Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret/§ 100

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kjøbenhavn


Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf/ 328-332

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

§ 100. Øvrighedens og Domstolenes indbyrdes Uafhængighed i deres egen Sphære.

1. Efter Grl. 1849 § 77, Grl. 1863 § 63 (Grl. 1866 § 72) kunne Domstolene kun paakjende Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Saafremt de imidlertid finde, at Øvrigheden har holdt sig indenfor sin Kompetence, kan Retten ikke indlade sig paa en Undersøgelse af, om Øvrigheden materielt har handlet rigtigt, s. Jur. Ugeskr. 1858. 379. Den, som finder sig forurettet ved en saadan Øvrighedsbeslutning, er indskrænket til at klage til høiere Øvrighed, der da enten ad administrativ Vei kan skride ind mod Embedsmanden ved Disciplinairstraf eller Afskedigelse eller foranstalte offentligt Søgsmaal anlagt mod ham eller bemyndige den Forurettede til at anlægge privat Sag, jfr. Instr. 28. Aug. 1795 § 29. Selv om Øvrighedens Afgjørelse indeholder en saa aabenbar materiel Uret, at denne maa siges at være Øvrigheden tilregnelig, kan dette dog ikke berettige den Private til at reise Søgsmaal mod Øvrigheden til denne Retskrænkelses Ophævelse. De paagjældende Grundlovsbestemmelser henlægge udtrykkelig kun maalet om Øvrighedsmyndighedens Grændser til Domstolenes Afgjørelse. Har Øvrigheden ikke overskredet sin Kompetence, er Domstolen ikke berettiget til at undersøge Dekretets materielle Rigtighed, og Spørgsmaalet om dettes større eller mindre Urigtighed kommer saaledes slet ikke til at foreligge Retten. En modsat Antagelse vilde derhos staae i aabenbar Strid med den udøvende Magts Stilling som selvstændigt og uafhængigt Organ for Statsmagten, s. Grl. 1849 § 2 (Grl. 1866 § 2). Det Stødende, den her opstillede Anskuelse i Tilfælde af grove Misbrug kan synes at medføre, fjernes derved, at den høiere Øvrighed, som ovenfor bemærket, selv kan bringe Spørgsmaalet for Domstolene eller bemyndige den Private dertil, og mod Vrangvillighed eller ligefremme Forurettelser fra Regeringens Side vil Repræsentationens Myndighed yde en væsentlig Garanti. Forsaavidt der fra tidligere Tid findes Udtalelser, der synes at gaae ud fra en modsat Forudsætning, s. Fdn. 3. Juli 1835 §§ 14, 15, Viborg St. Tid. 1838. 2. 1222, kunne disse i alt Fald ikke komme i Betragtning under de nu gjældende Forfatningsforhold, s. dog ogsaa Lov 11. Febr. 1863 § 2.

Saafremt en Øvrighedsperson foruretter en Privatmand ikke ved selve den indenfor hans Kompetence liggende Embedshandling, men kun under dennes Udførelse, f. Ex. ved at udskjælde eller voldelig overfalde den Private, kan denne herfor sagsøge Øvrighedspersonen, men dette indeholder ingen Undtagelse fra den ovenangivne Regel, thi den Omstændighed, at Fornærmeren er en Øvrighedsperson, kan lige saalidt som Fornærmelsens rent udvortes Forbindelse med en Øvrighedshandling bevirke, at Fornærmelsen selv skulde betragtes som en saadan, s. Jur. Ugeskr. 3. 206, Kskr. 13. Marts, Reskr. 17. Dec. 1817.

Ifølge det Ovenanførte maa Øvrigheden indenfor sin Sphære betragtes som fuldkommen uafhængig af Domstolene. Medens det nu almindeligt indrømmes, at stolene ikke umiddelbart kunne omstøde eller tilsidesætte Øvrighedens Handlinger, naar de holde sig indenfor dens Kompetence, er det derimod omtvistet, om Domstolene ikke kunne paakjende Spørgsmaal om slige Handlingers Lovlighed, forsaavidt et saadant Spørgsmaal fremtræder som Incidentpunkt i en under Rettens Afgjørelse henhørende Sag. Navnlig kan der spørges, om Domstolene ikke, naar en Øvrighedsperson reiser Injuriesag mod en Privatmand paa Grund af Sigtelser for utilbørlig Embedsførelse, ere berettigede til at paakjende den af Indstevnte fremsatte Indsigelse, at Beskyldningen er stemmende med Sandhed, og i dette Øiemed undersøge Lovligheden af den paaankede Øvrighedshandling med den Virkning, at Injurianten frifindes, saafremt hans Bedømmelse af Øvrighedshandlingen findes retfærdiggjort, hvorimod der selvfølgelig ikke bliver Spørgsmaal om enten under denne eller en anden Sag at fælde en positiv Dom over Embedsmanden. For den bekræftende Besvarelse af Spørgsmaalet kan man anføre den almindelige kriminalretlige Regel, at der ikke foreligger nogen Ærefornærmelse, naar Beskyldningens Sandhed bevises, samt Fdn. 27. Sept. 1799 § 10, der erklærer det for en Selvfølge, at den, der har beskyldt en Embedsmand for Uretskaffenhed i hans Embedsførelse, er berettiget til at bevise Rigtigheden af sin Beskyldning, naar denne kun er bestemt. Imidlertid synes de ovenfor opstillede Grundsætninger om Øvrighedens Uafhængighed, saalænge den utvivlsomt bevæger sig paa sit eget Omraade, at føre til at negte Domstolene selv den omspurgte begrændsede Myndighed. Grl. 1849 § 77 og Grl. 1863 § 63 (Grl. 1866 § 72) maae, idet de indrømme Domstolene Ret til at paa kjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, antages at negte Domstolene Ret til at paa kjende ethvert Spørgsmaal om Lovligheden af en Øvrighedshandling, naar denne ikke indeholder en Overskridelse af Øvrighedens Kompetence, og det kan ikke negtes, at Domstolene, hvis den omspurgte Ret indrømmedes dem, vilde komme til at paakjende et saadant Spørgsmaal. Indrømmelsen af en saadan Ret for Domstolene vilde fremdeles stride mod den den udøvende Magt for fatningsmæssigt tilkommende uafhængige og ligeberettigede Stilling og vilde derhos faktisk i høi Grad svække Øvrighedsmyndigheden, idet det derved blev Enhver muligt ad en Omvei at drage Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens rette Brug under Domstolenes Paakjendelse. At Injuriens Strafbarhed ophæves ved Beviset for Sigtelsens Sandhed kommer ikke i Betragtning, da Spørgsmaalet netop er, om det er retligt muligt at bevise Sigtelsens Sandhed, og Fdn. 27. Sept. 1799 § 10, der selv efter den her forsvarede Opfattelse ingenlunde bliver betydningsløs, idet den kommer til Anvendelse i alle de Tilfælde, hvor Spørgsmaalet dreier sig om en Overskridelse af Øvrighedsmyndig hedens Grændser, samt hvor den paagjældende Embedshandling ikke kan betragtes som en Øvrighedshandling, kan i alt Fald ikke komme i Betragtning mod den nyere Lovgivning. I Praxis haves kun to i modsatte Retninger gaaende Overretsdomme i Jur. Ugeskr. 1850. 499 og 1854. 55. Forsaavidt tidligere Domme, s. Jur. Ugeskr. 1. 270, jfr. 2. 703, endog erklære sig inkompetente til at prøve Injuriantens Indsigelse, at Øvrigheden ved sin Handlemaade havde overskredet sin Myndigheds Grændser, kan en saadan Regel derimod efter Grl. 1849 § 77 (Grl. 1866 §72) ikke længere fastholdes.

Af lignende Grunde som de anførte, maa det antages for mindre rigtigt, naar Domstolene tidligere undertiden, hvor en af det Offentlige reist Anklage fandtes at savne al rimelig Grund, frifandt den Tiltalte for Justitiens ubeføiede Tiltale, idet heri indeholdtes en efter det Anførte utilstedelig Kritik over den af Øvrigheden indenfor dens Myndigheds Grændser fattede Anklagebeslutning. Den senere Praxis synes ogsaa at have opgivet denne Betegnelse, s. H. R. T. 1863. 182.

2.  Ligesom Øvrigheden efter det Udviklede maa ansees for uafhængig, saa længe den bevæger sig indenfor sin Myndigheds Grændser, saaledes gjælder det Samme om Domstolene. Det er Forfatningsrettens Opgave nærmere at udvikle, hvorledes Grundloven har søgt at sikkre denne Uafhængighed, dels ved at sikkre Dommernes Personer mod vilkaarlig Indvirkning fra Regeringens Side, s. Grl. § 78, jfr. § 76 og 3. midl. Best. (Grl. 1866 § 73, jfr. § 71 og 3. midl. Best.), dels ved at paalægge Dommerne i deres Kald kun at rette sig efter Loven, s. Grl. § 78 (Grl. 1866 § 73).