Spring til indhold

Danmarks Riges Historie/1/2-3-8

Fra Wikisource, det frie bibliotek

VII.

Danmarks Forhold til Tyskland paa Kejser Otto den Stores Tid. Kejser Otto II’s Tog til Jylland. Hakon Jarl frigør sig for Lensforholdet til Kong Harald og erobrer Viken. Styrbjørns Tog til Upsala og Fald. Jomsvikingernes Tog til Norge og deres Nederlag i Hjørungavaag.

Ærkebisp Adaldag havde kunnet virke for Kristendommen i Danmark og for Ordningen af den danske Kirke, men Kong Harald har sikkert passet paa, at den fremmede Kirkehøvdings Magt blev holdt inden for snævre Grænser. De Danskes Forhold til Sachserne og til den tyske Konge var i det hele ikke velvilligt og af ret vekslende Art. En ung sachsisk Høvding Wichman gjorde Oprør mod sin Farbroder Hertug Herman og blev forjaget; senere toges han til Naade, men det varede ikke længe, førend den urolige Yngling drog til Danmark for at overtale Kong Harald til at hjælpe ham i hans Angreb paa Hertugen. Herpaa vilde Kongen dog foreløbig ikke gaa ind. Efter at have forsøgt en ny Opstand maatte Wichman flygte, og nu synes han at være draget til Jomsborg og at have faaet Hjælp dér. Han angreb Kejserens østlige Forbundsfæller, men faldt i Kampen (967). Kort efter blev det meldt i Tyskland, at et Angreb fra Danmark forestod, men dette udeblev, og nogle Aar efter kom danske Udsendinge til Kejser Otto i Quedlinburg og bragte ham smukke Gaver fra Kong Harald (973).

Om Holstens Skæbne paa disse Tider høre vi meget lidt; Kejseren synes at have skænket denne Landsdel ringe Opmærksomhed. Allerede paa Kong Gorms Tid have enkelte Dele af Landet Nord for Elben været Danmark underlagte, og det berettes ogsaa, at Kong Harald skal have haft Besiddelser i Holsten. Magister Adam fra Bremen forsikrer os endog, i Henhold til Svend Estridsens Fortælling, at det er afgjort og vist, at Kong Harald har givet Befolkningen i Holsten (Transalbingerne) Love, som de endnu paa Adams Tid af Hensyn til denne Konges store Anseelse søgte at holde i Hævd.

Kong Haralds Venskab med Tyskerne maa have staaet paa en svag Fod, thi næppe var den store Kejser død (973) og hans Efterfølger Otto II indviklet i Kampe med Hertugerne af Baiern og Bøhmen, førend de Danske greb det gunstige Øjeblik, faldt ind over Grænsen og lod Provinsen Nord for Elben hærge. Men Kejseren lod ikke længe dette Angreb uhævnet. Han samlede en stor Hær og rykkede frem over Ejderen. Kong Harald havde i Hast ladet Leding udbyde og sendt Tropper til Danevirke, som han var i Færd med at besætte, da Kejseren trængte over Graven og »gennem den Port, som hedder Wieglesdor« — siger en tysk Krønike — rykkede op i Sønderjylland. Langt mod Nord er han vel ikke naaet, skønt Magister Adam af Bremen fortæller, og hele den danske Tradition efter ham gentager, at Otto skal være naaet til Limfjorden ved Oddesund (paa Sydsiden af Thyholm), som kom til at bære Ottos Navn. Her skal Kejseren ifølge de nordiske Sagn have kastet et Spyd i Bølgerne for at betegne Ydergrænsen for sin Magt. De samtidige tyske Kilder tale dog i mere spagfærdige Ord om dette Tog, og vist er, at da Hæren atter drog sig tilbage, led dens Bagtrop et Nederlag. Imidlertid opnaaede Kejseren at faa bygget en Borg ved Grænsen — efter al Rimelighed paa Ejderøen (S. 128) — i hvilken han lagde en Besætning (974). Hidtil havde Kejseren ikke haft noget befæstet Punkt i nærmere Afstand fra den danske Grænse end Itzehoe; dette var dog et Skridt fremad.

Men Sejrens Følger vare kortvarige, og Omslaget var saa stærkt, at langt mere end det vundne tabtes. Grækere og Saracener tilføjede Kejser Otto et blodigt Nederlag i Calabrien (Juli 982). Allerede Kejserens Fraværelse i Syden, men endnu mere Rygtet om det ydmygende Slag blev en Opfordring for alle Folkeslag ved den nordlige Grænse til at rejse sig og frigøre sig. De Danske erobrede den Befæstning, som Kejseren havde bygget, dræbte Forsvarerne og brændte Borgen. Abodriterfyrsten Mistiwoi faldt ind i Holsten, hvor Hamburg gik op i Luer, andre Vender droge imod Brandenburg. Der blev saaledes bragt Kejser Otto i Rom eet Jammersbudskab efter et andet, og han kom i en saadan Ophidselse derved, at han faldt i en hidsig Feber og døde (December 983).

Disse Begivenheder bleve afgørende for Tysklands Stilling til de Danske og Venderne gennem et Aarhundrede. Det viste sig skæbnesvangert, at Kejserne vare saa optagne af Lokkelandet i Syden. Ikke blot frigjorde alle slaviske Folk ved Østersøkysten sig fra Kejserens Herredømme, men al den Kristendom, som langsomt var groet frem hos dem, mejedes bort eller visnede hen under den nye Fremvækst af Hedenskabet. I Wagrien havde Kristendommen fundet Indgang, under de to første Bisper af Slesvig havde det vendiske Landskab hørt til deres Stift, indtil et særligt Bispesæde indrettedes i Starigard (S. 333); nu faldt Befolkningen atter tilbage til Hedenskabet. I Landene ved Havel og Spree ophørte al Kristendom.


Kong Harald havde ved Efterretningen om, at Kejser Otto II rustede sig til sit Tog mod Danmark, ogsaa kaldt Hakon Jarl til Hjælp, og i Overensstemmelse med sin Lenspligt var denne ilet til Grænsen og havde kæmpet med ved Forsvaret af Danevirke. Efter at Felttoget var til Ende og endnu medens Hakon laa ved Limfjorden, meldte Sendebud ham, at Kong Harald ønskede at samtale med ham. Ledsaget af nogle faa Folk drog Hakon til Kongen, og da denne forlangte, at han skulde antage den kristne Tro og lade sig døbe, stod ingen anden Udvej ham aaben end at efterkomme Befalingen. Men Harald forlangte tillige, at han skulde indføre Kristendommen i Norge og medgav ham Præster til at prædike Troen. Al denne Tvang indgød den stolte Nordmand, der desuden var Hedning ifølge Overbevisning, Had og Vrede, og næppe havde han forladt Kongen, førend han besluttede at sige sig helt løs fra det danske Overherredømme. Han lod Præsterne sætte i Land og styrede imod Øresund, paa hvis Kyster han hærgede løs. Derpaa tog han Rov langs den østlige Skaaneside og naaede Gøtaland. Hakon lagde til ved et af Skærene, og for ligesom at give Aseguderne Oprejsning for det fremtvungne Frafald, holdt han stort Blot, og søgte ved Lodkastning at erfare, om hans Togt vilde gaa lykkeligt af. Da kom der to Ravne flyvende, som skreg højt og hæst, og Jarlen skønnede, at Odin havde med Behag modtaget Blotet.

Saa brændte han sine Skibe og foer med Hærskjold over Landet. Ottar Jarl, som raadede for Gøtaland, drog mod ham, men blev overvundet efter en alvorlig Kamp, og Hakon kunde drage videre gennem Smaaland og Vestergøtland til Norge.

Jarlerne i Viken havde samlet deres Flaade for at optage Kampen med Hakon, men da han nærmede sig, opgave de al Modstand og flygtede. Hakon lod offentlig erklære, at enhver frit kunde dyrke de gamle Guder, og mange faldt derfor tilbage til Hedenskabet. Fra nu af holdt Hakon Norge som et uafhængigt Rige og sendte ikke Harald nogen Skat.

For at tage Hævn for al denne Trods drog den danske Konge med en stor Hær til Norge. Først da han var naaet forbi Lindesnæs, begyndte han at hærge Kysterne, og han fortsatte med sine grumme Plyndringer lige til Stat. Men længere vovede Flaaden sig dog ikke, idet Hakon laa Nord derfor med en stor Hærstyrke. Kong Harald vendte da tilbage til Danmark.


Den svenske Konge Erik havde en Brodersøn Bjørn, der da han kun var 12 Aar gammel, fordrede Andel i Riget, saaledes som hans Fader Olaf havde haft, men Kongen afviste ham paa Grund af hans Ungdom. Bjørn kom oftere igen med sine Krav og voldte desuden allehaande Uroligheder, saaledes at Kongen besluttede at give ham en Flaade paa 60 Skibe, imod at han i tre Aar skulde opholde sig uden for Landet. Bjørn, som paa Grund af al denne Ustyr og Urolighed, blev kaldet Styrbjørn, færdedes nu paa Hærtog i Østersølandene og vendte sig ogsaa mod Danmark, som han foruroligede i høj Grad ved sine Indhug. Kong Harald sluttede da en Overenskomst med ham, hvorefter han fik Kongens Datter Thyre til Ægte og tillige blev sat til Høvding i Jomsborg, hvor han samlede en stor Krigerskare om sig.

Den ærgerrige unge Prins var imidlertid ikke tilfreds med et Jarledømme, han vilde vinde et Rige og hævne sig paa Kong Erik, som han ansaa for skyldig i hans Faders Død. Omsider fik han Harald overtalt til at lade foruden Jomsvikingerne en Hær følge ham paa et Togt til Mälaren. Saa saare Styrbjørn var landet, lod han Skibene brænde for at tvinge Krigerne til at kæmpe desto taprere. Slaget kom til at staa paa Fyrisvoldene ved Upsala. Prinsen skal have kæmpet med stor Tapperhed, medens mange Danske siges skammeligt at have søgt Flugten. Styrbjørn faldt, og Kong Erik vandt en glimrende Sejr, der skaffede ham et stort Ry; han fik nu Tilnavnet Sejrsæl.

Nogle skaanske Runestene bringe endnu den Dag i Dag Bud om den sørgelige og mindeværdige Kamp. Paa en Sten, der i Hällestad (i Torna Herred) findes indsat i et Hjørne af Kirkemuren, staar at læse: Eskil satte denne Sten efter Toke, Gorms

Søn, sin hulde Herre:

Han ej flyed
ved Upsala.
Kæmper satte
efter deres Broder
Sten paa Bjerget,
med Runer staar den
Gorms Søn Toke
næst de ginge.

I den samme Kirkes Mur ere endnu to andre Stene indsatte, som synes at minde om denne Kamp. Paa den ene af dem lyder Indskriften: Asgot rejste denne Sten efter Eira, sin Broder; men han var Tokes Hjemfælle:

Nu skal stande
Sten paa Bjerget;

og paa den anden: Asbjørn, Tokes Hjemfælle, satte denne Sten efter Toke, sin Broder. Endelig er der indristet paa en Runesten fra Sjørup (i Ljunits Herred): Sakse satte denne Sten efter Asbjørn, sin Fælle, Søn af Toke:

han ej flyed
ved Upsala,
men han vog,
mens han Vaaben ejed.

Saaledes minde disse Stene om en mægtig skaansk Høvding Toke, hans Hémþegar eller Hirdmænd og andre tapre, der strede i det berømte Slag paa Fyrisvoldene.

Efter Styrbjørns Fald blev Sigvalde Jarl i Jomsborg. Han var Søn af Jarlen i Skaane Harald, der paa Grund af sin spidse, guldsmykkede Hovedbeklædning gerne kaldtes Strut-Harald.

Men Strut-Harald døde kort efter, og Sigvalde besluttede at holde et prægtigt Gravøl over sin Fader. Talrige Gæster vare indbudne; fra Jomsborg kom ikke mindre end 60 Skibe. Der blev efter Sædvane drukket mange Minner (Mindeskaaler), baade for Kristus, St. Michael og andre Helgene, saaledes at Forstanden var noget omtaaget, da man naaede til bragarfull, ved hvilket det var Skik at gøre allehaande højtidelige Løfter. Sigvalde lovede da, at han inden tre Aar var gaaet, vilde have dræbt Hakon Jarl eller fordrevet ham fra hans Rige. Hans Broder Thorkil den Høje gav det Løfte, at han vilde følge ham paa dette Togt, hvad ogsaa Bue Digre og Sigurd Kaabe lovede, andre gave lignende stærke Tilsagn. Da næste Morgen Rusen var sovet ud, følte Jomsvikingerne nok, at de havde ladet sig rive hen, men Gud og Helgene havde jo hørt deres Løfter; der var kun eet, hvortil de kunde sætte deres Lid, de maatte drage saa hurtigt som muligt af Sted, inden Hakon var altfor forberedt.

Langt ind i December Maaned styrede de derfor fra Skaane til Limfjorden og herfra over Norgeshavet; efter at have naaet Jæderen begyndte de at plyndre. Hakon Jarl var imidlertid af sin Søn Erik bleven advaret om, hvad der forestod fra Danmark, og lod Leding udbyde fra Trondhjem og alle nordlige Landskaber; selv drog han sydpaa til Søndmøre for at holde Øje med Fjenden. En af de paa Jæderen overfaldne Mænd var imidlertid ilet Jarlen i Møde og meldte ham, at de Danske nærmede sig. I Hast maatte Hakon kalde Krigerne sammen ved tændte Viter (Bauner) og Hærpil, der gik fra Gaard til Gaard, han selv foer rastløs ud og ind i Fjordene for at fremskynde Udrustningerne; mange flygtende Syd fra sluttede sig til dem.

Paa deres Vej mod Nord havde Jomsvikingerne overalt spurgt om, hvor Hakon fandtes, men ingen vilde sige dem Sandheden. Først da de naaede Øen Hareidland (Sydvest for den nuværende Købstad Aalesund), gav en Bonde dem et Vink om, at de vilde kunne overrumple Jarlen helt inde i Fjorden, hvor han laa med et Par Skibe. De Danske roede da af al Kraft ad Bredsundet Nord om Øen og derpaa ind i Storfjorden ned mod Hjørunganæs, om hvilket Fjorden drejer. Tæt Nord for dette Næs gaar en Vaag ind i Landet Hjørungavaagen (nu Livaag), skjult for den Nord fra kommende af det brede Bjerg Melshornet; inde i denne lune Bugt laa Hakons hele Flaade gemt, 180 Skibe stor. Saaledes vare de Danske blevne narrede til Kamp med den store Flaade; dog vidste Hakon, at Dysten vilde blive haard, thi Jomsvikingerne vare alle erfarne Krigere i vel udrustede Skibe, medens Jarlen under det hastende Udbud havde maattet tage Handelsfartøjer og uerfarent Mandskab til Hjælp. Det fortælles, at Hakon for at bringe Odin over paa sin Side kort forinden Slaget skal have ofret Guden sin Søn.

Norske og Danske ordnede Skibene i Rækker og rejste Mærkerne, Lurerne klang og Skibene stødte sammen. Yderst paa de Norskes venstre Fløj laa Hakons Søn Svend Jarl; han maatte tage Kampen op med Vagn Aagesøn, der huggede saa hidsigt ind paa Nordmændene, at de begyndte at vige. Broderen Erik Jarl, der paa sit jernbeslaaede Skib »Jernbarden« anførte den højre Fløj, maatte da ile til, og det lykkedes ham at drive Jomsvikingerne tilbage, saa at Skibene igen kom til at ligge i Linie som før. Imidlertid havde Bue gjort et alvorligt Indhug paa den norske højre Fløj og var ved at løsgøre sig for de Baand, som holdt Skibene sammen for at kunne forfølge de vigende, da Erik kom tilbage og optog Kampen med den rasende Viking. Ogsaa i Midten omkring selve Hakon stredes der voldsomt; hans forskudte Brynje hang snart i Laser, saa at han maatte kaste den af sig. Men Krigsguden synes han at have bragt paa sin Side, thi midt under Slaget brød et heftigt Uvejr løs, som kastede en Byge af tunge Hagl i Ansigtet paa de Danske.

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 343.jpg
124. Hjørungavaag.

Og nu syntes Kampen afgjort. Sigvalde var en af de første, som lod Tovene kappe og styrede bort; snart fulgte Torkil og Sigurd Kaabe efter. Da Sigvalde styrede forbi Vagn Aagesøns Skib, raabte denne forbitret efter ham: »Djævels Hund, flyer Du nu og lader os i Stikken! Saa skal Du i alt Fald have den Skam!« I det samme gennemborede han med sit Kastespyd den Mand som stod ved Roret i den Tro, at det var Sigvalde, men denne havde for at holde Varmen taget en af Aarerne. Af Jomsvikingernes Skibe vare nu kun Bues, Vagns og nogle faa andre tilbage, og mod dem vendte hele den norske Flaade sig. Med vidunderlig Tapperhed kæmpede paa Bues Skib Haavard Huggende og Aslak Holmskalle, men nogle Islændere, der deltoge i Kampen, fik dem omsider hugget ned. Bue forsvarede sig mandigt, men han indesluttedes saa tæt, at han til sidst opgav Kampen, tog en Kiste, fuld af Guld, i hver Haand og under Raabet: »Over Bord, alle Bues Mænd!« sprang i Søen. Mange Jomsvikinger fulgte ham i Dybet. Ogsaa Vagn Aagesøns høje Skib blev omsider entret, og efter en drøj Kamp Vagn og 30 Kæmper tagne til Fange. Det var de eneste af Jomsvikingerne, som kom i Fjendens Vold. Af deres 60 Skibe vare nu 25 ryddede, Sigvalde var flygtet med 35.

De fangne Vikinger ventede paa deres Dødsstund, men de vare beredte til at gaa den modig i Møde. Høvdingen Thorkil Leira havde paataget sig Bødlens Rolle og lod dem føre frem for sig en efter anden, idet han spurgte dem om, hvad de syntes om at skulle dø. Den første svarede, at han meget vel havde vidst, at det vilde gaa ham som hans Fader, at han skulde dø, og den anden, at han kendte Budet i Jomsborgloven, at ingen maatte mæle et Angstens Ord. En tredje svarede, at han døde med Berømmelse, medens Thorkil vilde leve med Vanære; en fjerde bad ham se, om hans Øjne blinkede, naar Hugget faldt, hvad ej heller skete. En smuk ung Mand med silkegult Haar ønskede dette

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 344a.jpg
125. Kæde og Smykker.
Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 344b.jpg
126. Hals-, Arm- og Fingerringe.
skaanet for Blod, og en af Jarl Hakons Hirdmænd viklede det da

bagfra om sine Hænder. Men da Hugget faldt, bøjede Vikingen Hovedet saa hurtigt forover, at Sværdet afskar begge Hirdmandens Arme. Hakon Jarls Søn Erik bad da sin Fader om, at den unge Mands Liv maatte blive skaanet, og Hakon indvilligede deri, skønt Vikingen var Bue Digres Søn Svend; han bød dog Thorkil nedhugge de andre snarest.

Da Vagn Aagesøn førtes frem og uforfærdet slyngede Thorkil en Haan i Ansigtet, sprang denne ind paa Vagn med hævet Sværd, men Vagns Fosterfader Bjørn den Bretske stødte saa haardt til Vagn, at han foer til Siden og Thorkils Hug saaledes ikke ramte ham, men kun overskar Baandene, hvormed han var bundet. Vagn sprang frem, greb Sværdet og gav Thorkil Banesaar. Atter lagde Erik sig imellem og bad sin Fader om, at den djærve Kæmpe maatte blive skaanet, og Hakon indvilligede heri; men Vagn vilde ikke tage imod Fred, naar ikke hans Fæller ogsaa maatte blive skaanede, »ellers drage vi alle paa samme Rejse«. Erik overtalte da sin Fader til at give alle de øvrige Vikinger Fred, og saaledes blev til Jarlens Ære Blodsudgydelsen standset.

Det norske Togt var ikke udgaaet fra Kong Harald, men dog var det lidte Nederlag et nyt Skaar i de Danskes Heltery, hvor højt man end berømmede Jomsvikingernes Dødsforagt. Baade i Sverige og i Norge saavel som over for den tyske Kejser havde de Danske haft Uheld, om end ganske vist de Tyskes Vinding blev kortvarig; det kunde ikke undgaas, at der hist og her i Landet raadede nogen Misfornøjelse eller at der opstod Tvivl, om Kong Harald styrede Landet paa bedste Maade.