Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 9
§ 9. Forfatningsforholdenes Udvikling under Christian VIII.
I politisk Henseende skete der under Christian VIII ikke noget Fremskridt i frisindet Retning, og Kongen afviste med Bestemthed de Andragender om en friere Udvikling af Forfatningen, som fra forskjellige Sider bleve fremsatte, s. Roskilde Stændertidende 1840 S. 11 ff. samt Reskr. 31. Okt. 1840, hvorved Kongen paalagde Kancelliet at minde de Lensbesiddere og Embedsmænd, der havde underskrevet Petitioner om Skattebevillingsret, om deres Stands- eller Embedspligt og advare dem om, ei at tilsidesætte deres Ed og Pligt, saafremt de attraaede længere at tjene Kongen eller vilde undgaae at ansees for saadant Forhold. Vel søgte Kongen at udvikle Forfatningsforholdene ved det i 1842 for Stænderne fremsatte Forslag om Oprettelse af Stænderkomiteer, der skulde bestaae af Delegerede fra samtlige 4 Stænderforsamlinger, og som vare bestemte til at afgive Betænkning over Anliggender, der angik den hele Stat eller flere Provindser samt overhovedet over vigtige Anliggender, som Regeringen forelagde dem, s. Roskilde Stændertidende 1842 S. 815—16, LXV—LXVI. Disse Stænderkomiteer, der saaledes dels skulde tjene som et manglende Element til at udjevne de modstaaende Anskuelser i de forskjellige Stænderforsamlinger, dels afgive et Udtryk for Folkets Ønsker i de Anliggender, som vare unddragne Stændernes Medvirkning, navnlig Finantsvæsenet, vandt imidlertid ikke synderligt Bifald hos Stænderne, og Sagen blev derfor stillet i Bero, s. Kundgj. 10. Okt. 1844 I in fine. Derimod skete der i andre Retninger ikke ubetydelige Fremskridt, og navnlig blev Finantsvæsenet bedre ordnet ved Reskr. 11. April 1841.
I Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, der ligesom Kongeriget ved Adn. 28. Mai 1831 og Fdn. 15. Mai 1834 havde faaet Stænderforsamlinger, hvis Rettigheder i det Væsentlige vare de samme, som de kongerigske Stænders, men hvis Sammensætning havde et mere aristokratisk Præg, fandt imidlertid separatistiske Bevægelser Sted, der ikke bleve uden Indflydelse paa Kongeriget og dets Forfatningsforhold. Støttet af Regeringens vaklende Optræden og halve Forholdsregler havde den saakaldte Schleswigholsteinisme, hvis Læresætninger gik ud paa, at Hertugdømmerne vare selvstændige Stater, at de vare uadskillelig forbundne med hinanden, og at kun Mandsstammen havde Ret til at regere i Hertugdømmerne, vundet en ikke ubetydelig Udbredelse og var navnlig stærkt repræsenteret ikke blot i den holstenske, men ogsaa i den slesvigske Stænderforsamling, i hvilken sidste det danske Element paa Grund af Valgloven, Embedsmændenes Tydskhed og den herskende Modestemning, kun talte faa Repræsentanter. Disse Forsamlinger arbeidede hen paa en Forening af begge Hertugdømmernes Stænderforsamlinger samt paa en Løsrivelse fra Kongeriget i saa godt som alle offentlige Forhold, navnlig med Hensyn til Finantsvæsenet, ligesom de endelig søgte at forberede en fuldstændig Løsrivelse fra Kongeriget ved at gjøre den Paastand gjældende, at Kongelovens Arvefølge ikke gjaldt i Slesvig og Holsten, og at disse Hertugdømmer derfor ved Mandsstammens Uddøen maatte tilfalde Medlemmerne af den augustenborgske Linie som de nærmeste, fra Christian III nedstammende Agnater. Regeringen modsatte sig vel disse Paastande, og søgte navnlig ved det aabne Brev 8. Juli 1846 at fjerne de om Arvefølgen opkastede Tvivl, men dette ledede kun til en stærkere Agitation, en egenmægtig Opløsning fra begge Stænderforsamlingers Side og en Indblanding fra det tydske Forbund, der ved en Beslutning 17. Septbr. 1846 vel afviste den holstenske Stænderforsamlings Klage, men dog dadlede Regeringens Nægtelse af at modtage Petitioner i Arvefølgesagen, og forbeholdt Forbundets Kompetence for fremtidige Tilfælde.