Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret/§ 99

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kjøbenhavn


Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf/ 323-328

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

§ 99. Fortsættelse.

For at den Domstolene ved Grundlovene tillagte Myndighed til at paakjende Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser skal kunne bringes til Anvendelse, maa det først undersøges, naar Øvrigheden har overskredet sin Kompetence, og dernæst, hvilken Retsvirkning en saadan Overskridelse har.

A. Øvrigheden kan overskride sin Myndigheds Grændser paa forskjellige Maader:

1. Den kan have tiltaget sig en Myndighed, som slet ikke tilkommer Administrationen, f. Ex. foretaget en Fængsling, s. Grl. 1849 § 85 (Grl. 1866 § 80), udstedt en ulovlig Anordning eller en mod Grundloven 1849 § 32 (Grl. 1866 § 27) stridende Bevilling.

2. Den kan have udøvet en Myndighed, som vel tilkommer Administrationen, men ikke denne bestemte Øvrighed, naar f. Ex. en Amtmand har meddelt en Kongen forbeholdt Bevilling, en Herredsfoged har givet et Adskillelsesdekret efter Pl. 12. Juni 1827.

3. Tvivlsommere er det Tilfælde, hvor den omspurgte Myndighed vel tilkommer Administrationen og særligt den bestemte Øvrighed, som in casu har handlet, men hvor den er knyttet til visse formelle eller materielle Betingelser. Forsaavidt der er foreskrevet en vis udvortes Fremgangsmaade, som Øvrigheden skal iagttage, forinden eller i Forbindelse med sin Handling, vil en saadan Forskrift jevnlig kun have en instruktorisk Natur, saa at dens Tilsidesættelse kun paadrager Øvrigheden Ansvar ligeoverfor den overordnede Øvrighed, men ikke bevirker, at den maa siges at være udenfor sin Myndigheds Grændser, jfr. saaledes Forskriften om Indhentelsen af Sognepræstens Erklæring efter Pl. 12. Juni 1827; men det Modsatte kan dog ogsaa være Tilfældet, jfr. Pl.s Forskrift om Tilholdets Forkyndelse ved Stevningsmændene, Reglen i Lov 3. Marts 1860 § 2 om Formerne for Udstedelsen af Polititilhold, i Lov 11. Febr. 1863 §§ 11, 12 (Lovs. S. 59), om Betingelserne for Magts Anvendelse, osv. Forsaavidt de foreskrevne Betingelser ere af materiel Natur, maa det i ethvert Tilfælde undersøges, om det kan antages for Lovgiverens Mening at ville overlade Spørgsmaalet om Betingelsernes Tilstedeværelse til Afgjørelse ved Øvrighedens Skjøn eller at lade dette Spørgsmaal gjøre til Gjenstand for en Bevisførelse og Paakjendelse ved Retten, i hvilken Henseende den tilføiede Betingelses Beskaffenhed vil være af væsentlig Betydning. Som Exempel paa Betingelser, hvis Tilstedeværelse Domstolene maae kunne undersøge, kan nævnes Forskrifterne om den Beskaffenhed og Alder, de Fordringer skulle have, der ved Øvrighedens Resolution skulle beordres til Inddrivelse ved Udpantning. Derimod kunne som Betingelser, hvis Tilstedeværelse Øvrigheden endeligt maa kunne afgjøre, nævnes Spørgsmaalet om forargeligt Samliv er tilstede efter 6. 13. 3, Pl. 12. Juni 1827, om Enkens Forstandighed og Huslighed efter Fdn. 21. Mai 1845 § 18 er tilstrækkeligt godtgjort, osv.

4. Øvrigheden kan endelig overskride sin Kompetence ved at negte at foretage en Handling, som en Privat er berettiget til at fordre foretagen, f. Ex. Udstedelsen af en Attest eller Foretagelsen af en Expedition, efterat Vedkommende har opfyldt de foreskrevne Betingelser, s. Jur. Tidsskr. 20. 292. Om det har været Lovgiverens Hensigt at tillægge den Private en Ret til at fordre den paagjældende Øvrighedshandling foretaget, saaledes at han i Tilfælde af Negtelse kan gjøre sin Ret gjældende ved Domstolene, kan ikke besvares ved nogen almindelig Regel, men maa i det enkelte Tilfælde afgjøres efter Lovgivningens Bestemmelser, i hvilken Henseende det kan erindres, at den Omstændighed, at de Betingelser, til hvilke Foretagelsen af den omspurgte, for den Privates Retsnydelse vigtige Handling er knyttet, i og for sig egne sig til Domstolenes Afgjørelse, ikke med Nødvendighed medfører, at Handlingens Foretagelse kan fremtvinges ved Rettens Hjælp, jfr. ovenfor § 97 C 4 om Meddelelsen af Bevilling, Borgerskab eller Næringsbevis.

B. Forsaavidt Domstolene komme til det Resultat, at en paaklaget Øvrighedshandling overskrider Grændserne for Øvrighedens Myndighed, kan Virkningen heraf atter fremtræde paa forskjellig Maade:

1. Forsaavidt den omspurgte Øvrighedshandling blot fremtræder som Søgsmaalsgrund eller som Grundlag for en Indsigelse under en Retssag, f. Ex. naar en Paastand om Arveret støttes paa et konfirmeret Testament, s. H. R. T. 1862. 77, Jur. Ugeskr. 1849. 361, en Frifindelsespaastand paa en af Øvrigheden meddelt Tilladelse til det paaklagede Forhold, vil Sagen blive at afgjøre, som om den uhjemlede Øvrighedshandling ikke existerede; dog vil i det sidstnævnte Tilfælde undertiden den uhjemlede Øvrighedshandling faae den Indflydelse, at den Paagjældende maa frifindes paa Grund af en derved fremkaldt error facti eller juris. Derimod bliver der i disse Tilfælde ikke Spørgsmaal om nogen positiv Omstødelse af Øvrighedshandlingen.

2. Øvrigheden kan selv bringe Sagen for Domstolene, idet den opfordrer Retten til at dømme i Henhold til en allerede tagen Øvrighedsbeslutning. Kommer Retten her til det Resultat, at Øvrigheden ikke har overskredet sin Myndighed, maa den, selv om den finder Beslutningen materielt urigtig, lægge den til Grund for Dommen og altsaa dømme den paagjældende Private. Finder den der imod, at Øvrigheden har overskredet sin Kompetence, maa Retten, ligesom i de under Nr. 1 nævnte Tilfælde, tilsidesætte den uhjemlede Øvrighedsbeslutning, saa at Sagen afgjøres, som om denne ikke existerede, hvorimod der heller ikke her bliver Spørgsmaal om nogen direkte Ugyldighedserklæring eller anden positiv Foranstaltning mod Beslutningen eller den Øvrighed, fra hvilken den er udgaaet. Anvendelsen af denne Regel kan i Øvrigt efter Sagens Beskaffenhed føre til forskjellige Resultater. Saaledes maae Domstolene afvise den Sag, som er beordret anlagt af en inkompetent Øvrighed, s. Jur. Ark. 29. 72, Jur. Ugeskr. 1852. 185, 1854. 589; den maa negte at handle, forsaavidt en Udpantningsordre er meddelt af en inkompetent Øvrighed eller for en Fordring, der ikke kvalificerer sig til Udpantning, s. Schlegels Høiesteretsdomme I.436. Den maa endelig frifinde, hvis den Øvrighedsbefaling, hvorved et Paalæg eller Forbud er rettet til Nogen, ikke har tilkommet Øvrigheden eller ikke er foretagen paa lovlig Maade, s. H. R. T. 1862. 284, 1863. 261, jfr. dog Jur. Ugeskr. 1854. 289. 513, H. R. T. 1857. 482; s. fremdeles Jur. Ugeskr. 6. 813, 1849. 494. 935, H. R. T. 1860. 689. Sagens Udfald kan endog blive den Privates Domfældelse, forsaavidt nemlig den af ham foretagne Handling, om hvis Lovlighed Øvrigheden ikke var berettiget til at fælde nogen afgjørende Dom, findes at stride mod den almindelige Lovgivning.

3. Endelig kan den Private anlægge Sag mod Øvrigheden til Omstødelse af det af denne afgivne Dekret eller for at faae Øvrigheden kjendt pligtig til at foretage en eller anden Handling eller for at faae den idømt Straf og Erstatningsansvar. Findes her Sagen henhørende under Øvrighedens endelige Afgjørelse, er Domstolen ikke berettiget til at undersøge dens Realitet, men maa afvise den, s. Jur. Ugeskr. 1860. 136, 1863. 796, 1865. 710. Findes Sagens endelige Afgjørelse at tilkomme Domstolene, men det ved Undersøgelsen af Sagens Realitet viser sig, at Øvrighedsbeslutningen stemmer med Lovgivningen, bliver Øvrigheden at frifinde, s. Jur. Ugeskr. 1852. 419, 1857. 316. Findes endelig Øvrigheden at have manglet Kompetence til at træffe den omspurgte Afgjørelse, og denne tillige findes urigtig i Realiteten, har den ved Øvrighedens Handlemaade i sin Ret krænkede Borger Krav paa, at den tilføiede Krænkelse ophæves, og dette vil her i Almindelighed ikke, som i de tvende under Nr. 1 og 2 omhandlede Tilfælde kunne skee ved en simpel Tilsidesættelse eller Ignoreren af den ulovlige Øvrighedsforanstaltning. Der vil hertil i Reglen udkræves en positiv Omstødelse af Øvrighedsdekretet og efter Omstændighederne endnu videregaaende Skridt, men Myndigheden til at træffe en Afgjørelse i saa Henseende med bindende Retsvirkning maa efter det ovenfor i § 98 Bemærkede ogsaa tillægges Domstolene, der ere berettigede til at paakjende eller afgjøre ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser og følgelig maae kunne fastsætte ikke blot de negative, men ogsaa de positive Retsvirkninger af en i saa Henseende stedfunden Overskridelse, jfr. ogsaa Grl. 1849 § 77, 2. M. og Grl. 1863 § 63, 2. M. (Grl. 1866 § 72, 2. M.), hvor det forudsættes, at den Private optræder som Sagsøger. Efter Sagens Beskaffenhed kan Resultatet blive forskjelligt, saasom at Citanten kjendes berettiget til den ham af Øvrigheden negtede Ret, s. Jur. Ugeskr. 1865. 693, eller fritages for den ham af Øvrigheden paalagte Forpligtelse, s. Jur. Ugeskr. 1854. 360, eller at Øvrighedens Dekret kjendes ugyldigt, s. Jur. Ugeskr. 1864. 180, eller at det paalægges Øvrigheden, endog under Tvangsmulkt, at foretage en vis Handling, s. H. R. T. 1859. 836, eller endelig at der paalægges Øvrigheden Erstatning til den Forurettede, s. H. R. T. l. c. eller Straf, s. Lov 11. Febr. 1863 § 2 (Lovs. S. 52). De angivne Regler tabe ikke deres Betydning derved, at Exekutionen af en saadan Dom kan støde paa processuelle Vanskeligheder, dels fordi Retterne ligeoverfor Ministerierne ikke pleie at tilføie den ved domfældende Domme almindelige saakaldte Tvangs klausul »at efterkommes under Adfærd efter Loven«, hvor ved Fogden bemyndiges til at foretage Exekutionen, dels fordi den Dom, der paalægger en Øvrighedsperson Erstatning under saadanne Forhold, at den ikke kan antages at ville paalægge ham personligt Ansvar, neppe vil kunne exekveres i Øvrighedspersonens private Formue, og den offentlige Kasse, hvoraf Erstatningen skulde udredes, muligvis Intet indeholder, ligesom der endelig kan opstaae tvivlsomme Spørgsmaal, naar Dommen tillægger den Private et Pengebeløb, som ved Behandlingen af Finantsloven er negtet.

Det er i det Foregaaende forudsat, at Øvrigheden er optraadt som saadan, som et Organ for Statens Hersker myndighed. Optræder Øvrigheden derimod kun som Repræsentant for de det Offentlige tilkommende Rettigheder og Forpligtelser af privatretlig Natur, f. Ex. med Hensyn til de af Staten indgaaede Kontrakter, med Hensyn til Driften af Regaler, maa Forholdet bedømmes ganske paa samme Maade som ved en Tvist mellem to Privatpersoner, s. f. Ex. Jur. Ugeskr. 7. 225, 8. 700, 1857. 429, og ovenfor § 97.