedregel, at de af Thingene vedtagne Forretningsordener som Love for Thingenes indre Anliggender vedblive at gjælde, indtil de blive ophævede, eller at de af Rigsdagen ansatte, lønnede Embedsmænd vedblive at fungere i den nye Samling, uden at der bliver Spørgsmaal om nogen ny Udnævnelse. I disse Tilfælde repekteres kun de i den foregaaende Samling trufne, endelige Beslutninger, men der er ikke Spørgsmaal om at bygge videre paa det ved dem tilveiebragte Grundlag. Derimod indeholdes et mærkeligt Exempel paa en retlig Kontinuitet mellem de forskjellige Rigsdagssamlinger, endog i forskjellige Valgperioder, i Grl. § 95, idet en Grundlovsforandrings Tilveiebringelse netop er betinget af, at den nye Rigsdagssamling slutter sig til og bygger videre paa det af den tidligere tilveiebragte Grundlag, men denne paa ganske eiendommelige Hensyn grundede Forskrift, som derhos efter den nugjældende Grundlov ikke angaaer Forholdet mellem den sluttede Rigsdag og den paafølgende Rigsdagssamling, s. derimod Grl. 1849 § 100, kan naturligvis ikke svække Rigtigheden af den opstillede Hovedregel.

§ 108. Fortsættelse. Om Rigsdagens Udsættelse.

Medens Rigsdagen ikke er berettiget til paa egen Haand at udsætte sine Møder^[1]), tillægger Grl. § 21 Kongen Ret til under visse Betingelser at udsætte den ordentlige Rigsdags Møder. Disse Betingelser eller Begrændsninger af Kongens Ret ere følgende:
 1. Grundloven forudsætter uden Tvivl, at Rigsdagen er samlet paa den Tid, Udsættelsen finder Sted, s. Grl. § 21, uden ordentlige Rigsdags Møder: og Grl. § 41. Denne Opfattelse følges ogsaa i Praxis, idet man i de Tilfælde, hvor Rigsdagen ikke allerede var samlet paa den Tid, da der blev Spørgsmaal om Udsættelsen, stadig har iagttaget den Fremgangsmaade at lade Rigsdagen træde sammen og konstituere sig og først derefter udsætte dens Møder, s. Aab

1. Hermed er det naturligvis ikke udelukket, at Formændene i de enkelte Thing paa Grund af manglende Forhandlingsgjenstande. Helligdage eller deslige kunne udsætte Thingets Møder en kort Tid.