Danmarks Riges Historie/1/2-4-7
VII.
Kong Knud stifter Tinglid og giver Love for det. Hans Tog til Danmark (1022). Erobringen af Witland og Samland.
I de nærmeste Aar efter sin Regerings Tiltrædelse og maaske paa samme Tid som han fjernede den store Flaade, der havde fulgt ham til England, havde Knud begyndt at omordne sit Hærvæsen. Han havde indset Nødvendigheden af at omgive sig med et velordnet Krigerkorps, der stod i nærmere Tjenesteforhold til ham og som han kunde benytte, hvor han vilde i de ham underlagte Riger.
Derfor besluttede Knud ud af den store og blandede Skare, som havde fulgt ham, at udtage en egen Del, som alene skulde bestaa af Mænd af anseligere Slægter eller som vare formuende. I det udvalgte Korps skulde god Broderskabsaand raade. Dets Love vise os, at det var et Krigerlag, som havde mange Regler fælles med Jomsborgs Kæmper, men dog var haaret af en ædlere, tillige mod Fredens Samliv vendt Aand, saaledes som det ogsaa sømmede sig en Kreds, der havde Kongen som Broder i sin Midte.
Efter at Knud havde ladet sin Plan kundgøre, opstod der ifølge Fortællingen stor Bevægelse blandt Krigerne. Kun de skulde optages i Laget, som kunde fremtræde med tveæggede Sværd med guldindlagt Fæste og i en Rustning af lignende Pragt og Skønhed; derfor trak alle de fattige Krigere sig bort, og Mændene af fornem og velstaaende Slægt fik travlt med at lade sig smede skønne Vaaben og at omsætte unyttige Smykker i straalende Værger.
Krigerne vare rustede med Hjælm, Brynje, Sværd, Spyd og Skjold; ogsaa Øksen spillede en stor Rolle paa disse Tider. Vi have en Beskrivelse af Krigerne paa et Skib, som Jarl Godwin efter en Retssag med Knuds Søn Hardeknud maatte give i Forsoning. Det havde en Besætning af 80 udvalgte Krigere, hver Mand havde om begge Arme en vægtig Guldring, var klædt i tredobbelt Brynje og bar en delvis forgyldt Hjælm, paa venstre Arm et Skjold med gylden Bukkel og gyldne Nagler; Spydet laa i højre Haand, ved Bæltet hang det sølvhjaltede Sværd og over den venstre Skulder den danske Økse, indlagt med Guld og Sølv.
Tinglid, som det hed, talte 3000 Mand, hvoraf en Del skiftevis gjorde Tjeneste ved Knuds Hof, de øvrige i andre Borge eller fordelte paa Gaarde i den sydlige Del af Landet; Krigerne kaldtes Huskarle, hvilken Betegnelse synes at have afløst hémþegi (S. 370). Korpset var ikke særlig bestemt til at skulle kæmpe til Hest — i det hele vare Rytterkampe ikke hyppige paa disse Tider — dog færdedes Huskarlene til Hest, ligesom de ogsaa gjorde Tjeneste paa Hærskibene. Tinglid havde sit eget Ting Huskarlestævne, hvor der fulgtes særegne Rettergangsregler. Bestemmelserne herom og i det hele for Korpsets Ordning vare optegnede i dets Lov Vederlog (d. e. hvad der er lagt withær, imod, Forseelser; senere dannede man heraf Vederlag som Navn for Korpset). Brødrene skulde trofast staa hinanden bi, og den, som ved at hugge eller saare sin Kammerat brød Freden, blev med Nidings Navn jaget af Kongens Gaard og maatte fly alle Lande, hvorover Kong Knud raadede.
Knud skal dog have været en af de første, som brød Loven, idet han i Hidsighed dræbte en Huskarl. Men næppe var Gerningen gjort, førend Knud grebes af Anger; han sammenkaldte Hirden, steg ned fra sin Kongestol, og knælende bad han Krigerne om at idømme ham den Straf, han fortjente. Huskarlene vare helt raadvilde og forhandlede indbyrdes, til sidst enedes de om, at Knud selv burde idømme sig sin Straf. De førte Kongen tilbage til hans Trone, og Knud fældede da den Dom, at han skulde betale Mandebod for Drabet, men i Stedet for de sædvanlige 40 Mark det nidobbelte Beløb og dertil 9 Mark Guld i Gørsum (d. e. kostbar Hædersgave). Mandeboden deltes i tre Dele mellem den dræbtes Arvinger, hele Tinglid og Kongen selv, men Knud gav sin Lod til Kirken og de fattige.
Snart skulde Kong Knud faa Anvendelse for sit Krigerkorps paa en ny Hærfart (1022).
Anledningen til dette Togt synes at have været den, at man i Danmark frygtede for, at Genbofolk skulde under Kongens Fraværelse forsøge et Angreb paa Landet, ligesom ogsaa Kong Knud ønskede at indjage Folk ved Østersøen Skræk og hævde Herredømmet over de danske Besiddelser i Venden. Toget gik først til Jomsborg, hvor Knud befæstede den danske Vælde og indsatte sin Svoger Ulf til Høvding. Derpaa styrede Flaaden til Witland, Preussernes Land ved Weichselmundingen (se S. 284), som han betvang, og dernæst til Samland ved Kurisches Haff, som Harald Blaatands Søn Hagen i sin Tid havde underlagt sig (S. 326) og som nu kom i Knuds Magt. Krigerne bestode haarde Kampe, i hvilke særlig Jarl Godwin udmærkede sig; men det var med stolte Sejre og Erobringer, at Knud vendte hjem til England.
Under sit Ophold i Danmark havde Knud udsonet sig med Thorkil Jarl og gjort ham til Statholder i Danmark. Nogle Aar efter døde imidlertid Thorkil, og da overtog Ulf Jarl hans Stilling.