Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 17
§ 17.De særlige Forfatningers Omorganisation.
Det er ovenfor bemærket, s. § 15, at. den ved Kundgj. 28. Jan. 1852 bebudede Fællesforfatning ikke kunde træde i Live, før der var foretaget en Omorganisation af de bestaaende Specialforfatninger. For at komme til Erkjendelse af de i saa Henseende fornødne Skridt vil det imidlertid være nødvendigt, først at kaste et Blik paa de forskjellige Specialforfatningers Tilstand paa den Tid, Kundgj. 28. Jan. 1852 udkom, og paa de Modifikationer, denne i saa Henseende bevirkede.
Hvad for det Første Kongeriget angaaer, var Grundloven 5. Juni 1849, som ovenfor bemærket, givet for Danmarks Rige. Som Følge heraf angik den ikke alene Kongerigets særlige Anliggender, men dels indeholdt den en Mængde Bestemmelser, som udelukkende angik Rigets eller endog Monarkiets Fællesanliggender, s. de i Grundlovs bestemmelsen 29. Aug. 1855 § 6 nævnte Paragrapher, dels maatte en stor Del af de øvrige Bestemmelser antages at gjælde saavel for Rigets Fællesanliggender, som for Kongerigets særlige Anliggender. Den ved Grl. 1849 skabte Rigsdag var derfor ikke, saaledes som Provindsialstænderne, en blot Provinds- eller Landsdels-Repræsentation, men den var, som ogsaa det valgte Navn antydede, en Rigsrepræsentation, med Myndighed baade i Rigets fælles og i Kongerigets særlige Anliggender. Imidlertid medførte den Omstændighed, at Grundloven slet ikke var givet for Holsten og Lauenborg, og at den ikke var traadt i Kraft i Slesvig, at Rigsdagens Myndighed med Hensyn til Fællesanliggenderne blev betydelig modificeret. Hvad saaledes Lovgivningen angaaer, kunde denne af Rigsdagen kun udøves for Kongerigets Vedkommende, dels for dettes særlige Anliggender, dels for de fælles Anliggender, forsaavidt disse vedkom Kongeriget. En af Rigsdagen vedtagen og af Kongen stadfæstet Lov kunde derfor som saadan kun have Gyldighed for Kongeriget; skulde den tillige gjælde for de andre Landsdele, maatte hertil udkræves en Akt af Kongen som Souverain i disse, hvorved Loven fik Gyldighed for deres Vedkommende, s. dog med Hensyn til Indfødsretslove Bkg. for Slesvig 19. Mai 1855, for Holsten 14. Mai s. A., D. T. 1855. 468, hvoraf det fremgaaer, at man har betragtet Kongens Sanktion af den af Rigsdagen vedtagne Lov som afgivende den fornødne Hjemmel for Lovens Gyldighed i Slesvig og Holsten. Den anførte Hovedregel gjaldt ogsaa med Hensyn til Finantsloven, der som saadan kun kunde gjælde for Kongeriget, men Forholdet stillede sig dog her noget eiendommeligt, idet paa Grund af de svævende Forhold saagodtsom samtlige Fællesudgifter maatte afholdes af Kongerigets Indtægter, og som Følge heraf atter samtlige disse Udgifter for deres fulde Beløb voteredes af Rigsdagen, der altsaa her bevilgede Penge for hele Monarkiet, s. herom nærmere Folkethingstidende 1. Session 266, 2. Session 12, 3. Session 14—15, Anhang B 819, 4. Session 1. Samling 49—55. Endelig kan med Hensyn til Forvaltningen erindres, at Krigs-, Marine-, Finants- og Udenrigsministeren bestyrede samtlige Fællesanliggender, hvad enten de nærmest vedrørte Kongeriget eller Hertugdømmerne, og at samtlige disse Ministre i Overensstemmelse med Grundloven 1849 §§ 18—20 vare ansvarlige for den danske Rigsdag og Rigsret, uden at denne Ansvarlighed for Fællesanliggendernes Vedkommende kunde indskrænkes til den Del af deres Virksomhed, der angik Kongeriget.
Med Hensyn til hele det omhandlede Forhold udøvede Kundgj. 28. Jan. 1852 nu den Indflydelse, at der ikke længere kunde være Tale om at gjøre Grundloven gjældende i Slesvig, og at Rigsdagen ikke længere kunde deltage i Behandlingen af Fællesanliggender, uden forsaavidt disse angik Kongeriget, men med denne Begrændsning vedblev dens Kompetence uforandret. Med Hensyn til den egentlige Lovgivning, der allerede tidligere kun var udøvet for Kongerigets Vedkommende, indtraadte der som Følge heraf ingen Forandring, s. kun med Hensyn til Indfødsretslove Resol. 27. Febr. 1852. Hvad Finantsloven angaaer, fulgte det derimod af den i Kundgjørelsen opstillede Adskillelse mellem fælles og særlige Anliggender, at der maatte foretages en tilsvarende Sondring mellem fælles og særlige Indtægter og Udgifter, saaledes at enhver Landsdel efter et passende Forhold deltog i de fælles Indtægter og bidrog til de fælles Udgifter, navnlig forsaavidt disse ikke kunde dækkes af Fællesindtægterne. Heraf fulgte atter, at Rigsdagens Bevilgelse af fælles Indtægter og fælles Udgifter kun kunde udstrække sig til den paa Kongeriget faldende Andel af disse. Denne Andel blev af Kongen med Rigsdagens Billigelse fastsat til 60 Procent eller 35, medens Slesvigs og Holstens Andel fastsattes til 40 Procent eller 25, hvilken Andels Udredelse af Hertugdømmerne hvert Aar fastsattes ved en af Kongen som Souverain i disse udstedt Resolution, s. Folkethingstidende 4. Session 1. Samling 52, Anhang B 84, Finantslov 31. Juli 1853, Statsbudget 2. Sept. 1853, Fdn. 15. Febr. 1854 § 2, 11. Juni 1854 § 3. Hvad Forvaltningen angaaer, udtales det udtrykkelig i Kundgj. 1852, at Fællesministrenes Ansvarlighed ligeoverfor den danske Rigsdag skal være indskrænket til den Del af deres Embedsvirksomhed, der angaaer Kongeriget Danmark.
Hertugdømmet Slesvig og Hertugdømmet Holsten havde, som tidligere berørt, hvert sin Provindsialstænderforsamling. Disse Forsamlinger havde i det Væsentlige de samme Rettigheder, som de kongeriske Provindsialstænder, navnlig Ret til at afgive Betænkning over Love, som gjorde Forandring i Undersaatternes personlige eller Eiendomsrettigheder eller i Skatterne og de offentlige Byrder, forsaavidt disse Love angik begge Hertugdømmerne eller et af dem, s. Adn. for Slesvig og Holsten 28. Mai 1831 § 4. Derimod havde de ingen Kompetence til at behandle Love, som angik de for hele Monarkiet fælles Anliggender. Et Andet er, at forskjellige Anliggender, der senere bleve behandlede som fælles, efter de daværende Forhold nærmest maatte betragtes som særlige og som saadanne hørte under Stændernes Kompetence. Ligesaalidt tilkom der dem nogen Ret til at deltage i Budgettets Fastsættelse.
Ligesom der under Oprøret naturligvis ikke kunde være Tale om at raadspørge de slesvigske eller holstenske Stænder, saaledes vare Forholdene i Slesvig[1]), da dette Hertugdømme i Juli 1850 atter kom i Kongens Magt, af den Beskaffenhed, at der ikke kunde være Spørgsmaal om at benytte en Stænderforsamlings Medvirkning, der paa en saa fremtrædende Maade havde sluttet sig til Oprøret. Regeringen betragtede derfor Forfatningen som midlertidig sat ud af Kraft, og Kongen styrede Slesvig som absolut Souverain, s. ovenfor § 14.
Ved Kundgj. 28. Jan. 1852 kaldtes imidlertid de raadgivende Provindsialstænder for Slesvig og Holsten atter til Live, idet Kongen bebudede at ville lade forelægge dem Lovudkast, hvorved ethvert af Hertugdømmerne med Hensyn til sine hidtil under de raadgivende Provindsialstænders Virkekreds hørende Anliggender skulde erholde en stændersk Repræsentation med besluttende Myndighed. Ligesom Stændernes Kompetence efter det oven Anførte tidligere ikke havde udstrakt sig til de for hele Monarkiet fælles Anliggender, saaledes fremgaaer det paa det Klareste af Kundgjørelsens Udtryk, at deres fremtidige Virkekreds skulde indskrænke sig til det enkelte Hertugdømmes særlige Anliggender, s. Landsthingstidende 3. Session 3340—41, Rigsraadstidende 1. Session 1179—82. Da Grændsen mellem de fælles og særlige Anliggender imidlertid endnu ikke var definitivt draget, var der, som ovenfor berørt, adskillige Anliggender, som efter Sagernes tidligere Stilling nærmest maatte betragtes som særlige, og som derfor havde hørt til de raadgivende Provindsialstænders Virkekreds, men som maatte gaae over til at blive Fællesanliggender, naar den nye Ordning skulde gjennemføres. Medens der nu ikke kunde være Tale om, for Fremtiden at tillægge de ved Kundgjørelsen bebudede, besluttende Stænder nogen Kompetence med Hensyn til disse Sager, opfattedes Forholdet derimod fra Regeringens Side saaledes, at de omhandlede Anliggender endnu maatte betragtes som hørende til de raadgivende Provindsialstænders Virkekreds, og der forelagdes derfor de slesvigske og holstenske Stænder forskjellige Love om Told-, Post- og Myntvæsenet, dels til foregaaende, dels til efterfølgende Betænkning.
Hertugdømmet Lauenborg havde endelig i Henhold til sin gamle, i Aaret 1702 givne Forfatning en Repræsentation, det saakaldte Ridder- og Landskab, bestaaende af Deputerede for Ridderskabet og for Kjøbstæderne, der havde besluttende Myndighed med Hensyn til Forandringer i Skattevæsenet og raadgivende Myndighed med Hensyn til andre Love. Efter hele den Maade, hvorpaa dette Hertugdømme var erhvervet for Kronen, kunde der imidlertid endnu mindre, end med Hensyn til de slesvigske og holstenske Stænder, være Spørgsmaal om Repræsentationens Kompetence i Fællessager. Med Hensyn til dette Lands Forfatning udtalte Kundgj. 28. Jan. 1852 blot, at Kongen efter forudgaaende forfatningsmæssig Forhandling med Ridder- og Landskabet vilde bringe sine Beslutninger til offentlig Kundskab, jfr. Manifest 14. Juli 1850.
Resultatet af det Anførte bliver altsaa, at Kongerigets Rigsdag endnu efter Udstedelsen af Kundgj. 28. Jan. 1852 havde en ganske almindelig besluttende Myndighed med Hensyn til alle Fællesanliggender, forsaavidt de angik Kongeriget, og at de slesvigske og holstenske Provindsialstænder med Hensyn til visse enkelte Anliggender, der hidtil havde været særlige, men nu vare bestemte til at blive fælles, havde en raadgivende Stemme. Dette Forhold maatte naturligvis forandres, naar Fællesforfatningen skulde træde i Kraft. Paa hvilken Maade dette skulde skee, var imidlertid ikke afgjort ved Kundgjørelsen, idet Kongen blot havde erklæret at ville foretage de fornødne Skridt til Fællesforfatningens Indførelse, uden nærmere at angive, af hvilken Beskaffenhed disse Skridt skulde være. Forsaavidt nemlig Kundgjørelsen udtaler sig om den Udvikling, der skulde blive de slesvigske og holstenske Stænder til Del, kan denne Udtalelse saavel efter de brugte Udtryk, som efter hele Sammenhængen i Kundgjørelsen, kun have Hensyn til et hvert af Hertugdømmernes særlige Anliggender.
- ↑ Holsten kom først i Kongens Magt efter Kundgj. 28. Jan. 1852.