Danmarks Riges Historie/1/1-2-5
V.
Fortsættelse. Spor i Danmark af Folkevandringen og dens Kampe.
Sjældent eller aldrig tale arkæologiske Fund om Begivenheder. De bringe Bud om Samfundstilstande, om Hændernes Færdighed og Øjets Skønhedssans, men de melde ikke noget om den enkelte Bedrift eller Tildragelse, om den end var Folkets alvorligste og største og blev afgørende for dets Liv. Dette staar atter i Forbindelse med, at Oldsagerne aldrig tale om nogen Individualitet, hverken om det individuelle Menneske eller det enkelte Folk. Derfor har da Arkæologien ogsaa saa lidt kunnet yde Hjælp til Oplysning om de etnografiske Forhold i Europa, naar ikke spredte Vidnesbyrd fra historiske Kilder gave bestemte Fingerpeg.
Imidlertid kunne dog enkelte Fund vække Anelser om vigtige Begivenheder eller kaste et skarpere Strejflys hen over et enkelt Tidspunkt, saa at et Billede virkelig ruller op for Beskueren; man har ikke længer nødig at gætte sig frem fra mange spredte, lidet talende Oldsager. Dette er Tilfældet med de store jydske og fynske Mosefund. De fleste af disse kom for Dagen under Frederik VII’s Regeringstid. Thorsbjerg Mose i det sydlige Angel, Nydam i Sundeved, Vimose, liggende en god Mil Nordvest for Odense, og Kragehul, halvanden Mil Sydøst for Assens, alle havde de skjulte Skatte i Forvaring og vandt sig Ry som Gemmesteder. Nogle nørrejydske Søer og Moser indeholdt ligeledes Fund, der vare beslægtede med disse større Nedlægninger.
Det er Krigeres Vaaben og Udstyr, som ere gemte her, ja egentlig hele Hærskarers, hvad der bl. a. vil fremgaa af, at man i Nydam optog 106 Sværd, 552 Spydspidser, flere Hundrede Lansestager og lige saa mange Pileskafter, 70 Skjoldbuler af Jern og saa fremdeles. Vi kunne ved Hjælp af de fundne Sager se, hvorledes en Kriger var udrustet fra Top til Taa. En ulden Kjortel, hvis For- og Bagside dannes af særskilte Tøjstykker, har sluttet om Kroppen indtil ned paa Laaret, de lange Ærmer ere tilsyede og af et eget rudret Stof. Benklæderne gaa ned over Vristen, Foden omsluttes af ornamenterede Lædersko, der foroven ere sammenbundne. Over Ryggen bæres en firkantet, ulden, forneden med Fryndser besat Kappe. Kroppen dækkes af en Brynje, der gaar til Albuen og ned mod Knæet, den er sammenkædet af fine Jernringe, hvoraf hver enkelt griber ind i fire andre; man kan i en Brynje tælle indtil tyve Tusinde saadanne Ringe. Hovedet har i alt Fald hos enkelte af Krigerne været beskyttet af en Bronzehjelm. Det kredsrunde Skjold var sammensat af temmelig tynde, glathøvlede Træplader, som sammenholdtes ved Skjolderanden af et smalt Metalbaand; en kegleformet eller spids Bule i Midten skærmede den Udskæring, i hvilken Haandtaget sad og hvorom Haanden greb. Kun mod Pile og Kastespyd har det svage Værn kunnet give fornøden Beskyttelse. Sværdet kunde være kort og bredt som det romerske, eller langt og smalt, med damasceret Klinge, som det sædvanlig fandtes hos romaniserede Folkeslag. Det stak i en Skede, dannet af tynde Træplader, og hang i det tykke Læderbælte om Livet. Den lange Spydstage var af Asketræ, ofte havde den to Gange Krigerens Højde, det ornamenterede Blad var ypperligt smedet. Midt paa Skaftet var fastnaglet Kastebaand, som kunde hjælpe til at give Spydet en større Fart; ved Mærker eller ved Baand kunde ligeledes Tyngdepunktet være angivet. Endvidere vare Krigerne rustede med Buer paa 6 Fods Længde, i Trækoggeret vare en Snes Pile stukne, og paa dem kunde Ejerens Mærke være ristet med Runer (Fig. 58).
Krigeren paa Slagmarken, kunne vi ogsaa faa Billeder fra Lejrlivet. Disse Krigere have saaledes benyttet Brætspillet. Vilmosefundet viser os Brudstykker af Spillebrætter, saaledes som de fandtes hos Romerne, inddelte i Ruder paa den ene Side og med runde og halvrunde Felter paa den anden. Og de have kastet Terninger; fra Mosefundene som ogsaa fra samtidige Grave kendes Terninger baade af aflang og den nu brugelige kvadratiske Form (Fig. 59).
Vi faa fremdeles Kundskab om, hvordan Haandværkerne have arbejdet; Hamre, Ambolte, Smedetænger, File, Høvle, Bor og Mejsler findes, ligesom mange andre Genstande, der naturligen maatte forekomme i Hærafdelingens Tros: tunge Vognhjul, River, Harver, Vægtskaale (Figg. 59, 60).
Endelig have disse Fund givet os Oplysning om Befolkningens Dygtighed i Skibsbygning og Søfart. Der er i Nydam Mose fundet tvende Baade, af hvilke dog den ene, af Fyrretræ, helt er gaaet til Grunde. Den anden 75 Fod lange, klinkbyggede Baad af Egetræ er derimod fuldstændig bevaret og vidner om stor Indsigt i Skibsbygningskunst. Baaden har mest Lighed med de norske Nordlandsfiskeres let flydende Baade, der ere lige ypperlige, hvad enten de roes eller gaa for Sejl. Nydamsbaaden er dog smallere (kun 11 Fod bred), og den har ingen Mast; den roedes med 14 Par 11 Fod lange Aarer, der holdtes ved Tovløkker til Aareklamper; disse vare atter fastgjorte ved Baand til Rælingen. Roret hang ved Baadens ene Side.
Hvorledes ere nu Moserne komne til at indeholde disse mærkelige Fund? For at linde Forklaringen bør man først lægge Mærke til, at alle disse Genstande ikke ere nedkastede i Mosen paa Lykke og Fromme; de vare nedsænkede med Omhu paa en bestemt begrænset Plads i et Vand, der nu kun har 3 til 6 Fods Dybde og dengang maaske havde en lavere, mulig ogsaa en højere Vandstand. Sagerne fandtes endvidere sædvanlig nedlagte i bestemt Orden. Skjoldbulerne laa for sig, Guldsagerne for sig, mange Genstande vare samlede i omviklede Bundter, fasthagede til hinanden, eller som det syntes nedlagte i Sække, andre havde formodentlig været bundne til Pæle, rammede ned i Mosebunden, eller de holdtes fast ved Trækroge eller af saa tunge Genstande som Vognhjul. De vare endvidere inden Nedlægningen opsamlede paa en Slagplads. Sværdenes Klinger vare brudte og forhugne, Spydsoddene krummede, Skjoldene hullede ved Pileskud, Brynjerne gennemstukne. Paa flere Genstande havde endvidere Ild, som formodentlig har rammet Lejren, indvirket. De forefundne Skeletdele af Heste bære Mærke af Hug og Stik, som havde ramt dem ikke alene i Kampen, men efter at de laa dræbte paa Marken; man maa aabenbart ved djærve Hug have skilt Seletøjet fra Kroppen.
Men hvor meget af det forefundne der end er mærket ved Kampens Voldsomhed, findes der dog tillige store Mængder vel vedligeholdte Vaaben og andre Sager; i Vimose var saaledes blandt 1000 Spyd kun omtrent 25 beskadigede. Saaledes synes der næppe Tvivl om, at Fundet i Moserne er et Bytte, som en hastigt fremrykkende Krigerskare har skjult med den Tanke i roligere Tider igen at fremtage Genstandene og gøre sig dem nyttige. Cæsar fortæller om hvorledes germanske Folk efter en vunden Sejr inden Fremrykningen gemte deres Bytte; det samme læses om Vikingerne i vore nordiske Sagaer, og Mosefundene give Vidnesbyrd om tilsvarende Forhold.
En anden Tolkning gaar ud paa, at disse Genstande skulde være nedlagte som et Offer til Guderne. Man anfører klassiske Forfatteres Udtalelser om, hvorledes Kimbrer og Teutoner efter en Sejr ødelagde alt det tagne Bytte og sænkede Guld og Sølv i Floden, eller hvorledes Gallerne henlagde det vundne Bytte paa Steder, der vare indviede til Guderne. Men foruden at andre Indvendinger kunne rejses mod disse Paralleler, er der, som foran vist, i Mosefundene saa mange særegne Forhold til Stede, der pege hen paa, at her kun var tilsigtet en midlertidig Opbevaring, ikke en endelig Henlæggelse, saa at denne Forklaring vist maa opgives.
I øvrigt ere de danske Mosefund ikke samtidige, der er vel mellem det ældste og yngste af dem endog gaaet henimod 200 Aar. Ældst synes Fundene fra Thorsbjerg og Vimose at være, Nydamfundet er noget yngre, og yngst ere Sagerne fra Kragehul. Om selve Tidspunktet for Nedlægningen er man ikke naaet til nogen fuld Sikkerhed. Fundene, som af nogle Videnskabsmænd henføres til Tiden mellem 200 og 400, bør maaske rettere sættes til Tiden 400—600 e. Kr.
Det lader sig ikke nægte, at disse Fund mærkeligt drage Tanken hen paa Folkevandringstidens Bevægelser. Vi kunne ikke paastaa, at de vise os, at to forskellige Stammer have kæmpet mod hinanden, skønt umuligt er det ikke; tilmed kunde to beslægtede Folk meget vel være saa ens udrustede i militær og industriel Henseende, at det ikke er de eftertidige muligt at se Forskellen. Og om urolige Tider give de i hvert Fald Vidnesbyrd.