Danmarks Riges Historie/1/2-4-5
V.
Harald, Svends Søn, bliver Danmarks Konge. Kong Knud forjages fra England, men vender tilbage med en stor Flaade. Hans Kampe med Edmund Jernside og dennes Død.
Hvem der skulde være Danmarks Konge, var let afgjort. Harald, Kong Svends ældste Søn, var sikkert udpeget af Faderen til at være hans Efterfølger; han var i hvert Fald allerede indsat til at styre Danmark under Svends Fraværelse. Derfor valgte da nu ogsaa de Danske i Hjemlandet Harald til Konge.
I England gik det imidlertid ikke saa let. Angelsachserne havde lært Kong Svend at kende gennem de mange og langvarige Hærtog som en snild Hærfører, tapper Kriger og dygtig Styrer, der ganske sikkert vilde have mange Betingelser for at blive en god Konge over det engelske Rige. Men hans unge Søn Knud kendte man ikke. Baade de gejstlige og verdslige Stormænd kom sammen til et Møde, hvor man blev enig om at kalde Æthelred tilbage. De sendte derfor Bud til Kongen i Normandie med Forsikring om, at intet vilde være dem kærere end atter at lyde deres lovlige Herre, saafremt han da vilde herske retfærdigere end før. Æthelred sendte sin Søn Edvard til England med Løfte om at glemme alt, hvad de havde forbrudt, at afhjælpe alle Onder og regere som en god Fyrste. Forsamlingen erklærede derpaa enhver dansk Konge i England for utlah, d. e. fredløs, uden for Loven.
Snart efter førte Æthelred hele sin Hærstyrke mod Knud i Østangel, og han var nødsaget til at drage bort. Forinden landsatte han de Gisler paa det engelske Folks Troskab, som vare blevne givne Kong Svend, efter at han havde ladet Næse, Øren og Hænder skære af dem. Angelsachserne vilde bemægtige sig Kong Svends Lig, men nogle engelske Kvinder reddede det til York og førte det senere til Roskilde, hvor det begravedes i Trefoldighedskirken.
Knud siges at have gjort sin Broder Harald det Forslag, at de skulde dele Magten over Danmark og i Forening gøre et Togt mod England. Harald vilde imidlertid ikke give Broderen Del i Regeringen, derimod synes han at have været villig til at give Knud Krigere med paa Toget. Og eet Skridt foretog Brødrene i Forening, idet de hentede deres Moder tilbage fra hendes Forvisningssted i Polen.
Paa den Tid havde Englænderne sammensvoret sig om at overfalde de Danske i deres Borge. I en af disse befalede Hemming, Thorkil den Højes Broder, og baade han og Borgens hele øvrige Besætning bleve dræbte. Da opgav Thorkil sin Stilling i Kong Æthelreds Tjeneste og kom med 9 Skibe dragende til Danmark, hvor han sluttede sig til Knud og tilskyndede ham til at erobre England tilbage. Da nu ogsaa den svenske Konge Olaf, en Søn af Knuds Stifmoder Sigrid, lovede Hjælp, var det store Skarer, som saaledes samledes under Knud.
I et Skrift, som en Klerk paa disse Tider har forfattet til Lovprisning af Knud eller rettere af Dronning Emma, fortælles det, at den store Flaade talte 200 Skibe og straalede af Guld, Sølv og Purpur; den rummede et udsøgt Mandskab af ædle, kamplystne Krigere, ikke en Træl eller en frigiven fandtes om Bord, »og alle vare saa rappe og raske, at de med Ringeagt saa ned paa Hestfolks Hurtighede (jfr. S. 354).
Næppe var Knud landet i England, førend den underfundige Ealdorman Eadric Streona (d. e. den vindesyge) svigtede sin Herre og lokkede 40 Skibe med sig over til Knud. Æthelreds tapre Søn Edmund var dog beredt til Kamp, men han blev ladt i Stikken baade af sin fejge Fader og af Tropperne. Paa den Tid ankom Knuds Svoger Erik Jarl med friske Krigere; han havde efter at være bleven opfordret til at deltage i Toget overdraget Magten i Norge til sin Søn Hakon og til sin Broder Svend og sluttede sig til den danske Hær. Snart lykkedes det de nordiske Krigere at underlægge sig hele England med Undtagelse af London og det nærmestliggende Land, hvor Æthelred stadig sad i Skjul, og hvorhen nu ogsaa Edmund, forladt af alle, var flygtet. Og her døde Æthelred den 23. April 1016.
De Stormænd, som vare til Stede i London, kaarede sammen med Byens Forsvarere den tapre Edmund til Konge. Men kun paa denne ene Plet af det angelsachsiske Rige holdt man fast ved den gamle Kongestamme. Alle andre høje og fornemme Angelsachsere, gejstlige og verdslige, kom sammen i Southampton og hyldede Knud, ligesom de afsvor al Æthelreds Afkom, og Knud lovede, at han vilde være dem en tro Herre.
Knud vilde nu bryde den haardnakkede Modstand, som Landets Hovedby udviste, og han gravede en stor Grav uden om London, som derved helt blev omflydt af Vand. Men inden Afspærringen var fuldført, var Edmund sluppet bort og aabnede en ihærdig Kamp imod Knud fra de Landskaber, hvor der endnu fandtes Vilje til Modstand. Først og fremmest rejste han Mændene i de vestlige Shirer og udkæmpede to haarde Kampe med Knud, der var draget efter ham. Knud fandt det da raadeligst igen at tage fat paa Belejringen af London. Atter søgte Edmund at samle Tropper i Vesten, og han var godlidende nok til at tage Eadric i sin Tjeneste, da denne paa ny søgte hans Venskab. Det lykkedes vel Edmund at forjage Knud fra Lejren om London, men Danskerne kom snart tilbage og søgte desuden ved Plyndringer rundt om at udmatte og hidse Modstanderne. Edmund optog utrættelig Kampen mod dem og de Danskes Stilling var meget betænkelig.
Den alvorligste Kamp fandt Sted ved Ashington Nord for Themsmundingen. Ravnemærket syntes at spaa Danskerne Sejr, eftersom Ravnen gabede med Næbbet og baskede med Vingerne, og Kong Knud optog frejdigt Edmunds Angreb, da han fra en Højde kom styrtende ned paa Sletten mod de Danske. Det holdt dog haardt for dem at holde Stand; først da Eadric efter hemmelig Aftale med Knud var begyndt at fly med sine Skarer, vandt Danskerne atter frem. Kampen varede til Solen var sunket og Maanen skinnede, men da var Sejren ogsaa Knuds.
Slaget havde været haardt og vekslende; det var maaske i denne Kamp, at Sjællænderen Tymme — saaledes som Traditionen fortalte hans Bedrift — da han saa Mærkerne vige, brød en Gren af et Træ, fæstede den paa sin Lanse som et Banner og med de Danskes vante Kampraab kaldte Skarerne til fornyet Angreb og sejrende Indhug. Knud gjorde den tapre Kriger, uagtet hans ringe Herkomst, til sin Mærkesmand. Næste Dag kunde de Danske begrave deres døde, medens Ligene af et stort Antal af de fornemste Angelsachsere laa hen som Føde for Himlens Fugle og Markens Dyr. Knud gik derpaa til Skibene og sejlede til London.
Endnu en Gang samlede den utrættelige Edmund en Hær i Nordengland. Det lod til, at Riget helt skulde opslides under de uendelige Kampe med det skiftende Held. Da besluttede Stormændene at forsone de to Konger, der syntes jævnbyrdige i Styrke og Dygtighed. Hærene vare rykkede imod hinanden hen imod Severn, da det bestemtes, at Kongerne skulde mødes paa en Ø i Floden.
Her sluttedes saa en Overenskomst om, at Knud og Edmund skulde indgaa Broderskab og dele England mellem sig saaledes, at den danske Konge fik Mercia og de nordlige Landsdele, Edmund Østangel og London foruden alle de sydlige Provinser.
Da døde Edmund den 30. November 1016. Der er ikke Tvivl om, at det var en naturlig Død; det er kun et upaalideligt Udsagn af sildige Krøniker, naar Knud siges at have ladet Edmund myrde ved Eadric Streonas Haand.
Havde Svend Tveskægs uventede Død for to Aar siden været skæbnesvanger for de Danske, bragte Edmund Jernsides Bortgang dem nu uformodet Lykken i Haand. Kong Knud syntes ved selve Himlens Vilje at være bleven kaldet til at tage Englands Trone.
Knud lod Landets gejstlige og verdslige Stormænd sammenkalde til et Møde i Begyndelsen af Aaret 1017. Ingen var vel i Tvivl om, hvad Udfaldet vilde blive. Knud sad inde med den nordre Halvdel af Landet i Kraft af Erobringens Ret og ved en Afstaaelse af Landets retmæssige Konge; den langt overvejende Del af disse Landsdeles Befolkning havde sluttet sig til ham, og hans Magt støttedes ved den Styrerdygtighed og det Krigertalent, som han klart havde lagt for Dagen. Den sydlige Halvdel af Landet havde ganske vist været Edmunds i Kraft af Arv, men i fuld saa høj Grad var den bleven knyttet til ham ved hans dygtige og sympatetiske Optræden. Edmund havde vel efterladt sig Sønner, men de kunde som smaa og umyndige ikke komme i Betragtning, og blandt hans mange Brødre var der ikke een, som særlig havde vundet Angelsachsemes Hjerte eller paa nogen Maade vist Landet Tjenester. Intet var derfor rimeligere end, at man gjorde Ende paa Landets uheldige Deling og med Udelukkelse af enhver Ætling af den gamle Kongestamme tog Knud til Konge.