Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 157

by Carl Georg Holck

§ 157. Det statsborgerlige Forholds Stiftelse.

Det statsborgerlige Forhold stiftes:

1. Ved Fødsel. Der kan i denne Henseende uden Tvivl ikke udelukkende sees paa det faktiske Fødested, men maa tages Hensyn til det Sted, hvor Forældrene paa Fødselstiden havde fast Hjem, s. Fdn. 24. Jan. 1844 §§ 2, 3, saa at paa den ene Side det af her bosatte Forældre under et midlertidigt Ophold i Udlandet fødte Barn maa ansees som dansk Statsborger, s. Indfødsretten 1776 § 1. 2. M., paa den anden Side det her i Landet under Forældrenes midlertidige Ophold fødte Barn bliver at betragte som fremmed Statsborger^[1]). Forsaavidt imidlertid Forældrenes midlertidige Ophpld gaaer over til at blive fast, synes Barnet, indtil det opnaaer personlig Myndighed, at maatte følge deres Retsforhold, s. Fdn. 24. Jan. 1844 § 9. Forældrenes Egenskab som Indfødte eller Ikke-Indfødte kan neppe komme i Betragtning.

2. Ved Indvandring, hvorved forstaaes den Handling, at en Fremmed kommer ind og bosætter sig her i Riget. Adgangen hertil staaer i Almindelighed aaben for enhver Fremmed, og en Tilladelse fra Regeringen eller den Kommune, hvor Udlændingen vil nedsætte sig, er ikke nødvendig, s. Skr. 31. Jan., 2. Mai 1851, 31. Juli 1861, Bkg. 12. Aug. 1865 Art. 4, s. derimod med Hensyn til Danskes Adgang til at bosætte sig i Slesvig eller Holsten Bkg. 12. Aug. 1865 Art. 2, 3, jfr. Kundgj. 16. Nov. 1864 Art. 19. Dog ere visse Personer, der ansees for farlige eller besværlige for Staten, enten ubetinget udelukkede fra Adgang til Riget, eller denne Adgang er betinget af Tilveiebringelsen af en særegen Legitimation eller af Tilladelse fra de danske administrative Autoriteten Dette gælder saaledes om:

a. Tatere, s. 3. 20. 3, jfr. 3. 11. 8, som viser, at Bestemmelsen ikke er indskrænket til de Tatere, som bevislig omløbe og besvige Folk. Skjøndt Fdn. 22. Okt. 1701 Post 2 Kap. 4 § 3 henviser til Loven og Forordningerne om Jøder, Tatere og andre ukristne Personer, kan 3. 20. 3, der aabenbart ikke væsentlig er motiveret ved religieuse, men ved Politihensyn, ikke antages for ophævet ved Grl. 1849 § 84, Grl. 1866 § 79.

b. Betlere, s. 3. 11. 7, Fdn. 18. Dec. 1715, 18. Marts 1778 §§ 1, 3, Plan 1. Juli 1799 § 158, jfr. Regl. 5. Juli 1803 for Kjøbstæderne § 49, for Landet § 66, mfl.

Derimod ere de tidligere Forbud mod, at Jøder, Munke, Jesuiter og deslige papistiske geistlige Personer indkom i Riget, s. 3. 20: 1, 6. 1. 3, hævede ved Lov 5. April 1850 og Straffelov § 308, jfr. Grl. 1849 § 84.

De under a og b nævnte Personer ere ubetinget udelukkede fra Adgang til Riget. Derimod kunne gende Personer under visse Betingelser indkomme i Riget:

c. Komedianter, Liniedandsere, Taskenspillere og Andre, som omløbe med Dyr eller noget andet Rart og Usædvanligt, maae ikke indfinde sig her, medmindre de have Øvrighedens Bevilling til at fremvise deres Kunster, s. Fdn. 21. Marts 1738, 27. Okt. 1773, Cirk. 27. Marts 1861.

d. Udlændinge, som ere forviste fra andre Steder, maae ikke admitteres uden Justitsministeriets Tilladelse, der kun meddeles, naar der haves Betryggelse for, at de ikke paa nogen Maade ville falde Landet til Byrde, s. Kskr. 2. Aug. 1814, 10. Mai 1823, 16. Mai 1826, 3. Nov. 1827.

e. Fremmede Haandværkssvende maa der kun tilstedes Adgang, naar det er rimeligt, at de kunne og ville ernære sig her i Landet ved deres lovlige Arbeide Det fordres derfor godtgjort, at Vedkommende er udlært Svend, hidtil lovlig har ernæret sig, og er i Besiddelse af de fornødne Pengemidler, s. Fdn. 10. Dec. 1828 §§ 1—12.

I Henseende til Enhver, der fra fremmed Sted agter at begive sig ind i Landet, og som ikke er Haandværkssvend, skal det iagttages, at naar hans Stilling og Udvortes er af den Beskaffenhed, at derved vækkes Tvivl, om han ikke kunde falde Landet til Byrde ved sin Reise, har denne ikke tilstedes, forinden Politiøvrigheden ved en anstillet Undersøgelse finder Tvivlen svækket, s. Fdn. 10. Dec. 1828 § 14.

Foruden de særegne Regler, der efter det Anførte gjælde om visse Klasser af Personer^[2]), var det tidligere den ganske almindelige Regel, at ingen Udlænding maatte indkomme i Riget uden rigtigt Pas eller Besked, s. 3. 19. 21, Fdn. 6. Okt. 1731, Reskr. 9. Okt. 1744, Fdn. 30. Marts 1827 § 9. Cirk. 24. Dec. 1855. Denne Regel er imidlertid ved Lov 12. Febr. 1862 § 1 Ophævet for de Personers Vedkommende, der høre hjemme i Sverrig, Norge eller Storbritanien, hvorhos Lovens § 2 bemyndiger Kongen til under Forudsætning af Gjensidighed at tilstaae Personer, som høre hjemme i andre Stater, en lignende Fritagelse, s. Kundgj. 2. April 1862, 5. Marts 1863, 4. Jan. 1865, 29. Marts 1867, jfr. Cirk. 11. Juli 1862 i D. T. 1862. 578, Bkg. 8. Juli 1865. Med Hensyn til de Vanskeligheder, som kunne opstaae derved, at Personer, der høre hjemme i de fritagne Stater, jevnlig ikke ville kunne føre noget tilstrækkeligt Bevis herfor uden netop ved Pas, er det ved Cirk. 4. April 1862, i Lovsamlingen 1862. 525, udtalt, at der i Reglen ikke bør affordres Vedkommende Bevis for, at han hører hjemme i en af de fritagne Stater, men hans Erklæring i saa Henseende maa ordentligvis ansees for tilstrækkelig, saa at særegne Oplysninger om dens Rigtighed kun bør forlanges, naar Omstændighederne give Grund til at antage den for usand.

Medens efter det ovenfor Bemærkede Adgangen til at indvandre i Riget staaer aaben for Enhver, der ikke hører til de Klasser af Personer, hvem Adgangen til Riget undtagelsesvis er forment, og som derhos, forsaavidt han ikke hører hjemme i de særlig fritagne Lande, er forsynet med rigtigt Pas, maa det imidlertid bemærkes, at Fremmede dog ikke kunne antages at have en selvstændig Ret til at komme ind i Riget og navnlig ikke en saadan, som kan gjøres gjældende ved Domstolene, men at Regeringen under det almindelige konstitutionelle Ansvar maa kunne forbyde dem Adgangen til Riget, naar den anseer deres Nærværelse her som farlig for den offentlige Sikkerhed, s. Kollegialtidende 1843. 174 og Kskr. 22. April 1847.

Indvandringen er fuldendt, og det statsborgerlige Forhold gjennem samme stiftet, naar Udlændingen har erhvervet fast Hjem her i Riget. Ved Bedømmelsen af, om dette er skeet, kan det være af Vigtighed, om der foreligger en Handling, som viser den Paagiældendes Villie til at træde i nærmere Forbindelse med Staten, saasom Erhvervelse af Adkomst til Næringsdrift, Indtrædelse i Embedsstilling, Kjøb af Jordeiendomme for selv at drive dem, osv., ligesom ogsaa Opholdets Langvarighed kan komme i Betragtning; men disse Forhold faae kun Vægt som Momenter ved Bedømmelsen af det faktiske Spørgsmaal, om fast Hjem er erhvervet, men ere ikke Betingelser for Undersaatsforholdets Stiftelse. Naar Edikt 29. Nov. 1748 § 1 fordrede, at de Fremmede forinden Nedsættelsen skulde aflægge Troskabsed, kunde dette ei heller ansees som en Betingelse for, at de kunde betragtes som Undersaatter, men kun for, at de kunde nyde de særlige, dem tillagte Friheder, s. nu Næringslov 29. Dec. 1857 § 99.

3. Naar en fremmed Undersaat maatte blive udnævnt til dansk Gesandt i Udlandet, indtræder han herved i dansk Undersaatsforhold.

4. Det Samme gjælder, naar en fremmed Kvinde ægter en dansk Undersaat, uden at denne selv træder i undersaatligt Forhold til den fremmede Stat, s. Kskr. 14. Okt. 1845, Mskr. 8. Marts 1849.

Et midlertidigt Undersaatsforhold stiftes, naar den Fremmede kommer ind i Riget, s. Lovens Fortale og 1. 1. 5.

1. Naar et modsat Resultat ovenfor § 152 Nr. 3 er antaget med Hensyn til Indfødsret, har dette sin Grund i de positive Bestemmelser i Fdn. 1776.
2. Disse særegne Regler ere naturligvis ikke bortfaldne ved Lov 12. Febr. 1862, omend deres Anvendelse med Hensyn til de Personer, der høre hjemme i de Lande, i Henseende til hvilke Pasfrihed er indrømmet. til en vis Grad er bleven modificeret, s. Cirk. 4. April 1862 (i Lovsamlingen 1862. 525).