Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 7
§ 7. Provindsialstændernes Rettigheder.
1. Ifølge Adn. 28. Mai 1831 § 4 vilde Kongen, forinden han udgav nogen Lov, der havde Forandring i Undersaaternes personlige eller Eiendomsrettigheder eller i Skatterne og de offentlige Byrder til Gjenstand, lade Udkastet til en saadan Lov for begge Stænderforsamlinger, eller forsaavidt den kun angik en eller flere enkelte Provindser, da for de Provindsialstænder, hvorunder samme hørte, for at Stænderne kunde tage Lovforslaget under Overveielse og derover afgive Betænkning.
Gjenstanden for Provinsialstændernes raadgivende Virksomhed var herefter kun Love, ikke administrative Forskrifter. Som Følge heraf bleve de aarlige Statsbudgetter, som i Henhold til Reskr. 11. April 1841 offentliggjordes, ikke forelagte Stænderne til Betænkning; thi hvor Meget der end kan tale for at indrømme Folkerepræsentationen en Medvirkning ogsaa i denne Henseende, kan Budgettet dog i Mangel af positiv Bestemmelse ikke betegnes som en Lov, s. Kundgj. 4. Juli 1842 III Nr. 3, 7. Okt. 1842 III Nr. 5. Heller ikke kunde Meddelelsen af Bevillinger antages at udkræves Stændernes Medvirkning, s. Kundgj. for Slesvig 3. Juli 1844 II Nr. 6. Derimod er det en Selvfølge, at Stændernes Krav paa Medvirkning ikke kunde udelukkes derved, at en Bestemmelse, der ifølge sin Natur og Indhold maatte betragtes som en under Stændernes Kompetence henhørende Lov, indklædtes i Form af en administrativ Bestemmelse, idet den udstedte som Reskript, Cirkulaire osv.
Det var fremdeles ikke alle Love, der skulde forelægges Stænderne, men kun saadanne, som gik ud paa en Forandring i Undersaatternes personlige eller Eiendomsrettigheder eller i Skatterne og de offentlige Byrder, s. Adn. 1831 § 4. Skjøndt den Omstændighed, at Skatterne og de offentlige Byrder nævnes særskilt, ved Siden af Undersaaternes personlige eller Eiendomsrettigheder, kunde tale for at tage disse Udtryk i en temmelig indskrænket Betydning, jfr. ogsaa Adn. § 8 og nedenfor Nr. 2, anvendtes de dog i Praxis i en temmelig vid Forstand, saa at f. Ex. næsten alle kriminelle og procesuelle Love forelagdes Stænderne.
Endelig var det ikke engang alle Love af det angivne Indhold, paa hvis Forelæggelse Stænderne havde Krav, men kun saadanne, der angik den paagjældende Provinds eller hele Kongeriget Danmark. Derimod udelukkedes de Love, som angik de for hele Monarkiet fælles Anliggender, og de, der særlig angik Hertugdømmerne. Denne Indskrænkning fremgaar allerede af Stændernes Benævnelse som Provindsialstænder og bestyrkes ved en Sammenligning med den tilsvarende Paragraph i Adn. 28. Mai 1831 for Slesvig og Holsten, hvor der kun tales om Love, som angaae begge Hertugdømmer eller et af dem, ligesom det ogsaa er indlysende, at en Forelæggelse af fælles Love for 4 forskjellige Forsamlinger af forskjellig Nationalitet og jevnlig aldeles modsatte Anskuelser vilde have været høist uhensigtsmæssig. Den anførte Opfattelse af Stændernes Kompetence fastholdtes ogsaa stadig af Regeringen ligeoverfor de enkelte Stænderforsamlinger, ligesom den ogsaa ligger til Grund for det i 1842 fremsatte Forslag om Indførelsen af Stænderkomiteer, der netop for en stor Del vare bestemte til at bøde paa Manglen af et Fællesorgan, samt for Reskr. 28. Jan. 1848, s. nedenfor. Herimod kan det ikke komme i Betragtning, at Udtrykkene i den danske Adn. 28. Mai 1831 § 4 ere temmelig almindelige. Ej heller kan der lægges Vægt paa, at Grændsen maaske ikke alted er fastholdt fuldkommen skarpt, da Kongen maatte være berettiget til at indhente Stændernes Betænkning ogsaa over Anliggender, der strengt taget laae udenfor deres Virkekreds. Nanvlig kan der ikke lægges vægt paa, at Stænderne bleve hørte over saadanne Anliggender, der ved den senere Forfatningsordning bleve henregnede til Fællessagerne, men som dengang, paa Grund af den forskjellige Lovgivning i Kongeriget og i Hertugdømmerne, nærmest maatte betragtes som særlige, f. Ex. Told- og Myntlove. Derimod bleve de militaire Love, der utvivlsomt maatte betragtes som Fælleslove, aldrig forelagte Stænderne.
Virkningen af, at en til Stændernes Virkekreds hørende Lov udstedtes, uden at deres Betænkning over samme var indhentet, kunde ikke antages at være den, at Loven blev ugyldig, men kun, at Stænderne kunde henvende sig til Kongen med en Besværing og et Andragende om Lovens Forelæggelse, s. Rigsraadstidende 1856 Sp. 1733—34, s. ogsaa Scheel: Privatrettens almindelige Del I S. 14. At Stænderne ikke havde noget Retskrav paa, at deres Raad fulgtes behøver neppe at bemærkes.
2. Foruden den almidnelige, raadgivende Myndighed, som ved Adn. 28. Mai 1831 § 4 var tillagt Stænderne, blev det ved samme Adn. § 8 jfr. Fdn. 15. Mai 1834 in fine lovet dem, at de yderligere Lovbestemmelser om Stænderinstitutionens nærmere Ordning, der senere, den 15. Mai 1834 udstedtes som Love, heller ikke skulde forandres, før Stændernes Betænkning derover var indhentet. Derimod blev der ikke givet noget Løfte om, at eventuelle Forandringer i selve Adn. 28. Mai 1831 skulde forelægges Stænderne, og det er derfor tvivlsomt, om Kongen har betragtet denne Anordnings Forskrifter som uforanderlige, eller om han har forbeholdt sig selv uden Stændernes Medvirkning at foretage Forandringer i samme, s. Larsens Skrifter I, 2. S. 14—15. Provindsialstænderne bleve i 1848 heller ikke hørte over selve Udkastet til Grundloven 5. Juni 1849, men kun over Udkastet til en Valglov for Dannelsen af den Rigsforsamling, der skulde behandle Grundlovsudkastet, s. Kundgjørelse 4. April 1848, Patent 4. April og 29. Mai 1848 og nedenfor.
3. Ifølge Adn. 1831 § 5 skulde Provindsialstænderne være berettigede til at indgive Andragender til Kongen om Forandring i Landets almindelige eller de enkelte Provindsers særskilte Love eller Indretninger samt til hos Kongen at føre Besværing over den Maade, hvorpaa Lovene overholdtes eller Indretningerne bestyredes. Denne Stændernes Petitionsret havde et videre Omfang, end deres raadgivende Medvirkning ved Lovgivningen, idet den dels kunde benyttes til at andrage paa Forandring i Love, der ikke angik Undersaatternes personlige eller Eiendomsrettigheder eller de offentlige Skatter og Byrder, dels til Andragender med Hensyn til administrative Foranstaltninger, navnlig med Hensyn til Finantsvæsenets Bestyrelse, hvorom Stænderne uden Indsigelse fra Regeringens Side indgave en Mængde Petitioner. Imidlertid fastholdtes det ogsaa her, at Stændernes Virksomhed ikke strakte sig til de egentlige Fællessager, s. Kundgj. 10. Juli 1846 II, 1 med Hensyn til Arvefølgen, og heller ikke til Hertugdømmernes Forhold, s. Kundgj. 3. Juli 1844 II, 5 in fine, 10. Juli 1846 II, 4, 13. Okt. 1846 II, 6, 7.
4. Ved Adn. 1831 § 6 bebudede Kongen endelig, at der ogsaa skulde indrømmes Provindsialstænderne en Medvirking med Hensyn til Kommunernes Anliggender, men i denne Henseende blev Intet foretaget, uden forsaavidt de forskjellige Kommunallove i Henhold til Adn. 1831 § 4 bleve forelagte Stænderne til Betænkning.