Danmarks Riges Historie/1/3
III.
Bronzealderen.
Stenalderen havde bestaaet i nogle Aartusinder. Da trænger en
Dag Kundskaben om en af Menneskehedens største Opdagelser —
Benyttelsen af Metallerne — ind over Landet. Genstande af Metal
blive viste den undrende Befolkning, som aldrig har set dets Glans
og aldrig hørt dels skønne Klang, og Kundskaben om Metallets
Behandling følger snart i Genstandenes Fodspor. I kort Tid
omdannes Folkets hele Kultur. Om Klokkeslettet paa Verdenshistoriens
store Ur, da dette er sket, kunne vi intet udtale; vi kunne kun
sige, idet vi regne med de store Tidsenheder, at det indtraf over et
Tusind Aar før Kristi Fødsel. Den nye Periode kaldes Bronzealderen.
Det var en Opdagelse, som ikke kunde udgaa fra Danmark, thi ingen af Bronzens to Bestanddele, Kobber og Tin, findes i Landets Jord. Sveriges Bjerge have ganske vist rige Kobbermalme, men dette Lands Beboere lærte først sent Jordens Skatte at kende, desuden vare Stenalderens Mennesker knap nok trængte frem til de Egne, hvor det findes. Kobberet kom derfor til Danmark som et Produkt indført sydfra, maaske fra de østlige Alpelande. Bronzens anden Bestanddel, Tinnet, er formodentlig kommen fra Sachsen eller Bøhmen, men fra første Færd vistnok fra Lande i Østerleden; det er i øvrigt næsten aldrig fundet herhjemme som ubearbejdet Metal eller i ublandet Stand, selve Bronzeblandingen synes at være indført.
Allerede disse Forhold hensætte os til en Tid med stærke mellemlandske Forbindelser. Den Metalblanding, som vi betegne med Navnet Bronze, bestaar af 1⁄10 Tin og 9⁄10 Kobber; ved hvilken Legering Kobberet har vundet større Haardhed og Sejghed og er bleven lettere at behandle. Men dette Blandingsforhold er aabenbart ikke straks bleven fundet, efter at man havde lært begge Metaller at kende. Videnskaben har da ogsaa kunnet paavise en forudgaaende, vist ikke langvarig Periode, som man har betegnet som Kobberalderen. Man benyttede paa den Tid det ublandede Kobber, men udhamrede det ikke koldt, saaledes som Indianerne i Amerika dannede deres Vaaben og Redskaber, man støbte af Kobber uden Tilsætning og udbedrede kun med Hammeren det allerede støbte. Imidlertid er det næppe sandsynligt, at ogsaa Befolkningen i Danmark har kendt en saadan Periode. I det mindste ville de enkelte i Norden fundne Genstande af rent eller lidet blandet Kobber ikke kunne afgive tilstrækkelig Hjemmel for Antagelsen af en Kobberalder.
En Overgangstid til Bronzekulturen synes derimod at kunne belyses ved en Del Genstande, hvis Stof og Form staa i saa afvigende Forhold til hinanden, at man fristes til at antage, at en Flintsmed har søgt at efterligne i Sten et af de nye Bronzevaaben, eller at Bronzestøberen har ment at burde give sit Værk det gamle Stenredskabs Form. Allermest har man dog troet at finde Overgangstiden udtalt i Fund, hvor Sten- og Bronzeredskaber ere blandede sammen. I den Henseende afgav Samsingerbanken ved Kallundborg et højst mærkeligt Vidnesbyrd. Ikke blot var Højen oprindelig i Stenalderen opkastet omkring en Dysse, hvorpaa der i Bronzealderen var paafyldt Jordlag, i hvilke Urner vare nedsatte — saaledes som saa ofte er Tilfældet — men Jordlagene afgav tillige ved flere Ildsteder med tilhørende Askelag, Levninger af Dyr og Fisk samt Oldsager, Oplysning om at her var holdt Maaltid, sandsynligvis ved Gravfesten, af et Folk, som baade anvendte Sten- og Bronzeredskaber.
Vi vende os imidlertid til den fuldt bestaaende Bronzealder og søge her, som ved Stenalderen, hen til Fund, der kunne give et almindeligere Billede. Som foran sagt havde man i Stenalderens seneste Tid for Skik at nedlægge Ligene i Stenkister, og vi genfinde denne Begravelsesmaade i Bronzealderen; jævnlig har man dog kun i Jorden dannet af mindre Stene en Hulhed af Ligets Størrelse og, efter at Liget var nedlagt, dækket derover ligeledes med mindre Stene. Men fra Bronzealderens tidlige Tider synes ogsaa Begravelse af de døde i Egekister at skrive sig. En svær Egestamme er bleven kløvet paa langs i to Dele, af hvilke ved Udhuling Kisten og dens Laag ere blevne dannede. I det hule Rum, der var et Par Fod over Mandslængde, var Liget nedlagt hvilende paa en Dyrehud. Kisten holdtes i Stilling ved Pæle for Enderne og ved underlagte Stene; over Laaget har man ligeledes lagt Stene eller Tang. Saadanne Kister ere fundne ret hyppigt i Høje i Sønder- og Nørrejylland, de ere meget almindelige i Skaane og Halland, og de forekomme ogsaa paa Øerne, om end ikke saa hyppigt. I alt kendes fra disse Landskaber omtrent 70 Fund af Egekister.
Egetræets Garvesyre har haft den mærkelige Virkning at opløse enkelte Dele af Kistens Indhold, medens den har bidraget til ypperligt at bevare andre. Saaledes ere af Menneskets Skeletdele de kalkholdige Partier tilintetgjorte eller omdannede, medens andre Partier, til Eks. de bruskholdige, ere vel bevarede; endvidere er Haaret til Stede, og man har endog genkendt bløde Dele, saaledes af Hjernen. Mest overraskende var det dog, at man paa Grund af det samme Bevaringsmiddel fandt i Kisterne Klædningsstykkerne uskadte — saaledes fra ældre Tider end dem, fra hvilke man andensteds har bevaret Klæder. Ifølge disse Fund synes Mandsdragten at have været en grovt vævet, tyk Klædning af Faareuld med ispundne Hjortehaar. Den har bestaaet af et firkantet Tøjstykke, der omsluttede hele Kroppen under Armhulen og naaede til Knæet; det samledes om Livet ved et vævet Baand eller et Bælte af Læder. En vid Kappe af aflangt Snit fæstedes om Halsen og dækkede de nøgne Skuldre og Arme; fortil sammenhæftedes den ved Naale. Benene selv vare uklædte, men om Ankel og Fod var viklet Tøjstykker, Skoene vare af Læder. Kroppen var saaledes ikke netop stærkt beskyttet, derimod havde Hovedet i den tykke, af flere Lag Klæde bestaaende Hue en varm Bedækning. Hvis vi tør slutte fra den eneste Kvindedragt, som hidtil er funden, har Kvinden baaret en Trøje af det samme tykke Uldtøj med korte Ærmer og et vidt Skørt. Et Bælte med lys Midtstribe og mørke Kanter samt med særdeles kunstfærdig gjorte Kvaster sluttede om Livet, et med megen Kunst bundet Haarnet, der ved Snore var hæftet til Baghovedet, bar Haaret. Om Halsen havde Kvinderne ejendommelige Prydelser, saaledes en stor buet Plade dækket af Spiralornamenter, eller ogsaa vredne, tunge Bronzeringe. Armen var prydet af Bronzebaand i tætløbende Spiralvindinger. I Kvindegravene findes for øvrigt ofte en Dolk. De andre i Egekister fundne Genstande vare af mangehaande Art, saaledes Kamme, Knive, Smykker, Vaaben, Spaanæsker, Trækopper og Træskaale, en Stol (Fig. 28).
Egekisternes Indhold giver os det bedste samlede Billede af hvorledes en af Danmarks Beboere i Bronzealderens første Periode var klædt og udrustet. Hvis vi ellers ønske at lære Bronzetiden at kende, gives der ingen anden Vej end at undersøge de utallige Genstande, som ere fundne i Høje eller i Mark og Mose. Det er af lutter Enkeltheder, at et almindeligt Billede her skal kunne tegnes.
Vi vende os altsaa til Bronzealderens Industri og træffe da Vaaben og Redskaber, som Stenalderen ikke kendte, nemlig Sværd, Paalstav og Celt. Sværdets korte tveæggede Klinge er bred med en ophøjet Midtribbe og har et kort, tykt, smukt forsiret Haandtag, hvis udbuede nederste Rand omfatter Bladet. Det er et ægte Stikvaaben, som bringer et hæsligt Saar; det duer ikke til at svinges som Jernsværdet, og Bronzen er for sprød til at kunne taale et Møde med et andet Hugvaaben. Det korte Haandtag vækker Opmærksomhed ved højst at give Plads for fire Fingre, Tommelfingeren har aabenbart ligget paa Knappen eller strakt sig ind over Klingen (Fig.29). Sværdet blev stukket i en Skede, dannet af tynde Træplader, betrukne med Læder. Som Vaaben have i mange Tilfælde vel ogsaa den saakaldte Paalstav og Celten været anvendte (Fig. 30). Paalstaven er et smalt, mejselformet Redskab, der mod Spidsen breder sig som en Fiskehale, dog i halvrund Bue; den modsatte Ende, der paa begge Sider har en fordybet Rende, har været omsluttet af et kløftet Skaft. Celten (Hulcelten), der har et Blad af lignende Form, er hul, og et lige eller vinkelbøjet Træstykke har været indstukket i den som Skaft; den er forsynet med en Bøjle, hvorigennem det Baand har været stukket, som hæftede Redskabet til Skaftet. Af andre Vaaben kan nævnes Spydblade med fremtrædende Midtribbe, hvorimod Skjolde, der vistnok have været af Træ, ikke ere bevarede. Nogle i Danmark som ogsaa i Udlandet fundne flade, tynde Bronzeplader med en Bøjle paa Bagsidens Midte, hvorigennem højst et Par Fingre kunde trænge, ere vistnok med tvivlsom Ret blevne bestemte som Skjolde; de have to andre Bøjler nærmere ved Randen, og da de derhos gerne forekomme parvis samt have ensartede mod hinanden vendte Forsiringer, foreligger her snarest Genstande til Udsmykning eller Musikbækkener. Kun til Paradeudstyr kan man henregne saadanne skønne Økseformer, som ofte ere fundne og som bestaa af en tynd Bronzeskal over en Lerkærne, de have ikke kunnet anvendes som Vaaben eller Redskaber, da endog en stærk Rystelse kan lade dem knække over (Fig. 31). Som Redskaber til virkelig Brug kan nævnes Økser af solidt Metal, Mejsler, Segle, Knive, hvilke ofte efter Bladets Form betegnes som Rageknive, samt smaa Niptænger (Fig. 32). Man formede skønne Smykker, Halsbaand og Ringe (Fig.33) og besad prægtige Kar (Fig. 34).
Bronzesagerne fortælle os, at deres Ejermænd have haft Behag i det klingende. Der hænger ofte Klapreplader ved Knive, Ringetøj ved Armbaand, Bidsler og Seletøj. Men vi træffe endvidere nu de første musikalske Instrumenter, nemlig store Lurer, hvoraf der er fundet henimod tredive, i flere Tilfælde parvis, den ene med Bøjning til højre, den anden til venstre Side. Røret vinder sig i en Bue foran den blæsendes Bryst, gaar derpaa op forbi hans Hoved med Lydaabningen fremad; det har Krumning som et Oksehorn, kun at den smalleste Ende vender nedad. Den tilsvarende, i Toneindhold ganske ensartede Lur, afviger kun ved at have Drejningen til modsat Side. Lurernes musikalske Værdi er bleven prøvet, og de have vist sig ypperlige ved Tonernes Renhed, Vellyd og Bøjelighed. De kunne med deres metalliske Klang lyde mildt og mygt, men ogsaa runge med vækkende Kraft (Figg. 35—36).
Saadanne ere Genstandene af Bronze. Men det maa bemærkes, at fra nu af ogsaa Guldet er kendt og anvendt. Det benyttedes til Naale, Ringe for Arm eller Finger og Kar (Fig. 37). Sølvet, som paa den Tid, da vort Land havde sin Bronzeperiode, kendtes og anvendtes i Middelhavslandene, naaede derimod ikke herop.
Hvor skønt formede ere ikke disse tre Tusind Aar gamle Genstande (Fig. 27—37), hvor smukt ere ikke de Linier svungne, som tegne deres ydre Figur! Men man vil tillige se, i hvor høj Grad Udsmykningen bidrager til at give dem Ynde og Karakter. Denne Ornamentiks mest karakteristiske Bestanddel er Spiralen. Den har altid en tætsluttende Vinding, der giver den et hvirvlende Præg, som uvilkaarlig fanger Øjet. Naar Spiral følger efter Spiral, naar de kædes sammen parvis, eller knippes til hinanden i velordnede Flokke, faar Fladen et myldrende, spillende, udstraalende Liv. Af en lignende Skønhedsvirkning er en anden Figur, en krummende, med Børster besat eller tusindbenagtig Linie, der ormevis bugter sig frem eller bøjer sig som Svømmefuglens Hals; den kan stundom ende i et Slangehoved. I øvrigt bestaar Udsmykningen i parallele Linier og Striber, i tandede, takkede eller snoede Baand, i Mæandre, S-formede Figurer og Bølgelinier. Halvbuen, som anvendtes i Stenalderen, møder os igen her, derimod undgaas skærende Linier, som Lersagerne fra Stenalderen saa ofte udviste; Tærninger og Romboider forekomme kun sjældent. Og hverken Dyr eller Planter findes efterlignede. Det er i det hele en Ornamentik, som hverken er opfindsom eller fantasifuld, men ikke desto mindre viser et Mesterskab ved sin store Beherskethed og sin Undflyen af alt uskønt og tomt, dernæst ved den Omhu og Nøjagtighed, hvormed alle Linier ere udførte.
Ornamenterne ere dragne med en Punsel af Bronze — saadanne Redskaber ere endnu bevarede; med den ene Haand har Kunstneren langsomt ført Punslen hen over Pladen, medens han med en Hammer i den anden Haand lod Slag falde paa Punslens Hoved. Saa kunstmæssigt er dette gjort, at man kun ved Undersøgelse med Forstørrelsesglas kan finde Mærkerne af den punktvise Fremrykken. Derimod har man aldrig drevet Bronzepladen ud i svære Former (dog nok Guldet); hertil savnedes Redskaber af fornøden Styrke. Vilde man frembringe rundere og dybere Former, maatte man ty til Støbning. Saaledes fremtræder da Ornamentikken i Bronzealderen mest som en smuk Tegning paa Sagernes Overflade. Men denne forlener ikke desto mindre Genstandene Liv og Skønhed, her er virkelig fundet en Ornamentik, som paa mærkelig Maade stemmer med Bronzens Udseende og Natur. Ornamenterne traadte oprindeligt stærkere frem end i vore Dage, idet man nemlig ofte havde givet Grunden omkring dem en mørk Tone. Allerede ved Støbningen vare disse Steder blevne fordybede, nu paalagdes der en egen Masse, sammensat af Harpiks og Birkebark. En Rest af dette Overtræk er ofte bevaret, ligesom man har fundet Harpikskager med det benyttede Stof.
Støbningen af disse Bronzesager er vist foregaaet paa forskellig Maade. Man har saaledes formentlig dannet en Voksmodel af den Genstand, man vilde støbe, og omgivet den med vaadt Ler, som man udsatte for en sagte Ild, saa at Lerformen blev haard, medens Vokset smeltede og løb ud af et Hul i Formens Bund. Denne Støbemaade giver særdeles fine Genstande, men har den Fejl, at den enkelte Model kun kan benyttes een Gang. Da man saare sjældent finder to Bronzesager, der ere hinanden saa lige, at de kunne være støbte i samme Form, har Bronzealdersfolket vist ofte anvendt denne Fremgangsmaade. De mange hule, med Ler udfyldte Bronzesager ere sikkert fremkomne ved at en Voksform er dannet uden om en fast Lerkærne. En simplere Fremgangsmaade bestod i at danne en hul Form af udskaaret blød Sten eller i Bronze; den var delt i to Halvdele, som lagdes mod hinanden, og den havde et kort Rør, ind ad hvilket Malmen kunde gydes, desuden Kanaler, hvoraf Luften slap ud (Fig. 38). Naturligvis maatte Støberandene senere fjernes; desuden hjalp man med Hammeren i Haand paa mange Sagers Form.
Det er om en hjemlig Industri, at disse Genstande bære Vidne. Der kan anføres afgørende Beviser for at Bronzesagerne sædvanlig forarbejdedes i selve Landet. Fund af Former og halvfærdige Stykker samt Støbeknolde (Fig. 38) tale lige saa tydeligt herom som det fremgaar af den Kendsgerning, at vi staa overfor en ejendommelig Kunstindustri og Stil, der er fælles for Norden samt det tilgrænsende Nordtyskland, men afviger fra andre Landes. Man har desuden ved Gaarden Haag i Thorsager Sogn (Randers Amt) opdaget et Metalstøberværksted fra Bronzealderen med talrige Rester af Smeltedigler, Lerformer og støbte Bronzesager.
Det er i Bronzealderen nærmest Metalarbejdet, som fængsler Opmærksomheden. De udskaarne Træsager ere godt forarbejdede og kunne give en Formodning om, hvorledes Husbygningen udsmykkedes. I Pottemagerkunst synes derimod Stenalderens Folk at have staaet højere — der findes i alt Fald langt skønnere Kar fra hin ældre Tid — desuden mangle Bronzetidens Lerkar som oftest Ornamenter, og der er arbejdet med mindre godt æltet Ler. Ejendommelig for denne Tid ere de saakaldte Husurner, der, som oftest paa Siden, ere forsynede med en firkantet Aabning med Skydelaag (Fig. 39).
Vi have set, at man i Bronzealderens ældste Periode nedlagde Liget ubrændt i den stærke Egekiste eller i stensatte Kister af Mandslængde. Senere er Ligbrænding kommen i Brug, og den er bleven
den karakteristiske Begravelsesmaade for hele den følgende Bronzetid indtil dens Slutning (o. 400 Aar f. Kr.). Man maa nu ikke tro, atdenne nye Skik behøver at være udgaaet fra en forandret religiøs Opfattelse. Rundt om i Verden findes de to Begravelsesmaader Side om Side hos samme Folk eller hos Folk med samme religiøse Tro og Opfattelse; ofte har kun Skik og Mode i de forskellige Samfundslag eller økonomiske Hensyn og Ritualer været afgørende. Hvorvidt saaledes i Grækernes berømteste Tidsalder (5.—3. Aarh. f. Kr.) Ligbrænding eller Jordfæstelse har været den mest fulgte Skik, derom
vil man kunne samle de mest modstridende Vidnesbyrd hos Oldtidens Forfattere, og kun ved en Optælling af Forholdene i Gravene vil man kunne finde Bevis for, hvilken Skik der havde Overvægt. Og begge Gravskikke kunne hvile paa en urokkelig Tro paa Sjælens Udødelighed. Naar Ægypterne med from, samvittighedsfuld Omhu bevare det legemlige Hylster, er det for at den udødelige Sjæl engang kan genfinde sin Klædning; hos andre Folk har netop Legemets Tilintetgørelse ved Ilden det Maal at frigøre Sjælen for dens Baand og Byrde og lette dens fremtidige Flugt.
I Begyndelsen af den danske Brændealder synes man at have nedlagt Ligbaalets Rester i saadanne aflange Stenkister som dem, der i Stenalderens senere Del og i den ældre Bronzealder optog det ubrændte Lig (Fig. 40), ofte var Gravkisten af saa lille Omfang, at den netop kunde rumme disse Levninger. Den sædvanlige Begravelsesmaade var dog den, at Asken gemtes i et Lerkar, den saakaldte Urne. Disse Urner fra Bronzealderen findes i Høje af meget forskellig Størrelse, snart smaa og ganske flade, kun 3—4 Fod høje, snart meget anselige, indtil 16 Fod eller højere. Jævnlig bestaar Kærnen i dem af en større eller mindre Stendynge, og over den er der lagt en tykkere eller tyndere Kappe af Jord. Urnerne ere nedsatte i Stendyngen, der aabenbart er vokset i Omfang, efterhaanden som der kom flere Urner til. Hyppigt ere de simpelthen anbragte mellem Stenene, uden at der er bygget noget Kammer om dem, men ofte ere de dog bevarede i smaa Nicher af flade Sten. Til et bestemt Tidspunkt er saa Stendyngen bleven dækket med Jord og Begravelsen herved afsluttet. Dog finder man ret ofte Urner senere indsatte i dette Jordlag. Befolkningen har endvidere benyttet Stenalderens Høje til Gemmested for Urnerne; vistnok hver anden Høj over en Dysse eller Jættestue fra Stenalderen har maattet tjene til Gravplads i det senere Tidsrum, og stundom sattes Urnerne ned i Jordfylden under Dækstenen over det større Gravkammer. Det Gravgods, der nedlagdes med Asken i Urnen, er gerne meget beskedent, saasom Knive, Smaatænger, Synaale, Knapper, Naale eller Smykker, kun meget sjældent Sværd.
Som Stenaldershøjene, saaledes laa denne Tids Høje ikke tæt ved Boligerne, ikke i Dalenes Hulning eller langs Aabredderne, derimod paa de Højdedrag i Nærheden, som afsluttede Udsigten; saaledes blev hele Rækken af Høje synlig fra Bygden. Man yndede i det hele i Oldtiden at rejse Højene paa Bakker med vid Udsigt over Havet, et krummende Aaløb eller en blank Sø. Saaledes sejlede man dengang ned ad Lejreaa forbi en Række Høje paa Skrænternes Ryg, og oppe over Vestervandet Sø i Thy knejser en tætliggende Tylvt af Høje, hvorfra man atter ser talrige Høje i Horisonten (Fig. 41).
Hverken af Gravene eller de andre Fund lære vi noget nærmere om Folkets religiøse Tro. Enkelte Fund have dog været karakteristiske, saaledes optog man i en Høj ved Hvidegaard ved Lyngby foruden andre Bronzesager et Foderal af Læder, der var lukket paa den ene Side ved at en Bronzestang var stukket gennem en Række Øskener: indeni laa der saa besynderlige Ting som Halen af en Snog, Underkæben af en Egernunge, en Falkeklo, en Konkylie fra Middelhavet, en lille Tang og to Knive, den ene i en Skede af Læder, den anden omviklet med Læder, en Tærning af Træ, fremdeles en lille Flintkniv, der var helt indsyet i en Beklædning af Tarm. I et smukt dekoreret Bronzekar fra Maglehøj ved Frederikssund fandtes lignende Bestanddele: enkelte Smaaknogler af Væsel, Los, Snog, et Stykke af en Fugls Luftrør, en Rønnekvist, nogle Stykker Kul og Svovlkis o. s. v. Taskens saavel som Æskens brogede Indhold er bleven forklaret som en Læges eller Troldmands Efterladenskab; snarest er det dog maaske en Samling af Amuletter.
Til at belyse Bronzealdersfolkets Kultur ville de saakaldte Helleristninger maaske kunne bidrage, idet de i flere Henseender give et fyldigere Billede af, hvorledes man færdedes og virkede. Der kunde ganske vist rejses Tvivl om, til hvilket Tidsrum disse Fremstillinger henhøre; da de fleste Forskere imidlertid anse dem for Minder fra Bronzealderen, skulle vi medtage dem her.
Som det allerede er sagt, kendte man i Bronzealderen saa lidt som i Stenalderen Fremstillinger af levende Væsener, Mennesker eller Dyr, ja end ikke Billeder eller Motiver fra Planteverdenen. Herfra gøre dog disse Helleristninger en mærkelig Undtagelse. De findes indhugne, stundom ogsaa indgnedne paa løse Stenblokke eller Klippevægge, saaledes at Figuren danner en Hulhed, hvis Rande give dens Omrids. Paa det gamle danske Landomraades flade Strækninger ere disse Ristninger sjældne, idet de her kun lod sig anbringe paa den ru og som oftest hvælvede Overflade af løsliggende, større Stene. Mere egnede til saadanne Fremstillinger vare de bornholmske eller blekingske Klipper, hvor de ret ofte forekomme; men den største Rigdom paa Ristninger findes dog hinsides Landegrænsen i Bahuslen, hvor mange Hundrede Klippeflader ere forsynede med disse Figurer, som tillige danne Grupper og Scener. Helleristninger forekomme endvidere i nogle andre af Sveriges Landskaber og dernæst i Norge.
Den Figur, der findes hyppigst paa danske Stene, er den skaalformede Fordybning. Der er gerne hugget en hel Gruppe af Kopper over den fladere Del af Stenen; nogen fast Regel eller Orden synes ikke at være fulgt, dog vil man ved at sammenholde et større Antal Stene finde visse genkommende Sammenstillinger, noget mindende om Stjernehimlen. Allerede paa Dyssernes og Gravkamrenes Stene kan man træffe disse Kopper, men de findes tillige paa fritliggende Stene. Tilsvarende Fremstillinger forekomme over en stor Del af Europa, ja over hele Verden; de have sikkert haft en religiøs Betydning. Andre Figurer, der hyppigt findes, ere Ringe og firdelte Kredse, endvidere Fordybninger i Form af en Fodsaal.
En af de mest karakteristiske Figurer fra Helleristningerne ere de saakaldte »Skibe«, gerne tegnede ved en Linie, forsynet med opadgaaende Streger som en Kam, eller ogsaa ved to med Streger forbundne parallele Linier; medens den øvre Linie slutter i en opadgaaende Krumning, ender den nedre ved den ene Ende i en skarpt opadgaaende Streg (Fig. 42—43). Disse Figurer forekomme paa nogle danske Klipper og Stene, endvidere i Tusindtal paa Bahuslens Klipper; stundom ere de ogsaa trufne paa Genstande, saaledes paa »Rageknive«. Imidlertid ligne disse Figurer meget lidt Nordboernes Fartøjer, saaledes som vi kende dem fra Fund fra Jernalderen, med de for og agter ens buede Stævn; saafremt de saakaldte »Skibssætninger« fra Jernalderen, to svagt buede Rækker af Sten, der mod Enderne løbe sammen i en Spids, gengive et Skibs Form, hvad der er sandsynligt, fører dette ogsaa fjernt fra Helleristningernes formentlige Skibsfigur. Fra Bronzealderen er intet Fartøj bevaret, men de foran afbildede smaa Guldbaade (Fig. 37) vise ligeledes hen til helt andre Former for Fartøjer og til helt andre Linier i deres Bygning. Helleristningernes »Skibe« have da ogsaa hverken Sejl eller Aarer, og skulle vi dømme efter disse Genstandes Omgivelser, findes der vel nogle faa Eksempler paa, at en Fisk er afbildet i Nærheden deraf, medens i mange Hundreder af Tilfælde disse »Skibe« ere satte i Forbindelse med Husdyr, ridende Mænd, Fodsaaler, Træer og lignende, der tyder hen paa, at Scenen foregaar paa Landjorden. Det ligger derfor langt nærmere at forklare Figurerne som Slæder. I Bygning ligne de paafaldende de af mange fremmede Folkeslag anvendte Slæder; Figurerne vise os baade Mederne, Sidestavene, der sammenholde den Byrde, som lægges paa Slæden, og den ejendommelige opadgaaende Mede, der danner Styrestangen, hvormed Haandslæden altid ledes. Slæder (Sluffer) vare som bekendt i tidligere Tid i langt almindeligere Brug, og endnu i vore Dage ere de i Anvendelse Sommer og Vinter hos mange Folkeslag, der bebo Egne, hvor Enge, Mosestrækninger eller Skove ere fremtrædende.
Gennem Mindesmærkerne og Fundene fra Bronzealderen oprulles saaledes for os et Billede af en hel anden Karakter end det, som Oldsager og Fund fra Stenalderen have tegnet. Vi mærke, at Befolkningen
har en udviklet Skønhedssans og stor Dygtighed i Industri, menvi fornemme intet om fremragende Bedrifter, Kraft og Vælde. De have kunnet bygge store Høje; men der findes ingen sammenførte Kæmpesten eller dristige Stenbygninger, som fortælle om Jættekraft, og det bevarede Værktøj er saa spinkelt, at man knap nok kan forstaa, at Beboerne have kunnet arbejde dermed. Mon de ikke have savnet den tunge Stenhammer, den skarpe Stenmejsel, den stærke Flintøkse, eller rettere sagt mon ikke Stenredskaberne have været anvendte ved Siden af Metalsagerne? Det er jo ogsaa besynderligt, at netop mange af de skønneste Genstande fremtræde som hule Paradesager, der til Eks. kun forestille Økser, men ikke ere det. De have dyrket Hvede og Byg, og de have besiddet vore nuværende Husdyr, saaledes ogsaa Hesten. Om deres Huse kunne maaske de saakaldte Husurner give en Forestilling, saaledes en nylig ved Hammar i Skaane funden Urne, der har Form af en rund Bygning og ved sort og gul Maling yderligere tilkendegiver sig som en Bolig (Fig. 39).
Handel er bleven drevet i vid Omfang. Som Betalingsmiddel har man bl. a. benyttet Guld i Form af Spiralringe, hvilke særdeles hyppigt ere fundne; de ses ofte at være afkortede ved Afhugning af Stykker. Ogsaa ubearbejdede Stykker af Bronze og Dele af Bronzegenstande synes at være anvendte til Betalingsmiddel. For Stenalderens Vedkommende pege Sporene af Forbindelsen med det øvrige Europas Kultur mod Vest, mod Landene Syd for Nordsøen og endnu vestligere. I Bronzealderen har det været anderledes, og Kulturforbindelsen maa søges mod Øst. Dette fremgaar af de mange Genstande af Bronze eller Guld, som klarlig kundgøre sig som indførte, særlig fra det østlige Europa, og som have en vis Lighed med Sagerne fra Østrig-Ungarn, medens der ingen sikker Antydning findes af en Forbindelse med Landene i Vesteuropa.
De østlige Berøringer fremgaa af Oldsagernes Form, men endvidere af deres Ornamentik. Vi nævnte Spiralen som en af Udsmykningens karakteristiske Bestanddele. Dens Anvendelse kan forfølges ned gennem Europa til Meklenburg i Øst og Landene ved Weser i Vest, derpaa ned gennem det østlige Tyskland og Ungarn til Grækenland (Fundene i Mykenæ). Men om man end saaledes kan paavise en Forbindelse med Udlandet og et Udgangspunkt for den hjemlige Kunst, er det ikke mindre sikkert, at de Danske og Nordboerne have uddannet flere Former af Genstande paa selvstændig Maade (saaledes forekommer Paalstaven ikke i en saa smuk og ejendommelig Form uden for Norden og Nordtyskland). I det hele udgøre de indførte Sager (en saadan er ogsaa Kedelvognen fra Italien, Fig. 34) kun en forsvindende Del af Landets Bronzegenstande.
Man søger efter en Forklaring til den rige Kultur, som Bronzealderen udviser, og man spørger om, ved hvilket Produkt vi have kunnet skaffe os ikke blot Bronzen, som vi selv benyttede ved vor Fabrikation, men de mange Bronze- og Guldsager, der ere indførte. Man har da ret enstemmigt henvist til den Indtægtskilde, vi besade i Ravet ved vore Kyster. Bronzekulturen skulde saaledes formentlig være Refleksen af et stort Opsving, som Ravudførslen til Udlandet har taget. Bronzesagernes Teknik og Stil har peget hen mod Landene sydøst for os; det maatte nærmest være i Lande som Ungarn eller de østlige Middelhavslande, at vi maatte søge det danske Ravs Afsætningssted. Den græske Oldtids ældste Forfattere indtage imidlertid en mærkelig Tavshed med Hensyn til Ravet, som de nok kende, men skænke liden Opmærksomhed, og i den græske Kunsts og Industris berømte Tid, endda lige ned til Kristi Fødsel, synes Ravet kun i ringe Grad anvendt. Derimod have de nyeste Fund i Mykenæ og forskellige andre Fund i Hellas og paa de græske Øer vist, at virkelig i en tidligere Tid, i Slutningen af det andet Aartusinde f. Kr., Ravet er bleven anvendt i Grækenland til Perler og paa anden Maade. Imidlertid vil det let ses, at der intet kan bygges paa disse faa Fund. Hertil kommer endvidere, at enhver bekræftende Oplysning fra danske Fund om, at Ravet har haft Betydning som Udførselsartikel, savnes. Netop i Modsætning til Stenalderens Mennesker synes Bronzealdersfolket ikke at have Sans for Ravets Kunstværd. Det er kun undtagelsesvis paasat Bronzegenstandene, hvorimod det er bleven brugt i knust Stand til Emaille; det er bleven anvendt til Perler, som stundom forekomme i Kvindegrave, men skal man dømme i Almindelighed efter Fundene, har Ravet ikke spillet nogen Rolle i Danmark.
Man har ganske vist søgt at forklare Ravets Fraværelse af at det var en saa efterspurgt Udførselsartikel, at det forsvandt af Landet, men denne Tolkning er i høj Grad vovelig og har alle Paralleler imod sig; man har anført, at muligt de Spiralringe af tynd Guldtraad, der siges at stamme fra ungarske Egne og som i et overvejende Antal ere fundne i Vestjylland, kunne være tilbyttede for det her ved Kysterne fundne Rav, men lige saa let kunne jo dog tilfældige Forhold og lokale Moder have indvirket; tilmed naar det Amt, hvor de fleste Fund ere gjorte, nemlig Viborg Amt, ikke til Havkysten. Endvidere er der hidtil ikke ført noget gyldigt Bevis for, at det Rav, som man har fundet i Gravene i Mykenæ, stammer fra Østersøen eller fra Norden, det kunde jo faas baade i Middelhavet og ved Atlanterhavets Kyster. Ikke heller har det nordiske Ravs Vandring ned gennem Midteuropa efterladt sig Spor. Det ligger derfor nok saa nær at tænke, at den modtagne Bronze er bleven udvekslet hos Nabofolkene mod andre Produkter, som naturligen lode sig udføre fra vort Land, saaledes Pelsværk, Fisk, Agerbrugsprodukter.
Om Bronzefolkets antropologiske Stilling er allerede i det foregaaende udtalt, at Bygningen af dets Kranier svarer til de nuværende Danskes Hovedform, og at der for saa vidt intet er til Hinder for, at vore Forfædre kunne have boet her i Landet paa den Tid. Imidlertid have mange andre Folkeslag den samme Hovedform, saa at Beviset er lidet fyldestgørende. End ikke det Forhold, at Haarene af 6 i Egekister fundne Lig ved kemisk Undersøgelse have vist sig som blonde, bringer os nærmere til Maalet.
Som alt sagt vare allerede i Stenalderen alle de danske Landsdele og Øer bebyggede; de geografiske Grænser for Bebyggelsen udvidedes derfor ikke i Bronzealderen, men Befolkningen blev tættere. I Sverige vare væsentlig de samme Landskaber tagne i Besiddelse som i Stenalderen, nemlig Gøtalandene og nogle Dele af Svealand; nordligere end Værmeland og Upland naaede Bebyggelsen næppe. Befolkningen har dog her ingenlunde boet saa tæt som paa det danske Omraade; man har saaledes fra Skaane for hver Kvadratmil Land mindst 20 Gange saa mange fundne Bronzesager som fra de svenske Landskaber. I Norge strakte Bebyggelsen sig nu saa langt Nord paa som til Trondhjemsfjord; nogle Grave ere fundne endog nordligere.
Vidnesbyrdene om Bronzefolkets Udbredelse synes derfor at pege netop i den samme Retning, hvorhen vi lededes ved Folkets ejendommelige Kultur; det er Epigoner. De store Kulturerhvervelser vare gjorte, de skyldes Stenaldersfolket, som ogsaa havde vundet en geografisk Udbredelse og en Udstrækning for Bebyggelsen, hvorved man i lange Tidsrum har standset. Først paa Jernalderstiden rykke Menneskene videre.