Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret/§ 57
Tredie Afsnit. Næringsvæsenet.
§ 57. Begreb og Inddeling.
I videre, oekonomisk Forstand kan Næring bestemmes som enhver Virksomhed, der har materielt Erhverv til Formaal. Det angivne Begreb er imidlertid saa vidt, at det indbefatter en Mængde heterogene Forhold, som for en stor Del maa behandles efter væsentligt forskjellige Regler, og forsaavidt der derfor tales om Begrebet Næring i Retssphæren som Gjenstand for en eiendommelig retlig Anordning, maa man indskrænke Begrebet til de Forhold, ved hvis Ordning visse fælles Synspunkter gjøre sig gjældende. Man synes da at kunne betegne Næring som den selvstændige Virksomhed, som gaaer ud paa materielt Erhverv ved Tilveiebringelse og Omsætning af væsentligt materielle Produkter. At Virksomheden er vedvarende eller bestemt til at fortsættes igjennem et længere Tidsrum, er vel det Almindelige, men da ogsaa en mere kortvarig eller endog momentan Virksomhed af den angivne Beskaffenhed i Almindelighed vil falde ind under Reglerne om Næring, idet den navnlig, forsaavidt ikke den fornødne Hjemmel til dens Udøvelse haves, vil blive at behandle som uberettiget Næringsbrug, er der ingen Grund til at optage den nævnte Fordring i Begrebet. Forsaavidt en Virksomhed, der i Øvrigt svarer til de angivne Kriterier, ikke gaaer ud paa materielt Erhverv, kan der vel reises Spørgsmaal, om den ikke desuagtet bør behandles efter Reglerne om Næring, s. Scheels Personret S. 522; men foruden at det dog er tvivlsomt, om dette kan antages, og det navnlig ikke synes antaget i Praxis, s. Scheels Personret S. 522 Anm. 6, vil et Forhold af den omhandlede Beskaffenhed i alt Fald være noget saa Usædvanligt, at man ved den almindelige Begrebsbestemmelse kan see bort derfra. Det maa fremdeles fordres, at Virksomheden gaaer ud paa Tilveiebringelse og Omsætning af materielle Produkter. Den blotte Tilveiebringelse er ikke tilstrækkelig, naar den ikke i det Mindste skeer i den Hensigt atter at afhænde Produktet, og paa den anden Side falder Omsætningen af Produktet ikke ind under Reglerne om Næring, naar det ikke er tilveiebragt i den Hensigt atter at afhænde det. Det maa endvidere foretrækkes at betegne Virksomheden som gaaende ud paa en Tilveiebringelse af materielle Produkter, idet Udtrykket Frembringelse ikke passer paa en af de vigtigste Næringsgrene, nemlig Handelsnæring. Naar det endelig fordres, at Virksomheden skal være selvstændig, maa det vel indrømmes, at Medhjælpernes Virksomhed undertiden kan og navnlig efter den tidligere Lovgivning kunde i visse Henseender blive at betragte fra lignende Synspunkter, som Hovedmandens; men ligesom de omtalte Regler om Medhjælpernes Forhold væsentligt ere forandrede ved den nyere Næringslovgivning, saaledes er Medhjælpernes Stilling, der heller ikke i andre Henseender svarer til det opstillede Begreb, saa forskjellig fra Hovedmandens, at der ikke er Anledning til at sammenfatte deres Virksomhed under et Begreb, om der end kan være Grund til ved en Fremstilling af Hovedmandens Retsforhold tillige at berøre Medhjælpernes Stilling, hvor denne frembyder noget Eiendommeligt. Endnu skal tilføies, at naar Virksomhedens Formaal er betegnet som gaaende ud paa Tilveiebringelsen og Omsætningen af væsentligt materielle Produkter, tilsigtes det herved at udelukke den høiere aandelige Virksomhed, der gaaer ud paa at tilveiebringe et Produkt, der vel i en vis Forstand kan betegnes som materielt, forsaavidt det fremtræder i ydre sandselige Former, men hvis Betydning og Værd væsentligt beroer paa den deri udtrykte Tankevirksomhed, saasom en Bog, en Statue.
Fra det opstillede Begreb maa altsaa udelukkes:
1. Den kunstneriske og videnskabelige Virksomhed.
2. Den Virksomhed, som ikke gaaer ud paa Tilveiebringelsen af et materielt Produkt, hvad enten den er af høiere Natur, saasom Embedsmænds, Skolemænds, Sagføreres, Lægers eller lavere, f. Ex. Dagleieres, Tyendes.
3. Den uselvstændige Virksomhed.
4. Den Virksomhed, som ikke gaaer ud paa Tilveiebringelsen og Omsætningen af materielle Produkter, altsaa navnlig den, der tilsigter at tilveiebringe Produkter til eget umiddelbart Forbrug, Husholdning i videre Forstand, og den Omsætningsvirksomhed, som har Hensyn til Produkter, der ikke ere tilveiebragte i den Hensigt at omsætte dem.
5. Endelig kan der ogsaa være Spørgsmaal om at udelukke den Virksomhed, der ikke tilsigter materiel For del, jfr. ovenfor.
De saaledes angivne Forhold have vel i Almindelighed det tilfælles med den egentlige Næring, at de gaae ud paa en Tilfredsstillelse af den Vedkommendes Fornødenheder, men i Øvrigt ere de saavel forskjellige fra den egentlige Næringsvirksomhed, som indbyrdes forskjellige, idet de dels ikke i nogen synderlig Grad trænge til retlig Anordning, hvilket saaledes gjælder om Husholdningsvirksomheden, dels maae reguleres efter eiendommelige Synspunkter, som ere hentede fra andre Dele af Systemet, saasom Personretten, Processen, Obligationsretten, osv.
Den egentlige Næringsvirksomhed falder i tre Hoved klasser.
1. Naturalproduktionen, der bestaaer i at frembringe eller fremdrage Raastofferne, hvortil hører Jord- og Skov brug, Kvægavl, extraktiv Industri, Jagt og Fiskeri.
2. Forædlingsvirksomheden, der gaaer ud paa at bearbeide de indvundne Raastoffer, og som atter falder i Haandværks- og Fabrikdrift, s. om denne Adskillelse Scheels Personret § 114.
3. Omsætningsvirksomheden, som gaaer ud paa at besørge Overgangen af det tilvirkede Produkt fra Producenten til Konsumenterne. Hertil hører Handel og Transportnæring, hvilken sidste dog tildels falder udenfor det egentlige Næringsbegreb.
Det kunde synes, at Statens forvaltende Virksomhed med Hensyn til Næringsvæsenet maatte blive meget indskrænket, idet den væsentlig maatte gaae ud paa, at den gjennem Lovgivningen foreskrev Grændserne mellem de forskjellige Næringsveie, gjennem Administrationen kontrollerede disses Overholdelse og gjennem Domstolene afgjorde de desangaaende opstaaede Tvistigheder og idømte Straffe for Overtrædelser, medens den i Øvrigt overlod de Private paa egen Haand at vælge og efter bedste Skjøn at udøve deres Næring. Det er nu vistnok ogsaa det rigtigste Princip, at Staten i Almindelighed saa lidet som muligt griber ind i de Privates frie Næringsvirksomhed, og dette Princip har ogsaa fundet sit Udtryk i Grl. 1849 § 88 (Grl. 1866 § 83) med forskjellige senere, dertil sig sluttende Love; men ligesom dette Princip før Grundloven ikke var anerkjendt, idet Næringsvirksomheden var betydeligt indskrænket og meget afhængig af Administrationen, saaledes bliver der selv med Anerkjendelse af Principet et ikke ringe Spillerum for Statens Virksomhed. Det maa saaledes utvivlsomt antages for Statens Opgave, at fremme Næringsdriften ad indirekte Vei ved at fjerne de Hindringer, som stille sig i Veien for dens lette Udøvelse, navnlig ved Foranstaltninger til Forbedring af Kommunikationsmidlerne, saasom Veie, Jernbaner, Havne, osv., ligesom det er naturligt, at den organiserer særegne sagkyndige Autoriteter til Afgjørelsen af tekniske Spørgsmaal, som ikke passende kunne bedømmes af Statens almindelige Myndigheder. Fremdeles kan der være Anledning til at knytte Adgangen til forskjellige Næringsveie til visse Betingelser, og for at kontrollere disses Tilstedeværelse forbeholde sig at meddele Autorisation til Næringens Udøvelse. Endvidere kan Staten, hvor den private Virksomhed staaer paa et lavere Trin, søge at opmuntre den ved at give Pengetilskud, saasom til Fiskerierne, Industriudstillinger, osv., jfr. de aarlige Finantslove, organisere Undervisningsanstalter, jfr. Lov 8. Marts 1856 om Veterinair- og Landbohøiskolen, osv., og endelig kan der undertiden være Anledning for Staten til selv at overtage eller endog at monopolisere en Næringsdrift, hvilket dog kun bør skee, hvor aldeles særegne Forhold finde Sted, jfr. s. Ex. den grønlandske Handel.
Med Hensyn til Statens Indgriben stiller Forholdet sig i Øvrigt forskjelligt ved de forskjellige Hovedarter af Næringsdrift. Naturalproduktionen er og har allerede tidligere været en fri Næring, til hvis Udøvelse der ikke fordredes nogen Autorisation, og Statens Virksomhed vil derfor her væsentligt indskrænke sig til at fjerne Hindringerne for dens hensigtsmæssige Udøvelse. Derimod er det med Hensyn til Forædlings- og Omsætningsvirksomheden endnu Hovedreglen, at de ere bundne Næringer og at der til deres Udøvelse kræves en Autorisation fra Statens Side, men medens disse Næringsveie tidligere i det Væsentlige vare indskrænkede til Kjøbstæderne og derhos jevnlig knyttede til en af Administrationen meddelt Bevilling, ved hvis Meddelelse der toges væsentligt Hensyn til, hvor mange Næringsdrivende der antoges at kunne ernære sig paa Stedet, har Lov 29. Dec. 1857, i Overensstemmelse med Principet i Grl. 1849 § 88 (Grl. 1866 § 83), som Hovedregel ophævet Forskjellen mellem Kjøbstad og Land med Hensyn til Næringsbrug og som almindelig Hjemmel for Næringsdrift kun fordret Borgerskab og Næringsbevis, hvis Meddelelse vel er forbeholdt Øvrigheden, men tillige er knyttet til bestemte faktiske Betingelser, hvis Tilstedeværelse gjør det til Pligt for Øvrigheden at meddele Borgerskab eller Næringsbevis, s. Lov 1857 §§ 1—3, 74. Dog gjælder det Anførte kun som Hovedregel, idet paa den ene Side visse Næringsveie ere frie, paa den anden Side andre udkræve en af Administrationen meddelt Bevilling.
Næringsvæsenets Bestyrelse, der tidligere var delt mellem Kancelliet, Rentekammeret og Generaltoldkammeret, tilkommer nu Indenrigsministeriet, s. Kdg. 24. Nov. 1848, jfr. Pl. 4. Apr. s. A.