Danmarks Riges Historie/1/1-2-4
IV.
Folkevandringen i Europa og de Danskes Deltagelse i den.
Folkeslagene Nord for den romerske Grænse, ja helt oppe ved de nordlige Haves Kyster havde længe været i Uro og søgt efter bedre Livsvilkaar i sydligere Lande. Goter fra Østersøkysten faldt i det 3. Aarhundrede ned over Donaulandskaberne, og andre germanske Folk angreb Grænseegnene ved Rhinen. Men mægtigst til at jage Folkene frem gennem Europa virkede dog Hunnerne, da de rykkede over Volga og Ruslands Stepper (o. 375). Østgoternes gamle Konge Ermanarik søgte fortvivlet Døden, medens hans Folk bøjede sig for det uimodstaaelige Rytterfolks Vælde, Vestgoterne fik af Kejser Valens Lov til at bosætte sig hinsides Donau, men vandrede siden til Italien og Gallien. Den store Folkevandring var begyndt, og den skulde vare gennem nogle Hundrede Aar. Selve Hunnerfolkets Vælde var dog af kort Varighed.
Den frygtelige Attila, der herskede fra det kaspiske Hav helt hen til Rhinen, vilde tilintetgøre Romerriget. Østgoter og andre af de Folk, som Hunnerne havde betvunget, maatte lystre hans Befaling, og med en Hærskare paa over en halv Million Krigere og sit store Vogntros rykkede han ind i Gallien. Vestgoterne og andre germanske Folk forenede sig med den romerske Feltherre Aëtius, og paa de catalauniske Marker (Chalons sur Marne) stod den uhyre Kamp mellem Hærenes Hundredtusinder (451). Den varede i tvende Dage, og dens Lige i Grumhed var aldrig hørt. Kilderne fortælle, at den forbiflydende Flod svulmede højt under de Blodstrømme, som randt i den, og de angive Tallet af dræbte til 165,000, hvilket hurtigt i Traditionen fordobledes. Attila maatte trække sig tilbage til sin Vognborg og snart efter forlade Gallien. Der var sat en Grænse for det asiatiske Folks Vælde, og da Attila to Aar efter blev dræbt, gik Hunnermagten til Grunde.
Hunnernes Fremtrængen havde gjort et dybt Indtryk paa de germanske Folks Fantasi. Vi vide ikke, om Danmarks Indbyggere bleve revne med ind i den store Folkekamp, om de lystrede Attila eller sluttede sig til Modstanden mod Hunnerne. Men vist er, at Mindet om det store Vaabenmøde levede i Nordboernes Forestillinger og at Hunnerne huskedes som Østens vilde Krigerfolk. I den islandske Saga om Hervør fortælles det, hvorledes Hunnerne samlede talløse Krigere, saa at deres eget Land var helt blottet for vaabenføre Mænd; tilbage var kun Drenge under tolv Aar, af Heste kun Foler under to Aar. Den tapre Krigermø Hervør d. y. — hun hørte til samme Slægt som Arngrimssønnerne, hvis Kamp paa Samsø med Hjalmar og Ørvarodd var vidtkendt i Norden — havde faaet det Hverv at skærme Landegrænsen. Hun saa en Morgen fra sin Borg store Støvskyer hvirvle i Vejret, saa at Solen tidt og længe skjultes deraf, kun de skinnende Rustninger lyste gennem Støvhvirvlen. Det var Hunnernes mangfoldige Tusinder, og som om ikke de Tal, som Sagaen giver, vare skrækindjagende nok, lader den selve Talenhederne svulme: Tusindet var paa tretten Hundrede, og Hundredet holdt otte Snese. Ilsomt sendte Hervør Bud til sin Broder Angantyr, Konge i Reidgotaland (Sagaen forstaar derved Jylland), og han drog med en stor Hær af Goter mod Hunnerne; men da var Hervør alt falden. I otte Dage varede Kampen, der endte med Hunnernes Nederlag; forfærdelig havde Blodbadet været, Aaerne opstemmedes af de dødes Kroppe, saa at de løb ud af deres Leje, Dalene laa fyldte af dræbte Mænd og Heste. — Da vi af paalidelige historiske Kilder vide, at hos germanske Folk Kvinder kæmpede i Mandsdragt, behøve vi ikke af den Grund at henvise Fortællingen om den krigerske Hervør til Fabelverdenen.
Men ogsaa hos den danske Historiker Saxo mærkes et Efterdøn af det hunniske Stormvejr. Den berømte danske Krigerkonge Frode III havde forstødt sin Hustru, Hunnerkongens Datter, og derved vakt hans grumme Vrede. I Forbund med Østens Konge Olimar søgte Hunnerfyrsten Hævn, og forfærdeligt var Tallet af Krigere, som han førte i Marken. Jorden sank under Hestefoden, og Vogne foer med pibende Aksler og en Tordens Rullen hen over Sletterne. Det var mange Hundrede Tusinder — talte med lignende svulmende Talenheder som i Sagaen — der nu gik i Kamp. Slaget varede i syv Dage, og Floderne fyldtes med Lig. Men Kong Frode sejrede, og efter Kampen hyldedes han af 170 Konger.
Det er kun fjerne Afspejlinger af det store Folkestævne, kun Fortoninger inden for Sagnenes luftige Verden, men de give dog Vidnesbyrd om, at Kampen med Hunnerne stod for de germanske Folks Erindring som en af de største Opgaver, der havde været dem sat, og at Hunnernes Rytterskarer havde bredt en Forfærdelse ud over Europa, som først sent blev glemt.
Omtrent samtidig med Hunnerkampen paa de catalauniske Marker forefaldt der en Begivenhed, som førte til en mærkelig Folkeflytning i Europa. Britannien blev erobret og paa ny bebygget af Angler, Sachser og »Jyder«. I fire Hundred Aar havde Britternes Ø lydt under Romerne, men da Barbarerne trængte frem i Europa, havde Kejserne maattet give Slip paa det rige Land og trække deres Hære tilbage. Britterne vare ikke i Stand til selv at forsvare Øen og søgte Hjælp hos de krigerske Sachser paa Fastlandet, der ofte havde gjort Plyndringstog til Kysterne (o. 450). Sachserne benyttede sig imidlertid af Landets hjælpeløse Tilstand, og med Bistand af Nabofolk betvang de efterhaanden Britterne.
Over to Hundrede Aar senere beretter Angelsachsernes berømte Historieskriver Beda den ærværdige (o. 730) om disse Erobrere, at de kom fra Germanien og at særlig Anglerne vare fra det Land, der hedder Angel og som ligger mellem Jydernes og Sachsernes Lande; det skal efter Udvandringen have været ubeboet. Her sigtes klart nok til det lille Landskab Angel i Sønderjylland nærmest Nord for Slien, hvad da ogsaa bekræftes ved, at Kong Alfred den store i sin Geografi under Beretningen om Danmark fortæller, at fra Angel i Hedebys Nærhed kom Anglerne, som bosatte sig i England. Eftersom »Jyder« siges at have deltaget i Erobringen, vilde det heller ikke være underligt, om Folk fra Angel havde gjort Følgeskab. Ikke desto mindre beror den hele Efterretning paa en Vildfarelse. Vi skulle søge at vise, hvorledes den gamle Fortælling er opkommet, og begynde da med at redegøre for de etnografiske Forhold i Nordsølandene paa den Tid.
I det 4. og 5. Aarhundrede havde Sachserne Bopæl langs Elbens vestlige Side i det Land, som vedblev at hedde Sachsland efter Englands Erobring, idet kun en Del af Folket var udvandret hinsides Havet. I Elbens Nærhed, vistnok noget højere op ad dens Løb, boede imidlertid et Folk, som hed Angler. Allerede Tacitus omtaler dem, og endnu saa sent som paa Karolingertiden betegnes en Lov som »Anglers og Weriners Lov«; da nu disse Weriner boede ved i Saale og dens Biflod Elster, maa Anglernes Bopæle utvivlsomt have været i Nærheden (se ovenstaaende Kort).
Saaledes have de erobrende Sachser og Angler været nedertyske Stammer, boende i Frisland, Hannover og preussisk Sachsen, og dermed stemmer da ogsaa fuldkomment, at det angelsachsiske Sprog saavel som det deraf affødte engelske afgjort er et tysk og ikke noget nordisk Sprog. Man har villet paavise enkelte Ligheder mellem jydske og nordengelske Dialekter, men næsten alle disse Ligheder har det frisiske Sprog ligeledes tilfælles med Engelsk. Omvendt skiller Engelsk sig netop i betydningsfulde Punkter fra Jydsk.
Som det tredje Erobrerfolk nævner Beda Jyder, Jutæ. De toge foruden Kent en Del af Wessex og Øen Wight uden for denne Kyst i Besiddelse; Befolkningen i de sidste Landsdele kaldtes endnu paa Bedas Tid Jutæ. Hvis nu virkelig disse Folk, saaledes som den ærværdige Forfatter tror, ere komne fra det danske Jylland, maa i hine engelske Landskaber Sproget tidligt have forandret sig, idet det allerede i den ældste Tid viser sig som rent tysk. Der fandtes imidlertid i hine fjerne Tider paa Fastlandets Nordsøkyst et Folk, som hed Eutii, det betegnes i et gammelt angelsachsisk Digt som Ýtas, og Digteren Venantius Fortunatus, der besynger Frankerkongen Chilperic († 584), nævner som Folkeslag, der skælve for hans Vrede: »Danus, Euthio, Saxo, Britannus«. Det ligger derfor langt nærmere at tro, at det er disse tyske »Yter«, som have deltaget i den berømte Erobring. Et Vink om, fra hvilke Egne Britternes Betvingere kom, giver ogsaa den græske Historiker Prokop, som skrev o. 550 og er den ældste Forfatter, der omtaler germanske Folk i England, idet han betegner dem som Angler og Friser.
Det vil saaledes ses, at intet af de erobrende Folk er kommet fra de Omraader, som fra gammel Tid tilhørte de Danske, og at vi meget vel kende disse Folk i deres tidligere Hjemstavn. I Danmark boede desuden dengang ingen Tyske; det Sprog, som møder os allerede fra de ældste Runeindskrifter, er ikke Tysk, men Dansk. Det er ogsaa ret urimeligt at tænke sig, at Landskabet Angel, der er lidt større end Falster, skulde have frembragt det store Folk, der bosatte sig i England, og der haves ikke nogen Efterretning om, at »Angel« tidligere skulde have betegnet et større Omraade. Hverken Angel eller dets Beboere nævnes i det angelsachsiske Beovulfkvad, der dog omtaler nordiske Folk og Forhold. Saxo Grammaticus anfører Beda som Hjemmelsmand for, at Englands Indbyggere skulle stamme fra det danske Angel, men han omtaler ellers ikke dette Landskab, der i det hele sjældent bliver nævnt i Middelalderen og afgjort ikke spiller nogen Rolle. I Kong Valdemars Jordebog anføres det slet ikke, og Angel har hverken givet noget Syssel eller noget Herred Navn. Dets Beboere hed endvidere, som det synes, slet ikke Angler, men Angelboer. Landskabets Navn stammer i øvrigt vistnok fra Sliens mærkelig lange og snævre Løb — det oldnordiske Angr betyder en snæver Dal, Fjord, Bugt — hvad vi maa slutte efter tilsvarende Stednavne i Norge og Sverige (Hardanger, Mauranger, Ångermanelf).
I den store Folkebevægelse, som gav Britannien en hel ny Befolkning, har saaledes Folk fra Danmark ikke taget Del. Men da Historikerne nogle Aarhundreder senere søgte at faa Klarhed om, hvorfra den Nation stammede, som i Følge med Sachser erobrede England, og hvis Navn nu var bleven Fællesnavn for hele Befolkningen i England og dens Spog (Engle, Englisc), troede man at have truffet Udvandrernes Hjemsted, da man hørte om et dansk Landskab Angel, der ikke laa fjernt fra Sachsernes Bopæle.
Fra de samme Tider, da Angler og Sachser fra Fastlandet
vare ved at bosætte sig i Bretland og langsomt underlagde sig det
hele Rige indtil Grænserne af Wales og Skotland, fortælles der om
et Togt, som en dansk Konge foretog over Nordsøen til Egnene
ved Rhinen.
Frankerrigets berømte Historieskriver Biskop Gregor af Tours (der døde 594) beretter saaledes: Danerne under deres Konge Chochilaicus kom paa et Søtog over Havet til Gallien (o. 515). Her stege de i Land og hærgede et Landskab, der hørte under Kong Theuderiks Styrelse; efter at have taget Fanger og bragt disse saavel som deres øvrige Rov om Bord, beredte de sig til at vende hjem til deres Fædreland. Deres Konge var bleven siddende tilbage paa Strandbredden, indtil Skibene havde naaet rum Sø, saa vilde han selv følge efter. Der var imidlertid bleven sendt Bud om Indfaldet til Kong Theuderik, og han lod sin Søn Theudebert drage til de samme Egne med en stærk og vel udrustet Hær. Danernes Konge blev da dræbt og i et Søslag Fjenden overvundet og tilintetgjort, saa at alt det tagne Bytte kunde gives Landet tilbage. — Hertil føjer saa en frankisk Kilde, som er et Hundred Aar yngre, den Oplysning, at Indfaldet skete paa Attuariernes Land mellem Maas og Rhin (Geldern, se Kortet S. 76). En Optegnelse fra en endnu yngre Tid fortæller, at man paa en Ø ved Rhinmundingen bevarede Knokler af en kæmpemæssig Konge over Geterne, som Frankerne havde dræbt; hans Navn var Huglaicus, og han havde været saa sværlemmet, at allerede fra hans tolvte Aar ingen Hest kunde bære ham.
Man vil se, at den nordiske Konges Hærtog og Fald har været en i Merovingernes Lande berømt Begivenhed. Men at den ogsaa i Norden har været længe og sørgeligt husket, fremgaar af det angelsachsiske Beovulfdigt, der lejlighedsvis, men ikke mindre end fire Gange, omtaler et Togt, der kun kan være denne Hærfart. Navnenes lidt afvigende Udseende forklares let ved de forskellige Sprogs Fordringer. Chochilaic er den frankisk-latinske Omskrivning for det nordiske Navn Hugleik (cli gengiver h, sammenlign Chlodeweg = Hlodeweg = Ludvig), og til dette svarer det angelsachsiske Navn Hygelâc. Attuarieme genfindes i det angelsachsiske Digt under Formen Hetware, Merovingerkongen som Merewióing.
Beretningen i Beovulfsangen lyder nu saaledes. Beovulf, Ecgtheovs Søn, havde ved sine Heltebedrifter vundet stor Anseelse hos Hygelak, der herskede over Geaterne (d. e. Jyderne); han var bleven Kongens højre Haand. Da nu Hygelak besluttede sig til at gøre et Hærtog mod Frankerriget, fulgte Beovulf med og deltog i den sørgelige Kamp , hvor Kongen og mange ypperlige Stridsmænd faldt. Det lykkedes dog Beovulf at slippe af Fjendens Vold ved sin store Færdighed i Svømning. Beovulfsangen synger saaledes herom:
Haard tilvisse
var Nærkamp-Fejden,
da de Hygelak fælded.
Geaters Konge,
gram i sit Anfald
paa Frisers Lande,
folkekær Fyrste,
Hredels Søn,
Sværd-Drikken tømte,
for Klingen bløded.
Bort dog Beovulf kom,
dukked i Søen,
Paa sin Styrke stolende,
bar dog ene
paa Armen tredive
Brynjers Bytte,
da han i Bølgen sprang.
Kun lidt Hetvarer
at bramme lysted
over Fodfolk-Kampen:
fremad de fore
med Lind-Skjolde mod ham,
men liden var Flokken,
som fra den Strids-Ulv
til Hjemstavn stævned.
Over Sø-Dybet svømmed
Sønnen af Ecgtheov
ynksom og ene
atter til Hjemmet.
Paa et andet Sted minder Beovulfsangen om de Fjendtligheder, som det ulykkelige Tog førte med sig, fra Frankers og Frisers Side og fra Hugerne, et Nabofolk til Friserne.
Nu stunder Ufred
Folket i Møde,
naar Faldet af Kongen
vidt berømmes
og Budskab bæres
Franker og Friser.
Fjendskab vi fristed
haardt med Huger,
da Hygelak Flaaden
i Leding førte
mod Frisers Lande;
dér ham Hetvarer
i Dysten døded.
Let de maged
ved Overmagten,
at Brynje-Helten
bløde maatte,
falde i Flokken,
ej mer til Kæmper
Kamp-Løn række.
Aldrig siden
af Merovingen
Mildhed vi mødte.
Saaledes synes dette Søtog, der voldte en berømt dansk Konges Fald, at have været en vidt kendt Begivenhed, som mindedes med Stolthed og med Sorg i Landene ved Nordsøens sydlige og østlige Kyster.
Halvhundred Aar senere bleve de Danske paa ny lokkede til et Angreb paa de samme Strande. Denne Gang havde de forbundet sig med Sachserne og faldt ind i Vestfrisland i Nærheden af Floden Bordaa (Bordau, o.565). To frankiske Hære droge imidlertid Fjenderne i Møde og drev dem tilbage til Floden Loubach eller Louwers paa Grænsen af Groningen (se Kortet S. 76). Vi kende kun Kampen af et Digt, som den italienske Digter Venantius Fortunatus skrev og hvori han lovpriser Hertug Lupus (Ulf) af Champagne, der havde ført den ene Hærdeling:
Hvad Din Kækhed formaar, skærmet af Himlens Naade,
kundgør den hastige Sejr over Sachsers og Daners Folk.
Dér hvor i bugtende Løb Bordaustrømmen sig gyder,
blødte Fjendernes Flok, da Din Hob Du førte i Strid.
Dig var som Høvding betroet Hærskarens halve Fylking,
og med Skel fanger Sejr hver, som lystrer Dit Bud!
Tung af jernspundne Dragt Du stod i Dysten ukuet,
skinnende skuedes Du gennem Støvets hvirvlende Sky.
Djærvt den flyende Hob i Kamp Du forfulgte,
til med sit glasklare Vand Louwers dem spærrede Vej.
Fejge Flygtninge her Strømmen en Grav bereded,
for en sejrrig Helt føre selv Floderne Krig.
Fra Vest vende vi nu Blikket mod Øst, stadig for at se, om det store Folkerøre bredte sine Bølger ud over de danske Lande.
Hos den græske Forfatter Prokop (der skrev o. 550) er der bevaret en højst ejendommelig Beretning om en af de mærkeligste Stammer fra den europæiske Folkevandringstid. Prokop var Sekretær og Raadgiver hos Kejser Justinians Feltherre Belisarius og fulgte ham paa hans Hærtog i Persien og Europa; omhyggelig og sanddru fortæller han paa en frimodig Maade, hvad han har set og kunnet opspørge om sin Tids Historie. Han beretter nu følgende om det Folk, der hed Heruler og som paa Kejser Anastasius’ Tid (491—518) boede oven for Donau. Under en Krig med deres Naboer Langobarderne vare Herulerne blevne slaaede og maatte flygte til Gepiderne i Landet mellem Donau og Dnjestr. De bleve senere forjagede ogsaa herfra; nogle droge over Donau og bosatte sig med Kejserens Tilladelse i Illyrien, andre derimod foretrak, under Førere af kongeligt Blod, at vandre til den yderste Del af den beboede Verden. Paa denne Vandring kom de først gennem Slavernes Lande, derpaa gennem vidtstrakte øde Egne til Varnerne, der boede i Landene ved Nedreelben og Nordsøen. Uforstyrrede rejste Herulerne videre gennem Danernes Folkeslag og kom til Oceanet. Her gik de om Bord og sejlede til Thule (den skandinaviske Halvø), hvor de bosatte sig ved Siden af Gauterne, det talrigste af dette Lands Folkefærd.
De Heruler, som vare forblevne i Illyrien, sloge nogen Tid efter deres Konge Ochon ihjel. Efter først at have besluttet, at de ikke vilde have nogen Konge, kom de paa andre Tanker og sendte Bud til de i Thule bosatte Heruler for at faa en Mand af Kongeblod til at herske over dem; Sendemændene naaede Thule, hvor de forefandt mange af kongelig Herkomst, og de valgte til Konge en Mand, som tiltalte dem. Paa Rejsen gennem Danernes Folk blev han imidlertid syg og døde, hvorfor de maatte vende tilbage til Thule og vælge en ny Konge. Denne hed Todasios; hans Broder Aordos og 200 unge Heruler fulgte med til Syden.
Men under disse Forhold var Rejsen bleven langvarig. Herulerne ved Sigidon (Belgrad) vare desuden blevne ængstelige ved Tanken om, at de ikke forinden havde faaet Tilladelse til Kongevalget af Kejser Justinian, hvorfor de sendte Bud til Byzants og bade Kejseren om at vælge dem en Konge. Justinian valgte da Svartuas, som længe havde boet i Byzants. Han ankom til Herulerne, der i nogle Dage glædede sig over deres nye Herre; men saa kom Udsendingerne tilbage med den møjsommelig i Norden hentede Konge. Svartuas maatte drage mod Medbejleren; Herulerne lode ganske vist som om de vilde følge Kongen, men forlode ham, saa at han maatte ty til Kejseren for paa ny at blive indsat ved Vaabenmagt. I den Kamp, som nu udspandt sig, havde Herulerne Gepiderfolket til Forbundsfæller; men Udfaldet blev dog, at de fra nu af forsvandt som Folk; adskillige Heruler traadte i østromersk Tjeneste.
Denne Beretning er jo højst mærkelig, og man føler, at det Tidsrum, da saadant kan foregaa, med god Grund kaldes »Folkevandringstiden«. Vi se et nordisk Folk sprængt i to Dele, den ene bosiddende ved de Danskes østlige Grænser, den anden ved Donau. Naar kan vel nu denne Udskillelse være foregaaet, og hvor længe have Herulerne boet i hine Egne i Syden? Ved Hjælp af spredte Kilder kunne vi forfølge Herulernes Historie et Par Hundrede Aar længere tilbage i Tiden. Vi træffe dem saaledes o. 260 som Plyndrere paa det sorte Hav ved Goternes Side; o. 500 have de et Rige et Sted i det Østrigske, og vi høre, at Østgoterkongen Theoderik af Ravenna beder dem om Hjælp imod Frankerkongen Chlodeweg; men derefter blive de angrebne af Langobarderne, som tage Landet fra dem. En vestlig Gren af Herulerne havde i Slutningen af det tredje Aarhundrede vist sig i Rhinegnene og paa Kysterne af Nordsøen, og Stammer af dette Folk traadte flere Gange i den følgende Tid i vestromersk Tjeneste. Uagtet Folket saaledes viser sig paa meget forskellige Steder af Europa, synes dets egentlige Udgangspunkt i alt Fald gennem nogle Aarhundreder at have været Donaulandene.
Meget synes ogsaa at tale for, at Herulerne ere komne til Donaulandene fra Østersøens Kyster; herfra ere maaske ogsaa de Dele af Folket udgaaede, som vandrede mod Rhinen saavel som de søfarende Heruler, der vise sig paa Nordsøens Kyster. Jordanes, den gotiske Historieskriver, der var Prokops samtidige, kender Heruler, der vare bosatte paa den skandinaviske Halvø, men han veed tillige, at Danskerne havde fordrevet Herulerne fra deres eget Land. Paa hvilket Tidspunkt denne Forjagelse er sket og hvor Herulernes Bopæle da vare, er dog ganske usikkert. Imidlertid foreligger der dog maaske Vidnesbyrd om dette Folks Ophold ved Østersøens sydlige Kyster.
I de første Aarhundreder efter Kr. stode finske Folk i Landene Syd for den finske Bugt til henimod Düna; de havde som Naboer Syd eller Sydøst for sig baltiske Folk (Littauer, Letter). Men de maa ogsaa have haft germanske Folk til Naboer. Det er nemlig bleven paavist, at det finske Sprog, saaledes som det lyder den Dag i Dag, maa have modtaget paa hine fjerne Tider Paavirkning af et gammelt gotisk Sprog og tillige af et nordisk Sprog, der ligner det Sprog, som vi kende fra Indskrifter med de ældre Runer. Heraf synes man at kunne slutte, at nordiske Folk have været bosatte tæt op ad Finnernes Lande eller endog imellem finske Stammer. Fund af Oldsager, som ere gjorte paa Finlands Vestkyst og i øvrigt langs hele den finske Bugts Kyster og som mærkelig ligne Fund fra Norden, synes ogsaa at tale herfor. I Kurland har man endvidere truffet paa nedlagte og ødelagte Sager, som mindede om de berømte Fund fra vore Moser, og Oldsager fra Polens og Littauens Gravhøje vise mange Ligheder med Nordens Oldsager. Den Slutning synes derfor ikke urimelig, at der her har været Kolonier eller Riger af Heruler, som ere udvandrede fra de skandinaviske Lande, og vel især fra Gøtalandene, og som have bosat sig ved Goternes Side. Senere blive de under Folkevandringen forskudte mod Syd sammen med Goterne; ved deres Side se vi dem optræde paa det sorte Hav.
Man har søgt at forklare Herulernes Allestedsnærværelse ved at opfatte dem ikke som et Folk, men som en Høvdingklasse og Krigerskare, og man har sammenstillet Eruli, Ἔρονλοι, med det nordiske Jarlar, det angelsachsiske Eorlas. Sprogligt støder denne Tydning dog mod store Vanskeligheder, og Formen Heruli synes fuldt saa afhjemlet som Eruli. Dernæst er her afgjort Tale om et helt Folk, med flere Standsklasser lige ned til Trælle, og ikke alene om en Herreklasse. Prokop omtaler overalt Herulerne som et Folk; han ynder det ikke »thi det er vanskeligt at finde en Heruler, som er retskaffen, ikke troløs og ikke forfalden til Drik«, men han erkender deres Dygtighed og Tapperhed — de gaa næsten nøgne i Kamp, uden Hjælm eller Brynje, kun dækkede af et Skjold og en tyk Overkjortel — og han beskriver dem som højvoksne, med hvid Hud, blondt Haar og smukke Træk; de tale samme Sprog som Goterne.