Danmarks Riges Historie/1/1-3-5
V.
Sagnene om Siklingerne.
Der findes en Gruppe Sagn, som ikke blot høre til de fineste og skønneste fra den danske Sagntid, de synes tillige at have sat sig til Opgave hvert paa sin Maade at udmale et af Livets stærkeste Forhold, Kærligheden mellem Mand og Kvinde. Alle Sagnene angaa Medlemmer af Siklingeætten, men intet strammende Baand knytter dem til hinanden. Hver Fortælling kunde gerne staa for sig, dog lovsynges i dem alle Kærlighedens stærke Magt, og de ligesom bestræbe sig for at male ulige Kvindenaturer. Vi skulle fortælle dem et for et efter den vidunderlige Billedbog, som Saxo har efterladt os.
Ifølge Oldsagn var der en berømt Slægt paa Sjælland, som hed Siklinger. Saaledes kaldte man dem, fordi mange af Slægtens Mænd og Kvinder bare Navne med Forstavelsen Sig- (af Sigr d. e. Sejr), og en Siger nævnes som den egentlige Stamfader. Det nedenstaaende Stamtræ angiver en Del af Slægtens Medlemmer og særlig de Hovedpersoner, om hvem Sagnene have slynget sig[1].
Den første Fortælling lyder saaledes. Sigvalde havde en Datter Sigrid, hvis straalende Skønhed hidlokkede mangfoldige Bejlere. Men saa stor var Sigrids Blyhed, at ingen kunde formaa hende til at løfte sine Øjne op fra Jorden. Sigrids Fader havde paabudt, at kun den skulde blive hendes Brudgom, som ved kaærlig Adfærd kunde bringe hende til at se ham i Øjet.
Otter, Ebbes Søn, var stærkt betaget af denne vidunderlige Kvinde, og han haabede, at hans store Bedrifter og veltalende Tunge vilde føre ham til Maalet. Men ingen smigrende Ord eller opfindsom Kunst bragte Sigrid bort fra sit standhaftige Forsæt. Imidlertid havde Elskoven ogsaa tændt en Jætte i Brand, og da han indsaa sin egen Magtløshed, narrede han ved Hjælp af en Kvinde, som tog Tjeneste hos Sigrid, Jomfruen bort og indesluttede hende i sin Hule. Da dette kom Otter for Øre, opsøgte han Jættens Bolig, og det lykkedes ham at fælde den onde Ransmand; Jætten havde dog flettet Sigrids Haar i saa forviklede Knuder, at kun Sværdet var i Stand til atter at give Lokkerne Frihed.
Hvad hjalp den modige Daad imidlertid Otter! Sigrid løftede endnu ikke sit Øje; hun vankede som i Drømme videre paa sin ensomme, farlige Vej og kom til en grum Skovkvindes Hytte. Her blev hun sat til at røgte Gedehjorden. Som hun sad ved sin Vogtergerning, hørte hun en Sang; det var Otter, som atter havde opsøgt hende og nu i bønlige Ord bad hende om at vende hjem til det fædrene Hus, at følge med til Skibene og belønne trofast Elskov. Men Sigrids Forsæt havde taget Stivsindets Karakter, end ikke en Trækning bevægede de sænkede Øjenlaag. Sorgfuld og skamfuld vendte Otter tilbage til sine Fartøjer, medens Sigrid rankede videre.
Da hændte det, at hun til sidst ynkelig og elendig kom uforvarende netop til Otters Gaard. Hans Moder tog venligt mod den unge, ulykkelige Pige, idet hun vel kunde se, at der flød ædelt Blod i hendes Aarer. Det tætte Slør, hvori Sigrid hyllede sig, formaaede ikke at dølge hende for Otters forskende Blik, dog lod han sig ikke mærke dermed; han vilde kun stille hende paa en Prøve. Otter lod som om han beredte sit Bryllup og valgte den fremmede Mø til at være en af Brudepigerne. Sigrid maatte staa foran Brudelejet med en brændende Kerte; standhaftig holdt hun ud, skønt Vokset var fortæret og Flammen slikkede Haanden — den, hvis Hjerte staar i Lue, agter kun lidet paa, om Huden svides. Men da Otter mildt bad Sigrid om dog at vare Haanden, løftede hun rødmende de straalende Øjne op imod ham. Og nu blev det skrømtede Bryllup omskiftet til et virkeligt, og Sigrid tog lykkelig Brudens Plads ved den trofaste Otters Side.
Som et Modbillede til den bly og sky Sigrid staar den djærve,
kamplystne Alfhild, Datter af Gøternes Konge Sigvard. Thi vel
hyllede ogsaa hun sig fra Barnsben af i det tætteste Slør, men hendes
Bevæggrund var ikke sky Angest for Mænds Blik, derimod Frygt for,
at hendes store Skønhed skulde opvække deres Lidenskab. Faderen
havde af den samme Grund indesluttet hende paa et omgærdet
Sted, hvor hun maatte opføde en Øgle og en Orm som sine Vogtere;
han lovede sin Datters Haand til den, der formaaede at bryde
derind, men hvis Forsøget mislykkedes, skulde Bejlerens Hoved
afhugges og stikkes paa en Stage.
»Jo større Fare desto større Fristelse«, tænkte imidlertid Alf, Søn af Kong Siger, og meldte sig som Bejler til den skønne Jomfru. Han var en erfaren Viking, mandig og skøn; prægtige Lokker, der lyste med Sølvets Skin, bølgede om hans Pande og Hoved. Paa Kampens Dag svøbte han sit Legeme i en blodig Hud og drog til Gemmestedet. Straks ved Porten bugtede den lede Øgle sig mod ham, men netop som den aabnede sit Gab, greb han et glødende Jern med en Tang og slyngede det i Udyrets Svælg, saa at det dødt strakte sig til Jorden. Da dets Plejebroder Ormen derpaa vendte sig mod Angriberen, jog Alf med et heldigt Kast et Spyd i dens Gab, saa at ogsaa den udaandede. Men for den tilsagte Løn blev Alf narret.
Hans tapre Daad havde vel huet Alfhild, men hendes Moder var ikke tilfreds med Brudgommen, og hun saarede Datterens Stolthed ved at ytre, at det kun var Alfs skønne Ydre, som havde overvundet hendes Undseelse. Alfhild vilde nu ikke høre om Bejleren; trodsig lod hun sig Mandsklæder skære, og med unge Piger i sit Følge, der havde samme Lyst som hun, drog hun paa Hærtog. De traf paa en Vikingeskare, som netop havde mistet sin Høvding, og de blodige Kæmper betænkte sig ikke paa at vælge den djærve Kvinde til Fører. I Spidsen for sin Flok udførte Alfhild store Bedrifter.
Alf opgav dog ikke Tanken om at vinde den trodsige Brud. Han laa ude med sine Snekker Sommer og Vinter, og det hændte da ogsaa engang, at han styrede ind i en snæver Bugt i Finland. Her erfarede han, at der laa nogle Skibe inderst inde i Vigen, men Høvdingen kendte han ikke. Det var imidlertid Alfhild og hendes Skare. Saa saare hun blev de fremmede Vikinger vaer, styrede hun dristigt imod dem. Alfs Mænd vare lidet stemte for at optage en Kamp med en saa faatallig Flok, dog vilde Alf ikke udsætte sig for, at nogen skulde fortælle til Alfhild, at nogle faa Skibes Mandskab havde hindret ham i at udføre en Bedrift.
Kampen begyndte derfor, og de Danske maatte højlig undre sig over Modstandernes skønne Udseende og slanke Lemmer. Alf sprang om Bord paa Alfhilds Snække, huggende ned for Fode trængte han helt frem til Bagstavnen, hvor Høvdingen stod. Ved Alfs Side var hans Ven Borkar, hvem det med et Slag af Sværdet lykkedes at slaa Hjelmen af Alfhilds Hoved, saa at man saa de bløde, blussende Pigekinder. Borkar raabte, at Kys og ikke Kamp var her paa rette Plads. Saa maatte den stolte Mø overgive sig til sin trofaste Elsker, der tvang hende til at slippe Mands Dragt og Mands Sæd. Og paa samme Tid som Alf ægtede Alfhild, tog Borkar hendes Vaabenfælle Gro til Hustru.
I det Slægtled, som fulgte, blev Kampen om at vinde den elskede fornyet, under nye Vilkaar. Alf og Alfhild havde en Datter Gyrith. Ved Krig og Mandsslet var Kongeslægten bleven i den Grad udtyndet, at Gyrith var den eneste overlevende. Hun havde arvet Moderens Stolthed og lod derfor kundgøre, at eftersom der i hele Riget ikke fandtes en Bejler af lige Byrd, ønskede hun at leve ugift, og som Vogtere af sin Jomfrustand tog hun en Skare djærve Kæmper i Tjeneste. Nu havde imidlertid Borkar en Søn Halfdan, der allerede som ung havde udmærket sig ved Manddomsgerninger. Saaledes havde han kæmpet med, da hans Fader stredes med den grumme Røver Røth: Røth maatte lade sit Liv, men havde dog voldt Borkars Bane, og Halfdan bar et grimt Mærke ud af Kampen. Et Hug havde kløvet hans Læbe saa dybt, at Skrammen ikke lod sig læge; et aabent Skaar mindede om den vilde Dyst.
Det var engang lykkedes Halfdan at faa Gyrith i Tale i Enrum. Han bad hende opgive de stolte Jomfrunykker, der kun voldte Landet Skade ved at unddrage det nye Skud paa Herskerstammen; desuden formente han selv at være rundet af saa ædel Rod, at han vel kunde være hendes Haand værdig. Men Gyrith svarede, at hun aldrig vilde nedlade sig til at ægte en Mand, der ikke var af kongeligt Blod, tilmed lod hun Halfdan høre for hans skaarede Mund. Bittert svarede han, at han vilde søge at opveje begge Fejl ved store Bedrifter, kun bad han hende om ikke at give nogen sin Haand, førend hun havde hørt om hans Død. Saa drog han bort; men de tolv Vogtere, som vare fortørnede over, at han havde faaet Prinsessen i Tale, kastede sig paa deres Heste og satte efter ham. Halfdan, som saa dem nærme sig, bød sine Svende trække sig tilbage, for at han kunde afgøre Kampen. Han huggede derpaa et Egetræ om, afkvistede Stammen som en Kølle og gik med saa vældig Kraft løs paa de tolv, at hver og een bukkede under. Det var den første Bedrift, hvorom Budskab blev meldt Gyrith; snart skulde hun høre om andre.
Der var paa den Tid Krig mellem Russerne og Svenskerne, og i de sidstes Rækker udmærkede sig især Kæmpen Hildiger, der var en Halvbroder til Halfdan, hvad denne dog ikke vidste. Halfdan tog Tjeneste i Russernes Skarer, og da Hildiger engang udæskede Fjenden til Enekamp, stod Halfdan frem. Hildiger, der vidste, at Halfdan var hans Broder, vilde skaane ham, og da han selv havde dræbt 70 Kæmper, fordrede han, at den, som vilde maale sig med ham, først maatte have givet Prøver paa Manddom. Halfdan udbød derfor en anden Svensker til Strid og fældede ham; næste Dag traadte han i Kreds med to og nedlagde dem; den tredje Dag segnede tre for hans Haand, og saaledes gik det de følgende Dage, indtil han paa den ottende Dag udfordrede elleve, som alle bede i Græsset. Hildiger maatte nu erkende Danskeren for sin Ligemand og traadte i Holmgang med ham. Halfdan fældede da Hildiger, der først døende gav sig til Kende som hans Broder.
Rygtet løber jo viden om og farer da ofte vildt, og det havde fortalt i Danmark, at Halfdan var bleven dræbt af Hildiger. Da paa samme Tid en Sachser af meget høj Byrd, Sivard, meldte sig som Bejler til Gyrith, lovede hun, skønt hendes Hjerte endnu hængte ved Halfdans Minde, at hun vilde give ham sin Haand, hvis han forinden kunde samle det splittede danske Rige til Enhed. Dette lykkedes nu ganske vist ikke for Tyskeren, men da Gyriths bestukne Raadgivere trængte paa, gav hun omsider efter og beredte Brylluppet. Derom bragte rejsende Købmænd Halfdan Budskab i Rusland; i Hast lagde han Skibene ud og sejlede hjem til Danmark. Han skjulte sine Mænd i Borgens Nærhed og gav Befaling om at de, naar Vaabenlarm hørtes fra Bryllupshallen, skulde bryde ind og deltage i Kampen.
Kun faa kendte Halfdan, da han i Kongsgaarden blandede sig mellem Bryllupsgæsterne. Som han nu stod over for Gyrith, gav han sig til at synge et dunkelt Kvad om store Bedrifter, om Sejr over mange og om Kvinders Troløshed. Gyrith var den eneste, som fuldt forstod hans Ord, og hun svarede ham i et andet Kvad. Hun sang om de falske Efterretninger, som havde meldt hans Død, og om hvorledes Bejleren og Raadgiverne havde trængt paa, dog var hendes Hjerte og Sind lige bestandigt. Næppe havde hun sunget Kvadets sidste Ord, førend Halfdan styrtede frem og gennemborede Brudgommen med sit Sværd. Derpaa huggede han løs paa de andre drukne Sachsere, og Larmen hidkaldte hans Svende, saa at Blodbadet blev fuldstændigt og ingen undslap. Da kunde Brylluppet fortsættes og Halfdan tage Brudgommens Plads.
Berømtest af alle Sagn og vidtkendt som kun faa i Norden
var dog Beretningen om Hagbard og Signe. Alle havde lyttet til Fortællingen om dem; alle, som havde hørt den før, ønskede at
høre den igen.
Der levede engang tre Helte Helvin, Hamund og Hagbard, Sønner af Underkongen Hamund. De laa ofte paa Hærtog, og de kom engang i Kamp med den nylig nævnte Alf, Kong Sigers Søn, og hans Broder Alfger. Striden varede den hele Dag, først mod Skumringen kom forsonlige Tanker frem, og næste Dag sluttede de stridende Parter Fred og Venskab som jævnbyrdige. Hagbard vendte hjem til Sjælland sammen med Alf og Alfger, og her lærte han uden Brødrenes Vidende deres Søster Signe at kende og vandt hendes Tro. En fornem Tysker Hildegisel bejlede dengang til Signe, men hun brød sig kun lidt om hans skønne Person og fine Herkomst, eftersom Heltesind ikke boede ham i Brystet. Ikke ydre Fremtræden, men store Gerninger vare i hendes Øjne, hvad der kunde vække Beundring.
Naar Signe og hendes Terner under »Mandjævning« vejede Heltes forskellige Værd, da kunde man høre hende berømme den vidtkendte Viking Hake paa Hildegisels Bekostning; Sachseren besad jo intet uden fagert Udseende, medens Hakes fyrige Mod opvejede det rynkede Ansigt:
Ej fager han tykkes,
men frisk tindrer Øjet
under lysgule Lokker.
Et Aasyn tegnes
af Hjertets Troskab
og Huens høje Tanker.
Skønhed er Form kun;
om Kraft ej den fylder,
den tæres af Tiden.
Ej visner mod Vinter
højhjertet Vilje,
i Heltesind hærdet.
De, som hørte hendes Lovtale, mente dog, at hun sagde Hake og mente Hagbard.
Da nu Hildegisel mærkede, at Hagbard blev ham foretrukket, søgte han Hjælp hos den blinde Bølvis. Kong Siger havde nemlig to Brødre til Raadgivere, Bølvis[2] og Bilvis, af hvilke den første i lige saa høj Grad lagde Vind paa at ægge til Splid og Tvedragt, som den sidste stræbte efter at stifte Fred og forsone. Ved Gaver fik Hildegisel Bølvis til at sætte Splid mellem Sigers Sønner og Hamunds Sønner. Den snu Olding forstod at bibringe Alf og Alfger Mistanke om, at Hagbard ikke var dem en trofast Forbundsfælle, hvorfor de engang, medens Hagbard var fraværende, angrebe hans Brødre Helvin og Hamund og dræbte dem. Da Hagbard kom hjem, tog han Blodhævn for sine Brødre og fældede i Kamp Alf og Alfger. Hildegisel slap bort fra Kampen, men med et vanærende Saar i Bagen.
Saaledes var der kommen Blodskyld mellem de to Slægter, og mere end før var Hagbard fjernet fra sin Elskede. Saa maatte han ty til List. Efter Aftale med Signe klædte han sig som Skjoldmø og traadte frem for hende som Hakes Terne, der bragte Bud fra sin Herre. I Fruerburet blev der anvist hende Natteleje sammen med Signes Møer. Trælkvinderne, som tvættede hendes Fødder, saa undrende paa de ihaarde Hænder og den laadne Hud. Da sagde Hagbard:
I undrende se
til den hærdede Fodsaal
og Læggen laadden.
I Hærfart paa Strandsten
jeg traadte og Tjørne,
jeg over Vandløb vaded.
Under klemmende Brynje,
naar mod Bryst stemmes Bue,
faar Barmen ej Fylde.
I bare om Lemmer
det lune Linned,
mens jeg stukkes af Staalet.
dele sit Leje, og mangt et kærligt Ord hviskedes i Nattens Timer mellem de elskende. Hagbard spurgte:
Hvis Din Fader mig finder,
fuldvis er mig Døden,
med Blod skal jeg bøde.
Naar Livet mig tages,
hvad lover, Signe,
Du som Tegn paa Din Troskab?
Din Faders Sønner
i Fejde jeg fældte,
med hans Datter delte Leje.
Er vor ømme Elskov,
Signe, til Ende,
naar til Døden jeg drages?
Signe svarede:
Mø jeg var,
Viv er jeg vorden,
og Du, Hagbard, Husbond
lige Lod
nu Livet os bringer,
og Død skal vi dele.
Eden Du huske,
højt jeg den sværger,
og svoren, ej sviger:
om Sværd eller Reb
røver Dig Livet,
ens Henfart mig hænder.
Trælkvinderne havde imidlertid røbet Hagbard for Kong Siger. Denne gav sine Tjenere Befaling til at gribe ham, og efter en haard Kamp overmandedes Hagbard. Vel raadede nu Bilvis Kong Siger til hellere at tilgive Hagbard og tage den tapre Helt i sin Tjeneste, men den onde Bølvis skyndede Kongen til Hævn, thi to Sønners Død og en Datters Vanære krævede dog vel den højeste Straf. Derfor dømte Tinget Hagbard til Døden. Signes Moder traadte frem og rakte spottende Hagbard en Svaledrik; han tog imod den og udbrød:
Jeg Drikken tager
og tømmer til Bunden
med læsket Læbe:
Dine Sønner den sidste
Skaal jeg skænked,
da jeg Jern stak dem i Hjertet.
Forlods vunden
Haævn mig fryder,
to vog jeg, som Dig died;
usalig sidder
snart sørgende Moder
barnløs tilbage!
Derpaa kastede han Dronningen Bægeret i Ansigtet.
Imidlertid havde den sørgende Signe spurgt sine Møer, om de vare villige til at følge hende i Døden, thi det var ikke hendes Agt at overleve sin elskede. Naar Kuren meldte, at Hagbard hængte i Galgen, skulde de lægge brændende Fakler til Væggene og klynge sig op i Strikker, viklede af deres Slør. De trofaste Terner svore at følge Signe i Døden, og hun lod skænke Vin for at fjerne Dødsfrygten.
Da nu Hagbard var ført op paa Galgebakken, vilde han prøve sin elskedes Troskab og fik Bødlen til at tillade, at han selv ligesom blev Vidne til sin forestaaende Død, idet han lod sine egne Klæder ophænge i Galgen. Kuren ved Fruerburet antog, at Hagbard alt hængte i Galgen og meldte det til sit Herskab. Da tændte Signe og hendes Møer Ild paa Huset, og idet de omstødte Fodskamlerne, hængte de sig i deres Slør. Ilden slog højt mod Himlen, og Hagbard frydede sig over den elskedes Troskab:
Hastigt nu, Svende
slyng Strengen om Halen,
Flammen hist mig fryder!
Luende Tunge
om Troskab taler
og Eder helligt holdte.
I samstemte Sind
mod ukendt Strand
nu to vandre trygge!
Død er kun Lise,
ny Lyst os loves,
og for Troskab vi trøstes!
Og nu modtog Hagbard frejdig Døden fra Bødlens Haand.
Saaledes lyder det sidste af Siklingsagnene. Det er mægtigere, ildfuldere end de andre og har et eget dramatisk Liv. Atter her høre vi om Kærlighed som en Magt, der kun spørger om indre Værd; men Elskoven er bleven en glødende Lidenskab, som lader Pigen kaste sig uden Sky i sin Elskers Arme, da hun ser alle Veje lukkede og er forvisset om den dybe Inderlighed i hans Følelser og om hans Trofasthed indtil Døden. Kampen staar ikke mellem de elskende indbyrdes saaledes som i de andre Sagn; Livets Forviklinger og Fjenders snedige Ondskab fremkalde de haarde Kampe og den tragiske Udgang. I Stedet for det lykkelige Bryllup, hvormed de andre Siklingsagn slutte, høre vi om den uforglemmelige Troskabsprøve og Fællesdøden.
Sagnet om Hagbard og Signe er uomtvisteligt af dansk Herkomst, og det har alt fra Absalons og Saxos Tid været knyttet til Sigersted ved Ringsted. Men Sagnet var vidt berømt i den hele Nord, allerede de ældste Skjaldekvad hentyde dertil, og af Sagnet har den ældste Poesi taget nogle af sine staaende Lignelser. Saaledes blev der sunget om mangen, at han »tæmmed Sigers grumme Hest« (Galgen) eller »Signes Brudgoms svale Hest«, og man vidste, hvad den Løn var, »som Siger skænkte Svigersønnen«. Skjalden Kormak saa paa en Gaard paa Island den skønne Pige Steingerd kigge frem »under Hagbards Skæg«, altsaa bag ved en udskaaret Hagbard-Figur. En smuk dansk Folkevise blev senere lagt om de berømte elskende, og den bragte Fortællingen om dem endnu videre omkring. Rundt om i Norden har man fæstet Sagnet til bestemte Pletter og kunnet paavise den Høj, hvor Hagbard blev hængt, eller den Tomt, hvor Signes Fruerbur havde staaet og var brændt til Aske. Men intet Sted har saa gammel og velbefæstet Ret til Sagnet som Sigersted ved Ringsted.
Dette er Fortællingerne om Siklingerne. Hvert Sagn danner som alt sagt en Helhed for sig, intet ydre Baand fletter dem sammen, ingen arvet Skyld eller Hævnpligt drager nye Slægtled ind i den gamle Kamp, de kunde for saa vidt angaa forskellige Slægter. Imidlertid ere Sagnene dog rundne af samme aandelige Bund, og de besynge samme Emne, saa at vi høre ligesom et Musikstykke, delt i forskellige Afsnit, men hvor det samme Tema overalt klinger igen: Kærlighedens store Magt, Elskerens sejrende Udholdenhed og Kvindens ofte sky Ømhed.
Næsten som underlagt en Skyhedens Trolddom vanker Sigrid om med Blikket mod Jorden, flygtende for sit eget Hjerte. Alfhild er af en hel anden Natur; Bejlerens Tapperhed vinder hendes Hu, indtil hendes Stolthed ægges ved Moderens tirrende Ord om at hun kun var bleven draget af den ydre Skønhed. Saa vaagner en bekæmpet Trang til Selvstændighed og en medfødt Mandhaftighed, den indestængte Jomfru bliver den djærve Skjoldmø. Først da Alf for anden Gang har vist sit faste Forsæt om at vinde hende og har opsøgt og besejret hende i det fjerne, rækker hun den trofaste sin Haand. Ogsaa hos Gyrith møder os Stoltheden, men den er af anden Art end hos Alfhild; hun føler sig hævet over alle ved Byrd og Værdighed. Fra sin Elskers uheldige Ydre kan hun se bort, men ikke fra hans Mangel paa kongeligt Blod, og først da han ved store Bedrifter har vundet et berømt Navn, giver hun ham sin Haand. Signe endelig er den ømme, lidenskabelige Elskerinde, der giver sig hen til den kække Helt, uagtet hans Aasyn ikke er skønt, og skønt han har udøst hendes Brødres Blod. Hun frygter ikke for at give ham sin Kvindeære, men hun viser ogsaa sin Kærligheds Styrke ved at følge ham i Døden.
