Danmarks Riges Historie/1/2-4-2
II.
Kong Erik Sejrsæls Togt til Danmark. Kampe ved Hedeby. Kong Svends Ægteskab med Sigrid Storraade og Kampen med Olaf Tryggvason ved Svold.
Den danske Konges og hans Hærskarers hyppige Fraværelse fra Landet maatte friste Sveriges Konge til et Togt til Danmark, da han tilmed kunde ønske at gøre Gengæld for det Indfald i hans Land, som Styrbjørn og Kong Harald havde forsøgt, om end til Skam og Sorg for dem selv. Derfor samlede Kong Erik Sejrsæl en stor Hær og faldt ind i Danmark. Svend var paa denne Tid paa Hærtog i Vesten — eller mulig har Svenskekongens Anfald jaget ham ud af Landet — vist er i hvert Fald, at Eriks Togt faldt heldigt ud, og at han i kort Tid sad inde med Landet eller med Dele af det, indtil han atter maatte begive sig til sit Hjem.
I den senere Tradition, saaledes som Kong Svend Estridsen fortalte den til Adam af Bremen, forvandlede den svenske Konges heldige Togt sig til en Erobring, der bragte Danmark i 14 Aar i Svenskernes Vold, medens Kong Svend landflygtig forgæves søgte Hjælp i Norge og England og først fandt Tilflugt og Ophold hos Skotternes Konge. Svends Udlændighedstid skildres som en Himlens Straf for hans ukærlige Opførsel mod sin Fader. Traditionen synes her at være bragt paa Vildspor. Lige saa lidt som Vestens Krøniker vide noget om, at Svend, som hærgede Bretland, skulde være en Konge, der var fordrevet fra sit Rige, lige saa lidt melde de islandske Sagaer noget om, at Kong Erik skulde have erobret Danmark. Det har derfor ganske Sandsynligheden imod sig, at de Svenske skulde have besiddet Landet i længere Tid.
Derimod er det vist, at der i det sidste Aarti af det 10. Aarhundrede har været store Uroligheder ved den danske Sydgrænse, og at disse have kaldt Kong Svend til Kamp. Vi have alt foran omtalt, hvorledes de vendiske Folk i Wagrien og Meklenburg vare i idel Uro og Bevægelse og faldt ind i de tyske Lande ved Elben.
De til Bispedømmet i Aldenburg udnævnte Bisper maatte flygte fra deres Sæde, men mærkeligt er det især, at Bisp Ekkehard af Hedeby i en Aarrække opholdt sig nede i Hildesheim. »Mit Bispedømme er plyndret med barbarisk Grumhed; Staden er øde, Kirken tom«, svarede Bispen engang, da man dadlede ham for hans Fraværelse.
Vi se da ogsaa Kong Svend optage Kamp mod dem, der havde Hedeby inde. Syd for Danevirke har ved en Høj ved Bustrup By været rejst en Runesten, der bærer Indskriften: »Svend Konge satte Sten efter Skarde, sin Hjemfælle (hémþegi), som var faret Vest paa, men nu døde ved Hedeby«. Paa en Mark ved Vedelspang har man fundet en anden Runesten (Fig. 145), hvis Indskrift lyder: »Thorlv, Svends Hjemfælle, rejste denne Sten efter Erik, sin Fælle, som døde, da Kæmper (drængjaʀ) sade om (belejrede) Hedeby; men han var Styresmand, en saare god Kæmpe«.
Efter disse Indskrifter har saaledes Kong Svend stridt haarde Kampe ved en Belejring af Hedeby, og han har her mistet tapre Kæmper. Maaske har den nævnte Skarde været den samme som Jomsvikingen Skarde, der deltog i Kampen ved Hjørungavaag. Han var en af de fangne Vikinger, hvis Liv blev skaanet; senere har han saa fulgt med Kong Svend paa Englandstog, men er endelig segnet foran Hedeby.
Men hvem Kong Svends Fjender vare, vide vi ikke. Vi kunne med nogen Rimelighed gætte paa, at det var Kong Erik Sejrsæl eller hans svenske Krigere. Imidlertid kunde jo ogsaa de »Barbarer«, der havde bemægtiget sig Hedeby, være vendiske Urostiftere. Mærkeligt er det i hvert Fald, at endnu en Snes Aar efter denne Tid vedbliver Bisp Ekkehard at leve i Landflygtighed fjernt fra sit Sæde.
Kong Svend havde været gift med Gunhild, en Datter af Hertug Mieszko af Polen og Søster til Boleslav Chrobri, der var Polens mægtige Hertug og senere Konge. Skønt Svend havde flere Børn med sin Hustru, havde han dog forstødt hende og sendt hende tilbage til Polen.
Paa disse Tider var Kong Erik Sejrsæl i Sverige død (o. 993). Han havde været gift med Sigrid, der var en Datter af Toste, en af de mægtigste Mænd i Sverige blandt dem, der ikke havde Fyrstenavn; som vældig Viking havde han faaet Navnet Skaagul-Toste efter Valkyrjen Skaagul, og han besad vidtstrakte Ejendomme. Sigrid havde mange Bejlere paa Grund af sin Skønhed og Kækhed og sine store Rigdomme.
Men Sigrid var grum af Sind, og hun holdt haardnakket fast ved sin hedenske Tro. To af sine Bejlere, som hun agtede lidet, da de kun vare Underkonger, lod hun indebrænde. Derimod syntes hun tilbøjelig til at give Kong Olaf Tryggvason sit Ja. Men da han forlangte, at hun skulde lade sig døbe, svarede hun, at hun ikke vilde forlade sine Fædres Tro. Da skal Olaf have kaldt hende hedensk som en Hund og have slaaet hende i Ansigtet med sin Handske.
Endelig fik hun en Bejler, som huede hende, nemlig den tapre danske Konge. Hun gav Svend sin Haand og bragte ham som Medgift sine mange Godser; endnu i Fortegnelsen over den danske Kongeslægts Ejendomme i Kong Valdemars Jordebog nævnes Sigridlef. Dronningen fik snart paa Grund af sin Stræben mod store Foretagender Tilnavnet Storraade.
Sigrid nærede naturligvis Hævnplaner mod Kong Olaf i Norge, og Danmark var i det hele et Tilholdssted for hans Uvenner. Efter Hakon Jarls Fald var hans Søn Erik flygtet og var tyet til Sverige, hvorfra han sejlede paa Vikingetog i Østen; han besøgte ogsaa Kong Svend og fik hans Datter Gyde til Ægte. Senere drog han tilbage til Sverige. Forholdet til Kong Olaf skulde endvidere blive strammet ved en ny Begivenhed.
Hertug Boleslav af Polen havde faaet Svends Søster Thyre, Styrbjørns Enke, til Hustru, skønt hun nødig havde villet ægte den ældre, hedenske Fyrste. Straks efter Brylluppet flygtede Thyre til Danmark, hvor hun dog ikke turde forblive af Frygt for Broderens Vrede. Derfor drog hun til Norge, og da Kong Olaf foreslog den smukke og ordsnilde Kongedatter at blive hans Hustru, indvilligede hun deri (999). Efter at Thyre var bleven Dronning, følte hun det imidlertid som en Ydmygelse, at hun var kommen medgiftsløs til Landet, og hun tilskyndede sin Mand til at drage til Venden for at tage det Land i Besiddelse, som hun her havde ejet, eller faa Erstatning derfor. Omsider gav Kong Olaf efter og lod udbyde Leding fra alle Fylker i Norge, ligesom han lod sine egne prægtige Skibe, derimellem Kongeskibet Ormen den lange, udruste paa bedste Maade med et udsøgt Mandskab. Da Flaaden styrede fra Norge, talte den 60 Langskibe, der fulgtes af et lige saa stort Antal Ledings- og Førselsskibe. Flaaden naaede gennem de danske Farvande til Venden, og Olafs Forhandlinger med Boleslav førte hurtigt til gode Resultater, saa at Dronning Thyre fik alle sine Krav opfyldte.
Imidlertid havde Dronning Sigrid i Danmark hidset sin Mand til at overfalde Olaf paa hans Fart. Den norske Konge havde jo uden hans Samtykke ægtet Thyre, og selv vilde hun tage Hævn for den Haan, Olaf havde tilføjet hende. Svend gik ind paa hendes Planer, og de sendte Bud til Kong Olaf, Erik Sejrsæls Søn, og Erik Jarl i Sverige for at formaa dem til at deltage i Overfaldet paa den norske Konge. Begge Fyrster vare straks rede og samlede hurtigt en Flaade, hvormed de stævnede til Danmark.
Sigvalde Jarl, med hvem Kong Svend havde udsonet sig, havde faaet det Hverv at være Spejder, hvorfor han sejlede til Jomsborg og derfra til Kong Olaf, med det Maal at sinke Kongen saa længe, at den svenske og danske Flaade kunde være samlet. Kong Olaf blev, da Tiden trak ud, nødsaget til at hjemsende den egentlige Ledingsflaade. Saa kom der hemmelig Bud til Sigvalde om, at Flaaden nu var samlet og laa i Sundet Svold (vistnok paa den vestlige Side af Rügen). Kong Olaf ytrede Frygt for, at de Danske under Hjemfarten vilde overfalde ham, og Sigvalde lovede at give Kongen Følge med 11 Skibe, for at han kunde være tryg mod Angreb fra de Danske.
De to Konger og Erik Jarl vare gaaede i Land paa en Ø (mulig Hiddensø); fra Stranden stirrede de ud over Sundet, hvor i det skønne Solskinsvejr eet Skib efter et andet kom glidende frem fra Sønden. Et mægtigt Fartøj skred foran de andre, og Kongerne raabte: »Det fagre Skib maa være Ormen den lange!«, men det var dog ikke saa. Andre Skibe sejlede frem, og hver Gang troede de, at det var Kongeskibet. Men Erik Jarl gav dem bedre Besked; det største af dem, de havde set, var »Tranen«. Da saas fire Skibe stævne frem; et af dem var et overmaade stort Drageskib og meget guldprydet. Da rejste Kong Svend sig og sagde: »Højt skal Ormen bære mig i Kvæld! Den skal jeg styre«. Det var dog kun Ormen den korte, men Folkene ilede til Skibene og gjorde sig rede til Kamp.
Medens Høvdingerne raadslog, saa de tre saare store Skibe komme sejlende og et fjerde bag efter dem; da de saa det sidste, var ingen af dem i Tvivl om, at det var Ormen den lange.
Kong Olaf havde set Fjenden og var klar over Stillingen; han lod blæse til Samling af alle sine Skibe. Kongens Skib laa midt i Flaaden; det blev bundet sammen med Ormen den korte og Tranen. Kong Olaf stod i Løftingen paa Ormen, højt ragede hans prægtige Skikkelse op. Han havde en kort, rød Kjortel uden om Brynjen, en Hjælm, beslaaet med Guld, og forgyldt Skjold. Kong Svend lagde sit Skib tæt op mod Ormen den lange; men Danskerne overvældedes saaledes med Skud fra de høje norske Skibe, at de maatte fly fra Borde, og da Svenskerne tog Kampen op, gik det dem ikke bedre. Først da Erik Jarl kom til og fik ryddet de yderst liggende Skibe og efterhaanden overhugget Baandene mellem Fartøjerne, saa at eet kunde føres bort efter et andet, blev Kampen alvorlig for den norske Konge. Pilene fløj nu saa tæt, at Olafs Mænd knap kunde dække sig med Skjoldene.
I Agterstævnen af Ormen stod den ypperlige Bueskytte Ejnar Tambeskælver (d. e. den som bringer Buestrengen, þömb, til at skælve) og udskød med sikker Haand sine susende Skud; da han sigtede mod Erik Jarl, ramte han mellem hans Side og Armen, hvorfor Jarlen gav en Bueskytte den Befaling: »Skyd Du den høje Mand!« Pilen ramte Ejnars Bue i samme Øjeblik, han vilde spænde den, og den brast sønder. »Hvad var det, der brast med saa stort Gny?« spurgte Kong Olaf. »Norges Rige af din Haand, Konge«, svarede Ejnar. »Saa farlig er vel Bristen ikke«, sagde Olaf og rakte ham sin Bue. Ejnar spændte imidlertid straks Buen ud over Pilens Od, hvorefter han kastede den tilbage. »For veg, for veg er Drottens Bue«, sagde han, greb Skjold og Sværd og stred mandigt.
Olafs Mænd huggede tidt og rapt, men deres skaarede Sværd bed ikke, derfor gik Kong Olaf ned i Forrummet og tog mange hvasse Sværd frem af en Kiste og gav til Krigerne; man lagde Mærke til, at da Olaf bukkede sig, randt der Blod frem under Brynjeærmet, men ingen vidste, hvor Kongen var saaret.
Kæmperne paa Ormen vare dog udmattede, og Erik Jarl gav Ordre til at entre. Første Gang blev han vel slaaet tilbage, men anden Gang lykkedes det ham at faa fast Fod, og nu samlede hele Kampen sig om Kongen og hans Kæmper i Løftingen. Modstanden kunde dog ikke vare længe. Kong Olaf sprang over Bord, og snart fulgte de sidste af Kæmperne efter.
Saaledes omkom Norges ypperlige Konge. Han havde været sit Folks Yndling, den kækkeste Kriger og glimrende i al Idræt, uimodstaaelig for alle ved sine store Evner, sin personlige Elskværdighed og ved den sværmerske Tro paa de Opgavers Betydning, som han forfulgte. Derfor tilgaves det ham let, at han ofte havde vist Grumhed i sit Arbejde for at tvinge Norge til Kristendom og en ændret Kultur.
Dronning Thyre døde af Sorg over Olafs Død faa Dage efter Kampen. Sejrherrerne delte Norge mellem sig, saaledes som Aftale alt tidligere var gjort. Erik Jarl fik det norden- og vestenfjeldske, Kong Svend Syd- og Østlandet, medens den svenske Konge fik Landskabet nærmest Nord for Götaelven og nogle Fylker i Trøndelagen. Disse sidste overlod Kong Olaf imidlertid som Forlening til sin Svoger Svend, Hakon Jarls Søn, ligesom Kong Svend forlenede Erik Jarl med flere Fylker i det sydlige Norge, saaledes at i Virkeligheden de to Brødre raadede over det meste af Landet.
- ↑ Indskriften, der begynder med den midterste Linie, lyder: þurlf risþi stin þᶏnsi himþigi suins eftiʀ erik filaga sin ias uarþ (paa Bagsiden) tauþr þᶏ trekiaʀ satu um haiþa bu ian han uas sturi matr tregʀ harþa kuþr.
- ↑ Indskriften lyder: Gunulf og Øgöt og Aslak og Rolf rejste denne Sten efter Ful, deres Fælle, som døde østerude paa Havet, da Konger sloges [þą kunukar barþusk]. Maaske sigtes herved til Svolderslaget.