Danmarks Riges Historie/1/1-3-4

by Johannes Steenstrup

IV.

Jydske Sagn om Uffe og Amled.

Foruden de mange Sagn om Kongerne i Lejre indeholder den danske Tradition ogsaa Fortællinger om jydske Konger. Til disse hører Sagnet om Vermund og Uffe.

Vermund synes at have haft sit Kongesæde i Jellinge. Han var saare berømt for Klogskab og fik derfor Tilnavnet Vitre. Vermund havde i lange Tider levet i barnløs Ægtestand, da der omsider fødtes ham en Søn Uffe. Da Uffe voksede til, overgik han sine Jævnaldrende i Legemshøjde og stærke Lemmer, men han var saa sløv og enfoldig, at han syntes uduelig til at varetage saa vel sine egne som Statens Anliggender. Glædeløs tog han aldrig Del i Spøg eller Leg, Smilet trak sig aldrig over hans Læber, ja han blev tredive Aar gammel, uden at Ord lød fra hans Mund. Vermund havde ladet Uffe ægte en Datter af Jarlen Frøvin i Slesvig, idet han haabede, at denne udmærkede Mand engang kunde blive Sønnen en Støtte.

Sveriges Konge hed da Adils. Han var en berømt Kriger og Sejrvinder, og da han ønskede at prøve sine Vaaben ogsaa mod Frøvin, drog han engang med sin Krigerskare til Hedeby. Under den blodige Dyst kom de to Hærførere i en haard Enekamp, i hvilken Frøvin bukkede under. Saaledes vendte Adils tilbage med en stolt Sejr. Den blev ikke mindre, hver Gang han talte om den.

Vermund gav Frøvins to Sønner Kete og Vige deres Faders Stilling, og dette æggede Adils saaledes, at han paa ny kom dragende med en Hær, denne Gang med hele det svenske Udbud. Men Udfaldet svarede ikke til Forhaabningen, Angrebet blev slaaet tilbage, og Adils maatte saaret gaa til Skibene. Ikke desto mindre vedblev Svenskekongen hjemme i Landet at prale af sin første Sejr uden at nævne det følgende Nederlag.

Herover følte Kete og Vige sig saa harmfulde, at de besluttede at tage privat Hævn over den skrydende Konge. De drog derfor ukendte op i Sverige, og det lykkedes dem en Dag at møde Kong Adils vandrende ene i en Lund. De gave sig til Kende som Frøvins Sønner og forlangte Hævn. Kong Adils tilbød dem Mandebod, men den vilde de ikke tage imod og fordrede, at han skulde gaa i Holmgang med dem. Hertil var Kongen ogsaa villig, ja han tilbød, i Betragtning af deres Ungdom, at kæmpe samtidig med begge. Dette huede dog ikke Brødrene. Saa gik da Adils i Kamp med Kete. Kongen havde let Overtaget over for den unge Mand, hvem han ved tæt faldende, djærve Hug tvang i Knæ. Da kunde Broderen ikke længere dy sig, men sprang ind paa Adils, som saaledes maatte lade Livet. De skar hans Hoved af, hængte det ved Hestens Side og rede til den nærmeste Landsby, hvor de lyste Drabet. Derpaa rede de atter hjem til Danmark. Hvor meget der end kunde tale til Undskyldning for de unge Mænd, var der dog gjort Brud paa gode Kæmpers rette Skik. Det hændte kunde ikke være det danske Navn til Ære.

Imidlertid var Vermund bleven gammel og blind. Sachslands Konge sendte Bud og krævede Landet af ham, eftersom en blind Mand kun slet var i Stand til at styre Riget. Dersom Vermund ikke indvilligede heri, maatte en Kamp finde Sted mellem hans og Sachserkongens Søn, og Riget skulde derefter tilfalde den sejrende. Den gamle Konge drog dybe Suk over sin haarde Skæbne; tidligere var han dog bleven anset for baade vis og tapper, nu var Øjnenes Lys ham røvet, og ved Sønnens Sløvhed syntes enhver trøstende Udsigt for Fremtiden slukket. Vermund tilbød at gaa selv i Holmgang, men Sendebudene svarede, at paa en saa ulige og uhæderlig Kamp vilde Sachserkongen ikke indlade sig.

Da hændte det mærkelige, at Uffe, som var til Stede og havde hørt Tyskernes hovmodige Tale, pludselig fra stum blev mælende. Han traadte frem og bad om Lov til at tale. Vermund kunde ikke tro, at det var Sønnens Stemme, han hørte, men hvo den talende end var, skulde han have Lov at svare. Da sagde Uffe: »Eders Konge kræver forgæves dette Land, som baade har en Konge til Styrer og tapre Mænd, som ville staa ham bi. Der fattes Kongen lige saa lidt en Søn som Riget en Efterfølger; ene vil jeg tage Kampen op, ikke blot med Sachserkongens Søn, men med hvem som helst af Eders tapre Mænd, han vælger til sin Hjælper«. Sachsernes Udsendinge brast i Latter over det pralende Tilbud; ikke desto mindre blev Tid og Sted for Holmgangen fastsat, og Tyskerne vendte hjem.

Vermund brød ud i Lovord over den Mand, som havde svaret saa djærvt. Da alle forsikrede ham, at den talende havde været hans Søn, bad han Uffe komme nærmere, for at han med sin Haand kunde føle, hvad Øjet nægtede ham at se. Han lod de famlende Fingre glide over Uffes stærke Ledemod og Ansigtets Linier og udbrød: »Ja, saaledes saa jeg ud i min Ungdom!«, og han spurgte ham, hvorfor han hidtil havde dulgt sin milde Røst og levet som en stum. Uffe svarede, at saa længe som han havde haft sin Fader som Beskytter, fandt han sin Stemme unyttig, men saa var Øjeblikket kommet, da fremmed Praleri gik hjemlig Klogskab for stærkt paa Livet. Og to havde han udfordret, for at den Beskæmmelse, der var tilføjet det danske Folk ved tvendes Adfærd, kunde atter blive udslettet ved een Mands Daad.

Det gjaldt om at finde Vaaben værdige til den djærve Yngling. Men alle de Brynjer, som prøvedes, vare for trange for Uffes vældige Legeme, og da de gave ham Faderens Brynje paa, sprængtes den. Uffe lod den imidlertid skære op i Siden og sammenhæfte ved et Spænde; for den udækkede Aabning maatte Skjoldet bøde. Endnu større Vanskelighed frembød det at finde et Sværd; thi ethvert, som man gav ham, knækkede over, saa saare han blot svang det i sin kraftige Haand. Imidlertid ejede Kong Vermund et Sværd Skrep, som var saa skarpt, at det trængte gennem alt, uden at dets Æg led mindste Skade. Dengang Sønnen syntes saa sløv, havde Vermund nedgravet det, for at det ikke skulde falde i anden Mands Haand, men Skjulestedet kendte han. Han lod sig føre ud paa Marken til en Plet, han nærmere betegnede, og fandt Mærkerne, som viste, hvor Sværdet var gemt; her gravede de da ned. Vermund fremdrog det rustne Vaaben af Mulden og raabte: »Her er det Sværd, som altid bragte mig Sejr!«, hvorpaa han rakte Uffe det. Uffe vilde prøve dets Kraft, men Vermund holdt ham tilbage; thi brast ogsaa dette Sværd ved at svinges, da fandtes intet, som svarede til hans Styrke.

Kampen skulde foregaa paa en Holm i Ejderen, netop der hvor senere Bjørn, Svend Estridsens Søn, byggede en Borg (Rensborg). Her mødte Sachserkongens Søn, ledsaget af en kæmpestærk Medstrider. Paa den holstenske og danske Side af Floden stod en talrig Skare af Tilskuere med Øjet fæstet paa de kæmpende. Vermund havde taget Plads yderst paa Brohovedet for at styrte sig i Floden, hvis Sønnen skulde falde.

Kampen begyndte. Uffe, som ikke var sikker paa sit Sværds Styrke, valgte at afbøde Modparternes Hug med sit Skjold, indtil han med eet Slag kunde gøre det af med en af Kæmperne. Vermund maatte tro, at Uffes Sløvhed var Grunden til, at han ikke gav Genhug, og han rykkede efterhaanden nærmere til Broens Rand for ved Sønnens Fald straks at søge Døden. Uffe æggede nu den tyske Kæmpe til at komme frem i første Række, han burde vise sig den Ære værdig at være valgt til at kæmpe ved Kongesønnens Side. Næppe var imidlertid Sachseren lokket nærmere, førend Uffe med eet sondrende Hug overskar Kæmpens Krop. »Jeg hørte Skreps Klang«, raabte Vermund, »hvor har Sværdet ramt?«  Følget svarede, at Skrep ikke havde overhugget noget enkelt Lem, men gennemskaaret det hele Legeme. Da grebes Kongen af nyt Haab og flyttede sig tilbage fra Brokanten.

Uffe opfordrede nu med tirrende Ord Kongesønnen til ikke at lade sin faldne Medkæmper uhævnet. Kampen toges op paa ny; men da Uffe frygtede for, at Skreps fine Æg skulde springe, vendte han Sværdets Ryg til, og nu faldt et vældigt Hug, der skar gennem Kongesønnens Krop. Vermund raabte, at han atter hørte Skrep klinge, og da man sagde ham Kampens Udfald, brød Taarerne stride frem af de blinde Øjne.

Med Sorg og Vanære førte Sachserne de faldne Kæmpers Lig bort, medens Danskerne jublede af Glæde. Og fra nu af ophørte den Beskæmmelse, som hvilede paa danske Mænd siden Kong Adils’ Drab. Uffes Kamp blev en af de berømteste Bedrifter, og efterhaanden som Sachserne rykkede de Danske nærmere paa Livet og Ejderen ofte blev Kampstedet, fik den gamle Fortælling ny Værdi. Beretningen om Vermund og Uffe vandrede desuden med de danske Vikinger til England for her at finde en ny Virkekreds og knyttes til andre Mænd og Egne.

Et andet vidtberømt Sagn fra Jylland er Fortællingen om Amled.

Gervendel var Jarl eller Underkonge over Jylland og havde Sønnerne Horvendel og Fenge, der arvede hans Stilling. Horvendel var en anset Kriger, der som Løn for tapre Bedrifter fik Geruth, en Datter af Lejrekongen Rørik til Ægte. Hans Lykke og Berømmelse vakte imidlertid Broderen Fenges Misundelse, og denne dræbte til sidst Horvendel, ja tvang endog Geruth til at blive hans Hustru. Ond Gerning har Undskyldning Behov, og for at forsvare sig lod Fenge udsprede, at han ikke havde kunnet udholde at se en saa mild og blid Kvinde lide under sin Mands haarde, utaalelige Opførsel.

Geruth havde en Søn af sit første Ægteskab, der hed Amled. Den unge Mand forstod, at hans Liv vilde være udsat for Fare, hvis Stiffaderen i ham saa en lurende Hævner, og derfor anstillede han sig sløvsindet. Han laa og rodede i Asken, smurte sig med Smuds og Skarn, og hans Tale syntes lige saa taabelig som hans Adfærd. Amled sad nemlig ofte ved Arnen og udskar af Træstykker Kroge med skarpe Modhager, hvilke han hærdede i Ilden, og spurgte man ham om, hvad han foretog sig, svarede han, at han skar Spyd for at hævne sin Fader. Man maatte le derad; men i de dunkle Ord syntes paa den anden Side en skjult Mening gemt.

Fenge søgte paa mange Maader gennem Amleds Omgivelser at faa Klarhed om, hvad der boede i hans Indre, men alle Forsøg mislykkedes; taabelig maatte han dog sikkert være, selv om man fandt en vis Visdom i hans enfoldige Adfærd. Fenge gjorde dog endnu et Forsøg paa at finde Amleds sande Natur. Han formodede, at han lettest vilde udtale sig aabent over for sin Moder, og derfor gav han en af sine Mænd det Hverv, under hans Fraværelse at belure en Samtale mellem Moderen og Sønnen. Fenge rejste bort, og Lureren skjulte sig i en Dynge Straa, der henlaa i Salen. Da Amled traadte ind, anede han Uraad ved at se Straadyngen; han fandt paa at te sig som en Hane, slog ud med Armene som Vinger, sprang op paa Dyngen og galede. Ved at hoppe saaledes paa Hanevis mærkede han let, at der i Halmen laa et menneskeligt Legeme skjult. Han drog sit Sværd, stak det gennem Dyngen og fældede Lureren. Amled skar derpaa den Dræbtes Krop i Stykker, kogte dem i en Kedel og kastede dem ned gennem Vandhusets Hul for Svinene.

Amled mødtes nu i Salen med sin Moder. Geruth, der var ubekendt med det skete, sukkede og jamrede over Sønnens Taabelighed, men da talte Amled aabent ud: »Skammelige Kvinde, Du tog Din Mands Morder til Ægtefælle og kastede dig kælent i Armene paa den, som dræbte Din Søns Fader! Med god Grund spiller jeg sløvsindet, thi jeg kan vel vide, at den, som myrdede sin Broder, ogsaa vil stræbe hans Søn efter Livet. Derfor maa Dumhedens Kappe give mig Ly, indtil en bedre Stund kommer. Men Du, Moder, skulde fælde Taarer, ikke over mit Sløvsind, men over Din egen umaadelige Skændsel!« Geruth var som sønderknust ved Amleds strenge Tale. Billedet af den dræbte, ædle Husbond steg atter levende frem for hende og lod hende se med Skam paa den sidste Elskov.

Ved sin Hjemkomst fra Rejsen spurgte Fenge forgæves efter den Tjener, hvem han havde givet det Hverv at lytte. Ogsaa Amled blev udspurgt, og han havde Svar paa rede Haand, thi han havde set den Savnede paa Vandhuset falde ned til Skarnet og blive ædt af Svinene. Man lo ad den taabelige Tale.

Men Fenges Frygt for Amled hørte ikke op, og da han af Hensyn til Kong Rørik ikke aabenlyst turde dræbe ham, besluttede han at sende Stifsønnen paa en Rejse til Kongen af England. Fenge vilde give denne del Hverv at tage Amled af Dage. Amled beredte sig til Rejsen, men aftalte hemmeligt med sin Moder, at hun netop Aarsdagen efter skulde fejre Gravøl over ham som død, og at ved denne Fest Salen skulde være draget med Tæpper, forsynede med Stropper. To af Fenges Krigere vare Amleds Ledsagere paa Rejsen. De havde et hemmeligt Budskab med til Englands Konge; det var ridset med Runer i et Træstykke og indeholdt en Opfordring til Kongen om at lade Amled dræbe. Men engang undervejs, medens Ledsagerne sov, ransagede Amled deres Rejsetaske, og han fandt Runestaven. Han bortskar nu de Runer, der vare ristede deri, og indskar i Stedet derfor en Anmodning fra Fenge om, at Kongen vilde tage Amleds to Ledsagere af Dage samt give hans snilde Brodersøn sin Datter til Ægte.

Amled blev modtaget vel af Englands Konge. Hans Opførsel derovre var desuden lige saa snild, som hans Svar vare kloge — herom findes der mange Fortællinger — og Kongen skænkede ham sin Datter til Hustru. Derimod lod han Amleds to Ledsagere hænge. Amled blev tilsyneladende højst fortørnet over deres Død og forlangte Mandebod af Kongen, hvad denne ogsaa tilstod. Det Guld, som udbetaltes Amled, lod han hemmelig smelte og gyde ind i to hule Stokke.

Da Aaret var gaaet, rejste Amled tilbage til Danmark. Han havde sørget for, at det Rygte var bleven udspredt, at han var død. Uden noget som helst Gods, kun med de to Stave i Haanden, kom han til den jydske Kongeborg. Man var i fuld Gang med at fejre Gravøllet, da Amled til alles Forundring lyslevende traadte ind i Hallen. At han vendte hjem lige saa taabelig, som da han drog ud, viste han klart, thi da man spurgte ham om, hvor hans to Ledsagere vare blevne af, løftede han sine Stokke i Vejret og sagde: »Her er den ene, og her den anden!« Mellem de lystige Gæster var ingen lystigere end Amled, og han fik alle til at drikke tæt; men ret som han gik Skænkerne til Haande, tumlede han saa uheldigt med sit Sværd, at det skar hans Fingre til Blods, hvorfor man slog en Nagle igennem det for at binde det til Skeden. Til sidst segnede Gæsterne døddrukne om og fandt det raadeligst at tage Natteleje i selve Salen. I Hast fik Amled alle de Baand overhugne, ved hvilke Tæpperne vare ophængte ved Væggene; de mange Kroge, han havde beredt, bleve stukne i Stropperne og Tæpperne saaledes trukne hen over de sovende. Tilhyllede og indfiltrede som Fugle i Fangerens Garn blev det dem umuligt at rejse sig; der blev stukket Ild paa Hallen, og alle brændte inde.

Amled opsøgte Fenges Kammer. Inden han vækkede ham, ombyttede han hans Sværd, der hængte ved Sengen, med sit eget fornaglede. Saa raabte han Fenge op og meldte, at hans Huskarle brændte inde, Amled var kommen til Stede med sine hjælpende Kroge og vilde hævne sig paa sin Faders Morder. Fenge søgte forgæves at drage det tilnaglede Sværd ud af Skeden; i det samme faldt Amleds dræbende Hug.

Den næste Morgen stimlede man fra Nabolaget sammen for at se, hvad Ildebranden om Natten havde fortæret, og fandt da de kullede Rester af Fenge og alle hans Mænd. Men Amled stævnede Folket til Tinge, og her redegjorde han for, hvad der var sket. Han fortalte om, hvordan han gennem lange Aar havde maattet forstille sig for at undgaa sin Farbroders onde Planer, og hvorledes han nu omsider havde taget Hævn. Folket erkendte, at Amled havde handlet lige saa rigtigt som listigt, og Amled blev kaaret til Høvding i den dræbte Fyrstes Sted.