Danmarks Riges Historie/1/2-4-6
VI.
Kong Knud som Englands Hersker. Han ægter Emma og bliver ved Haralds Død Konge i Danmark. Hans Principper for Styrelsen af Landene.
Kong Knud stod saaledes over for den største Opgave, som nogen Sinde var bleven stillet en Vikingekonge. Han skulde herske over et overvundet Folk, forsone alle de skarpe Modsætninger, som fandtes i det, og bringe det paa Fode efter de fortærende indre Kampe og al den udefra lidte Nød. Det maatte være Kongens Maal at skabe en Oprejsningstid, hvor der blev sat Grænse baade for det moralske Forfald og den økonomiske Tilbagegang. Og fra første Færd mærker man, hvor klar den 22-aarige Konge er over de Maal, han maa stræbe imod, og de Veje, han skal gaa.
Det gjaldt for det første om at belønne de trofaste Hjælpere og saaledes sikre sig deres fremtidige Bistand. Han lod England dele i fire store Landeparter og beholdt for sig selv Rigets gamle Hoveddel Wessex; Thorkil den Høje blev sat over Østangel og Knuds Svoger Erik over Northumberland, medens Mercia blev givet til Eadric Streona. Men endvidere maatte Knud fjerne alle Medlemmer af den gamle Kongeslægt, som kunde blive ham farlige. Saaledes blev en Broder af Kong Edmund forvist ud af Landet, og de unge Kongesønner sendtes til Rusland.
Men Knud vidste godt, at den værste Fare netop truede fra saakaldte Venner, og der gik kun faa Maaneder, førend han erfarede, at Eadric lagde Planer mod ham og forbandt sig med andre Medlemmer af det angelsachsiske Aristokrati. Knud lod derfor ved Julemødet 1017 Erik Jarl nedhugge Eadric; alle fandt, at det skete »med saare god Grund«. Samtidig maatte tre andre engelske Stormænd lade Livet, og det lader ikke til, at deres Slægtninge følte nogen Uret begaaet derved, eller at det bragte Knud i slet Forhold til Folket.
Ved en mærkelig klog Handling knyttede Knud sig ogsaa til Landets egen Fortid og tidligere Regentslægt, idet han ægtede Kong Æthelreds Enke Emma. For 15 Aar siden var hun — den normanniske Hertug Rikards Datter — bleven gift med Æthelred, der da var Enkemand; men Forbindelsen med den uduelige og usædelige Konge havde ikke bragt hende Lykke. Den smukke og velbegavede Dronning — der i England fik Navnet Ælfgifu — havde godt Lov paa sig, især havde hun vidst at gøre sig Gejstligheden hengiven. Knud synes paa et tidligere Tidspunkt personlig at være truffet sammen med hende, og nu kom hun tilbage til England fjorten Maaneder efter sin Ægtefælles Død for at ægte Landets Erobrer. Ved Brylluppet (1017) blev det vedtaget — derom vare hun og Knud lige enige — at Børnene af det nu sluttede Ægteskab skulde være arveberettigede til Englands Trone med Udelukkelse af hendes Børn af første Ægteskab. De to Ægtefæller følte sig snart bundne til hinanden ved virkelig Sympati, og Emma havde den Lykke allerede Aaret efter at føde Knud en Søn Hardeknud, senere ogsaa en Datter Gunhild.
I øvrigt havde Knuds Ægteskab til Forudsætning, at han brød med en tidligere Forbindelse. Han havde haft til Slegfred Ælfgifu, en Datter af Ealdorman Ælfhelm i Deira, men gennem sin Slægt knyttet til Northampton; med hende havde han Sønnerne Harald og Svend. Nu blev hun tillige med sine Børn sendt ud af Landet, til Danmark og Venden.
store Flaade bort, hvormed han havde erobret Landet. Dens Forbliven kunde kun krænke Angelsachserne og vilde volde Forstyrrelse. Der blev derfor udredet en stor Danegæld af Landet, i alt 72,000 Pund, hvorefter Kongen sendte Flaaden hjem til Danmark; kun 40 Skibe forbleve tilbage i England.
Kong Knud syntes at sejle for fulde Sejl med den gunstigste Bør, og dog skulde der allerede i hans tredje Regeringsaar tilfalde ham endnu større Magt. Da døde nemlig hans Broder Harald i Danmark (1018), og Knud var nærmeste Arving efter den barnløse Konge. Det maatte være Knud magtpaaliggende saa snart som muligt at tage Danmark i Besiddelse. Der er næppe Tvivl om, at han under sit Ophold her (1019—20) af mange af de Danske blev hyldet med stor Begejstring som den, der havde naaet det høje Maal, som danske Konger og Høvdinger gennem lange Tider havde sat sig. Imidlertid synes andre at have ønsket, at Danmark fremdeles skulde have sin egen Konge; de have muligt villet overdrage Magten til en af Knuds Sønner, Harald eller Svend.
Knud fik dog Ro skaffet til Veje og benyttede tillige dette danske Togt til at befri England for mange af de Bestanddele af hans Krigerskarer, som ikke billigede hans Planer om efterhaanden at lade England styre af Englændere selv. Denne store Kongetanke gennemførte Knud efterhaanden med stadig større Fasthed.
Efter sin Hjemkomst til England lod han udgaa et Brev til alle Rigets Ærkebisper, Bisper og Jarler og hele sit Folk, høje og lave. Det indeholdt den første offentlige Udtalelse om den Styrelsesmaade, Kongen agtede at følge.
Jeg mindes de Ord — udtaler han — som Ærkebisp Lyfing bragte mig fra Paven i Rom, at jeg skulde overalt hævde Guds Pris og bortlægge Uret og bringe fuld Fred til Veje med saadan Magt, som Gud vilde give mig. Jeg tog da ikke Hensyn til mine Skatte, men bragte ved Guds Bistand med dem Ufreden til Ophør. Da forkyndte man mig, at større Harm forestod os, end vi vel tyktes om, og jeg fór med mine Mænd til Danmark. Dette har jeg for Fremtiden forhindret, at nogen Ufred efterdags skal komme til eder derfra, saa længe I holde Mændene retteligt og mit Liv varer. Jeg beder mine Bisper om, at de alle ere omsorgsfulde for Guds Ret, hver ved den Landsende, som er ham anvist. Alle mine Høvdinger skulle under Tab af mit Venskab og af deres Liv og Ejendele holde mit Folk rettelig, dømme rigtige Domme og ikke give nogen Tyv Fred. Og jeg vil, at alt Folket, Klerk og Læg, skal holde nøje Edgars Love. Bisperne lære os, at vi af al Magt og af al Formue skulle søge at elske og ære den evige, milde Gud og sky al Uret, som er Frændedrab, Mord, Mened, Hekseri og Trolddom, Ægteskabsbrud og Utugt. Vi skulle holde Søndagen hellig fra Lørdag Aften til Mandag Morgen og ingen vove at drive Handel paa den hellige Dag. Fattige og rige skulle søge deres Kirke, bede for deres Synder og overholde villig hver paabuden Faste, paa det at vi alle sammen kunne ved den evige Guds Mildhed og ved Helgenernes Mellemkomst komme til Himmeriges Glæde.
Netop i den samme kristelige Tone som dette Brev tale Knuds mærkelige Love med deres alvorlige Formaninger og kraftige Bud. Han har sluttet et nøje Forbund med Kirken og vilde med dens Bistand skabe Ro og Orden i Landet. »Dette er det første, at man skal elske og ære een Gud over alle Ting, overholde samdrægtig een Kristendom og elske Knud Konge med ret Troskab«. Men stadig bestemtere betoner han ogsaa, at han vil lade England styre af Englændere. Thorkil Jarl havde hidtil været Knuds højre Haand og var i Kongens Breve bleven nævnt foran alle andre Jarler. Men Thorkil har aabenbart ikke kunnet arbejde i Knuds Aand eller villet slutte sig til hans Forsoningspolitik, derfor maatte Knud nu fjerne ogsaa ham fra Landet (1021) eller, som det hedder med et nordisk Udtryk ved alle disse Forvisninger, gøre ham utlah (fredløs). Og den, der indtog hans Plads som Kongens betroede Raadgiver, er karakteristisk nok en Angelsachser, den senere saa berømte Godwin.
Efter Fortællingen skal Godwins Fader have gjort Ulf Jarl en Tjeneste, da Kampen førtes om at vinde England; derfor tog Ulf sig af Sønnen og anbefalede ham ogsaa til sin Svoger. Godwin viste sig snart som en sjælden dygtig Mand, lige saa snild som kundskabsrig og med en egen Evne til at omgaas høje og lave; dertil besad han stor Veltalenhed og Evne til at kunne overtale. Ved at ægte Ulf Jarls Søster Gyde knyttedes han end nærmere til Kongeslægten. Hans Navn findes fra nu af under Knuds Breve øverst blandt alle engelske og danske Stormænd.
Saaledes stod af Knuds Hjælpere fra Norden kun Erik Jarl tilbage; men han døde faa Aar senere af Blodstyrtning, og snart vare alle de gamle Jarledømmer gaaede over til engelske Høvdinger.
Den Bestræbelse for at vinde Angelsachserne, som Knud lægger for Dagen, viser sig ogsaa i hans Iver for at forsone den Uret, som han og de Danske tidligere havde begaaet mod Kirker og Klostre. Saaledes lod Knud Kirken St. Edmundsbury ombygge til Ære for den hellige Konge, som Danskerne havde dræbt (S. 243). Under stor Højtidelighed bleve ligeledes de jordiske Rester af den myrdede Ærkebisp Ælfheah, der laa begravet i St. Pauls Kirke i London, førte af Knud til Canterbury. En Kirke af Sten blev af Knud og Thorkil bygget paa Højderne ved Ashington, hvor de Danske havde kæmpet den haarde Kamp med Edmund Jernside. Knud viste i det hele ved hver en Lejlighed sin Gavmildhed mod Kirker og Klostre, og Gejstligheden følte sig nøje knyttet til ham.
- ↑ Kong Knud (Cnut Rex) og hans Dronning (Ælfgyfu regina) anbringe et gyldent Kors paa Alteret i Klosteret New Minster (senere Hyde) i Winchester. Engle flagre ned fra Himlen og sætte Kronen paa Knuds, Hovedklædet paa Dronningens Hoved, en Antydning om, hvorfra de have deres kongelige Magt. Øverst ses Gud som Dommer paa den yderste Dag, ved Siden staa Jomfru Maria og St. Peter, der bærer Nøgler. Forneden ses syngende gejstlige, Kvinder og Børn. Haandskriftet (nu i British Museum) indeholder bl. a. Fortegnelser over Klosterets Velgørere, blandt disse Cnut. Ælfgyfu, Santslaue (en Søster til Knud), Atzor feonisca (fynske) og flere andre Danske.