Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 8
§ 8.Provindsialstændernes Ophør.
Efterat begge de kongerigske Stænderforsamlingerne paa regelmæssig Maade havde fungeret indtil Slutningen af Christian VIII's Regjering, bleve de indkaldte til en overordentlig Samling i 1848, navnlig for at afgive Betænkning over Udkastet til en Valglov for Dannelsen af den Rigsforsamling, hvis Sammenkaldelse var bebudet ved Kundgj. 4. April 1848. Forsaavidt de ifølge denne Kundgjørelse tillige skulde høres om Sammenkaldelsen af en saadan Rigsforsamling, blev der ikke forelagt dem noget særskilt Forslag, da de ved Behandlingen af Valglovsudkastet havde tilstrækkelig Leilighed til at udtale sig om dette Spørgsmaal. Det tilkjendegaves fremdeles saavel i Kundgj. 4. Apr. 1848, som i Patenterne 4. Apr. og 29. Mai s. A., at der skulde forelægges den eventuelle Rigsforsamling et Lovudkast angaaende Omorganisationen af Provindsialstænderinstitutionen, men i denne Henseende blev der Intet foretaget fra Regeringens Side, s. Beretning om Forhandlingerne paa den grundlovgivende Rigsforsamling S. 2737, ligesaalidt som der senere er foretaget noget Skridt i denne Retning. Provindsialstænderne ere saaledes vel ikke udtrykkelig ophævede, men da de i deres hidtilværende Skikkelse vare aldeles uforenelige med den nye Forfatning, ere de ved denne stiltiende satte ud af Virksomhed, og til en Omorganisation af dem er der neppe nogen Udsigt, s. Grundlov 5. Juni 1849 § 44, der ikke er optaget i Grl. 28. Juli 1866.
Anm.Som Kilder til Kundskab om Provindsialstænderinstitutionen kunne, foruden de ovenanførte Hovedlovbud og endel til samme sig sluttende Love og Reskripter, særlig fremhæves de kongelige Kundgjørelser til Provindsialstænderne angaaende Resultaterne af de i den forrige Samling afgivne Betænkninger m. V., som meddeltes Forsamlingerne ved deres Aabning, samt de officielle Stændertidender. I Øvrigt kan jevnføres Larsens samlede Skrifter I, 2. S. 99-124; Bentzon-Buchwald Kongeriget Danmarks Statsret I S. 202-340 samt Kriegers Dissertation: de legibus, 1841.