Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 66
Fjerde Afsnit.Om andre Rettigheder der til komme Kongen som saadan.
Første Kapitel.Om Kongens særegne Ærerettigheder.
§ 66.
Grundloven indeholder ingen Forskrifter om de Kongen tilkommende særegne Ærerettigheder, forsaavidt man ikke hertil vil regne Udtalelsen i Grl. § 12 om, at Kongens Person er hellig og ukrænkelig. Det er imidlertid ganske stemmende med Forholdets Natur, at Kongen omgives med saadanne udvortes Tegn paa Høihed og Ære, som kunne bidrage til saavel hos ham selv, som hos Andre at vedligeholde en levende Bevidsthed om hans høie Kald og Værdighed, ligesom det ogsaa er naturligt, at slige Æresbevisninger tildels udstrækkes til Medlemmerne af det kongelige Hus. I Overensstemmelse hermed tilkommer der ogsaa Kongen og tildels Kongehusets Medlemmer visse særegne Ærerettigheder, dels ifølge udtrykkelige Forskrifter, dels ifølge traditionel Vedtægt. I det Følgende skulle vi kortelig angive nogle af de vigtigste, Kongen tilkommende Ærerettigheder, idet vi i Øvrigt henvise til Larsens samlede Skrifter I 3 §§ 50—53 og det der Anførte.
1.Ved skriftlig eller mundtlig Tiltale tilkommer der Kongen Prædikatet Majestæt eller kongelig Majestæt. Dog skulle Embedsmænds og Undersaatters Andragender og Ansøgninger blot stiles til Kongen uden videre Titulatur, hvorhos der ved Underskriften tilføies »allerunderdanigst«, s. Fdn. 15. Dec. 1820 § 12.
2.Ved Kongelov 1665 Art 16—18 var det paalagt Kongen at lade sig salve offentlig i Kirken med dertil sømmelige Ceremonier. Det beroede imidlertid ganske paa Kongen, naar og med hvilke Ceremonier han vilde lade foretage denne Salving, til hvilken der tillige pleiede at slutte sig en Kroning, og den havde aldeles ingen Indflydelse paa Retten til at tiltræde Regeringen og udøve de med samme forbundne Rettigheder, s. ovenfor § 38 i Slutningen.
De senere Forfatningslove indeholde ingen Forskrift om Kongens Salving og Kroning, og en saadan har heller ikke fundet Sted med Hensyn til de to sidste Konger. Kongen er altsaa ikke forpligtet til at lade sig salve og krone, hvorimod han endnu fremdeles maa være berettiget til at lade en saadan Akt foretage, naar han ønsker det. De dertil medgaaende Udgifter maa Kongen afholde af sin Civilliste, medmindre han maatte kunne formaae Rigsdagen til at bevilge et Beløb dertil af Statskassen.
3.Kongen fører fremdeles den vedtagne Titel, som nu er: Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, hvorhos der til Kongens Navn føies et Tal, som tilkjendegiver, hvor mange Konger af samme Navn der have regeret, I denne Titel er ingen Forandring foregaaet ved Hertugdømmernes Afstaaelse. I Øvrigt bruges den fuldstændige Titel kun i de Aktstykker, som forsynes med det store, kongelige Segl, men anvendes som oftest ikke i mindre formelige Haand- og Kabinetsskrivelser.
4.Endvidere fører Kongen det kongelige, danske Vaaben, s. Konvention 1. Sept, 1819, Cirk. 20. Nov. s. A. Ligesom der imidlertid til mindre Sigiller ikke altid bruges det hele, kongelige Vaaben, men kun en Del deraf, navnlig det egentlige danske Vaaben, saaledes anbringes ogsaa ofte i Stedet for Vaabenet ikkun det kongelige Navnechiffer med en Krone over, s. Pl. 25. Jan. 1848, Bkg. 17. Nov. 1863.
5.Som andre særegne Ærerettigheder kunne nævnes de Æresbevisninger, som Militairetaterne skulle vise Kongen, s. Regl. 10. Dec. 1819, 27. April 1843, den offentlige Kirkebøn efter Prædiken for Kongen og hans Hus, s. Cirk. 19. Nov. 1863, i D. T. S. 961, og de offentlige Sørgebevisninger, som finde Sted ved Kongens Dødsfald, s. Bkg. 16 og 19. Nov. 1863.