Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 15

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kjøbenhavn

I

Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Første Del.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Første Del.pdf/1 31-34

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Femte Kapitel. Forfatningsudviklingen fra 1852-55

§ 15. Kundgjørelsen 28. Januar 1852.

Den vigtige Kundgjørelse 28. Januar 1852, der dannede det Grundlag, hvorpaa Monarkiets Forfatningsret i en længere Aarrække hvilede, er udstedt af Kongen, uden Rigsdagens Medvirkning. Berettigelsen til at forbigaae Rigsdagen skulde nærmest søges deri, at Kundgjørelsen i det Væsentlige kun udtaler Kongens Hensigter om Statens fremtidige Organisation; men ligesom Kundgjørelsen ved Siden heraf indeholder flere Bestemmelser, der strax maatte komme til Anvendelse som gjældende Ret, og til hvilke Rigsdagens Samtykke maatte ansees for nødvendigt, see navnlig Bestemmelserne om Geheimestatsraadet og Ministeransvarligheden, sammenholdte med Grl. 5. Juni 1849 § 21, saaledes syntes Rigsdagen Samtykke ogsaa at maatte udkræves til den i Kundgjørelsen udtalte Opgivelse af den ved Grl. 1849 forudsatte, konstitutionelle Forbindelse mellem Kongeriget og Slesvig. Da Rigsdagen imidlertid ikke viste nogen Modstand mod Kundgjørelsen, men indskrænkede sig til gjennem motiverede Dagsordener, der vedtoges i begge Thing, s. Folkethingstidende 3. Session 5434, Landsthingstidende 3. Session 3473, udtale den Bekymring, hvormed Kundgjørelsens Gjennemførelse imødesaaes, kunde den betragtes som stiltiende anerkjendt af Rigsdagen som det Grundlag, paa hvilket Forfatningsudviklingen maatte foregaae.

Med Hensyn til den Maade, hvorpaa Ordningen af Statens Forhold skulde foregaae, opstiller Kundgjørelsen 28. Jan. 1852 et ganske nyt System. I Modsætning til Schleswigholsteinismen, der fordrede en Personalunion mellem Kongeriget paa den ene og Slesvigholsten paa den anden Side, opstillede den danske Regering i 1848 det saakaldte Eiderstatssystem, hvorefter Slesvig skulle bringes i en nær, konstitutionel Forbindelse med Kongeriget, medens det dog beholdt en egen Landdag og egen Administration, og saaledes ikke kunde siges at være indlemmet i Kongeriget, og Holsten stilles i et løsere Unionsforhold til den af Danmarks-Slesvig dannede Enhed, see navnlig Kongens Svar 24. Marts 1848, Proklamationer 27. og 29. Marts s. A. Denne Tanke ligger ogsaa til Grund for Grl. 5. Juni 1849, der omfattede saavel Slesvig som Kongeriget, medens den dog i § 5 forudsætter det danske Monarkis Bestaaen. Den nævnte Plan havde imidlertid paa Grund af Begivenheder, hvorover Danmark ikke var Herre, allerede tidligere maattet undergives Modifikationer, jfr. saaledes det i Henhold til Manifest 14. Juli 1850 udarbejdede Notabelprojekt i D. T. 1851. 465, men Principet om Kongerigets og Slesvigs konstitutionelle Forbindelse fastholdtes dog stadig og findes endnu udtalt i en af Folkethingets den 1. Decbr. 1851 vedtagen, motiveret Dagsorden, s. Folkethingstidende 3. Session 1471.

Kundgjørelse 28. Jan. 1852 forkastede saavel Eiderstaten som Schleswigholsteinismen og opstillede det saakaldte Helstatssystem, som gik ud paa at fobinde de enkelte Landsdele til et stærkt og velordnet Hele, medens de ved Siden heraf beholdt saa megen Selvstændighed, som var forenelig hermed. I dette Øiemed opstillede den en Adskillelse mellem de for hele Monarkiet fælles og de for de enkelte Landsdele særlige Anliggender, en Adskillelse, som vel tidligere havde været kjendt, s. ovenfor § 7 og Reskr. 28. Jan. 1848, men som ikke havde havt nogen overveiende praktisk Betydning og derfor heller ikke var bragt til fuldkommen Klarhed. For de særlige anliggender skulde enhver Landsdel have en særlig Forfatning og en særlig Forvaltning; for de fælles Anliggender skulde der derimod dannes en for hele Monarkiet fælles Forfatning og ligeledes en fælles Forvaltning. Det var derhos Hovedreglen, at de enkelte Landsdele ikke kunde have noget Anliggende fælles med hinanden, uden at dette var fælles for hele Monarkiet, fra hvilken Regel der dog gjordes ikke uvigtige Undtagelser med Hensyn til Forbindelsen mellem Slesvig og Holsten. Det besluttede Forandringer med Hensyn til Forvaltningen sattes strax i Kraft, om end Ordningen i visse Henseender havde en foreløbig Karakter. Derimod forbeholdtes Forfatningsforholdene en nærmere Udvikling.

Hvad de særlige Forfatningsforhold angaaer, erklærer Kongen, at der ikke kan være Tvivl om hans faste Villie ubrødelig at holde den danske Grundlovs Bestemmelser, og lover derhos ad forfatningsmæssig Vei at lade Provindsialstænderne for Hertugdømmet Slesvig og Provindsialstænderne for Hertugdømmer Holsten blive en saadan Udvikling til Del, at ethvert af disse Hertugdømmer med Hensyn til sine hidtil under de raadgivende Provindsialstænderne Virkekreds hørende Anliggender erholder en stændersk Repræsentation med besluttende Myndighed, i hvilket Øiemed Lovudkast for hvert især af de nævnte Hertugdømmer skulle forelægges sammes Provindsialstænder til Betænkning i Overenstemmelse med Adn. 28. Mai 1831 § 8 og Fdn. 15. Mai 1834 in fine. Ligeledes skal deer med Hensyn til Hertugdømmet Lauenborgs Forfatningsforhold finde en forfatningsmæssig Forhandling Sted med sammes Ridder- og Landskab. Hvad de fælles Forfatningsforhold angaaer, erklæres det kun, at Forbindelsen mellem Monarkiets forskjellige Dele til et velordnet Hele skal opretholdes og befæstes gjennem en for Behandlingen af de fælles Anliggender fælles Forfatning, til hvis Indførelse Kongen snarest muligt vil foretage de fornødne Skridt, uden at der udtales noget Nærmere om Forfatningens Beskaffenhed eller den Maade, hvorpaa den skal tilveiebringes.

Ifølge det Anførte skulde den bebudede Fællesforfatning ikke gives strax, men kun de til dens Indførelse fornødne Skridt foretages. Dette havde dels sin Grund i, at det for Fællesforfatningens gavnlige Virksomhed var af Vigtighed, at den fjendtlige Stemning mellem de forskjellige Landsdel fik Tid til at lægge sig, dels deri, at en Omorganisation af de særlige Forfatninger var en nødvendig Betingelse for Fællesforfatningens Tilblivelse. Endelig var der endnu visse Foranstaltninger, hvis Gjennemførelse vel ikke kunde ansees som en nødvendig Betingelse for, at Fællesforfatningen kunde træde i Live, men som dog stode i nær Forbindelse med samme og kunde betragtes som forberedende og banende Veien for dens Indførelse. Til de sidstnævnte Foranstaltninger hørte navnlig Tilveiebringelsen af en for hele Monarkiet fælles Arvefølge, samt et fælles Toldsystem, hvilke begge nævnes i Kungjørelsen som Foranstaltninger, der snart skulde søges gjennemførte.