Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret/§ 58
Første Kapitel. Naturalproduktionen.
§ 58. Agerbrug.
Agerbrug er i Almindelighed fuldkommen fri Næring. I enkelte Kjøbstæder har det været Brug, at den Kjøbstadmand, der vilde drive Kjøbstadjord, maatte tage Borgerskab som Avlsbruger, s. Skr. 15. Febr. 1849, hvilken Regel neppe uden Videre kan være bortfaldet derved, at den omtalte Næring ikke er optaget som bunden i de i Henhold til Lov 29. Dec. 1857 § 1 udfærdigede Vedtægter, s. Pl. 12. Apr. 1858 Anm., 10. Apr. 1863 Anm., idet Lov 1857 ikke omhandler al Næringsdrift, men kun Handel, Haandværk og Fabrikdrift samt visse dermed beslægtede Næringsveie. Medens Staten paa dette Omraade sjelden griber direkte ind, har den derimod udfoldet en betydelig indirekte Virksomhed ved at træffe Foranstaltninger, der gik ud paa at fjerne forskjellige Hindringer for Agerbrugets Udøvelse. Da den nærmere Fremstilling af disse Foranstaltninger hører hjemme i Landboretten, skulle vi her kun give en ganske kort Oversigt derover, navnlig forsaavidt angaaer den Administrationen forbeholdte Virksomhed, idet vi i Øvrigt henvise til Forelæsningerne over Privatrettens Encyklopædi og Grams Formueret:
1. Staten Søger at ordne Naboforholdene mellem de forskjellige Eiendomme saaledes, at hver Eiendom faaer sine bestemte Grændser, og at den ene Eiendom dels ikke lider Skade ved den anden, dels endog erholder Adgang til en vis indskrænket Benyttelse af samme. I saa Henseende kunne mærkes:
a) Bestemmelserne om Jordfællesskabets Ophævelse, s. Fdn. 23. Apr. 1781, 15. Juni 1792, som dog ikke skete ved Tvang fra Statens Side, men kun ved at give den Enkelte Ret til at fordre saadan Ophævelse og ved at fjerne de Hindringer, der kunde stille sig i Veien for en saadan Fordring. Afgjørelsen tilkommer her Landvæsenskommissionen, saaledes at Domstolenes Afgjørelse kun undtagelsesvis kan fordres, hvor der er Spørgsmaal om Eiendomsretten over Jord, s. Fdn. 23. Apr. 1781 §§ 4, 31, 32, Lov 30. Dec. 1858 §§ 1, 2, 27 (Lovs. S. 803), Grl. 1849 § 77 (Grl. 1866 §72). Landvæsenskommissionens Kjendelser kunne nu indankes til Overlandvæsenskommissionen, s. Lov 1858 § 18.
b) Bestemmelserne om Hegn og Fred, s. Fdn. 29. Okt. 1794, 9. Juli 1817, 14. Juli 1837 (Lov 6. Marts 1869, Lovs. S. 216). Disse Forskrifters Overholdelse kontrolleres ved halvaarlige Syn, der afholdes af særegne faste Gjerdesynsmænd, s. Fdn. 1794 § 17, jfr. Fdn. 1817 §5. I Øvrigt hen høre de heraf opstaaende Sager under Politirettens Afgjørelse, s. Fdn. 1794 § 50.
c) Forskrifterne om Vands Afledning og Benyttelse, s. Adn. 29. Juli 1846, Lov 16. Marts 1851, 17. Jan. 1859. Der skjelnes her mellem skadeligt Vands Afledning og Vandets Afbenyttelse til Jordens Frugtbargjørelse.
I førstnævnte Henseende er det Reglen, at den, som. har tilstrækkelig Interesse deri, kan fordre en ny Vandledning anlagt over Naboens Grund til Bortledning af det skadelige Vand mod at godtgjøre den derved forvoldte Skade, s. Fdn. 1846 §§53—58, hvilket efter Lov 1859 § 10ff. ogsaa gjælder om det Vand, der søges bortledet ved Afsivning eller Draining. De i denne Anledning opstaaede Spørgsmaal afgjøres ved mindelig Forening eller Kjendelse af Landvæsenskommissionen, s. Fdn. 1846 § 53 ff., jfr. Lov 30. Dec. 1858 § 18.
Med Hensyn til Vandets Benyttelse skjelnes mellem Benyttelsen af de alt existerende Vandløb og Anlæg af nye Ledninger fra disse.
Om de allerede existerende Vandløb gjælder den Regel, at enhver Vedkommende er berettiget til at fordre, at de bevares og holdes oprensede indtil deres rette Dybde og Brede, s. Fdn. 1846 § 2. I Øvrigt inddeles de i de større og de mindre. De større, hvis Vedligeholdelse paahviler dem, der have Nytte af samme, s. Fdn. 1846 § 17, jfr. Lov 17. Jan. 1859 §§ 1—5, ere undergivne Amtsraadets og for Kjøbstædernes Ved kommende Amtmandens og Kommunalbestyrelsens Tilsyn, s. Fdn. 1846 § 5 f. De mindre, hvis Vedligeholdelse paa hviler Brugerne af de tilstødende Jorder, S. Fdn. 1846 § 36, staae i Almindelighed ikke under det Offentliges Kontrol, s. Fdn. 1846 § 35, men kunne af Sogneforstanderskaberne eller Kjøbstadkommunalbestyrelserne med Amtsraadets eller Amtmandens Approbation inddrages under denne, s. Lov 1859 § 6 ff. Spørgsmaal om Vedligeholdelsespligten afgjøres af særegne faste Synsmænd, s. Fdn. 1846 § 37 ff., hvis Kjendelse kan indankes for Landvæsenkommissionen, s. Fdn. § 47.
Vandets Benyttelse til Jordens Frugtbargjørelse ved Bortledning fra de allerede existerende Vandløb er i Almindelighed kun tilstedelig under Forudsætning af, at saadan Benyttelse hverken krænker nogen Privats eller det Offentliges Rettigheder, og Hindringer i saa Henseende kunne derfor i Reglen kun hæves ved mindeligt Forlig, s. Fdn. 1846 § 59 ff., Lov 16. Marts 1851; dog kunne de paagjældende Rettigheder under visse Forudsætninger og efter Omstændighederne mod Erstatning tilsidesættes ved Landvæsenskommissionens Kjendelse, s. Lov 1859 § 14 ff.
2. Staten søger at fremme Eiendomsrettens Frihed og Fuldstændighed. I denne Henseende kan navnlig fremhæves:
a) Grl. 1849 § 98 (Grl. 1866 § 93), forsaavidt den forbyder fremtidig Oprettelse af Len, Stamhuse og Fideikommisgodser, og bestemmer, at det ved Lov nærmere skal ordnes, hvorledes de nu bestaaende kunne overgaae til fri Eiendom. Den saaledes i Udsigt stillede Lovgivning, der dog kun skal gaae ud paa at give de Paagjældende en Adgang til at løse det fideikommissariske Baand, er ikke tilveiebragt som almindelig Regel; kun er der ved Lov 21. Juni 1854 givet Besidderne en Adgang til under visse nærmere Betingelser at afhænde det til Fideikommisset hørende Bøndergods til Selveiendom eller Arvefæste med Ret til at sælge og pantsætte. Udenfor Grl. 1849 § 98 (Grl. 1866 § 93) existerer der ikke her, saaledes som i forskjellige andre Lande, noget almindeligt Forbud mod, at en Eiendom uden Regeringens Tilladelse gaaer over i den døde Haand, ɔ: til offentlige Stiftelser, Kommuner eller andre juridiske Personer, og saaledes unddrages den frie Omsætning. Ligesom den stærke Sammenhobning af faste Eiendomme paa enkelte, navnlig geistlige Korporationers og Stiftelsers Hænder, som andetsteds har foranlediget slige Forbud, ikke have fundet Sted hos os, saaledes vil den Kontrol af Regeringen, hvorunder de fleste saadanne Stiftelser staae, forebygge en slig Sammenhobning.
b) Staten har fremdeles bestræbt sig for at fremme Fæstegodsets Overgang til Selveiendom, dog saaledes, at herved ikke blot er taget Hensyn til, at Godset som fri Eiendom vil kunne give et forholdsvis større Udbytte, men tillige til det i politisk Henseende Vigtige i Bondestandens Selvstændighed, samt til de nærværende Fæstere og deres Familier. Et saadant Salg er gjennemført paa Domainerne ved Lov 8. Apr. 1851 og 31. Marts 1852, og lignende stemmelser ere givne ved Lov 3. Marts 1852 for Universitetets, Kommunitetets og Sorø Akademis Fæstegods. For andre offentlige Stiftelsers og Embeders Fæstegods er der givet Bestyrerne en fakultativ Adgang til Afhændelsen ved Lov 21. Juni 1854 § 4, s. fremdeles Lov 24. Apr. 1860. Med Hensyn til det private Fæstegods, hvor det stod de private Eiere frit for at sælge eller ikke, have de forskjellige Forsøg, der ere gjorte paa at fremkalde en Lov om Tvangssalg, ikke ført til noget Resultat, og Staten har indskrænket sig til at fjerne de Hindringer, der stillede sig i Veien for frivilligt Salg, hidrørende dels fra, at Eiendommen ved et saadant kunde tabe sin Egenskab som komplet Sædegaard, s. Fdn. 13. Mai 1769 § 2, 15. Juni 1792 § 12, Pl. 26. Jan. 1807, 30. Marts 1814, hvilke Hindringer nu ere bortfaldne tilligemed Forskjellen mellem komplette og ukomplette Sædegaarde, dels fra det fideikommissariske Baand, der hvilede paa visse Eiendomme, s. Grl. § 98, Lov 12. Apr.1851, 21.Juni 1854 og ovenfor under Litraa, fra de med Salget forbundne Omkostninger, s. Lov 4. Juli 1850, jfr. Stempellov 19. Febr. 1861 § 31, Lov 24. Febr. 1865, og fra Vanskelighederne ved at tilveiebringe de fornødne Pengemidler, s. Lov 20. Juni 1850 om Kreditforeninger. Endelig har Lov 19. Febr. 1861 § 2 (Lovs. S. 191), søgt at fremme Fæstegodsets Salg ved under visse Betingelser at tillægge Jorddrotten Ret til at indtage en til det Solgte svarende Del af Bondejorden under Hovedgaarden.
3. Fra et lignende Synspunkt maa man betragte de Bestemmelser, der gaae ud paa at afløse visse paa Eiendommene hvilende Byrder, som meget besværede dem, der skulde yde dem, uden at skaffe de Berettigede nogen tilsvarende Fordel. I Almindelighed har Staten indskrænket sig til at give en af Parterne eller begge Ret til at forlange en Afløsning, men undertiden er der i Erkjendelse af den bestaaende Tilstands Skadelighed endog foreskrevet en tvungen Afløsning.
a) Naturaltiendens Afløsning af faste aarlige Afgifter søgtes først fremmet ved Opfordring til mindelige Foreninger, s. Pl. 18. Marts 1796, senere ved at der tillagdes Tiende yderne Ret til at fordre tvungen Afløsning, hvorimod en saadan Ret kun undtagelsesvis skulde tilkomme Tiende tagerne, s. Fdn.8. Jan. 1810 III, hvorefter Afløsningen skulde skee ved de af Kongen udnævnte Tiendekommissioner under Rekurs til en ligeledes kongevalgt Overtiendekommission, og endelig ved Forskrifterne om, at al Korntiende i Kjærven inden en vis Frist skulde være bestemt til faste aarlige Afgifter, og at efter denne Frists Udløb ingen Korntiende kunde fordres ydet i Kjærven, s. Lov 14.Apr. 1852, 12. Dec. 1860, hvorhos Tiendepligt for Fremtiden ikke skulde kunne indtræde, s. Lov 14. Apr. 1852 § 22, jfr. ogsaa Lov 19. Febr. 1861.
b) Jagtretten, der i Almindelighed tilkommer Grund eierne, kan, hvor dette ikke er Tilfældet, fordres indløst mod en aarlig Afgift, der fastsættes af særegne Afløsnings kommissioner, s. Fdn.20. Mai 1840, Lov 25. Marts 1851 §§ 1, 5, 9—11. Ligeledes er der draget Omsorg for, at Jagtretten saavidt muligt forenes med Brugsretten over Eiendommen, s. Lov 1851 § 7, Lov 30. Jan. 1861 § 2. Endelig er den visse privilegerede Eiendomme samt Kongen forbeholdte Jagtret paa Fællig ophævet til Fordel for vedkommende Kommuner, s. Lov 20. Juni 1850 § 13, 25. Marts 1851 §§ 2—4.
c) Hoveriet, der ikke blot ydedes af Fæstebønder, men ogsaa af Selveierbønder, s. 3. 12. 4, var dels i sig selv, dels paa Grund af sin Ubestemthed og det Omfang, hvori det fordredes, meget trykkende for Bonden og skadeligt for Jordens Drift. Lovgivningen søgte derfor først at faae alt ubestemt Naturalhoveri forandret til bestemt, dels gjennem mindelige Foreninger, s. Pl. 24. Juni, 23. Dec. 1791, dels gjennem Kjendelse af særegne Hoverikommissairer, s. Pl. 5. Juni 1795, hvorhos Retsforholdet med Hensyn til Hoveriet blev nærmere bestemt ved Fdn. 25. Marts 1791, 6. Dec. 1799. Det fastsattes navnlig som almindelig Regel, at intet ubestemt Hoveri for Fremtiden maatte indføres eller forrettes, s. Fdn. 1799 § 2, samt at det engang bestemte Hoveri ikke maatte forøges, hverken for den nærværende eller fremtidige Besidder, s. Fdn. 1799 §§ 3, 5, jfr. Pl. 9. Marts 1838. Dernæst blev Naturalhoveriets Afløsning søgt fremmet, først ved at tilstaae de Hovedgaardseiere, der ganske eller tildels afskaffede Naturalhoveriet, væsentlige Begunstigelser, s. Fdn. 15. Juni 1792 § 12, Instr. 5. Juni 1795 § 1, Resol. 20. Apr. 1813, Fdn. 9. Marts 1838 § 3, og endelig ved Lov 4. Juli 1850, der vel ikke befalede en ubetinget Tvangsafløsning, men gav saavel den Berettigede, som den Forpligtede, eller, hvor Hoveriet udgjorde et Komplex, af disse Ret til at forlange Hoveriet afløst mod faste, aarlige Afgifter, s. Lov 1850 § 1, hvis Størrelse i Mangel af mindelig Forening skulde fastsættes af særegne Afløsningskommissioner, s. Lov 1850 § 2 f.
d) Med Hensyn til Pligtarbeide af Huse bleve først nærmere Bestemmelser om Ordningen af Arbeidet trufne ved Fdn.30. Jan. 1807. Derefter fastsatte Fdn. 27. Mai 1848 § 5, at der for Fremtiden ikke maatte betinges Arbeide som Vederlag for Brugsoverdragelse af Huse, hvorhos nærmere begrændsende Bestemmelser bleve trufne om det lovligt betingede Arbeides Udførelse, s. Fdn. § 6 ff., ligesom derhos ved Fdn. § 1 Husmænds og Indersters Pligtarbeide i offentlige og kommunale Anliggender blev væsentligt ind skrænket, s. Lov 30. Dec. 1858 § 1 (Lovs.S. 801) (Lov 6. Juli 1867 § 17, S. 322). Endelig har Lov 4. Juli 1850 (S. 225), givet i det Væsentlige lignende Bestemmelser om Pligtarbeidets Afløsning mod faste aarlige Afgifter, som den samtidige Hoveriafløsningslov, dog at Afløsning her kun kan forlanges af den Arbeidspligtige.
4. Staten stræber endelig baade af oekonomiske og af politiske Grunde at bevare en talrig og i oekonomisk Henseende vel stillet Bondebefolkning. Foruden at man hertil kan henføre de ovenfor under Nr. 2 b omtalte Bestræbelser for at fremme Selveiendoms Udbredelse, samt Afløsningen af de under Nr. 3 omhandlede Byrder, kan her særligt mærkes:
a) Bestemmelserne om Udstykning og Sammenlægning. Med Hensyn til Udstykning sørges der dels for, at saavel Hovedparcellen, som Biparcellerne beholde en vis passende Størrelse, dels for at Eiendommen opmaales og taxeres og at Parcellerne afsættes paa en regelmæssig Maade og særligt ansættes til Hartkorn. Kontrollen hermed føres derved, at de paagjældende Arbeider skulle udføres af en autoriseret Landinspekteur, og at Taxationen foretages af de i Henhold til Lov 4. Juli 1850 (Lovs.S. 239) beskikkede faste Taxationsmænd, samt at enhver Udstykning udkræver Indenrigsministeriets Tilladelse, hvorhos Amtmandens Betænkning skal ledsage Ansøgningen, s. Fdn. 25. Juni 1810, 3. Dec. 1819, Pl. 21. Apr. 1847. Mod Sammenlægning haves intet ligefremt Forbud, men Friheden i saa Henseende er indirekte begrændset ved de indskrænkende Bestemmelser om Dispositionsretten over Bondeeiendom, samt ved Udstykningslovgivningen.
b) Dispositionsretten over forskjellige Eiendomme er væsentligt indskrænket. Medens der i Reglen frit kan disponeres over Hovedgaardsjorder og Kjøbstadjorder, gjælder der forskjellige Indskrænkninger med Hensyn til Selveier- og Arvefæstegaarde, med Hensyn til de under et samlet Gods hørende Fæstegaarde og med Hensyn til Huse. Selveier- og Arvefæstegaarde maae ikke nedlægges, men skulle, forsaavidt Eieren ikke selv vil drive dem, gives i Livsfæste eller bortforpagtes efter Fdn. 15. Juni 1792 § 11, s. Fdn. 6. Juni 1769, Pl. 7. Juni 1806; imidlertid bortfalder nu Fæstetvangen for de Bøndergaarde, der i det Mindste i 20 Aar have været besiddede af Selveiere eller Arvefæstere med Ret til at sælge og pantsætte, s. Lov 19. Febr. 1861 § 1 (Lovs. S. 191). De under et samlet Gods hørende Fæstegaarde maae ikke nedlægges, ei heller indtages under Hovedgaarden, men skulle gives i Livsfæste eller bortforpagtes efter Fdn. 15. Juni 1792 § 11, s. Fdn. 6. Juni 1769, 19. Marts 1790; dog har Lov 19. Febr. 1861 § 2 under visse Betingelser tilladt en Ophævelse af disse Baand, ligesom ogsaa en Nedlæggelse undtagelsesvis kan finde Sted, s. Fdn. 25. Marts 1791, 27. Sept. 1805 § 11. Huse maae ikke indtages under Hovedgaarden, s. Cirk. 12. Marts 1803, men kunne i Almindelighed frit nedlægges, s. dog Fdn. 25. Marts 1791 §§ 1—6, 27. Sept. 1805 § 11, ligesom det endelig beroer paa Eierens Valg om han vil give dem i Livsfæste eller bortleie dem paa Opsigelse eller visse Aar, dog under de ved Fdn. 27. Mai 1848 fastsatte Indskrænkninger. Kon trollen med de anførte Lovbestemmelsers Overholdelse føres navnlig af Amtmanden, s. Fdn. 6. Juni 1769 § 6, Fdn. 25. Marts 1791, 9. Febr. 1820 §§ 6, 7, mfl.
c) Endelig har Staten paa forskjellig Maade virket for at skaffe Husmændene Jord, s. med Hensyn til Udskiftning Fdn. 23. Apr. 1781 § 19, Pl. 16. Mai 1795, med Hensyn til Bøndergaardes Nedlæggelse, s. Fdn. 25. Marts 1791 §§ 3, 7, Fdn. 27. Sept. 1805 § 11, med Hensyn til Udstykning, s. Fdn. 3. Dec. 1819 §§ 3, 4, Lov 19. Febr. 1861 §8, jfr. Kdg. 8. Juni 1767 § 16, ligesom Staten derhos ved Fdn. 27. Mai 1848 har søgt at forbedre denne for Landbruget vigtige Samfunds klasses Stilling.
5. Endelig understøtter Staten Landbrugets Fremme paa mere umiddelbar Maade:
a) Ved at fremme Opdyrkningen af hidtil udyrket Jord gjennem Tilstaaelsen af særegne Begunstigelser, s. med Hensyn til Hedeopdyrkning Fdn. 26. Mai 1723, 30. Nov. 1791, Lov 31. Marts 1852.
b) Ved at fremme visse Arter af Produktion, tidligere ved ligefremme Befalinger til Undersaatterne om at drive dem, senere ved Opmuntring, Anvisning og Begunstigelser, s. om Hør og Hamp 3. 13. 19, Fdn. 7. Aug. 1687, 14. Aug. 1741, Resol. 17. Febr. 1819, 4. Mai 1836, om Tobak Fdn. 14. Aug. 1741, 14. Juni 1786, om Havedyrkning og Træ plantning 3. 13. 18, Reskr. 23. Mai 1806 § 24, 30. Apr. 1813 § 25, mfl. c) Endelig understøtter Staten Landbruget med Penge, s. de aarlige Finantslove, ved Indretning af Undervisningsanstalter og Examina, s. om Veterinair- og Landbohøiskolen Lov 8. Marts 1856, osv.