Spring til indhold

Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 16

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kjøbenhavn

I

Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Første Del.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Første Del.pdf/1 35-40

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

§ 16.Arvefølgesagens og Toldenhedens Gjennemførelse.

Hvad Thronfølgen angaaer, var det utvivlsomt, at Kongelovens agnatisk-kognatiske Arvefølge gjaldt i Kongeriget, i Slesvig og i Lauenborg, s. Aab. Br. 8. Juli 1846, samt i visse Dele af Holsten. Med Hensyn til Kongeriget støttedes dette ligefrem paa Kongeloven, med Hensyn til Slesvig paa dette Hertugdømmes Indlemmelse i den danske Krone ved Patent 22. Aug. 1721 og Hyldingseden secundum tenorem legis regiæ i Forbindelse med de arveberettigede Liniers Renunciationer og Stormagternes Garantier, med Hensyn til Lauenborg paa de Traktater, ved hvilke Hertugdømmet var erhvervet for den danske Krone, med Hensyn til den saakaldte schaumborgske Del af Holsten (Pinneberg, Ranzau og Altona) paa særegne Arveforlig. Derimod var Sagen mindre klar med Hensyn til det egentlige Lenshertugdømme Holsten og navnlig med Hensyn til den storfyrstelige Del af samme. Medens Keiseren af Rusland nemlig ved de i 1767 og 1773 afsluttede Traktater angaaende dennes Afstaaelse til Danmark havde som Hoved for den ældste holsten-gottorpske Linie renunceret paa alle Fordringer paa og Rettigheder til Hertugdømmet Slesvig til Fordel for Kongen af Danmark og hans kongelige Kronarvinger, var den samtidige Renunciation for Holstens Vedkommende kun givet til Fordel for Kongen af Danmark, dennes Broder og disses mandlige Efterkommere. Naar derfor, som der var Udsigt til, Frederik III's Mandsstamme maatte vidne, vilde den ovennævnte største Del af Monarkiet i Overensstemmelse med Kongeloven tilfalde Frederik III's Kvindelinier, medens det russiske Keiserhus som Repræsentant for den ældre holsten-gottorpske Linie vilde kunne reise Prætensioner paa en Del af Holsten, og saafremt disse anerkjendtes som grundede, vilde dette medføre en Adskillelse af Monarkiet.

I Overensstemmelse med det i Kongelovens Artikel 19 tiltalte Princip om Rigets Udelelighed havde den danske Regering allerede i længere Tid arbeidet paa at forebygge denne Mulighed, s. Aab. Br. 8. Juli 1846, Protokol 10. Juli 1849 Art. 4, og et vigtigt Skridt til Opnaaelsen af dette Øiemed var skeet ved den Anerkjendelse af, at Opretholdelsen af det danske Monarkis Integritet var i høi Grad vigtig for den europæiske Ligevægts almindelige Interesser og Fredens Bevarelse, som ved Londonnerprotokollen 2. Aug. 1850, jfr. Protokol 2. Sept. s. A. var udtalt af samtlige Stormagter med Undtagelse af Preussen, samt af Sverrig-Norge.

For at fyldestgjøre det saaledes opstillede Princip om det danske Monarkis Integritet valgte man den Vei at tilveiebringe en Kombination af de modstaaende Adkomster, og dette opnaaedes ved den i Warschau den 5. Juni 1851[1]) mellem Rusland og Danmark vedtagne Protokol i Forbindelse med forskjellige, dertil sig sluttende Renunciationer og Cessioner. Efter Mandsstammens Uddøen vilde nemlig Landgrevinde Charlotte af Hessen og efter hende hendes Børn være de nærmeste Arvinger efter Kongeloven. Blandt disse var Landgrevindens Datter, Prindsesse Louise af Hessen, der siden 1842 var formælet med Prinds Christian af Glücksborg. Samtlige foranstaaende Arvinger overførte nu ved forskjellige Renunciationsakter deres Adkomster paa Prindsesse Louise og hendes Arvinger og Efterkommere, der saaledes kom i Besiddelse af uomtvistet Arveret til hele Monarkiet med Undtagelse af en Del af Holsten, paa hvilken de derhos ogsaa kunde reise Prætensioner. Paa den anden Side renuncerede Keiseren af Rusland ved Warschauerprotokollen paa sine eventuelle Rettigheder til Holsten til Fordel for Prindsesse Louises Gemal, Prinds Christian af Glückborg, der paa Sværdsiden nedstammede fra Christian III og paa Spindesiden fra Frederik V, samt for Prinds Christians mandlige Descendents. Efter Mandsstammens Uddøen vilde altsaa fuldstændig Arveret til hele Monarkiet tilkomne Prinds Christian i Forening med Prindsesse Louise og etter disses Død deres mandlige Afkom. For imidlertid at samle hele Arveretten paa en Haand overdrog Prindsesse Louise ved en Cessionsakt 18. Juli 1851 samtlige sine Rettigheder til Kronen til sin Gemal og deres fælles mandlige Arvinger og Efterkommere, s. Rigsdagstidende 4. Session: den forenede Rigsdags Forhandlinger, Anhang S. 55—60. Til hele det trufne Arrangement erhvervedes Thronfølgeren, Prinds Ferdinands Samtykke.

Til yderligere Sikkring af den tilsigtede Ordning af Arvefølgen erhvervedes senere 1854 en Renunciation fra Storhertugen af Oldenborg som Repræsentant for den yngste holsten-gottorpske Linie. Fra den mellemste holsten-gottorpske Linie fandtes det unødvendigt at indhente nogen Renunciation, da dennes Mandsstamme kunde ventes snart at ville uddøe. Hvad angaaer de af Augustenborgerne som agnatiske Deseendenter af Christian III reiste Arveprætensioner paa Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, kunde den danske Regering dels overhovedet ikke ansee disse for begrundede, dels ikke finde det passende at indlade sig i Underbandlinger med dem, for at erhverve deres formelige Renunriation, og man nøiedes derfor med at lade Hertugen af Augustenborg ved den under 30. Decbr. 1852 foretagne Overdragelse af hans Besiddelser i Slesvig til Kronen forpligte sig for sig og Familie til ikke paa nogen Maade at modsætte sig de Beslutninger, som Kongen maatte fatte med Hensyn til Arvefølgens Ordning i de under hans Scepter hørende Lande, s. Patent 2. Marts 1853 i Lovsamlingen for Hertugdømmet Slesvig.

Efter saaledes saavidt muligt at have sikkret den tilsigtede Ordning af Arvefølgen mod Indsigelser fra Arveprætendenternes Side, indledede Kongen af Danmark i Henhold til Londonnerprotokollen 2. Aug. 1850 Forhandlinger med samtlige Stormagter og Sverrig-Norge, og disse Forhandlinger ledede til Afsluttelsen af den vigtige Londonnertraktat 8. Mai 1852 , der undertegnedes af samtlige Stormagter samt Sverrig-Norge og senere tiltraadtes af næsten alle europæiske Fyrster af nogen Betydning. Ved den nævnte Traktat forpligtede de kontraherende Magter sig til at anerkjende Prinds Christian og dennes af Ægteskabet med Prindsesse Louise i lige Linie nedstigende; mandlige Descendenter som sukcessionsberettigede til alle de for Tiden under Kongen af Danmarks Scepter forenede Lande, anerkjendte Opretholdelsen af det danske Monarkis Integritet som et permanent Princip og forpligtede sig til at tage de yderligere Opfordringer under Overveielse, som Kongen af Danmark maatte finde for godt at lade udgaae til dem, dersom der blev overhængende Fare for, at Prinds Christians mandlige Afkom med Prindsesse Louise skulde uddøe.

Det stod endnu tilbage, i Overensstemmelse med Grl. 1849 § 4, jfr. § 15, at erhverve Rigsdagens Samtykke til den trufne Ordning. Dette Samtykke skulde i Henhold til Grls. § 4, jfr. § 71, meddeles i den forenede Rigsdag og med kvalificeret Majoritet. I dette Øiemed meddelte Kongen under 4. Okt. 1852 Rigsdagen et kongeligt Budskab[2]), hvori han udtalte sig om den Maade, paa hvilken han agtede at ordne Sagen, og opfordrede den forenede Rigsdag til at give sit Samtykke dertil, for at Kongen derefter kunde gjøre den vedtagne Ordning gjældende ved en hele Monarkiet omfattende Akt. At denne Form valgtes, havde sin Grund i, at Sagen angik hele Monarkiet, medens Rigsdagen kun kunde beslutte for Kongerigets Vedkommende. Sagen mødte heftig Modstand hos Rigsdagen paa Grund af den i Budskabet indeholdte Bestemmelse, at i Tilfælde af Mandsstammens Uddøen al Arveret efter Kongeloven skulde være ophævet, idet denne Bestemmelse ikke antoges for hjemlet ved de foregaaende Statsakter, navnlig Londonnertraktaten 8. Mai 1852, medens den derhos udsatte Landet for den Fare, naar Prinds Christians Mandsstamme maatte uddøe, at komme under en russisk Thronfølger og saaledes blive, omend ikke forbundet med Rusland, saa dog afhængigt af samme i sin Politik, s. Betænkningen i Anhanget til den forenede Rigsdags Forhandlinger i Rigsdagstidenden for 4. Session. Imidlertid lykkedes det dog Regeringen, efterat først Folkethinget og derefter hele Rigsdagen var bleven opløst, at erhverve den forenede Rigsdags Samtykke til den i Budskabet foreslaaede Ordning, hvorefter denne fuldbyrdedes ved Thronfølgeloven for det danske Monarki 31. Juli 1853, jfr. dennes udførlige Indledning, samt med Hensyn til den ved Udstedelsen iagttagne høitidelige Form Lovens Slutningsbestemmelse.

Gjennemførelsen af Toldenheden for hele Monarkiet stødte ogsaa paa stærk Modstand hos Rigsdagen, idet denne, der nærede Frygt for de Vanskeligheder, som Holstens Stilling som tydsk Forbundsland vilde fremkalde, og som var utilbøielig til at opgive sin Myndighed i Toldsager uden at see den gaae over til en Fællesrepræsentation, ikke vilde give sit Samtykke til den af Regeringen foreslaaede Ordning, før Fællesforfatningen var givet, men efter Rigsdagens Opløsning lykkedes det dog ogsaa at gjennemføre denne Sag ved en Lov 26. Juli 1853 for Kongeriget og to Patenter af s. D. for Slesvig og Holsten.

Anm.Det ovenfor omhandlede Arvefølgespørgsmaal har en meget rig Litteratur. Som de vigtigste Kilder kunne nævnes : Den forenede Rigsdags Forhandlinger i Rigsdagens 4. Session; Le traité de Londres, trykt som Manuskript for Rigsraadet 1863; Kommissionsbedenken über die Sukcessionsverhältnisse der Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg 1846; Kritik des Kommissionsbedenkens von Falk, Tönsen u. A.; Samwer: Die Staatserbfolge der Herzogthümer Schleswig-Holstein; Paulsen: Für Dänemark und für Holstein (Samlede mindre Skrifter II 445); Samme: det danske Kongehuses Ret til Pinneberg, Ranzau og Altona (Samlede mindre Skrifter I 430; Antislesvigholstenske Fragmenter 3 B.); Michelsen: Erste und zweite polemische Erörterung über die schleswig-holsteinische Staatssukcession; Ostwald: Zur Würdigung der Schrift: Michelsen, Zweite polemische Erörterung über die schleswigholsteinische Staatssukcession (ufuldendt); Larsen: Om Anvendelsen af Samforleningen med Hensyn til Sukcessionen i Hertugdømmet Holsten (Samlede Skrifter I 3. S. 289 ff.; Antislesvigholstenske Fragmenter 1. Bind); Wegener: Om den evige Forbindelse mellem Slesvig og Danmark i statsretlig Henseende (Antislesvigholstenske Fragmenter 2 B.) m. fl.

  1. Lovsamlingen som Note til Budskabet 4. Okt. 1852.
  2. Findes i Lovsamlingen.