Danmarks Riges Historie/1/1-2-1
ANDET AFSNIT.
JERNALDERENS ÆLDSTE TIDSRUM OG FOLKEVANDRINGSTIDEN.
I.
Den ældste, førromerske Jernalder.
Vi leve endnu i Jernets Old. Det er dog ikke uden Grund, at man særlig har betegnet det Tidsrum i den forhistoriske Tid med Navnet Jernalder, i hvilket Jernet første Gang fremtraadte og blev almindelig anvendt til skærende Redskaber. Det er et langt og vigtigt Afsnit af den forhistoriske Tid med sit særegne Præg. Den Ensformighed, som prægede Bronzealderen, svinder fra nu af bort; vi blive i Stand til at adskille flere forskellige, forholdsvis kortvarige Kulturperioder. Dernæst gøre nu langt mere end tidligere lokale Særegenheder sig gældende; del bliver til Eks. ikke muligt at paavise Begravelsesmaader, som paa et og samme Tidspunkt vare fælles for alle Landets Provinser. Vi lære ogsaa det private Liv at kende fra langt flere Sider, og vi træffe nye Arter Husgeraad (som Høvl, Saks, Ten).
Sammen med det værdifulde Jern komme de to Metaller Sølv og Bly til Norden, desuden Glas og Elfenben. Beboerne lære at lodde og at forgylde, og Smedekunsten faar en hel ny Udfoldelse; Haanden kan raade frit og selvstændigt over Form og Udsmykning, og den enkelte Haandværkers og Kunstners Individualitet træder stærkere frem. Endelig begynde paa den Tid Folkeslagene rundt om os at faa en historisk Tidsalder, medens kun Norden endnu forbliver i sin forhistoriske Skygge.
Disse ere almindelige Træk for den lange Periode, der strækker sig fra o. 400 Aar før Kristi Fødsel til Slutningen af det første Aartusinde e. Kr., men i øvrigt deler sig naturligen i flere Afsnit.
Danmark ligger langt af Led, først sent komme de i Syden gjorte Opdagelser over det brede Europa frem til de nordiske Kyster. I det 12. og 11. Aarhundrede f. Kr. synes Jernet at have været almindelig anvendt i Grækenland, og ikke længe efter trængte det ind i Italien. Men det varede 4—5 Aarhundreder, førend det paa Vejen mod Nord naaede til Danmark. Vi kunne ikke angive bestemt, hvorfra Jernet første Gang kom til Danmark, men vi kunne paapege nogle af de Industrikulturer i Udlandet, til hvilke vor Jernalders første Tid klarlig viser hen.
Endnu bestemtere end for Bronzetiden kan man nemlig for Jernalderen angive visse Midtpunkter for Industrien og Smagen, eller rettere, man kan paavise Omraader, inden for hvilke en bestemt industriel Kultur var herskende, og man har givet dem Navn efter det anseligste Findested. En af disse er bleven kaldet Hallstattkulturen. De høje Bjerge, som omgive Hallslattersø i Salzkammergut, indeholde rige Saltgruber, som allerede et halvt Aartusinde f. Kr. gav Anledning til, at der her opstod en By. Man har fundet denne Bys Gravplads og undersøgt over tusinde Grave, der gave et mærkeligt Billede af en ejendommelig Kultur og Industri. De fundne Redskaber og Vaaben vare gennemgaaende af Jern, skønt der ogsaa hyppig forekom Bronzevaaben, saaledes at Oldsagerne aabenbart skreve sig fra Jernalderens første Tid. Byens Haandværkere besad en stor teknisk Dygtighed, en udviklet Sans for pragtfuldt og glimrende Udvortes. Ogsaa andensteds i Alpelandene er der truffet Genstande, svarende til de Hallstattske, og Sporene af denne Industri kunne forfølges i mange Egne af det sydlige Tyskland og østlige Frankrig.
En anden Gruppe har Navn efter et mærkeligt Fund fra Pælebygninger ved Neuchatelsøen; man har kaldet Stedet La Tène. Her fandtes i Tusindtal Oldsager af al Art, Hestetøj, Vogndele, Vaaben og Redskaber, og de maatte hidrøre fra en Tid, der laa forud for Romernes Fremtrængen over Alperne; Mønter med gallisk Præg vidnede klart om, at Genstandene skrev sig fra Gallerne, hvilket Folk i det hele optraadte mægtigt og toneangivende i Landene Nord for Alperne i det 4. og 3. Aarhundrede f. Kr. I Modsætning til Hallstattsagernes tynde, udplattede Former viste der sig her kraftig Profilering, Afrunding og Koncentrering; Linierne vare skønt dragne, Spiralen og den saakaldte Triskele spillede en stor Rolle. Denne Industri har haft betydelig Udbredelse i Vesteuropa, saaledes i Frankrig og England; den har sat sine Mærker i de sydlige Dele af Tyskland og langt op i Rhinegnene.
Vi kunne i Danmark paavise tydelige Spor baade af Hallstatt- og La Tène-Kulturen, om end den første af disse ikke er stærkt repræsenteret og her i Landet ikke tilkendegiver sig som gaaende forud for La Tène-Industrien. Det tveæggede saavel som det enæggede og let krummede Sværd ere karakteristiske for mange La Tène-Fund (Figg. 44-45). Bæltehagen, der med sin krogede Spids holder Remmen sammen, har Søsterformer i Udlandet; den kendes især fra talrige bornholmske Fund, men ogsaa fra Sønderjylland. Herhen hører endvidere den ejendommelige Bøjlenaal, der breder sig til et skedeformet Leje for Naalens Spids; den er funden rundt om i Danmark, men især paa Bornholm (Fig. 46).
Fra denne Tid skrive sig ogsaa nogle mærkelige Fund af Vogne, især de fra Dejbjerg Mose ved Ringkøbing fremdragne. Den ene af dem har kunnet næsten sammensættes helt, og den viser ikke blot, hvor langt man var naaet i Haandværksdygtighed, men tillige, med hvor stor kunstnerisk Sans man arbejdede. Hjulenes Nave og Eger ere fortrinligt drejede, Fælgerne ere dannede af eet Asketræsstykke, som er bleven bøjet i Kreds ved Ophedning og derpaa omlagt med et stærkt Jernbaand i glødende Tilstand. Enderne af Vognsiden vare indtappede i runde Stokke og tillige sammenholdte ved Bronzebeslag, ligesom lignende Beslag i drevet Arbejde eller som gennembrudte Plader i stort Antal prydede de andre Dele af Vognen samt Vognstangen. Arbejdsmaaden og især Stilen peger bestemt hen paa La Tène-Industrien. Iblandt Ornamenterne vil man lægge Mærke til Triskelen, der saa ofte har en hellig, symbolsk Karakter, og som her er hyppigt anvendt (Fig. 48 øverst). I det hele er Vognen saa elegant og prægtig, at man vel maa tænke sig den bestemt for Højtidsbrug, maaske til religiøs Tjeneste. Vognens spinkle Bygning og Vognstangens Længde og Tilhæftning — den synes bestemt til at hvile højt paa et Aag — kunde ogsaa bringe Tanken hen paa et andet Forspand end Heste.
Uvilkaarligt fremstiller sig for Tanken Beretningen om en Vognfart netop fra den Tid, til hvilken Dejbjergvognen henhører. Den romerske Historiker Tacitus fortæller, at syv Folk, der boede ved Elbens nedre Løb og ved Nordsøen, i Fællesskab dyrke Nerthus, det er Jorden som Moder, og de tro, at hun tager sig af Menneskenes Anliggender og drager om til Folkene. Paa en Ø i Oceanet findes der en hellig Lund og i den en indviet Vogn, som er tilhyllet af et Dække. Kun en eneste Præst tør røre ved Vognen. Han mærker, naar Gudinden er til Stede i denne Helligdom, og følger efter hende med stor Ærbødighed, naar hun drager ud, trukket af Køer. Da er der Frydedage og hellig Højtid paa alle de Steder, som hun værdiger til Gæstebesøg. Ingen Krige begyndes da, der gribes ikke til Vaaben, alt Jern holdes indelukket; Fred og Rolighed er ene kendt og elsket, indtil den samme Præst leder Gudinden, træt af Omgang med de dødelige Mennesker, tilbage til den hellige Lund. Derpaa bliver Vognen og, om man tør tro det, Guddommen selv toet i en lønlig Sø; Trællene, som have gaaet til Haande derved, blive straks druknede i den samme Sø. Deraf opstaar en hemmelighedsfuld Rædsel og hellig Uvidenhed om hvad det vel kan være, som kun ses af dem, der skulle dø.
Fortællingen om Nerthus er i mange Henseender lærerig. Flere lærde have opfattet denne Ø i Oceanet som en af de danske Øer; man læste endvidere Navnet Nerthus urigtigt som Hertha, og man opfandt en Herthadal ved Lejre. Dette er Fantasteri, men hvad der er vist, er, at Tacitus’ Fortælling staar i fuld Samklang med Efterretninger fra andre Folk. Gallerne førte saaledes paa en Vogn, forspændt med Køer, Billedet af Gudinden for den fødende Naturkraft; hvor den kørte mellem Agre og Vingaarde, bragte den Velsignelse og hilsedes derfor med Sang og Dans. Vi træfte ligeledes Efterretninger, om at en Præstinde hos Goterne styrede en Vogn med Gudebilleder, forspændt med Hjorte — ogsaa en gotisk Konge kørte med Hjorteforspand — og fra en langt senere Tid beretter en Saga os, at hos Svenskerne ved Vinterens Ophør et tilhyllet Gudebillede, ledsaget af en ung Præstinde, førtes om paa en af Heste trukket Vogn og hilsedes med Gilder og Ofringer.
Et og andet kunde som alt foran nævnt tyde paa, at den jydske Vogn havde tjent i et lignende Øjemed, og i hvert Fald have de her fremdragne Udsagn om Vognes Anvendelse Krav paa at erindres. Vi komme i øvrigt senere tilbage til Gudinden Nerthus.
Foruden at Oldsagerne, som det er paavist, pege hen paa bestemte Industrigrupper i Midteuropa, spores der ogsaa i Begravelsesmaaden Paavirkning af nye i Syden opkomne Skikke. Det blev i Tiden o. 1000 f. Kr. Fødsel Syd for Alperne Brug at anlægge fælles Gravpladser, i hvilke man nedlagde de brændte Ben paa flad Mark uden nogen knejsende Høj, og denne Skik vandrede i de følgende Aarhundreder igennem Europas Midte langsomt frem mod Nord. Stundom gemte man Benene i Urner, men lige saa ofte nedlagdes de ubeskyttede i Fordybninger i Jorden, som man atter tilkastede. Sammenbøjede Sværd og Spydspidser bleve ofte nedlagte ved Siden af Ligresterne. Saadanne Begravelser træffes i Norditalien og Østrig, i Bøhmen, Nordtyskland og Holsten.
Denne Skik kan forfølges ind paa dansk Grund, idet især Bornholm giver karakteristiske Prøver paa denne Art Begravelser. Det er de saakaldte Brandpletter. Disse findes i en Dybde af nogle Tommer indtil en halv Alen under Grønsværet, oftest i Brinker ved Havet, i Sider af Grusgrave, ved Vejskrænter. Graven bestaar af en kredsformet Fordybning, hvis Bund kan være belagt med Sten; man har fejet Resterne fra Baalet, Ligets Ben tilligemed Kul, Aske og brændte Smaasten, sammen og lagt dem ned i denne Hulhed, idet man stundom tillige lod en flad Sten dække over Gemmet. Brandpletten kan forekomme enkeltvis, men sædvanlig ere de dog samlede til store Gravpladser, der ordentligvis rumme nogle Snese Grave, stundom flere Hundreder, nogle Gange over Tusinde. Man har begravet paa disse Kirkegaarde, om man vil betegne dem saaledes, gennem mange Aarhundreder, dog lade de forskellige Tidsaldre sig skælne fra hinanden, og her findes aabenbart Begravelser fra den allerførste Jernalderstid. Karakteristiske for disse Fund ere endvidere de først af Luerne tærede og derpaa krumbøjede eller sammenrullede Sværd og Spyd, netop som Skikken var i Udlandets Grave. Udenfor Bornholm synes denne Begravelsesmaade kun at være lidet kendt i Danmark, dog har man ved Langaa paa Fyn fundet en Begravelsesplads, som ganske havde den bornholmske Karakter.
Vi have alt omtalt som en Ejendommelighed for Jernalderen, hvordan ved Siden af fælles Karaktertræk det provinsielle træder stærkt frem. Særlig gælder det med Hensyn til Begravelsesskikkene, at her viser sig stor Forskel mellem de enkelte Provinser. Naar for de nys omhandlede Grave den fælles Kirkegaard har været det betegnende, gaar dette Træk for saa vidt igen i den vestlige Del af Landet, nemlig i en særegen Art Begravelser fra Sønderjylland og fra nørrejydske Herreder nærmest ved Ribe og Varde. Det er beskedne Jordhøje, paa Højde som Myretuerne af Naale i vore Granskove, men langt fladere end disse, og man vilde maaske slet ikke blive dem vaer, om de ikke ved at ligge i Grupper krusede Jordsmonnet paa en ejendommelig Maade. Gravpladsen rummer sædvanlig en Snes Høje; i Hedeegnen ved Aarre Øst for Varde fandtes dog en Kirkegaard med 253 Smaahøje, og den synes oprindelig at have talt et Tusende Grave. I hver Høj er en Krukke nedsat med den dødes brændte Ben; haandstore Stene danne et Hegn omkring Urnen, der tillige er dækket med en flad Sten. I Urnen fandtes undertiden noget Gravgods, som oftest var det dog faa og tarvelige Ting, Naale, Ringe og lignende. En Skik ses at have været raadende, som vi kende paa samme Tid fra andre Steder i Europa, nemlig at man afslog det ene eller begge Ører af Gravurnen. I øvrigt træffe vi ved disse Grave egentlig første Gang den Skik at bygge et Gravminde for hver enkelt afdød.