Danmarks Riges Historie/1/2-4-1
FJERDE AFSNIT.
DANEVÆLDENS TIDSALDER.
I.
Svend bliver Konge I Danmark. Han fanges af Jomsvikingerne og løskøbes. De Danskes Togter til England. Kampen ved Maldon.
Efter Kong Haralds Fald blev Svend hyldet som Konge
overalt i Danmark. Han har vel taget Hævn for Faderens Død over
den Bueskytte Toke, som havde sendt det dræbende Skud, eller i
hvert Fald tvunget ham til at gaa i Landflygtighed.
Men med hans Faders sidste Venner i Jomsborg har det været vanskeligt at faa en Forsoning, og det er sandsynligt nok, at den urolige Vikingekoloni nu — som maaske ved tidligere Lejligheder — har stillet sig paa uafhængig Fod.
Fortællingen lyder, at Høvdingen i Jomsborg Sigvalde kom sejlende til Grønsund, hvor han traf Svends Skib. Med nogle Mænd steg han i en Baad, roede hen til Skibet og bad om at faa Kongen i Tale, og da denne bøjede sig ud over Rælingen, trak han ham ned i Baaden, roede skyndsomst bort og førte Kongen til Jomsborg. I Stedet for at ruste sig til et Togt for at tugte den træske Røver og befri Kongen, besluttede de Danske sig til at købe Svend fri ved en saadan Løsesum, som Sigvalde forlangte. Men da det ikke viste sig let at skaffe det fornødne Guld og Sølv til Veje — thi Svends tredobbelte Vægt skulde udredes — besluttede de danske Kvinder at ofre deres kostbare Smykker, deres Ringe og Armbaand, for at kunne udløse Kongen. Saaledes blev Svend befriet, og til Tak for Kvindernes Gave skal han efter sin Hjemkomst have faaet den Lov gennemført, at der for Fremtiden blev givet Kvinden halv Arvelod i Jord, naar hun skulde skifte sammen med Broder eller i det hele med Mand, der var lige saa nær beslægtet med den afdøde som hun.
Denne Efterretning indeholder fra Retsudviklingens Standpunkt
intet usandsynligt. Ifølge vore Provinslove fra det 13. Aarhundrede
tog Kvinde halv Lod sammen med Mand ved Arv efter
nærbeslægtede, og der mærkes intet Spor til, at dette var en ny Regel.
Og dog maa Kvinder sikkert i en ældre Tid have været udelukkede
fra at arve i dette Tilfælde, eftersom en saadan Arveret først blev
indført i Norge og Sverige i det 13. Aarhundrede. I Danmark kan
man vel have været et Par Aarhundreder forud i Udviklingen, og
Forandringen kan være foregaaet paa Svend Tveskægs Tid.
I øvrigt fortæller Sagnet — som i det hele fremtræder i mange Skikkelser —, at Kong Svend endnu engang skal være bleven gjort til Jomsvikingernes Fange. Da maatte de fornemste Slægter stille deres Børn til Gisler, og for at skaffe disse fri var Kongen nødsaget til at sælge de store Skovalmindinger. De bleve i Skaane og Sjælland købte af Menighederne i Fællesskab, medens i Jylland enkelte rige Slægter erhvervede sig dem.
I 980-Aarene begyndte Englands vestlige Kyster og Wales at
hjemsøges saa ihærdigt af Angribere, som om den ældste
Vikingetid med dens Strandhug og Ufred paa Søen var ved at vaagne op
paa ny. Rundt om paa det irske Hav færdedes Vikingeflaader, og
de styrede stundom saa højt mod Nord som til Jona og Skotlands
Kyster. Alle Efterretninger ere enige om at betegne Plyndrerne som
Danske. Saaledes var Folkets Begær efter al tage Bytte i det rige
Land eller endog vinde Dele af det stadig lige levende. I England
syntes paa en underlig Maade al Fremgang eller Nød at være
afhængig af dets Konges Styrelse. Kong Alfred og hans nærmeste
Efterslægt havde sat Grænse for de nordiske Folks Fremtrængen.
Men desværre efterfulgtes disse dygtige Herskere af svage eller
slette Konger. Under Edgars Sønner og især under Æthelred
(979—1016) med det sørgelige Tilnavn den Raadvilde begyndte den
ustandselige og forsmædelige Tilbagegang.
I Aaret 991 havde den tapre norske Høvding Olaf Tryggvason med sine Skibe sluttet sig til de danske Skarer. Anført af Gudmund, Stegitas Søn, Justin og Olaf løb en Flaade ind i Themsmundingen og styrede først mod Suffolk, derpaa til Essex. Her drog Ealdorman Byrhtnoth imod Krigerskarerne og traf dem ved Maldon (se Kortet S. 309). Under den haarde Kamp var den tapre Anfører en af de første, der blev saaret og døde. Enkelte fejge flygtede nu, men Bvrhtnoths djærve Husskare holdt Stand, indtil den til sidst helt var segnet om sin Herres Lig (August 991). Saaledes vare de Danske bievne Sejrherrer, men Mindet om Byrhtnoths tapre Kamp levede i det engelske Folks Erindring og er besunget i et bevaret skønt Digt. Heri hedder det bl. a. saaledes:
| En Sø-Kæmpe sendte | Det hvæssede Jern | ||
| Spyd fra Syden, | lod han atter haste, | ||
| volded Mén | med flyvende Spyd | ||
| Mændenes Fører. | fælded han til Jorden den, | ||
| Skjold skød dog han for. | som svarlig | ||
| saa at Skjæftet brødes | hans Herre saared. | ||
| og Spydet stækket | |||
| sprang tilbage. | En jernklædt Mand | ||
| Bister Lansen | tren mod Jarlen, | ||
| Høvdingen løfted | agted Kæmpens | ||
| mod den stolte Viking, | Kjortel røve, | ||
| som stak ham Vunden. | hans smykkede Sværd. | ||
| Djærv var Helten, | Skatte og Ringe. | ||
| gennem Hærmandens Hals | Byrhtnoth da blotted | ||
| Spidsen han stødte, | af Balgen Klingen, | ||
| med Haanden ham spidded | blinkende og bred, | ||
| og den onde Røver | han i Brystpladen slog ham, | ||
| raned Livet. | saa at Sømanden | ||
| End en Gang | standsed paa Stunden, | ||
| greb han til Værget, | avet af Jarlens | ||
| saa brudt blev Brynjen | Arm tilbage. | ||
| og Brystet saaret; | |||
| gennem Ringkjortlen | Guldfæstede Glavind | ||
| i Hjertekulen | gled til Mulden, | ||
| stod giftig Odden. | ej evned han holde | ||
| haarde Klinge, | |||
| Da glæded sig den gæve, | sin Vanmagt mærked. | ||
| lo den tapre Helt | Atter dog mæled | ||
| og loved Herren: | graaisset Helt | ||
| godt var det Dagværk. | til gæve Fæller: | ||
| Gud ham tildelte. | de bolde Kæmper | ||
| En Svend da slynged | bad han gaa fremad. | ||
| Spyd af Hænde: | |||
| fra Haandens Flade | Paa Fod ej længer | ||
| borende foer den | fast han støtted, | ||
| gennem den ædle | skued mod Himlen: | ||
| Æthelreds Thegn. | »Folkenes Herre! | ||
| Næst ham stod. | Tak for al Lykke, | ||
| ny paa Valen, | mig blev Lod i Livet! | ||
| en Svend ei voksen; | Mest er nu min Tarv, | ||
| snildt han sig skynded. | milde Mester, | ||
| fried Byrhtnoth | at Du min Sjæl | ||
| for blodigt Vaaben. | Salighed under, | ||
| Wulfstans Søn, | lad min Aand | ||
| Wulfmær den unge. | faa Arv i Dit Rige, |
| Engles Fyrste, | han fuldt kæk | ||
| saa med Fred jeg farer | Kæmper tiltaled: | ||
| og ej Helveds Vætter | »Vor Sjæl skal kun hærdnes | ||
| Ve mig volde!« | og Huen højnes, | ||
|   | med Hjertet mere modigt, | ||
| Da ham hugged | som Kræfterne mindskes. | ||
| hedenske Kæmper | Her ligger vor Høvding | ||
| saa og Svende | haardelig hugget, | ||
| to ved hans Side: | den gode i Gruset. | ||
| Ælfnoth og Wulfmær | Græmme vil sig evig | ||
| laa paa Valen, | den, som fra Fæller | ||
| næst ham lode | flygte tænker! | ||
| de Livet begge. | Svag af Krop | ||
| svigter jeg ikke; | |||
| Byrhtwold raabte | her næst min Herre | ||
| og rejste Skjoldet, | huer mig Lejet, | ||
| alderstegen Helt | ved saa gæv en Mand | ||
| Ask-Stang svinged; | er godt at hvile.« |
Ogsaa paa anden Maade har man mindedes denne sørgelige Kamp, idet Byrhtnoths Enke lod brodere en Fremstilling af sin Mands tapre Færd og hans Fald; hun skænkede det prægtige Tapet til Kirken i Ely.
Nederlaget maa have været afgørende, thi Landets Stormænd besluttede, hvad der hidtil aldrig var sket i England, at købe Vikingerne bort. Der blev lovet dem 10,000 Pund, og som flere Gange tidligere blev der sluttet en formelig Traktat mellem Hæren og Angelsachserne om, at Fred for Fremtiden skulde herske, og at enhver af Parterne vilde lade Brud paa Freden straffe. Det blev fastsat, hvilken Bod der skulde gives for Manddrab, og hvorledes den fredelige Handel skulde beskyttes.
Nu vendte Vikingerne Vaabnene andensteds hen, saaledes mod Anglesey. I øvrigt var Kong Æthelred straks beredt til at overliste de Danske. Han lod en Flaade samle med det Øjemed at overrumple dem i en eller anden Havn, men Ealdorman Ælfric forraadte Planen og løb over til Fjenderne, saa at disse i Tide undslap. Fejghed og Troløshed betegnede i det hele stadig Angelsachsernes Færd, og Æthelred kunde ingen Bistand faa fra Beboerne af Danelagen, idet de enten selv nedstammede fra Danske eller havde Slægtninge i den fremmede Hær og derfor vægrede sig ved at kæmpe med den.
I Aaret 994 blev London angrebet af en stor Flaade, anført af Kong Svend og Olaf Tryggvason. Her sloges de dog tilbage af de tapre Bymænd. Men da de derefter kastede sig over Rigets Sydkyster og til sidst skaffede sig Heste og paa hurtige Farter plyndrede Landets Indre, besluttede Kong Æthelred sig til igen at købe dem bort. Det gjorte Tilbud blev modtaget, Vikingerne gik til Skibene og samlede hele deres Hær ved Southampton, hvor de overvintrede; Wessex maatte skaffe dem Kost og Underhold, men i øvrigt skulde Englands Provinser være fælles om at udrede Løsesummen 16,000 Pund.
Olaf havde imidlertid nu andre Maal for Øje end at vinde Bytte i England. Ifølge Sagaernes Opgivelse var han bleven døbt paa Scillyøerne, og Kristendommen havde for Alvor grebet hans Hu og Tanke. Planerne om at vinde sin Slægts Rige, hvor Hakon Jarls Styrelse var bleven forhadt, modnedes hos ham, han saa, hvor skøn en Opgave det vilde være at bringe dette Land ind under Kristendommen. Da han af Bisp Ælfheah af Winchester opfordredes til at besøge Kong Æthelred, gik han ind derpaa, imod at Gisler sendtes til Skibene. Olaf kom til Kongen i Andover og bekræftede dér sit Daabsløfte. Kong Æthelred var hans Fadder, og Olaf lovede, at han ikke mere vilde fare til England paa Hærtog. Da Sommeren kom, drog han til Norge. Her havde Jarl Hakon hersket som en troløs og haard Herre, og det var let for den tapre, vindende Ætling af den gamle Kongestamme at faa Tilslutning hos Høvdinger og Bønder. I Trøndelagen var der allerede Opstand mod den onde Jarl; Hakon maatte fly, men i sit Skjulested blev han dræbt af sin egen Træl. Olaf blev derpaa taget til Konge af alle Norges Fylker (995).
Hæren i England var ikke bleven synderlig formindsket ved Olafs Bortrejse. Da den ikke turde plyndre i Angelsachsernes Rige, skaffede den sig Underhold paa Genbokysterne. Den tog saaledes Rov i Wales, og den fortsatte de Angreb, som allerede før det sidste Englandstog vare begyndte paa Egnene ved Weser, hvor den bestod mange Kampe med Sachserne.
Kong Svend er vel derimod vendt hjem til Danmark. Det er formodentlig efter dette Englandstog, at han lod en anselig og vægtig Mønt præge efter Forbillede af en af Kong Æthelreds Mønter og med Hjælp af Møntmesteren Godwin, som senere virkede i Norge og Sverige. Det er den første egentlige Mønt, med Kongens og Møntprægerens Navn i Omskriften, der er bleven slaaet i Danmark. Og Udmøntningen fortsættes ikke senere under Kong Svend, idet nye Togter skulde hente Masser af engelsk Mønt til Landet.
Her skal endnu kun nævnes en Fortælling, som vedrører et af Kong Svends første Vesterhavstogter, nemlig Sagaernes Beretning om Thorvald, Kodrans Søn. Han var en velstaaende Islænding, der var gaaet i Svends Tjeneste, og skønt han var Hedning, vandt han ved sit rene Levned og sin højmodige Karakter alles Yndest og Beundring. Han var en tapper Kriger, men brød sig i øvrigt kun lidt om den Vinding, Sejren kunde give. Hvad der blev hans Lod, naar Byttet skulde deles, gav han til de fattige eller anvendte til dermed at løskøbe Krigsfanger, medens han gav de Fanger fri, som han selv tog. Derfor blev han ogsaa agtet højt saavel af Ven som af Fjende.
Engang da Svend ved et Angreb paa Bretland (Wales) havde ladet sig lokke langt bort fra Skibene, omringedes han af en overlegen Rytterskare; baade Kongen og Thorvald tillige med mange andre Krigere toges til Fange. Det traf sig imidlertid saa, at kort i Forvejen vare Sønner af den Høvding, som havde sejret, vendte tilbage til Faderen efter at være løskøbte af Thorvald fra det Fangenskab, hvori de havde været holdte. Taknemmelig vilde Høvdingen da straks sætte Thorvald paa fri Fod, men denne svor, at han ikke levende vilde forlade Fængslet, med mindre Svend og hans Mænd ogsaa fik Frihed. Høvdingen gav da alle de fangne fri, og saaledes reddede Thorvald sin Konges Liv og blev højt berømmet af Svend for sin ædle Trofasthed.
Senere drog Thorvald paa lange Rejser i Øst og Vest, hvorfor han fik Tilnavnet Vidførle. Efter at være døbt vendte han hjem til Island og prædikede her Kristendommen. Thorvald havde dog paa Grund af sin voldsomme Fremfærd ikke Held med denne Gerning. Saa foer han til det hellige Land og Myklegaard og skal være død i Rusland i et Kloster, han havde stiftet.