Danmarks Riges Historie/1/2-3-7
VII.
Da norske Kongers Forhold til Danmark. Harald Graafeld dræbes af Guld-Harald, som atter fældes af Jarl Hakon. Harald Gormsen vinder Norge. Kristendommen antages i Danmark, Bispedømmer grundlægges.
Kong Harald Haarfager havde højt bedaget overdraget Kongedømmet i Norge til den af sine mange Sønner, som han mest yndede og som Ragnhild, en dansk Kongedatter, havde født ham, Erik (o. 930); faa Aar efter døde han. Men Erik havde Vanskelighed ved at blive anerkendt af sine mange Brødre, hvem han bekrigede og fældede eller paa andre Maader ryddede af Vejen; ophidset af sin onde og listige Dronning Gunhild gjorde han sig skyldig i mange Grusomheder, saa at han af Folket mærkedes med Tilnavnet Blodøkse. Misfornøjelsen var almindelig, og da hans yngste Broder Hakon, der var opfostret hos Kong Æthelstan i England og derfor fik Tilnavnet Adelstensfostre, kom tilbage til Norge, sluttede mange Stormænd sig til den kloge og tapre Kongesøn, fordreve Erik og toge Hakon til Konge. Kong Erik tyede til England, hvor han dog snart havde samme Skæbne som i Norge (se S. 312).
Mellem Harald Gormsen og Kong Hakon var Forholdet i nogen Tid fredeligt og godt, og det fortælles i en af Sagaerne, at hvert tredje Aar mødtes Hakon med den danske og svenske Konge og andre Høvdinger paa Brennøerne ved Gøtaelvens Udløb for at forhandle om foreliggende Stridsspørgsmaal og komme til mindelig Afgørelse af dem. Paa den Tid, Mødet fandt Sted, strømmede Folk sammen fra alle tre Lande, og der holdtes et stort Marked.
Men heri skete der en Forandring, da efter Erik Blodøkses Død hans Enke Gunhild kom til Danmark med sine Sønner. Kong Harald modtog dem vel og gav dem betydeligt Land at leve af, ja han knæsatte endog en af Sønnerne Harald — hvorved han gjorde ham til sin Fostersøn — og lod ham opdrage ved sin Hird. De andre, voksne Brødre foretog jævnlige Tog til Norges Kyster med Hjælp af Vikinger fra Danmark. Hakon var nødt til at opsøge Angriberne paa dansk Omraade, og derfor plyndrede og brandskattede han paa Jyllands Kyster, paa Øerne og i Skaane.
Efter at Hakon derpaa i nogle Aar havde haft Fred for Gunildssønnerne, kom de atter tilbage og denne Gang med en betydelig Hær, som de havde samlet i Danmark. Hakon blev overrumplet og maatte paa Øen Stord kæmpe mod en seksdobbelt Overmagt (o. 960). Saa tappert stred han imidlertid og saa dristigt førte han sine Skarer mod Fjenderne, at de maatte fly til Skibene. Under Forfølgelsen blev imidlertid Hakon saaret af et Kastespyd; døende indsatte den ædle Konge sine Modstandere Kong Eriks Sønner som Arvinger til Norges Rige. Hakon havde styret Norge med stor Dygtighed, og han mindedes af Folket som »den gode«.
Imidlertid vægrede i flere Landsdele Høvdingerne og Befolkningen sig ved at anerkende Harald og hans Brødre som Konger, Trønderne holdt sig uafhængige under Jarl Sigurd, Viken og Oplandene stillede sig under Smaakonger af Harald Haarfagers Æt. Saaledes var i Virkeligheden kun den midterste Del af Norge, særlig Gulathingslagen, i deres uanfægtede Besiddelse.
Harald, med Tilnavnet Graafeld, var en stærk og djærv Kriger, i det hele vare alle Brødrene stolte Stridsmænd, men de havde fra Forældrene arvet en Haardhed og Grumhed, som snart skulde gøre dem forhadte. Gunhild, ikke mindre end Sønnerne, stræbte desuden efter at blive Herrer over hele Norge, og den første, der faldt for deres Haand, var Jarl Sigurd. Kong Harald og hans Mænd overraskede ham engang paa en Gaard, hvor han opholdt sig med faa Folk; ved Nattetid indebrændte de ham og hans Mænd.
Den dræbte Jarl havde en 25-aarig Søn Hakon, der straks stillede sig i Spidsen for Trønderne og optog Kampen med Erikssønnerne. Men da disse ogsaa havde dræbt Kongerne i de sydlige Landskaber, indsaa Hakon, at Modstand ikke længer var mulig; han styrede til Søs og naaede til Danmark.
Mørk i Sind og med blodige og dristige Forsætter kom han til Kong Harald. Han vidste, at Kongen ikke længer nærede venlige Følelser mod den knæsatte Harald Graafeld, der havde gjort sig til Herre over Viken uden at give Tegn til, at han erkendte Harald som Overkonge, skønt de danske Konger formentlig fra gammel Tid havde Ret til dette Landskab. Hakon haabede at kunne puste hans Uvilje op til Hævnlyst.
Ved denne Tid vendte en Slægtning, som ikke kunde være Harald kærkommen, tilbage til Landet. Det var Knud Danaast’s Søn Harald, der i lang Tid havde levet paa Vikingefarter ligesom Faderen før ham, men som nu var bleven træt heraf; han hjembragte store Rigdomme og blev derfor sædvanlig kaldet Guld-Harald. Han fordrede af sin Farbroder Del i Riget. Kongen vrededes over hans Forlangende og svarede ham, at en saadan Fordring om at være Halvkonge havde man aldrig vovet at fremsætte over for Gorm eller Hardeknud, Sigurd Orm i Øje eller Regner Lodbrog.
Kong Harald raadførte sig imidlertid med Hakon Jarl om, hvordan han skulde frigøre sig for Brodersønnen, og Jarlen foreslog ham da, at han skulde skaffe Guld-Harald Norge, eftersom dettes Konger havde lønnet ham slet for den Hjælp, han havde ydet dem. Kongen skulde derfor sende Bud til Harald Graafeld og tilbyde ham det Len, han tidligere havde haft i Danmark, han vilde da nok komme og Guld-Harald faa Lejlighed til at dræbe ham. Kongen indrømmede, at naar blot Harald Graafeld var dræbt, vilde Gunhildssønnernes Magt styrte sammen, »men« — sagde han — »vil det dog ikke kaldes en ond Daad at svige sin Fostersøn?«. Jarlen svarede: »De Danske ville dog kalde det bedre handlet at dræbe en norsk Viking end sin danske Brodersøn«. Overtalt af Hakon gik Kongen omsider ind paa Planen; Guld-Harald viste sig ogsaa beredt til at tage sin Del af den blodige Gerning.
Der havde været Uaar i Norge, saa at Kongerne knap nok kunde faa de befalede Afgifter af Fødevarer til at underholde deres Mænd med. Den danske Konge lod derfor Udsendinge rejse til Norge, som skulde venligst hilse fra deres Herre og indbyde Harald til at tage Vintersæde paa sin tidligere Forlening i Jylland med to Hundrede (d. e. store Hundreder paa 120) Mand. Efter nogen Betænkning tog Harald mod Tilbudet og kom sejlende med tre Langskibe og 80 Mand om Bord paa hvert til Hals ved Limfjorden, hvor Kong Harald havde lovet at modtage ham. I Stedet for Kongen maatte han imidlertid se Guld-Harald styre imod sig med ni kampberedte Vikingeskibe. Nu indsaa den norske Konge, at han var bleven sveget; han gik i Land og fylkede sine Mænd paa bedste Maade for at modtage Angrebet. Overmagten var dog for stor; hvor tappert end Harald og hans Krigere kæmpede, maatte de omsider lade Livet.
Den danske Konge fik Budskab om sin norske Gæsts Fald, men samtidig begyndte Jarl Hakon at forestille ham, hvor lidt han vilde vinde ved at gøre Guld-Harald til Norges Hersker; paa hans Troskab vilde han sikkert ikke kunne stole, tilmed havde denne i Vinteren forud betroet Hakon, at han vilde dræbe sin Farbroder, hvis det kunde lykkes ham. Saaledes fik han da Haralds Tilladelse til at maatte angribe og fælde Guld-Harald, hvorfor han som Løn skulde have Norge som skatskyldigt Jarledømme.
Med 12 Langskibe sejlede han imod Guld-Harald, og efter en haard Dyst blev denne overvundet og fældet. Selvfølgelig maatte Hakon betale Kong Harald Mandebod for Drabet af Brodersønnen, men hertil manglede der ham jo ikke Midler, efter at den store Mængde Guld og Kostbarheder, som Harald havde samlet, var kommet i hans Magt.
Nu drog den danske Konge med en Flaade paa 700 Skibe til Norge; han var ledsaget af Hakon og mange andre norske Stormænd, som Gunhildssønnerne ved deres Haardhed havde drevet i Landflygtighed. I Viken underkastede alle sig ham, og da han kom til Tønsberg, samledes saa mange af Norges Høvdinger og Krigere om ham, at han kunde betragte Landet som vundet. Han forlenede Hakon Jarl med syv Fylker foruden Trondhjem; selv forbeholdt han sig Viken og Oplandene. Hakons Lenspligt bestod i, at han skulde svare Halvdelen af alle kongelige Indtægter; kun i de Aar, da Hær faldt ind i Landet, skulde han have Ret til at oppebære alt.
Efter at Harald derpaa var vendt hjem, drog Hakon mod Nord for at underlægge sig de Landskaber, som vare blevne ham forlenede. Gunhild og de to Sønner, som endnu vare i Live, maatte flygte af Landet til deres gamle Tilholdssted Orknøerne (o. 965).
Den Del af Norge, som Harald havde lagt umiddelbart under dansk Herredømme, bestod af Landskabet Viken i videste Forstand helt hen til Lindesnæs, samt Oplandene; Styrelsen af disse Omraader havde han betroet sin Søn Svend, der dog næppe har taget længere Ophold her. Befolkningen fik Lov at skøtte sig selv, naar den blot sørgede for, at Afgiften til de danske Herrer rigtig svaredes af Landet. Kong Haralds Erobring skulde faa Betydning for Udbredelsen af den kristne Lære i alt Fald i den sydlige Del af Norge. Paa den Tid havde nemlig Kristendommen faaet en sikret Stilling i Danmark.
Ærkebispestolen i Bremen var efter Unnis Død (se S. 295) bleven beklædt med en Mand, som gennem halvhundrede Aar skulde føre Krumstaven. Adaldag var af fornem Herkomst og havde et tiltalende Ydre; han var bleven ansat i Kong Henrik I’s Kapel, og ved at læse Messen for Kongens Sjæl i hans Dødsstund havde han vundet Dronning Matildes Taknemmelighed. Sønnen Kong Otto udnævnte ham til sin Notar og allerede Aaret efter til Ærkebisp af Hamburg-Bremen (937). Den dygtige og nidkære Bisp gjorde fra første Færd af Missionen til sin Opgave og virkede for den med Alvor og Udholdenhed. Men det var rigtignok ikke som de gamle Omvendere ved selv at drage ud og forkynde Guds Ord blandt vilde Hedninger eller de tvivlende. Adaldag var alene en Fyrste, der virkede ved sine udsendte Tjenere og fra det fjerne paasaa, at Kristendommen fik Vækst og at Kirken ordnedes efter kanoniske Regler.
Hidtil havde de troende i Danmark været mærkeligt lidt organiserede. Der fandtes ganske vist spredte Menigheder; i enkelte Byer, hvor der var en anseligere Kirke, betjent af et større Samfund af Klerke og mulig med en Skole, var der opstaaet Midtpunkter for det religiøse Liv, men nogen fastere Inddeling i Kredse fandtes ikke. Nu syntes Tiden moden til, at Bispedømmer kunde grundlægges, og en af Adaldags første Opgaver var netop at virke herfor.
Pave Agapitus udstedte 2. Januar 948 en Bulle, hvori han bekræftede Adaldag i Besiddelse af Ærkesædet Hamburg og gav ham Ret til at indvie Bisper hos de nordiske Folk, som nu ved Guds Naade vare omvendte til Troen. Bisperne af Hildesheim og Halberstadt skulde gaa ham til Haande ved den første Bispevielse. Samme Aar blev der holdt et stort Kirkemøde i Ingelheim, hvor Adaldag var til Stede, ledsaget af de nye Bisper Hored af Slesvig, Liufdag af Ribe, Reginbrand af Aarhus. Der kan næppe være Tvivl om, at der straks tildeltes hver enkelt Bispestol et bestemt Landomraade — saaledes som de tre paa samme Tid indrettede vendiske Bispedømmer havde bestemte Grænser — derimod bleve Kirkerne i Fyn, Sjælland, Skaane og Sverige stillede under de tre Bispers fælles Varetægt. Og foruden de tre jydske Bisper fik Hamburg snart endnu en Biskop under sig, idet det nordligste af de tre nye vendiske Bispedømmer blev lagt ind derunder. I Wagrernes Hovedby Starigard (Oldenburg) ved den østlige Kyst af Holsten skulde Bispens Sæde være.
Men den nye Magt, som saaledes var bleven Bremen til Del, skulde snart bringe det i en stor Fare. Det kölnske Ærkesæde havde nemlig i sin Brevkiste en Bulle, udstedt af Pave Formosus 893, hvilken lød paa, at Bremen skulde være forenet med Hamburg-sædet saalænge indtil dette fik egne Lydbisper; da dette nu var sket, maatte Bremen gives tilbage til Kölnerstiftet, fra hvilket det var udskilt. Dette vilde være saare ulykkeligt for Hamburg, eftersom alt Ærkesædets Gods laa i Bremerbispedømmet. Hverken Paven eller Kejseren kunde imidlertid være tjent med, at Hamburgsædet igen bragtes i yderste Nød og at et saa godt Støttepunkt for Magtudfoldelse over Nabofolkene blev svækket.
Paa Kölns Ærkesæde sad da Kong Ottos egen Broder og Kansler Bruno, lige ypperlig i Statens og Kirkens Tjeneste; han vilde vel være faldet til Føje og have givet sit Samtykke, selv om Adaldag ikke ved at fremlægge en anden Bulle havde vidst at afkræfte Virkningen af Pave Formosus’ Afgørelse. I det Diplom, han fremviste, stod klart at læse, hvorledes Pave Sergius III erklærede Formosus’ Bestemmelse ugyldig; Hamburg skulde uden nogen Betingelse være forenet med Bremen, og Ærkebisperne af Mainz og Köln skulde suspenderes til Straf for deres Paastande, hvorhos ethvert fremtidigt Forsøg vilde have Bandsstraf til Følge. Efter at være bleven bekendt hermed gav Ærkebisp Bruno Afkald paa Bremen, som fra den Tid er forblevet i Hamburgs uforstyrrede Besiddelse. Men den fremlagte Bulle af Pave Sergius var falsk og forfærdiget i Hamburg. Adaldag havde ved et uhæderligt Middel skaffet sig Sejr; det samme Middel blev senere af hans Efterfølgere anvendt i videste Udstrækning.
Hidtil havde de danske Konger vægret sig ved at lade sig døbe — i alt Fald alle de Konger, som ønskede at hævde en større Magt over Folket — selv om de i øvrigt kunde stille sig venligt til den kristne Lære. En Konge, som modtog Daaben, maatte vide, at om det senere gik hans Land og Folk ilde, vilde Skylden blive fundet i hans Utroskab mod de gamle Guder. En Konges Tro var i høj Grad et Statsanliggende, og da nu en mægtig dansk Konge blev døbt, var det et Tidens Tegn paa, at en ny Tid brød frem.
Efter Fortællingen var det Præsten Poppo, der ved en Undergerning bragte Harald til det afgørende Skridt. Beretningen herom lyder saaledes hos Munken Widukind fra Korvey, der skrev Sachsernes Historie o. 970, kun en halv Snes Aar efter Begivenheden. De Danske vare ganske vist kristne allerede fra gammel Tid, men dyrkede ikke desto mindre Afguder og øvede hedensk Gudstjeneste. Nu traf det sig, at der ved et Gæstebud, hvor Kongen var nærværende, opstod en Strid om Gudetroen, idet de Danske paastode, at Kristus vel var en Gud, men at der dog fandtes andre Guder, som vare større end han og viste de dødelige Mennesker større Tegn og Undere. Herimod paastod en Klerk ved Navn Poppo — han er nu Bisp og regelbunden Munk — at den eneste sande Gud var Faderen, den enbaarne Søn Vor Herre Jesus Kristus og den hellige Aand, medens Afguder vare Uvætter og ikke Guder. Kong Harald, som blev anset for at være hurtig til at høre, men sen til at tale, spurgte da, om han selv vilde give Bevis for denne Tro. Herpaa svarede han straks Ja.
Kongen befalede da, at man skulde sætte Præsten i Forvaring til den følgende Dag. Næste Morgen befalede han, at et vældigt Stykke Jern skulde gøres glødende i Ilden, og han bød Præsten at bære Jernet til Bevis for den kristne Tro. Men Kristi Bekender greb uden Tøven Jernet — ifølge Saxos Fortælling var det en Jernhandske (Fig. 119) — og bar det saa længe som Kongen bestemte; han viste alle, at hans Haand var uskadt, og gjorde saaledes den katolske Tro bevislig for alle. Saaledes blev Kongen omvendt og han befalede, at man alene skulde dyrke Kristus som Gud, ligesom at de ham underlagte Folk skulde aflægge Hedenskabet og give Guds Præster og Tjenere skyldig Ære.
Hvad den sachsiske Munk saaledes fortæller, bekræftes af den danske Tradition, som har bevaret Poppo og hans Jernbyrd i stort og helligt Ry.
Vi kunne saaledes antage, at fra Tiden o. 960 har Kongen og største Delen af det danske Folk antaget Kristendommen. Islændingen Gisle Surssøn, som kom til Viborg o. 970, lod sig da ogsaa her primsigne for at have let Samkvem med Kristne; »thi paa den Tid var Kristendommen kommen til Danmark«.
Vist er det, at Kong Harald i Roskilde lod bygge en Kirke for den hellige Trefoldighed.
Paa denne Tid har Harald lagt sidste Haand paa det storartede Mindesmærke, som hans Fader havde begyndt i Jellinge. Det er i Forvejen fortalt, hvorledes Harald tæt ved den Gravhøj, som Kong Gorm havde bygget for Thyre, rejste en lige saa mægtig Høj for sin Fader (Fig. 123). Men Høje ere hedenske Minder, og nu skulde Kristendommen raade i Landet, derfor satte han midt imellem de to Mindesmærker en tresidet, 8 Fod høj Sten, paa hvilken man ganske vist finder Billedet af en Dragefigur og Ormslyngninger af ret hedensk Art, men hvor tillige Kristus er fremstillet. Med udstrakte Arme, i Stillingen som korsfæstet, dog uden at Korset er angivet, ses her Frelseren med Glorie om Hovedet (Fig. 120—22). Det er det første Kristusbillede, vi kende fra Danmark eller Norden, og det fortæller klart om Kongens Tro og om den Religion, han vilde gennemføre i Landet. Derom taler da ogsaa Indskriftens Ord: Harald Konge bød gøre dette Mindesmærke efter Gorm sin Fader og efter Thyre, sin Moder, den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne.
De to største Bedrifter, som skyldes Kong Harald, ere her med Stolthed mindede. I Norge havde Kristendommen haft en langsommere Vækst end i Danmark; Kong Hakon den Gode havde været Kristen, men tvunget af Folkets Modstand havde han maattet give Afkald paa at virke for den kristne Tros Fremme. Den danske Konge greb nu ind med stærk Haand i det Landskab, som var ham nærmere underlagt. Harald sendte to Jarler med en stor Skare Krigere til Viken for at paabyde Kristendommen, og mange skulle være blevne døbte.
- ↑ Indskriften lyder: haraltr kunukʀ baþ kaurua kubl þausi aft kurm faþur sin auk aft þᶏurui muþur sina sa haraltr ias sᶏʀ uan tanmaurk [under Dyre-figuren] ala auk nuriuak [under Kristusbilledet] auk tani karþi kristnᶏ.